Sagen om sjamankunst i 1692 (sjaman kontakt med åndernes verden

Den vigtigste information om samernes runebom fik amtmanden gennem sagen som blev ført mod Anders Poulsen i begyndelsen af 1692. Einar Niemi skriver at Lilienskiold var levende optaget af hvad Poulsen havde at sige om sin sjamankunst, og at amtmanden spillede en central rolle for at få anket sagen. Her følger et kort blik på sagen, ikke mindst fordi Lilienskiold selv giver den så stor omtale i slutningen af sine heksestudier.

Ikke kun Lilienskiold, men hele retten og ting almuen må have fulgt ivrigt med da den gamle samer tog sin konfiskerede runebom op fra tingbordet, korset sig, læste en stille bøn på karelsk, løftede bommen over hovedet og spilledes på den sådan at alle kunne se runebommen i praktisk brug. Hændelsen udspillede sig på et ting i Vadsø tirsdag 9. februar 1692. Varangersamen Anders Poulsen stod anklaget for at have været i besiddelse af og for at have brugt instrumentet med navn runebom. Med dette instrument havde han “øvet den slemme og ugudelige trolddomskunst” som det hedder i anklagen. Anklagemyndigheden var repræsenteret ved underfogeden i Vadsø Olle Andersen, som første sagen og stod for afhøringen. Efter er grundig beskrivelse af runebommen, som tog to dage og udgør hele 16 folio sider i retsprotokollen, mente underfogeden at dommen måtte blive streng og hård. Overfor en så stor ugudelighed og skammelig djævel kunst burde dommeren statuere et afskrækkende eksempel, hævdede underfogeden i sin slut procedure. Af de efterfølgende retsdokumenter fremgår det at underfogeden havde ild og bål i tankerne. Poulsen var ifølge Olle Andersen en troldmand og dyrker af afguderi, som havde forbrudt sit liv og som burde på “ilden opbrendis”. Ved at spille på trold trommen havde han sat onde dæmoner i bevægelse. Hvert salg på bommen var således et salg til Satan i Helvede. Det er fanden som står bag runebommen og den symboler, hedder det i Lilienskiolds referat fra sagen.

Underfogeden havde imidlertid ikke dommer myndighed. Den som skulle afsige dom i sagen var sorenskriveren i Finnmarken, Niels Knag. Knag var usikker og konsulterede Lilienskiold. Sammen kom de fem til at en dom i sagen måtte udsættes. Domsafsigelsen blev udsat i på en uafhængig autoritativ fortolkning i København, sandsynligvis i 1609 forordningen. Lilienskiold og Knag begrundede afgørelsen med at sagen var en “u-sædvanlig casus”. De gerninger og den afguds dyrkelse som Poulsen rigtig nok havde gjort sig skyldig i, var ikke omtalt i loven. Desuden var der ingen som havde anklaget ham for nogen konkret skade på liv, helse eller ejendom. Indtil der forelå svar fra København, skulle Poulsen sidde i forvaring og underfogeden skulle beslaglægge Poulsens ejendele og formue.

Det høre med til historien t den gamle sjamand, som selv opgav sin alder til ca. 100 år, allerede dagen efter processen blev dræbt mens han lå i en gamme (jordhytte) og sov. Tingbogs referatet fra drabssagen som er dateres 22. februar 1692, er på hele 12 folio sider. Drabsmanden Villum Gundersen var tjenestedreng i husholdningen hos Lilienskiold. Fordi Poulsen var en troldmand burde han dø, forklarede Villum efter at han havde dræbt den gamle mand med tre øksehug i hovedet. I drabssagen afgav Lilienskiold en erklæring om sin tjenestedreng, hvor det fremgik at Villum Gundersen var sindssyg. Hans raseri var begyndt i 1691, står der i Lilienskiolds erklæring. Dermed blev Poulsens drabsmand kendt strafferetslig utilregnelig. Af rettens behandling af drabssagen fremgår det tydeligt at Poulsen egentlig blev opfattet som en suspekt troldmand som burde have endt sine levedage på bålet. Hans slægtninge fik ikke medhold i kravet om liv for liv. Slægtningene mente at drabsmanden burde få en dødsstraf for sin udåd.

Set ud fra en historisk faglig synsvinkel, har trolddoms sagen mod Poulsen og den efterfølgende drabssag rigtig mange interessante aspekter i sig. Kilderne er usædvanlig righoldige. Vi har tre beskrivelse fra personer som var til stede under retssagen.

Sorenskriveren Niels Knag har ført referat i tingbogen, men har i tillæg forfattet en såkaldt “relasjon” baseret på et uden oms retsligt forhør da Poulsen første gang blev pågrebet og anholdt i begyndelsen af december 1691. I tillæg er der en tekst udlægning hos Lilienskiold. Forskellen mellem disse tre skrivelser er meget interessante, men først og fremmest giver de udtryk for en fælles grund opfatning, som siger os noget om elite kulturens møde med en fremmed urbefolkning, som de ikke havde nogen mulighed for at forstå indefra. Dommen og dommens præmisser i sagen mod Paulsen viser hvordan elite kulturens repræsentanter tolker det de fik at høre, ind i velkendte forståelses kategorier. Det mærkelige Poulsen havde at fortælle kunne kun begribes gennem dæmologiske reference rammer. Med løgn og list havde sorenskriveren forsøgt at fraviste Poulsen runebommens inderste hemmeligheder. Ifølge Niels Knag, som angiveligt bygger på pålidelige informationer i det samiske miljø, er samer som kan kunsten at slå på runebommen de værste troldmænd og gand hunder (åndemaner). De har den skinbarlige djævel hos sig, fortæller Knag. For sikkerheds skyld tager han med at da Anders Poulsen giftede sig med en fremtrædende samisk trold kvinde – ja, da stod brylluppet i Helvede. Igen bygger Knag på sine informations kilder, men skrive også at Poulsen med ed har stadfæstet historien.

Hvordan reagerede Poulsen så på mødet med den norske, protestantiske elitekultur? Ved flere lejligheder ændre Poulsen på sin forklaring. Ernst Manker har peget på, så forsøgte Poulsen så godt som muligt at tolke runebommens symboler og figurer gennem at udtrykke sig i kristne vendinger. I Niels Knags “relasion” findes formuleringer som giver indblik i en mere oprindelig utilsløret sjamanisme (åndemaneri) end hvad der er i det officielle rets referat. i løbet af to måneder, fra december 1691 til februar 1692, har Poulsen nok ændret sin egen tolkning af runebommens kosmologi. Nu er det imidlertid ikke Poulsens egene formuleringer som man møder i hverken “relasionen”, i tingbogen eller i Lilienskiolds skrift. Det er hele vejen andre som har noteret det ned som Poulsen havde at sige. Hvordan er fremstillingen blevet farvet af forståelses horisonten hos sorenskriveren og amtmanden? I hvilken grad oversætte sorenskriveren det Poulsen fortalte retten? Hvilke før fortolkninger ligger der i underfogedens spørgsmål og forhør? Man kunne måske tale om doms protokollens hermeneutik? I det hele taget står man overfor et kompleks tilfælde af kultur spredning i alle retninger.

Man aner konjekturerne af en kulturkamp mellem en lærd, kristen forestillingsverden og folkelige kultur ytringer med stærkt sjamanitisk islæt. For at kunne sige noget om Poulsens kulturbaggrund, må man hele tiden gå gennem elite producerede kilder. De to kulturer udkæmper med andre ord en ulige kamp fordi kun den ene kultur har afsat klare spor.

Når det gælder Poulsens beskrivelse af runebommen og sjaman-kunsten, er Lilienskiolds gennemgang usædvanlig kilde tro også i forhold til justits protokollen. Poulsens godt brugte runebom kom for øvrigt til København i 1696, sikkert på foranledning af Lilienskiold. Vi man se den i dag så findes den hvor den naturligt høre hjemme ved De Samiske Samlinger i Karasjok. Trommen er overgivet til samlingerne i 1979 af National Museet i København.

I februar 1692 – på samme tidspunkt som sagen mod Poulsen i Vadsø, pågik en tilsvarende sag mod samen Lars Nilsson fra Piteå Lapmark. sagen foregik i Arjeplog og har mange fællestræk med sagen fra Vadsø. Lars Nilsson brugte både runebommen og treguder til “djävulsaktiga avgudiska vidskepelser”. I modsætning til Poulsen-sagen, dømte den svenske ret Nilsson til døden. På retterstedet blev først hans treguder og runebom brændt, før han selv måtte entre det varme “bad”. Foreliggende kildeskrift har altså værdi som udgangspunkt for sammenligning af retsforhold mellem landene på Nordkalotten. Man ser klare lighedspunkter, men også interessante forskelle i de dansk-norske og svenske myndigheders kamp mod samisk trolddoms kyndighed.

Niels Simonsen

NielsSimonsen