Københavner monopolerne 1729 – 1789

Københavns Monopolerne 1729 – 1789

Ved kongelig allernådigste oktroj af 29, maj 1729 blev handelen på Finnmark overdraget grossererne Jacob Severin, Oluf Blach og Rasmus Sternberg i København som fuldstændig monopol på 12 år. Vilkårene var i hovedsagen de samme som oktrojen af 1702, kun med nogle tillæg: De måtte kun antage danske – norske undersåtter som med interessenter. Hvis rugprisen på Sjælland steg til en vis grænse (15 á 16 mark), skulde interessenterne have toldfrihed indførsel fra udlandet at nødvendigt kort til Finnmark. De fik utrykkelig pålæg om at forsyne amtet på alle tider af året, og om et skib forliste, skulde de af al magt forsøge at erstatte tabet. Til hvert handelssted skulde sendes en del udmalet godt byg korn, som folk selv kunne male til gryn på en håndkværn.

For at sikre sig at tilførslerne er tilstrækkelige og varerne gode, gav kongen amtmanden med sorenskriver og foged myndighed til at kontrollere handels-lagrene ved de årlige tingrejser. Men desuden skulle lensmanden med ”tvende ærlige dannemænd” uden hindring tage stikprøver tre gange om året. – Interessenterne måtte selv passe på at der ikke blev solgt for meget brændevin til almuen, ”som inklinere meget til slik skadelig drik og fylleri”. – Tiende skulde betales efter forordning af 23. juni 1710 til Trondhiems stift.

Endelig fik interessenterne, i lighed med tidligere monopol indehavere, pålæg om at sørge for flere folk til Finnmark. Som før nævnt, var der ved frivillig indvandring tilført Finnmark en overvejende del af dens norske befolkning allerede før 1684. Under Bergens monopolet var tilflytningen mindre. Ved oktrojen af 1702 skulle kompagniet hvert år skaffe til Finnmark mindst 14 mandspersoner og 7 kvinder. Løde og ledige folk som ville bosætte sig her, skulle være fritaget for skat og andre krav i 5 år. Men efter hvad Thomas v. Westen fortæller, var dette pålæg ingenlunde blevet overholdt. Ved oktrojen af 1729 blev interessenterne ikke så strengt pålagt at følge dette punkt. Med de skulle sørge for at få sent flest mulige unge og friske folk derop, som kunne lære sig at fiske, jordbrug, kvæg, spinning, vævning strikke o. l. og kompagniet skulle hjælpe dem på vej.

Da denne oktroj havde virket i fem år, skrev Jens Sporring i 1734 en ”Relation angående Finnmarken”. Han var fuldmægtig hos daværende amtmand Henrik Frimann, og kendte forholdene fra selvsyn. Da ”de københavnske negationer” overtog handelen, siger han, synes alting at være i forvirring. For det var svært for dem det første år at få overblik over handelens egenart. Men siden havde de vist både vilje og lyst til at drive handelen. Særlig arbejde de på at opmuntre flid og sparsommelighed hos almuen; men alligevel var det umuligt at få det derhen hvor fiskerne blev gældfri. 

Sporring kommer også ind på dette at almuen, især kvinderne, måtte blive mere selvhjulpen. Foruden at lave maden havde de også en del kreaturer at passe, men ikke så mange at det kunne mætte nogen større i husholdningen. Almuen burde lære sig almindelig bondearbejde, som at væve vadmel og groft lærred, sy støvler, sko, og sjøhyre, snedkre, spinde fiskesnøre og bygge både i stet for at købe alt på handelen. Han mente også de burde legge sig mere efter fåreavl, og indhegne visse stykker til enge i stedet for at lade alt være fællegræsning.

Rundfisk = torsk og kuller

Til slut kommer han ind på det som var årsag til at handelen fremdeles gik dårligt. Det var den lave pris på fisken, især på rundfisk som var hovedartiklen i Finnmark. Sporring mener at prisfaldet skyldes produktion af dårlig rundfisk-kvalitet på Vestlandet og Sjølene (kysten), til skade for den gode Finnmarks-Fisk. Faktum var at ”de kontorske i Bergen” havde sat stadig lavere pris på nordlands varerne, sådan at nordfarerne der fik mindre for 3 våger end de for 10 – 12 år siden kunde for 1 våg.

Dette passer sammen med det almindelige fald i fiskepriserne, som stor set viser en sørgelig nedgang i årene 1721 – 40. Rundfisken satte bundrekord i 1735, og tran ligedan i 1738 – 39. Samtidig begyndte en stærk stigning i  kornpriserne fra 1739 og fremover. Det er klart at kompagniet under sådanne vilkår havde vanskeligt ved at holde det gående, selv om det var et fint fiskeri. De fik udvirket en kongelig resolution af 13. april 1733, som nedsatte indkøbs taksten på rundfisk fra 48 til 32 sk. (= fra 3 til 2 mark) vågen. Pontoppidan regner med at indbyggerne af denne grund tabte 40.000 rdl. Indtil udløbet af oktrojen. Men i betragtning af prisniveauet var nedsættelse rimelig, og nordlændingerne fik som vi ser mindre for deres fisk i Bergen end finnmarkingene hos handelen. Hvad interessenterne selv tabte eller vant, er nu ellers umulig at beregne. Selv sagde de at de havde tabt en hel del.

Da participanterne inden to år før udløbet af oktrojen frasagde sig handelen, blev den allerede i 1739 udbudt på 6 á 12 år på samme vilkår som før. Men det er betegnende nok for den forretningsmæssige side af sagen at ingen købmænd i alle kongens riger og land meldte sig som liebhavere. Kongen benyttede sig da af sin gamle eneret til at besejle Finnmark, og overtog selv forsyningen af landsdelen.

Nogen større forandring i handelsmåden blev det ikke. Som under den sidste oktroj blev handelsstederne styret af købsvende, og den kongelige handel overtog etablissementerne i Finnmark. Driften foregik helt efter forskrifterne fra 1702, kun med et tillæg om at ”utakserede” vare som embedsmændene foreskrev til husbehov, skulle betales efter indkøbspris med 40 procent tillæg. – For en indbringende handel var udsigterne dårlige nok. Priserne var svingende, med lavpunkter i 1740 og 1745. Og særlig ilde var det at fiskeriet faldt betydeligt i 1740-årene og 1745. Fra Troms meldes om flere dårlige år på land og havet i denne tid op ligedan var det vel i Finnmark. Intet under da at handelen gav tab. Efter kongens kasse på 5 år havde tabt over 22.000 rdl. På Finnmarks handelen, blev den igen udbudt til forpagtning.

Denne gang meldte Det Islandske Compagnie sig som liebhaver, og ved forordning af 1 december 1745 fik de en oktroj på 25 år. Kompagniet havde allerede fra før haft hånd om handelen på Island, og kombinerede den nu med sine interesser på Finnmark. Handelen blev drevet efter oktroj-reglerne fra 1702 og 1729, med et par tillæg: Avansen på udtakserede varer til embedsmændene var begrænset til 33 1/3 procent. Almuens kredit blev indskrænket til et år af gangen og til visse kvantum. Der skulle tilføres tilstrækkelig af umalet korn. Det er sandsynlig at dette kompagni sad inde med større erfaring og mere forretnings kyndighed i fiskebranchen end fodgængerne. Dertil kom at priserne var gode, om ikke sø høje så dog jævnt stigende udover til midten af 1750-årene. Samtidig var fiskeriet godt, og især Østfinnmark havde ”syv gode år” fra 1748 til 1754. Men prisniveauet blev uroligt i syvårskrigens tid. Kornpriserne steg stærkt i 1755 – 56, og rundfisken havde bundpris i 1756. Det antages alligevel at kompagniet tjente på Finnmarkshandelen, ikke mindst fordi det åbne nye marked ved direkte eksport til Middelhavshavne og andre steder i udlandet.

For almuen blev der ingen varig bedring. De gode fiskeår havde nok hjulpet til at begynde med; folk havde ”nedlagt den monopolistiske modvilje” og fået det bedre med økonomien. Men de fleste var og blev slette husholdere; de troede at det rige fiskeri skulle fortsætte i al evighed, og bruge overfloden til at købe overfødighedsvarer. Også handelsbetjentene havde været eftergivende og ladet folk få mere kredit end de efter oktrojen havde adgang til. Især var dette tilfælde i Østfinnmark, hvor fiskeriet havde været bedst.

En af grundene til at kompagniet frasagde sig handelen i 1758, var vistnok forholdene på Island. Her havde kvægsyge og fejlslået fiskeri ført til en nedgang, som gjorde at selskabet fra sagde sig handelen både her og i Finnmark. Ved opslag af 21. oktober 1758 blev handelen udbudt særskilt for de to ”lande”; men ingen meldte sig til at overtage den.

Kongen måtte da igen lade både Finnmark og Island besejle for egen regning. Fra 1759 til 1764 blev da den kongelige handel drevet efter samme retningslinjer som under oktrojen. Handels- betjentene gik stadig over fra det ene kompagni til det næste, og havde samme gage som før. – Fiskepriserne var fortsat noget stigende, mens importvarerne holdt sig forholdsvis på samme niveau. Det lå derfor godt til med handelen; men det var ”små og mådelige fiskerier”. Folk havde delvis reserver tilbage fra de gode år, så tilpas at de klarede sig, og derfor  ”blev Finnmarkens armod ikke så udtalt som siden”, Vi hører intet om tab for kongens kasse ved denne handles periode.

I København fandtes dengang ”Det almindelige Handelskompagni”, som var grundlagt 1747 særlig med tanke på Østersø-Handelen. Dette kompagni søgte 4. april 1763 kongen om at overtage handelen på Finnmark og Island.

Ved kongelig oktroj af 25. august fik det monopol på handelen for 20 år, mod en årlig afgift på 7000 rdl. For begge ”land” tilsammen. Oktrojen af 1745 blev lagt til grund for handelsmåden.  Kompagniet kunde indkøbe fremmed korn til handelen, dersom prisen på indenlandsk korn blev for høj. Nødvendigt jern kunne også købes i udlandet. Man må også bemærke at kompagniet fik indskrænket nordlændingernes handel, idet almuen kun maatte købe både, årer, skinhyre (læder), angler o.l. fra dem når disse vare ikke kunne skaffes hos de handlende.

Kompagniet overtog Finmarkshandelen på et uheldigt tidspunkt. Kort efter kom en nedgang i fiskepriserne, men et lavere niveau end i lang tid. Samtidig var fiskeriet til tider så elendigt at tørfisk som var leret til handelen om sommeren, igen måtte overlades til folk til koge fisk om vinteren. Alle reserver blev opbrugt; mange steder var folk uden klæder, og der var mangel på både og fiskeredskaber, som blev slidt op uden at folk tjente noget. Især var det galt i Østfinnmark, hvor stor fiskeriet i de syv gode år havde trukket mange folk til fiskepladserne. Her havde kompagniet også haft en utro handelsbetjent, som ikke kun selv gik fallit, men også kom til at skylde handelens kasse en hel del. Almuen havde fået så rigelig kredit, at da han blev afskediget i 1770, var gennemsnits gælden i distriktet 400 a 600 våger pr. mand. Penge, sølv, tin og andet af værdi, je selv kreaturerne var ”opspist”.

Direktørerne i København mærkede snart at handelen gav underskud, fordi værdien af importvarerne efterhånden  løb op i det 3 – 4 dobbelte af fiske produkterne som kom i retur. De forsøgte at opmuntre almuen ved at forhøje prisen på blanktran med 40 sk. pr. tønde, give fiskeredskaber i betaling på handelen, og premiere dem som årlig betalte sin opgørelse. Men konjunkturerne og dårlige fiske år i forening førte til stadige tab, som til slut beløb sig op i nærheden af 68.000 rdl. kun i restancer. Kompagniet ansøgte da i 1773 om at afslutte handelen. Kongen overtog selskabets aktier, som blev indløst med 3000 rdl. Pr. stk., og lod igen både Finnmark og Island besejle for egene regning.

Fra 1774 og nogen år derefter blev da ”den kongelige oktrojede handel” drevet efter de tidligere monopol-principper. Men tilstanden blev værre og ikke bedre. Bortset fra en lille opgang i 1750årene, var indbyggerantallet siden frihandelens dage langsomt blevet formindsket. Fra et tal på vel 2200 nordmænd i 1717 var det sunket til 1750 i 1777, og det gik siden helt ned til 1620 i 1787. Samtidig var tallet på finner øget fra ca. 1400 i 1717 til 4650 i 1787. Men her må også tages i betragtning at også de indvandrede kvenene er medregnet, og fremfor alt de mange fjellfinner som ved grænsetraktaten med Sverige i 1751 kom ind under Norge.

Denne uheldige udviklingen havde vagt alvorlig bekymring på højeste hold, og man søgte stadig at finde årsagerne til og midler til tilstanden i Finnmark. Allerede 1750 – 60 årene havde mænd som professor Stampe og statholder Benzon taget til orde mod byernes eneret til handel i visse områder. Og efterhånden trængte sig mere og mere frihandelsvenlige ideer sig ind hos de styrende i landet, dels under påvirkning fra udenlandsk litteratur, dels og ikke mindst under indtryk af forholdene i tvillingrigerne. Her var erfareringerne fra Island, Grønland og Finnmark særlig påtrængende og talte sit tydelige sprog om at monopoler og statelige indgreb ikke havde formået at fremme handelen eller indbyggernes trivsel – mere tværtimod.

Men fremdeles fortsatte de ledende mænd ved det gamle, og en mand som Guldberg, minister 1772 – 1784, var konservativ på dette område. Trods dette mærker vi en voksende vilje til forbedringer hos dem styrede med den kongelige handel. I 1777 blev købmand Christian Bech fra handelen på Vadsø indkaldt til København til en konference med skattemesteren, den dygtige grev Schimmelmann, som gav ham i opgave at udarbejde et forsalg til Finnmarkenken opkomst. Dette blev således også gjort, men da forslaget bl.a. gik ud på tilskud fra kongens kasse og eftergivelse af almuens gæld m.m., blev forslaget liggende. Statens finanser stod dårlige, og an havde ikke råd  til at undværet ret meget.

Samtidig havde amtmand Fjeldstad i Finnmark fået ordre til at foretage en rejse til Kola, og efter denne vendte han over land tilbage til København for at aflægge rapport. Der blev da nedsat en kommission, med Fjeldstad, Bech og justitsråd Haaber som medlemmer. Den udarbejdede et forslag ril en ny handels-oktroj med faste takster, som blev approberet og offentliggjort den 20. august 1778. Ved denne forordning blev der slået en streg over alle gamle bestemmelser, og alt skulle fra nytår 1779 drives efter de nye regler. Her var gjort nøje rede for den mindste ting som skulde findes til salg på handelsstederne, og priserne var fastsat for både købmandsvare og for Finnmarks-produkterne.

Efter oktrojen skulle handelsbetjentene være pligtige til at tage imod alle gode varer, og disse skulle være fri for told og anden afgift ved eksport. En række bestemmelser tog sigte på at sikre erlæggelse af fisketiende til konge, kirke og præst. Lensmanden blev tiendefri for si egen avl, og underfogden (den norske lensmand) fik 5 rdl. årlig for tilsyn med tienden. Betjentene fik ordre om at omgås almuen på en venlig måde, og regler blev givet for krambuhandel. (landhandel). Kredit blev ophævet; men hvis nød og uår kom, skulle amtmanden varsles og tage affære. Folk som havde fået skøde på bopæl. Eller tjent ærligt i 3 år for kost og læn, skulde have ret til et lån hos handelen til anskaffelse af båd. Der var regler om nordlændingerne, om fremgangsmåden ved skifter, om tinghold og skyss (rejse), om afregning osv.

Handels-købmændene fik nye instrukser og blev taget i ed. Deres gage blev forhøjet, og de skulle have 2 procent af værdien af ind og udførte varer, som en opmuntring til større virksomhed. Der var også al mulig grund til for dem at se lysere på stillingen. Men alt sammen hjalp kun lidt, så længe almuens kår fremdeles var så elendige. Årsagerne til dette lå dels i dårlige fiskesæsoner, dels og ikke mindst i stadig uheldige konjekturer. Det altbestemmende prisforhold mellem melvarer og fiskevare viste i disse år en forskydning til det være. Fiske produkterne blev nok betalt bedre end før, men det mundede ud i ingenting fordi importvarerne steg endnu stærkere i pris.

Noget af et lyspunkt i almuens tilværelse var i denne tid blevet russehandelen. Vi skal siden komme ind på hvordan den udviklede sig og artede sig i det hele. Allerede i 1764 blev det bestemt at russisk mel kun måtte købes gennem handelsbetjentene og russehandelen havde nu fået en sådan betydning at den måtte legaliseres som en del af Finnmarkens naturlige behov. Det skedte ved en kongelig resolution af 4. maj 1783, som bestemte ”at der i Finnmarken skal anlægges en ordentlig og bestandig handel med russerne i Archangel etc.” Dels mod rubler, dels mod kolonialvarer som sukker og sirup, skulde man her til handle sig korn og mel til Finnmark, desuden hamp, sejldug m. m. som også kunne sendes til København. Så snart Finnmark på denne måde kunne forsynes med korn og mel, skulle dens slags varer ikke længere sendes fra Danmark.

Desuden indeholdt samme resolution nogle andre vigtige punkter: Der skulle udføres forsøg med havfiskeri efter russisk mønster. Jordbruget skulle fremmes og den påbegyndte jordfordeling skulle fortsættes. Der skulle anlægges en ordentlig handel med svensk Lapmark. Og endelig skulle man efterhånden tiltrække håndværkere og små handlende til Finnmark, ved at anlægge grunden til to handelsbyer, en i Vestfinnmark og en i Østfinnmark.

Resolutionen indebar især to vigtige indrømmelser: For det første at det var unaturligt at forsyne Finnmark med kornvarer fra København. For det andet at landsdelen behøvede sin egne handelssteder. Begge dele var en fordømmelse af det monopolsystem som hidtil havde rådet.

Planen med russehandelen skulle straks iværksættes. Det var tanken at oprette to hoved magasiner, i Hammerfest for Vestfinnmark og i Vardø for Østfinnmark. Hvert af disse skulle bestyres af en handels inspektør, som og fik opsyn den de andre købmænd i Finnmark. Men det viste sig at disse etablissementer krævede større udgifter end men havde råd til, og i stedet blev der igen nedsat en kommission, den samme som endelig resulterede i fri handel og bygge anlæg i Finnmark.

Folk i Nordland og Finnmark havde vistnok aldrig glemt at de engang havde sit eget købestævne i Vågan. Og efter at handelen var blevet bundet til Bergen og Trondheim, lå tanken om egen købstad latent i nord. Så længe tiderne var gode, talte man mindre om det. Men da årene og konjunkturerne blev forværret ind over slutningen af 1600-tallet, følte man nordpå savnet af en Købstad som en af grundene til nedgangen. Det føltes særlig bittert at man netop da blev afskåret fra al forbindelse med udlandet og fremmede handelsmænd, samtidig som nabomagter Rusland og Sverige anlagde den ene by efter den anden i deres ”lappmarker”.

Det var under disse forhold at ønsket om en egen by igen kom til orde. En af de første talsmænd for tanken var dikterpræsten Peter Dass, hvis ord gav genklang udover hele Nord-Norge:

”Men dersom norfarernes tro var saa stor,

De kunde faa Bergen henflyttet i nord

Omtrent henved hundrede mile,

Hvor skulle den ganske Nordlændingerne tragt

Af inderste hjerte sig fryde med magt,

Med lystige ansigter smile.”

Set fra et nutidssynspunkt havde det været naturligt om en by i Nord-Norge havde fået muligheden for at udnytte den livlige færdsel, som på den tid fulgte med engelskmændenes og hollændernes sejlads på Rusland, Og tanken var ikke fremmed for samtiden. I 1689 rejste den kendte kartograf, lektor og magister i Trondheim Melchior Ramus, på kongelig befaling til Finnmark for at udføre kortskitser på stedet. Han kom til den konklusion at der burde anlægges et handelskontor i Finnmark til handelen på Arkangel. Et sådan oplagssted vilde også ligge belejligt for hollænderne og engelskmændene, og kunne med fordel lægges nogensteds i nærheden af Nordkapp. Han havde tænkt esig et eide (muligvis Hopseidet), hvor der kunne anlægges en civitas bimaris – en by ved to have, med havn på begge sider. En sådan by ville selvsagt også kunne sørge for Finnmarks forsyning af levnedsmidler og tage imod fiskeprodukter.

Melchior Ramus projekt blev åbenbart kendt og diskuteret i årene omkring og efter 1700. Kongen sendte i 1706 ”en duelig student”, senere krigskommissær Poul Resen, til Finnmark for at undersøge tilstanden der. Resen interesserede sig da også for de økonomiske spørgsmål. På rejsen nordover besøgte han bl.a. den store godsejer Giert Lange på Torger, Helgeland, som fortalte ham om magister Rasmus ´s forslag om en lagerplads i Finnmark. Lange synes tanken var umulig, 1. fordi der brugelig havn fandtes i hele amtet (!), 2. fordi der til en sådan by behøvedes mange familier, og hvad skulle de leve af i Finnmark, som havde så lidt kvæg at der knap var en del til hver person!

Andre så mere optimistisk på sagen. Amtmanden i Romsdal Hans Nobel, som havde set Molde og Lille-Fosen voksede frem til ladesteder, skrev 1715 at der burde bygges byer i Nordland og Finnmark. Og samme år blev spørgsmålet taget op af rentekammeret i sammenhæng med frihandelen på Finnmark. Amtmand Soelgaard hævdede i sin relation af 12. marts at ingen af de daværende handelspladser var særlig egnet til købstad. De beste var Alta og Vadsø. For handel med Sverige skulle Alta ligge bedst til, og for russehandelen Vadsø. Soelgaard taler om en gammel kongelig tilladelse til anlæg af en købstad i Varanger, men tænker vel nærmest på Varanger-markedet. Alt i alt havde han ingen tro på planen: ”Det synes ganske umuligt at en købstad nogen side kunne blive oprettet i dette ufrugtbare kolde land.”

Både Giert Lange og Soelgaard var stærkt bundet af forestillingen om at en by måtte have nok plads til jordbrug for forsyningens skyld. Og da var der umulig nok i Finnmark! En mand som biskop Krog så vel noget klarere i dette spørgsmål. Han har med stor iver og omhu fremlagt ideer og muligheder for byanlæg i Nordland, som også skulle kunne forsyne Finnmark. I sin relation af 22. juni 1715 siger han at de ville være i kongens interesse og til landets gavn hvis Bergen og Trondheim i fællesskab anlagde en koloni i Nordland, ikke langt fra Finnmark. Det var ikke for meget at også disse dele af landet kunne blive tilgodeset med de fordel som fulgte med en by: viden og forstand, kunst og erfaring, håndværk, handel og negotie. Og folk nordpå som flyttede til denne by, ville blive ”de braveste og bedste folk man nogensinde ville se eller ønske-”

Krog ser helst at byen bliver lagt i Ofoten, det er både en god havn og mulighed for jordbrug. Hen var desuden fundet malm, her var gode muligheder for hvalfangst, og en fin mellemstation for russehandelen. Russerne sejlede allerede til Trondheim, og hvor meget hellere til den kortere vej til en by i Nordland! Her ville også engelskmænd og hollændere kunne komme til, så slap de den risikable fart til Arkangel. Byen kunne så have lager/oplæg og kontorer som formidler handelen mellem øst og vest.

Hvis ikke bergenserne og trondhjemmerne ville drive Finnmarks handelen, var det nok muligt at både flensborgerne og grønlandsfarerne var villige til at overtage den. Men for at få alting i en god gænge, var det bedst at anlægge en ordentlig købstad. Krog var sikkert beredt på alle slags indvendinger fra Bergen og Trondheim; men han skulle nok være mand for at møde dem ”med gode reasons”.

I sit brev af 10. august samme år kunne Krog pege på de gode resultater som allerede viste sig af frihandelen. Han mente at Finnmark snart ville komme på fode igen, og når finnmarkingene af nordlandsfarerne fik købt sig større både og ændringer, ville det ikke være vanskeligt for dem at hente og bringe varer til en by i Nordland. Og han standser ikke ved dette, men diskuterer muligheden af et anlæg i selv Finnmark. Som mulige handelspladser nævner han Kjelvik eller Porsanger; men han kan ikke forestille sig at fremmede skulle have større lyst til at slå sig ned der og bygge en by. Klimaet var for hårdt, sygdomme hærgede, der var meget lidt at fortage sig om vinteren og vanskeligt med oplæring af børnene.

Alt i alt mente han det var be4st om Finnmark blev forsynet fra andre steder om sommeren, og at det efterhånden kunne nedsætte sig handelsmænd (knaper) som kunne forsyne de enkelte fiskepladser. Han nævner at Vadsø har gode betingelser, men ligger for langt borte. Og i Alta er der ikke bare jord og skov, men også kobbermalm. Men der var småt til at bygge noget på. Best var det indtil videre at forsyne Vestfinnmark fra en by i Nordland, og Østfinnmark fra Russland.

Et par år senere tog også Thomas von Westen til orde for et byanlæg her i nord. Når russerne havde grundlagt byer i Malmis (Kola) og Kandalax, og svenskerne i Tornå, Luleå, Piteå og Umeå, da måtte det også være muligt at Finnmark kunne få nogle byer. Eller i det mindste burde nogle privilegerede borger kunne nedsætte sig her. De ville da som fastboende kunne holde øje med landets velfærd hvis de ville tænke på deres eget bedste – ”og i gamle dage da så tilgikk, florerte (blomstrende) landet.”

Som vi ved fik Handelsmænd lov til at slå sig ned i Finnmark under frihandelsperioden 1715 – 29. Men Krog havde forudset gjorde ”disse trouble krigstider overflødige omsorger” at kongen fik andet at tænke op end byanlæg. Og da frihandelstiden vat omme, kom københavnermonopolerne, som for en længere periode udelukkede muligheden for at bygge byer i Finnmark. Men ønsket om en lettere handelsforbindelse, var stadig lige stærk. Da major Peter Schnitler i 1744 besøgte Alta lagretten og lensmanden deres ønske om at der måtte blive anlagt en købstad i Nordlandene, enten ved Gibostad eller Tjeldsund. Det sidste vilde være bedste mulighed for skibsfarten. Da kunde folk fra Vestfinnmark slå sig sammen og sejle dertil med deres varer og hente forsyninger. For Øst finmark vilde det være vanskeligere, men også der kunde forsyningerne sendes fra en ligedan ny by.

Udover midten af 1700-tallet var der flere projekter om byanlæg i Nordland. Men for Finnmarks vedkommende tog diskutionen om sagen først fart efter at frihandelsideerne igen havde fået vind i sejlene, I sit skrift ”Om Nordlands og Finnmarkens amter” fra 1772 nævner Jacob von der Lippe Parelius at Trondheims-købmanden Peter Falch havde foreslået at danne et kompagni, som skulde have oplægsplads i Tromsø for at kunne handle på Arkangel. Tanken var nærmest den at samrbejde med Finnmarkskompagniet. Mere tydeligt kommer by kravet frem hos tidligere amtmand i Finnmark Eiler Hagerup. Allerede i sin ”afhandling om Fiskerierne” fra 1770 fremhæver han det urimeligt at der kun findes byer i den søndre del af Norge, mens de to tredjedele ingen har. Man ville næppe finde et land som på en 200 mils strækning ikke havde en købstad eller ladested. Men de to vigtigste fiskestrøg i landet, Nordland og Finnmark, havde ingen, men ”i mine ringe tanker de dog gave dem”. Han peger på eksempler fra andre lande, og tror at en by her i nord ville kunne blive betydelig. ”Uvidenhed, forbud, monopol og indskrænkelse, og den i hele landet ødelæggende egennyttighed og svig handel skuler vore muligheder for vores øjne; skaf undersøgelser, plan orden og frihed, og jeg tør forsikre de skal opdage sig selv.”

Hagerup fik snart anledning til at gå nærmere ind i sagen. En højtstående mand bad ham i 1775 om at udrede spørgsmålet nærmere, og han nedskrev da sin tanker om en købstad i Norlandene, imødegik de mange indvendinger og anbefalede at tanken kunne blive virkelighed. Under en udredning af 28. december 1778 kom han igen ind på sagen. Det var angående toldbehandling af russerne i Nordland og Finnmark, og Hagerup påpegede hvor unaturlige alle midlertidige foranstaltninger måtte blive her. ”Landet mangler en købstad – og hvor ingen ordentlig købmandshandel er, kan nogen ordentlig told behandling/indretning vel ei helle finde sted.

Som foran nævnt, blev russehandelen i Finnmark lovlig ordnet gennem den kongelige handel i 1783. Og da Guldbergs regering 1784 blev afløst af kronprins Frederiks fremtids venlige styre, skete det et gennembrud for frihandels-tankerne. Den 25. april 1785 nedsatte regeringen en kommission til en drøftelse af Finnmarks-handelen. Medlemmer blev Eiler Hagerup og Torkild Fjeldsted, som begge var tidligere amtmænd i Finnmark, og den daværende amtmand Christen Heiberg, desuden W. A. Hansen, direktionsmedlem i den kongelige handel, Carl Pontoppidan, administrerende direktør i samme handel, og købmand Christian Bech.

Amtmand Heiberg var måske den mindst optimistiske. Han fremlagde et ”Forslag til Finnmarkens opkomst”, hvor han frarådede byanlæg i Finnmark, fordi ”en købstad i amtet ikke kan klare sig. ” Men flertallet var heldigvis af en anden mening. Den 8. februar 1786 havde kommissionen et færdigt forslag, som gik på en fri handel på Finnmark og anlæg af købspladser ved Vardø, Hammerfest og Tromsø. Som ventelig var, strømmede ind med protester og indvending fra forskellig hold. Men her stod selve regeringen og den kongelige handels bedste mænd bag. Forslaget resulterede i den kongelige forordning af 5. september 1787, hvor det hed: ”At som der er fremlagt, at den hidtil på Finnmarken oktrojet handel ikke har medført den tilsigtede nytte, men tværtimod, foruden betydelig tab for handelen selv, især været til skade for indbyggerne, så have Vi af landsfaderlig omsorg besluttet at give denne handel aldeles fri for fremtiden.”

Dermed var monopoltvangen opløst, og en ny tid begyndt, ikke bare for Finnmark, men også for Senjen og Tromsø fogderi, som blev lagt til Finnmarkens amt. Frihandelen skulde tage sin begyndelse fra 1. Juni 1789, og gjaldt ikke bare de nye købssteder, men også landdistriktet. Finnmark fik sine første byer Hammerfest og Vardø, begge steder med toldopsyn. Med desuden blev det tilladt en handelsmand at slå sig ned – der hvor amtmanden mente det mest behøvedes. De kunne oprette gæstgiveri, handle med almuen og drive jektebrug hvis de ønskede det, med fri sejlads til alle byer i riget. I Finnmark havde de også lov til at handle direkte med russerne og med de svenske handlende fra Vesterbotten, mens andre udlændinge kun måtte handle i byerne. Handelsmændene blev fritaget for Consumption, folkeskat og andre personlige afgifter i 20 år. Men de måtte løse privilegier og betale gæstgiverafgift som handelsmænd ellers i landet.

I sammenligning med de handelsforhold som hidtil havde rådet, var dette store friheder. Det beroede bare på hvordan den nye tids mænd forstod at udnytte dem. Mange fejl og mangler, som det tog tid at komme ud af, og som havde præget Finnmark og indbyggerne der siden oktrojtiden. Men vi skal ikke glemme at nævne at den kongelige handel og dens dygtige købmænd på mange måder havde lagt et solid grundlag for den frie handel som nu skulle stå sin prøve. Lad os derfor, før vi går videre, standse op og se lidt nøjere på handelsforhold, folkeliv og enkeltpersoner 1729 – 1789.

Niels Simonsen

NielsSimonsen