Kongerækken op til Chr 4
Kongerne op til Christian IV:
Christian 1. og Dronning Dorothea
Christian 1. blev født i 1426 i Oldenburg og døde i 1481 på Københavns Slot. Han var søn af
greveparret Didrik den Lykkelige af Oldenburg og Hedevig af Holsten og dermed den første konge af den oldenborgske slægt.
Valgsprog: Dyden viser vejen
Kong Hans blev født i 1455 på Aalborghus Slot og døde i 1513. Han var søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg. I 1478 giftede han sig med Christine af Sachsen. Efter en gammel aftale skulle Hans, efter Christian den 1.s død i 1481, vælges som konge i Danmark, Norge og Sverige. På et stændermøde i maj
1482 valgtes han som konge i Danmark, året efter anerkendte det norske rigsråd ham som konge og håndfæstningen kunne underskrives. Senere på året fulgte det svenske rigsråd efter; men den svenske rigsforstander, Sten Sture, formåede at udskyde kroningen. Realiteterne var, at Sten Sture regerede Sverige – men dog undlod at lade sig krone for ikke at bryde åbenlyst med kong Hans ret til tronen.
I 1513 døde Kong Hans i Aalborg, og den 32-årige tronfølger, Christian, var klar til at føre faderens linie videre, blot i et endnu mere voldsomt tempo. Herremændene var ikke begejstrede ved tanken om et stærkt kongedømme der ville kæmpe for Unionen og borgerstandens fremgang. .
Kong Christian 2. blev født i 1481 på Nyborg Slot og døde i 1559. Han var søn af kong Hans og blev valgt som tronfølger af det danske rigsråd i 1487.
Valgsprog: Så var det beskikket.
Kong Christian 2.
Kong Frederik 1. blev født i 1471
og døde i 1533. Han var næstældste søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg.
Valgsprog: Mit håb er Gud alene.
Frederik fik sin opdragelse i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og blev her hyldet som hertug i 1482 sammen med sin 16 år ældre broder, kong Hans. Otte år senere deltes hertugdømmerne i to dele. Broderen kong Hans fik den segebergske del, og Frederik fik den gottorpske del af området.
Kong Christian 3. blev født i 1503 på Gottorp Slot og døde i 1559 på Koldinghus. Han var ældste søn af
hertugen af Gottorp, den senere kong Frederik 1., og Anna af Brandenburg.
Valgsprog: Ske Herrens vilje.
I 1520 blev den unge Hertug sendt ud på en større rejse til udlandet under ledsagelse af Johan Rantzau. På rejsen deltog han i den berømte rigsdag i Worms i 1521, og mødet med Martin Luther gjorde et uudsletteligt indtryk på Christian. Både han og Johan Rantzau vendte hjem til hertugdømmerne som glødende kristne.
Kong Christian 3.
Kong Frederik 2. blev født på Haderslevhus i 1534 og døde i 1588. Han var søn af den senere Christian 3. og hans hustru Dorothea af Sachsen-Lauenburg.
Valgsprog: Intet uden Gud.
Efter Christian 3.s sejr i Grevens Fejde blev han i 1536 valgt af rigsrådet som tronfølger med titlen Prins af Danmark, og da faderen døde i 1559 kunne Frederik underskrive håndfæstningen og sætte sig på tronen.
Frederik voksede op på Haderslevhus og fik fra 1554 lov til at holde hof på Malmøhus. Det var i disse år at prinsen forelskede sig i sin hofmesters niece, Anne Hardenberg, og først i 1572 giftede han sig med sin 15-årige kusine Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Trods en aldersforskel på 23 år, blev Frederik 2.s ægteskab tilsyneladende meget lykkeligt.
Frederik 2. erobrede i 1559 Ditmarsken sammen med farbroderen Hertug Adolf af Gottorp.
Til gengæld magtede han ikke at realisere sine militære planer under Den Nordiske Syvårskrig 1563-70. Baggrunden for krigen var kampen om magten i Østersøen. Frederik 2. havde regnet med, at han med hjælp fra tyske lejetropper hurtigt kunne vinde den forestående krig mod svenskerne. Med kongen i spidsen, satte hæren i 1563 op gennem Halland, mod fæstningen Älvsborg, der faldt efter kun seks timers beskydning. Derefter var planen at støde frem mod Stockholm; men på grund af et dårligt organiseret forsyningsvæsen måtte hæren gå i vinterkvarter i Skåne. Dermed faldt kongens planer, da en lejehær var alt fordyr til en langvarig krig.
I begyndelsen af 1564 var det svenskerne der havde initiativet. De trængte ind i Norge flere steder og hærgede i både Halland og Blekinge. Først hen på sommeren rejste Frederik 2. et lån, der gik til at finansiere den danske hærs plan om et stort anlagt angreb på Sverige med Stockholm som mål. Angrebet blev en fuldstændig fiasko. Efter nogle uger måtte hæren, som følge af vanskeligheder med provianteringen, vende tilbage til Halland. Da et nyt forsøg i oktober led samme skæbne, var Rigsrådet ved at miste tålmodigheden.
Året efter overtog Daniel Rantzau hærledelsen – men også han måtte kæmpe mod mangel på penge og forsyninger, og ydermere udbrød der pest i hæren. Det lykkedes endelig at få en dansk sejr ved Axtorna – men vinteren forhindrede yderligere fremrykning. Flåden klarede sig heller ikke for godt. I 1566 blev en ny spærring af Øresund en fiasko, og sidst i juli gik det meste af flåden ned under en storm ved Gotland.
For at råde bod på den militære og økonomiske elendighed så Frederik 2. sig nødsaget til at hjemkalde sin gamle uven, Peder Oxe. Det lykkedes rigshofmester Peder Oxe at få styr på landets økonomi, hvorefter det i realiteten blev adelsmænd som han selv, Johan Friis og Niels Kaas, der styrede landet.
Peder Oxe fik adelen overtalt til at bære en større del af de økonomiske byrder, desuden omlagde han Øresundstolden så toldindtægterne tredobledes. Derved lykkedes det at bringe Danmark nogenlunde frelst ud af krigen, og landet stod stadig som den mest magtfulde stat i Norden efter fredsslutningen i Stettin i 1570. Peder Oxe må dog dele æren med de militære ledere Daniel Rantzau og Frants Brockenhuus, og det hører også med, at Sverige i krigens sidste år var svækket af indre strid omkring Erik 14.s afsættelse i 1568.
Efter krigen var en af de lidenskaber kongen dyrkede slotsbyggeri. Blandt nybyggerierne må især fremhæves renæssanceslottet Kronborg, der blev bygget i årene 1574-84 for indtægterne fra den forhøjede Øresundstold.
Frederik 2. havde tilsyneladende en selvtillid, der rakte ud over egne evner og var ofte i tider med modgang uretfærdig og urimelig overfor omgivelserne, men en anden side af ham var hans livsglæde – han holdt af at gå på jagt, feste og se glade mennesker omkring sig.
Frederik 2. døde kun 54 år gammel på Antvorskov Slot den 4. april 1588, og blev begravet i Roskilde Domkirke. I sin ligprædiken lagde præsten Anders Sørensen Vedel ikke skjul på, at årsagen til kongens død var et umådeholdent spiritusforbrug. Frederik 2. efterfulgtes af sin søn Christian 4.
Kong Frederik 2.
Dronning Sophie ·
Maleri af Jacob van Doordt · Frederiksborgmuseet
Kategori: Kongerækken op til Chr 4