Komagfjord Handelssted

Fra Jupvik er der en kort sejltur udover Altafjord forbi
Årøya. På Årøya stod i Kalmar-krigens tid et blokhus, som senere blev ombygget
til kirke. Men vi sejler rundt om Korsnes til Komagfjord, som ligger i smukke
og grønne omgivelser.

Den første handelsmand her var Erik Kujulin fra Torneå,
tidligere assistent i Kjelvik. Han fik gæstgiverbevilling i oktober 1819 mod 5
spd. i årlig afgift. Det er dog muligt han har været på stedet tidligere. Da
Capell Brooke sammen med Klerck og Aaaard i 1821 rejste fra Alta til
Hammerfest, mødte de modvind og blev nødt til at tage ind hos Kujulin. Han
modtag dem med glæde og gav dem alt det hans lille og trange bolig kunne
mønster af gæstfrihed. Han var svensker fra Torneå tragten, og havde slået sig
ned i Finmark. Stedet blev kun besøgt af enkelte, som havde brug for logi på
vejen mellem Hammerfest og Alta. Han var ungkarl, og havde ikke formået at gøre
rigtig indtryk på skønhederne i Alta-Talvik eller Hammerfest, så de kunne
trøste ham i ensomheden. Hans eneste kvindelige hjælp var en gamme finnekone,
som boede i nærheden. Hans hus var rodet og i en kommodeskuffe flød det med
mad, tobak, sukker og klude mellem hinanden. Men gæsterne havde det fint De
havde det godt og varmt mens stormen rasede udenfor. Efter et fiskemåltid til
aftens tændte de op og lagde sig ned og sov.

Kujulin døde 1830,
og hans eneste arving var da en bror i Torneå, skønt kirkebøgerne kan fortælle
at han ikke var helt uden afkom i Norge. Komagfjord blev da købt ved auktion af
Jens Nicolay Kraft Buck. Han havde været handelsbetjent hos Esbensen i Vadsø,
og fik gæstgiverbevilling på Komagfjord 29 oktober 1830 mod 10 spd. i årlig
afgift. Ved overtagelsen fandtes på stedet et etagehus, pakhus, borstue
(folkestue), fårehus, et tyndvægget fiskehus, trangamme, stabbur og skut til
brænde.

Jens Buck var søn af Cort Buck i Måsøy, og var da nygift
med Karen Margrethe Stoltenberg, enke efter Hans Paus Stoltenberg, som en tid
havde været handelsmand eller betjent på Sørvær. Som handelsmand i Komagfjord
kom Jens Buck sig godt op og tjente sig en betydelig formue. Han var en venlig
og godmodig mand, elsket og afholdt af alle På sine gamle dage overlod han
butikken til sin svigersøn. Selv døde han pludselig i 1872.

Steddatteren Hanna Pauline Stoltenberg voksede op i huset,
og blev i 1841 gift med Ove Christian Fandrem. Han var trønder af fødsel, kom i
1832 til Hammerfest og nedsatte sig som handelsmand i Karajok, hvor han fik
gæstgiveri ved bevilling af 20. juli 1844. Han blev straks blandt de ledende i
alt kommunalt liv. Til stadighed var han på farte mellem Alta og Karasjok. Det
var gerne således at familien holdt til i Komagfjord om sommeren, og i Karasjok
om vinteren. Fandrem havde meget at fortælle om disse vinterrejserne med
rensdyr forspand, de kunne da blive liggende ude selv juleaften i forrygende
snestorme. Men de hyggede sig så godt de kunne og glædede sig desto mere til
juledagen, når man forhåbentlig sad ve bjerget inden for hjemmets vægge i
Karasjok Og Fandrem kom frem og fejrede jul med sine kære.

Fra børnene var små, måtte de tage med faren på rejserne,
18 mil ( 1mil = 10 km) hver vej. Hans unge hustru døde allerede i 1853, og
siden var han alene om at age af børnene. På sine rejser var han noget andet og
mere end en almindelig rejsende eller købmand. Fandrem havde et åbent blik for
alt som var ejendommeligt og smukt i naturen. Han var ikke så lidt af en
videnskabsmand, og i sit hjem i Komagfjord samlede han sig et helt naturmuseum.
Kom der en tilrejsende, måske en naturforsker eller en anden interesseret, var
han helt i sit rette element. Da åbnede han de sirlige indrettede skabe, trak
frem skuffer og forklarede og viste frem sine samlinger af mineraler, planter,
sommerfugle, fugleæg, sø/havdyr og meget andet. Og så snart en samling var
nogenlunde komplet blev den foræret til Universitetet eller en anden
institution. I 1870 sendte han en værdifuld samling “lappesager” til
udstillingen i Tromsø, og skabte ved dette et værdifuldt fundament for “den
lappiske samling” ved Tromsø museum. Som påskønnelse for sin videnskabelige
indsats fik han samme år Oscar II´s fortjenstmedalje i guld. Han hjalp altid
tilrejsende forskere med råd og dåd, og har på den måde indirekte bidraget
meget til udformningen af Finmark.

På sine ældre dage sluttede han som købmand i Karasjok og
slog sig ned i Komagjord med sine tilbageværende børn. Her var der stadig mange
som besøgte “hans gæstfrie hjem”, et lille lunt hjem, åbent for enhver som
søgte dertil. Han var en kraftig og velbygget mand med rappe og spændstige
bevægelser, måske lidt vuggende i gangen, et ansigt lysende af venlighed og
velvilje, og frem for alt, en alsidig ånds interesse på mange forskellige
områder.

Fandrem døde i 1893 og kort efter hans søn Carl, som havde
været handelsbestyre for faderen og postmester på Hamburger bådene. Komagfjord
gik herefter over til datteren Hanna Ovidia P. Fandrem, med Eilert Ingebrigtsen
som disponent. Han havde fra omkring 1890 været i huset hos Fandrem, og overtog
selv stedet i 1918.

Fandrems hus står således stadig på stedet i 1942. Det er
en toetagers laftet tømmerbygning med lodrette planker. De fleste vinduer har
rammer af en enkel empiretype, mens de andre er af nyere dato. Huset er
antagelig opført af Buck i årene efter 1830, men har gennemgået adskillige
forandringer siden da. Hos Ingebrigtsen findes sølvtøj fra 4 generationer, bl.
a to sølv skeer dateret 1799, som blev reddet fra plyndringen af Hasvik 1809.
Her er også et gammelt møblement fra Kåfjord-værket, og en del gammelt
porcelæn.