Finnmarkens beskrivelse.

Det er sikkert at Lilienskiold på slutningen af 1600 tallet og de første år af 1700 tallet sad i Vadsø og København og skrev på Speculum på basis at to udkast som han har haft liggende siden midten af 1690 årene. Hovedværket er altså blevet til ved at forfatteren har trukket fra, lagt til og redigeret stoffet på basis af et solidt nedskrevet/tegnet grund materiale. Forstudiet er bevaret i to håndskrevne foliobind som Finnmarkens beskrivelse og Om Finnmarken i henholdsvis Det kongelige bibliotek i København og i Rigsarkivet i Oslo. Sidstnævnte er meget tæt på andet bind af Speculum Boreale.

Om Finnmarken er af et omfang på 470 sider og indeholder blandt andet oplysninger om grænse forhold på Nordkalotten, om handel med Bergen og Trondheim og om kirkelige forhold i Finnmark. Skriftet er tydeligvis en direkte fortsættelse af Finnmarkens beskrivelse.

Finnmarkens beskrivelse er på 476 sider, hvoraf 97 sider går med kapitel 4 del 1, som altså er heksemanuskriptet. Skriftet er ført frem til 1694, noget som må betyde at Lilienskiold har skrevet på sin beskrivelse af Finnmark i midten af 1690 årene. Det er vigtigt at understrege at Finnmarkens beskrivelse er noget mere end en kladde til Speculum. For det første er der tale om et ufærdigt skrift. Der er flere tomme sider og halvskrevne sider. Der er tydeligvis sat plads af til tegninger. Hoved overskrifterne (kapitel inddeling) i begyndelsen til hver af de tre dele er ikke i overensstemmelse med selve kapiteloverskriften. Kapitlet om hekse forfølgelse har således to forskellige titler. Alle kapitlerne er således heller ikke nedskrevet, enkelte er sågar helt faldet ud. For det andet er der tale om mindre og helt andet figurativt udstyr end i Speculum. Og for det tredje og vigtigste er tekstindholdet forskelligt. Gennemgangen af hekseprocesserne i Finnmark er det tydeligste eksemplet. Alt dette beviser derfor at Finnmarken beskrivelse har en selvstændig værdi.

Nedenfor følger en kapiteloversigt på hver af de tre enkelte dele således som Lilienskiold selv har sat dem op:

Lilienskiolds “Finmarchens beskrifuelsis”,

Del 1

1. Landsens deeling for Øst som West

2 Landsen population oc opnam

3. Indbyggernes Vilkår til klæde og føre, tilhold oc værelse, handtering, humeur oc egenschab, samt hedensk afguderi

4. Om huis Hexeri som i dette seculo er passerit

5. Om luftens oc Climayens egenschaber

Del2:

1. Tamme som Vilde diur.

2. Fuglene med deris sortement oc egenschab

3. Wand som Haf-fische, monstra oc gevext

4. Finmarchens Laxe-Elfuer med deris beschrivelse, bygning oc brug udi sær oc Tannen oc Altens tildragelighed mellem Danmark og Sverrig

5. Om Urter, Blomster oc Vegst med videre, som udi Finmarchen falder.

Del 3:

1. Om Landsens Schattr ved Siøfinder

2. Fieldlapper oc de Østerhafsche oc des vedrörende

3. Om Nordfiel-schatten med des tildragelighed, samt Malmis oc Archangel-reisen til fields.

4. Om tienden med des opkomst oc forbedring

5. Om Normandschatten og dessen beschaffenhed oc endeligbenaadning med videre.

Del 2 er således den del som indeholder og refererer i særlig grad til de mange forordninger, kongebrev og love i sin helhed).

Sammen med de to håndskriftsbind som udgør Speculum, kom Finnmarkens Beskrivelse til det Kongelige Bibliotek i 1785. Håndskrifterne havde tidligere tilhørt grev Otto Thott (1703-1785). Biblioteket overtog hans store manuskript samling efter hans død. Otte Thott havde på den tid en af Europas største bog og håndskriftssalinger, alene håndskriftsamlingen udgjorde ca. 499 enheder. Der var ikke oplysninger om tidligere ejere, men Thott kan være kommet på sporet af den i 1723 da han blev udnævnt til sekretær i det danske Kancelli. Thott gav alle interesserede adgang til sin store samling og fungerede som sin egen bibliotekar. Vi har belæg for at i hvert fald en person, nemlig samer missionæren Knud Leem (1697-1774), har studeret Finmarkens Beskrivelse mens den vat u Thotts eje. I leems studie omkring samerne i Finmark har han brugt direkte formuleringer fra Lilienskiolds heksestudier. Leem viser imidlertid bare til en “skribent”

Niels Simonsen

NielsSimonsen