Krigsårene 1807 – 1814

Krigsårene 1897 – 1814

Som vi har set, var Finnmark allerede hårdt ramt af dårlige år og epidemier i årene omkring og efter 1800. Og det så unægtelig mørkt ud da amtet under en sådan tilstand fik krigen lige ind til stuedøren. Hidtil havde ingen fjende for alvor truet tilførselsvejen langs kysten, livsnerveven i Finnmarks økonomiske liv. Men denne gang gjaldt det en stormagt som beherskede havet, og kunne true trafikken selv på disse kyster langt i nord. Alligevel blev kampen taget op, men embedsmænd, handelsmænd og tilflyttede fiskere og søfolk i spidsen. Men snart kom også Finnmarks almuen selv med, og den blev til slut grebet af en forsvarsvilje som før var utænkelig.

Bortset fra Vardøhus fæstning og krigsskibene i Christian IV´s dage havde Finnmark i nyere tid ikke haft noget forsvar. Almuen var helt uden militær øvelse, og selv om der fandtes både modige mænd og gode skytter blandt dem, manglede de træning og disciplin. Allerede efter krisen i 1801 (slaget på Københavns red) havde regeringen påbegyndt et bedre forsvar nordpå. Der blev oprettet en ”frivillig kyst-melice”; men hjælpemidler var små. Almuen blev i 1804 indført i ruller, og våbenføre mænd fra 15 til 60 år kunne indkaldes til øvelse to gange om året. Fogden skulle sammenkalde almuen og forklare dem at det gjaldt at beskytte egen hjem og arne. Samtidig skulle de i fogdens nærvær aflægge troskabsløfte, som de skulle gentage ord til ord, og til slut med blottet hoved råbe ”Kongen leve.”

Våben var det småt med. En del gevær fandtes nok, og de som havde råd, kunne få sendt gevær og bajonet fra arsenalet i Trondheim. De fleste måtte klare sig med ”en lang stok af 2½ alens længde, hvorpå enden påsættes et skarpt jern til at stikke med”. Sorenskriver og foged rejste omkring fra sted til sted og organiserede kystværnet. På samlingspladserne blev der hejst flag og opsat kanoner, og der blev saluteret når troskabsløftet var aflagt. Almuen blev til opmuntring trakteret med brændevin, som øvrigheden eller handelsmændene spenderede. Almuen skulle selv vælge ”sogneanførere”; men disse blev som regel foreslået af fogden. Også blant dem finner vi som ventelig at  være, flere handelsmænd, lige som Oxholm i Repvåg og faktor Lorentz Jessen i Måsøy – senere handelsmænd på Kløven og kystværnschef i Senjen og Tromsø.

Så kom i september 1807 meldingen om at Storbritannien og Danmark var i krig. Foreløbig følte man sig tryg; fro vinteren nærmede sig, og så længe den varede, vilde fjenden nok holde sig væk. Men ud på våren 1808 måtte man forberede sig til at møde farerne både de indre vanskeligheder og den udefra kommende fjende. Mangel på levnedsmidler var det værste som truede, og der blev uddelt brochure med vejledning i brug af islandsk lav til at blande i maden. De livsvigtige handelssteder og faktorierne måtte beskyttes bedst mulig, og kystværn og varslings tjeneste måtte organiseres. Under dette var igen handelsmændenes rolle fremtrædende.

Sjælen i forsvaret var amtmand H. M. Krogh, og sammen med ham virkede den nye fogde Aarestrup. I april 1808 sendte fogden cirkulære til alle lensmænd om at almuen overalt, med alle midler, måtte møde et fjendtligt angreb. De som mangler krudt og bly til deres rifler, måtte skaffe sig det nødvendige hos de handlende. Fogden skrev også til handelsmændene om at sikre hver sit sted ved at opføre varder (udsigtssted), så almuen i påkommende tilfælde kunne får hurtigt varsel. En række sådanne varde blev da også opført, undtaget i Repvåg hvor landet var for fladt og naboerne for væk.

Under den foreløbige ordning dette år blev lensmændene i en række sogn udnævnt til anførere, men flere steder også handelsmænd. I Talvik havde købmand Schwensen overkommandoen, mens faktor Aagaard blev overdraget at sikre handelsstedet Jupvik med hjælp af de boende almue. I Hammerfest var handelsmand Klerck (Kvalsund) øverstbefalende, og faktor Christie på Ingøy blev anføre for Almuen der og på omliggende øer. I Østfinnmark blev Varø indbyggere organiseret som en egen afdeling under garnisons-auditørens kommando, og i Vadsø havde købmand Esbensen overanførselen.

I faktor Aagaards instruks heder det at hver mand skulle værre forsynet med ½ pund krudt, 30 – 40 kugler, 6 flintesten og økse, eller i mangel deraf med spyd, bådshaker o. l. De som havde gevær, skulle øves i at lade hurtigt og skyde sikkert; men der matte spare på krudt og bly. Ingen måtte hindres i at drive fiskeri; men der burde alligevel være 20 – 30 mand i nærheden til enhver tid. Allerede i marts 1808 havde stiftets ivrige biskop M. B. Krogh bedt om våben fra arsenalet i Trondheim, og i løbet af sommeren kom også en del geværer og ammunition til kystværnet i Finnmark. Borgerne i Hammerfest, som under hele krigen viste sig varme patrioter, bad om kanoner og krudt. De fik også nok til at oprettet er par batterier, som skulle komme til at vise sin nytte.

Også med Sverige havde man krig, og der blev drevet våbenøvelser både i Alta, Tana og Kautokeino, med sigte på at møde et angreb fra den kant. Blandt dem som ledede øvelserne her, var handelsmand Paul Balchen i Tana. Han holdt også vågent øje med fjeldfinnerne, og alle svenske handelsmænd skulle arresteres og deres varer beslaglægges. Men under hele krigen indtraf ikke noget at betydning på denne kant.

Anderledes blev det langs kysten 1809. I begyndelsen af juni gjorde et engelsk krigsskib på 40 kanoner, angreb på Kildin-ø og Kola i Rusland. På tilbagevejen blev det observeret fra Vardø, og lå for anker i Havningberg. Kommandanten på Vardøhus sendte da ekspresbud til faktor Bang i Kjelvik om at standse det fartøj som var på vej fra Trondheim med proviant og våben til fæstningen. Buddet gik videre til handelsmænd og lensmænd, med besked om at varsle alle dansk-norske skibe i dette farvand.

For handelsmænd og almue var det selvsagt vigtigt at sikre at kornskibene blev opbragt. Man ventede flere sådanne skibe fra Bergen, Kristiansund og Trondheim på vej til Arkangel for at hente kornvarer. For at kunne varsle disse udrustede man ved frivillige gaver fembøringen ”Trofast” til at krydse ved Nordkap og holde norske skibe underrettet om fregatten. Fembøringen førtes af en skipper Sand, hvis slup lå i Repvåg. Han havde foruden sine egene 4 mand også 16 firmarkinger med på båden. Flere af dem var finner, antagelig dygtige skytter; men et pat stykker blev senere dømt for at have rømt fra tjenesten.

Der var i alt tre engelske orlogsbrigger, ”Snake”, ”Nightingale” og ”Fancy”, som denne sommer sejlede under Finnmark. Trods al forsigtighed blev flere både opbragt af dem, og selv kystbefolkningen blev udsat for overfald, som vi siden skal se. Under disse forhold blev det udført mange bedrifter både på land oh hav. En snarrådig og driftig mand må kaptajn Schultz på briggen ”Eolus” af Bergen havde været. Han blev på rejse til Arkangel jaget ind under Sørøy af en engelsk fregat. Da fregatten skød skarpe skud mod boven af briggen, forlangte styrmand og matroser at gå i bådene og søge land, mens kaptajnen selv blev ombord. Mandskabet havde kun lidt glæde af deres flugt, for fregatten gik efter dem og tog dem snart ombord. Imens havde kaptajnen styret briggen mod land, men så snart fregatten havde taget båden, holdt den ned mod ham igen. Han blev prajet og fik ordre om at styre fra land, men svarede tilbage at det var forkert i sådant vejr, nu da han var uden mandskab. Det var vestnordvest kuling og svær sø, så skibet lå med skansedækket i vandet inder presset fra alle sejlene som var sat. Til slut kunne fregatten ikke vove sig nærmere land, men måtte vende om og opgive sejlene, og stå udover igen for rebet mærssejl. Imens kom briggen nærmere under land, og så snart kaptajnen var udenfor skudhold, satte han bogsejlene og satte kursen ind under Sørøya. I Tykt vejr med sne styrede han indover i fjorden og skønt han var alene, klarede han at bjerge bramsejl og klyver, som hang løse og var nær ved at blive slidt i stykke. Hele næste dag måtte han krydse, uden at få los ombord, skønt han havde hejst flag. Til slut styrede han på egen hånd indover Altafjorden, og her kom der endelig en båd med tre man, som hjalp ham ed at føre skibet ind til handelsstedet Bossekop.

Ikke alle slap så billigt fra det. En hel del skuder, både norske og russiske, blev i disse årene opbragt af de engelske krydsere udenfor kysten, Især var det farvandet ved Nordkap som var utrygt. Alene i 1809 blev der taget flere skibe fra Bergen og Kristiansund på vej til Arkangel for at hente korn. Men heldigvis skete det altid på optur, før de havde fået last. Samme år fik selve Finnmark en direkte og alvorlig føling med krigen, ved handelsstederne på Hasvik og Hammerfest.

På det gamle handelssted Hasvik på Sørøya havde siden 1781 Christian P. Killengreen været handelsmand. Stedet lå udsat, og sommeren 1809 blev det overfaldet og plyndret af fjenden. Vi kender hændelsens gang dels fra Killengreens egen beretning, dels fra tingsvidne fra en mand som fulgte med det engelske fartøj. Det var om eftermiddagen 4. juli 2809 at den engelske kutterbriggen ”Snake”, på 18 kanoner og ca 100 mands besætning, løb ind på Hasvik havn. En båd blev sat ud for t logge dybden, og Killengreen prajet folkene om ikke kaptajnen kom i land. ”Han kommer vel side,” svarede de. På spørgsmål on skibet var hjemmehørende, blev der svaret: ” I Christianssand”. Så snart briggen havde kastet anker, blev to bemandede både sat i land og der blev skudt skræmmeskud fra briggen og bådene.

Staks folkene kom i land blev Killengreens ”husflag” revet ned, og det engelske hejst i stedet. Selv blev han omringet og spurgt hvor han havde sine penge og sit sølvtøj. Når han udleverede det, ville de forlade Hasvik. Da han nægtede det, blev stedet plyndret, og engelskmændene opholdt sig der i fem dage, til den 9de. De forsynede sig med alt de kunne for brug for. Tingsvidnet fortæller at mandskabet også førte en del får, 3grise, nogle skindvarer tovværk, fiskesnøre og garn, en edderdunsdyne, forskellige krambuvarer – ”dog ikke meget” noget flæsk, smør, brød, tran og en tønde tjære, desuden nogle penge.  Fårene blev slagtet ombord, men en ko med kalv blev ført i land igen. Der blev skud på kreaturerne i land, og nogle af dem fik skader, fortæller Killengreen. I selve huset brød de gulvene op for at lede efter værdier, og udførte andet hærværk. Hans penge fik de også fat i, og gravede op af jorden det meste han havde gemt der. Blandt andet var der en kuffert med 4500 rdl. i rede penge, 2guldur, en del sølvtøj og andre værdigenstande. De tog støvlerne af ham og forbød ham at tale, så han måtte være tavs tilskuer til alt som foregik.

Efter dette blev Killengreen sluppet løs og rejste kort efter fra Hasvik. Mens han var borte, kom ”Snake” den 17 juli igen til Hasvik sammen med anden brigg ”Fancy” på 14 kanoner, og de tog da med alt hvad de havde levnet første gang. Orlogsskibene forsynede sig med brænde og vand, og forlod så stedet den 21. Juli. Killengreen beregner sit tab til 10.000 rdl´s værdi.

”Så skammeligt dette overfald end synes, må man dog betænke at det her var fjenden, som med den stærkestes ret udøvede krigens vold. Skammeligere og harmdirrende er at læse at der virkelig fandtes landsmænd, der ikke skyede at spille angiverens og forræderens rolle, og som for snavset vinding solgte sig selv til landets fjender”, siger Hagemann i sin bog ”Engelskmanden under Finnmarken”. I et brev til fogden af 23 februar 1810 anmelder Killengreen to navngivne mænd, Jens Ditlevsen og Lodvig Flug, som begge da opholdt sig i Skjervøy sogn. Ditlevsen havde været på Hasvik da engelskmændene hjemmesøgte stedet, og fortalte dem hvor mange kreaturer Killengreen havde og hvad han eller ejede. Mandens egen hustru havde siden fortalt til Killegreen at han havde krambuvarer fra Hasvik med sig hjem. Staklen fik ikke nogen varig glæde af sit svig; hans dårlige samvittighed gav ham ikke rist eller ro, så ham rømte hjemme fra en nat og gemte sig bort hos en søn andensteds i sognet – Lodvig Flug havde hjulpet engelskmændene med at bære forskellige sager fra Killengreens køkken ned i båden, og han stjal maden fra Killengreens datter, madam Struve. Det var brød, kød, ost og andet, som hun havde ladet maatte være tilbage da hun med de andre måtte flygte til fjelds. Da hun senere vovede sig ned til husene for at hente mad til sig og barnet var alting væk fordi Flug havde taget det.

Lige så galt var det at enkelte andre udnyttede krigstilstanden til at plyndre egne landsmænd. En fjerdings vej fra Hasvik havde Killengreen forskellige ting i et hus på Risvåg, hvor hans folk var på fiskeri om sommeren. Nogen havde slået et vindue ind og brudt kister op og taget alt af værdi, selv gryde og kogestativ. Killengreen sigter en navngivet person som gerningsmand. – Omtrent på samme tid blev Kjøllefjord præstegård plyndret, denne gang var det russerne som på gennemrejse havde været på færde. Rygtet fortalte først at det var engelskmændene forklæd som russiske fiskere, som havde øvet hærværket: men det viste sig at gerningsmændene virkelig var russere.

Den største affære under hele krigen var dog kampen på Hammerfest, en virkelig kraftprøve og et mod og en udholdenhed i forsvar som der står respekt omkring. Hammerfest var rigtignok af navn blevet en by; men med sine få købmænd og deres begrænsede omsætning var den endda nærmest et handelssted, rigtignok af de største. Ved krigsudbruddet havde borgerne fået udlånt fra arsenalet fire små 6-punds kanoner, som blev sat i to små batterier, et på by siden og et på Fuglenæs på den anden side af havne indløbet. Ud på foråret 1809 blev en del kystværn udskrevet til tjeneste på batterierne, men kun få af dem var ankommet da kampen fandt sted. Hovedbyrden lå på by borgerne selv, som desuden skaffede de udskrevne frit logi, både og fiskeredskaber til brug nær byen, arbejde på land når der ikke var sø vejr, og fri kost de dage der var kanon eksercits. I sidste fald havde de også 6 skilling om dagen af amtskassen.

Overkommandoen for dette kystværn var betroet handelsmanden Klerck Kvalsund, som rådede over ca. 50 mand. Batterierne havde tilsammen 28 mands besætning af byens folk. Ved batteriet på by siden kommanderede købmændene Marcus Wøldike Buck og Peder Christian Røst, på Fuglenæs skansen havde købmand Sigfrid Akkermand kommandoen, med handelsassistent Olaus Nielsen Hald sin underanfører. Som man ser: handelens mænd på alle ledende poster.

Efter plyndringen af Hasvik satte orlogsbriggen ”Snake” på 18 kanoner kursen mod Hammerfest og kom samme dag ind under byen. Briggen lagde sig på skudhold og gjorde ”klart skib”; men på batterierne var flagen hejst og kanonerne bemandet, så manovaren (krigsskib) betænkte sig og stak til havs igen. Det skal have været Klercks fortjeneste at fjenden denne gang log sig skræmme. I al hast havde han samlet 40 mand af sine kystværnsfolk og med dem manørede han á la Tordenskjolds soldater, så fjenden troede at der lå større styrke i byen end tilfældet var.

Men glæden over denne vellykkede list varede ikke længe. En fjorten dage derefter, om morgenen de 22. juli, kom ”Snake” tilbage ifølge med ”Fancy”. De to brigger rådede tilsammen over 150 – 200 mand og 24 stykker 32 pund, 4 stykker 18 pund og 4 stykker 9 punds kanoner. Det var en knuse4nde overmagt mod 4 sekspundinger på batterierne, med sine 28 mand. Alligevel var der ikke tanke på andet end at tage kampen op. Hver mand stod på sin post og brændte af iver på at fyre løs.

Så snart briggene var kommet på skudholm brage det løs på Fuglenæs skansen. Akkermand og Hals havde løsnet hver sin kanon og hver ar kuglerne fandt deres mål. ”Snake” fik en kugle dennem skroget, og ”Fancy” blev truffet ved hækken. Næsten samtidig åbnede Hammerfest batteriet ild, og briggene svarede med det glatte lag. Kampen var nu i fuld gang og vinden drev den tykke krudtrøg ind over batterierne, så forsvaret havde vanskeligt ved at se sine mål. Under hård kamp haltede briggene så langt indover i havnen at kun var den ene kanonen på Fuglenes kunne bruges. Efter en halv times forløb lå skuderne midt inde på bugten kun i et pistolskuds afstand fra Hammerfestbatteriet som rolig og sikkert besvarede den overlegne fiendtlige ild.  ”Fancy” fik to kugler gennem kahytten og to i stormasten. På begge briggene fik takkelasjen (sejlføringen) en hård medfart, og ”Fancy” fik siden flaget nedskudt og to kugler agterind.

Når briggenes kanoner til at begynde med havde så lille virkning, var det fordi man skød for højt. Da engelskmændene opdagede det, rettede de ilden med større virkning mod batteriets kanoner og skansen. Tørv og sten fra brystværnet føg om ørene på mandskabet, og skansen var så lav at den kun gav halv dækning.

Under den voldsomme beskydning var em del af M. W. Bucks mandskab ved at opgive det hele. Men så sprang hans søn Anders Buck, som var underanføre ved kystværnet, midt under kugleregnen op til kanonen og hjalp faderen så længe kampen stod på. På grund af den korte afstand skød briggene med skår af søm og glas, mens nordmændene svarede med at lægge et par kugle og en karteske (kugle fyldt med jernstykker) i hver skud. Ved Røsts kanon blev to mand hårdt såret; men alligevel fortsatte forsvaret kampen så længe der fandtes kugle og krudt. Først efter halvanden times sejt forsvar, da al ammunitionen på batterier var bortskudt, fornaglet (gøre ubrugelig ved at drive en jernnagle i fæng hullet) Buck og Røst deres kanoner, og trak sig med mandskab tilbage. Efter at fjenden havde besat Hammerfest-batteriet, fortsatte ilden endnu en stund fra skansen på Fuglenæs, hvor assistent Hals nu hjalp til ved Akkermands kanon. Men da briggene var så langt inde at de kunne skyde batteriet i ryggen, var der ingen vej end at fornagle kanonerne og stryge flaget.

Hammerfest var i fjendens vold; men kampen havde været hård, og sejren dyrt betalt. Briggene var ilde tilredt, og en engelsk matros forsikrede om at havde batterierne hold den gående endnu en halv time, så havde ”Fancy” måttet hive op. Ombord på ”Snake# var en mand dødelig såret, to hårdt og to let såret. På norsk side var kun de to hårdt sårede; den en af dem døde den anden kom sig, men blev vistnok krøbling.

Straks da kampen var stilnet af, gik kystværnschefen handelsmand Klerck som parlamentær ombord i ”Snake” for at forhandle med chefen Kaptajn Young lovede at ingen skulle ske nogen overlast, så snart modstanden ophørte; ellers ville byen blive stukket i brand. For Klerck var der da ikke tale om at yde nogen modstand. Af hans 50 mand kystværn havde kun de 16 geværer, og de fleste var flygtet under kampen; det var for det meste sjøfinner fra Kvalsund. Så snart batterierne havde opgivet, flygtede også byens folk op i fjeldet. Siden besatte engelskmændene byen, som blev udsat for de rene plyndringer i løbet af flere dage, lige til 28. juli da briggene igen forlod havnen. Det blev senere bragt på det rene at en lokalkendt mand havde været lods for dem ind til både Hasvik og Hammerfest. Han hed Ole Olsen fra Lyngen og skulle være født i Sverige. Et tingsvidne viser at han var blevet taget ombord mens han lå og fiskede mellem Ingøy og Sørøy; og antagelig var han presset til at gøre lodstjeneste.

For købmændene på begge steder var slaget selvsagt et alvorligt tab. Og lige så galt var det afbræk i handelen og trafikken som skete, og den skræk for overfald som bredte sig til andre steder i Finnmark og tilstødende tragter. I Alta kom kun få kirkegængere i kirken de nærmeste søndage, i Skjervøy sogn forventer man hver dag at fjenden kommer og øst for Nordkap blev skibsfarten standset. Klerck var uantastet vendt tilbage til sit handelssted, og 30. juli skrev han til fogden og sorenskriver, som da var op vej hjem fra tingrejsen i Østfinnmark: ”Kære venner! I tilfælde at i ikke allerede er underrettet om Hammerfests skæbne er det efter anmodning fra amtmanden at jeg lader denne ekspresse afgå for at møde dem, fordi de må vogte dem for at rejse i hænderne på englænderne, som nu har Hammerfest i deres vold. Englænderen fik tapper modstand, men hvad kunne det hjælpe overmagten var for stor – omstændighederne vilde få at vide ved deres ankomst hertil; altså velkommen her!”

Straks fogden fik brevet i Måsøy 2 august, udsendte han et cirkulære som underretning for alle, og bad især om at man måtte advare dansk-norske og russiske skibe på vej øst fra. Østen for lå netop da de norske skippere Sommer og Strand, som begge første skib for Handelshuset Kundtzon & Søn i Trondheim, den ene ved Kjelvik, den anden ved Kløvenes i Varanger. Begge ventede på for til Hammerfest for toldklaring. I det hele taget kan man sige at al trafik på Finnmarks kysten var standset resten af dette år.

Kampen på Hammerfest havde vist nytten af faste batterier, skønt de var små og bemandet med frivilligt mandskab. Armékommandoen besluttede sig meget snart til at lade batterierne genopføre, og større og stærkere end før. Foråret 1810 blev ingeniørkaptajn Friss sendt nordover for at forestå arbejdet. Det var foreløbigt stillet 5000 rdl. til rådighed til lønninger og andre udgifter, og af dette blev 2000 rdl. udbetalt som forskud af fogedkassen i Tromsø. Amtmand Krogh skrev i den anledning til Friss, og fortæller noget som også i høj grad havde berørt handelen: ”Jeg må tillige anmærke at her i amtet er såre stor mangel på en-rigsdaler-sedler, og det skal også nævnes at sølv- og kobberpenge nu næsten ikke mere er at få fat  i.

Udover foråret 1810 arbejdede man ivrigt op de nye batterier på Hammerfest, som fik nye jord skanser efter alle befæstningskunstens regler, og flere og større kanoner. Disse skanser blev færdige i juli 1810, og en lille skanse på Mollen i 1811. Det var meninge4n at gøre byen støttepunkt for en eskadre af fartøjer som skulle krydse langs Finnmarks kysten. Til tjeneste på batterierne blev der udskrevet en hel del kystværn, først og fremmest fra Finnmark. Herser det ud til at man har taget først og fremmest ”løsgængere” og sendt dem til tjeneste, så batterichefen løjtnant Westbye havde besværet med dem. Siden blev det nødvendigt at udskrive flere folk, og det måtte så gå ud over dem som udførte nyttigt arbejde op hjemegnen. Så tyndt befolket som Finnmark var, betyder dette en alvorlig svækkelse af arbejdslivet. For at hjælpe på tilstanden, blev der i 1811 sendt en del mandskab op fra Senjen og Tromsø. Sundhedsforholdene og provianteringen var ikke det bedste; mange af mandskabet på Hammerfest døde af skørbug og andre sygdomme.

Så improviseret som alting havde været hidtil var det ikke netop nogen fornøjelse at være kystværnschef. Klerck skrev 4. maj 1810 til kaptajn Friis på Hammerfest. Han lovede at det rekvirerede mandskab nok skulle ankomme; en når det gjaldt våben, havde de ikke andet end nogle gamle økser, nogle knive sat på birkestave, og 8-10finske rifler ”som ikke kan bruges mod nogen, undtaget hvis han ville stå stille og se på at der bliver brændt et par gane fæng krudt, 10 gange klikket og sigtet en ½ time på ham. I løbet af 24 timer kunne han under gunstige vejrforhold stille hele sit mandskab ca. 100 mand, til tjeneste på Hammerfest.

På bagsiden af brevet har Klerck tilføjet nogle personlige bemærkninger: Bedste hr. capt. Friss! Tak for behagelig nærværelse og kom sog (så) snart som muligheden tillader det, herind til os igen! – De 30 våg hamp- Tal for citronsaften for det første – Men kommer igen de fædrelandske bekymringer: ”I fald der skulle findes nogle af de kongelige geværer på Hammerfest, da behøver vi dem kraftigt til den exsersering som vi står foran, får vi ingen våben til sommeren, så kan enhver tænke sig til resten og følgerne deraf. – I det mindste vil jeg så ikke have noget med kommandoen at bestille, da jeg så ligeså godt kan anføre en flok får! – Vor venligste hilsen fremsendes. Deres hengivne Klerck.”

Manglen på geværer blev delvis afhjulpet udover sommeren 1810, og kystværnet fik en del øvelse og disciplin. Fra Trondheim blev sendt tre underofficerer til Finnmark (som da også omfattede Senjen og Tromsø fogderi), og kaptajn Brock på Vardøhus havde ledelsen af denne oplæring. Ammunition var det småt med, og på Handel stederne var der kun småt med forsyning af den slags. Men fremdeles var det handelens mænd som helt naturligt blev sat på de bedste pladser i forsvaret. Kystværnet var sat op omtrent som før, og var efter en opgave fra 1810 delt i 16 distrikter. Kun tre af disse distrikter havde le4nsmanen som anfører; i alle de andre var det en handelsmand eller faktor som kommanderede. Overanførslen for de fire distrikterne i Alta – Talvik lå hos fogden; men hele resten af kystværnet stod under kommando af handelsmand Klerck. Ved en senere ordning blev kystværnet delt i 3 divisioner med underliggende sektioner. Første sektion blev kommanderet af W. Klerck, som nu var flyttet til Alta; og under ham stod J. C. Klerck i Alta, købmand Chr. Schwensen i Talvik, faktor A. Aagaard i Jupvik, faktor H. Holmgreen i Loppa og faktor Jørdening i Hasvik. Chef for anden division var toldkontrollør Meyer i Hammerfest, med sektionscheferne købmand P. C. Buck i Hammerfest, lensmand Lorentx Holmgreen i Kvalsund, købmand Outzen i Havøysund og gæstgiver Taftezon i Repvåg. Tredje division blev anført af gæstgiver J. G. Schanche på Gullholmen i Tana, ed underanførerne Johan C. Astrup i Holmefjord, gæstgiver Chr. Bøgeberg på Sværholt, købmand A. N. Esbensen og Lars Moxnes i Vadsø, gæstgiver Chr. Nordvi på Mortensnes og Sivert Arntzen i Vardø. Hele mandskabsstyrken var vel på 2000 mand; men de havde tilsammen kun 16 geværer, 432 ”finske rifler”, 7 pistoler, 2 sabler, 298 spyd og 91 andre våben.

Heldigvis blev der kun lidt brug for kystværnet i årene som fulgte, da det faste og det flydende forsvar efterhånden overtog hovedbyrden, men som vagt afdelinger gjorde kystværnet dog sin nytte. Nogle af de mest udsatte handelssteder som Måsøy og Kjelvik blev rømmet af beboerne og varerne ført væk. Andre steder som omgang prøvede man at sikre ved hjælp af en lille bemanding.

Handelsmand Schanche fik 12 mands kystværn til beskyttelse af stedet.

For Finnmark var de nye batterierne på Hammerfest af afgørende betydning. Og ikke mindre vigtig var det at ”Finnmarkseskaderen” virkelig blev søsat og krydsede i farvandet omkring Nordkap til sikring af skibsfarten. Den bestod dette år af et par brigger og nogle mindre fartøjer, under kommando af kaptajnløjtnant J. Müller. Ikke mindst denne hjælp sydfra gav nyt mod til finnmarkingerne. Man havde i efteråret 1809 undersøgt hvad Finnmark selv kunne stille med af fartøjer på over 300 vågers drægtighed; men det var ikke mange. Det indskrænkede sig til en tendring, en komse, en russeslup, en russelodje, tre russebåde og to fembøringer, som tilhørte forskellige handelsmænd. Noget sø forsvar kunne der ikke blive tale om med et så tarvelige hjælpemidler, og desto mere havde det at sige at handelen og skibsfarten nu blev beskyttet af virkelige krigsskibe. Det virkede også meget godt at man tog sig lodsvæsen, fortøjnings bøjer o. l. Et signalsystem blev indrettet langs kysten, og alle fik besked om at melde om fjendtlige skibe til eskadren eller batterierne på Hammerfest.

Eskadren kom til Hammerfest 28. juni 1810, og i et brev to dage senere , skrevet ombord på briggen ”Lougen”, nævner Müller købmand Marcus Buck som en af dem der har givet vigtige oplysninger om havne etc. Kort efter viste engelske brigger sig ved Køllefjord og opbragte en forbi sejlende Bergens-jekt. Eskadren gik da til havs og søgte kamp med fjenden; men denne holdt sig væk. Takket være dette kunne trafikken i 1810 foregå omtrent uhindret. ”Havnene lå fulde af russiske fartøjer, handelen blomstrede på ny, indbyggerne fik den fornødne vinterproviant, hvorved den truende hungersnød blev undgået.”

Under sine sejladser i løbet af sommeren tog eskadren flere priser, i alt 11 til dels store fartøjer, og sejlede fra Hammerfest 13. August. Kun et par dage senere viste sig et par engelske fregatter sig ved indløbet til byen, men de nye batterier gjorde nok så stort indtryk, at noget nyt angreb, ikke kom. Men nu da kyseskadren var borte, fik både de engelske krigsskibe og mindre kapere frit spil, og flere skuder blev opbragt. Blandt dem var en russisk lodje ”St. Nikolaj” på vej fra Arkangel til Tromsø og flere steder med mel. Den blev bordet af engelskmændene; men skipperen klarede at skjule sit bestemmelsessted. Siden fik han ordre om at sejle tilbage til Rusland, men satte kursen i stedet mod land og kom velbjerget ind til Hammerfest med størstedelen af lasten i brugbar forfatning,

Det var i det hele problem for krigsskibene at få en priser over havet til Skotland fra det fjerne Finnmark. En underlig skæbne have f.eks. skibet ”Friheden”, drægtig 16½ cl., taklet som russelodje og tilhørende faktor Thygesen i Tromsø. Skibet gik fra Gullholmen med forskellige varer, og mens det lå i Kjelvik for vindstille, kom to engelske krigsskib ind i havnen. Skibet blev beslaglagt, og to mand måtte blive ombord for at følge med til England. Resten af mandskabet med faktor Thygesen, styrmanden og en madam Myhre, blev sat i land med deres ejendele. Siden fik ”Friheden” prisemandskab ombord, og sejlede sydover sammen med krigsskibene. Men undervejs mødte det så hård modvind at de måtte søge tilbage til Finnmark. Her drev lodjen ind mod kysten, og folkene med prisemandskabet blev bjerget i land. Imens drev fartøjet videre på dækslasten og blev bjerget ind til Bossekop i Alta.

Et godt kup blev udført af kystværnet i Kjelvik distrikt. I Sepyember kom der ind i Kjelvik havn en russelodje med 11 mands prisemandskab under kommando af en midshipman. Faktor Brandt på Kjelvik sendte da ekspresbud til kystværnsanføreren faktor Jeppe Bang, som i øjeblikket var i Repvåg. Han samlede i al hast 11 bevæbnede mænd – 6 nordfarerre og 5 kystværnsfolk med en underofficer, og drog til Kjelvik. Her gik han straks ombord i prisen og tvang det engelske mandskab til at overgive sig og aflevere deres våben og skibspapirer. For at sikre sig imod at blive taget af engelske krydsere førte man lodjen til Repvåg, hvor den lå tryggere. Den engelske besætning blev gjort til krigsfanger og siden sendt sydover.

Imens var forholdene stadig vanskeligere for handelen og provianteringen det store problem. Året 1809 havde været vanskeligt, og sommeren 1810 blev stort set ikke bedre. I sit brev fra Hammerfest 30. juni skrev kaptajnløjtnant Müller: ”Klimaet er usædvanligt strenget her i år, det stormer og sner daglig”. Fiskeriet i Vestfinnmark blevg kun så som så, og i Vadsø og Varanger var det elendigt. Det kolde forår og siden tørken henover sommeren gav en dårlig høst på landjorden. Tilstanden blev da også derefter, især i Østfinnmark. På Gullholmen havde der været lidt varer at få mod kontant, på Hopseidet næsten intet. i Berlevåg slet ingen ting. Men på Omgang var almuen blevet forsynet endog uden betaling, og hvis ikke Schanche havde hjulpet, var sikkert mange sultet ihjel. Også madam Bierregaard på Kløvnes i Varanger havde hjulpet mange, uden at få betaling. På Ingøy, hvor handelen nu ejedes af købmand Vogelsang i Trondheim, var en del af almuen uddød, og de fleste tilbageværende var fattige uden fiskeredskaber.

I 1811 kom de engelske krigsskibe tilbage under Finnmark, og et par gange forventede man angreb på Hammerfest, uden at der dog skete noget. Men man sendte en del af kornlageret bort og beholdt kun det nødvendigste. Af krigshandlinger blev der kun et par små træfninger i Laksefjord og Porsanger mellem engelske krigsskibe og norske kanonfartøjer. Stort set på samme måde i 1812, men helt uden træfninger af nogen art i det egentlige Finnmark. Russehandelen blev under alt dette forhindret nok så stærkt. En del russelodjer blev opbragt, og et påfaldende stort antal af disse drev ind efter at være forladt af deres besætninger efter undersøgelse af englænderne. Nogle gange blev vragene udsat for plyndring og i 1813 blev 15 mand pålagt bøder for ulovlig omgang med ilanddrevet gods.

Efterhånden blev russerne bange for at sejle rundt om Nordkapp, og holdt sig i Østfinnmark indtil handelen for en stor del blev stoppet da Rusland kom i krig med Danmark-Norge. Alligevel foregik der i årene 1813 – 14 en ikke lille handel med russere, som trods alle forbud fandt det lønsomt at snige sig Norge med last. Det opstod da en egenartet handel i Finnmark, idet jekter og småbåde fra Bergen, Molde, Kristiansund, Trondheim og Nordland sejlede østover med fisk og skindvarer for at tiltuske sig, mel hamp, liner og andre russiske varer. Russerne la da dels på Ruslandssiden, dels i Vadsø, Vardø og Omgang. Blandt de skipperne som i dette år købte fisk til udførsel fra Vardø tolddistrikt møder man de nordlandske handelsmænd som Jens Fochsen fra Kvefjord, Willatz Dreyer fra Lyngvær, Caspar Lorck fra Storvågen, Rasmus Thesen fra Reine, Jens Ellingsen fra Sortland og Jacob Ellingsen. Alene en enkelt russeskipper Kopitoff har udført 2000 våger saltfisk direkte fra tolddistriktet. Resten var gået til skippere sydfra til videresalg til russerne.

Sundhedstilstand og ernæringsforhold i Finnmark i denne periode var stort set dårlige. Der er nævnt tilstanden i 1810. Året efter var Finnmark igen hårdt hjemsøgt af epidemiske sygdomme, som også fortsatte i 1812, på trods af distriktchirurg Suhrs bestræbelser. En rapport fra Fogden Aarestrup til amtmanden, dateret 9. august 1812, fortæller at dødstallet lagt oversteg antallet af nyfødte. Fogden mener at indkaldelse til krigstjeneste har en væsentlig del af skylden, med en uvant levemåde, dårlig indkvartering m.m. Man mente også at kunne fastslå at permitterede soldat bragt smitte med sig fra garnisonerne til hjem bygderne.

Dels fordi man men ikke ville have større oplæg i Hammerfest, dels på grund af indskrænkningen i russehandelen, var der især i vinteren 1812 – 1813 stor mangel på madvarer i Vestfinnmark. Folk kom med deres fisk til handelsmanden, men kunne ofte kun få lidt eller slet intet, og nogle tilfælde til en  høj pris. På denne tid rose især købmand M. Buck for sin hjælpsomhed. Han skaffede da folk det allernødvendigste, og om nødvendigt som gave eller på bog. Om en handelsbestyrer blev det sagt at han udviste stor hårdhed, men det var måske nødvendigt fordi han selv måtte låne mad af Buck, da han skulle rejse til Alta for i et forsøg på at skaffe mal. Men heller ikke her var der lager. Et brev fra amtmand Wedel-Jarlsberg fortæller at der i 1813 blev beordret 93 våger rugmel til de trængende i Alta, fra det prisedømte russeskib ”Wassilli Welliky” i Kjelvik, det som faktor Bang havde erobret. Et andet parti mel, som en russ havde oplagt i Kjelvik 1809 og siden ikke hentet, blev nu også solgt ved en offentlig auktion.

Priserne gik selvsagt på alle indførselsvarer, især vinteren 1812 – 13 var det galt, og samtidig var der næsten intet at få i Vestfinnmark. Melet kostet da sine 60 rdl. dansk kurant pr. våg, hvis man kunne få noget. Da nøden var på sit højeste, gik det så vidt at enkelte kvinder forgreb sig på købmand Schwensens kornlager i Talvik. De fik meget milde domme, da man indså at de havde handlet i ren fortvivlelse. For øvrigheden var det næsten udåd at inddrive skatter, fordi hvis de pantede i kreaturer og huskeråd, hvad skulle de arme, udsultede mennesker så klare sig .

E genspejling af forholdene finder vi til dels i en rejseskildring af den fornemme reisende Edward Romeo, greve af Vargas-Bedemar, som i disse år besøgte Finnmark. Også han kom over Alteidet til Alta. Under sit besøg nævner han at amtet årlig måtte levere 300 til 350 mand til garnisonerne på Hammerfest og Vardøhus, noget som skærpede den konstante mangel på arbejdsfolk i amtet. Vargas Bedemar blev fra 28. juli til 3. august (1811?)  boende på Altagård, ”hvis beboere har fyldt mig med den dybeste respekt og den mest taknemmelige venskabsfølelse. På sejladsen over Rafsbotn lægger han mærke til hvalerne, og fortæller at en båd med soldater på vej fra Vardøhus var blevet knust af en hval, så kun en mand af 14 blev reddet i land. En anden båd var for kun 14 dage siden blevet slået i stykker af en hval. Ved Korsnes mødte de modvind og blev drevet tilbage til Jupvik. Siden fortsatte de i tåge og vind til Hammerfest. Han nævner kampene der og de gamle og nye batterier. Men handelen var endnu ubetydelig, kun to egentlige købmænd i byen.

I Hammerfest sagde man at soldatertjenesten havde gjort de omkringboende søfinner til ordentlige mennesker, og havde vænnet den til orden og renlighed. Men skørbugen, som før kun angreb enkelte indflyttere, havde nu også begyndt at rasere blandt de fastboende. Bedemar tilskriver dette en temperaturforandring; men årsagen var vel dårlig ernæring i krigsårene. Den 8. august fortsatte rejsen til handelsmand Klerck i Kvalsund. Hans sted ”ligger meget pænt til, har et velindrettet etagehus og i en sidebygning en billard, her under 70° 28` polhøjde, sikkert den nordligste billard i verden”.

På vej til Revsboth blev de overfaldt at storm og måtte søge husly hos en finnefamilie ved Sandbukt. Et stabur på 6 stolper blev overladt de rejsende til nattelogi, og her lå de da mens staburet svajet frem og tilbage i stormen.  Uvejret drev dem tilbage til Kvalsund, og Bedemar har ladet sig fortælle at vindpresset her i sundet kunde blive så stærkt at det løftede en fembøring op at havet. Siden prøvede de at fortsætte over eidet til Porsanger; men det var ikke til at få folk til vejvisere eller bærere. Så de måtte for anden gang vende om til Kvalsund. – Efter tredie start forsøg kom de endelig til Måsøy. Under vej passerede man Havøysund, hvor der var tale om at flytte kirken, da ingen præst kunne holde ud at være på Måsøy mere end to år for skørbug. Købmand Outzen på Måsøy var lam i hele kroppen på grund af sygdommen.

Fra Måsøy rejste Bedemar ut til Norkapp, gik i land i Hornvika og havde en slidsom klatretur op til platoet. Nedover tog han en anden vej, og var glad da han endelig fik øje på rejsefølget, 6 kvener og et pat tjenere: ”føreren Paaske med sin pelshue, de andre i uldskjorter med  spidse tophuer, samlet om et bål, mine tjenere i færd med á koge té på det, i ly av en mægtig fjeldmasse.” På tilbageturet fik de modvinde ved Helnes, og søgte ly i en fiskerhytte ved Skarsvåg, der en hel del finner var samlet. Taget i hytten var utæt, så det dryppede ned alle steder. Finnerne klædte sig af og krøb i seng, men snakken gik hele natten, så der var ingen ro at få. 

Siden kom de til Kjelvik, og Bedemar nævner hvordan havnen og det gode vand fra Kjelvik-elven stadig tiltrak sig både handels- og krigsskib. Han fortæller on den gang et par engelske brigger kom ind her. Faktor Bang roste stærkt chefens opførsel. Så langt fra at lægge nye byrder på folk, frigav de på Bangs henstilling 3 lastede russeskibe som var bestemt til landets forsyning. De sendte også læge og medikamenter i land for at bekæmpe skørbugen som rasererede her, og skaffede mad fra sit eget køkken til dem som var mest syge. Også russerne som holdt til i små huse på kysten om sommeren, var blevet angrebet af skørbug.

Rejsen fortsatte til Sværholt, hvor Bedemar tog ophold hos gæstgiver Bøgeberg, og beså de store russehuler. Han lægger mærke til de store hval ben som ligger på landet her omkring, og mener at hvalfangsten måtte blive indbringende her i nord. – ”Fattigdommen hos finnerne i denne egn er ubeskrivelig. Omstændighederne og dårlig økonomi har styrtet dem i en afgrund af gæld hos købmændene, som desværre følger den mening at finnerne må betragtes som børn, som ikke har godt af for meget frihed og velstand.”

De drog videre over Hopeidet. som ligger ”meget fordelagtigt til handel i begge fjordene” – indover til Gullholmen i Tana. De måtte tage ophold i en fiskerhytte mens de venter på roligt vand for at kommer over sandbankerne ved mundingen. Mens de sad der om bålet, sang og takte finnerne lystigt i vej; og de reisende forstod snart at munterheden gjaldt dem selv. Finnerne overbød hverandre i vitser om ejendommelighed og særheder hos de rejsende. På Gullholmen tog de ind hos handelsmand Schanche. Man talte her om at moralen blandt lapperne var i tilbagegang mod før.

Siden gik rejsen i en elv båd over Seida til Varanger. Bedemar havde lånt en hest på Gullholmen, og red nu foran de andre på stien fra Seida til Varangerbotn. Men her foer han vild og kom i øsregn frem til en finnegamme, hvor han fik en vejviser til Kløvnes. Efter en mils vej til fod kom han udmattet til madame Bierregaards hus, hvor han fik den bedste modtagelse.

Fra Kløvnes fortsatte han over Mortensnes til Vadsø, og kom der den 7. september. Her var der dette år en usædvanlig stor russetrafik da russerne af frygt for englænderne ikke vovede sig forbi Nordkynn. Næsten 30 skuder havde ligget her og drevet handel. Dette havde virket tilbage på fiskeriet og almuen havde tjent godt uden om købmændene. Sejfiskeriet havde været rigt, og købmand Esbensen havde i et eneste træk taget 105 våger sei. – Her i Vadsø overværede Bedemar et kvenbryllup.

Også i Vardø havde der raserede skørbug; den bredte sig år for år, og symptomerne blev værre. Befolkningen aftog; en epidemi havde for en tid siden revet 40 mennesker bort. Alene til afhentning af træ på russekysten måtte der hele sommeren ligge to både med 26 mand, Fiskeriet i Varangerfjorden havde givet meget større udbytte sine monopoltiden; sikkert fordi man hang mere i og fik bedre afsætning, mener Bedemar. Men her spillede det jo utvivlsomt den største rolle at russehandelen havde bedre almuens kår, som vi sende skal se. Efter at han i længere tid havde opholdt Sig i Vadsø som gæst hos købmand Esbensen (som han fejlagtig kalder Ebbesen) fortsatte Bedemar 3. november sin rejse over Bugøynes til fællesdiskrikterne og Finnland.

”Finnmarkens mænd behøvede ikke at skamme sig i forhold til landets øvrige indbyggere” siger Hagemann om krigsårene. ”Af naturen og forholdene sat på en uriaspost, opgav de ikke sig selv og deres fattige land, men holdt modet oppe, fæstede blikket mod lysere og lykkelige tider.”

Begivenhederne i 1814 danner en naturlig afslutning på denne periode. Skønt Finnmark lå lang efter eller måske derfor, kom folket her i nord at deltage aktivt som almuen ellers i landet i den nationale bevægelse. Efter Christian Frederik i sit åbne brev af 19. februar havde taget ledelsen under navn af regent, og samtidig givet befaling til at holde bededag og valg i alle sogne, skete dette også i Finnmark. Rigtignok var afstanden så stor at valghandlingen for det meste fandt sted efter grundloven af 17 maj allerede var vedtaget. Men ånden og viljen var den samme som overalt i landet.

Vi har bevaret adresserne fra alle sogne i Finnmark, hvor menighederne lovede ”at ville hævde Norges selvstændighed og uafhængighed, og at  vove liv og blod for det elskede fædreland”, og udvalgte to mænd som sognets repræsentanter i amtsforsamlingen. I underskrifterne til disse adresser finder vi navnet på en stor del af amtets handelsmænd, især i Vestfinnmark. Blant andre underskriver Klerck, Aagaard og Schwensen i Alta-Talvik. M. W. Buck, J. C. Buck, Peder Røst, S. Akkermand og faktor Thrane i Hammerfest, A. Outzen, P. O. Kjelsberg og H. Holmgreen i Måsøy, H. Brix, C. Bøgeberg og Jens Bøgeberg i Kjøllefjord. Fra dette sogn blev købmand Jyrgen Adolph Brostrøm valgt til repræsentant i amtsforsamlingen. Videre underskriver faktor A. Holmgreen i Loppa og faktor L. B. Jørdening i Hasvik.

Særlig højtideligt gik det for sig i Alta-Talvik, hvor så mange handelsmænd og embedsmænd i forening nærmest dannede et slags åndscentrum for Finnmark. Ved bededagen den 20. maj fulgte man det sædvanlige ritual som overalt ellers. Men efter at eden var aflagt og den befalde bøn læst, stillede et kor ”bestående af menighedens konditioneret familier i forening med søndagsskolen” sig foran alteret og sang en salme til dagen. Den kan stå som udtryk for den følelse af glæde og befrielse som fyldte alle efter de mange tunge år:






For dig, som kuer fjer og nær





Alvidende! vi stande her,





Det frie Norges Sønner.





Du hørte Edens høje ord,





Du saa vort Hjerte, da vi svor,










Du straffe og du lønner:





styrk du hver Mand





Til at stride,





Virke, lide





Ufortrøden





Dig og Norge tro til døden.










Den er fuldbragt den store Dag,





Gud se vor Id med Velbehag!





Du den og os beskytte!





I Naade sign vor Broderpagt!





Ej løsne Svig, ej bryde Magt





Det baand, vi Nordmænd knytte!





Venner, Brødre





Alle ere





Alle være!





Haab og Glæde





Fæstne blidt vort Samfunds Glæde














Tak Fader, for den Tid, som svandt,





For denne Dag, som skjøn oprandt





Og glad og haabfuld endes!





Beskærm vor Fyrste og vort Land!





Hvad ondt os end beredes kan,





Lad til det Gode vendes!





Dig Gud! Vor Gud!





Vi tilbed





Du os lede





Og oplive!





Dig og Norge tro at blive!














Med 1814 var monopolerne og krigens lange århundrede forbi, og Finnmark gik sammen med det øvrige land en lysere og bedre tid i møde, under værn af vor nyvundne frihed.





129













Krigsårerne 1807 – 1814














































Niels Simonsen
NielsSimonsen