Kongens Krig i Kalmar
Efter mødet med det danske råd i sommeren 1610 tog Christian 4. skridt til at han stillede mod en krig selv om rådet modsatte sig det. Som i 1601 henvendte han sig direkte til de svenske stænder i et trykt
åbent brev som blev spredt over grænsen. Brevet anklagede Karl 9. for åben aggression og opfordrede Sveriges råd og stænder til at sørge for en ændring i denne politik.
Før Karl 9. igen tvang svenskerne under sin udenrigspolitiske vilje, anbefalede det svenske råd han at give efter både i koloniseringspolitikken ved ishavet og i blokaden af Riga, af frygt for en tofrontskrig mod Danmark-Norge og Polen. På rigsdagen i december 1610 støttede stænderne rådets ønske om en forsigtigere politik mod Danmark-Norge. Men Karl pressede stænder og rigsråd til at godtage hans politik, til at bevilge store skatter tik udrustninger og en større udskrivning en nogen gange tidligere og
til at afgive en ny troskabsed til ham. Han trumfede også igennem at der blev sendt et svar i hans egen navn til Christian 4. og det danske råd. Det gav ingen indrømmelser, men den svenske konge foreslog nye forhandlinger. Christian 4. svarede imidlertid også alene tilbage til Karl og henviste kort til sit åbne
brev til de svenske stænder.
Christian 4.s beslutning om at gå til krig blev truffet i midten af oktober dom reaktion på at Jakob 1. af England tilbød at mægle mellem Danmark-Norge og Sverige, et tilbud som Karl 9. hurtigt accepterede, mens Christian da sendte sin fortrolige medarbejder, sekretæren Jonas Charisius, til
London for at meddele Jacob sin beslutning om at angribe Sverige. Selv ikke kongens kansler Christian Friss, synes at være informeret om krigsbeslutningen. Når Christian 4. afviste mæglingen, var det uden tvivl fordi han frygtede at den ville forpurre hans oplæg, frem for alt ved at rigsrådet da ville satse på
dette alternativ og ikke lade sig rive med i den krigs maksimering som kongen havde opbygget i forhold til Sverige. Både England og Nederlandene var interesseret i at hindre at handelen på Østersølandene blev forstyrret. Desuden gjorde andre ønsker sig gældende i protestantiske lande om at organisere en
front mod den katolske reaktion. Alt dette gik på tværs af Christian 4.s plan om at tage et opgør med Karl 9. og gjorde det nødvendigt at iværksætte krigen heller før en senere.
I januar 1611 blev det danske rigsråd indkaldt til etmøde hvor Christian 4. ville gennemtvinge en afgørelse, og han bad da om råddets samtykke til krig mod Sverige. Han erklærede at han ville starte krigen selv om samtykket ikke blev givet, og da som Hertug af Slesvig og Holstein. Han hævdede at siden rådet havde godkendt brug af vold for at afværge overgreb ved Ishavskysten og kapringerne i Østersøen, forpligtiger det til at gå videre, situationen var økonomisk uholdbar og politisk farlig, krigen var uundgåelig.
Meningerne i det danske rigsråd var delte. Flertallet var modstander af krigen, og rådets beslutning om at samtykke blev truffet under tvang. Det beklagede i sin betænkning at kongen havde bestemt sig på gen hånd.
Han løb en personlig risiko, og krigen udsatte hans undersåtter for ulykker og farer. Rådet gav sit samtykke fordi det ikke ville splittes fra kongen, og det opfordrede indtrængende til en fred med andre naboer, noget Christian 4. lovede.
En vigtig årsag til Kalmarkrigen var at begge de nordiske konger undervurderede modstanderen. Inspireret af historiens erfaringer troede Karl 9. at det danske rigsråd var i stand til at holde sin konge fast på forhandlings linjen. Desuden videreførte Karl en tradition i den svenske ledelseselite. den havde lave tanker om danskernes militære kapacitet. Karls udfordrende politik var et talende udtryk for ringeagten, og den inspirerede ham sikkert også til at sysle med tankerne om at erobre Skåne, Blekinge og Halland, som han i lighed med sin bror, Erik 14., mente Sverige havde retmæssigt krav på.
Christian 4. blev opmuntret i sine krigsplaner af uroen i Sverige i årene omkring 1600. Karl havde da imod sig en indre opposition som ikke fulgte ham i hans nådesløse magtkamp mod den afsatte kong Sigismund. Christian selv anså Karl for at være en uretmæssig konge, og han troede at
svenskerne ikke ville vise sig en enig kampvilje når han gik i krig, og at han ville kunne klare at tage magten i hele Sverige. Men Karl havde for længst nedkæmpet oppositionen, og de oppositionelle som havde overlevet, var flygtet fra Sverige – det var dem som gav Christian de falske forhåbninger. I lighed
med sin far, Gustav Vasa, mestrede Karl 9. det politiske spil som skulle til for at rive rigsråd og rigsdag med sig på den kurs kongen ville have.
Kalmar slot
Christian 4.s planlægning af krigen havde både lighedstræk med og indslag som var forskellige fra Frederiks 2.s forberedelser til syvårskrigen. En vigtig forskel var at Christian havde flere år til rådighed og derfor gennemførte en mere omfattende udrustning når det gjaldt marinen og fæstningsbygningerne. Mellem 1596 og 1611 blev marinen udvidet fra 20 til 30 krigsskibe over hundrede ton og fra 10.000
til 15.000 ton totalt, det var noget mindre en den svenske flåde. I lighed med sin far satsede Christian 4. stærkt på lejetropper når det gjaldt den dansk-svenske front, også han ville kun i en lille grad bruge nationale danske tropper, kun ca. 2500 adelige ryttere og fodfolk. Desuden erstatter den slesvig-holstenske landdag den pligtige unionshjælp med en pengeydelse til kongens lejetropper.
Christians holdning til den norske deltagelse var tilsyneladende forskellig fra farens i 1563, men i virkeligheden ganske lig. Forskellen bestod i at kongen nå gav ordre til storstiler norsk deltagelse i en bred invasion som skulle knække svenskerne – over 11.000 mand til hæren fra en befolkning som var mindre end halvparten af den danske befolkning, det vil sige ti gange så mange i forhold til befolkningen. Dertil kom at 1700 bådsmænd blev udskrevet fra Norge. Christian 4.s mandskabskrav til nordmændene tilsvarende fire – fem åringer af tyveårige. Frederik 2. havde nok også tiltænkt nordmændene en militær rolle, men mere spredt. Ligheden lå i at hverken Frederik 2. eller Christian 4. gennemførte nogen systematisk forberedelse som kunne sætte nordmændene i stand til at deltage i krigen – ja, Christian
faktisk i mindre grad end sin far, eller måske rettere sagt: hans lensherrer mindre end Frederik 2.s.
Den underliggende lighed mellem far og sønnens krigsforberedelser var at krigen skulle være kongens værk. I begyndelsen af 1600-tallet hang det også sammen med at den danske adelen var blevet mindre militært trænet og havde en mindre krigerisk indstilling end i 1560-årene. Når Christian i så stor grad ville
bruge norske bondesoldater, var det et udslag af at han betragtede Norge mere som sit eget domæne end det adelsdominerede Danmark, og at han troede at de fornyede bestemmelser om bøndernes våbenpligt i hans norske lov af 1604 gjorde dem i stand til at kæmpe i krig. De dansk fæstebønder skulle trække det tungeste læs når det gjaldt om at betale skatter og afgifter for at bekoste krigen.
Om Norge udtalte det danske rigsråd på det møde der bøjede sig for kongens krigsbeslutning:
Videre da det udledes af adskillige beretninger, at en part af undersåtterne udi Norge skulle sig højligen besværge over den usædvanlige strenghed som en del lensmænd og fogeder imod dem bruger, da er vor underdanigste råd og begæring, ar e.m. (eders majestæt) der udi riget med alting således ordinere og lave ville, så de fromme Norges riges indbyggere (som intet uden alt godt af e.m. og vår nation,
under hvilken de som en pertlines hører, hat forskyldt /gjort sig fortjent til) ikke med villighed over e.m. kunne have sig besværge, ei heller at tænke på middel og råd, hvorledes de med e.m. og dette riges skade kunne fra sådan åg og trængsel vorde befriet.
Det viste sig at rigsrådet havde en mere realistisk opfatning af situationen i Norge end Christian 4. Rådet advarsel blev fulgt op af lensmanden i både Syd og Midt Norge. I Syd Norge mødtes de på Ankerhus hos Enevold Kruse og henvendte sig til Kongen med en kraftig kritik af hans krigsplaner. I stedet for at udskrive bondesoldater bad de ham sende 1200 lejesoldater til Norge og sende krigsskib
for at forsvare de norske kystfarvande. Der var for lidt våben i Norge, og norske bønder var uerfarne i våbenbrug, de kunne kun bruges hvis fjenden rykkede ind i landet. En lignende kritik kom fra lensherrerne iTrøndelagsregionen. Men Christian 4. fastholdt sine ordre om norsk invasion i
Sverige. De var totalt urealistiske, det viste sig umuligt at samle langtfra de styrker som kongen havde givet ordre om. Og de som lod sig udskrive ril lejrene, nægtede at rykke over grænsen til Sverige og rejste uden at have blevet dimitteret hjem igen til deres arbejdsopgaver på gårdene. Det endte med
at nordmændene, sådan som danskerne, i stedet måtte ud med store summer i skat for at finansiere krigsføringen.
Krigsforløbet blev en kombination af elementer som var lig og elementer som var forskellige fra syvårskrigen. Ligheden var at ingen af de to krigsførende parter magtede at slå den anden ud, men at oldenborgmonarken skaffede sig et vist overtag ved hjælp af sine professionelle soldater, som blev opstillet i et mindst lige så stort antal som under syvårskrigen. Det drejede sig om ca. 30.000 mand, men ikke alle på en gang, den til stedeværende styrke var på 15 – 20.000 mand, de fleste hvervet af tyske og hollandske adelige militærentreprenører. Dette overtag blev i Kalmarkrigen noget større end i syvårskrigen, fordi Christian magtede at indtage både Kalmar of Älvsborg fæstninger. Samtidig blev det helt åbenbart at Christian ikke havde nogen chance for at erobrer større dele af Sverige, her var situationen den samme som syvårskrigen. Hovedvægten af krigshandlingerne kom i højere grad end forrige gang til at foregå i de dansk-svenske grænseprovinser. Svenskerne satte ikke noget ind på at erobrer større dele af Norge, men på den anden side kom de snart til at erfare at de heller ikke havde
noget at frygte fra Norge.
Kalmarkrigen blev mindre omfattende og ødelæggende end syvårskrigen. På dansk-norsk side hang det sammen med at danske og holstenske adelsmænd forholdt sig mere passive som krigsledere end i 1560-årene, og dermed var kapaciteten til at trænge dybt ind i Sverige mindre end forrige gang. Svenskerne var på deres side mindre indstillet på at krigen i gang fordi de ønskede at koncentrere sig om sine østlige fjender, Rusland og Polen. Karl 9. døde efteråret 1611, og den unge Gustav 2. Adolf stod derfor friere til at opgive farens mål fra før krigen, særlig når det gjaldt Nordkalotten.
I det danske rigsråd voksede stemningen for fred da det viste sig at krigen kunne trække ud og blive stadig dyrere. Af samme grund, og trøstet af udsigterne til at kunne udnytte Kalmar og Älvsborg til at skaffe sig indrømmelser, tog Christian 4. imod Jakobs 1,s til bud om at mægle. Fredsforhandlingerne begyndte i slutningen af november 1612. De svenske forhandler var indstillet på at give indrømmelser
for at få de to fæstninger tilbage.
Jacob I
Dermed nåede man hurtigt til enighed, sådan at freden i Knærød kunne undertegnes 20. januar 1613. Sverige opgav sine påståede rettigheder over sjøsamerne i Nordland og Vardøhus len. De opgav også deres krav på Øsel. Videre accepterede Gustav Adolf sin modparts ret til at føre de tre kroner i sit våben
og anerkendte den gensidige told og handelsfrihed mellem rigerne. Her blev svenskerne fritagelse fra Øresundstolden for første gang udtrykkelig fastslået. Begge lande skulle tilbagelevere det de havde erobret under krigen, men Sverige måtte forpligtige sig til at betale en million rigsdaler i krigserstatning i løber af seks år. Som pant beholdt Christian 4. Älvsborg, Göteborg, Nya og Gamla Lödöde
og syv herreder i Västergötland. Svenskerne overholdt med hollandsk hjælp at betale pengene tilbage inden fristens udløb, derimod blev deres opgivelse af kravet på den nordnorske kyst en vel bestående sejer for den norske krone, den eneste af Christian 4.s tidlige succeser som blev af varig betydning.
Splittelsen mellem Christian 4. og det danske rigsråd i årene op til Kalmarkrigen udviklede sig ved at kongen i modsætning til sine forgængere ikke dominerede rådet, men tillod det at optræde mere uafhængigt – tidligere havde systemet mest været baseret på kongens ledelse i samarbejde med enkelt råd medlemmer. Det drejede sig om en formalisering af det dyarkiske (harmoniske?) system. Til slut viste rådet at det det var solidarisk med stats systemet ved at bøje sig for kongens krigsvilje. Han kom ganske godt fra krigen, og blev den blev kortvarig, afgrænset og kun i en lille grad skadelig for Danmark og Norge.
Den dansk-norske belejring af Kalmar i 1611, skildret i et hollandsk kobberstik. Christian 4.s tropper befinder sig lige udenfor byen som er omgivet af moderne fæstningsværker og forsvaret af et par tusind mand. Christian 4 indsatte 7 – 8000 mand og svenskerne 20.000 mand –
Karl9.s hær er tegnet ind øverst til højre med i det øverste venstre hjørne er indsat et oversigtskort over Kalmars beliggenhed overfor Öland. Svenske og dansk-norske flåde styrker kæmper om at sikre sig kontrol med Kalmar sund. Efter at kampene havde bølget frem og tilbage i mal – juli og Chr. 4.s
hær og flåde havde sikret sig kontrol med byen, overgav slotshøvedsmanden Kalmar slot til Chr. 4 den 2. august 1611.
Skotsk invasion i Norge 1912
I Norge var kampene uden større betydning, men nærmest uheldige for nordmændene: Jämtland blev således erobret af svenskerne i 1611. Da al adgang til Vesterhavet var spærret, efter at Elfsborg var taget, forsøgte nogle af Sverige hvervede skotske lejesoldater at bane sig vej gennem Norge ved et angreb i Gudbrandsdalen i sensommeren 1612, en afdeling af dem blev hugget ned af norske bønder i slaget ved Kringen, og en af skotternes førere, kaptajn George Sinclair, blev dræbt, en i militær henseende temmelig betydningsløs begivenhed, som dog Edvard Storms digt »Hr. Sinclair drog over salten Hav« senere gjorde navnkundig.
