Gorm den gamle ca. 958

Harald 1. Blåtand 987

Svend 1. Tveskæg 1014.

Harald 2. 1014 – 1018.

Knud 1. den store 1018 – 1035.

Hardeknud 1035 – 1042.

Magnus den Gode 1042 – 1047.

Svend 2. Estridsen 1047-1074

Harald 3. Hen 1974 – 1080

Knud 2. den Hellige 1080 – 1086

Oluf 1. Hunger 1086 – 1095

Erik 1. Ejegod 1095 – 1103

Niels 1104 – 1143

Erik 2. Emune 1134 – 1137

Erik 3 Lam 1137 -1146

Svend 3., Knud 3., Valdemar 1, 1146 – 1157

Valdemar 1. den store 1157 – 1182

Knud 4. 1182 – 1202

Valdemar 2. sejr. 1202 – 1241

Erik 4. Plovpenning 1241 – 1250.

Abel 1250 – 1252

Christoffer 1,. 1252 – 1259,

Erik 5. Klipping 1259 – 1286.

Erik 6 Menved 1286 – 1319

Christoffer 3. 1319 – 1326.

Valdemar 3. 1326 – 1329.

Christoffer 2. 1329 – 1332.

Interregnum 1332 – 1340

Valdemar 4. Atterdag 1340 – 1375

Oluf 2. 1375 – 1387.

Margrete 1. 1387 – 1396

Erik 7, af Pommern 1396 – 1439.

Christoffer 3. af Bayern 1440 – 1448.

Den oldenborgske slægt:

Christian 1. 1448 – 1481.

Christian 1. blev født i 1426 i Oldenburg og døde i 1481 på Københavns Slot. Han var søn af
greveparret Didrik den Lykkelige af Oldenburg og Hedevig af Holsten og dermed
den første konge af den oldenborgske slægt.

Valgsprog: Dyden viser vejen

Kong Hans 1482 – 1513.

Kong Hans blev født i 1455 på Aalborghus Slot og døde i 1513.
Han var søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg. I 1478 giftede han sig med Christine
af Sachsen. Efter en gammel aftale skulle Hans, efter Christian den 1.s død i
1481, vælges som konge i Danmark, Norge og Sverige. På et stændermøde i maj
1482 valgtes han som konge i Danmark, året efter anerkendte det norske rigsråd
ham som konge og håndfæstningen kunne underskrives. Senere på året fulgte det
svenske rigsråd efter; men den svenske rigsforstander, Sten Sture, formåede at
udskyde kroningen. Realiteterne var, at Sten Sture regerede Sverige – men dog
undlod at lade sig krone for ikke at bryde åbenlyst med kong Hans ret til
tronen.
I 1513 døde Kong Hans i Aalborg, og den 32-årige tronfølger, Christian, var klar til at
føre faderens linie videre, blot i et endnu mere voldsomt tempo. Herremændene var ikke
begejstrede ved tanken om et stærkt kongedømme der ville kæmpe for Unionen og
borgerstandens fremgang. .

Kong Christian 2. 1513 – 1523.

Kong Christian 2. blev født i 1481 på Nyborg Slot
og døde i 1559. Han var søn af kong Hans og blev valgt som tronfølger af det danske
rigsråd i 1487.

Valgsprog: Så var det beskikket.

Frederik 1. 1523 – 1533.

Kong Frederik 1. blev født i 1471
og døde i 1533. Han var næstældste søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg.

Valgsprog: Mit håb er Gud alene.

Frederik fik sin opdragelse i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og blev her hyldet som hertug i
1482 sammen med sin 16 år ældre broder, kong Hans. Otte år senere deltes
hertugdømmerne i to dele. Broderen kong Hans fik den segebergske del, og
Frederik fik den gottorpske del af området.

Interregnum 1533 – 1436.’

Christian 3. 1503 – 1559.

Christian 3., 12.8.1503-1.1.1559, konge af Danmark-Norge fra 1536, men allerede hyldet 1534 i Jylland som dansk konge, søn af hertug Frederik af Holsten-Gottorp (senere Frederik 1.) og Anna af Brandenburg, gift med Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Christian blev opdraget i et tysk miljø. Han oplevede i 1521 Luther på rigsdagen i Worms, og påvirket af Luthers idéer gennemførte han fra 1525 reformationen i Tørning og Haderslev Len. Da faderen i 1523 blev dansk konge efter den afsatte Christian 2., viste Christian ingen interesse i tronen, og det danske rigsråd foretrak øjensynlig hans yngre, katolsksindede halvbror Hans.

Efter faderens død i 1533 tilbød han at være formynder for den 12-årige Hans, hvis det danske og det norske rigsråd valgte ham. Samme år udsatte det danske rigsråd kongevalget, officielt for at de norske rigsråder kunne nå at deltage, men reelt nok så meget for i den kongeløse tid at styrke katolicismen. Derfor tilbød borgerne i København og Malmø samt den luthersksindede adel tronen til Christian. Han afslog, men accepterede 1534 et lignende tilbud fra den jysk-fynske adel, efter at grev Christoffer af Oldenborg med Lübecks hjælp havde udløst borgerkrigen (Grevens Fejde) med det formål at genindsætte Christian 2.

Frederik 2. 1559 – 1588

Kong Frederik 2. blev født på Haderslevhus i 1534
og døde i 1588. Han var søn af den senere Christian 3. og hans hustru var Sophie af Mecklenburg (1557 – 1631)

Valgsprog: Intet uden Gud.

Efter Christian 3.s sejr i Grevens Fejde blev han i 1536 valgt af rigsrådet som tronfølger
med titlen Prins af Danmark, og da faderen døde i 1559 kunne Frederik underskrive
håndfæstningen og sætte sig på tronen.

Frederik voksede op på Haderslevhus og fik fra 1554 lov til at holde hof på Malmøhus.

Frederik 2. erobrede i 1559 Ditmarsken sammen med farbroderen Hertug Adolf af Gottorp.

Til gengæld magtede han ikke at realisere sine militære planer under Den
Nordiske Syvårskrig 1563-70. Baggrunden for krigen var kampen om magten i
Østersøen. Frederik 2. havde regnet med, at han med hjælp fra tyske lejetropper
hurtigt kunne vinde den forestående krig mod svenskerne. Med kongen i spidsen,
satte hæren i 1563 op gennem Halland, mod fæstningen Älvsborg, der faldt efter
kun seks timers beskydning. Derefter var planen at støde frem mod Stockholm;
men på grund af et dårligt organiseret forsyningsvæsen måtte hæren gå i
vinterkvarter i Skåne. Dermed faldt kongens planer, da en lejehær var alt for
dyr til en langvarig krig.

I begyndelsen af 1564 var det svenskerne der havde initiativet. De trængte ind
i Norge flere steder og hærgede i både Halland og Blekinge. Først hen på
sommeren rejste Frederik 2. et lån, der gik til at finansiere den danske hærs
plan om et stort anlagt angreb på Sverige med Stockholm som mål. Angrebet blev
en fuldstændig fiasko. Efter nogle uger måtte hæren, som følge af
vanskeligheder med provianteringen, vende tilbage til Halland. Da et nyt forsøg
i oktober led samme skæbne, var Rigsrådet ved at miste tålmodigheden.

Året efter overtog Daniel Rantzau hærledelsen – men også han måtte kæmpe mod
mangel på penge og forsyninger, og ydermere udbrød der pest i hæren. Det lykkedes
endelig at få en dansk sejr ved Axtorna – men vinteren forhindrede yderligere fremrykning.
Flåden klarede sig heller ikke for godt. I 1566 blev en ny spærring af Øresund
en fiasko, og sidst i juli gik det meste af flåden ned under en storm ved
Gotland.

For at råde bod på den militære og økonomiske elendighed så Frederik 2. sig nødsaget til at
hjemkalde sin gamle uven, Peder Oxe. Det lykkedes rigshofmester Peder Oxe at få
styr på landets økonomi, hvorefter det i realiteten blev adelsmænd som han
selv, Johan Friis og Niels Kaas, der styrede landet.

Peder Oxe fik adelen overtalt til at bære en større del af de økonomiske
byrder, desuden omlagde han Øresundstolden så toldindtægterne tredobledes.
Derved lykkedes det at bringe Danmark nogenlunde frelst ud af krigen, og landet
stod stadig som den mest magtfulde stat i Norden efter fredsslutningen i
Stettin i 1570. Peder Oxe må dog dele æren med de militære ledere Daniel
Rantzau og Frants Brockenhuus, og det hører også med, at Sverige i krigens
sidste år var svækket af indre strid omkring Erik 14.s afsættelse i 1568.

Efter krigen var en af de lidenskaber kongen dyrkede slotsbyggeri. Blandt nybyggerierne
må især fremhæves renæssanceslottet Kronborg, der blev bygget i årene 1574-84 for
indtægterne fra den forhøjede Øresundstold.

Frederik 2. havde tilsyneladende en selvtillid, der rakte ud over egne evner og
var ofte i tider med modgang uretfærdig og urimelig overfor omgivelserne, men
en anden side af ham var hans livsglæde – han holdt af at gå på jagt, feste og
se glade mennesker omkring sig.

Frederik 2. døde kun 54 år gammel på Antvorskov Slot den 4. april 1588, og blev begravet i
Roskilde Domkirke. I sin ligprædiken lagde præsten Anders Sørensen Vedel ikke
skjul på, at årsagen til kongens død var et umådeholdent spiritusforbrug. Frederik 2.
efterfulgtes af sin søn Christian 4.

Christand 4 1588 – 1648