Tiden i Nord

Udnævnelsen til amtmand i finmarken kom i 1684, efter at Lilienskiold selv havde bidraget til at få embedet genoprettet. I brevet fra kong Christian V, som er dateret Frederiksborg 5-9-1684, hedder det at lagmanden over Bergen Lagstol “herefter skal være vor amtmand udi Finmarken i vort rige Norge”. Hele amtet var i begyndelsen af 1680-tallet forpagtet ud til handelsmændene i Bergen. Bergens monopolet fra 1681 førte til at amtmandsembedet blev inddraget og administrationen overdraget magistraten i Bergen. På Lilienskiolds initiativ blev embedet således genindført, samtidig med at kongen nedsatte en undersøgelses kommission som skulle se nærmere på klagerne fra almuen i Finmarken. Som medlem af den såkaldte Lindenow-kommision fik Lilienskiold sit første møde med Finmark på en tingrejse foråret 1685. Kommissionens arbejd resulterede i øvrigt i gældssanering og skatte frihed for de fastboende fiskere i kyst fiskestederne. Senere sad Lilienskiold som medlem af yderligere to Finmarks kommissioner.

Frem til 1687 varetog Lilienskiold sine amts opgaver fra Bergen, men i april dette år fik han ordre om bopælspligt i Vardøhus Amt. Pålægget om at flytte til Finmark kom samtidig med at han blev udnævnt til det ærefulde hvervet som medlem af kancelli kollegiet. Herefter titulerede han sig som kancelli råd og amtmand. Under enevældet i Danmark-Norge fungerede kancelliet som et slags regeringsorgan. Kancelliet behandlede i særlig grad indkomne klage brev, men befattede sig også med en række embedes og fagsager. I modsætning til andre kollegier under enevælden spillede adelen fortsat en stor rolle som medlemmer af kancelliet. Mens Lilienskiold sad som amtmand i Finmark, rejste han flere gange til København, blandt andet for at deltage i kancellikollegiets møder. Som kancelliråd havde han en vigtig kanal til kongen og hans råd.

Æresposten blev imidlertid en kostbar affære og var med til at det gik ned ad bakke med både rigdom og anseelse

Amtets sæde i Finmark havde hele tiden været Vardøhus fæstning, men Lilienskiold fandt forholdene ved fæstningen ubeboelig til sin store familie. Derfor flyttede familien til Vadsø i slutningen af 1687- I slutningen af 1600 Tallet var Vadsø den største og rigeste region i Finmark, meget mindre præget af krise konjunkturerne som var andre steder i amtet i 1600-tallet. Samme med væksten kom også centrum funktionerne. Ikke kun amtmanden, men flere andre øvrigheds myndigheder havde sæde i Vadsø. Vadsø havde i 1690 en befolkning op ca. 200, men med et betydeligt større opland. Vadsø kom til at blive Lilienskiolds opholdssted frem til midten af 1701. Efterhånden fik han opført en stor gård med flere bygninger på Skatøre (dagens Vadsø). Her forsøgte han at leve efter bedste evne og leve standsmæssigt. Der er rapporter om at han havde en husholdning som bestod af hele 29 personer. Trækker man familiemedlemmerne fra, er det en tjenerstab på 16 personer. Det fortælles også at han ejede en rensdyr flok på ca. 200 dyr og at han drev en omfattende handelsvirksomhed.

Vadso1599

Vadsø på den tid

Map-Vadso

Både i sin samtid og i eftertiden var Lilienskiold kendt for sin kritik af Bergens Købmændene og det udbytte forhold som han mente lå i udredder systemet. Som flere af hans embedskolleger i nord, støttede Lilienskiold fiskealmuen i deres klager over dårlige priser på fisk, høje priser på bergensernes levering af nødvendige varer, urimelige gældsforhold, ulovlig mål og vægt o.s.v. Men i modsætning til andre embedsmænd var Lilienskiolds kritik kraftigere og mere alvorlig. Dette gjorde at han komme i en udsat position, ikke bare overfor de mægtige handelsmænd, men også i forhold til enevældets central administration i København. Hans oprigtige engagement for at forbedre befolkningen levevilkår kommer i flere af hans skrifter. I heksemanuskriptet viser han gennem enkelte kommentar at han fulgte godt med og kendte livsforløbene til dem han skrev om. Som det fremgår af hans skrifter, viser Lilienskiold ikke bare indsigt i økonomiske forhold, men også en stor interesse for folks livsvilkår og mentalitet.

Bergensernes eneret på handel om omsætning i Finnmark gav i første omgang store fortjenester. Da Lilienskiold fik stillingen som amtmand, udgjorde fiske fra Finnmark næsten en tredjedel ag Bergens eksport af tørfisk. De handelsmænd/købmænd som handlede på fiskestederne i Finnmark amt var også nogle af Bergens rigeste personer. Denne position blev ændre i en negativ retning for købmændene mod slutningen af århundrede. Kritikken fra købmændene i Bergen tiltog i styrke i slutningen af 1690 årene. De mente at de var ved at blive ruineret og retlede skytset mod embedsmændene i Finnmark. Efter megen diskussion frem og tilbage fik Lilienskiold sin endelige opsigelse i starten af 1701. Foråret 1701 foretager han sin sidste tingrejse til fiskepladserne langs Finnmarkskysten. I juni overlevere han amtsarkivet til sin efterfølger Erik Lorch og sætte umiddelbart kursen mod København. hensigten ar at fremlægge sin sag for kongen. Hans hovedværk Speculum boreale var tydeligvis ment som et forsvars skrift for hans opposition mod det monopolitiske handelssystem.

Den sidste del af sit liv tilbragte Lilienskiold i København. Men han søgte stillingen som arkivråd i Norge. Fordybningen i amtsarkivet i Vadsø havde tydeligvis ikke bare givet ham en solid arkivpraksis, men også en lyst til at fortsætte med den slags arbejde.. men flere arkivstudier blev det ikke for Lilienskiold. Derimod fik han i 1702 stillingen som amtmand i Romsdal, noget som må betragtes som en oprejsning. Før han nåede at tiltræde embedet, blev han imidlertid ramt af sygdom og døde i den dansk-norske hovedstad den 12. januar 1703. Boopgørelsen, som foregik både i København og Vadsø, viser at Lilienskiold, til trods for både adelskab og familiegods, endte sine dage som en ruineret mand. Boet var stærkt forgældet og kreditorerne havde store beløb udestående hos ham. Der er nok ingen tvivl om at han mange rejser til København og Bergen, særlig i begyndelsen af 1690 året, havde været meget kostbare. Desuden har Lilienskiold næppe være nogen god husholdnings økonom. Hans interesser gik i andre retninger. Einar Niemi giver denne vurdering af Lilienskiold – “den virkelige interesse var bøgerne, arkiverne og folkekulturens verden, ikke politikkens og bureaukratiets.”. (Einar Niemi (født 16. september 1943 i Nord-Varanger) er en norsk historiker, oppvokst i Vadsø).

Der er sikkert ikke noget portræt/billede af Lilienskiold men der har været en artikel fra 1937 som siger at et portræt skulle være malet af en vis J. Thulin. Men det har ikke været muligt at finde dette eller få det verificeret nogetsteds.

Niels Simonsen

NielsSimonsen