Den Berømmelige Norske Handel-Stad

Bergens Beskrivelse

Ved

LUDVIG HOLBERG.

KIØBENHAVN, 1737.

Trykt udi Hans Kongl. Majestæts og

Universit. Bogtrykkerie, af J. J. Høpffner.

Imprimatur.

P. HORREBOW.

Fortale

Til Læseren.

ANledning til dette Verk er tagen af nogle tilforladelige Manuscripter, sær af Mag. Edvard Edvarsens, som mig er falden i Hænder; og uden hvis Hielp det nu omstunder havde været en Umuelighed at beskrive Bergens gamle Tilstand. Bemældte Mag. Edvardsen har været Conrector udi Bergens Skole, og docerede endnu sammesteds i min Barndom. Han samlede med stor Fliid sammen alt hvad som kunde tiene til Historien af sin Fæderne Stad, og efterlod sig et vidtløftigt Skrift, kaldet Bergens Beskrivelse, hvortil han har betient sig af adskillige ældre skrevne Bøger, sær Mag. Absalons, som jeg ofte |)(2vhar citeret i dette Verk. Af denne Beskrivelse har jeg uddraget alt hvad som mig syntes at være vigtigt, og derhos antegnet alle de Forandringer som Bergens Stad udi 70. Aar har været underkasted, hvorudi jeg har faaet Oplysning af andre, sær af Hr. Cancellie-Raad og Politie-Mester Claus Fasting, hvilken af alle Bergens Indbyggere Stadens Tilstand er best bekiendt, saa at fuldkommeligen den 3die Deel af dette Skrift er nyt Tillæg. Dog haver jeg, hvorvel meget er skrevet om Bergen, og Mag. Edvardsens Samling er temmelig vidtløftig, ikke kundet bringe meere til Veye: thi fast tvende tredie Deele af bemældte Samling ere saadanne Ting, som ikke vel kand indføres udi trykte Bøger, saasom Optegnelse paa gamle Kirkers og Klosteres Jorde-Gods og Indkomster, Lister paa alle Sogne-Præste og Capellaner, Borgemestere, Raad-Mænd, Byfogder, Byskrivere samt Hørere i Skolen &c. Ikke at tale om Repetitioner af de samme Ting, hvilket og andet har foraarsaget, at bemældte Skribents Verk er bleven saa vidløftigt, men derhos at det ikke vel udi den Form |)(3rkunde trykkes. Man maa dog tilstaae, at det er skrevet med en ugemeen Fliid og Arbeyde, og at Bergens Stad i den Henseende er denne berømmelige Mand all Tak og Ære skyldig. Gid slige skiønne Materialier vare i andre Danske og Norske Stæder at finde, paa det at fleere kunde komme i Stand til at giøre det samme som jeg her har giort med min Føde-Stad. Thi det er just saadant, hvorpaa her i Landet er størst Mangel. Mit Arbeyde ved dette Verk er først at have bragt udi Orden, hvad som udi de skrevne Samlinger findes adspreedet, item forbigaaet ufornødne Ting: Dernæst at viise hvad Forandring Staden har haft udi de sidste 70. Aar, og udi hvad Tilstand den nu omstunder er. Endeligen ved at completere Verket med 4re nye Capitler, nemlig om Indbyggernes Naturel, om Stadens Herlighed frem for andre Norske og Danske Stæder, om Handelen, og om Bergens Stift, foruden adskillige Anmærkninger, som her og der ere indførdte.

Capitlernes Indhold.

Første Part.

Cap. I. Om Bergens Oprindelse og Tilvext.                                       pag. 1

Cap. II. Om Forandringer, som Bergen har været underkast,

sær ved Ilde-Brand.                                                                             7

Cap. III. Om Bergens Historie og hvad merkværdigt

sig der i gamle Dage har tildraget.                                                      16

Cap. IV. Om Bergens Situation og dens Territorio.                           27

Cap. V. Om Stadens nu værende Bygning.                                        33

Cap. VI. Om Stadens Kirker og publiqve Bygninger.  (4r)               51

|Cap. VII. Om Bergens Herlighed og Fordeel for andre

Danske og Norske Stæder, item om dens Uleyligheder.                    78

Cap. VIII. Om Indbyggernes Naturel, Skik og Sæder.                       86

Cap. IX. Om Bergens Handel.                                                            106

Cap. X. Om Bergens verdslige Øvrighed.                                          133

Cap. XI. Om Bergens geistlige Øvrighed, Bispe,

Kirke- og Skole-Betientere.                                                                166

Anden Part.

Cap. I. Om Hanse-Stædernes Oprindelse.                                          202

Cap. II. Om deres første Handel paa Bergen.                                     208

Cap. III. Om Contorets Stiftelse i Bergen og

Garpe-Bryggens Oprindelse.                                                              216

Cap. IV. Om Contorets Beskrivelse.                                                   226

Cap. V. Om Contorets Regiering, dets Øvrighed og Betiente.           238

Cap. VI. Om de Contorskes Spil.                                                        244

Cap. VII. Om de Contorskes Handel og Forhold derved. (4v)           263

Cap. VIII. Om Contorets Aftagelse.                                                   269

Cap. IX. Om Contorets nu værende Tilstand.                                    276

Cap. X. Om Bergens Stift.                                                                  289

Bergens Beskrivelse

1ste Part.

Cap. I.

Om Bergens Oprindelse og Tilvext.

BErgen, en berømmelig Handel-Stad udi Norge, var i gamle Dage kaldet Biørgvin.

Adskillige Meeninger om Ordets Oprindelse.

Hvoraf den saaledes er kaldet, derom ere adskillige Meeninger. Nogle meene, den har faaet sit Navn af at bierge eller biørge, hvilket er det samme som at forvare og skiule: Andre af de høye Bierge, hvoraf den er omringet, af hvilken Tanke de tvende Lærde Bergenser Arnoldus de Fine og M. (2) Gert Miltzow findes at have været. Men man kand sige, at dette falder ud paa et, saasom det er troeligt, at det Ord berge, forberge eller skiule, saavel udi det Tydske som Danske Sprog kommer af Bierge, som dertil ere beqvemme. De andre Meeninger, som Mag. Evert Evertsen udi sin Bergens-Beskrivelse anfører, nemlig at Staden saa kaldes enten af Bær, som Jord-Bær, eller af Biering etc. synes at være noget vidtløftige.

Stedet, førend det blev bebygged, var besatt med adskillige slags Træer, saasom Hassel- og Fyrre-Træer, Eeg og andre: Og vidner forbemeldte Mag. Evertsen udi hans Tiid paa det Sted, som kaldes Engen, at have været opgravne adskillige heele Eege og Fyrre-Træer med Greene og Rødder af Moratzerne, af hvilken Aarsag Stedet,

Stedets Tilstand for Stadens Fundation.

førend Byen blev anlagt, var kaldet Hasselviig eller Faugreviig, som Mag. Absalon udi sit Manuscript om Bergen beretter. Der var omkring Hafbredden, hvor nu Staden ligger, god Græsgang for Qvæg, efterdi det var Mark og Eng, som tilhørede en fornemme Herremand, som boede paa Aarstad: Og meenes der, at samme Aarstad eller rettere Alrikstad (3) at have været de første Kongers, nemlig Kong Harald Haarfagers og Hagen Adelsteens Residentz.

Staden er ellers ikke meget gammel; thi den blev allerførst anlagt 1070. (a) udi Kong Ole Kyrres Tiid, hvilket viiser, at den efter Mag. Evertsens Sigelse ikke kand være omtalt af Plinio, som levede fast 1000. Aar for den Tiid. Derforuden sees at den Bergos, bemeldte Romerske Skribent omtaler, ikke har været en Stad, men et Land eller en Øe. Hvad som gav Anledning til at bebygge Stedet var den Overflod

Stadens Anlæggelse.

af Fisk og Sild, som fandtes udi den Bugt, som nu kaldes Bergens-Vaag; thi det var i den Henseende, at Fiskere i Begyndelsen der satte sig ned og byggede nogle Huuse ved det Sted kaldet Communen, gemeenligen Cammunen, hvor Kong Oluf siden lod bygge en liden Stad, og der lod opreise den første Christen-Kirke, som han kaldede Dom-Kirken, hvoraf siges, at Communen, som nu er en øde Plads bag Slottet, var det første Sted, som blev bebygged og den gamle Bye.

Saasom Kong Oluf stod i Venskab med Engeland, forundte han Engelske (4)

(a) Rami Norges Beskrivelse sætter 1069.

Undersaattere Frihed efter Begiering at handle og vandle udi sin nye Stad Bergen, og indrømmede dem den Plads i Viigen, som siden blev indtagen af de saa kaldne

Dens Tilvæxt.

Skoemagere, og endnu kaldes Skoestrædet. Paa denne Plads satte de Engelske sig ned, opreisede deres Boder, og der en Rum Tiid dreve Handel, og seer man deraf, at de Engelske af alle fremmede Nationer have været de første, som have haft deres Boepæl udi Bergen. For at befodre denne Nye Stads videre Opkomst begavede Kongen Borgerne med store Privilegier, og tillod dem i sær Frihed at fare paa Nordlandene, tilstedede ogsaa Ferrøe, Hetland, Ørkenøer, Grønland, Island og andre Øer som laae under Norge, Frihed at drive deres Handel paa Bergen.

Det Verk, som var begyndt af kong Oluf Kyrre, blev besynderligen forfremmet af hans Sønne-Søn Kong Osten, hvilken der beskikkede de første Bispe og Kanniker, og gav meget Gods til deres Underholdning. Han lod ogsaa oprette det store Kloster Munkelef ved Nordnæs, item St. Michels Kirke, den statelige Steen-Munster og Apostel-Kir|5ke (5) udi Kongens Gaard, item den store Sal udi Kongs-Gaarden, som var det skiønneste Træe-Huus, der har været bygget i Norge.

Under de efterfølgende Konger haver Staden meer og meer tiltaget udi Bygningen, først ved den høyre Side af Vaagen under Sverrisborg, og hvor nu Contoret er, saa at samme Bygninger have strakt sig til de Engelskes Boeliger eller Skoestrædet. Derimod vare paa den Venstre Side, som nu kaldes Stranden, udi de første 400. Aar ingen Huuse; men alleene nogle Nøste for Jagte og Skibe, item nogle Kirker og Klostere, som laae her og der adspredde, indtil de Hansestædeske eller Contorske udi det Aar 1435. bemægtigede sig med Vold Borgernes Huuse ved den høyre Side, hvor nu Bryggen er, og tvunge de Norske til at begive sig til den Venstre Side eller Stranden, hvilken de ey heller lode dem gandske beholde, saa at end ogsaa paa den Side Contorske Huuse vare bemængede med Norske. Heraf sees ved hvilken Leilighed Stranden, som nu er Kiernen af Staden, er bleven bebygd, nemlig af de betrængte Bergenske Borgere, og at de der i lang Tiid ikke kunde have deres Boeliger i Roe, saa (6) at Kong Christopher af Bayeren omsider maatte strængeligen befale, at de Contorske enten skulde nedrive de Bygninger, de havde ladet bygge ved den venstre Side af Staden eller forflytte dem til sig paa Bryggen. Dog blev den Befalning ikke efterlevet førend Aar 1489. da de paa nye opbyggede Bryggen, som Aar 1463. var bleven afbrændt; thi da blev holden en Commission, hvorudi Erke-Bisp Gaute af Nidraas, Bisp Hans af Bergen, Christen Pedersen Provst til Apostel-Kirken, Alf Knudsen Ridder og Otto Madsen Høvedsmand paa Kongens Gaard i Bergen paa en Løverdag efter Michaëlis dømte saaledes, at de Tydske Kiøbmænd inden en vis Tid skulde enten selge eller nedbryde de Huuse, som de mod Rett og Billighed havde opreist ved Stranden, og, hvis det ikke skeede, skulde Huusene være forfaldne til Kronen eller Staden; Dem blev ogsaa forbudet at bygge viidere ved Stranden under fornævnte Faldsmaal.

Cap. II.

Om Forandringer, som Bergen har været underkast, sær ved Ildebrand.

MAn seer af ovenanførte, at Bergens Stad har været adskillige Forandringer undergiven: at den først har været anlagt paa det Sted ved den høyre Side, kaldet Communen, hvor der i gamle Dage have været skiønne Huuse med prægtige Kirker og Klostere, hvis Spiire og Zirater have foraarsaget en angenem Prospect. Staden er siden bleven forøget af tvende fremmede Societæter, nemlig nogle Tydske Handverks-Folk, gemeenligen kaldede Skoemagere, item af de Contorske, der have funderet Garpe-Bryggen. Da den Venstre-Side ogsaa blev bebygged af de gamle Norske Indvaanere, fik Staden en anden Skikkelse, nemlig Form af en Heste-Skoe, som den

Ildebrande udi Bergen.

endnu haver. Det er ellers vanskeligt at give Beskrivelse over den gamle Stad, endeel, efterdi lidet derom er antegned, eendeel ogsaa, efterdi den saa ofte har været afbrændt.

Den første Brand skeede 1181. (8) som Hoffnagel beretter i hans Diario, da Kong Sverre uforvarende om Natte-Tider overfaldt Byen og ødelagde alting med Mord og Brand. Den blev siden igien bebygged ud mod Sverresborg.

Anno 1249. (a) fiorten Dage for St. Hans Dag om Sommeren blev Ild antendt udi en Gaard kaldet Strømmen, og, som tilforn længe havde været tørt Veyr, tog den stor Overhaand. Kong Haagen Haagensen, som da var udi Bergen, giorde sig stor Umage for at dæmpe Ilden, i sær at redde Kirkerne, men forgieves, St. Peders Kirke blev da brændt tillige med Mariæ Kirke, og Ilden gik op til Slottet, hvor mange Folk indebrændte. Hvor slette Anstalter der da have været mod Ildebrand sees deraf, at Kongen maatte laane Kiedler af Skibene, og dem fylde med Søe-Vand, og var det ved saadant Middel at Ilden omsider blev dæmped.

Denne Ulykke bragte vel mange til Armod, foraarsagede derimod, at Staden blev meere ordentlig end den havde været tilforn, saaledes at alle Handverks-Folk finge deres visse Qvarterer og Gader, hvor de skulde bygge og boe. De (9)

(a) Norges Beskrivelse sætter 1248.

Kongelige Anstalter, som da bleve giorde, vare efterfølgende: At Handverks-Folk skulde ikke bygge videre, end til St. Halvards Kirke, og fra den Synder Allmænding hos St. Mortens Kirke skulde Skindere og Feldbereedere boe oven og neden for Gaden. Fra St. Mortens Kirke indtil Steen-Kirken oven for Gaden skulde Guldsmedene boe og neden til Gaden Kræmmere. Fra Steen-Kirken til St. Nicolai Kirke skulde Barberere boe, og de som

Kong Haagens Anstalter.

saalte Lærret eller Klæde oven til Gaden. Fra Nicolai Allmænding til Breede Allmænding skulde Perlestikkere, Glarmestere, Dreyere og Skruemagere have deres Vaaninger. Fra Breede Allmænding til St. Peders og Mariæ Kirke skulde Skrædere boe oven og neden til Gaden. Omkring vor Frue-Kirke-Gaard skulde Slagtere have deres Huuse, og imellem Mariæ og Antonii Allmænding skulde boe Smeede og Snedkere. Dersom nogen af ovenmældte Handværkere driste sig at bygge paa noget andet Sted, skal de have forbrudt deres Vaaning og Grund.

Disse Kong Haagens Anstalter give stor Oplysning udi Bergens gamle Historie. Man seer heraf først hvor meget den havde tiltaget udi mindre end (10) 200. Aar, eftersom der allereede opregnes saa mange Kirker og Allmændinger, iligemaade saa mange slags Handverker og Kiøbmænd. Man lærer ogsaa deraf, at Staden tilforn har været u-ordentligen bygged, og at den af denne fortreffelige Konge blev ligesom støbt udi en nye Form, saa at fra Kong Haagens Tid kand sættes en nye Epocha udi Bergens Stads Historie.

Anno 1393. udi Dronning Margretes Tid komme de saa kaldne Vitalianer eller Fetalie-Brødre med 4. Skibe ind udi Bergen, udplyndrede og satte Ild paa Staden og ihielsloge mange af Borgerne. Hvor meget og hvilke af Stadens Qvarterer da bleve afbrændte, derom findes intet antegned.

Anno 1429. komme Vitalianerne paa nye under deres Anførere Bartholomæus

Andre Uheld.

Voet til Bergen, hvor de igien ligeledes øvede Vold og Brand. Og bragte dette Borgerne udi saadan ælendig Tilstand, at de maatte lade Handelen fare paa Island, Ferrøe og Grønland. Og meenes der, at det er fra den Tiid, at de gamle Grønlændere bleve forglemte, og at de Norske Indbyggere sammesteds af Mangel paa Tilførsel (11) ere omkomne og bortdøede. Disse ere Mag. Evertsens eller rettere Mag. Absalons Tanker udi hans Norriges Beskrivelse, som er forfattet ungefær 150 Aar efter denne Hændelse, og, som samme Mand var Lector Theologiæ udi Bergen kort efter Reformation , saa kand hans Vidnesbyrd, saa vel som Herluf Larsens, der ogsaa har skrevet om denne Hendelse, ikke andet end være af stor Vigtighed. Vore trykte Historier holde ellers for, at den Grønlandske Farts Ophørelse er at tilskrive den sorte Pest, som borttog de fornemste Søe-Mænd, item Danske og Norske Kiøbmænd, hvoraf Rette

Aarsag til det gamle Grønlands Forliis.

de Grønlandske Compagnier bestoede, saa at fra den Tiid den Grønlandske Handel blev efterladt, hvor vel det er troeligt, ikke gandske, efterdi man seer af Historien, at længe derefter haver været Correspondence imellem Grønland og Norge, efterdi Erke-Bisp Eschild af Trundhiem udi det Aar 1406. skikkede een ved Navn Andreas til Grønland for at succedere den sidste Grønlandske Bisp af Garde. Saa at man kand bifalde dette, som her antegnes, nemlig at Handelen allerførst reent ophørede Anno 1429. da Vitalianerne anden Gang ødelagde Bergen, hvis Borgere havde Farten paa Grønland.

(12) Anno 1439. komme Vitalianerne tredie gang igien til Bergen med 47. Skibe under Anførsel af samme Bartholomæo Voet. Indbyggerne havde da lavet sig paa Modstand, men bleve overmandede, saa at Vitalianerne indtoge Staden igien, og der grummeligen huserede.

Anno 1463. afbrændte Garpe-Bryggen første gang med een Deel af Staden og Graabrødre-Kloster. Ilden kom da fra en Bryggers Huus, ved Navn Talbswinckel, som vore trykte Historier kalde Claus-Winkel, og derforuden henføre denne Hændelse til Aar 1476. eller 1475. og Norges Beskrivelse til 1473.

Anno 1487. afbrændte heele Stranden fra Klosteret indtil Skoestrædet.

Anno 1561. var en Brand, som gik fra Raad-Huuset indtil Muren. Ilden reisede sig hos en Bødker, hvis Dotter vilde varme noget Øll ved Spaaner, hvoraf de hosliggende Spaaner, som Huuset var fuld af, bleve anstukne.

Anno 1582. afbrændte den første Deel af Stranden og Skoemager-Gaden (13) indtil Bryggen. Ilden antændtes da udi Sogne-Præstens Residentze neden for Raad-Huuset.

Anno 1589. brændte Stranden fra Muren til Bispe-Gaarden, hvor nu Ny Kirken er. Der var paa samme Tiid saadan Frost, at heele Vaagen laae saa sterkt, at man kunde gaae til Askeland, og biergedes da meget Gods over Iisen.

Anno 1623. den 6. April. som var en Palme-Søndag, skeede den store Ildebrand, der lagde den heele Stad tillige med Bryggen udi Aske, saa at intet blev til overs uden nogle faae Huuse uden for Ny Kirken. Der afbrændte da fire Kirker, nemlig Ny Kirken, Dom-Kirken og St. Martini Kirke (den 4de nævnes ikke) tilligemed Raad-Huuset. De fleeste saa kaldne Brandfrie Kieldere, hvorudi Borgerne meenede at have reddet deres Gods, bleve ogsaa ødelagde, saa at denne Skade var u-beskrivelig stor. Ilden antændtes udi et Huus kaldet Trolle-Gaarden.

Anno 1640. afbrændte Staden igien fra Muren indtil Bryggen. Udi denne Ilde-Brand ødelagdes Dom-Kirken, (14) Raad-Huuset, den Latinske Skole, Fattig-Huusene og Hospitalet, saa at der alleene blev tilbage den Deel af Staden fra Muren indtil Nordnæs, item Bryggen og det som var bag Bryggen. Denne Ilde-Brand foraarsagede tvende Drænge, som skiøde med Pistoler i Jonas Guldsmeds Huus.

Anno 1660. afbrændte den yderste Part af Bergen fra Muren til Ny-Kirke-Allmænding. Ilden kom ogsaa udi Ny-Kirke Tag, men blev dæmped og Kirken reddet. Branden begyndte udi Altenow Gaarden, hvor en Mand kogede Tiære. Norges Beskrivelse sætter her 1664. men dette Aars-Tall maa saa vel som alle andre corrigeres efter Mag. Evertsens Beskrivelse, hvilken levede paa samme Tiid udi Bergen.

Anno 1686. opbrændte atter den lange Gade fra Muren indtil Ny-Kirken. Samme Brand begyndte ved Natte-Tiider næst ved mine Forældres Huus, saa det var med stor Nød, at jeg og mine yngre Sødskende bleve reddede. Alt det øvrige i Huuset indtil Guld, Sølv og reede Penge blev til intet. Dette skeede kort efter min S. Faders Død, da jeg var lidt over et Aar gammel. (15) Denne Ild foraarsagedes af en Pige, der klinede en Prose til Sænge-Stolpen, som hun skulde reede, og strax derpaa forlod Kammeret for at forrette et andet Ærende, saa at hun ved sin Tilbagekomst fandt Kammeret i fuld Flamme.

Anno 1702. afbrændte fast den heele Stad tilligemed Garpe-Bryggen, og 4re Kirker foruden Hospitals-Kirken, saa at der blev intet tilbage uden Ny-Kirke-Sogn med Kirken. Den nye Norges Beskrivelse siger, at Ilden begyndte paa Garpe-Bryggen, hvilket blant andre Feil maa rettes; thi Branden reisede sig udi Dom-Kirke-Sogn, nær ved Manufactur-Huuset, og det Huus, som jeg var udi, lige over for Dom-Kirken, var lagt i Aske, længe førend Ilden kom til Bryggen. Siden den Tiid har ingen stor Ilde-Brand været i Bergen, hvilket næst GUds Bistand kand tilskrives Øvrighedens gode Anstalter og Indførsel af visse beqvemme og magelige Haand-Spøyter, hvormed man strax kand gaae Ilden i møde og dæmpe den, førend den faaer Overhaand.

Af disse mange store Brande sees, at det er vanskeligt at beskrive Bergens gamle Form og Skikkelse; thi der findes (16) faae Stæder, som have været saa mange Forandringer udergivne.

Cap. III.

Bergens Historie og hvad merkværdigt sig der i gamle Dage har tildraget.

MAn maa her af Titelen ikke bilde sig ind at faae nogen ordentlig eller behagelig Historie; thi saadan maa søges udi Norges almindelige Beskrivelse, af hvilket Bergen er kun et Lem, saa at intet meget særdeeles Historisk kand anføres, uden hvad som har Rapport med det heele Rige. Dette dog uanseet, og endskiøndt Bergen er een af de nyeste Stæder udi Norge, saa giver den dog meere Materie til Historie, end nogen af de ældre Stæder, og det i Henseende til de adskillige Colonier af fremmede Folk, som der have satt sig ned, og været anseede som adskildte Societeter fra hinanden baade udi Sæder og Leve-Maader, samt Privilegier og egne Love, saa at hvis alting omstændigen var (17) antegned, eller alting kunde henføres til et Sted udi en Historisk Kiede, kunde det faae Anseelse af en Historie, ja saadan een, der end ogsaa kunde interessere Læseren. Men som det er fornødent at indslutte mange mærkværdige Ting udi andre Capitler, vil jeg her alleene lade mig nøye med korteligen at antegne nogle visse Sager, hvoraf denne Stad udi Historien er bleven bekiendt.

Hvad som blant andet har giort denne Stad Navn-kundig, er dette, at adskillige

Hvilke af de gamle Konger residerede udi Bergen.

Norske Konger der have haft deres Sæde; thi foruden Stifteren Oluf Kyrre, samt hans Sønne-Søn Kong Osten, der merkeligen forbedrede Staden, have derudi resideret efterfølgende Konger:

Magnus Blinde, hvilken holdt sit Hoff paa Sverresborg, hvor han af Harald Gille blev fangen og ilde medhandled.

Magnus Erlingsen, som havde sit meeste Tilhold udi Bergen, tillige med sin Fader Erling Skakke og sin heele Kriigs-Magt, der blev han udvalt og kroned 1164. overværende den Pavelige Legat Stephano, samt 5. Biskoper. Han (18) holdt der nogle Slagtninger og omsider blev begraven i Dom-Kirken paa Kannike-Bierget, hvor han var kroned.

Kong Sverre haver ladet befæste Sverresborg, og der ladet sin Dronning Margareta residere. Da Kong Sigurd Magnusen med andre havde beleyred Dronningen sammesteds, kom han selv did hen, ødelagde den fiendlige Flode udi Florvaag, og omkom Sigurd selv. Siden den Tiid havde han gemeenligen sit Konge-Sæde i Bergen.

Kong Hagen Sverresen residerede iligemaade udi Bergen, hvor han døde og blev begraven.

Kong Hagen Hagensen blev giort til Norges Konge i Bergen, og residerede han i samme Stad fast stedse hans heele Regierings-Tiid som var 47. Aar. Med hvilken Høytidelighed denne ypperlige Konge blev kroned i Bergen af Cardinal Vilhelmo, derom kand læses udi den Norske Krønike. Hans Søn Magnus, item Erik Magnusen bleve ogsaa kronede i samme Stad.

Det er troeligt, at Staden ikke har lidet tiltaget, medens disse Konger der havde deres Residence. Det var at (19) ynske, at Skribentere havde antegned, hvad enhver af disse Konger havde forbedret, og hvorledes Kirker og publiqve Bygninger af dem ere blevne forøgede, hvilket havde været bedre, end at viise alle de Kroninger, Begravelser og Kongelige Bilagere, som der ere skeede. Dette og andet deslige giøre nogle Capitler udi Mag. Evertsens Manuscript, hvilket jeg her vil forbigaae, endeel efterdi det findes antegned udi de Norske og Danske Krøniker, endeel ogsaa efterdi det henhører ikke til Bergens Byes, men til heele Norges Historie i Allmindelighed. Hvad som derfore her alleene kand omtales, ere de Treffninger eller Søe-Slag, som ere holdne i og ved Bergen, og ere efterfølgende:

Søe-Slag og Treffninger.

Anno 1134. (a) blev holdet et Slag imellem Magnus Blinde og Harald Gille, hvorudi Magnus blev overvunden, og hans Øyne bleve af Seyer-Herren udstukne og den eene Fod afhuggen.

Anno 1155. holdtes et Slag udi Bergen imellem Kong Harald Gilles (20)

(a) Rami Beskrivelse siger 36.

Sønner, hvorudi Sigurd Haraldsen blev slagen.

Anno 1180. giorde Bønderne af Waas og heele Syndhorde-Land en Opstand, og komme uformodende til Bergen med stor Bulder og Kriigs-Raab. Dette skeede udi Kong Sverres Tiid, hvilken strax satt sit Kriigs-Folk i Orden inden for alle Helgens Kirke, og mødte Bønderne paa St. Hanses Vold, hvor en stor Hob Bønder bleve slagne, og de øvrige maatte tage Flugten. Aaret derefter kom Kong Magnus fra Dannemark med en Flode af 30. Skibe. Ham gik Kong Sverre med 16. Skibe i møde, og blev da holdet et Slag ved Nordnæs, hvor Magnus blev slagen, og med Forliis af 18. Skibe maatte tage Flugten.

Anno 1182. stod atter et Slag imellem Kong Magnus Erlingsen og Kong Sverre, hvorudi den sidste erholdt Seyer, drev Magnum med alt hans Folk ud af Staden, og giorde et stort Bytte.

Anno 1188. blev ogsaa holdet et Slag i Bergen af Kong Sverre.

Anno 1193. skeede ovenmældte Slag udi Floorvaag, hvor Kong Sverre (21) erholdt den store Seyer over Sigurd Magnusen og forløsede sin Dronning, som var beleyred paa Sverresborg.

Anno 1207. (a) overfaldte Baglerne Bergen, belagde Slottet, og afbrændte den heele Forgaard, og endeligen tvunge Birkebenerne, som laae derudi, at overgive Slottet. Philippus Baglernes Konge lod da Slottet nedbryde.

Anno 1237. (b) blev holdet et Slag i Bergen mellem Stadens Borgere og Hollænderne, efterdi de sidste havde lagt deres Skibe ind til Bryggen, og derved tilføyede nogle af deres Skibe Skade. Adskillige Hollændere bleve udi denne Treffning omkomne. Men, da Kong Hagen kom til Byen, blev Forliig giort imellem dem.

Udi forrige Seculo 1666. skeede det Navnkundige Søe-Slag udi Bergen mellem de Engelske og Hollandske. Samme Action tildrog sig saaledes: Den Hollandske Ostindiske og Smyrna-Flode, bestaaende af 60 Skibe, søgte Beskyttelse mod de Engelske udi Bergens Havn. (22)

(a) Rami Beskrivelse siger 1205.

(b) Rami Beskrivelse siger 36.

Men de bleve der angrebne af 17 Engelske Orlog-Skibe under Anførsel af Thomas Fyddeman. Den 13. Augusti gik Slaget for sig, da bleve de Hollandske Skibe saaledes beskyttede af Bergens Castell og Skandser, at de Engelske maatte afkappe deres Anker, og tage Flugten. Der savnedes iblant dem adskillige høye Officiers, blant hvilke Amiralens Broder-Søn. Den største Deel af deres Skibe bleve saa ilde tilreedede, at man kunde see dem igiennem, og nogle ginge til Grunde.

Hvad Uleyligheder Bergen ellers har haft af de der etablerede fremmede Societeter, som de Contorske og Skoemagerne, derom skal tales paa et andet Sted.

Fra den Tiid Norge og Dannemark under Kong Olao, Dronning Margaretæ Søn, bleve foreenede, haver ingen Konge resideret udi Bergen, dog haver Staden tidt været benaadet med Kongens Visite.

Christianus I. af den Oldenborgske Stamme, efter at han Aar 1450. var kroned til Konge udi Trundhiem, begav han sig til Bergen, hvor han forblev (23) nogen Tiid. Fiire Aar derefter blev Staden anden gang benaadet med hans Besøgelse.

Kong Hans besøgte Bergen 1486. og udi det Aar 1507. kom Hans Søn Hertug Christian Norges Statholder første gang til samme Stad. Der hendte sig, at hans Hoff-Nar blev ihielslagen. Hertugen, som da var til Giæst paa Bispe-Gaarden, fik strax Tidende om dette Mord, men med denne falske Omstændighed, at det var hans Cantzler, hvorudover han strax forlod Bispe-Gaarden, og forføyede sig til det Sted, hvor dette Mord var skeed; Men, da han kom til Skoemager-Strædet, lukkedes

Hvor tit Staden er besøgt af de sidste Konger.

Porten for ham, saa at han maatte begive sig en anden Vey til Bispe-Gaarden igien, hvor han fik bedre Underretning om dette Mord, nemlig at det var skeed paa hans Hoff-Nar, hvorudover der siges at han gav sig til Freds. Hvad som ellers var Aarsag til denne Hendelse, derom findes intet anført: Man seer ey heller, at Hertugen hævnede det Mord, hvilket man desmeere maa forundre sig over, efterdi han havde samme Hoff-Nar meget kiær. Noget derefter kom han i Kundskab med den bekiendte Dyveke, om hvis Historie jeg intet (24) her vil tale, efterdi den findes udi alle vore trykte Historier.

Siden den Tiid har Bergen ingen Besøg haft af de Danske Konger, førend af Kong Christian IV. Høyst-bemældte Konge kom udi det Aar 1599. til Bergen med 10. vel udrustede Skibe, og opholdt sig der fra den 21. Junii til den 23. Julii, som var over en Maaned, og var da i Følge med ham hans Broder Hertug Ulric. Saasom hans Majestæt af Naturen var lystig, og endda udi sin Ungdom, øvede han een og anden Kortsvillighed, hvorudi Indbyggerne havde Behag, og som de endnu vide at tale om. Da han af Lehns-Manden var buden til Giæst udi Claus Miltzows Huus, og merkede, at Vindverne udi Huuset vare heel gamle, lod han dem strax slaae i Stykker, og forærede andre nye igien. Den 24. Junii var han til Giæst paa Søster-Gaarden paa Bryggen, og der ansaae de Contorske Leege. Kongen fandt saadan Behag udi denne Leeg, at han bød een af sine Lakeyer at være med i Spillet. Lakeyen blev da saaledes medhandlet, at, da han tilbød ham en Rosenoble, om han end vilde leege en gang, som man kaldte at krybe i Borgen, bad han ynkeligen for sig og (25) sagde: at han ikke for 100. Rdlr. oftere vilde bivaane saadan Leeg, saa at Kongen og Hertug Ulric maatte hierteligen lee deraf. Den 29. Junii var han til Giæst paa Raad-Huuset. Da han om Afftenen vilde begive sig til Slottet, og man løsede Stykkerne, som Magistraten havde plantet ved Raad-Huuset, komme tvende Skyttere til Ulykke af Uforsigtighed: Den eene døde strax, og den anden paa tredie Dag derefter. Udi efterfølgende Maaned bivaanede han fast alle Retter, som holdtes paa Raad-Huuset, hvilket over alt var hans priselige Sædvane. Han ansaae ogsaa alt hvad som var merkværdigt saa vel uden som inden Staden, reed ogsaa op paa det høye Bierg kaldet Fløyen: Og endeligen den 23. Julii forlod Bergen igien.

Anno 1604. kom Høyst-bemældte Konge igien til Bergen, hvor han paa en almindelig Herre-Dag, som mod Enden af Julio blev holden, lod oplæse den nye Norske Lov-Bog, som kort derefter blev trykt.

Udi det Aar 1620. blev holden en Herre-Dag igien til Bergen; dog var Kongen ikke selv tilstede, men det skeede ved Kongelige Commissarier.

(26)

Men udi det Aar 1622. lod han sig der indfinde udi egen Høye Person, tillige med Kron-Prindsen Christian V. og blev med stor Pragt imodtagen af Knud Gyldenstierne, som da var Lehns-Herre udi Bergen.

Anno 1631. og 1637. bleve holdne Herre-Dage udi Kongens Fraværelse.

Anno 1641. kom H. M. den fierde gang til Bergen med 5. store Skibe, og fuldte med ham paa denne Reyse hans Favorite Wibecke. To Dage efter hans Ankomst bleve holdne Herre-Dage paa Slottet.

Hans Søn og Successor Kong Friderik den Tredie kom ingen Tiid til Bergen, skiøndt der udi hans Tiid bleve holdne adskillige Herre-Dage.

Kong Christian den Femte var udi Bergen det samme Aar Staden brændte nemlig 1686.

Høy-lovlig Ihukommelse Kong Friderik den Fierde besøgte Staden 1704. og residerede imidlertid udi Commerce-Raad Jürgen Thor-Möhlens Huus.

(27)

Vor nu Regierende Allernaadigste Konge, Kong Christian den Siette var i Bergen 1733.

Cap. IV.

Om Bergens Situation og dens Territorio.

BErgen ligger efter Poli Høyde 61. Grader og 15. Minuter, mellem tvende Stæder, Trundhiem paa den Nordre og Stavanger paa Syndre Side. Den er bygged i Form af et C eller rettere af en Heste-Skoe, og ligger midt udi en Dal omkring Bredden af den store Bugt, som Indbyggerne kalde Waagen. Den er paa alle Sider omringed af høye Bierge, af hvilke de fornemste ere:

De fornemste Bierge som indslutte Staden.

1. Rundemanden, som ligger mod Norden, og haver sit Navn af en Steen, der ligger bag Bierget og saaledes kaldes.

2. Flöyen, som ligger ved den høyre Side af Byen, paa hvis høyeste Spidse staaer en Fløye eller Veyerhane, (28) giort efter den Form af T af tvende store Bielker og Tverbielker, og er danned ligesom en Skibs-Aare, der vender sig efter Vinden, og beqvemmeligen af dem, som boe i den inderste Part af Byen, kand sees. De Tydske udi Svends-Gaarden have fra Arilds Tiid været forpligtede til at holde den ved lige, og inden 24. Timers Forløb under stor Straf at opsætte den igien, naar den enten af Storm og Uveyr blev nedslagen, eller af Ælde og Forraadnelse nedfaldt. Og er det anordnet til Straf, efterdi de fordum udi denne Gaard udi deres Spil have røget et Menneske ihiel. Anno 1669. lod Commendanten Cicignon den forbedre med en liden Skandse af Steen omkring, og efterdi den ikke vel kunde sees udi den yderste Ende af Byen mod Nordnæs formedelst et høyere Bierg, bagen for det samme, som med sin Skygge skiulede den, lod han ogsaa sætte een paa det høyere Bierg, og derhos 12. Skandse-Kurver, hvilket gav en sær Anseelse for dem, som kom seylende til Bergen.

3. Oldrik et meget høyt Bierg, som ligger mod Østen, hvorpaa Skyerne oftest hviile, og naar det er Syd-Vest, eller Vesten-Vind derpaa brydes, foraarsages yppig Regn udi Staden.

(29)

4. Solheims Field mod Synden et Bøsse-Skud eller 2. fra Byen, og har sit Navn af den hosliggende Gaard Solheim tilhørende Bispe-Stoelen.

5. Damsfieldet, der har sit Navn af en Gaard, der ligger neden for, og kaldes Dams-Gaarden, fordum Haasteen.

6. Ludderhorn, et overmaade høyt Bierg, Syd-Vest mod Staden; paa den øverste Spidse er et Vagt-Huus, og en liden Runddeel, som der blev lagt Aar 1666. udi Cicignons Tiid. Man kand af dette Bierg see nogle Miile ud i det store Hav. Derfore holdtes saa vel udi Freds som Kriigs-Tiid Vagt Dag og Nat af visse Folk, hvilke, saa snart de saae et Skib udi Søen, ophissede et rødt Flag paa en høy opreyset Stang eller Mast, een gang for hvert Skib; saa at man udi Staden ofte fik Tidende om Skibene nogle Dage for deres Ankomst: Nu omstunder holdes ingen Vagt uden i Kriigs-Tiider. I fordum Dage blev paa samme Biergs Spidse antendt en Baal, hvorefter andre Vare-Tegne rettede sig, og giorde ligeledes, saa at derved gaves Kundskab om Fiendens Ankomst over det heele (30) Land. Kong Hagen Adelsteen var den første, som saadant anordnede, da han førte Kriig med Erik Blodøxes Sønner. Neden for dette Bierg mod Staden ligger een Gaard, kalden Graffdal.

7. Askelandsbierg, som ligger Nord-Vest paa den anden Side af Fiorden, ungefehr en halv Miil fra Byen. Bønderne paa den Side af Staden høre mestendeels til Dom-Kirken.

Om tvende af disse Bierge og et som ligger nogle Miile Synden for Bergen, nemlig Siggen, som er et meget spidst Bierg, ikke uliig Canarie Spidse, er dette bekiendte Vers i gamle Dage giort af de Tydske:

Sigge, Oldrik und Ludderhorn Sind zu Bergen die hoheste Thorn.

Ovenmældte 7. Bierge blive alle betegnede udi Bergens Byes-Vaaben med 7. runde Kugler, hvorpaa Bergen-Huus, som det fordum har været, staaer funderet.

Stadens Territorium.Imod Syd-Syd-Ost fra Staden er en temmelig Dal med adskillige Gaarde, Skove og Vande her og der. Paa (31) den venstre Side strax ved Byen ligger tvende Vande, som have deres Navn af en Herre-Gaard derhos liggende, kaldet Lung-Gaarden, og fordum var et Nonne-Kloster. Disse Vande kaldes det store og lille Lunggaards-Vand.

Vesten derfra ligger en slet Plan, som fordum kaldtes St. Hanses Vold, nu Engen, eller Syndenæs. Samme Vold haver altiid været Borgernes Munster-Plads, saasom der og i gamle Dage have staaet mange Slagtninger udi Kong Magni Blindes og Kong Sverres Tiider.

Paa begge Sider af Staden nedflyde store Aaer af nogle Diger og brede Vande, som ligge oven paa Biergene, hvorved adskillige Vand-Møller drives. Det Dige paa den Nordre-Ende af Byen løber ned fra Rundemanden til Sandvigen og driver dobbelte Møller, saa at de sielden om Sommeren, naar det er heedest og længe har været tørt Veyr, staar stille.

Det paa den Østre-Ende kaldes Svarte-Diget, ikke fordi Vandet derudi er meere sort end andet Vand; Men fordi det ligger imellem tvende mørke og (32) høye Bierge, som ved deres Skygge foraarsage, at Vandet synes sort. Deraf drives 6. smaa og enkelte Møller, hver med 2. par Mølle-Steene og Hiule, dernæst 2. store og dobbelte Møller med 3. par Mølle-Steene og Hiule.

Endnu er en Stampe-Mølle for at bereede Sembslær, item en Kobber-Mølle, og endelig en Barke-Mølle, hvor Skoemagerne male den Bark af Eeg og Birk, hvormed de bereede deres Læder. Alle disse drives heel beqvemmeligen af et Vand, saa at hvad den eene forlader, den anden med Dige og Demning omfanger og til sin Nytte og Brug henvender.

Disse Møller med andre Saug-Møller ere først anlagde 1530. udi Friderici Primi Tiid af Pale Andersen af Sverrig, som udi Bøhmen havde lært Konsten.

Saa vidt om Bergens Situation og dens omliggende Bierge og Gaarde, nu vil jeg begive mig til Stadens Beskrivelse i sig selv.

Cap. V.

Om Stadens nu værende Bygning.

NAar man eftertænker de mange Kirker og Klostere, som findes at have været udi Bergen for Reformationen, og derhos betragter, at nu omstunder ikke findes uden fire Kirker foruden Hospitalet og Marke-Kirken, og slet ingen Klostere, skulde man deraf slutte, at Staden tilforn har været een gang saa stor og Folke-riig. Der

Om Staden var større i gamle Dage.

kand vel ikke tvivles om, at den jo tilforn haver været større og mægtigere, helst saasom man veed, at det meest bebygde Sted nu er gandske øde; Men man kand derimod tvivle, om Stranden nogen Tiid har været saa vel bebygd, som nu omstunder, og kand man efter de mange Kirker, som fandtes i de Catholske Tiider, ikke regne Stadens Størrelse. Slottet og adskillige Kirker have tilforn været prægtigere; men en stor Deel deraf, samt alle Borger-Huuse have været af Træe, da derimod nu omstunder alle Kirker og publiqve Bygninger ere af Steen, iligemaade (34) de fleeste Borger-Huuse ved Stranden, sær udi Ny-Kirke-Sogn.

Jeg har tilforn viset, at Staden i gamle Dage var alleene bebygd paa den venstre Side, item ved hvad Leylighed Stranden er bleven bebygd, og at Byen fra den Tiid har faaet den Skikkelse, som den nu haver, nemlig Form af en Heste-Skoe, hvis tvende yderste Ender ere Næs eller Odder, hvoraf den eene kaldes Nordnæs, den anden Communen.

Paa Nordnæs stode i gamle Dage adskillige Kirker og Klostere, som nu omstunder saaledes ere ødelagde, at ey mindste Tegn deraf er tilbage. Det øde Sted har siden i mange Aar været brugt til en Retter-Plads for Misdædere, omsider er der Aar 1644. begyndt at bygges Skandser og Volde med Metal og Jern-Stykker forseede. Der blev ogsaa opreyst en Papegoy-Stang, hvortil Lehns-Manden med de fornemste af Byen og Borgerne pleyede aarligen at skyde. Samme Papegoy-Stang havde tilforn staaet paa St. Jacobs Kirke-Gaard udi Marken, og en Priis var af Kongerne satt for dem, som kunde ramme den. Ved Nordnæs ligger St. (35) Povels Kirke-Gaard, hvorudi fattige Liig nyde frie Begravelser. Den blev indvied 1650. den 16. Junii af Hr. Otto Rasmusen Stud, Sogne-Præst til Ny-Kirken.

Herfra begynder den fornemste Gade udi Byen, kaldet Stranden, fordum Haa-Karle-Strand.

Ny-Kirke Sogn og dets Gader.

Den kaldes saaledes, efterdi den ligger nærmest ved Vandet. Neden for Huusene ud paa Vandet ere bygde Søe-Boder, somme to, andre tre Lofter høye paa Bolverk. Imellem disse Søe-Boder og Huusene ere ellers andre Pak-Boder paa begge Sider af Gaarden. Hvoraf sees, at ingen Stad kand handle med større Beqvemlighed, thi enhver Kiøbmand kand faae sine Skibe, ligesom ved sin Stue-Dør, og blive derfore Vahrene sammesteds lossede med en u-troelig Hastighed.

Blant disse Søe-Boder ligger og Told-Boden, langt uden for alle de andre paa Dybet med Bolverk udlagt, saa at Skibene, hvor dybe de end stikke, kand lægge dertil; Den haver dobbelte Værelser neden under med Pak-Huuse og Veyer-Huus, men oven til har den Saler, Stuer og Værelser for (36) Tolderne og Told-Betienterne. Den blev bygged 1651. af Antonio Knip.

Oven for Stranden er en Gade, som gaaer lige til Ny-Kirke Almænding. Den samme haver 5. smaa Tvær-Gader eller Smuge, som gaaer op til en Høy, kalden Houven, hvor tilforn var en Veyer-Mølle, men nu ligge der tvende stærke og velbefæstede Skandser, af hvilke den eene kaldes Frideriksberg, med høye Volde af Steen og Jord befæsted, saa at man derfra kand beskyde den heele Fiord rundt omkring indtil Dams-Gaarden, Qvarven, Askelund og Sandviigen, ja Slottet selv og den heele Stad. Uden for mod Nord-Vest ligger den anden. De bleve anlagde 1666. som var Aaret efter ovenmeldte Slag stod mellem de Engelske og Hollandske, og synes det at samme Slag haver givet Anledning til disse Skandsers Anlæggelse.

Den store Strand-Gade med Smuer og Ovre-Gader giør meer end den halve Deel af Staden, saa vel udi Størrelse som udi Vigtighed; thi den største Deel af Huusene ere Kiøbmænds-Huuse og Kram-Boder, og ere de fleeste bygde af Steen med muurede Brand (37) frie Kieldere. Den deeles ellers udi 2. Parter, hvor imellem den saa kalden Muur-Almænding er Skillerum; Samme Almænding kaldes saaledes, efterdi derpaa staaer en Grundmuuret Bygning, skildt fra alle andre Huuse. Alt hvad som er paa den Nordre-Side af samme Muur indtil Nordnæs tilhører Ny-Kirke-Sogn, hvoraf det Vigtigste er den Deel, som ligger mellem Ny-Kirke-Almænding og Muren. Fra samme Rad af Stranden gaaer 6. Tvær-Gader, hvorigiennem man gaaer til en anden stor Gade, kalden Marke-Veyen, efterdi den ligger længere fra Stranden eller Søen op ad Marken, udi hvilken gemeene Folk, Tømmermænd og Baads-Folk boe. Oven for Marke-Veyen igien er en anden Gade, kalden Munkelef-Gaden, fra hvilken man gaaer til Marke-Veyen igiennem tvende Tvær-Gader eller Smue. Der neden for igien ere tvende Smuer og Tvær-Gader, hvor fattige Folk og Fiskere boe.

Borgerskabet udi Ny-Kirke-Sogn lod der paa egen Bekostning 1650. opbygge et herligt Taarn af Steen, som havde 5. Spiirer med Knapper, og var en af Byens største Zirathe. Men samme Taarn blev afbrændt 1660. og den (38) tilbage staaende Muur blev af Oberste Cicignon siden nedbrudt og anvendet til Frideriksberg Skandses Bygning.

Alt dette tilhører Ny-Kirke-Sogn, saasom det Anno 1647. fra Dom-Kirken blev adskildt, og det ved den ovenomtalte Grundmurede Bygning, gemeenligen kalden Muuren, som tilforn var een Vaaning tilhørende Hr. Erik Rosenkrands, og er bygd 1651. moxen midt paa Almændingen, med en Hvælving under, hvor igiennem man gaaer fra Ny-Kirke-Strand til Dom-Kirke-Strand. Den samme Muur haver udi nogle Ilde-Brande beskiermet en stor Deel af Staden, saasom 1561. 1640. og 1660. Der er under den samme store Kieldere, og oven paa en smuk Vaaning.

Dom-Kirke-Sogn.

Efter Ny-Kirke-Sogn følger det andet store kaldet Dom-Kirke-Sogn, og begynder fra den anden Side af ovenmeldte Muur. Fra denne Muur strækker endnu Stranden sig indtil Smørs-Almændingen, og haver samme Part paa den nederste Deel fire adskildte Gader, som gaae imellem Huusene indtil Søe-Boderne. Fra den ovre Side gaaer en Tvær-Gade til den Deel af Marke-Veyen, som strækker sig fra (39) Muur-Almændingen til Smørs-Almændingen. Der bag ved er først Lange-Rekken, og Siden høyere op Calmar-Gaden, som løber til St. Hans Vold eller Engen, og haver paa begge Sider Huuse for gemeene Folk.

Calmar-Gaden haver sit Navn af et stort muuret Huus, staaende der i en Hauge. Det samme blev bygged 1611. af Borgermester Søren Sørensen til Erindring af Calmar-Bye, som samme Aar blev indtagen af Christian IV.

Fra Smørs-Almændingen strækker sig Stranden end videre indtil Torvet, hvor ogsaa er en Almænding, kalden Torv-Almændingen. Imellem disse tvende Almændinger ere tre Tvær-stræder eller Smuge, som gaae op til Marke-Veyen, og er af den igien et Smug, som gaaer op til Engen. Fra Torvet er endeligen den øvrige Deel af Stranden indtil Raadhuuset, samme Deel kaldes ogsaa Stranden, ikke fordi den ligger ved Stranden, hvilken slipper ved Torvet; men fordi den er i samme Rad med den rette Strand-Gade. Saa at derfore den store Bergens Strand-Gade regnes lige fra Nordnæs indtil Raad-Huuset, og befatter med hosføyede Marke-Vey heele Ny-Kirke-Sogn tilligemed (40) den vigtigste Deel af Dom-Kirke-Sogn, det er, den heele Venstre Side af Staden. De fleeste Huuse ere nu omstunder af Muur, men faa over to Loft høye. Paa den sidste Deel af Stranden nemlig mod Raad-Huuset boer Magistraten og de fornemste Folk udi Staden.

Omkring Raad-Huuset ere fast de skiønneste Bygninger i Bergen. Fra Raad-Huuset gaaer en Gade, kaldes Broen, og rekker til Dom-Kirken. Den haver sit Navn deraf, efterdi der i gamle Dage var en Broe fra Graabrødre-Kloster, som nu er Dom-Kirken og til alle Helgens Kirke, og blev den samme af Træe holden ved lige af Skoemagerne. Men udi det Aar 1558. blev den af Christopher Walkendorf giort af Steen; thi den Tiid gik Vandet saa høyt op af Vaagen; men det er siden bleven opfyldt. Om Dom-Kirken, Skolen, samt de andre Kirker og publiqve Bygninger skal tales paa et andet Sted.

Fra Dom-Kirke-Risten ud ad Marken strækker sig en Gade lige til Porten. Den samme Gade kaldes gemeenligen Marken, og findes der St. Catharinæ Hospital, St. Jacobs Kirke-Gaard, og (41) de fattige Enkers Huus, hvorom ogsaa paa et andet Sted.

Stads-Porten, som tilforn var en gammel forfalden Muur, blev Aar 1646. udi Henrik Totts Tiid reparered. Den blev ogsaa paa samme Tiid forsyned med Batterier, Skandser og Stykker. Uden for Porten er en tør Grav med Palisader og Redouter omringed, hvortil fra Porten er en Broe, som kand optrækkes. Men dette altsammen er af ingen Betydelse. Der haves og kun liden Omsorg for dens Vedligeholdelse; efterdi man til Lands sig intet fiendligt har at befrygte.

I samme Gade, nemlig Marken er paa den høyre Side det Søe-farende Fattig-Huus, item det store Hospital for Spedalske og andre. Fra Marke-Gaden gaaer en Tvær-Gade ind i alle Helgens Gade, som begynder ved Raad-Huuset og strækker sig til Lung-Gaarden. Endes saa Staden paa den Side med Lung-Gaarden, som ligger mellem tvende Vande, nemlig det store og det lille Lung-Gaards Vand.

Kaars-Kirke-Sogn, som er det tredie af Stadens Hoved-Sogner, begynder paa

Kaars-Kirke-Sogn.

den Syd-Veste Side af (42) Torvet, hvorfra først opgaaer en Gade til Raad-Huuset: Dernæst en anden Gade til Skoe-Strædet. Skoe-Strædet er en Tvær-Gade, og med Kongens Gade løber op til Skræder-Strædet. Dette Qvarteer var tilforn bebygged af fremmede Haandværks-Folk, og kaldtes die Vyf Ampter, gemeenligen Skoemagerne, saasom Skoemager-Amtet var det stærkeste: De samme have tit foraarsaget Uroelighed i Bergen, sær udi det Aar 1526. da de aabenbare sloge sig til de Contorske, og vilde ikke lade sig bruge udi Kongens Tieneste som tilforn. De paastoede ogsaa ikke at være under Stadens Magistrat, sigende, at det var imod deres Privilegier, men alleene under Kiøbmænds Beskyttelse, ligesom de Contorske. De begyndte at holde Øll-Tap uden Accise, gave Fred-løse Folk Beskyttelse, og øvede anden Dristighed en Tiid lang uden Hinder, efterdi Kong Friderik I. var da i Henseende til Rigernes Uroelighed ikke i Stand til at holde dem i Ave; Og haver jeg tilforn viiset, at de havde den Dristighed at slutte Porten for Christ. II. da han vilde der igiennem, saa at han maatte tilbage en anden Vey.

Synden for Kaars-Kirken er een (43) breed Gade, kalden Kaars-Kirke-Almænding, anlagt 1640. for Ildens Skyld. Den var tilforn indsluttet med Staket og Porte. Oven for Kirken er en anden Almænding eller breed Tvær-Gade, som samme Tiid blev anlagt, og strækker sig op til Fieldet. Mellem disse begge ligger Kaars-Kirken.

Forbi Kaars-Kirken løber Skræder-Gaden. Den begynder ved Dom-Kirken og rækker ned til Bryggens Porte. Den har trende Smug eller Tvær-Gader op til Over-Gaden, som rekker fra den Latinske Skole, først til Bryggens Almænding, og haver tvende Tvær-Stræder op til Bierget.

Bryggens Almænding med Narrenborg rækker op til Bierget. Den kaldtes fordum Aa-Almænding, og er en breed Gade, udvidet siden Branden 1640. ved en af de Contorske Gaarders, nemlig Rotmands-Gaardens Nedbrydelse. Den er besatt med høye og tykke Træer til Værn mod Ilden. Paa Hiørnet deraf er Viin-Kielderen, et høyt Steen-muret Huus det fornemste, og som har været en Beskiermelse for Bryggen mod Ilden. Det samme Huus er (44) opbygged af en Præst i Nordfiord, ved Navn Hr. Peder Giebelsen.

Ellers er der næst hos en Krum-Gade, kalden Hollænder-Strædet, eftersom der i gamle Dage vare store Kram-Boder, fulde af alle Slags Hollandske Vahre. Derfra udgaae adskillige Steege til nogle Gaarde og Søe-Boder, som ere udbyggede paa Vaagen.

Ved det Sted, kaldet Dreggen, er Brade-Bænken. Den ligger et lidet Stykke fra Slottet, og er et dybt Bolværk udlagt paa Vandet, saa at de største Skibe, hvor dybt de end stikke, kand ligge der tæt op til. Den haver en meget høy Krane, hvorved

Bergens Brade-Bænk.

de allerstørste Orlog-Skibe kand kiølhales. Den er først anlagt 1602. af en Skipper, ved Navn Gert Ewertsen, Borger og Indvaaner i Bergen. Den samme, saasom han merkede, at baade Ind- og Udlændiske kiølhalede deres Skibe ved Bol-Verker og Søe-Boder paa ubeleylige Steder i Vaagen, da begierede han af Lauridz Kruse, som paa den Tiid var Lehns-Herre i Bergen, samt af Borgemestere og Raad Bevilling paa at anlægge et Bol-Verk udi Dreggen med en (45) Krane paa, item lovede at ville inden Aar og Dag forskaffe Krane, Blokke, Tov og andet, som dertil var fornødent, og det med saadanne Vilkaar, at naar det var fuldfærdiged, vilde han selv i de første 20. Aar have halv Parten af hvad Fortieneste deraf kunde komme. Den anden halve Part skulde de Søe-farende Fattige nyde, men, naar de 20. Aar vare forløbne, skulle de det alsammen til ævig Tiid beholde. Paa dette fik han Kongl. Bevilling med sær Frihed, at ingen andensteds noget Skib i Byen maatte kiølhales, eller Master indsættes under 8. Ortuger og 13. Marks Straf til Kongen og Staden, og alligevel betale til Brade-Bænken.

Saadan Oprindelse haver Bergens Brade-Bænk, hvilken udi det Aar 1632. blev forbedred, og den store Krane opretted. Denne Brade-Bænk holder og Tønden med sine store Ankere og Jern-Lænker ved lige, som uden for Slottet mellem Nordnæs og Communen er nedsænked, at Skibene derved kand ligge fast.

Lidt uden for Brade-Bænken er Communen mod Norden, som fordum heed Holmen, og tilforn var den anseeligste (46) Part af Staden formedelst de skiønne og prægtige Kirker og Klostere, samt andre Bygninger, som derpaa have staaet, og haver jeg viiset, at det var der, hvor Staden allerførst af Kong Oluf Kyrre blev anlagt,

Communen.

med den første Kirke, som kaldtes Christ-Kirke, hvilken hans Sønne-Søn Kong Osten giorde til en Dom-Kirke, efterat han selv havde anlagt en mindre Christ-Kirke.

Der blev ogsaa af ham paa samme Commun bygged det statelige Steen-Munster, kaldet Hollumb, som efter Herluf Larsens Meening var den første Raad-Stue, og haver staaet i Kongens Gaard, som og var bygged paa Communen. Desligeste Apostel-Kirken, og derforuden en stor Sal af Træe, den ypperligste og skiønneste Bygning, som paa den Tiid var i Norge.

Der stod og paa samme Commun et Sorte-Brødre-Kloster, saa at dette Sted ikke ubilligen kaldtes Commun af Communitet, efterdi alle Geistlige vare der paa et Sted tilsammen; thi der vare ogsaa baade Bispens og Kanikernes Gaarde, som siden af Eske Bilde bleve nedrevne.

(47)

Alle disse Bygninger stode paa den yderste Høy og Kant mod Fiorden. Bispens og Kanikernes Boeliger stode eendeel paa Landet og Bierget, eendeel ud paa Vandet, og gave de mange Spiire og Taarne en herlig Prospect.

Der vare for et hundrede Aar siden under Sverresborgs Klippe imod Norden nogle Vaaninger, Hauger og Søe-Boder ud paa Vandet, som kaldtes Buntebuld. Der fra under samme Bierg indtil Huusene paa Ovre-Gaden vare nogle beboede Huuse. Men de samme ere siden nedrevne, og Grundene lagde til Slottet.

Ud imod Vandet til Brade-Bænken vare de første Huuse byggede for Borgerne at boe udi, og stoede de samme paa Pæle ud paa Vandet. Men de forginge ved en stor Vand-Flod 1436. og Pælenes Ender kand endnu sees dybt ned i Jorden ved Hav-Bredden. Pælene siges at være satte af Oluf Kyrre, hvorpaa Borgerne oprettede sig Huuse.

Yderst paa Odden eller Næsset af denne Commun er en stor Jern-Ring at fæste Skibe udi, indsatt med Blye udi Klippen. De Tydske Drenge havde (48) fordum deres Spil med den samme, naar de med deres Skuder udførede hvad Ureenlighed de samlede i deres Gaarde, og maatte da alle, som nyeligen vare ankomne, krybe igiennem denne Ring, og af de andre finge et Slag af Skuffelen paa Rumpen, og det saa stærkt, at Stykkerne fløye dem om Ørene.

Sverresborg.

Næst Communen mod Norden ligger Sverresborg, som haver sit Navn af Kong Sverre, der regierede i Norge 1193. og havde gemeenligen sit Kongelige Sæde udi Bergen, og til den Ende paa samme Bierg havde anretted en Borg, hvor hans Dronning residerede, og var Sigurd Borger-Klemmer Høvedsmand derover. Det blev siden nedrevet og ødelagt, saa at det i lang Tiid har været en Steen-Hob med Jord og Græs bedækked, indtil Cantzeler Ove Bielke der lod anlægge et Batterie med Stykker og med Vagt-Huus, Corps de Garde forbedre 1666. og med fleere Batterier forsyne, som strakte sig forbi Skudevigen indtil Rothouven.

Skudevigen har sit Navn af de Contorske Skuder, som der bleve opsatte, naar de skulde flyes og tiæres. Der boe eendeel Fattige, og ud paa Vandet (49) ere nogle Søe-Boder, som Borgerne for Ilds-Vaade have bygged.

Paa Rothouven ved den Nordre-Side er en Huule, som strækker sig langt ind udi Bierget. Oberste Cicignon, Commendant over Bergenhuuses Slot, lod een med en Lygte gaa der ind paa 18. Favner. Da udsluktes Lyset, og Manden, som kom tilbage, fortaalte gruelige Ting, som han enten virkeligen havde seet eller udi sin Imagination. Oven for mod Fløyen ligge nogle Vaaninger og Avels-Gaarde og strækker sig til Rundemands Aaen. Denne Aae skiller Byen fra Landet, saa at dens Togemark der haver sin Ende, hvilket Magistraten gav tilkiende 1566. da den ikke vilde dømme paa et Mord, som udi Sandvigen var bedrevet af en Qvinde og hendes Dotter paa en Dræng. Dette altsammen hører til Kaars-Kirke-Sogn.

Disse ere de 3. Hoved-Sogne, hvorudi Bergen er inddeelt, og er det hvoraf Staden nu omstunder bestaaer. Derforuden er de Contorskes Qvarteer, som bestaaer af adskillige Huuse, kaldne Gaarder, strækkende sig fra Bryggens Porte til Dreggen, og gemeenligen kaldes Bryggen. Den samme blev ordentligen (50) bygged 1463. da den forrige afbrændte, hvilket skal viises udi et særdeles Capitel, som handler om Bryggen alleene.

Bryggen.

Bryggen var tilforn deelt udi tvende Sogne, og havde tvende Tydske Kirker, nemlig St. Martini Kirke og vor Frue-Kirke, men efter den sidste Ilde-Brand har der alleene været een Kirke, nemlig St. Mariæ, hvilken er stor nok for de Contorske nu omstunder, efterdi Bryggen meer og meer aftager.

Alt dette saa vel Bryggen som Staden indelukker, som sagt er, Bergens Vaag eller Viig, som i sig selv er temmelig breed, og saa dyb, at de allerstørste Orlog-Skibe ikke alleene kand ligge midt derpaa, men end ogsaa lige til Bryggen og Søe-Boderne.

Den var tilforn ikke befæsted, men er nu paa alle Kanter; thi paa den Nordre-Side er Christiansholm, som efter Christiani IV. Befalning 1641. blev anlagt med en Skandse af 6. Kanter midt paa den høyeste Plan, saa at man uden Stie ikke vel

Stadens Fæstninger.

kand komme der op, og kand beskyde Nordnæs-Communen. Dernæst Rothouven, Sverresborg, Communen og Slottet, som igien kand beskyde (51) Christiansholm og Fiorden ud ved Qvarven; og var det derfra den Engelske Flode blev saa ilde tilreden 1665. Paa den Venstre-Side er Nordnæs med adskillige Batterier og Frideriksberg, hvilken sidste nu omstunder er den vigtigste Fæstning udi Bergen. Desligeste i Syndnæs blev anlagt et Blok-Huus 1646. item Christiansbierg, en besynderlig rund Skandse, som ikke uden med Stige kand bestiges. Den blev anlagt 1666. saa at man seer, at det Engelske Søe-Slag har meget forbedret Stadens Fæstninger.

Uden omkring alt dette fra Sandvigen, som ellers kaldes Hiøgrevigen, gaaer den store Puddefiord, og strækker sig bag om Syndnæs, indtil det store Lunggaards Vand op imod Porten, saa at Staden paa den Side er omflodt af Søen.

Cap. VI.

Om Stadens Kirker og publiqve Bygninger.

FØrend jeg skrider til de nu værende Kirker og andre publiqve Bygnin|52ger, vil jeg tale om de Kirker og Klostere, som Staden har haft i gamle Dage, som nu ere ødelagde, saa at kun nogle faae findes tilbage. Man seer, at der have været henved 30. Kirker og Klostere, hvilket man desmeere maa forundre sig over, efterdi Staden ikke har været af meget større Begreb, end den nu omstunder er.

Optegnelse paa gamle og nye Kirker.

Den første og ældste af disse Kirker var Christ-Kirken, som var bygged yderst paa Communen af Kong Oluf Kyrre 1070. Den blev siden udi hans Sønne-Søns Kong Ostens Tiid giort til en Dom-Kirke. Man kunde endda see eendeel af dens Fundamenter, da de ved Skandsernes Anlæggelse bleve aabnede. Kirken var lang og breed, havde tykke og stærke Muure af Kampesteen og Qvadrat-Veegsteen. Derudi findes at have været begravne efterfølgende Konger: Harald Gille, Sigurd Haraldsen, Magnus Erlingsen, Kong Sverre, Hagen Sverresen, Haagen Haagensen, Guttorm Sigurdsen, item den tappere Norske Helt Hagen Jarl.

Kirken har staaet indtil Kong Friderik den førstes Tiid udi 456. Aar, da er den nedbrudt 1531. af Eske Bilde, som (53) da var Slots-Herre, af Frygt for den bekiendte Claus Kniphoff, hvilken foruroeligede Søen og holdt Christiani II. Parti; thi Eske Bilde frygtede, at samme Kniphoff skulde bemægtige sig Kirken, og deraf beskyde Slottet, som den laae gandske nær. Om denne Raison kunde være tilstrækkelig til at ødelægge den ældste og anseeligste Kirke udi Staden, vil jeg give andre at betænke. Olaus den sidste Romerske Bisp satt sig i Begyndelsen af all Magt derimod, men da man lovede ham til Vederlag Munkelef med Klosterets Rente, samtykkede han derudi, saa at man seer, at det var Bisperne ikke saa meget om Kirkerne, som om Renterne at giøre. Da Kirken var nedbrudt, førte de Tydske Steenene til Tydskland i Steden for Baglast, saa at intet af denne prægtige Kirke blev efterladt uden Stedet, hvorpaa den stoed. De Kongelige Begravelser bleve ogsaa saa reent forstyrrede, at de ikke kiendes meere, og Beenene bleve bortkastede blant Volde og Skandser.

2. Den lille Christ-Kirke, som synes at have staaet paa den Nørre-Side af den store, den blev begyndt af Oluf Kyrres Sønne-Søn Kong Osten, hvilken, som sagt er, lod forbedre den gamle (54) Christ-Kirke og giøre den til en Dom-Kirke; og i dens Sted gav denne mindre og nyere Kirke Navn af Christ-Kirke igien. Denne Kirke blev tillige med den forrige nedbrudt af Eske Bilde, saa at det synes, at denne gode Herre har vildet signalisere sig ved at nedrive Kirker, og i den Henseende intet synderligt Navn har efterladt sig udi Bergens Kirke-Historie. Edvard Edvardsen vidner, at der i hans Tiid endda saaes Grund-Voldene deraf.

3. Sorte Brødres-Kloster, som ogsaa har været bygged paa Communen, uden Tvivl Norden for de tvende forrige imod Sverresborg, paa det Sted, som kaldtes Buntebull, hvor bemældte Autor vidner ogsaa at have seet Grund-Volde deraf; Og er det merkeligt, at disse 3. vare ligesom af Naturen skildte fra hinanden med smaae Klipper eller Bakker, imellem hvilke de som udi Dale paa det blotte Bierg vare grundmurede. Dette Kloster var i Begyndelsen bygged af Træe; men blev siden opmured af lutter Steen, af en Prior ved Navn Halvard, som døde 1508. Dets Ødelæggelse skeede saaledes. Da den sidste Romerske Bisp Oluf Torkildsen af Frygt for Kong Christian den Anden var reist til (55) Voss og der boede, overlagde Slotts-Herren Vincentz Lunge med Prioren om Klosterets og Kirkens Ødelæggelse, hvortil ogsaa Prioren formedelst Løfter om Belønning lod sig beqvemme, saa at han satt Ild paa Klosteret, og sagde, at det skeede af Vaade. De skiftede derpaa Guldet, Sølvet, Kirkens Klenodier og Ornamenter imellem sig, og bekom Prioren derforuden til Belønning trende Jorder, blant hvilke vare Milde og Sandvig. Denne Historie findes udi Edvard Edvardsens Manuscript, dog garanterer jeg ikke derfor, helst saasom Autor alleene vidner, det saaledes at have været tilgaaet efter hver Mands Sigelse. Hvis det saaledes er skeed, er det ingen Zierath udi Hr. Vincentz Lunges Liv og Levnet. Ovenmældte Prior heede Hr. Jens. Han druknede siden ved Haagens-Helde, da han vilde fare til et Bryllup. Og er ingen Tvivl paa, at den Romerske Geistlighed jo haver giort Commentarier over dette hans Endeligt.

4. Apostel-Kirke eller Capel, hvilket ogsaa stod paa Communen, og det udi Kongens Gaard, saa at det har været en Slotts-Kirke. Det blev anlagt af Kong Osten 1110. og meener Mag. (56) Absalon, at det først blev bygged af Træe; da i Kong Inges Tiid 1207. Slottet eller Kongens Gaard af Baglerne blev afbrændt, haver uden Tvivl denne Apostel-Kirke haft samme Skiæbne, efterdi den stod udi Kongens Gaard. Den laae saaledes øde indtil Kong Haagen Haagensens Tiid, hvilken lod den igien opbygge af skiønne udhugne Steen, og 1248. indvie af Cardinal Wilhelmo, som da var i Bergen for at krone Kongen. Bygningen var ellers saa herlig, at denne Apostel- eller Slots-Kirke blev anseet som een af Norges største Zierather. Uden paa Kirken vare de 12. Apostlers Billeder udhugne i store Steene, ligesom paa Trundhiems Kirke. Paa alle Apostlers Dage og andre store Fæster bleve de beklædde med Fløyel, Damask og Gyldenstykke, og udaf Klæderne hange Bielder, hvilke, naar Vinden blæsede, gave Klang fra sig, som Sangverk. Paa Hvelvingen af Kirken var en Sal, hvor Kongerne holdte Herre-Dage og Raad. Der holdtes ogsaa Samlinger af det Kongelige Societet eller Ridder-Orden, kalden Jethmunds-Gilde, hvoraf Konger, Hertuger, Grever, Bispe, Baroner, Riddere, og anden Adel, ja end ogsaa af fremmede Nationer vare Lemmer; Saa at man seer, at de saakaldne (57) Nordiske Gilder, hvoraf Kongerne vare Oldermænd eller Hoveder, vare da det samme, som man nu kalder Ridder-Ordener, og at der derforuden har været mindre og ringere Gilder, bestaaende af alle Slags Stænder.

Ligesom der uden paa denne Kirke vare 12. Apostler udhugne i Steene, saa vare inde udi Kirken de 12. Apostle af purt Sølv forgyldte. Provsten til denne Kirke blev kalden Kongens Capelmester, havende Inspection over 11. Capeller, som alle tilhørede Kongerne, og hvortil de alleene havde Jus Patronatus og ikke Bisperne. Samme Capeller vare foruden denne Apostel-Kirke: St. Mariæ Kirke i Opslo, St. Michels Kirke og St. Stephans Kirke udi Tønsberg, St. Olufs Kirke i Agnuldznæs, det er, Avelsnæs, St. Peders Kirke i Sarebroe, St. Lauritz til Lystad, St. Lauritz i Eckersund, Hellig Kaars-Kirke til Fanøe, St. Catharinæ, St. Ludvig og Alle Helgen i Tysesøe, St. Nicolai de Hordla, St. Mariæ til Trunæs, hvilke alle bleve visiterede af denne Provst, hvilken udi Myndighed var anseet som en Bisp, brugte ogsaa, naar han i Kongens Nærværelse holdt Messe, Bispelige Insignia, som Mitra eller (58) Bispehat, Biskops-Stav og Ring, og gav Velsignelse som en Bisp.

Denne hærlige Kirke, efterat den havde staaet udi 278. Aar, blev den tillige med de forrige i Grund nedreven af ovenmældte Kirke-Brydere Eske Bilde udi det Aar 1526.

5. Munkelefs Kloster haver ligget der, som endnu Gaden findes, kalden Munkelefs Gaden. Den blev bygd Aar 1110. af Kong Osten, og beskikked først til St. Nicolai, siden til Benedicti, og endeligen til St. Birgittæ Orden; thi saa snart Folk lod af at give til en Orden, forhvervedes der strax en anden Ordens Confirmation af Paverne, hvilket sees af den Fundations Bog, som kaldes Mare Magnum.

Dette Kloster med sine Kirker har staaet indtil Aar 1455. da det første gang blev satt Ild paa af de Contorske, som didhen forfuldte Lands-Herren Oluf Nielsen Ridder af Talge; thi da de ikke kunde finde ham, satte de Ild paa Klosteret. Det blev dog siden igien reparered, og florerede indtil Aar 1534. da Thore Ruth og Sti Bagge vare Høvedsmænd paa Bergen-Huus, da blev (59) det anden gang ødelagt; thi, da den Landflygtige Kong Christian II. havde skikket Christopher Thrundhiem med nogle Skytte-Baade til Bergen for at indtage den, frygtede Thore Ruth, at Mag. Gieble, som da var Electus i Bergen efter Biskop Oluf Terkelsens Død, skulde opgive Klosteret for Kong Christian, begierede derfor af bemældte Mag. Gieble, at han vilde tilstede ham at lægge nogle Soldater udi Kloster-Taarnet for der at holde Vagt. Dette tilstedede ham Mag. Gieble, ventende sig intet ont efter hans Løfte og Tilsagn. Men Thore Ruth lod strax ophidse nogle Tønder i Taarnet, som gaves ud for Øll-Tønder, men de vare fulde af Tiære og Krud, hvormed Ild blev satt paa Klosteret, saa at det blev afbrændt. Mag. Gieble satt sig vel for at lade det igien opbygge, helst efterdi Træe-Værket alleene var brændt og Muren staaende; men som han frygtede for samme Skiebne igien, forflyttede han det overblevne Træe-Værk til Graabrødre-Kloster, hvor nu er Bispe-Gaarden, og som han da udvalte til sin Boelig. Den tilbagestaaende Muur lod Thore Ruth ved Bønder i Grund nedrive, saa at der nu intet sees uden den blotte Grund, og Gaden, som heder Munkelef.

(60)

6. St. Michaëlis Kirke, som stod paa Nordnæs, og var bygd af samme Kong Osten. Naar og hvorledes denne Kirke er bleven ødelagt, derom findes intet antegned.

7. St. Nicolai Kirke haver staaet oven for Kiøbmands-Stuen paa Ovre-Gaden under Fieldet, hvor endnu findes adskillige Kieldere, som ere giorte af den nedbrudte Steen, desligeste adskillige udhugne Billeder, som have staaet i Kirken. Samme Kirke meener Hoffnagel ogsaa at have været bygged af Kong Osten, og haver den, medens Borgerne boede paa denne Side af Staden, førend de Contorske fæstede Fod udi Bergen, været en Sogne-Kirke. Men da Borgerne bleve drevne til den anden Side, nemlig Stranden, blev Kirken forsømt, og efter Haanden gandske forfaldt. Den Almænding, som derfra gik ned til Vandet, kaldtes da Nicolai Almænding, men siden Kiøbmands-Stuens Almænding.

8. Alle Helgens Kirke, som ogsaa havde et Hospital hos sig, er bygged af Kong Haagen Haagensen med et meget høyt Taarn. Denne Kirke stoed efter Reformationen, men siden er forfalden. (61) Udi Christopher Walkendorphs Tiid blev en stor Deel Steene derfra tagne for at lægge en Broe imellem Alle Helgens Kirke og Dom-Kirken; thi den Broe, som tilforn der laae, var af Træe over et stort Moratz; men fra den Tiid er bleven steenlagt, og er bleven til en Gade kaldet Broen.

9. St. Hans Kirke, hvor hos ogsaa var føyed et Kloster, kaldet Barfod-Kloster, og var paa Stranden. Det gandske Qvarteer haver endnu sit Navn deraf ned til Engen over Munster-Pladsen, som tilforn kaldtes St. Hanses Vold, og saasom Stedet førte saadant Navn udi Kong Magni Blindes Tiid 1134. kand man deraf slutte, at Kirken maa være bygged strax efter Bergens Fundation. Udi det Aar 1561. da Byen afbrændte fra Raad-Huuset til Muren, blev denne Kirke og ødelagt, og Borgerne betienede sig af dens Marmor-Steene for at giøre skiønne Fyr-Stæder deraf, hvilket viiser, at dens Bygning maa have været kostbar. Til at giøre noget Vederlag for det og andet, som man af den overblevne Bygning førte sig til Nytte, blev Borgerskabet ved en Raadstue-Slutning af 1579. paalagt at bygge et Vægter-Taarn, hvoraf blev (62) ringet hver Morgen og Aften til Vagt, og hver Manddag til Ting, og hver Torsdag til Raad-Stue. Stads-Musikanterne blæsede paa visse Dage med Trompetter og Basuner deraf; Men det blev siden aflagt.

10. St. Halvards Kirke har ligget paa Ovre-Gaden og var bygged af Steen inden for en Bækk, som løber igiennem Flynderborgs Smug og tilforn kaldtes Aaen. Til dette Sted strakte sig Skoemagernes Boeliger fra Skoe-Strædet, og det efter Kong Haagens og Magni Anordning, som foreskrev dem slige Grændser. Da Skoemagernes eller de 5. Amters Kirke, som heed St. Michels Kirke, blev nedbrudt, finge de af Bisp Aslac Bolt Frihed til at betiene sig af St. Halvards Kirke, og derudi at holde deres GUds-Tieneste. Herudover bildte de dem med Tiiden ind, at samme St. Halvards Kirke hørede dem til, og derfore komme udi Trætte med Christopher Walkendorff; Men, efterdi de med ingen Breve kunde beviise deres Adkomst dertil, blev Kirken dømt at være Kongens. Den er siden bleven nedreven, og een Deel af dens Steen anvendet til det Nordre-Kaars paa Kaars-Kirken 1632. og ellers til andet Brug.

(63)

Det er ellers merkeligt, at hverken Edvard Edvardsen, ey heller Mag. Absalon og de som have skrevet for ham, tale videre om Skoemagernes gamle Kirke, nemlig St. Michels Kirke, ey heller sætte den paa Listen blant de gamle Bergens Kirker, med mindre man vil sige, at det har været den St. Michels Kirke, som stoed paa Nordnæs, hvilket synes ikke troeligt, efterdi den var dem saa langt fraliggende.

11. St. Catharinæ Kirke er bygged af Kong Haagen Haagensen af Steen til et Qvinde-Hospital, og endnu findes paa samme Sted med fleere Træe-Huuse forbedred. Hospitalet holdes endnu ved lige baade for gamle Mænd og Qvinder af de Contorske. Det kaldes gemeenligen kun Fattig-Huus og bestaaer af 25. Lemmer. Kirken var tilforn regnet blant de Kongelige Capeller, som Provsten til Apostel-Kirken havde Inspection over.

12. Nunnesætter, som nu er Lunggaarden, findes at have været til 1134. udi Kong Magni Blindes Tiid. I Kong Frideriks den førstes Tiid var det alt øde, og blev det af ham foræred til Hr. Vincentz Lunge, som deraf lod (64) bygge den skiønne Gaard som nu kaldes Lunggaarden.

13. St. Annæ Capell.

14. St. Laurentii Kirke.

15. St. Petri Kirke, som haver staaet paa Ovre-Gaden mellem St. Nicolai og vor Frue-Kirke.

16. Steen-Kirken eller Columbi Kirke haver ligged moxen ved samme Sted. Den findes saaledes kalden udi Mag. Edvardsens Manuscript, skiønt det er troeligt, at den haver heedet St. Columbani Kirke, efter den bekiendte Helgen Columbanus.

17. St. Merrete eller Margarethæ Kirke har været paa Nordnæs og blev bygged i Haagen Magnusens Tiid, haver sit Navn af et Qvinde-Menneske, ved Navn Merrete, hvilken gav sig falskeligen ud for at være Kong Erik Magnusens Dotter, og fik et stort Anhang af Almuen. Da Sagen blev nøje examinered, befandtes det at være en Digt, hvorudover hun blev brændt paa Nordnæs og hendes Mand halshuggen 1301. Men Almuen, som holdt hende for en Helgen og GUds Martyr, har siden opbygget (65) hende denne Kirke til Ære. GUd give at mange andre fleere Kirker, som i Pavedommet ere opbyggede, ikke have haft lige saa slett Oprindelse. Denne Kirke meenes at have ikkun været af Træe, og kand man sige, at det var alt hvad en saa slet Helgen kunde vente sig. Derved have Skoemagerne fordum haft deres Spil, som de kaldede Prække-Spil, hvorved een af deres Nyekomne hver Paaske-Dag paa en Træe-Stubbe maatte holde en Tale om Hoerer og Skiøger i Staden, samt utroe Qvinder og deres Lætfærdighed.

18. St. Olufs Kirke haver staaet paa en Bakke ved det nye Vægter-Taarn oven for Muren. Den kaldes udi gamle Breve St. Ole paa Bakke for at giøre Forskiæl imellem den og nu værende Dom-Kirke, som fordum heed St. Olufs eller Graabrødres-Kirke.

19. St. Giertruds Kirke af Træe.

20. St. Willems Kirke.

21. St. Agathæ Kirke.

22. St. Matthæi Kirke.

23. St. Jacobi Kirke, uden for (66) Ravne-Kroen, hvor fordum det gamle Blok-Huus var.

24. St. Olufs eller Graabrødres Kirke og Kloster, hvor nu er Dom-Kirken og Bispe-Gaarden, haver altiid været staaende, hvor den endnu findes, og af dens Bygning af store Veeg-Steene kand sluttes at have været en herlig og kostbar Kirke tillige med Klosteret. Den afbrændte 1463. og siden stoed til Nedfalds: thi Munkene vilde ikke reparere den, og en Deel skrabede sammen alt hvad de funde i Klosteret, og dermed reisede ud af Riget; sær var Muuren mod Skolen i saadan slet Tilstand, at man maatte sætte Støtter derunder.

Men, da Mag. Gieble den første Evangeliske Bisp, som tilforn havde sin Residence paa Munkelefs Kloster, efter samme Klosters Ødelæggelse havde forflyttet sit Sæde til Graabrødre, lod han det sidste af det afbrudte Klosters Træe-Verk saaledes forbedre, at han beqvemmeligen kunde boe derudi, saa at Graabrødre-Kloster siden den Tiid har været en bestandig Bispe-Gaard for de Evangeliske Superintendenter i Bergen. Han anvendte ogsaa stor Umage paa at forbedre Kirken. Men, som ingen Rente (67) var dertil, og Borgerskabet intet dertil vilde contribuere, helst paa en Tiid da de havde seet saa mange skiønne Kirker i Grund nedrevne, anholdt han om Hielp hos Kongen til Kirkens Bygning, og bekom først det Svar, at alt hvad Jorde-Gods Bisp Oluf havde tilkiøbt sig, det skulde ligge til Kirkens Bygning; item at denne Graabrødre-Kirke herefter skulde være en Dom-Kirke, og at Landsbye-Præste og Kirker skulde være forpligtede til at give Cathedraticum til denne nye Dom-Kirke, saavel som til den gamle, der stod paa Kannike-Bierget.

Men førend Mag. Gieble bekom dette Svar af Kongen, anvendede han stor Bekostning paa Kirken af sine egne Penge, holdende Arbeids-Folk hos sig en heel Vinter over for at flye Choret. Han lod nedbryde Muren mod Skolen, og lod den paa nye opmure ved en Murmester ved Navn Odis Skotte, hvilken og udhuggede det St. Hanses Billede, som derpaa staaer. Dette skeede 1548. Anno 1553. begyndte han at bygge paa Taarnet, som blev danned efter St. Olufs Taarn i Amsterdam, og anvendte han af sine egne Penge 1000. Gylden derpaa. Han lod og forskrive et skiønt (68) Seyer-Verk med Klokke, og lod Sacristiet saaledes inddeele, at den første Part blev giort til et Bibliothek, den anden Part til at læse udi; eller og at høre Ægteskabs Sager og holde Landemode i. Han lod ogsaa fra Bremen forskrive et skiønt Positiv, som Mag. Edvardsen vidner at have endda været i Brug i hans Tiid. Hvad videre got denne fortræffelige Mand har giort, skal tales om paa et andet Sted. Kirken blev efter hans Død adskillige gange forbedred ved nye Bygninger og Prydelser, og, endskiøndt den siden 3. gange haver været afbrændt, nemlig 1623. 1640. og 1702. er det dog endnu den anseeligste Kirke udi Bergen.

Jeg har tilforn viiset, at denne Kirke fordum hørte til Graabrødre-Kloster, som nu er Bispe-Gaarden, og var bygged af Steen med adskillige murede Kieldere. Det samme afbrændte 1463. og siden den Tiid lidet blev agted og forbedred af Munkene. Men, da Mag. Gieble var bleven Bisp, og den gamle Bispe-Residence paa Communen var afbrændt, og det nye Bispe-Sæde paa Munkelef ogsaa blev forstyrred af Thore Ruth, udvalte bemældte Mag. Gieble Graabrødre-Kloster til sin Residence, saa at det siden den Tiid af et Kloster er (69) blevet en bestandig Bispe-Gaard. Saasom Klosteret var da meget forfaldet, lod han det ligesom af nye opbygge, og dertil anvendede en stor Deel af sin aarlige Løn og egne Midler. Om denne og andre Forandringer bleve udi Bergen fortaalte adskillige Spaadomme, hvilke jeg her ikke vil anføre. Denne Bispe-Gaard blev afbrændt 1640. udi Biskop Ludvig Munthes Tiid.

25. Kaars-Kirken ligger et par Bøsseskud Vesten for Dom-Kirken, og holdes for at have været bygged 1319. men efter adskillige Brande reparered og forandred. Den kaldes Kaars-Kirken, efterdi den er anlagt som et Kaars. Det Syndre-Kaars blev bygged 1615. Det Nordre 1632. og bleve Steene dertil tagne af St. Halvards Kirke. Den har et høyt Taarn, og derpaa et fiirekanted Spiir med 4. Arke; og var det den Form Taarnet fik 1642. efter den Brand som skeede 2. Aar tilforn. Anno 1702. afbrændte den igien.

26. St. Clemens Kirke, som fordum var en Bispe-Gaard, hvor nu er Ny-Kirken. Den blev bygd af en Prior ved Navn Halvard, hvilken ogsaa lod bygge Sorte-Brødre-Kloster paa Communen. (70) Paa samme Sted blev af en ved Navn Claus Ratken udi det Aar 1622. funderet den Kirke, som nu kaldes Ny-Kirken, og det af den Aarsag, at Borgerne, som boede derude, havde alt for lang Vey til Dom-Kirken, saa at man seer, at fra den Tiid den Deel af Byen, nemlig Stranden, af et Kirke-Sogn er giort til tvende. Ved samme Kirke er Sogne-Præstens Residence, som er yngere end Kirken; thi man finder, at for den Brand, som skeede 1640. stode der Engelske Kiøbmænd, og saalte Klæde og andet Stykgods. Efter Branden, som skeede i samme Aar, holdtes der Raad-Stue, indtil Raad-Huuset igien blev opbygged; Men siden blev det giort til Sogne-Præstens Residentz. Ny-Kirke-Sogn er nu fast det vigtigste Sogn udi Bergen, i Henseende til de meest formuende Kiøbmænd, som dertil høre.

27. St. Jürgen Ridders Kirke synes at have været der, hvor nu omstunder det store Hospital er, hvilket Mag. Edvardsen meener at kunde beviise af Christ. IV des Ordinantze, hvor der mældes, at de smaa St. Jürgens Gaardes og Hospitalers Syge skall føres til det store. Det er nu en temmelig stor Trækirke (71) med et maadeligt høyt Taarn. Den haver sin egen Præst, som Sønddag og Freddag der forretter Guds Tienesten. Dette Hospital er saa vel for sunde som syge Folk, hvilke dog boe i adskilte Værelser fra hinanden, helst de Spedalske, som føres fra adskillige Steder didhen. Huuset bliver gemeenligen kaldet Spitalet eller Spedalen, saa det synes, at det Ord Spedalsk har sin Oprindelse af Hospital. Dette Hospital er forseet med visse Donationer og underholdes ved en saa kalden Hospitals-Told, som af Almuen i Bergens Amt udgives, hvorimod Hospitalet er forpligted at modtage alle Spedalske, som sendes fra Landet mod 36. Rdlr. Betalning og ey videre: andre Indkomster som samme Hospital nyder deels af Staden ved Collecter i Penge eller Tavle i alle 3. Kirker om Søndagene, deels ved Indkomsterne af et tillagt Jorde-Gods.

28. Er endnu en stor lang Muur yderst ved Slottet, som blev anlagt af Kong Haagen Haagensen. Af samme Muurs Bygning sees, at der haver været en Kirke, hvorom dog intet videre findes.

29. St. Mariæ eller vor Frue-Kirke, som endnu er til, og er en af de (72) skiønneste Kirker i Bergen. Den er bygged af udhuggen Qvadrat-Steen med dobbelte Omgange, og haver tvende Grundmurede Taarne.

30. St. Martini Kirke, hvilken siden den sidste Ilde-Brand 1702. er ikke bleven bygged igien.

Af ovenmældte Kirker og Klostere, som Aar 1478. endda vare til udi Bergen, ere nu omstunder disse alleene tilbage, nemlig (1) Graabrødre-Kirke, som nu er Dom-Kirken. (2) Kaars-Kirken. (3) St. Clemens Kirke, som nu er Ny-Kirken. (4) St. Mariæ Kirke, hvilken sidste tillige med St. Martini Kirke tilhørte de Contorske, saa at de Tydske paa Bryggen indtil det Aar 1702. havde tvende Kirker, hvorudi prædikkedes Tydsk af deres egne Præste. Men siden sidste Ilde-Brand have de Contorske ikkun een Kirke, nemlig vor Frue-Kirke, hvilken er tilstrækkelig nok i Henseende til Contorets daglige Aftagelse; Saa at Staden derfore nu omstunder ikkun haver fire Grundmurede store Sogne-Kirker foruden tvende Træ-Kirker, nemlig det store St. Jürgens Hospital og en liden Kirke paa St. Jacobs Kirke-Gaard, hvor de fattige have fri Begravelse i Kirken. (73) Den blev bygd 1654. og kaldet St. Michels Kirke, hvor vel Kirke-Gaarden kaldtes St. Jacobs.

Dette maa være nok talt om Kirkerne, hvad de andre publiqve Bygninger angaaer, da bestaaer de en Deel af dem, som tilforn ere anførte, saa at der rester kun at tale om Slottet, Sverresborg og Raad-Huuset.

Slottet.

Slottet er en anseelig Bygning. Ved den Side, som vender til Byen, har det et stort og høyt Taarn, og bag til Communen tvende andre. Det haver mange vidtløftige Værelser til at boe mageligen udi, og residere Commendanterne sammesteds. Nederst udi Taarnene ere Fængsler for Misdæder og Leilighed til Rust-kammer og Krud-kammer.

I gamle Dage blev det kaldet Kongens Gaard, og havde den prægtige Træ-Sal, hvorom tilforn er talet, item det Steen-Munster, som blev brugt til Raad-Stue og Apostel-Kirken, alle bygde af Kong Osten. Anno 1205. blev det kaldet Slottet, og findes da at have været saa stærkt, at Birkebeenerne deraf giorde den langvarige Modstand mod Baglerne, hvilke Aar 1207. afbrændte (74) Forgaarden og det endeligen gandske ødelagde. Det blev vel samme Aar igien opbygged paa ny af Dagfind Bonde og Peter Steipper, men det blev strax igien indtaget, og anden gang nedrevet.

Det laae derefter øde udi 3. Aar til 1210. da lod Kong Ingi opbygge Kongs-Gaarden igien, som Baglerne havde afbrændt ved Slottet, og sætte Salen der den store Kong Ostens Sal havde staaet; men Slottet lod han ikke bygge, saa at man seer deraf, at man da distingverede Kongens Gaard fra Slottet, og at ved det første man har forstaaet Forgaarden og de beboede Værelser, sær den store Træe-Sal.

Kong Haagen Haagensen lod igien opbygge Apostel-Kirken, som var nedreven, og den ved Cardinal Wilhelm indvie 1248. Han lod og bygge en stor muret Sal og Muur omkring Kongs-Gaarden med et Taarn over hver Part, saa at der i hans Tiid igien blev et Slot, hvor han selv tillige med sin Søn Haagen moxen udi 47. Aar havde sit Sæde, og en stærk Besætning af Kriigs-Folk laae derudi. Saadan Skiebne haver dette Slot haft i gamle Dage, om det siden igien har været nedrevet eller forflytted, (75) derom findes intet antegned. Det er troeligt, at den saa kaldte Kirke, der staaer yderst i Enden af Slottet, er den store Sal, som denne Konge lod bygge, og een Deel af Murene uden omkring.

Vel siger Arild Hvitfeld, at Jürgen Hansen Skriver udi Christiani II. Tiid byggede Slottet i alle Maader som det var udi Hvitfelds Tiid, men det er troeligt, at han ikke derved kand meene det heele Slot, efterdi han selv saa vel udi Erici Pomerani, som udi Christophori Bavari Historie taler om Kongens Gaard og Slottet saaledes, at det samme Tiid passerede for en Fæstning for Staden. Det synes derfor, at dette, som her tillægges Jürgen Hansen om Slottets Bygning, maa alleene forstaaes om dets Reparation og Forbedring, sær med tvende høye Taarne, hvoraf det eene faldt strax ned igien, og det andet i Thore Ruths Tiid af Torden gik i Stykker; thi det store Taarn ind ad Byen blev siden 1565. anlagt af Erik Rosenkrands, som da var Lehns-Herre udi Bergen. Hvorledes Bispe-Gaarden, Cannike-Gaardene og Kirkerne ved Slottet bleve medhandlede af Eske Bilde, derom er tilforn taled.

(76) Siden den Tiid har Slottet været uden al Vold og Befæstning og ikkun haft et Gierde af Pallisader runden omkring sig, indtil Aar 1646. da lod Henrik Tott, Lehns-Herre paa Bergen-Huus, først omringe det med Volde og Skandser, med Jord og Torv, men, som de Tiid efter anden faldt ned igien, og Reparationen foraarsagede idelige Omkostninger, lod Cantzler Ove Bielke overdrage disse Volde med Steen. Udi saadan Tilstand var Slottet, da Slaget stod mellem Hollænderne og de Engelske udi Bergens Havn, hvilket gav Anledning til stor Forandring; thi Aaret derefter, nemlig 1666. blev den heele Commun med Volde omringed, baade mod Fiorden og Vaagen, og imod Staden med allehaande Batterier og Stykker forsyned, og paa den inderste Side med en dyb Grav. I saadan Tilstand er Slottet nu omstunder paa hvilket Commendanterne residere. Og saasom min salig Fader en Tiid lang var Interims-Commendant, saa er en Deel af mine Søskende der fødde.

Raad-Huuset.

Det nu værende Raad-Huus var tilforn Christopher Walkendorfs Gaard, og blev kiøbt af ham til at giøre et Raad-Huus, og finder man, at den første (77) Gang Retten der saddes, var udi det Aar 1568. Det er et stort Steenmuret Huus med tvende Steenmurede Trapper, een paa begge Sider. I den eene Ende er Værelse at boe i neden til; Men i den anden Ende Fængsler og en Cortegarde. Oven paa ere tvende store Sale, hvor Magistraten samles og Retten holdes. Der bleve tilforn Brølluper holdne. Det havde og tilforn en egen Klokke, hvormed blev ringed til Raad-Stue. Hvor Magistraten ellers tilforn har holdet Retten, er mig ikke vitterligt; thi der have været Borgemestere og Raad-Mænd for den Tiid, som skal viises paa et andet Sted.

Dette maa være nok talt om Bergens Byes Indretning og Stadens saa vel private, som publiqve Bygninger, hvoraf man seer, hvorledes den har været danned i gamle Dage, og hvorledes den er nu omstunder, og at den uden Tvivl er næst Kiøbenhavn den vigtigste Stad udi disse tvende Riger. Mag. Absalon vidner udi hans Manuscript om Bergen, at Gaderne bleve til deels steenlagde udi Jürgen Skrivers Tiid 1515. da Kong Christian II. regierede, og meener han, at Sigbrit Dyvekes Moder, som boede i Bergen, contribuerede der til. (78) Ovre-Gaden, siger samme Autor, bag Bryggen til Rotmands Gaarden blev steenlagt af de Tydske paa Bryggen 1570. Fra Bryggens Port og til Dom-Kirken bleve Steen lagde 1571. Dette maa dog i mine Tanker heller forstaaes om Gadernes Reparation, end om deres første Anlæggelse, saasom det er ikke troeligt, at Staden for den Tiid ingen steenlagde Gader skulle have haft.

Cap. VII.

Om Bergens Herlighed og Fordeel for andre Danske og Norske Stæder, item om dens Uleyligheder.

NAar man betragter Bergens Situation, saa kand man sige, at den er ikke mindre fornøyelig, end beqvem; thi den ligger omkring en dyb Bugt udi Form af en halv Circul eller rettere en Hæste-Skoe, saa at, saa snart man kommer ind paa samme

Bergens Vaag.

Bugt, seer man den heele Stad med dens Fæstninger paa begge Sider at stille sig for Øyene. (79) Bugten er undertiiden saa fuld af Skibe og Baader, saa at man med Møye kand komme der igiennem, og erindrer jeg mig ikke at have seet saadan Vrimmel af Fartøy udi nogen Havn, uden i Rotterdam, endskiønt Skibenes Tal meget har formindsket sig siden min Barndom. Og haver jeg tilforn viiset, at i Henseende til de Søe-Boder, som ere udlagde ved Huusene paa Bol-Verke, de største og dybest-stikkende Skibe kand lægge sig ligesom for hver Kiøbmands Stue-Dør. Den store og behagelige Vrimmel af Fartøy, som findes paa Vaagen, foraarsages saa vel af Stadens egne og fremmede Skibe, som af en stor Mængde Baade, der ideligen ligge og vente paa Fragt; thi det er her fast ligesom udi Venedig, at de fleeste Visiter

Fløttmænd.

saa vel af Mand-Folk, som Qvinder, giøres til Baads, saasom man meget hastigere over Vandet kand komme fra den eene Side af Byen til den anden; og bekymrer man sig ikke om videre, end, naar man har klædet og pyntet sig, at gaae ned paa Broen fra sit Huus, og raabe: Fløtt. Thi saa snart det er skeed, seer man de Bergenske Gondoliers eller Fløtmænd at kaproe med hinanden for at komme først, og nyder den, der ligger nærmest ved Haan|80den (80) eller stærkest kand roe, Fragten, som gemeenligen er 2. ß. De som intet Ærende have paa den anden Side eller langt ind udi Byen, gaae til Fods, og det heel beqvemmeligen, saasom den heele Strand-Gade er belagt med store flade Steene, saa at man ogsaa udi vaadt og fugtigt Veyer kand gaae tørskoed, hvilket jeg udi faae Stæder har fundet. Man er ey heller bange for at blive overstænked, saasom der holdes kun gandske faa Carosser og ingen Arbeyds-Vogne med Hiul; thi Arbeyds- og Brygger-Vogne, som i sig selv ere kun faa, have Sledder i Steden for Hiul, og det meste Fløtte-Gods bortføres fra et Sted til et andet ved Bærere eller Dragere, saa at det er med dislige Folk Staden er opfyldt, og de fleeste Sager blive bortførte, som ey føres til Baads.

Intet kand være meere behageligt, end at see sig udi nogle Minuter ligesom bragt fra et Land til et andet; thi, saa snart man kommer fra Staden til Contoret, finder man andre Folk, andre Sæder, og hører et andet Sprog, hvilket skal viises udi den anden Part, hvor der handles om den saa kaldne Brygge.

Omendskiønt Staden ligger omringed af høye Bierge, er dog alt det (81) yderste deraf, som ligger omkring Vaagen, paa en gandske slet Plan, men, naar man vil videre op i Staden, maa man op ad Bakken; saa at den halve Deel af Stadens Almændinger er temmeligen bradte. Disse Almændinger, hvorved Staden er deelt udi mange Parter og Qvarteerer, ere anlagde for at standse Ildens Magt. Deres rette og ordentlige Indrettelse kand henføres til det Aar 1582. da Hans Lindenov var Lehns-Herre paa Bergen-Huus, hvilket sees af hans Anordning, dat. Bergen den Almændinger28. Augusti samme Aar. Derudi tales om 6. Almændinger, item hvor viide og breede de skal være. De tiene ellers Ungdommen om Vinteren til Divertissement, naar de ere belagde med Iis og Snee, og seer man da Børn og halfvoxne Drenge, ja undertiiden gamle Karle, een Deel udi Sledder, een Deel paa deres Fødder med Kieppe imellem Beenene at glide sig ned, og det med saadan Fart, at man maae forundre sig derover. Fiske-Torved er meget levende i Henseende til den store Vrimmel af Folk, som der findes, eftersom Fiskerne med deres Fiske-Baade lægge dertil; og er den idelige Skrigen og Raaben, som der høres, saa stor, at den eene ikke kand høre, hvad den anden siger.

(82) Bergen haver saa stor Forraad paa fersk Vand, og saa herlige Spring-Kilder, som nogensteds er at finde. De samme have deres Oprindelse af høye og hosliggende Klipper, og ved Gange og Aarer igiennem Jorden til visse Steder fremtrænge, een Deel nedflyder ogsaa udaf Klipperne. Og holdes af nogle saadan Klippe-Vand for det beste, hvorvel andre meene, at hvad som ved lange Gange flyder igiennem Jorden, bliver meere reent og reensed fra jordiske Partikler, som det udi Farten efterlader sig. De fornemste Kilder ere den udi Fine-Gaarden, Ramskilden oven for Kaars-Kirken,

Spring-Kilder.

den som er strax ved Dom-Kirke-Risten, Kongs-Kilden ved Lunggaards Vandet og Piineskaaret. Ved den sidste er dette merkeligt, at Vandet opspringer af det haarde Bierg, og samler sig udi et lidet Skaar af Bierget, hvilket er ikke større og Vandet ikke meere, end det kand paa en Gang udøses med en maadelig Skaal; Men det er ikke saa snart udtømmet, at det jo strax er fuldt igien. Og er dette Aarsagen, at det har faaet Navn af Piineskaaret.

Hvad Regn-Vand angaaer, da haver man deraf fast for meget; thi saasom Staden er indsluttet af høye Bierge, (83) der indslutte Skyer meer end paa andre Steder, saa at de ikke saa hastig kand dissiperes igien, saa varer Regnen der undertiiden halve ja heele Maaneder. Heraf kommer det, at man paa visse Steder kalder Regnen Bergens Dugg, og at man haver faaet et Ord-Sprog, nemlig: hvis det regner ikke andetsteds, saa regner det i Bergen. Den stedsvarende Vædske og Fugtighed, som

Uleyligheder.

denne Stad er underkasted, foraarsager adskillige Svagheder, som Flodd, Skiørbug, Slag og Epilepsie, og veed jeg ikke nogensteds at have fundet saa mange laborere af den sidste Svaghed, og i saadan Grad, som i Bergen, ey heller at have seet mange saa ilde tilreedede udaf Flaad. Dog er det troeligt, at Føden contribuerer meget dertil, helst til den Spedalskhed, som en og anden bliver befænged med, hvilken synes ikke at være andet, end Skiørbug og Flodd, som haver taget Overhaand, og helst findes hos Fiskere, og derfor af mange holdes for ingen ret Spedalskhed at være. De samme grunde deres Meening derpaa, at den Nordiske Spedalskhed er noget, som ikke paa een gang paakommer, men fødes og tiltager af fordervede Vædsker indtil den kommer til sin Moedhed. Iligemaade (84) at den ikke er saa smitsom, som i de varme Lande; Men det er troeligt, at, hvis Luften var ligesaa varm udi Norden, som udi de Orientalske Lande, vilde Sygdommen være ligesaa smitsom, som i de varme Lande, og hvad man end kand sige om den Smitsomhed eller ey, saa drister dog sig ingen til

Betænkning over de Spedalske.

at have Omgiengelse med disse Spedalske, saa at de derfore maa udi det store Hospital have deres Værelser for dem selv. Hvad som videre bestyrker mig udi de Tanker, at denne Sygdom er en ret Spedalskhed, er dette, nemlig at den findes af tvende Arter, som Sygdommen beskrives af, saaledes at nogle ere blaa og fulde af Bylder, andre hviide. Disse Spedalske forarbeyde adskillige Trækar, som andre Folk uden Skye kiøbe af dem og bruge. Herved er ellers at merke, at denne Svaghed ikke regierer meer udi Bergens Stift, end paa andre Søe-Stæder udi Norge. Men som det store Hospital er udi Bergen, saa findes udi samme Stad fleere Spedalske, end udi nogen anden Stad i Norge.

Omendskiønt Bergen ligger paa 61. Grad, er dog Luften der temmeligen temperered, saa at det fast er liden Forskiæl der imellem og Dannemarks (85) Luft, uden at der een og anden gang usædvanligt Veyer kand indfalde, saasom udi det Aar 1563. da der udi May Maaned faldt ligesaa meget Snee, som det kunde have været om Vinteren. Det samme hendte end sildere paa Aaret 1565. Udi det Aar 1618. in Septembri begyndte det at fryse og snee saa stærkt, at levende Orme og Madiker fulde ned af Luften. 1626. udi Julio nedfaldt Havl, enhver saa stor som en Nødd. At Pesten saa tidt har grasseret i Bergen er ikke at tilskrive Stadens Luft, men den Commerce man haver med fremmede Stæder, hvorfra Pesten er bleven ført, saasom udi de Aaringer 1550. og 1565. da den blev bragt fra Dantzig, og varede den sidste indtil 1567. Derforuden findes at have været Pest i Bergen udi de Aar 1600. 1618. 1629. og 1637.

Saa behagelig som Bergens Situation er i sig selv, saa ubehagelig er dens Territorium og omliggende Mark; thi man kand med Vogne ikke komme langt uden for Staden, men maa enten til Fods eller Hæst, dog findes uden for Byen en Deel smukke Lyst-Huuse og Gaarde.

Cap. VIII.

Om Indbyggernes Naturel, Skik og Sæder.

SAasom Bergens Indbyggere er en Samling af alle Slags Nationer, saa seer man dem meget udi Tale-Maader, Skik og Sæder at differere fra andre Norske; Og er der ingen Nation som de meere have udcopieret udi Sprog, Tarvelighed og Arbeydsomhed, end den Hollandske. Borger-Folk havde for 30. Aar siden deres egen Dragt, hvilken de bestandigen holdt ved lige, uden at rette sig efter fremmede Moder, saa at man paa Klæderne strax kunde kiende en Borger-Kone eller Dotter fra Folk af anden Stand; thi Magistrats Personer, Geistlige og Folk af Militaire Stand fuldte de almindelige Lande-Moder og alle de Forandringer, som de ere underkastede, saa at man derfore kunde ansee heele Ny-Kirke-Sogns Folk og det øvrige af

Borgerstandens egen Leve-Maade.

Stranden i visse Maader, som en anden Nation, og Staden bestaaende af tvende Partier, hvoraf det eene giorde Commentarier og Gloser over det andets saa vel Klæde-Dragt (87) og Sæder, som Tale-Maader. Saaledes bleve i min Ungdom Borger-Folk af de andre Spott-viis kaldne Peter af det Hollandske Ord Petie eller Faster, efterdi de kaldte deres Faders Søstere og Morbrødre Peter og Ohmer. Borger-Folk forsømmede sig ikke paa deres Side ogsaa at giøre Critiqver over de andre saa kaldne fornemme Folk, hvilke de ansaae som fattige og hoffærdige, og til Vederlag kaldte dem Top-høner, efterdi de bare Sætte og Fontanger, som var en contrabande Klæde-Dragt paa Stranden, hvor Borger-Koner, samt Piger og Døttre bare Huer eller rættere Hætter af en særdeles Facon, hartad giorte som de Straa-Hætter Fruen-Timmeret bruger om Sommeren paa Landet. De samme kaldtes gemeenligen Skur, og bestode af fiint Lærret. Mand-Folkenes Dragt var og heel simpel, saa at de fleeste Borgere saae ud som Skippere, bærende Kioler uden Haand-Klapper.

Fruen-Timmeret af begge Partier var dog eenige udi en særdeles udvortes Modestie udi Mand-Folks Omgiengelse, hvilket gik saa vidt, at det holdtes uanstændigt for et Fruen-Timmer, som blev hilset af en Mands-Person paa Gaden, (88) at hilse igien; skiøndt saadant ikke altiid er et Beviis paa en fuldkommen Kydskhed, thi Fruen-Timmeret er der ikke meer uovervindeligt end andensteds. Blant de Epitheta, som gives til de Norske Stæder, er Bergen tillagt Løsagtighed. Men man kand derhos sige, at hvis Ord-Sproget er rigtigt, og denne Skrøbelighed er større udi Bergen, end udi de andre Norske Stæder, saa er det ikke at tilskrive Indbyggernes Naturel, men heller den store Sverm af fremmede Søe-farende Folk, som der ideligen findes, hvilke naar de komme fra lange Reyser, meere jage efter Fruen-Timmer end andre, og kand ansees som forhungrede Mennesker, der paa en gang forfalde til Graadighed. Hvis dette ikke var, er troeligt, at man mindre udi Bergen vilde høre tale om dislige Sager, end udi nogen Stad i Norge; thi der er intet kraftigere Middel til at fordrive amoureuse Passioner, end idelig Arbeyde og Forretninger, og intet Folk er meere arbeydsomme og duelige end Bergens Indbyggere, og det saa vel Mands som Qvindes Personer; thi man seer der Borger-Koner undertiiden den heele Dag at staae i deres Kram-Boder, og der at giøre samme Tieneste, som Krambod-Svenne paa andre Stæder. Ja adskillige (89) af dem ere saadan drevne udi Handel, at de intet give de største Kiøbmænd derudi noget efter. Mændene paa deres Side ere ogsaa ideligen occuperede, indtil at paatage sig Tieneres og Arbeyds-Folks Skikkelse, saa at det er ikke rart at see fornemme Borgere selv at rulle deres Tønder paa Bryggerne,

Indbyggernes Hurtighed.

og hidse deres Varer op paa Pak-Huusene. Man maatte derfore ikke regne det saa nøye, om man hilsede en Borger paa Gaden, og ingen Hilsen fik igien, saasom saadant ikke skeede af Grovhed eller Storagtighed, men efterdi de gemeenligen vare udi hastige og vigtige Ærender, og derfore ikke havde Stunder til at giøre mange Complimenter, eller rettere ikke gave Agt paa de forbigaaende. Een af de dueligste Borgere i min Barndom var en ved Navn Jacob Andersen, hvilken var saadan Hader af Ørkeløshed, at han ikke kunde lide at see nogen ørkeløs ung Karl paa Gaden, men snappede dem op, og strax flydde dem noget at bestille hos sig selv, om de intet andet havde at forrette, saa at hans Aasiun var ligesaa forfærdelig for dovne Arbeyds-Karle, som en Hververs er for Bønder og Løsgiengere.

Mange fornemme Borgere føre deres (90) Skibe selv, som Skippere, og sætte en Kabuds paa deres Sønner, og giøre dem til Cajut-Vogtere, saa at mangen Borger-Søn,

Tarvelighed.

førend han har naaet sit 20. Aar, er bleven en experimentered Søe-Mand, og beqvem til at fortsætte sin Faders Handel. Det var i min Tiid rart, at Borger-Folk allierede sig ved Ægteskab med Geistlige og Magistrats Personer; thi en Borger saae ikke saa meget efter, at hans Dotter kunde giøre et riigt og anseeligt Partie, som at hun kunde faae en Mand, der kunde fortsætte Forældrenes Handel, og var arbeydsom og duelig. Det forunderligste er, at end ogsaa unge Borger-Døttre selv, som ellers paa andre Steder seer efter Ungdom, Stand og Politesse, her alleene gemeenligen reflecterede paa Duelighed og Arbeydsomhed, saa at hos dem en duelig Søe-Mand og fornuftig Kiøbmand, skiønt han aldeeles intet besadd, hvormed han kunde charmere et ungt Fruen-Timmer, blev præferered den galanteste, artigste og fornemste Frier, hvorpaa jeg har seet adskillige merkelige Exempler i min Tiid i Bergen. Det var at ønske, at denne fortræffelige Sædvane havde altiid været holdet ved lige;

Forandring derudi.

men der er paa en Tiid af 20. Aar giort temmelig Skaar derudi, (91) saa at Bergen nu omstunder ligner sig ikke selv meere udi Sæder, og derfore maa skee ey heller udi Velstand. Og kand denne Uheld tilskrives visse fremmede Personer, der have indført Vellyst og fremmede Moder, ruinered sig selv med heele Familier ved daarlig Handel, og det, som mest er, forvendet Indbyggernes gamle og priselige Leve-Maader, som i mine Tanker ikke lidet have contribueret til denne Stads Velstand og Conservation. Saa at det er gaaet udi dette Seculo til med denne Stad, som med de fleeste Hollandske Stæder, hvilke man over alt seer at Vanslægte fra deres Forfædres Simplicitet, og forfalde til Stads og saadanne Leve-Maader, hvoraf fornuftige Folk ingen god Virkning ominere sig. I min Skole-Gang begyndte man alt med Baller og Alamodiske Assembleer at omstøbe Indbyggerne, og har jeg siden fornummet, at den Borgerlige gamle Klæde-Dragt gandske er afskaffet.

Jeg har tilforn viiset, at Bergens Indbyggere ingen Nation meer have efterfuldt udi Skik og Leve-Maader, end den Hollandske, saa at end ogsaa de fleeste Spil og Leeg blant Ungdommen ere Hollandske, som at svemme, og dukke (92) under Vandet, at lade flyve Drager i Luften, og at rende paa Skøytter, og det med saadan Behændighed og Konst, at jeg aldrig paa nogen Sted har seet slige Exercitier udi større Fuldkommenhed. Med de gode Hollandske Sæder ere ogsaa indbragte adskillige onde, saa at unge Personer øve visse Licencer, som ere alt for meget Republicanske. I min Skole-Gang var det ikke rart at see et Kirke-Sogns Ungdom at føre Kriig med et andet, iligemaade at den heele latin Skole har bevæbned sig nu mod Garpe-Geseller og Junger paa Bryggen, nu mod Styrmands Skolen. Saaledes var det sidste

Ungdommens Spil.

Aar, jeg gik udi Skolen, den heele Stad bragt udi Allarm formedelst en Tvistighed, som var reiset imellem latin Skolen og Garperne, saa at det kom til en Slags Bataille, som jeg selv bivaanede. Og formerede da Styrmands Skolen det tredie Corps for at give Agt paa Kriigens Udfald. Saasom saadanne Kriige gemeenligen afgiordes med tørre Hugg, saa bekymrede Øvrigheden sig ikke om dem at dæmpe; Tværtimod mange Borgere vare selv Spectateurs deraf og undertiiden gave Lectioner for deres Sønner, hvorledes de beqvemmeligen kunde forraske deres Fiender. Den største Excess jeg derudi haver seet, var at (93) Ungdommen en gang paa Torvet oppassede Politiemester Peder Glad, og bombarderede ham med Steene, da han steeg udi Baaden. Men disse licentieuse Exercitier ere ogsaa temmeligen komne af Brug.

Blant Ungdommens uskyldige Spil og Exercitier ere adskillige, som jeg ikke har seet nogen andensteds; thi en Deel ere saadanne, som sætte den heele Stad eller i det ringeste en heel Gade udi Bevægelse, saasom udi en Leeg, som man kalder at spille Vink, hvorudi en heel Gades Ungdom deeler sig i visse Bander, og posterer sig paa visse Steder over alt udi Byen; item de Processioner, som skeer ved Mortens Tiider, hvor en Dreng gaaer først ud med en Gaas paa en Stang, syngende en Viise om Mortens Gaas, og paa Veyen faaer Tilløb af andre Drenge, hvilke intonere samme Viise med ham, saa at inden han kommer til Bye-Enden, er han geleidet af den heele Ungdom, og all Staden er udi Sang. At ellers Ungdommen her er saa levende, foraarsages deraf, at mange halvvoxne Drænge have været paa fremmede Stæder, sær udi Engeland og Holland, hvor de frie Leve-Maader ere. Hvad Bergens Indbyggere (94) i det øvrige udi Sæder og Leve-Maade have tilfælles med andre Norske, vil jeg her intet tale om.

Lærdom og Boglige Konster have i Bergen ikke været synderlig dyrkede; thi, saasom Indbyggerne fast alle have haft deres Tanker henvendte til Handel og Kiøbmandskab, saa have de fleeste Borgere fundet for got heller at sætte deres Børn udi den store Styrmands Skole end udi latin Skolen, saa at de fleeste Disciple udi latin Skolen have bestaaet enten af Ungdom fra Landet eller fattige Byens Børn. Dog er formedelst Handelens Aftagelse nu omstunder ogsaa temmelig Forandring derudi giort, saa at man seer mange Kiøbmænds Børn nu aarligen at dimitteres til Kiøbenhavns Universitet.

Men, omendskiønt Lærdom saa lidet haver floreret i Bergen, saa haver dog Staden haft den Lykke frem for andre Danske og Norske Stæder, at adskillige brave Mænd der have antegned vigtige Ting, som tiene til Bergens Historie, og af hvis Skrifter Mag. Edvardsen fornemmeligen har betient sig til at forfatte sin Bergens Beskrivelse. De samme Mænd ere (1) Mag. Absalon, (95) fordum Lector Theologiæ udi Bergen, af hvis saa vel Beskrivelse, som Protocoll og Oration over Biskop Gieble haves stor Oplysning. (2) Herlov Lauritzen, hvis Manuscript er af 1592. (3) Michel Hofnagel, der har skreven et Diarium angaaende Bergen. (4) Hr. Oluf paa Hous. (5) Borgemester Sören Jensen. (6) Niels Harboe. (7) Anders Rasmusen,

Lærdommens Tilstand.

og Anders Lauritzen, og besynderlig Mag. Edvard Edvardsen, uden hvis Hielp det havde været umueligt at bringe en Bergens Beskrivelse til Veye. I det øvrige kand man sige, at Bergen ikke haver været det Sted, hvor lærde Folk og Philosophi kunde finde Fornøyelse at fæste deres Sæde, saasom Staden har haft temmelig Mangel saa vel paa Bøger, som paa literate Folk. Mag. Edvardsen taler vel prægtigen om det Bibliothec, som har været i Dom-Kirke-Capellet, men det er troeligt, at det hverken har været af megen Storhed eller Vigtighed. Det var derfor underligt, at den store Voyageur og Philosophus Abelin, der i saa lang Tiid havde opholdet sig udi Italien, kunde persvadere sig til at bortdrive sin Alderdom udi Bergen. Den samme boede udi min Barndom der i Staden, men var kun lidet agted. (96) Saaledes gik det ogsaa den store Norske Historie-Skriver Tormod Torvesen, hvilken boede nogle Miile fra Staden ud paa Landet, men var udi Bergen fast ubekiendt. Men dette uanseed, har dog Bergen haft det at berømme sig af, som ingen Dansk og Norsk Stad kand viise, nemlig at den har produceret den største Poëtinde, som de Nordiske Riger have haft, nemlig den bekiendte Dorothea Engelbrechts Dotter, om hvilken Olaus Borrichius og andre vore Poëter har givet prægtige Vidnesbyrd, og det med al Billighed: thi, endskiønt hendes Poëtiske Skrifter ikke have været fri for Censure i Henseende til Reglerne, saa kand man dog sige, at de ere saa fulde af Geist, og viise slige Prøver paa poëtisk Fertilitet, at faa Danske poëtiske Skrifter kand lignes derimod. Bemældte Navnkundige Dame levede endda udi min Barndom, i Agt tagende den gamle Bergenske Klæde-Dragt; thi jeg mindes ikke paa de Tiider at have seet nogen saaledes coëfered.

Hvad som udi Boglige Konster har manglet udi Bergen har været erstatted ved Indbyggernes Duelighed i andre Ting og deres særdeles Capacitet udi Handel og Vandel, saa at ligesom Staden (97) i Henseende til dens Situation har Fordeel for alle andre Norske Stæder, saa have Borgerne i Henseende til deres Activitet Fortrin for alle andre Norske Handels-Mænd, saa at Staden har stedse været anseet som den fornemste høye Skole for Kiøbmænd udi Norge. Bergens Borgere have ogsaa altiid haft Reputation for Oprigtighed udi Kiøbmandskab, saa at de, som derved ere komne til Midler og Formue, have forhvervet dem heller ved Activitet, Arbeydsomhed og Oeconomie, end ved utilladelig Negotie. De have stedse været holdne for Folk af liden Facon og faa Complimenter, saa at det har været en Borger-Søn besværligere at giøre Cour eller frie til et Fruen-Timmer, end at giøre en spansk Reise; hvorudover Forældrene ofte have maat slutte Partier for deres Børn og afgiøre Sagen forud, saa at der stod intet tilbage for Børnene end uden videre Ceremonie at gaae i Brude-Sæng. Vel er sandt, at en og anden ung Kiøbmand ogsaa lægger sig efter Galanterie, men de samme have af de andre været anseet med skiæle Øyne. Men dette saa vel som adskilligt andet er paa en tive Aars Tiid meget bleven forandred.

(98)

Bergens Indbyggere fordum deelt i 3. Classer.

Staden har ellers i gamle Dage bestaaet af 3. Slags Folk fornemmeligen, nemlig af de Norske Indbyggere, de Contorske, og et andet Tydsk Societet, kaldet de 5. Amter eller Skoemagere. Hvad de første angaaer, som egentligen kaldes Bergens Borgere, da, endskiønt de ere indfødde Folk, ere de dog en Blanding af allehaande Slags Nationer, eftersom fremmede Kiøbmænd Tiid efter anden have gifftet sig med Borgernes Enker og Børn, og ere blevne boesiddende i Bergen, og kand man derfore ikke undre sig over den Irregularitet, som findes saa vel udi Sprog som Leve-Maader, saasom det er troeligt, at enhver Fader har vildet optugte sine Børn efter sit Lands Maade.

Hvad den anden Classe af Indbyggere angaaer, nemlig de Contorske, da bliver derom talt i sær udi den anden Part af dette Skrift, hvorfore jeg paa dette Sted intet videre derom vil mælde.

De 5. Amter eller Skoemagerne.

De 5. Amter eller Skoemagerne have saadan Oprindelse. Kong Oluf Kyrre, Bergens Fundator, havde i Begyndelsen undet de Engelske Frihed at handle udi Bergen, og til den Ende indrømmet dem Plads udi Staden for der at oprette sig Boder og Boeliger. Dette |99varede en Tiid lang, indtil de udi Kong Haagens Tiid formedelst Mord og Oprør forbrøde deres Privilegier og maatte pakke sig af Staden. Historien siger at efter de Engelskes Bortgang Skoemagerne af Kong Magno Haagensen bleve begavede med store Privilegier, men uden at tilkiende give om samme Tydske Haandverks-Folk da allerførst komme til Bergen, eller ved hvad Leilighed. Man seer alleene, at de Engelskes Plads og Boder bleve dem indrømmede, og at deraf har sin Oprindelse den Gade i Bergen, som endnu kaldes Skoe-Strædet. Disse Folk, som deres Privilegier udviise, skulde være Kongens Rentemestere underdanige, og holde 40. Mænd udi fuld Harnisk til Kongens Tieneste. Hvorledes deres Opførsel har ellers været, har jeg viiset paa et andet Sted. Man seer af Friderici I. Historie, at deres Societet endda har været i fuld Flor, og at de længe derefter have pukket paa deres Privilegier, indtil omsider deres Regimente under Friderico II. fik Ende, og det paa saadan Maade.

Christoffer Walkendorff, som af Høyst-bemældte Konge var beskikked til Lehns-Herre udi Bergen, da han ved sin Ankomst af Borgernes Klagemaal fornam, (100) hvor stor Vold og Uret Borgerskabet blev tilføyet, saa vel af Garperne paa Bryggen, som af Skoemagerne i Skoe-Strædet, satt han sig for at raade Bod derpaa, og at klippe Vingerne saa vel paa det eene som paa det andet Parti. Hvorledes han førte sig op imod Garperne eller de Contorske, derom skal tales paa et andet Sted. Hvad

Deres Forhold.

Skoemagerne angaaer, da som de stolede og forlode sig paa de Contorske, saa søgte de gemeenligen til Bryggen naar de havde bedrevet nogen Misgierning, og der fandt Beskyttelse mod Øvrigheden. De dreve Næring, og holdte Øll-Tap uden at ville betale Accise, og saasom Fiske-Torved da laae ved Bryggen, og de Kiøbende maatte passere forbi deres Qvarteerer for at komme til Torved, hindrede de Borgerskabets Tieneste-Folk at komme til Torvet, førend de selv vare forsynede med saa megen Fisk, som de agtede at kiøbe, hvilket saa vel som andet sees af Borgernes Klage til Lehns-Herren samme Tiid. Walkendorff satt sig derfor fore at indskrænke deres Magt, og gaves ham dertil saadan Leylighed.

Skoemagerne anlagde en Søe-Broe udi Vaagen neden for deres Stræde, paa det Sted, hvor nu Torved er; da denne Brygge var forfærdiged, lode de (101) forbyde udi Kaars-Kirken, at ingen af Hollænder-Strædet maatte bruge samme deres Broe og Vippe. Christoffer Walkendorf, som paa samme Tiid var i Kirke, anhørte dette med Forundring, og adspurte saa vel Laugmanden, som Borgemester og Raad, om saadant var dem vitterligt, og, da han hørte at Skoemagerne dem uafvidende af egen Myndighed dette Forbud havde giort, lod han dem paa tredie Dag derefter beskikke til at møde for sig for at fremlægge deres Privilegier. Dette maatte de beqvemme sig til, saa at de frembragte Copier af alle deres Friheder, forseiglede med deres eget Seigl, som de paastode sig at være givne. Walkendorff efterat han nøye havde igiennemlæset deres Friheds Breve, men derudi intet fundet, som kunde berettige dem til dislige Foretagender, sær at lade publicere Forbud mod Kongel. Undersaattere, lod han dem anden gang beskikke og stævne til Raad-Stuen. Da nu Skoemagerne mærkede, at denne Sag vilde falde ilde ud for dem, fulde de til føye, og begierede Naade og ingen Ret. Walkendorf tilsagde dem da paa Kongens Vegne Naade, dog med de Vilkor, at de under Haand og Seigl skulde forpligte sig til intet saadant videre at foretage. (102) Item at de skulde lade samme Broe og Vippe være tilfælles for andre Borgere.

Men det varede ikke længe, førend der reisede sig en anden Sag imod dem; thi, da noget derefter udi en indbyrdes Tvistighed imellem dem selv een af deres Societet, ved Navn Henning Peedis, rømte fra Skoe-Strædet ud til Stranden, lode de hans Gods forseigle, Byefogden og andre Kongens Befalnings-Mænd u-adspurdt. Dette foraarsagede, at Walkendorf atter gik dem paa Klingen, hvorudover de paa nye bade om Naade, hvilken paa Kongel. Majestets Vegne blev dem lovet med de Vilkor, at de herefter skulde give Accise af deres Øll-Tap, ingen fredløs Mand oftere give Leide, og ingen paa deres Stræde overfalde; at de skulde giøre got og forsvarligt Arbeyd for enhver, at de ikke skulde lade Vaagen løbe fuld af Skarn, at de skulde ikke lukke deres Port om Natten for Byens Vægtere, at de skulde holde Træ-Broen fra alle Helgens til Graabrødre-Kirke ved lige, at de skulde ikke uden ved Dom tage sig selv til rette, som de tilforn ofte havde giort. Disse Artikler ginge de saaledes ind under Straf paa Liv, Gods og Penge efter Sagens Beskaffenhed.

(103) Kort derefter reysede Lehns-Herren til Dannemark, hvor han berettede Kongen Tilstanden i Bergen, og af hans Majestet bekom Fuldmagt til at beskytte Borgerne videre mod de Tydske. Hvad han da strax ved sin Tilbagekomst foretog sig mod de Contorske, skal viises paa et andet Sted. Med Skoemagerne reisede sig en Trætte om St. Halvards Kirke, udi hvilken Biskop Aslac Boldt havde tilstedet dem efter deres egen Kirkes Nedbrydelse at holde GUds-Tieneste, men de siden havde tilegned sig den, som deres egen Kirke. Da de af Lehns-Herren bleve anmodede om at viise deres Adkomst til Kirken, komme de frem med nogle gamle Breve, hvilke bleve befundne at være falske, saaledes at det vare Breve givne Skoemagerne i Trundhiem, og at disse havde udkradset Trundhiem, og i Steden derfor skrevet Bergen. Dette blev saa klarligen viiset, at de ikke kunde nægte det, alleene at de bevidnede, at saadant ikke var giort af dem. Herudover dømte Walkendorf St. Halvards Kirke til Staden igien.

Misfornøyelsen voxede saaledes meer og meer til, og Sagen kom endeligen saa vidt, at Walkendorf lod dem viide, at de enten i all Ting maatte underkaste (104) dem Landets Love, som andre Undersaattere, eller vige ud af Staden; Een Deel forlod derpaa Skoe-Strædet, og vilde sætte sig ned paa Bryggen for der at drive deres Haandverker. Men han lod kalde Oldermanden paa Contoret og de 18. Mænd eller Acteiner til en Samtale udi Kaars-Kirken, hvor de lovede ikke at hanthæve Skoemagerne hos sig paa Contoret. Herudover da de merkede, at de intet Sted maatte meere have enten udi Staden eller paa Contoret, satte de sig for at reyse til Tydskland. Da Walkendorf fik deres Forsæt at viide, sammenkaldede han dem paa Raad-Stuen, hvor de lode sig indfinde, og gik da enhver ordentligen frem, tog Lehns-Herren udi Haanden og takkede ham, og lovede ved Brev og Seigl intet at tale om Kongen eller Lehns-Herren uden alt got, erklærede ogsaa at den Trætte, som havde reiset sig, skulde være død og Magtesløs i alle Maader, hvo andet giorde og talede skulde holdes for en Æreløs Mand. I sær erklærede de sig intet at have at sige imod Lehns-Herrens Opførsel; Men det er troeligt, at de intet meenede med alt det; thi denne Christoffer Walkendorf var et Riis saa vel for dem som for de Contorske, og i den Henseende een af de nyttigste Lehns-Herrer Bergen nogen Tiid haver haft.

(105) Efter at dette nu saaledes var forretted, komme Borgerne frem med deres Klagemaal imod Skoemagerne, sær imod deres Forhold angaaende Fiske-Torved, hvilket

De forviises Staden.

de forlangede at maatte blive forflyttet til et andet beqvemmere Sted, paa det at de i Fremtiiden ikke skulde underkastes forrige Uleyligheder, og lovede alle dertil at være behielpelige. Derudi føyede Lehns-Herren dem strax, og forfløttede Torved neden for Skoe-Strædet udi Vaagen til det Sted, hvor det nu ligger, lod ogsaa kundgiøre for alle Bønder og Fiskere, at de herefter skulde lægge an med deres Baade til det nye Torv.

Skoemagerne reysede derefter til Tydskland, og havde deres Regimente udi Bergen nu saadan Ende. Det er Skade, at man ingen videre Kundskab har om dette Societets Tallrighed, Sædvaner og Indrettelse. Det er troeligt af den store Dristighed, de øvede, og den Trodsighed de lode undertiiden see mod Øvrigheden, at de maa have været temmeligen Mandstærke, uden man vil sige, at det kom deraf, at de forlode sig paa de Contorske, som ogsaa ofte toge dem i Beskyttelse, og var det derfore at disse tvende, skiønt adskilte Societeter vilde (106) passere for eet og det selv samme, naar de havde Tvistighed med Borgerskabet, og at man af Historien seer, at Embeds-Mændene, det er de 5. Amter eller Skoemagerne, paastode, at Kiøbmændene eller de Contorske var deres Dommere. Om Skoemagerne da alle reysede bort, er mig ikke vitterligt. Det er troeligt, at nogle af de føyeligste ere blevne tilbage, og at de ere blevne foreenede med de andre Stadens Indbyggere. Saa at fra den Tiid Bergens Folk kand alleene deeles udi tvende Classer, nemlig Borgerne med deres Øvrighed og de Contorske.

Cap. IX.

Om Bergens Handel.

MAn finder udi Historien, at Bergen fra dens første Fundation har været en vigtig Handel-Stad; Thi Kong Oluf Kyrre lod strax i Begyndelsen indrømme en Plads udi Vaagen for de Engelske, hvilke der oprettede deres Boder, og i lang Tiid dreve en vigtig Handel. Han gav ogsaa Bergens Borgere (107) Frihed at handle paa de Øer, som da laae under Norge, nemlig Ferrøe, Hetland, Ørknøer, Grønland, Island og andre. Iligemaade tilstedede han dem at fare paa Norlandene, og der at drive deres Kiøbmandskab. Hvad som fornemmeligen giorde Handelen anseelig, var dette, at da de Tydske Hansestæder havde bemægtiget sig den vigtigste Handel udi Europa, og til den Ende ladet oprette fire store Comptoirs paa adskillige Steder,

Hvilke Nationer mest have handlet paa Bergen.

Bergen da blev udvalt til at være et af disse fire Contors, som videre skal viises udi det Capitel om Bryggen, saa at Bergen udi Tiidens Længde er bleven som en almindelig Stapel moxen for heele Norge, i sær for Norlandene, som derfra have hentet og endnu hente Meel, Malt, Øll, og alt hvad de have fornøden til deres Underholdning, som de tilbytte sig mod deres Fisk og andre Vahre. Men man kand derhos sige, at denne store Handel, som dreves udi Bergen, var af større Anseelse end Nytte; thi de fremmede sær Hansestæderne, som havde deres Fuldmægtige i Bergen, skummede Fløden deraf, og i sær bemægtigede sig den heele Nordlandske Fiske-Handel.

Hollænderne have ogsaa fra Kong (108) Haagen Haagensens Tiid handlet paa Bergen, og ere dem givne særdeles Privilegier udi Christophori Bavari Tiid 1444. Deres Handel med Bergen haver besynderligen tilvoxed ved Hansestædernes Aftagelse fra Christiani II. Tiid. Men ved disse og andre Forandringer er kun maadelig Nytte bleven tilbragt Indbyggerne, fra hvilke fremmede afhendtede Norges Producter, og igien undertiiden tilbragte dem de selv samme fabriqverede og omstøbte i en anden Form, saa at det var ikke uden fra Christiani III. Tiid, at Bergen, saa vel som andre Danske og Norske Stæder, begyndte at handle med deres egne Skibe, hvorvel saadan Handel kom udi ingen synderlig Drift førend udi Christiani IV. Tiid. Udi Høylovlig Ihukommelse Christiani V. Tiid var Handelen udi Bergen i største Floor formedelst de privilegerede Defensions-Skibe, hvoraf Bergen alleene holdt 6. Capitale Skibe, hvis Chef var en fornemme Borger, ved Navn Henrik Græve, som af H. Majestet var beæred med Schoutbynachts Titul.

Udi min Barndom var udi Bergen en anseelig Deel Spaniefarer, alle armerede Skibe, item Grønlands-Farer, og eyede Staden udi alt egne Skibe (109) over 250.

Handelens Aftagelse.

Men siden den Tiid er Handelen saa meget aftagen, at der ere ikkun 2. à 3. Spanie-Farere, og Stadens egne Skibe udi alt i det Aar 1732. bleve beregnede til 76. store og smaa Fartøy, som tilsammen giorde 3262. Læster.

De Vahre, som fra Bergen stedse have været udførte, og enten saalte for rede Penge eller forbyttede med andre fremmede Vahre, have været allehaande Skindværk af Losse, Ulve, Biørne, Reve, Maar, guule og sorte Hermeliner, Bever, Hiorte, Hinde, Rhensdyr og andre.

Allehaande Fiske-Vahre, een Deel tørre, een Deel saltede, og een Deel ferske.

Fede Vahre, som Smør, Tallig, Tran, Hval og Kobbe-Spæk.

Adskillige Kiød-Vahre af Øxen, Kiøer, Faar, Lam, Bukker, Gieder, Hiorte, Hinde og Rhensdyr, saa vel røgede, som saltede, hvilket altsammen indpakkes i Tønder og forvares.

Bergens Vahre.

Allehaande Slags Træ-Vahre, som Dæler, Bielker, &c. item Tiære, Beeg og Harpix, hvoraf aarligen Skibs-Laster (110) føres til Frankerig, Spanien, Engeland, Holland og Skotland.

Herhos er dog dette at merke, at disse Vahrer produceres ikke udi Bergens Stift alleene, ey heller forarbeydes udi Staden, men de blive didhen fra Nordlandene, Finmarken og de omkring liggende Lehne med Skibe og Jagte førte. Saa at Bergens Handel drives med fremmede og Norges Indbyggere, og det successive saaledes; først med Engelænder, Skotter og Irlænder, kort efter Stadens Fundation: Siden fra 1072 med Ferrøe, Island, Ørkenøer, Hetland og Grønland. Siden 1275. med de Tydske Hansestæder, hvilke af Kong Haagen Magnusen finge Frihed at handle paa Bergen med de Vilkor, at de maatte forblive der fra Foraaret til Kaars-Misse om Høsten, og derfore bleve kaldede Liggere. Siden 1444. med Hollændere; og endeligen med Nordlandene, hvis Indbyggere have fra det Aar 1539. begyndt at selv føre deres Vahre med store Jagte til Bergen, da Bergens Borgere for den Tiid med deres egne Skibe pleyede at søge Nordlandene. Denne Forandring skeede ved saadan Leylighed:

Da de saa kaldne Vitalianer eller (111) Fætallie-Brødre, som udrededes af de Pomerske Stæder, samt Wismar og Rostok, havde nogle gange udplyndret Bergens Bye og Indbyggerne saaledes, at de for Fattigdom ikke kunde seile meere paa Nordlandene og Findmarken, bleve Nordfarer og de Findmarkske foraarsagede selv at føre

Norfarernes Handel.

deres Vahre til Bergen med deres Jagte, og med dem igien at bortføre hvad de havde fornødent til deres aarlige Underholdning for sig og deres Tilhængere, hvilke de kaldte Udfarere, det ere de, som for Armod fare ud paa Havet og Fiske for de andre meere Formuende. Endskiøndt disse Norlands og Findmarks Fareres Handel og Kiøbmandskab ved adskillige Rette-Bøder have været tilfælles forundet baade Bergens og Trundhiems Borgere, have de dog gemeenligen søgt Bergen, efterdi de der beqvemmeligst have kunnet sælge deres Vahre og igien bekomme fornødne Ting. Tiden paa hvilken de komme til Bergen kaldes Stævnen, uden Tvivl af Stavnen, efterdi de alle med deres Forstavne komme i Hobe-Tall til Bergen, og der ligge Stavn hos Stavn, det er Jagt hos Jagt, som alle vende deres bageste Deel af Jagtene mod Byen og Huusene efter Byloven, men Forstavnen ud ad Vigen eller Vaagen. Et behageligt (112) Syn, sær, naar de, som undertiiden skeer, moxen alle paa een Tiid komme 100. og fleere i Tall indseilende paa Vaagen, og der sig postere saaledes.

3. Stæfner.

Deres Komme pleyer gemeenligen at skee paa trende Tiider, som heede den første Stævne, Mitstævnen og Stierstævnen. Den første Stævne er imellem Paaske og Pindsedag, saa snart Veyerligheden det tillader. Mitstævnen skeer imellem Pindsedag og St. Olai Tiid. Til denne Stævne komme dog ikke Norfarer, men Indbyggerne paa Sundmør og i de fire Søelehne, som kaldes Nordmør, Romsdalen, Fosen og Nummedalen. Og den sidste Stævne skeer gemeenligen sidst in Julio, uden saa er at Modvind hindrer Reysen, og hender det sig da, at disse store Jagte eller Skibe, saasom de ere aabne uden Dek, ofte forgaae med Skib og Mand.

Disse Nordlændere og Findmarkske havde i gamle Dage en særdeles Ret, som endnu ikke gandske er forkasted, hvorefter de sig paa Reysen have forholdet. Samme Ret kaldes Farmanna Lov, det er reysende Mænds Lov. Den samme er heel vidtløftig, og derfor her ikke kand anføres. De Contorske havde (113) for nogen Tiid siden fast den heele Nordlandske og Findmarkske Fiske-Handel udi Hænder; Men Bergens Borgere have Tiid efter anden erhvervet de fleeste Contorske Kiøbmands-Stuer til Byen, og tillige med dem den største Deel af denne Handel.

Førend jeg slutter dette Capitel, vil jeg anføre efter Orden de Privilegier, som Bergens Bye ere givne, Handelen angaaende.

Kong Oluf Kyrre, Bergens Fundator, gav Indbyggerne herlige Privilegier, blant andet at de tillige med dem af Trundhiem maatte fare paa Nordlandene, item indstiftede Kiøbstævner.

Hans Sønne-Søn Kong Osten stadfæstede de samme. Anno 1275. forundte Kong Magnus Haagensen de Tydske at fare paa Bergen, dog med de Vilkor, at de ikke skulde handle paa Nordlandene, ey heller paa nogen Havn eller Fiord uden for Byen, men i Bergen alleene, og det i Kiøbstævnen paa en vis Tiid om Aaret, nemlig ved Philippi Jacobi om Sommeren, og til Kaars-Misse om Høsten; hvo som længer forblev, skulde være Borgerlig Tynge (114) undergiven. Derimod skulde Bergens Borgere nyde samme Frihed udi de Wendiske Stæder.

Adskillige Privilegier for Handelen.

Kong Erik Magnusens Edict datered Tønsberg 1294. lyder Bergens Handel angaaende saaledes: at Tydske Kiøbmænd ikke maa handle Norden om Bergen, item at eftersom Udlændiske have seilet og seile til Hellig Land, Finmarken, Island og andensteds i Vore Skatte-Lande mod Love og Forordningen, saa byde vi vor Rentemester og alle vore Embeds-Mænd, hver i sin Befaling at søge dem, som seile og seilet have, til Rette.

Kong Haagen Magnusens Privilegium dat. Bergen 1303. lyder saaledes: Vi ville ingenlunde tilstede Kiøbmænd at ligge her Vinteren over, og det efter Byrettens Indhold og vor Kiære Hr. Faders Anordning. Hvo som synder herimod, da, hvis han er udlændisk, haver han forbrudt sit Gods, og hvilken Boesiddende Borger, som leyer sit Huus til saadan udlændisk Kiøbmand, haver forbrudt Huuset til os og Kronen.

Kong Magni Eriksens Edict, datered Bergen 1330. er moxen af samme Indhold, nemlig udlændiske Mænd forbydes (115) nat drive Handel paa Bergen længer end fra Kaars-Misse om Foraaret, og til Kaars-Misse om Høsten, og hvilke Borgere, der leye dem deres Huuse paa forbudne Tiider, have Huus-Leyen forbrudt, og derforuden bøde 8. Ortuger og 13. Mark Sølv.

Kong Oluf Haagensens Anordning af 1384. Handelen angaaende er merkelig, den samme lyder saaledes: at, eftersom Vor Hr. Fader Kong Haagen og andre, som Læn havde, have forbudet all Fiorde-Kiøb og Varde-Kiøb (hvilket maa forstaaes om de Steder i Fiorden, hvor Varder oprettes og anstikkes) da paa det at Kiøbstæderne kand blive ved Magt, have vi giort saadan Anordning om Landets Tilførsel til Stæderne. Først at de som boe i Finmarken og Helgeland, skulle søge Vaagen, det er, Bergens Vaag eller Viig. De af Numme-Dalen skulle seile til Trundhiem med deres Vahre. De af Romsdalen til Vedøen. De af Sundmør til Bergen. De af Bergens Stift skulle søge til Vaagen, og saasom Rydser og Careler have feyde med Norge, forbydes alle Undersaattere udi Finmarken og Helgeland deres Gods at føre til andre Stæder. Aaret tilforn giorde (116) samme Konge saadan Forordning, at ingen maatte slaae sig til Kiøbmandskab, uden han eyede uborget 15. Mark, og det under Straf at 8. Ortuger og 14. Mark, han forbød og Borgerne at leye dem Skibe under samme Straf. Aarsagen til denne Forordning var eendeel denne, at for mange sloge sig til Handel, saa at Kongen derudover havde Mangel paa Mandskab til Rigets Tieneste, eendeel ogsaa at ingen kand drive nogen fordeelagtig Handel, uden han har noget i Ryggen. En saadan fornuftig Anordning synes at have flydet af Dronning Margaretæ Hierne, som da regierede all Ting.

Ericus Pomeranus bekræftede samme Forordning med saadan Tillæg, at hvo som handlede, skulde med Lehns-Mandens Bref beviise, at det var hans eget, som han handlede med. Denne Konge havde ellers i Henseende til Bergen stor Tvistighed med de Engelske, efterdi de sidste foruroeligede Bergens Handel, sær paa Island. Og var den Handel paa samme Tiid af saadan Beskaffenhed: Det var nogle viise Borgere i Bergen forundet aarligen at besøge Island med 6. Byser, og handledes dermed saaledes, at 6. Byser eller Skibe skulde ligge der Vinteren over, som førte (117) Bergens Vahre til Island, og 6. andre gaae tilbage med Fisk til Bergen. Deres aarlige Føring blev regned til 72000. Noblers Værdi; Men de Engelske havde i 20. Aar giort stort Skaar i denne Handel. Dog blev imellem begge Konger Aar 1432. slutted saadant Forliig, at de Engelske herefter under Livs og Godses Fortabelse ikke skulde besøge Island, Finmarken, Helgeland, og andre forbudne Havne i Dannemark og Norge: Og de Danske og Norske skulde iligemaade holde sig fra de forbudne Engelske Havne under samme Straf.

De Privilegier, som Kong Christoffer af Bayern gav Bergen, findes trykte hos Hvitfeld, hvorfor jeg dem her ikke vil anføre. Det er ellers merkeligt, at denne Konge var den første, som gav Hollænderne, sær dem af Amsterdam, Frihed at handle paa Bergen: hvilken Frihed blev confirmered af Kong Christian I.

De Privilegier, som Bergen af de fremfarne Konger vare givne, blev af de efterfølgende, nemlig Kong Hans, Christiano II. Friderico I. og Christiano III. stadfæstede, skiønt den Bergens Fart paa Ørknøerne og Hetland fra Christiani I. Tiid ophørede, efterdi (118) samme Øer da bleve pandsatte til Skottland. Udi et af Christiani III. Breve er dette merkværdigt, at tillige med Borgere tilstedes ogsaa Raadmænd at seile og handle paa hvilke Stæder dem lystede.

Blant Christiani IV. Breve findes et datered Aggershuus 1591. hvorudi befales at ingen Udlændisk eller Indlændiske mod Bergens og Trundhiems Privilegier maa handle og vandle i noget Lehn mellem Bergen og Wardehuus. Et andet Brev af Høystbemældte Konge datered Kiøbenhavn 1607. lyder saaledes: Eftersom Vi komme udi Erfaring, hvorledes nykomne Hollændere, som have Frihed aarligen at ligge i Bergen mellem begge Kaars-Misser, driste sig over bestævnte Tiid at ligge der det heele Aar igiennem, og der drive Handel uden Tolds og Tributs Aflæggelse, Kronen og Byens Indbyggere til Skade, hvorudover Vi forbyde dem under Straf paa deres Gods at opholde sig der længer end deres Privilegier tillade. Hvoraf sees, at Hollænderne da have søgt at rodfæste sig i Bergen, ligesom fordum de Contorske, hvis Privilegier vare i Førstningen alleene disse, at de maatte ligge der mellem begge Kaars-Misser eller om Sommeren alleene.

(119) Udi samme Aar lod H. Majestet et andet Edict udgaae, og derudi forbyde fremmede Kiøbmænd og Hollændere at indløbe med deres Skibe udi Havne Norden for Bergen.

Man seer ellers, at noget derefter var stor Tvistighed mellem Bergens Borgere og de Contorske, og at begge Parter ved deres Fuldmægtige indstillede sig for H. Mayst. for at forklare Sagen; Hvorudi Tvistigheden bestoed, sees af den Kongl. Decision, saa lydende: Først at Hansestædernes Contor har Anno 1572. forfattet 96. Artikle, som ere Borgerne af Bergen til Skade og Nachdeel. Samme Artikle have de Contorske med Eed forbundet, sig ingen at aabenbare, hvilken Forbindelse er imod Kongens Regalier og Høyhed. For det andet have de ikke alleene fodret og taget en vis Told og Skat af Skibene ved Bryggen, men end ogsaa af nogle Ringe uden for Byen, hvilket ogsaa strider imod Kongl. Regalier, saasom ingen er berettiget til at giøre noget Paalægg uden Kongen alleene. For det tredie er Bergens Borgere og andre Undersaattere imod den til Odensee oprettede Recess nægtet den Frihed, som dem af Hansestæderne sær udi Lybek og Rostok er tilsagt. Hvorudover de tilholdes (120) Aaret derefter nemlig 1615. at møde ved deres Fuldmægtige til Kiøbenhavn for at afgiøre disse Ting.

Udi det Aar 1630. blev bevilged Borgemester og Raad i Bergen at holde en Pœnatz (hvilket maa være det samme som Fiscal eller Visiterer) for at oppasse dem, som mod Privilegier handle eller føre forbudne Vahre til de fire Søe-Lehne, nemlig Sundmøer, Romsdalen, Foesen og Nummedalen.

Udi samme Aar blev ogsaa ved en Forordning, datered Flekkerøe, forbudet Skotterne at opholde sig heele eller halve Aar i Bergen, og derved betage Borgerne deres Næring. Og seer man af denne saa vel som de foregaaende Forordninger, hvorledes alle fremmede have søgt at beskiære Bergens Borgere deres Næring.

Hvad som bragte Bergens Handel meest udi Drift var de Privilegier, som bleve givne Defensions Skibene Aar 1671. og saasom da tillige med indfulde Kriige mellem Engeland og Holland og Frankrig, saa kand man sige, at Byens Handel kom paa den høyeste Spidse. Da Defensions Skibene bleve afskaffede, faldt ogsaa Handelen og ved den (121) langvarige Fred, som har været mellem ovenmældte Potentater, er den bragt udi den maadelige Tilstand, som den nu omstunder er udi.

Grønlandske Handel.

Vel have Bergens Borgere søgt at oprette den udenlandske Commerces Aftagelse ved en nye Handels Stiftelse igien, og til den Ende for nogle faa Aar siden have oprettet et Grønlandsk Compagnie, og det ved saadan Anledning.

En Præst udi Nordlandene ved Navn Hr. Hans Egede, effter at han med Fliid havde igiennemlæset de gamle Nordiske Historier, og der iblant andet fundet, at Grønland i gamle Dage havde været beboed af Nordske Christne Folk, hvorom man nu omstunder ingen meere Kundskab havde, efftersom Farten udi nogle 100. Aar havde været forsømt, fik han i Sinde at giøre Forslag om samme Farts Fornyelse, og at være selv med, om noget saadan Tog gik for sig. Han corresponderede først længe derom med Biskopen i Bergen Doct. Niels Randulf, og siden med hans Eftermand Mag. Niels Smed, og endskiønt de og andre funde denne Ting af alt for stor Vanskelighed, blev han dog fremturende i sit Forsæt, forlod sit Kald og med Hustrue og Børn kom til Bergen, hvor han (122) flittigen confererede med Biskop Clemens Smidt, og tillige med giorde Borgerskabet Forslag om et nyt Compagnies Stiftelse; Men som han kun liden Bifald fandt, indgav han sit Forslag til Høy-lovlig Ihukommelse Kong Friderik den Fierde, og udvirkede en Befaling til Magistraten i Bergen, at den skulde kalde Borgerskabet for sig, og giøre Forslag om et Grønlandsk Compagnies Anrettelse. Men, som Borgerskabet endda ingen Smag fandt derudi, reysede Hr. Hans Egede selv til Kiøbenhavn, hvor han fik Leylighed til at andrage sit Forslag for Hoffet. Hans Majestet approberede da ikke alleene det samme, men lovede ogsaa at hielpe til dets Befodring, hvis Borgerne i Bergen kunde bringes til at sætte noget udi Handelen. Derpaa reysede Præsten op til Bergen igien, og der drev paa Verket med saadan Iver, at Geistligheden og Borgerskabet giorde deres Indskudde, saa at der blev en Capital af 5000. Rdlr. Siden den Tiid giorde de adskillige andre Tilskudde, saa at der omsider blev til Veye bragt en Fonds af 12000. Rdlr. og et Grønlandsk Compagnie blev opretted 1721. udi hvilket Aar 3. Skibe ginge til Grønland, men den Fordeel, som derved giordtes, svarede (123) aldeeles ikke til Omkostningerne, hvorudover Interessenterne geraadede udi stor Bekymring. Hans Majestet, paa det at Verket ikke skulde falde, greeb Compagniet under Armen, først ved at accordere et Lotterie, og siden ved at paalægge begge Riger en maadelig Skat. Det første havde ingen Fremgang, men Skatten beløb sig til en anseelig Summ.

Imidlertiid sat Præsten sig med 40. Mænd, som der forbleve fast udi Landet, og lod bygge et Huus, hvortil Grønlænderne selv, saasom de ere af et got Naturel, lovede at være behielpelige. Colonien blev anlagt paa en Øe uden for det saa kaldte Bals Riviere ved 60. Grader. Dog blev ingen Skandse opretted, alleene Stykker bleve plantede uden for Huuset paa en Klippe. Anno 1722. gik et nyt Skib didhen med Proviant, og Aaret derefter 3. andre Skibe, hvoraf det eene forgik udi Storm, og blev borte uden for Iisen; det andet overvintrede udi Grønland; og det tredie, som skulde være paa Hvalfisk-Fangst, kom til Bergen igien 1724. med en Fisk paa 50. Cordeler, som kunde beløbe sig til 2700. Rdlrs. Værdi med Tran og Fiske-Been.

(124) Anno 1724. blev et Skib udsendt for at opsøge den saa kaldne Østerbygd, som Historien viiser at have været beboed af de gamle Norske. Men Skibet kunde ikke komme fort formedelst Iis, hvorfore det maatte giøre Vende-Reyse, og bragte intet med sig tilbage. Udi samme Aar gik et andet Skib ud for at søge Küsten af America, i Tanke der at finde Træe og Brænde, men som det ikke kunde komme fort for Iis, gik det et andet Sted hen, og oprettede en Loge paa et Sted kaldet Nepesene, liggende paa 66½. Grad. Der overvintrede Skibs-Folkene tillige med den nye Præst Hr. Albert Top, som af Hr. Hans Egede var forlanged til Medhielp. Men efterfølgende Aar, da samme Præst tillige med de andre forlode Nepesene for at begive sig til den første Colonie, blev Logen afbrændt, som man meener af Hollænderne. Anno 1725. bleve atter igien 2. Skibe skikkede til Grønland, men de førte kun en maadelig Ladning med sig tilbage. Anno 1726. bleve atter tvende Skibe udsendte, af hvilke det eene forgik, og det andet, som overvintrede kom 1727. tilbage med Sager af henved 1600. Rdlr. Værdi, og bestoede udi Skind-Vahre og Spæk. Anno 1727. affærdigedes ogsaa tvende (125) Skibe med Proviant til Colonien. De samme komme tilbage om Høsten, førende med sig 60. Cordeler Spæk og nogle Skind-Vahrer. Men ved alt dette kunde Omkostningerne ikke stoppes, hvorudover Interessenterne despererede om at nyde nogen Fordeel ved denne Handel, og ingen havde Lyst til at giøre nyt Indskudd, saa at det havde Anseelse at Handelen vilde gandske falde, endskiønt Kongen adskillige gange havde understøttet Compagniet. Herudover tog han Handelen til sig, og udi det Aar 1728. skikkede Folk og Skibe til Grønland med alle fornødne Ting, item Qvæg og Hæste til en ret bestandig Colonies Stiftelse.

Hvad videre Skiebne den Grønlandske Handel ellers har haft, vil jeg her intet melde om, saasom det ikke henhører til Bergens Historie. Ved denne Forflyttelse tabte Bergen det Haab, den havde giort sig om at bringe dens Skibs-Fart udi Drift igien, og saasom den Findmarkske Handel iligemaade er forflytted for nogle Aar siden fra Bergen til Kiøbenhavn, saa kand man sige, at Staden har tabt meget af sin Anseelse udi Handel, og at denne Skibs-Fart nu omstunder er meget ringe imod hvad (126) den tilforn har været. Ja den synes meer og meer endnu at aftage, indtil de Europæiske Conjuncturer kand forandres og nogen Leylighed opvaagne, hvorved Bergen, som i Henseende til dens herlige Situation frem for andre Steder er danned til Handel, kand opleve og komme i forrige Floor igien.

Hvad ellers Historien af fremmede Nationers Handel paa Bergen angaaer, da

Engelændernes Handel paa Bergen.

har jeg forhen viiset, at de Engelske strax efter Stadens Fundation der have haft deres Handel, saa at dem blev indrømmed en Plads i Vaagens Botten, det er Vaagens Ende: Det blev dem ogsaa tilladt at have deres Værelser og Boder. De vare saaledes udi roelig Possession af denne Handel udi 242. Aar, indtil det Aar 1312. da forgrebe de sig mod Kong Haagen Magnusens Folk, og ihielsloge nogle af dem, hvilket foraarsagede at de bleve uddrevne fra Bergen, og deres Boeliger bleve indrømmede til de Tydske Handværks-Folk, gemeenligen kaldne Skoemagere.

De Engelske have vel ikke efter deres Bortgang dristet sig til at komme oftere til Bergen igien; men de have derimod Tiid efter anden mod Bergens (127) Frihed handlet paa de forbudne og priviligerede Steder; saaledes seilede de 1420. paa Helgeland, og der øvede adskillig Uleylighed. Men, som Kong Erik af Pomern geraadede udi en langvarig Kriig med Hansestæderne, og de samme derudover bleve forbudne at handle paa Bergen, toge de Engelske deraf Anledning til at fornye den gamle Handel igien, helst saasom der da var stor Venskab mellem Dannemark og Engeland, efterdi Kong Erik havde faaet en Engelsk Princesse. De komme derfore paa samme Tiid med deres Skibe til Bergen igien, og gemeenligen lagde sig neden for den Gade, kalden Hollænder-Strædet, men paa de Tiider Engelsmands-Gaden, og varede dette saa længe Kriigen stod paa mellem Dannemark og Hansestæderne. Nogle meene at de Engelske da have haft Contoret inde, men det er en Vildfarelse, og nægtes saa vel af Mag. Edvardsen, som af andre ældre Bergens Skribentere.

Men da Kriigen havde Ende, og Fred blev slutted med Søe-Stæderne 1435. blev dette igien forandred; thi de Tydske bleve ikke alleene satte udi Possession af deres gamle Handel igien, men erhvervede ogsaa saa vel af Kong Erik (128) deres Landsmand, som af Kong Christoffer af Bayern Frihed at blive baade Vinter og Sommer udi Bergen, ja at anrette der et bestandigt Contor. Dette gav Anledning til Tvistighed mellem de Engelske og Tydske, og søgte de første allevegne Leylighed at hævne sig over de sidste, efterdi de havde skildt dem ved saadan Fordeel udi den Nordiske Handel.

De Engelske have vel siden en Tiid lang holdet sig fra at handle paa Bergen; men have imidlertid atter mod Bergens Privilegier ikke alleene seilet paa de forbudne Stæder, som Island, Ferrøe, Grønland, Finmarken og Nordlandene, men end ogsaa røvet og plyndret paa samme Stæder, hvilket sees af de Klagemaal Kong Erik indgav til den Engelske Konge, og hvorom tilforn er talet, og derhos forfattede en Optegnelse paa den Skade de Engelske, sær Indbyggerne af Hull, York, Ny-Castel &c. havde tilføyet paa nogle Aar. Dette blev dog udi det Aar 1432. bilagt paa efterfølgende Maade, først angaaende den Uret og Spot, som forrige Aar var vederfaren Hr. Andor Bispen af Stavanger, og Endret Erlandsen Norges Raad, hvilken de Engelske havde opbragt paa deres Reise til Kiøbenhavn, (129) hvor de vare skikkede for at stifte Fred og Eenighed mellem begge Riger, hvad den Sag angik, lovede Kongen af Engeland at lade effterforske, hvilke der havde bedrevet saadan Gierning, og at de Skyldige skulde tilholdes at give Satisfaction til de Norske Herrer for tilføyed Spot og Skade. Videre for hvad Skade de Engelske havde giort paa Island, Helgeland og Findmarken, da skulde de Skyldige efterledes og derfor tilbørligen straffes; Og de Folk, som vare bortførte fra bemældte Lande, skulde igien bringes tilbage og faae Betaling for deres Tieneste og komme til deres eget igien. Hvis nogen Engelsk ihielslaaes af en Norsk og een Norsk af een Engelsk, da skulle begge Konger forskaffe det saa, at de Klagende derfore skeer skiællig Betaling, saaledes at de Ihielslagnes Boed skeer til deres Arvinger, hvoraf sees at de saa kaldne Mande-Boed eller de Penge, som til Straf gaves for et Mord til de Dødes Arvinger, over alt har været brugeligt. Endeligen hvad Handelen angik, da skulde begge Kongers Undersaattere have Frihed til at seile paa alle uforbudne Stæder. Og bleve de Engelske i sær forbudne at handle paa Island, Findmarken og Helgeland, som var mod Bergens Byes Privilegier.

(130) Siden den Tiid var temmelig god Forstaaelse imellem begge Riger indtil 1467. og 1468. da de Engelske igien røvede og plyndrede paa Island; thi dette foraarsagede, at Kong Christian I. maatte arrestere 4. af deres Skibe og dem selge til Skadens Erstatning for de Forurettigede. Men, som de Engelske bleve ved deres sædvanlige Røven og Plyndren, reisede sig deraf den bekiendte Fribytter Kriig, som varede udi 9. Aar mellem Dannemark, Engeland og Frankrig, de sidste Riger til liden Fordeel, efterdi de Danske og Norske Fribyttere spillede stedse Mestere udi Søen. De Engelske søgte da i sær at foruroelige de Tydskes Handel i Bergen, men leede igien stor Skade af dem, blant andet bleve een gang 500. Engelske Fiskere af dem omkomne og druknede ved Niedfiord.

I Henseende til disse og andre Hændelser have de Engelske omsider gandske overgivet deres Handel paa Bergen; Derimod have de begyndt selv at fiske under Norge og Island, og derpaa bekommet Kong Hanses Tilladelse, dog med de Vilkor, at de hvert syvende Aar skulde begiære nyt Forlov, og hver gang betale Kongens Rettighed udi den Havn, (131) som de løbe ind udi. Høyst-bemældte Kong Hans tilstedde dem ogsaa at handle saa vel paa Bergen, som paa andre Norske og Danske Stæder, og det med samme Ret som andre Fremmede. De have saaledes siden den Tiid seilet af og til paa Bergen, og seer man, at de udi forrige Seculo havde deres Kram-Boder oprettede ved den Østre Ende af Ny-Kirken paa visse Tiider af Aaret, og bleve fra det Aar 1660. for dem og andre fremmede Kiøbmænd anrettede nogle Søe-Boder oven for Told-Boden. Den Fiendlighed, som de Engelske udi det Aar 1665. øvede udi Bergen og den paafuldte Kriig mellem Rigerne, standsede deres Handel paa Bergen igien; Men, efter at Fred var slutted, blev Handelen aabned for dem igien.

Skotterne have ogsaa fra Begyndelsen haft stor Handel paa Bergen, sær Indbyggerne af Manøer, Ørknøer og Hetland. Man finder ikke at dem nogensinde derudi er giort nogen Forhindring. Vel er sandt, at de een gang udi Bergen bleve overfaldne og udplyndrede, men det skeede alleene af de Tydske Handverks-Folk og de Contorske. En stor Mængde Skotter have Tiid efter anden sat sig ned udi Bergen, saa (132) at mange fornemme Borger-Folk ere af Skotsk Extraction.

Andre Nationers.

Hvorledes Hollænderne først have begyndt at seile paa Bergen, er viiset paa et andet Sted. De samme have altiid uden Hinder drevet deres Handel, undtagen i Friderici I. Tiid; thi saasom Kong Christian II. opholdt sig udi Holland, og var understøtted sammesteds, saa formeenede Kong Friderik dem Handelen imidlertiid paa Bergen. Men Handelen blev dem siden igien tilladt med Hanse-Stædernes største Fortrydelse, hvilket sees saa vel af Friderici I. som Christiani III. Historie.

De Danske have siden Foreeningen giort stor Tilførsel til Bergen af Korn, Rug, Malt, Erter, Gryn og andre dislige Vahre.

De Franske begyndte ogsaa i forrige Seculo at handle paa Bergen. Men af alle disse har Staden med ingen haft saa stor Commerce, som med Hanse-Stæderne: hvilket vidtløftigere skal viises udi den Part om Bryggen eller Contoret.

Cap. X.

Om Bergens verdslige Øvrighed.

FRa Bergens Fundation indtil Foreeningen med Dannemark har Bergen været regieret af de Norske Konger, af hvilke de fleeste have en stor Deel af deres Regierings Tiid resideret udi samme Stad. Siden Foreeningen med Dannemark har

Liste paa Bergens Lehns-Herrer.

Bergen været forrestaaet af Lands-Herrer, som Kongerne did have skikked. Disse Lands-Herrer eller Lehns-Herrer vil jeg her efter Orden opregne, tillige med nogle af de forregaaende, hvis Navne ere conserverede udi Gert Miltzows og Mag. Absalons Manuscripter, og af dem ere indførte udi Mag. Edvardsens Beskrivelse.

1. Gudleich Offmundarson, Kongens Vederfæ-Hyrde Anno 1328. hvilken i de Tiider maa have været en anseelig Bestilling.

2. Torer Tordarson Under Gelkyri. Det er vanskeligt at sige, hvad egentligen Kongens Gielker har været. (134) Hos Hvitfeld kaldes den udi Christoph. I. Historie paa latin Magnus Baro Terræ. Denne Lehns-Herre findes at have været i Bergen 1332.

3. Povel Eriksen forrestoed Bergens Lehn 1332.

4. Simun Gunnarson var udi Kong Magni Smecks Tiid 1342.

5. Ivar Anderson var udi Kong Haagens, denne Kong Magni Søns, Tiid, Aar 1347.

6. Arne Eiventzon var Lehns-Herre 1355.

7. Amund Findson, Kong Oluf Haagensens Frænde, 1360. han var een af de fornemste Raad udi Norge, og tillige med de andre udvalte Kong Oluf Haagensen til Konge.

8. Erlander Philippuson, een af de fornemste Herrer i Norge udi Kong Olufs Tiid, og iblant dem som antoge ham til Konge 1381. Han var med udi at forfatte den Forordning, hvorom tilforn er talt, nemlig at ingen maatte drive Kiøbmandskab, uden han eyede frit og uborget 15. Mark, paa det at (135) Rigets Leding og Kriigs-Tieneste ikke skulde fornærmes derved. Han var ogsaa i med at underskrive den bekiendte Act, og at vidne om den, som efter Dronning Margareta var næste Arving til Norge 1388. og næst efterfølgende Aar samtykte Kong Erik af Pomern. Han var Lehns-Herre paa Bergen-Huus fra 1389. til 1390.

9. Alf Haraldsen, som var Kongens Rentemester 1384. og samme Tiid undertegnede et Fordrag om Stædernes Kiøb og Handel, hvor den skulde skee for enhver. Han forestoed Bergens Lehn 1391. og med de andre Rigets Raad samtykkede Kong Erik af Pomern efter Dronning Margaretæ Begiæring 1397.

10. Joen Darre var Lehns-Herre i Bergen fra 1392. til 1397. udi hvilket Aar Foreeningen blev slutted mellem de 3. Nordiske Riger, som han bivaanede.

11. Otto Römer, een af de fornemste Riddere i Norge, som ogsaa bivaanede ovenmældte Forretninger. Han forestoed Lehnet 1399.

12. Anders Mors var Lehns-Herre 1400.

(136)

13. Magnus Magnusen forestoed Bergen-Huus Lehn 1403.

14. Svale Joensen eller Johansen, var Lehns-Herre udi Bergen 1404. og siden bivaanede Christophori Bavari Hylding og Kroning udi Opsloe 1442.

15. Peder Olufsen var Lehns-Herre 1411.

16. Endert Erlandsen Ridder og Norges Riges Raad. Han var Lehns-Herre i Bergen Aar 1412. blev af de Engelske fangen 1431. da han med Hr. Andvorn Bisp af Stavanger var affærdiget til Kiøbenhavn for at handle om Fred og Eenighed imellem Dannemark og Engeland, og caverede med fleere for en Skotsk Herre, ved Navn Wilhelm de St. Clara, da han af Kong Erico Pomerano blev giort til Græve over Ørknøerne 1434. Han dømte og imellem Kongen og de Svenske udi den Tvistighed, som havde været imellem dem, og med fleere udvirkede et Forliig til Calmar 1435. bivaanede den Foreening, som mellem de 3. Riger blev slutted til Calmar 1436. var med at hylde og krone Hertug Christoffer af Bayern, og endeligen var med at slutte Foreening (137) mellem Dannemark og Norge 1450. udi Kong Christiani I. Tiid.

17. Aslac Boldt Ridder og Norges Riges Raad. Han var Lehns-Herre i Bergen 1414. og blev siden Erke-Bisp i Trundhiem: Han lod i Bergen excommunicere nogle Bispe, fordi de ikke mødte til et Provincial-Mode, som han havde stævnet dem til 1435. Han blev udi det Aar 1444. med fleere Norske Mænd af Kong Christoffer befalet at overveye, hvad som kunde være Bergens Bye til Floor og Velstand, samt at hindre den Ulempe, som Staden blev tilføyed af fremmede Kiøbmænd.

18. Hans Kröppelin en Preudser, som 1415. af Erico Pomerano blev opsendt til Bergen som Lehns-Herre. Oldermændene for de Hansestædiske Kiøbmænd, som da i Bergen kaldtes Liggere, udgave et Brev til ham, hvorved de forsikkrede, at alt Lybsk Gods, som da fandtes i Bergen, skulde holdes i Arrest. At samme Mand for sin Dyd og Fromhed har været meget elsked, sees saa vel af Danske, som Svenske Historier.

19. David Sincler findes udi Borgemester Sören Jensens Manuscript at (138) have været Lands-Herre i Bergen 1416. Navnet synes at viise, at han har været af Skotsk Familie, og hvis saa er, have der udi disse Riger været Sincklarer førend dem, som komme til Dannemark udi Christiani IV. Tiid.

20. Mads Joensen holdes for at have forestaaet Bergens Lehn 1436.

21. Albert Bydelbacher 1437.

22. Oluf Nielsen Ridder og Rigets Raad i Bergen. Han førte Titel af Ridder af Talge, blev i Christiani I. Tiid Aar 1455. myrdet af de Tydske, som omstændigen viises paa et andet Sted.

23. Inge Laugmandsen Ridder og Norges Rigets Raad var Lehns-Herre i Bergen 1442.

24. Mogens Grön var Lehns-Herre 1453. (a)

25. Erik Heltsön eller Helgesön forestoed Lehnet 1459.

26. Erik Biörnsön eller Boersön, (139)

(a) Jeg har ikke villet forandre Catalogum, hvorvel Aars-Tallet giver tilkiende, at de 2. sidste maa sættes for Oluf Nielsen.

Ridder og Norges Rigets Raad. Han var Lehns-Herre 1460.

27. Joen Smör, iligemaade Ridder og Norges Rigets Raad, var Lehns-Herre i Bergen 1472. Det er af ham at Smørs-Gaarden og Smørs-Almændingen har deres Navn. Han var af en ældgammel Norsk Familie.

28. Alf Knudsen Ridder og Rigets Raad. Han var med 1489. at samtykke Kong Hans til Norges Konge. Udi det Aar 1484. var han Lehns-Herre udi Bergen, hvor han dømte mellem Borgerne og de Contorske, saaledes at de sidste inden 3. Aar skulde enten selge eller nedbryde de Bygninger, de havde oprettet Borgerne til Skade, hvis dette ikke skeede, skulde samme Bygninger forfalde til Kongen og Byen.

29. Otto Madsen var Lehns-Herre 1489. og havde tilforn været Kongens Foged i Hardanger.

30. Oluf Ottesen Ridder og Rigets Raad var Lehns-Herre i Bergen 1503. Han var een af de ældste og berømmeligste Familier i Norge.

31. Erik Bagge var Lehns-Herre 1504.

(140)

32. Magnus Joensen forestoed Lehnet i Bergen 1506.

33. Hans Kruckow var Lehns-Herre 1508. og tilforn havde faaet Befalning af Kong Christoffer af Bayern at hemme de fremmedes Uskik i Bergen. Han var med at dømme imellem Bisp Mogens af Hammer og Bønderne paa Hadeland og Rings Ager om den 4de Part af Tienden, som de forholdte ham, og kaldtes Bonde-Luthen, hvilken de selv tilforn havde tilstaaet GUds-Tienesten i Hammer-Kirke til Ophold og Forbedring for deres Forfædres Siæles Roe og Lise og deres Børns Lære og Underviisning, saasom det og af Pave Leone X. var stadfæsted. Endelig blev han som en Fuldmægtig af det Norske Riges Raad sendt til Kiøbenhavn at deliberere om et nyt Konge-Val efter Friderici I. Tiid, men blev paa Veyen optagen og bragt til Lybeck, og der maatte forblive indtil Fred blev slutted mellem Kong Christian III. og de Lybske 1536. Her om findes saaledes antegnet udi M. Evardsens Manuscript, og hvis Data ere rigtige, maa han have opnaaet en meget høy Alder.

34. Hans Bunt een Hollænder, var Lehns-Herre i Bergen 1512.

(141)

35. Jörgen Hansen Skriver, en sær forslagen Mand, en Hollænder af Geburth, var Lehns-Herre i Bergen 1515. Han forbedrede Slottet i Bergen, og sat det mesten deels i den Tilstand, som det nu omstunder er, hvorudover han af Hvitfeld siges først at have bygget det samme, hvilket dog er en Vildfarelse, som jeg tilforn har viiset. Han holdt de Contorske Tommel-Fingeren stærkt paa Øyet, og lod hænge deres Bager strax oven for Kiøbmand-Stuen dem til Skræk, gav ogsaa sine Tienere Lov til at optage alt det Kram-Gods, som fandtes paa Bryggen, og der saaltes imod Borgernes Privilegium. Da han merkede, at Kong Christian II. havde undviget Rigerne, fuldte han ham i Landflygtighed til Holland 1523. og overdrog Lehnets Administration imidlertiid til en Provst ved Navn Hans Knudsen. Han signaliserede sig i Troeskab mod den Landflygtige Konge, bragte ham Undsætning fra Norge til Holland, og førte et nyt Hyldings Brev med sig fra Indbyggerne udi Norge. Dette foraarsagede, at han siden hos Kong Friderik I. blev anklaged som en Lande-Forstyrrer, hvorudover han maatte forsyne sig med et aabet Brev af Kong Christian, saaledes at alt hvad han (142) havde giort var efter den Landflygtige Konges Ordre.

36. Hans Knudsen ovenmældte Provst i Bergen, som i Jörgen Hansens Fraværelse forestoed Lehnet.

37. Vincentius Lunge, een Dansk Adelsmand, men gift og boesiddende i Norge. Han blev af Kong Friderik affærdiget til Bergen for at være Lehns-Herre sammesteds 1523. Han arbeydede med Iver paa at bringe de Norske under Kong Frideriks Lydighed, og erhvervede deres Hyldings Brev, som han skikkede Høystbemældte Konge til Ribe, og igien annammede Kong Frideriks Recess, hvorudi de Norskes Privilegier og Friheder stadfæstes, 1524. Han var med at dømme om Bonde-Luthen, hvorom tilforn er talt. Efter at han havde været nogle Aar Lehns-Herre udi Bergen og Kong Christian den tredie blev udvalt til Konge i Dannemark, blev han tillige med de andre Norske Raad anmodet om at antage denne sidste Konge mod Greve Christoffer af Oldenborg, som førte Kriigen i Dannemark for Kong Christian II. Hvilket og Vincentz Lunge udvirkede Syndenfields, og det mod den Trundhiemske Erke-Bisp Olufs Villie og Vidende. Dette ophidsede (143) saaledes Erke-Bispen imod ham, at han besluttede at hævne sig over samme Herre, mod hvilken han tilforn havde fattet Grol, een deel efterdi han een gang havde bebreydet ham ikke at være af gammel Adel, efterdi hans Fader allerførst var bleven nobilitered af Kong Christian I. een deel ogsaa efterdi Vincentz Lunge af nogle øde Kirker, som Kong Friderik havde givet ham, havde ladet opbygge Lunggaarden i Bergen. Saasom nu Erke-Bispen nyeligen tilforn var bleven opmuntred af Regentinden udi Nederlandene at blive i den fangne Konges Lydighed, og forsikkred om Undsætning, lod han ikke alleene fængsle de Danske Gesandtere, men end ogsaa omkomme Vincentz Lunge, og det paa saadan Maade. Efter at han først havde ladet fængsle Lehns-Herren, skikkede han een af sine Tienere, ved Navn Christoffer Trundsen til Fange-Huuset for at omkomme ham. Trundsen ankom med Trommer og Piber, og lod den Fangne vide, at han skulde døe. Lehns-Herren forlangede da en Præst, hvilken blev ham skikked; men han havde neppe begyndt at bereede sig til Døden, førend Trundsen med sit Selskab brød ind og ynkeligen omkom ham, da han stoed ved Bordet og bedækkede sig (144) med Bord-Klædet. Saadant Endeligt fik denne ypperlige Herre den 3. Januarii 1536. Han var en prægtig, veltalend og forstandig Mand, som Kongerne havde brugt i mange vigtige Forretninger. Han var ogsaa lærd og var promovered til Doct. Juris udenlands. Af hans skiønne Gaard i Bergen sees endnu Levninger, som føre Navn af Lunggaarden.

38. Eske Bilde var Lehns-Herre udi Kong Frideriks I. Tiid, som opskikkede ham til Bergen med det Odenseeiske Fordrag, som var slutted med Hanse-Stæderne, og gav ham Ordre til at hæmme de Tydskes Overmod, og at beskytte de forurettede Borgere. Han udvirkede der saa meget, at de Contorske maatte nedbryde det Blok-Huus de havde paa Vaagen, item de Muure paa Ovre-Gaden, hvor de agtede at forskandse sig. Da kong Christian II. var Kommen til Norge igien, og der havde bevæget de Syndenfieldske til Affald, fremturede Eske Bilde udi sin Troeskab mod Kong Friderik. Efter Kong Frideriks Død seilede han med andre Norske Raad til Dannemark, men da han var kommen udi Sundet, blev han optagen af de Lybske og ført til Lybek, hvor han maatte blive siddende indtil Freden blev slutted med Dannemark. (145) Da han var kommen løs igien, blev han af Kong Christian III. opskikked til Trundhiem for at handle med Erke-Bisp Oluf og de Norske om Hyldingen, men han blev med fleere fangen af Bispen og ført til Tutterøen 1536. Men ved Thore Ruths Anslag, som i Bergen fængslede Christoffer Trundsen, blev han mod samme Trundsen igien løsgiven. Hvorledes Eske Bilde ellers nedrev nogle Kirker i Bergen, og af hvad Aarsag, det er viiset paa et andet Sted.

39. Thore Ruth blev Lehns-Herre udi Eske Bildes Sted, da han blev fangen af de Lybske. Han havde tilforn været Eske Bildes Foget, og signaliseret sig ved at befrie ham af Fængsel; thi da Erke-Bisp Oluf skikkede sin troe Tiener Christoffer Trundsen til Bergen for at bemægtige sig Slottet sammesteds, rottede han og Sti Bagge sig sammen, og ved List fik bemældte Trundsen i Hænder, hvorudover Erke-Bispen maatte sætte Eske Bilde paa fri Fod igien.

40. Christoffer Hvitfeld, een af de Høvedsmænd, som blev opsændt til Opsloe 1532. og med andre underskrev det Leyde, som blev accorderet Kong (146) Christian II. Anno 1537. commanderede han tillige med Truid Ulstand den Flode af 14. Orlog-Skibe, som blev skikked til Trundhiem for at holde Erke-Bisp Oluf udi Ave. Men Erke-Bispen, som ikke havde Lyst til at giøre Modstand, flygtede med fire Skibe og alt sit Gods til Holland; hvorpaa Christoffer Hvitfeld indtog Steenviigsholms Slot, og det heele Nordenfieldske gik Kong Christian III. til Haande. Hvitfeld fik derpaa Befaling at reformere Kirker og Skoler i Norge, efter den Maade, som skeed var i Dannemark. Han blev udi det Aar 1540. skikked med 2. Orlogs-Skibe til Island for der at fængsle den oprørske Bisp, og at tage Landet udi Kongens Eed; hvilket og skeede, og Landet blev tillige med udi Kirke-Sager reformered. Anno 1554. blev han af Kong Christian skikked som Lehns-Herre til Bergen for at tilkiendegive de Oprørske paa Contoret, hvad som var slutted til Odensee; De Tydske beqvemmede sig da til at indgaae nogle Artikle deraf, men Skoemagerne eller Embeds-Mændene vilde ikke samtykke til at betale Told, Skatt og Accise, foregivende, at de vare løse Karle, som dependerede af de Contorske. Og blev intet videre dermed foretaget udi Christoffer Hvitfelds Tiid.

(147)

41. Christoffer Walkendorf til Glorup, var Lehns-Herre 1556. Om hans Opførsel med Skoemagerne er tilforn talt, og hvorledes han spægede de Contorske skal viises udi den Part om Bryggen; han var een af de nyttigste Lehns-Herrer, som Bergen nogen Tiid har haft, saa at hans Navn staaer lige saa vel anskreven hos Bergens Borgere, som det er sort hos de Contorske.

42. Erik Rosenkrands til Hvalsøe, blev Lehns-Herre udi Bergen 1560. og forestoed Lehnet i 8. Aar. Han forærede Kalk, Messehagel og en stor Klokke til Dom-Kirken, og udi det Aar 1568. reysede til Dannemark igien.

43. Mads Skeel blev Lehns-Herre udi Bergen 1568. og forestoed Lehnet udi 3. Aar.

44. Wincentz Juul var Lehns-Herre udi Bergen 1571. og forestoed Lehnet udi 3. Aar.

45. Hans Pedersen til Sem var Lehns-Herre 1574. og forestoed Lehnet udi 4. Aar, Han blev siden Cantzler.

46. Hans Lindenow var Lehns-Herre i Bergen 1578. forestoed Lehnet (148) udi 8. Aar, og imidlertiid stiftede meget got udi Bergen, som hans udgivne Recesser og Dom-Bøger give tilkiende.

47. Niels Bilde var Lehns-Herre 1586. udi 3. Aar.

48. Peder Tott forestoed Lehnet fra 1589. indtil 1596.

49. Lauritz Kruse var Lehns-Herre fra 1596. til 1606.

50. Niels Wind fra 1606. til 1615.

51. Knud Urne var Lehns-Herre 1615. og forestoed Lehnet udi 4. Aar.

52. Knud Gyldenstierne blev Lehns-Herre 1619. og forestoed Lehnet indtil 1627.

53. Oluf Parsberg blev Lehns-Herre 1627. og forestoed Lehnet udi 2. Aar, da blev han forflytted til Trundhiem.

54. Jens Juul kom til Lehnet 1629. og forvaltede det udi fire Aar.

55. Jens Bielke, Norges Riges Cantzler, blev Lehns-Herre over Bergens Stift 1623. og forestoed det i 7. Aar.

(149)

56. Henrik Tott forestoed Bergens Lehn fra 1641. til 1648.

57. Ove Bielke, Norges Cantzler, blev Lehns-Herre udi Bergen 1648. og forestoed Lehnet med Berømmelse udi 17. Aar. I hans Tiid blev 1649. en Kongl. ordinaire Post anlagt mellem Bergen og Christiania: og befodrede han ikke lidet samme Verk.

58. General-Major Reickwein, en fremmed fra Marpurg udi Hessen. Han var af en meget ringe Familie, nemlig en Skrædders Søn, men ved sin Dyd og Meriter banede sig Vey til en Æres-Post efter en anden. Han kom til Bergens Lehn 1666. og forestoed det indtil 1667.

59. Johann Friderik Marskall, Kongl. Majestets Raad og Vice-Cantzler i Norge. Han blev Lehns-Herre over Bergen-Huus 1669. og forestoed samme Embede indtil 1678. da han døde.

60. Efter hans Død blev hans høye Excellence Hr. Christian Gyldenlöv beskikked til Stift-Amtmand over Bergens Stift, og forestoed det, dog ved Amtmændene over Bergens Amt som Fuldmægtige, indtil Kong Christian (150) den Femtes Død 1699. Imidlertiid var han tvende gange, nemlig i Aaret 1695. og 1696. i Bergen. De Amtmænd, som paa hans høye Excellences Vegne forestoede Stiftet, vare først Lars Lindenow, som paa Reysen fra Kiøbenhavn med Frue og Familie leed Skib-Brud paa Jederen, og der omkom 1688. Hannem succederede Hans Nielsen baade som Stift-Befalings-Mandens Fuldmægtig og som Amt-Mand, han døde 1696. Efter ham kom Baron Axel Rosenkrantz i begge disse Bestillinger, men ved den Forandring som skeede ved Kong Christiani V. Død cesserede baade hans Function som Stift-Amtmandens Fuldmægtig, og hans Bestalling som Amtmand over Bergens Amt.

Anno 1699. blev i Hr. Christian Gyldenlövs Sted Christian Stochflet (som tilforn havde været Stift-Amtmand over Christiansands Stift og siden over Christianiæ Stift) beskikket til Stift-Amtmand over Bergens Stift og tillige Amtmand over Bergen-Huus-Amt; thi da cesserede den Bestilling med en à parte Amtmand over Bergen-Huus-Amt, saa at fra den Tiid han og hans Efterkommere har tillige været Amtmænd; (151) han forestoed Stiftet fra 1699. (dog han ikke ankom her til Staden førend 1701. og igien reyste herfra 1703.) indtil 1704. da han ved Døden afgik.

Efter Christian Stochflets Død blev Matthias Tönsberg beskikket til Stifts-Befalings-Mand over Bergens Stift, han forestoed samme Bestilling dog han ikke nogen Tiid kom her til Bergen, paa et Aars-Tiid eller lidt meere; thi Aar 1705. blev i Matthias Tönsbergs Sted efter foregaaende Afstaaelse hans Søn Wilhelm Tönsberg beskikked til Stifts-Befalings-Mand, som til Bergen ankom sidst i Aaret 1705. da han tiltraadde samme sit høye Embede; han forestoed Stiftet og Amtet indtil 1710. da han derfra blev befodred til Stift-Amtmandskabet over Aggershuus-Stift, hvor han i Aaret 1730. ved Døden er afgaaen. Ved hans Afreyse beskikkede han til at forestaae Stiftet i sin Sted tvende Committerede, nemlig Præsident Dysseldorph og Borgemester Fasting.

Efter Wilhelm Tönsberg blev Edvard Hammon, som tilforn var Amtmand over Stavangers-Amt, beskikked til Stifts-Befalings-Mand. Han kom til Bergen i Begyndelsen af Aaret 1711. (152) men, som han kort derefter udreyste i Stiftet, lod han Stiftets Forvaltning imidlertiid forblive ved de tvende Committerede; strax efter sin Tilbagekomst fra Stiftet, som skeede i April 1711. døde han; hvorudover bemældte tvende Committerede fremdeeles efter Slotslovens Ordre forestoed Stiftets Forvaltning indtil December-Maaned 1711. da Hammons Successor Andreas Undahl, som in Junio samme Aar var beskikked til Stifts-Befalnings-Mand, der til Staden ankom; han forestoed Stiftet til 1728. da han døde. Ham succederede Wilhelm August von der Osten, som forestoed Stiftet til 1732. i Februarii Maaned. Efter ham kom Uldrich Kaas, Kongl. Majestets Admiral, som indtil denne Tiid dette sit høye Embede forestaaer.

Dette er Optegnelse paa alle de Lehns-Herrer, som i Bergen have været fra Foreeningen og noget tilforn indtil denne Tiid. Hvis bemældte Lehns-Herrers Navn havde været fundne nogen andensteds, havde jeg dem her ikke anført for ikke imod min Sædvane at opfylde dette Skrift med vidtløftige lister. Men foruden det at man af denne Recit seer Oprindelsen til et og andet som i Bergen (153) af disse Lehns-Herrer er stifted, har denne Orden og Succession tilforn gandske været ubekiendt, saasom derom intet findes udi trykte Bøger, men Historien om denne Orden haver alleene været antegnet af ovenomtalte vindskibelige Mænd udi Bergen, og af deres Skrifter er bleven conservered udi Mag. Edvardsens Beskrivelse. Ellers haver den bekiendte Jens Bielke, Norges Cantzler i sin Tiid udført alle disse Lehns-Herrer udi Danske Riim, som Arnoldus de Fine, fordum Lector Theologiæ udi Bergen har oversat paa latinske Vers. Cantzler Bielkes Vers lyde saaledes:

Deres Orden forfattet i Vers.

Hr. Povel Eriksen Ridder var

Den første, og 10. Aar hersket har.

Saa Arne Ewindsen fik det Lehn

Og tyve Aar beholdt det hen.

Hr. Aamund Findsen det saa fik,

Og ti Aar styrte med god Skik.

Saa Erland Philipsen det Navn

Paa et Aars Tiid havde deraf Gavn.

Saa Hr. Jon af Slægt Darre kaldet

Det at fovalte blev befalet.

Saa Alv Haraldsen det har faaet,

Og ikkun et Aar forestaaet.

Siden Hr. Otte Römer det

Styrte 7. Aar med Lov og Ret.

(154)

Saa Anders Mauridsen nævnes maa

Han commendered elleve Aar.

Saa Mogen Mogensen Væbner Bold

Paa 3. Aars Tiid har haft i Vold.

Saa Suale Joensen efterfuldte

Paa et Aars Tiid raade skulde.

Saa Peder Findsen kom da hid,

Og det beholdt paa 5. Aars Tiid.

Saa kom Hr. Endre Erlandsen

Og nød kun et Aar samme Lehn.

Saa fuldte Aslac Biskop da

Og med et Aar, kom saa derfra.

Saa David Sinckler af Skotsk Æt

Paa 6. Aars Tiid bestyrte ret.

Saa det Mads Jonsen var beskiæret

Som paa 6. Aars Tiid har regieret.

Saa Albert Bild 15. Aar bliver

Lænsmand og andre andet Navn giver.

Saa Hr. Oluf Nielsen en Ridder

I to Aar dette Slot besidder.

Forlehned saa dermed Mons Green

Og sytten Aar beholdt uden Meen.

Saa Erik Helgesen det faaet har

Og fire Aar der Slots-Herre var.

Saa Hr. Erik Biörnsen kom her

Og nød et Aar og ikke fleer.

Saa Hr. Joen Smöer af gammel Stamme

I tolv Aar styrte uden Skamme.

Saa Hr. Alf Knudsen dette naaede,

Og tolv Aar havde til at raade.

Saa Hr. Otte Madsen det erlanget

Og nød til 5. Aar var forganget.

(155)

Saa Oluf Otesen samme Læn

Fik, og 6. næste Aar igien.

Saa kom Henrik Bagg’ i hans Plads

Og fiorten Aar nød den Pallatz.

Saa kom Mons Jonsen i hans Sted.

Og fuldte tyve Aar paa Reed.

Saa Hans Kruckow ham succederet

Og paa 2. Aars Tiid obtineret.

Saa Herman det, Hollænder, fik

I fire Aar, selsom tilgik.

Saa Jörgen Skriver ti Aar nød

Enddog han ey dertil var fød.

Saa fik Hr. Vincentz Lunge det

Der var og nød ti Aar med Ret.

Saa fuld ham næst Hr. Eske Bilde

Og styrte 12. Aar med Raad snilde.

Saa det forvalte Hr. Thor Ruth

Og dog kun et Aar forestoed.

Christoffer Hvitfeld det saa naaer,

Beholdende i fiorten Aar.

Christoffer Walkendorf saa gief,

Fire Aar styrt, saa Hofmester blev.

Saa Erik Rosenkrands dernæst

I otte Aar nød med Fordeel vist.

Saa efter hannem uden Feil

Paa 3. Aars Tiid holdt Mads Skiel.

Saa Gouverneur Vincentz Juul blev

Og 3. Aar her sin Tiid fordrev.

Hans Pedersen det saa haft har

I fire Aar, siden Cantzler var.

Saa fik Hans Lindenow da det,

Og fuld i otte Aar paa Reed.

(156)

Saa Niels Bild 3. Aar det har raad

Saa udi 7. Aar Peder Tott.

Saa Lauritz Kruse efterkom

Og nød ti Aar en Tiid vel rom.

Saa Niels Vind det i ni Aar nød

Og samt paa denne Sted blev død.

Saa blev Knud Urn’ forleent dermed

Paa fire Aars Tiid, bød saa Valeet.

Siden Knud Gyldenstiern tog an,

Paa ott’ Aars Tiid beholdt det han.

Hr. Oluf Parsberg det saa faaer

Forvaltendes i tvende Aar.

Saa Jens Juul Pedersen nød det

Og herpaa fire Aar betrædt.

Saa Jens Bielke otte Aar fuldt har,

Som Rigens Canceler da var.

Saa Henrik Tott det fik at volde

Som det og monne indeholde.

Indtil efter 6. Aars Tilstand

Saa Formands Søn fik det i Hand.

Og den disse Vers har fabriceret

Var den nest for ham præsideret,

Hvilken ham ynsked Lykken al

Og de ham efterfølge skal,

Saa her at herske, de end meer

Maa faa i Himeln at regier.

GUd til Lov og dem alle her

Os endda til langt større der

Af Konning Christian og Konning Frederiks Naade

Bekom han Ove Bielke det Slot og Lehn at raade.

(157)

Og udi sytten Aar Bergen-Huus forestoed

Værendes Høvets-Mand og Norges Cantzler god.

I Fromhed yndelig, i Straffen ikke strænger,

Saa hver Mand havde seet han havde tøvet længer.

Der han fik Trundhiems Lehn, strax Georg Reichwein kom,

Og har paa 2. Aars Tiid beholdt Lehns Herredom.

Der han var lagt i Liig, før Aaret anden sente,

Hans Hansen Commissar det Amtmandskab betiente.

Mens af kong Frederik og af Kong Christian

Blev Johan Frederik Marskall Befalings-Mand

Over Bergen-Huuses Amt den ædelbaarne Herre

Betroed i Bielkes Sted en Canceler at være.

Og efter Reichwein nest Slots-Herre saa forblev

Og Vice-Cantzeler i Norge Retten drev

Af Bielkens Svogerskab han Bielkens Plads betræder

Saa sig ved hans Forsvar Landsens Indvaaner glæder.

(158)

Saa vidt Cantzler Bielke, af hvilken Liste sees at han ikke altiid stæmmer overeens med ovenanførte Forteignelse, saa vel udi Navnene, som i Aars-Tallet. Posteriteten kunde være den gode Herre forbunden for den Omhyggelighed han har haft at conservere disse Bergenhuusiske Lehns-Herrers Navne og Orden, endskiønt han ikke havde giort sig Umag at sætte det paa Vers.

Næst efter Lehns- eller Stifts-Befalings-Mændene ere af den civile Øvrighed de anseeligste Bergens Laug-Mænd. Samme Embede har været af saadan Beskaffenhed: Førend Bergen blev funderet, var Stiftet, som nu heeder Bergens Stift, Bergens og Guletings Laug-Mænd.kaldet Gulatings Laugsogn, og den Ret, som man der dømte efter, var kalden Gulatings Ret; thi Historien viiser, at førend Magnus Haagensen kom til Regieringen, vare der fire Slags Rette udi Norge, nemlig Froste Tings Ret, Gulatings Ret, Oplands Ret, og Vigens Ret. Gulatings Ret havde sit Navn af en Øe, kalden Guløe udi Nordhordlehn, hvor kong Haagen Haagensen anlagde et Retter-Ting, og gav det Navn af samme Øe, efter Mag. Edvardsens Sigelse, hvorvel det synes at saadant maa

(159)

heller forstaaes om dette Tings bedre Indrettelse, efterdi man udi den Norske Historie finder Gulating omtalt før Christendommens Begyndelse, saa at man derfor heller kan bifalde deres Meening, som henføre dens første Stiftelse til Kong Haagen Adelsteen. Laug-Manden, som der med 24. Assessorer holdt Retten, kaldtes Gulatings-Laug-Mand. 12. af disse Assessorer vare altiid tilstede, og de andre 12. udi Nordlandene, og havde de Andenæs i Forlehning af Kongen. Gulatings Laug-Mænd ere saaledes de ældste udi Bergens Stift, fordum Gulatings Laug-Sogn. Men noget efter Bergens Stiftelse finder man at der undertiiden have været 2. Laug-Mænd, een kalden Gulatings og een anden Bergens Laugmand.

Den første Gulatings Laug-Mand, hvis Navn er conservered, var Dagfind Bonde, som levede i Kong Haagen Haagensens Tiid, og havde i sin Ungdom 1194. været med Kong Sverre udi det Slag ved Floor-Vaag uden for Bergen, item udi det andet, som stod paa St. Hanses Vold mod Baglerne. Han var Laug-Mand og Kongens Marsk efter Kong Inges Død, og derfore med Breve fra Bisp Haavard i Bergen og

(160)

Lehns-Høvdingerne i Gulatings Sogn blev sendt til Trundhiem for at kaare Kong Haagen Sverres Søn til Konge.

Sigurder Bryniolfson var Gulatings Laug-Mand udi Kong Erik

Præstehaders Tiid.

Bardar Peterson var Gulatings Laug-Mand 1331.

Bierne Amundarson 1332.

Holta Torgrimson 1342.

Povel Knudtzon 1347.

Torstein Joensen 1350.

Efterfølgende have alleene været Laug-Mænd i Bergen:Deres Orden.

Trondar Krakason 1329.

Einridi Simunarson 1332.

Einar Halvarson 1342.

Ingunder Joensen 1347.

Niels Olufson 1466.

Efterfølgende have været Gulatings og Bergens Laug-Mænd tillige:

Haagen Torgrims Søn Bergens og Gulatings Laug-Mand tillige udi Magni Smecks Tiider 1336.

(161)

Gunar Biarandson 1361.

Arnulfer Gundarson 1389.

Torbiörn Herbiernason 1422.

Einar Eindridson 1425.

Martin Haconson 1428.

Erland Kock 1488.

Mads Störsön 1562.

Axel Frederiksön 1569.

Povel Heliesen 1585.

Jacob Jörgensen, som først var Laug-Mand i Stavanger, men siden udi Povel Heliesens Sted, som blev afsat 1603. blev Bergens og Gulatings

Laug-Mand.

Hans Glad Bergens og Gulatings Laug-Mand 1611.

Peder Hiermund 1630.

Peder Ravn 1634.

Jacob Hansen 1642.

Hans Hansen 1652.

Jens Toller 1663.

Udi denne Jens Tollers Tiid blev hans Hustrues Broder Hans Hansen beskikked til Vice-Laug-Mand: Men, som han nogen Tiid derefter blev nobilitered

(162)

under det Navn af Lilien-Skiold, saa blev Henrik Kok siden Laug-Mand hvilken døde 1695. Denne Henrik Kok havde tilforn været Huus-Bond paa Contoret og derefter Stifts-Amt-Skriver i Bergen, nu omstunder er Laug-Mand Niels Knag, som er nobilitered, og fører Navn af Knagenhielm.

Af disse Lister, skiønt ufuldkomne, sees hvilke de fleeste Laug-Mænd have været fra Kong Haagen Haagensens Tiid, item at der undertiiden paa een gang have været tvende, hvoraf den eene var Bergens, og den anden Gulatings Laug-Mand; endeligen seer man paa det sidste, at der ikkun har været een over heele Bergens Stift, og at han har været kalden Bergens og Gulatings Laug-Mand tillige. Nu omstunder kaldes de Bergens Laug-Mænd alleene. I forrige Tiider pleyede Laugtingene at holdes paa et à parte Cammer paa Bergens Raad-Stue, men siden Raad-Huuset med alle de derpaa værende Documenter og Bøger, undtagen Lov-Bogen og Borger-Bogen bleve opbrændte og lagde i Aske, er Laugtinget bleven holdet i Laug-Mandens eget Huus. Den Tiid paa hvilken Laugtingene holdes er fast sat i den Norske Lovs 1 ste Bogs 3. Cap.

(163)

7. Art. I forrige Tiider var ingen Assessores i Laugtings Retten; Men i Stift-Amtmand Tönsbergs Tiid blev udvirket en Kongl. Befalning, at Laug-Manden skulde være forpligtet til at betiene Retten med de 8. Laug-Rettes Mænd, som efter Lovens første Bogs 7. Cap. 4. Art. dertil aarligen beskikkes og af Magistraten i Eed tages.

Efter Laug-Manden følger Magistraten, som nu omstunder bestaaer af en Præsident, tvende Borgemestere og nogle Raad-Mænd. Udi gamle Dage var Raad-Stuen alleene forestaaed af Raad-Mænd, og finder man at de samme have været til fra 1397. da Ketil Joensen var Raad-Mand. Men Borgemestere finder man allerførst at have været beskikkede af Kong Friderik I. Aar 1528. og var den første Borgemester Anders Hansen fød udi Ribe.

Borgemester og Raad.

Siden den Tiid have stedse været tvende Borgemestere, som undertiiden have haft 7. 8. 9. Raad-Mænd, indtil Kong Friderici III. Tiid, da høyst-bemældte Konge beskikkede dem en Præsident, nemlig Herman Gaarmand. Magistraten sat fordum Retten tvende gange om Ugen, nemlig hver Tiisdag og

(164)

Torsdag, men nu gemeenligen ikkun een gang om Ugen, nemlig hver Torsdag.

Paa Borgemestere og Raad-Mænd haves ingen fuldkommen Antegnelse. Det er ey heller fornødent at antegne deres Navne, helst saasom intet mærkværdigt derved findes. Det er alleene merkeligt, at den første Borgemester Anders Hansen Riber blev begaved med Skiold og Hielm. Den samme havde tient under Kong Hans i den Svenske Kriig. Mag. Edvardsen vidner ellers, at det var almindeligt i Bergen, at Laug-Mænd og Raad-Mænd vare af Adel, og at deres Vaaben og Skiold saadant kand udviise. Det er ingen Tvivl paa, at jo de fleeste Laug-Mænd have været af Adel; Men at Raad-Mændene ogsaa have været adelige Personer, drister jeg mig ikke at sige, helst saasom jeg af den Liste, som findes hos bemældte Autor, seer at mange saa vel Borgemestere som Raad-Mænd have været af ringe Extraction, og have tilforn betient smaa Bestillinger.Præsidenter.

Præsidenterne ere efterfølgende:

Herman Gaarmand, som døde 1674.

(165)

Jürgen Otto, som døde 1688.

Gerhard Dysseldorph, som døde 1712.

Christian Krog, som blev dimittered 1733.

Jonas Liime, som endnu samme Bestilling forestaaer.

Under denne Magistrat staaer Bergens Borgerskab, hvilket er stort og anseeligt; Det samme er deelt udi 8. Compagnier, som alle have deres Capitainer. Udi Nye

Borgerskabets Milice.

Kirke-Sogn ere 3. Compagnier, udi Dom-Kirke-Sogn ogsaa 3. og udi Kaars-Kirke-Sogn 2. Foruden dem er et Compagnie af fattige Folk under Stads-Majorens Direction, og, naar behøves, kand end udgiøres et Compagnie af Borger-Sønner, item Handværks-Svenne og Drenge, saa at man i alt kand regne 10. Compagnier. Over dem alle er en Stads-Haubtmand. Contoret udgiorde fordum 2. Compagnier, men nu kun 1. Compagnie, saa at heele Bergens Borgerskab kand deeles udi 10. til 11. Compagnier. Der ere 16. af de fornemste Borgere, som stedse føre Directionen udi Borgerskabets vigtige Sager, og kaldes de samme de 16. Mænd.

(166)

Politiemester.Saasom Bergen næst efter Kiøbenhavn er den vigtigste af alle Danske og Norske Stæder, saa haver den og ligesom Kiøbenhavn en Politiemester. Henrik Glad var den første Politiemester og beskikked 1692. Nu omstunder er Cancellie-Raad Claus Fasting.

Cap. XI.

Om Bergens Geistlige Øvrighed, Bispe, Kirke- og Skole-Betientere.

DEr have fra Bergens Fundation været forordnede Bispe, Præste, Caniker og Prælater, som Kirker og Klostere have forestaaet. Kong Oluf Kyrre har beskikket de første henved det Aar 1074. og hans Sønne-Søn Kong Osten, som regierede efter ham, har udi det Aar 1110. forøget de samme, saa at der siden den Tiid

En kort Bispe Krønik for Reformationen.

i Bergen stedse haver været en Geistlig Orden af Bispe, Abbeder, Caniker, Archi-Diaconis og Diaconis.

Bisperne have tillige med Canikerne

(167)

 i Begyndelsen haft deres Residentzer og Boeliger paa Communen bag Slottet, hvor endnu Grund-Voldene af dem, Østen for den store Bøg, kand sees. De samme have staaet sammesteds indtil det Aar 1526. da Eske Bilde, som forhen er mældet, lod dem tillige med alle hosstaaende Kirker og Klostere nedbryde, saasom de efter hans Foregivende vare Slottet fornær. Vel gav han Biskop Oluf som til Vederlag for den afbrudte Bispe-Gaard Munkelef Kloster, hvor han siden residerede. Men dette Kloster blev kort derefter ogsaa nedrevet af Thore Ruth udi Mag. Giebles Tiid, og da have Bispene uden Tvivl haft sin Boelig udi St. Clemens Kloster, som nu er Ny-Kirken, og da kaldtes Bispe-Gaarden. Derfra blev Bispe-Sædet endeligen forflytted til Dom-Kirke-Gaarden, som i de Dage var de Graabrødres Kloster. Vel findes der at Bisp Torlef har været i Munkelef Kloster, og der blev ihielslagen 1455. hvoraf man skulde kunne slutte, at de ikke alletiider have boet paa Communen, men det er troeligt, saasom han havde Inspection over alle Klostere udi Staden, han paa den Tiid har opholdet sig der, ikke som udi en Residentz, men alleene paa en visse Tiid for at beskytte Klosteret mod

(168)

de Contorskes Vold og Overlast, og efterdi Lehns-Herren Oluf Nielsen der havde skiulet sig for dem. Om Bergens Bispe, deres Orden, Succession og Bedrifter er hidindtil intet kommed for Lyset, og det, som vi derom have udi trykte Bøger, er ikke uden nogen simple Lister paa deres Navne, og gandske ufuldkomne, hvorudover jeg har holdet fornødent her at indføre den Bergens Bispe-Krønike, som findes udi Mag. Edvardsens Manuscript, og med stor Fliid er forfatted af samme Autor.

1. Bernard, en Engelænder: thi man seer af Historien, at de fleeste Danske Bisper ogsaa ved Christendommens Indførsel vare Engelske, saasom Kongerne da ogsaa regierede over Engeland, hvor Christendommen da længe var stiftet, førend den blev indført i de Nordiske Riger.

2. Svein eller Sveno.

3. Magnus, han var Bisp i Kong Sigurds Tiid 1130. Denne Bisp lod see stor Kækhed imod Kongen; thi da Kong Sigurd, kalden Jorsalafar, vilde forskyde sin Dronning, og igien tage en anden Dronning ved Navn Cæcilia, og allereede lavede Brøllupet til, gik Bispen

(169)

med en Præst ved Navn Sigurd til Kongens Sal, og forlangede Audience. Kongen kom da ud med et draget Sværd i Haanden, og bad ham komme ind. Men Bispen sagde: Jeg haver nu andet Ærende. Jeg har hørt, at I vil forlade eders Dronning og tage en anden Qvinde igien, og forundrer mig over, at I saaledes foragter GUds Ord og Ret, vort bispelige Embede, og eders egen Kongelige Ære. Jeg forbyder eder paa GUds og mit Embedes Vegne at bedrive saadan uchristelig Gierning. Medens han dette talede, rakte han Hovedet i Veyret, ligesom han holdt Halsen tilrede, om Kongen vilde hugge til ham med Sværdet. Og vidnede Sigurd Præst, som da stod hos ham og siden blev Bisp, at Kongen da ansaae ham med stor Bitterhed. Kongen gik derpaa ind i Salen igien uden at svare noget dertil, og Bispen begav sig til sit Hiem, stillende sig an meget vel tilfreds, og da Sigurd Præst forundrede sig derover, at han kunde være saa vel til Mode, eftersom Kongen var saa fortørned mod ham, og raadede ham til at søge Sikkerhed paa et andet Sted, svarede Bispen, at ingen

(170)

Død var ham saa ynskelig som at døe for GUDS Ære og sit Embede. Jeg er glad, sagde han, efterdi jeg har giort hvad jeg burde giøre. Hvordan videre løb af med dette nye Ægteskab, derom taler den skrevne Bergenske Bispe-Krønike intet; Men jeg seer af Sigurd Jorsalafars Historie hos Snoro Sturlesön, at Kongen reysede derpaa til Stavanger, og der fandt samme Stads Biskop meere føyelig; thi skiøndt Bispen i Begyndelsen høyligen lastede dette Kongens Forsæt, lod han sig dog siden formilde med Penge og en stor Skiænk til Kirken, saa at han gav sit Samtykke dertil. Bisp Magnus havde været Bisp længe tilforn udi Kong Ostens Tiid, og bliver berømmed af hans Fromhed og Redelighed. Gert Miltzow vidner udi hans Presbyterologia, at udi hans Tiid den første Kirke paa Woss skal være bygged.

4. Ottarus eller Odder.

5. Sigvardus eller Sigurd, ovenomtalte Præst som fuldte med Bisp Magno, da han gik udi det vigtige Ærende til Kong Sigurd Jorsalafar. Han indrømmede det saa kaldte Lyse-Kloster til Abbed

(171)

 Raynulpho og de Munke, som stode under ham.

6. Nicolaus.

7. Paulus.

8. Martinus var Bisp udi Bergen 1202. udi Kong Haagen Haagensens Tiid, med hvilken han saa vel som Erke-Bisp Erik af Trundhiem og de andre laae udi Tvistighed, og fuldte Baglernes Parti imod Kongen, saa at de derudover flakkede allevegne om, og vare nu i Dannemark, nu i Sverrig. Dog blev der omsider et Forliig sluttet, og enhver begav sig til sin Bispe-Stoel igien. Udi Kong Ingi Baardsens Tiid var han med at forlige Haagen Jarl og Kongen, hans Broder, udi den Tvistighed om Successionen i Regieringen efter deres Død, hvilket Forlig han med de andre Bispe undertegnede.

9. Havardus levede udi Kong Haagen Haagensens Tiid, mod hvilken han lod see store Prøve paa Troeskab; thi da Trundhiemmerne vilde disputere ham Riget, affærdigede denne Bisp med de Fornemste udi Gulatings Sogn Dagfind Bonde, Kongens Marsk og Laug-Mand Aar 1218. med Breve til Trundhiem,

(172)

hvorudi de lode Trundhiemmerne vide, at, hvis de ikke vilde antage ham til Konge, vilde Indbyggerne udi Gulatings Sogn det giøre. Geistligheden af Trundhiem arbeydede vel paa at bringe ham fra saadant Forsæt, men han blev stedse fremturende derudi. Saasom Kongen havde tilbudet sig at beviise sin Ret ved Jærnbyrd, og Erke-Bispen med Grev Skule og andre komme til Bergen for at drive paa dets Fuldbyrdelse, var Bisp Havardus tilstede, da saadant skeede, og dømte i Sagen, efter at Kongens Moder uskadt havde baaret gloende Jærn.

10. Arno, hvilken var overværende da Kong Haagen Haagensen 1248. blev kroned af Cardinal Wilhelmo.

11. Petrus Biskop i Bergen udi samme Kong Haagens Tiid.

12. Ascatinus fuldte Kong Haagen Haagensen paa hans Tog til Skotland. Da Kongen var død paa Süder-Øerne, førte han hans Liig tilbage igien. Udi hans Søns Kong Magni Tiid blev han 1264. skikked som Gesandt til Skotland for at handle med den Skotske Konge Alexandro om Süder-Øerne. Anno 1269. blev han Bisp i

(173)

Bergen. Han var af Herkomst en Engelænder, og meener Gert Miltzow, at han har indviet Wosse-Kirken paa Vangen.

13. Narvo eller Narfve blev Bisp i Bergen 1278. og udi Kong Erik Præstehaders Tiid tillige med Erke-Bispen af Trundhiem undertegnede den Anstand som blev slutted mellem Kong Erik af Norge og Kong Erik Menved af Dannemark. Udi Kong Haagen Magnusens Tiid var han een af de 12. Rigets Raad, som undertegnede den Forordning om Kongernes Arve-Tal i Norge. Paa det Mode som holdtes mellem Kongerne af Dannemark og Norge 1308. undertegnede han den Fred, som da blev slutted.

14. Arno hans Successor blev iligemaade brugt udi Rigets Forretninger, hvilket var almindeligt paa de Tiider, saa at Bisperne heller kunde ansees som Rigets verdslige Raad, end Kirkens Forstandere, hvorudover det meste, som findes i deres Historier, angaaer Staats Sager.

15. Anfindus siges at have været Biskop i Bergen 1318. og synes en Tiid lang at have været den forriges

(174)

Suffraganeus eller Vice-Bisp. Han døede 1329.

16. Haco eller Hacqvinus blev udvalt 1331. og døde 1341.

17. Torstanus blev Bisp i Bergen 1342.

18. Gisebertus eller Gilbertus var udi Kong Magni Smecks Tiid 1343.

19. Benedictus eller Benedix en Dansk Mand.

20. Jacobus blev ordinered til Bisp i Bergen 1378. levede udi Kong Haagen Magnusens og hans Søns Kong Olufs Tiid, hvis Val han bivaanede, som een af de fornemste Rigets Raad. Han var med i at opsætte de Forordninger, Bergens Handel angaaende, hvorom tilforn er talet, undertegnede ogsaa med de andre Norske Herrer 1388. det Document, hvorudi de erklærede at Norge var et Arve-Rige, og erklærede Aaret derefter Ericum Pomeranum til Konge i Norge.

21. Aslacus Bolt var Biskop udi Dronning Margaretes Tiid 1400. item Lehns-Herre og Canceler tillige med udi Erici Pomerani Tiid.

(175)

22. Arnoldus eller Aarent var Bisp i Bergen 1429. da den bekiendte Søe-Røver Bartholomæus Vogt indfaldt udi Bergen og udplyndrede Staden, flygtede han derfra med fire Engelske Skibe, efterdi hverken Bispe-Gaarden eller Kongens Gaard den Tiid var befæstiged. Han blev siden Aar 1435. beskikked til at være Erke-Bisp i Trundhiem udi Erke-Bisp Olufs Sted, som mod Erici Pomerani Vidende var udvalt: Men han døde kort derefter.

23. Olaus eller Oluf Gran, som blev udvalt til Bisp 1434. Han blev ogsaa brugt udi Rigernes vigtige Sager. Hvad han har giort udi Kirke-Sager findes intet.

24. Torlavus eller Torleif blev Bisp 1450. og udi det Aar 1455. udi Munkelef-Kloster af de oprørske paa Contoret blev ihielslagen, da han med Sacramentet gik dem imod for at hindre dem udi deres mordiske Forsæt mod Lehns-Herren Oluf Nielsen.

25. Andreas. Andre kalde ham Andor, blev udvalt 1455.

26. Olaus.

(176)

27. Finno eller Finde var Bisp i Bergen 1464.

28. Johannes Teistius eller Hans Teiste kom til Bispe-Stoelen 1474. Han bivaanede Kong Hanses Kroning og samtykkede hans Søn Hertug Christian til Konge i Norge efter hans Faders Død. Han var med at dømme om den ulovlige Bygning, som de Tydske havde foretaget paa Stranden, og afsagde saadan Dom, at deres Huuse sammesteds inden 3. Aar skulde sælges eller nedbrydes under Faldsmaal.

29. Andorus eller Andor blev Bisp 1506. Han var med at samtykke Kong Christian II. til Konge i Norge, hvorvel han herved vilde foreskrive Kongen nogle Conditioner, som ikke vare ham behagelige, og maa det have været Aarsag til den Kaaldsindighed, høystbemældte Konge bar mod ham; thi, da han fik Tidender om hans Død, sagde han: Vi havde ellers en Gaas at plukke sammen.

Oluf Torkeldsen sidste Romerske Bisp.

30. Oluf Torkeldsen den sidste Romerske Bisp, udi hvis Tiid Reformationen blev indført udi Bergen saa vel som heele Norge. Udi den Tvistighed, som var imellem Kong Christian II. og

(177)

Kong Friderik I. slog han sig til Kong Frideriks Partie, og, endskiønt Erke-Bisp Gustav Trolle søgte at trække ham med alle andre Norske Bispe paa Kong Christians Side, blev han dog ved sit Forsæt, sigende: at han ikke vilde bryde det Troeskabs Løfte, som han eengang havde giort Kong Friderik, hvilket er den eeneste Lov-værdige Gierning, som tillægges denne Bisp; thi, hvorledes hans Opførsel ellers var, kand sees af det Portrait, som ham gives af Mag. Absalon udi Bisp Giebles Historie, og saasom det samme er tilforladeligt, efterdi Autor levede kort derefter, vil jeg det her Ord for Ord indføre. Det lyder saaledes:

Anno 1523. blev Oluf Torkeldsen, Kanik og Erkedegn udi Bergen, udvalt til Bisp in Crastino Tiburtii, det er, den 14. April, om hvilken, endskiønt ingen bør have ond Meening om nogen i sit Hierte, meget mindre i Skrifter fortale, jeg storligen forundrer mig, hvi de fromme Herrer udi Bergens Capitul have udvalt ham til Biskop. Endog jeg vil ikke mynstre de gode Herrer

(178)

eller dadle deres Gierninger, maa dog alligevel den som skal skrive Historie, fortælle saa vel det onde, som det gode. Maa skee de gode Herrer have haft Henseende til hans Alder item Værdighed, efterdi han var Erkedegn, og derhos forfaren i verdslig Handel. I det øvrige veed jeg ikke, hvad der har bevæget dem til at Hans Historie.udvælge ham til Bisp, i sær, efterdi der var ingen synderlig Lærdom hos ham, og der fandtes mange andre i Capitulet, som vare lærdere end han. Jeg hørde ingen Dyd, hvoraf Mag. Gieble ham rosede uden at han var belæsed udi Historien, sær udi den Nordiske, og at han vidste at samle Gods og Rigdom.

Hos denne ringe Dyd var han behæfted med mange Laster: Han var en hæftig Hader af den Evangeliske Lærdom, som en Munk i Bergen, ved Navn Antonius, der siden blev kalden til at være Sogne-Præst til St. Halvards Kirke, først prædikede. Han vilde derfor

(179)

ikke boe i Bergen, men bygde sig en Kirke og en Gaard paa Ask, hvor han fæstede sin Boelig, sigende, at han kunde ikke fordrage de Religions Disputer, som da toge Overhaand, hvorvel den rette Aarsag var, at han saae sin Myndighed formindsked ved Reformationens Indførsel. De Contorske kaldede ham Biskop Botterlop, efterdi han først saalte en Løb Smør for en Daler. De digtede derforuden Viiser om ham, og ginge forklædde trommende paa nogle tomme Smør-Kar, og det lige under hans Residentz, som var Munkelef, hvor han holdt til, siden gamle Dom-Kirke blev nedbrudt af Eske Bilde.

Biskop Oluf var ellers ikke mindre ødsel end gierrig (thi Gierrighed er en Følge af Ødselhed, og findes oftest sammen udi et Menneske.) Han holdt mange Hoff-Mænd med stor Bekostning. Hans Kiøgemester Joen Botolfsen, og andre som vare hans Raadgi|180vere, bestyrkede ham i hans Overdaad. Han skrabede meere Jorde-Gods sammen, end 10. andre Bispe for ham. Saa snart en Bonde havde begaaet ringeste Forseelse enten med Leyer-Maal eller andre Sager, straffede han ham ikke paa Penge, men paa Jorde-Gods. Der er beviisligt, at han alleene udi Sogns-Fogderie skrabede tilsammen 37. Jorder og Jorde-Parter, foruden det han samlede paa Woss og udi de andre Fogderier. Han fandt saadan Smag udi Hamborger-Øll, hvilket jeg ofte hørte Mag. Gieble fortælle, at han gav en Tønde Smør for en Tønde Hamborger-Øll og lod den føre til sig paa Woss.

Paa Woss lod han bygge sig en Træe-Kirke, hvilken han beriigede og ziirede med den herlige Steen-Kirkes Midler og Ornamenter. Udi samme Træe-Kirke lod han grave sit Contrafey udi et Træ-Billede med sin Vorte paa Næsen, som Doct. Jens Schielderup

(181)

lod siden tage af samme Kirke, og føre til Bergen. Da det lakkede til at han skulde døe, raabte han paa sin Sotte-Seng: O mit Dugstun, mit Dugstun, det er, Dukstad, som var hans Slot, hvorpaa han residerede, og der blev beskytted af Wosserne. Thi Tun eller Tune er paa Norsk det samme som Gaard, og haver uden Tvivl det Engelske Ord town deraf sin Oprindelse. Han sat sig udi en stor Gield paa Garpe-Bryggen, hvilken siden Mag. Gieble efter Kongens Befaling af hans Huusgeraad maatte betale. Saa vidt Mag. Absalon.

Han var Bisp udi 10. Aar fra 1523. til 1533. da han døde første Trinitatis Søndag, paa hvilken man forklarer det Evangelium om den rige Mand og Lazaro, og blev begraven udi Hoved-Kirken paa Woss med saadant Grafskrift:

Hic jacet Olaus Torchilli filius olim

Qvi pastor ruri & Præsul in urbe fuit.

(182)

Sunt qvi illum laudant, nec desunt qvi qvoqve culpant.

Sed dirimit litem Christus utrimqve brevi.

Dette er en Optegnelse paa de Bispe, som have været i Bergen indtil Reformationen. Den er kun tynd og maver, og giver liden Oplysning udi Kirke-Historien. Men de Nordiske Kirke-Historier ere fast ikke af anden Betydning, og det af Mangel paa Materie.

Dog er denne Liste rigere end nogen af de andre Norske Bispe-Lister, som hidindtil have været komne for Lyset; thi vi have udi vore trykte Bøger fast intet uden Bispernes blotte Navne.

Nu følge de Evangeliske Bispe, hvor af den første var oftomtalte

Mag. Gieble, en Normand, fød paa Helgeland, og var af Adel, skiønt hans

Liste paa de Evangeliske Superintendenter.

Fader var kun Raadmand i Bergen; thi Mag. Edvardsen vidner, at adskillige Raadmænd paa de Tiider vare af Adel; Han gik i Skole udi Holland i den Stad Alcmar, hvor han ved en Tale saaledes insinuerede sig hos Abbeden udi et Kloster, at samme Abbed søgte at overtale ham til at antage

(183)

Ordenen, og begive sig udi Klosteret. Men Mag. Gieble takkede ham for saadant Tilbud, og sagde: at han endnu havde Lyst til at fortsætte sine Studeringer, og at hans Tiid endda ikke var kommen.

Derfra reysede han til Løven og der blev Mag. Philosophiæ. Imidlertiid havde han Omgiængelse med Vincentz Lunge, som siden blev Lehns-Herre i Bergen, item med Christoph. Morsiano Doct. Medicinæ. Han havde besynderlig Lyst til Mathesin, hvorudi han en Tiid lang havde øvet sig og dertil kiøbt mange Instrumenter.

Bisp Giebles Historie.

Iligemaade elskede han Musiken; Da han kom til Bergen igien, blev han af Bisp Andor først beskikked til Skolemester, og siden udvalt til Kanik, og endeligen til høye Altar af vor Frue-Kirke.

Efter Bisp Andors Død affærdigede Bergens Capitel ham til Kiøbenhavn for at anholde hos Kongen om en nye Bisp i hans Sted, og saasom Kong Christian II. den Tiid var indvikled udi store Uroeligheder, og dem blev svaret: at de maatte udvælge sig een hvem de vilde, udvalte de Oluf Torkildsen Kanik og Erkedegn i Bergen; hvorpaa Mag.

(184)

Gieble blev skikked til Rom for at erholde samme Bisp Olufs Confirmation hos Paven. Han opholdt sig længe udi Rom uden at blive expedered, saa at han merkede at de Pavelige Betientere vilde smøres; herudover maatte han beqvemme sig dertil, men sagde derhos af Utaalmodighed: Jeg lover, at vi Norske aldrig meer efterdags skal komme til Rom, saa at de der hørte saadant raadede ham til at moderere sin Tale, sigende: at han kunde geraade i Uleylighed, hvis saadant kom Paven for Ørene. Men dette som han her truede med blev fuldbyrded i hans egen Tiid, skiønt han da ikke kunde forestille sig den forestaaende Kirkens Reformation. Endeligen erholdt han Bisp Olufs Confirmation, og dermed kom til Bergen igien, hvor han strax derpaa blev udvalt til Archi-Diaconus, og efter Bisp Olufs Død blev han af Erke-Bispen af Trundhiem udvalt til at være Bisp i hans Sted, hvilket Val Capitulet i Bergen og stadfæstede. Han sendte strax efter Bisp Olufs Død en Kanik til Kongen med den afdøde Bisps Testamente og Siæle-Gave, hvormed de Romerske Bispe pleyede at regalere Kongerne, og bestoed denne Gave udi et Sæt af Sølv-Beggere mange i hinanden, og var det saa tungt,

(185)

at en Karl neppe kunde bære det. Om dette har været sædvanligt, som Mag. Absalon foregiver, saa er det værdt at antegne udi den Norske Bispe-Historie, som ellers er heel maver, og derhos saa u-tydelig, at man deraf fast ikke kand see, hvilke Regler der i agt toges med Bispernes Val; thi nu synes Capitulet at have alleene været berettiged til at kalde, nu Kongen, og nu igien Paven, og at Confirmationen har været søgt nu hos den eene, nu hos den anden. Efter Bisp Olufs Død siges Erke-Bispen af Trundhiem at have kaldet Mag. Gieble, og Capitulet at have confirmeret hans Val, hvilket er et Hysteron proteron, som jeg ikke finder ved andre Bispers Electioner; men det er troeligt, at Tiidernes Tilstand har været Aarsag til saadan usædvanlig Omgang.

Naar Mag. Gieble ellers begyndte at faae Smag paa den Evangeliske Lærdom, derom mælder Mag. Absalons Historie intet. Man seer alleene, at han udi det Aar 1537. reysede til Dannemark, og der af Kong Christian III. blev kalden til den første Evangeliske Superintendent over Bergens Stift, og af Doct. Pomerano tillige med 7. andre Danske Bispe ordinered i vor Frue-Kirke

(186)

 i Kiøbenhavn. Samme Ordination indfaldt paa den Søndag, da man hører det Evangelium forklare om de 10. Spedalske, og, som Mag. Gieble efter Ordinationen lod sig indfinde med en god Foræring til Ordinator, lod Pomeranus ham derfor betakke, og derhos sagde til Budet: Nonne decem mundati sunt? Novem autem ubi? Non sunt reversi, qvi darent gloriam Deo, nisi hic alienigena. Det er: Ere ikke de 10. rensede, hvor ere da de 9.? Kom der ingen tilbage at give GUd Æren, uden denne Fremmede, meenende derved, at af alle de Superintendenter, som samme Dag vare ordinerede, ingen havde ladet see nogen Høflighed, uden denne Nordmand. Det er troeligt, at Doct. Pomeranus har sagt dette heller af Skiemt, end af Fortrydelse, hvorvel det havde været bedre intet at tale om de andres Utaknemlighed, og at have skikket Mag. Giebles Foræring tilbage.

Efterat Mag. Gieble saaledes var ordinered til Evangelisk Bisp, bekom han af H. M. til Underholdning Munkelefs og St. Hans Klosters Rente, som han og beholdt sin Livs Tiid. Da han kom til Bergen igien, lod han see stor Fliid i at forfremme Reformationen og tillige med boglige Konster. Til den En

(187)

de lod han strax bygge en Skole paa Dom-Kirke-Gaarden, som var den første efter Reformationen, og beskikkede dertil en Rectorem, som han formanede for alting at underviise Ungdommen udi Lutheri liden Catechismo. Da Skolen var opbygged, lod han forbedre den forfaldne Dom-Kirke, og derpaa anvendte 1000. Gylden af sine egne Penge, lod ogsaa af sine egne Midler opbygge Bispe-Gaarden og Sogne-Præstens Residentz. Saasom han fornam, at der var stor Mangel paa beqvemme Personer til Kirkens og Skolens Tieneste, anholdt han hos Doct. Palladio om nogle dertil duelige Mænd, men kunde ingen bekomme, saasom der var et almindeligt Rygte, at de Norske var et haardt Folk, der sloge Præster og andre ihiel. Hans Iver var saa stor i at forfremme Kirken, at han i den Henseende ikke vilde begive sig i Ægtestand, paa det han kunde anvende alle sine Midler til helligt Brug.

Mig drages til Minde, siger Mag. Absalon udi hans Historie, at han een gang om Sommeren udi det Aar 1549. da jeg Absalon Pedersen var hiemkommen fra Kiøbenhavn, udi mange Præsters og

(188)

Borgeres Selskab giorde sig lystig og glad, da raadede nogle ham, at han skulde gifte sig og avle Børn og Arvinger. Han svarede dertil: Hvad ville I tale om Børn og Arvinger, see sagde han nikkende til mig, som sad med til Bords, der sidder min Søn og Arving. Han og hans Liige ere mine Børn og Arvinger, hvilket han og i Gierningen har beviised baade mod mig og andre. Mag. Absalon fortæller derpaa de Velgierninger, Bispen har beviiset ham, hvilket jeg her ikke vil anføre. Denne fortreffelige Mand døde udi Bergen den 7. Martii 1555. efterat han havde været Bisp og siden Superintendent udi 20. Aar, og staaer hans Ihukommelse høyt anskreven i Bergen.

2. Doct. Jens Skielderup, den anden Evangeliske Bisp, havde tilforn været Professor Philosophiæ ved Kiøbenhavns Universitet. Han blev ordinered til Bisp i Bergen 1557. og bekom han blant andet St. Laurentii Præbenda til Indkomst. Man seer ellers, at hvorvel Reformationen var indført i Bergen, og Bisp Gieble meget havde

(189)

arbeydet paa dens Forfremmelse, saa have dog endda været tilbage adskillige Levninger af den gamle Overtroe, og at Almuen endda dyrkede Billeder udi Kirken. Dette foraarsagede, at Biskop Schielderup tog sig for udi de Aaringer 1570. og 1571. at giøre en Ende derpaa, og udførede saa vel af Dom-Kirken som af andre hellige Stæder dislige Billeder, som bragte Almuen til afgudisk Dyrkelse, saa at mange derfore fattede Had og Bitterhed mod ham. Bisp Schielderup døde 1582. og efterlod sig mange Børn, blant hvilke Peder Schielderup, som siden blev Biskop i Trundhiem, hvis Søn igien Jens Schielderup blev Biskop i Bergen.

3. Andreas Michelsen Foss blev Bisp i Bergen 1582. Den samme havde vel reyst i sin Ungdom, og døde 1606.

4. Andreas Mikelsen Buck blev Biskop 1608.

5. Doct. Niels Paasche blev Biskop 1616. og døde 1636.

6. Ludvig Munthe. Han reysede udi sin Ungdom som Hofmester udenlands med Otto Lindenovs tvende Sønner

(190)

 og ved sin Tilbagekomst 1619. blev Philosophiæ Magister. Derpaa giorde han en anden udenlands Reyse med samme Lindenows Børn. Anno 1624. blev han kalden til Sogne-Præst til Borreby og Lyddekiøbings Meenigheder. Anno 1634. blev han Christiani IV. Hof-Præst, og 1636. Biskop udi Bergen, udi hvilket Embede han var udi meer end 12. Aar, indtil 1649. da han ved Døden afgik. Han var Fader til 15. Børn, nemlig 5. Sønner og 10. Døttre, som han alle avlede med Ingeborg Sørens Dotter Friis, og er af disse Børn den store og Tal-rige Familie udi Norge descenderet. Han var min Oldefader, og er jeg opkaldet efter hans Navn. At hans Forfædre have været nobiliterede, er alle udi Bergen bekiendt. Den første af Familien skal have været Adam Munthe, hvilken blev General-Major i Keyserlig Tieneste og nobilitered. Han var Farfader til denne Bisp Munthe. Han stiftede de Syvslets Bønner om Morgenen udi Dom-Kirken, som holdes ved Hørerne udi Skolen, item de Bønner, som holdes om Eftermiddagen Kl. 3. ved Skole-Børnene. Han anordnede og Aar 1638. at udi Fasten hver Dag om Ugen, undtagen Løverdagen, skulde Klokken 7. om Morgenen holdes Passions-Prædikener, og da hver gang forklares

(191)

en Part af Passions-Historien. Han beskikkede ogsaa udi Latin-Skolen den fierde Lectie.

7. Jens Schielderup, den forrige Bisp Schielderups Sønne-Søn. Han var først Sogne-Præst til Lunde Dom-Kirke udi Skaane, siden Slots-Prædikant. 1639. blev han Sogne-Præst til St. Nicolai Kirke i Kiøbenhavn, og endelig 1649. Biskop udi Bergen.

8. Niels Envoldsen Randulf, som tilforn var Sogne-Præst udi Hellig Geistes Kirke i Kiøbenhavn.

9. Mag. Niels Smeed.

10. Clemens Smit.

11. Detlef Müller, som tilforn var Slots-Præst.

12. Oluf Borneman, som tilforn var Lector Theologiæ, og endnu lever.

Næst effter Bisperne ere de Fornemste blant Geistligheden Lectores Theologiæ, hvilke ere som Professores ved de store triviale Skoler, og bleve beskikkede i de store

Lectores.

Stæder siden Reformationen. Udi Bergen finder jeg ingen Lector Theologiæ at have været paa den Fod førend 1553, da den udi dette Verk offtciterede Mag. Absalon Pedersen blev

(192)

udvalt til Lector Theologiæ, og udi det Aar 1560. med det heele Capituls Samtykke blev publicus & juratus Capituli Bergensis Notarius, og finder man, at han offentligen læsede over locos communes Philippi Melanchtonis. Denne Absalon Pedersen var en lærd og fornufftig Mand, og er hans Fliid at tilskrive det lidet vi have om Bergen. Han har effterladt sig trende Skriffter, som tiene til denne Stads Histories Oplysning. Nemlig: (1) Norges Beskrivelse forfatted 1575. (2) Hans Protocol fra 1550. til 1571. (3) Hans Oration om Mag. Gieble skreven 1592. Saasom jeg har viiset, at han blev udvalt til Notarius Capituli, maa jeg derved erindre, at Bergen fra dens første Stiftelse har haft dets Capitul, og at det samme, endskiønt alle Klostere ved Reformationens Indførsel bleve afskaffede, blev her saa vel som andre Steder staaende ved Magt, og det efter Luthers Begiering, som anholdt hos Kong Christ. III. at ikke Collegia, hvor Canonici vare boesiddende, skulde afskaffes og tages under Kronen, men maatte blive ved den Brug, hvortil de først vare beskikkede, paa det at lærde Mænd i disse Riger med Canonicater kunde forsørges, hvorfore ogsaa Kongen befoel, at Collegia

(193)

Canonicorum skulde blive ved Magt, saa vel for den Aarsags Skyld, som for at dømme i Ægteskabs Sager, saa at de nu værende Capitler eller Consistoria ere ikke uden Geistlige Rette, hvorudi præsiderer Stift-Befalingsmanden, og haver til Assessores een Deel Geistlige samt Rectores i Skolerne, hvoraf sees, hvor vidt de differere fra de gamle Capitler, hvis Canonici udvalte Erke-Bisper, Bisper og Prælater.

2. Jens Christensen var den anden Lector, nemlig Aar 1587.

3. Thomas Hansen fra 1604. til 1613.

4. Rasmus Eriksen Assenius var Lector 1616.

5. Jonas Severinus fra 1619. til 1651.

6. Peder Nielsen Leem, min Morfader, var Lector fra 1651. til 1663.

7. Arnoldus de Fine, først Rector og siden Theologiæ Lector, hvilket Embede han forestoed indtil Aar 1672. da, saasom han blev beskikked til at være Vice-Biskop i Trundhiem udi Mag. Erik Bredahls Alderdom, og Bisp

(194)

Bredahl døde kort derefter, reysede han til Trundhiem. Han døde udi Kirken, da han havde ordineret 2. Præste.

8. Hans Daberg blev Lector 1672.

9. Mag. Niels Smeed, som kom til Lectoratet 1685. og blev Bisp i Bergen 1711.

10. Oluf Borneman, som siden blev Bisp 1732.

11. Edvard Londeman, som har Titel af Ass. i Høyeste Ret og Consistorial-Raad.

Efter Lectores følge Sogne-Præsterne, hvis Navne jeg her ikke vil anføre; men til Slutning af dette Capitel tale noget om den store latinske Skole.

Skolen og dens Betiente.

Den latinske Skole.

At der af Begyndelsen, og førend Reformationen skeede udi Norge, jo i Bergen have været Skoler, vidner Mag. Absalon udi Mag. Giebles Historie, og siger, at den gamle latinske Skole har været paa Communen bag Slottet, hvor alle Geistlige havde deres Gaarder, og de fleeste Kirker og Klostere stoede. Denne Skole siger han at Bisp Gieble har

(195)

freqventeret, førend han reysede udenlands. Da bemældte Mand kom tilbage igien, blev han af Biskop Andor giort til Skolemester eller Rector i den Skole paa Kanike-Bierget, hvilket Embede han forestoed til 1518. da han blev giort til Canonicus. Dette er alt hvad man kand sige om den gamle Skole i Bergen, hvilken efter Mag. Giebles Bortgang blev staaende, indtil den tillige med de andre Kirker og Bygninger blev nedreven af Eske Bilde, som før er sagt, og synes det, at fra den Tiid indtil Bisp Giebles Ordination til Superintendent ingen Skole har været.

Men, saa snart Mag. Gieble var bleven Superintendent over Bergens Stift, lod han strax paa det Sted ved Dom-Kirken, hvor endnu Skolen staaer, opbygge en liden Skole, og dertil beskikkede at være Lærere Erik Loss og efter hans Bortgang Sören Pedersen, og finder jeg da, at man besynderlig har forklaret Computum Ecclesiasticum Spangenbergii, og Borbonium de Moribus. Derefter skrev Bispen Doct. Palladio til om en anden Rector, hvilken ogsaa blev ham skikked, og kaldtes den samme Jacob Madsen. End beskikkede han nok tvende andre, nemlig Haagen Lauritzen

(196)

og Peder Simonsen Krag, saa at der vare 5. Skolemestere i hans Tiid, med hvilke denne ypperlige Bisp ikke alleene havde nøye Indseende, men tog dem mange Skole-Timer selv af. Da han fornam, at formedelst Disciplernes Tilvæxt Skolen blev for liden, lod han føre den store Convent-Stue fra Bispe-Gaarden, og sætte den paa Kirke-Gaarden til en Skole, og lod ogsaa anrette Boelig for Skolemesteren. Men dette var kun for at behielpe sig til en Tiid; thi udi den 5te Rectoris Tiid lod han 1554. en stor og gandske nye Skole oprette paa det Sted, hvor den endnu findes og staaer, skiønt den siden nogle gange har været afbrændt.

Efter Biskop Giebles Død have de Høylovlige Danske Konger ladet see stor Omhyggelighed for samme Skoles Vedligeholdelse og Forbedring, saa at den meere og meere er tiltagen, indtil den er kommen i den Stand, som vi nu see den at være udi. Udi Biskop Giebles Tiid var kun Skolemesteren alleene. Udi Biskop Jens Schielderups Tiid bleve beskikkede tvende Hørere, og siden tvende andre, saa at der ere 4re Lectier foruden Mester-Lectien. Udi Biskop Niels Paasches Tiid, nemlig

 (197)

1633. blev allerførst beskikked en Conrector, som var Jacob Siursen, og den sidste eller 4de Lectie blev anordned af Biskop Ludvig Munthe, og maa dette være nok talt om Bergens Skoles Oprindelse og Tilvæxt.

Rectorum Navne ere efterfølgende:

Rectores.

1. Erik Loss.

2. Sören Pedersen.

3. Jacob Madsen.

4. Haagen Lauritzen.

5. Peder Simonsen Cragius.

6. Absolon Petrejus Beyer.

7. Jörgen Eriksen.

8. Hemming Hemmingsen Due.

9. Absolon Pedersen Beyer, anden gang.

10. Jacob Christensen, en u-ordentlig og uskikkelig Mand, hvilken omsider sagde sig af med Embedet, hvormed alle vare fornøyede, efterdi Skolen under ham blev forsømt. Efter denne hans Dimission reysede han til Kiøbenhavn, og der under falsk Foregivelse, at han endnu var Rector, erholdt Kongens Brev paa et Præbenda som Slots-Præsten

(198)

Jörgen Eriksen havde. Dette Brev forfalskede han saaledes, at i Steden for som er Skolemester skrev han som var Skolemester. Da dette blev aabenbared, blev han af Eric Rosencrands forfuldt med Lov og Ret, blev ogsaa dømt fra Liv og Embede: Dog formildede hans Majestet Kong Friderik II. Dommen, saa at han blev benaaded paa Livet. Dette foraarsagede, at Absolon Beyer, som da var Lector Theologiæ og Notarius Capituli maatte 3die gang antage Skolen igien, indtil den kunde forsynes med en anden.

11. Jonas Pedersen, som efter Beyers Dimission blev kalden fra Trundhiem.

12. Erik Olsen en Bonde-Søn, som siden blev Sogne-Præst paa Woss.

13. Jonas Schanke.

14. Peder Brock.

15. Christen Bruse.

16. Hans Thomesen.

17. Jonas Sörensen.

18.Engelbrecht Jörgensen.

19. Arnoldus de Fine, som siden blev Lector.

(199)

20. Claudius Nicolai Bleckingius. Udi hans Tiid skeede den Forandring, at Hammers Kald, som tilforn var perpetuered til Skolen, blev afsondred derfra igien mod en Afgift af 80. Rdlr. Dette udvirkede da værende Told-Forvalter Herman Gaarmand i Faveur af sin Søn Anders Gaarmand, som blev Pastor til Hammer. Men dette Kald er siden kommen til Rectoratet igien.

21. Sören Pedersen, som i nogle Aar havde været Vice-Rector i Henseende saa vel til Rectoris Blekingii, som Conrectoris Mag. Edvardsens høye Alder.

22. Severinus Lintrup, som siden blev Professor, dernæst Biskop udi Wiborg, og endelig Kongl. Confessionarius, samt Professor Theologiæ tillige.

23. Rudolfus Burnæus, udi hvis Tiid Hammers Kald faldt til Skolen igien.

24. Eric Moinicken.

25. Mag. Steensen, som haver Titel af Assessor udi høyeste Ret.

(200)

Foruden denne latinske Skole er en stor Navigations-Skole, gemeenligen kaldet Styrmands Skolen, stifted for meere end 50. Aar siden; den var tilforn meget Tal-riig, saa at den kunde holdes for den største Navigations-Skole, udi disse Nordiske Lande, men nu er den temmelig aftagen.

Bergens Beskrivelses Anden PART.

(202)

Cap. I.

Om Hanse-Stædernes Oprindelse.

DEn anden Hoved-Classe, hvoraf Bergens Indbyggere bestaaer, ere de saa kaldne Contorske, nemlig nogle Hosbonder og Tienere, som af deres Factorer og Principaler ere leyede for en vis aarlig Løn at drive deres Handel og Kiøbmandskab udi Bergen, det er, annamme de Vahre, som dem med Skibe fra de Wendiske Stæder skikkes til at forhandles i Bergen, og derfra igien at tilbage føre de Vahre, som Staden kand til Veye bringe. Og, saasom disse Factorer eller Principaler ere fornemme Borgere udi Hanse-Stæderne, da førend at viise ved hvad Leylighed de samme have rodfæstet sig i Bergen, og der oprettet et saa anseeligt Factorie eller Societet, vil jeg forhen med faa Ord tale om Hanse-Stædernes Oprindelse og Fremvæxt.

Om Hanse-Stædernes Oprindelse ere adskillige stridige Meeninger. Nogle henføre

Hanse-Stædernes Oprindelse.

de Tydske Søe-Stæders Forbund

(203)

til de Tiider, da de Norske Folk streiffede allevegne saa vel igiennem Tydskland, som andre Europæiske Riger, saa at bemældte Stæder forbunde sig med hinanden for tilfælles Forsvar mod samme Folk, hvilken Meening synes ikke urimelig, skiønt man af Historien ikke kand see noget ret bestandigt Societet paa de Tiider at have været sluttet, eller paa den Fod som det Navnkundige Hanseatiske Forbund siden har været, saa det er troeligt, at de ældere Forbund ere alleene stiftede til en Tiid udi en eller anden overhængende Fare, og det alleene imellem Naboe-Stæder, hvilket endnu dagligen skeer, saa at dislige intet andet have været end simple defensive Alliancer. Andre henføre Hanse-Stædernes første Oprindelse til det Aar 1170. Andre til andre Tiider. Saa vidt man kand see af gamle Skrifter og Documenter, have nogle Wendiske Stæder, besynderlig Lybek og Hamborg for det 12te Seculum sluttet Forbund imellem hinanden for Handelens Sikkerhed. Ved hvilken Leylighed, da fleere andre Stæder sloge sig til dem, opkom med Tiiden det store bekiendte Societet, kaldet Confœderatio Hanseatica eller Hanseatiske Bundt, hvilket man seer at have været bekræfted

(204)

og fornyet 1300. og 1364. Samme Societet var i Begyndelsen kun lidet og af ringe Anseelse, men Tiid efter anden, da adskillige Stæder sloge sig dertil, blev det saa mægtigt, at alle omliggende Potentater søgte dets Venskab; ja de Nordiske Konger toge dem undertiiden til Dommere og Arbitros udi mange store vigtige Tvistigheder, som reisede sig imellem dem.

Det Hanseatiske Societet holdes for af Chytræo at have bestaaet af 80. Stæder, hvorvel andre indskrænke samme Tal. Det er vist nok, at udi det Aar 1494. paa det store Lybske Mode endda vare til overs 72. og udi det Aar 1554. tre og tredsindstyve Stæder.

Samtlige Stæder vare deelte udi 4. Classer, hvoraf enhver havde sin Hoved-Stad, som gemeenligen blev kalden die Qvartier-Stadt. Hoved-Staden for den første Classe, saa vel som for det heele Hanseatiske Forbund, var Lybek, en riig og

Deres Deeling i 4. Classer.

mægtig Stad, hvorudi var Archivet og det almindelige Skat-Kammer. Samme Stad befattede under sig de Pomerske og Wendiske Stæder. Udi den anden Hoved-Classe var Cöln, hvorunder befattedes de Slaviske, Markiske, Westphalske, Geldriske og Overysselske

(205)

Stæder. For den 3die Classe var Brunsvig Hoved-Stad, og havde under sig de Sachsiske Stæder. Udi den 4de Classe var Hoved-Staden Dantzig, befattende under sig de Prydsiske og Liflandske Stæder. Derforuden blev iblant disse Stæder anordnede nogle visse Ordner og Grader, som Høveds-Mænd, Camererer, Oratores og Curatores, saaledes at Lybek blev Høveds-Mand, Còln Camerer, Dantzig Orator, og Brunsvig Curator.

De forsynede dem siden med alt hvad som kunde contribuere til deres Velstand og Vedligeholdelse; til den Ende insinuerede de dem saaledes hos adskillige Potentater, at de af dem erholdte store Privilegier, item Bevilning paa at oprette her og der udi deres Lande adskillige Factorier eller Comptoirs for Handelens Skyld.

Det første Contor blev anlagt til Brug i Flandern, hvor de forvexlede Guld, Sølv, Juveler, Silke og Fløyel, som didhen førtes fra Frankrig og Spanien. Dette Contor var i stor Velstand fra det Aar 1262. til 1488. Men da udi det Oprør, som skeede mod Maximilianum, Keyser Friderik III. indspærrede Havnen, blev samme Contor efter

(206)

Lybeks Forlangende forflytted til Antwerpen. Paa samme Sted blev med stor Bekostning opreist den store Bygning, kalden der Osterlinger Haus, for Stædernes Handel. Men ved Amsterdams Tiltagelse faldt ogsaa Handelen udi Antwerpen.

Det andet Contor var til London, og handlede mestendeels med Klæde mod reede Penge. Samme Contor florerede fra Henrici 3. Tiid, som havde givet Hanse-stæderne store Privilegier, indtil den berømmelige Dronning Elisabeth kom til at sidde paa den Engelske Throne; thi da hun fornam, hvor skadelig saadan Frihed var for hendes egne Undersaatter, ophævede hun den gandske. De Lybske lode vel derimod Anno 1609 udgaae et Protestations-Skrifft; men Regieringen fremturede i sit Forsætt, og det blev derved.

Det tredie Contor var til Neugardt udi Moscovien, hvor tilforhandledes Maar, Zabler, Bever, Vox og Tallig, mod Guld, Sølv, Silke, Floyel og Engelsk Klæde. Dette Contor florerede udi 3 Seculis. Men under Johan Basilidis Regiering blev det forflytted først til Reval og siden til Narva. Handelen blev siden meget svækked udi de

(207)

Svenske Kriige, og endeligen er bleven til intet.

Det fierde og sidste Contor blev stiffted udi Norge, og var en tiidlang udi Notau,

Bergen Hanse-Stædernes 4de Comptoir.

som har været i Karmsund, hvorom Mag. Edvardsen vidner udi hans Tiid endda at have været en gammel Viise eller Digt. Men som Contoret ikke der var sikkert nok formedelst Søe-Røvere, blev det forflytted længer ind i Landet, og anlagt udi Bergen, hvor det længst har florered, og er endnu til paa denne Tiid. De Kiøbmænds Fuldmægtige og Svenne, som Stæderne der holde, kaldes gemeenligen Garper og Contoret Garpe-Bryggen. Der findes adskillige Meeninger om Ordets Oprindelse. Peder Clausen udi hans Norges Beskrivelse siger, at alle Tydske kaldes Garper paa gammel Norsk. Andre holde for, at det Ord Garp betyder en Luus, og at saadant Navn er givet de Tydske paa Bryggen, efterdi de ved snedig Handel og Vandel udsuede Bergens Indbyggere. Men det er vanskeligt at beviise at enten Luus eller Tydske nogen Tiid have været kaldne Garper, og vidner Mag. Edvardsen efter nøye Eftersøgning intet udi gamle Skrifter at have fundet derom. Bemældte Autor

(208)

fremkommer derpaa med sin egen Meening, og holder for, at det Ord Garp kand være sammensat og contraheret af Gar og Pog, saa at Garp er det samme som Garpog eller Gaard-Dræng, saa at ved Garpar eller Garpogar kand forstaaes de Gaards-Drænge eller Huus-Tienere, som de Hansestædiske Kiøbmænd her efterlode sig, og satte i deres Gaarde for at tage vare paa Handelen. Denne Meening kunde finde Bifald, hvis Contoret alleene havde været betroet til smaa Drænge. Men, som i dette Societet vare saa vel gamle som unge, nemlig gamle Hosbonder, Geseller og Drænge efter Proportion, saa kunde Bryggens Folk ikke meere tillægges saadant Navn end andre Stæder og Societeter, hvilke alle udi den Fald ere af lige Beskaffenhed.

Cap. II.

Om deres første Handel paa Bergen.

(209)

VOre saa vel trykte som skrevne Historier vidne, at Hanse-Stæderne |209udi Kong Magni Haagensens Tiid ved Gesandtere forlangede, at dem maatte tillades at handle paa Norge, og at samme Konge tillod dem at handle paa Bergen, dog saaledes, at de ikke maatte komme Norden for samme Stad, disligeste at de ikke maatte

Hanse-Stædernes første Handel paa Bergen.

giøre Havne-Kiøb eller handle paa Bøygden, det er, søge de ved Bergen liggende Havne, eller kiøbe og selge udi Provincien, som var imod Stadens Privilegier, men tage Varene alleene udi Bergen og det paa bestæmte Tiider af Aaret fra Kaars-Mis om Sommeren til Kaars-Mis om Høsten. Hvis de befandtes at Kiøbslaae udi Bergen efter denne foreskrevne Tiid, skulde de underkastes Borgerlig Tynge, som andre Undersaattere. Med lige saadan Frihed blev ogsaa Borgerne i Bergen tilladet at handle udi de Wendiske Stæder.

Dette er saaledes Oprindelsen til Hanse-Stædernes første aarlige Handel paa Bergen; thi endskiønt Historien viiser, at de for den Tiid, nemlig da Kong Haagen regierede, ogsaa have seilet paa Bergen, saa har det været uden sær Privilegio, og ikke saadan ordentlig Handel, som siden dreves. Ja man seer, at Kong Haagen eengang lod arrestere

(210)

de Lybske og Wendiske Skibe, efterdi de udi den Kriig, som Hanse-Stæderne da førte mod Dannemark, havde udplyndret nogle Norske Fartøy udi Gronesund, saa at det var ikke uden efter Cardinal Wilhelmi Bøn, at Kiøbmændene finge deres Gods tilbage.

Det ovenomtalte Privilegium, som de erholdte af Kong Magno Haagensen, henføres til det Aar 1275. Og efterlevede Hanse-Stæderne nøye de Love, som derved vare givne en Tiid lang, saa at de uden Hinder handlede paa Bergen indtil det Aar 1294. da begyndte de at gribe videre om sig, end dem tilladt var, og seilede Norden for Bergen og til Nordlandene. Dette foraarsagede, at Kong Erik Præstehader, som da regierede, lod udi samme Aar publicere, at, eftersom Udlændske have seilet, og seile til Helgeland, Findmarken, Island, og andre Rigets Skatte-Lande mod Lov og Tilladelse, saa befales Rentemester og andre Embeds-Mænd enhver i sin Bestilling at søge dem, som seilet have, til rette, saa at ingen undgaaer førend han har givet Satisfaction saaledes som Loven tilholder. Ved denne Forordning bleve de en Tiid lang holdne i Ave, saa at de alleene maatte lade sig nøye med

(211)

deres første Privilegio, som tillod dem ikkun at tage deres Vahre i Bergen uden at seile Norden for samme Stad, og ikke at opholde sig der længere end imellem begge Kaars-Misser.

Dette varede saaledes indtil Kong Haagen Magnusens Tiid, da toge de sig igien for at seile til Nordlandene, stræbede ogsaa at ligge Vinteren over i Bergen, til hvilken Ende naar de bortseilede, de lode som af Glemsomhed nogle af deres Folk tilbage med hemmelig Instruction imidlertiid at tilforhandle sig de Norske Vahre. Men, da Borgerne saadant merkede, besværgede de sig derover for Kongen og Rigets Raad, og derved udvirkede en nye Forordning saaledes, at ingen af de Tydske Kiøbmænd,

Liggere.

som kaldtes Liggere, maatte blive Vinteren over udi Bergen. Borgerne bleve ogsaa befalede ingen af dem at leye nogen af deres Boder længere end 6. Uger, saasom længere Tiid ikke var disse Fremmede forundt at ligge udi Bergen, nemlig 3. Uger at losse deres Varer, og 3. Uger for at lade.

Dette Forbud opirrede saaledes de Wendiske Stæder, at de offentligen lode forbyde, at ingen Bergens Borger

(212)

maatte udføre andet end Kram-Gods fra dem, men intet Meel, Malt, eller dislige Ting, som de mest trængede til, hvor med de tænkte at til Veye bringe det Kongelige Forbuds Ophævelse. Men Kongen langt fra at lade sig deraf afskrække lagde en ny Told paa Skind-Varer, Tallig og andet, hvilket beløb sig til en stor Sum. Stæderne maatte saaledes beqvemme sig til begge Deele, baade at forføye sig fra Bergen inden Kaars-Missene, saa og at betale den ny paalagde Told, og varede det indtil Kong Magni Smeks Tiid, hvilken i Henseende til nogle Tienester som Hanse-Stæderne havde giort ham, ophævede Tolden 1328. Men denne Føyelighed tienede kun til at giøre dem meere overmodige; thi de begyndte derpaa at seile til Nordlandene igien. Herudover indkomme Borgerne med nye Besværinger, hvorved de udvirkede nye Forbud, som repeterede de forrige, og derforuden dicterede saadan Straff for de Borgere, som lejede deres Huuse bort til Fremmede, at de ikke alleene skulde have Huus-Leyen forbrudt, men derforuden bøde 8 Ortuger og 13 Mark

Deres Handel indskrænked.

Sølv. Af dette sees, hvor gierrige de Tydske Stæder have været paa denne Bergens Handel, og at hverken strænge Forbud eller Executioner

(213)

have kundet holde dem til at blive inden deres Grændser; thi de funde en synderlig Fordeel udi at seile selv paa Nordlandene, og at handle immediatè paa Provincierne, hvor de finge Varene fra første Haand og i saa maade for bedre Kiøb; Men derved mistede Bergens Borgere all deres Handel og Næring, som bestoed i den Profit de havde ved at selge de Nordlandske og Provinciernes Producter til Fremmede.

Anno 1367, udi Kong Haagen Magnusens Tiid var Kriig imellem Sverrig og Norge, effterdi Kongens Fader Magnus Smeck var fængsled udi Stokholm. Udi denne Kriig bemængede de Wendiske Stæder sig, og udplyndrede de Lybske da den heele Østre-kandt af Norge, og afbrændte femten Kirke-Sogn: Herudover forbød Kongen dem al Handel i Norge, særdeles udi Bergen. Men Anno 1370. blev Fred slutted med dem, og bekomme de da Frihed at handle paa Norge igien, dog saaledes at de skulde betale ovenmældte Told, som eengang var paalagt.

Kong Oluf Haagensen, som regierede baade over Dannemark og Norge, udgav en vigtig Forordning Handelen

(214)

angaaende. Derudi forbød han først al Fiorde- og Warde-Kiøb, det er at ingen udi Udhavner og Provincierne maa tilkiøbe sig Varer, men dem hente udi Kiøb-Stæderne: Dernæst forordnede han at Indbyggerne udi Helgeland og Findmarken skulde søge Vaagen, det er, Bergens Vig. De af Nummedal skulde føre deres Vahrer til Trundhiem, de af Romsdalen til Vedøen; de af Sundmør til Bergen, og de af Bergens Stift skulde ogsaa alle søge Vaagen, og sigtede denne Forordning i sær paa de Wendiske Stæder for at hindre dem at giøre de Norske Kiøb-Stæder Indpas udi deres Handel og Næring.

Da Dronning Margareta tog den Svenske Kong Albert fangen, og de Wendiske Stæder derudover bleve opirrede, saasom han var deres Velynder og Landsmand, thi han var en indfød Hertug af Meklenborg, opvaktes deraf Kriig imellem Hanse-Stæderne og Rigerne. Udi denne Kriig blev Bergen ilde medhandled; thi een Deel Wismarske og Rostokiske Orlog-Skibe overrumplede og jammerligen udplyndrede Staden, ihielsloge Borgere og Bønder, og satte Ild paa Kirker og Klostere. Men, som efter Kong Alberts Befriel|215se

(215)

Fred igien blev slutted 1399. blev de Wendiske Stæders Handel igien paa Bergen fornyed, og continuerede indtil de udi Erici Pomerani Tiid begyndte at handle paa Nordlandene igien. Høystbemældte Konge lod vel ved en Forordning datered Aggerhuus 1425. dem saadant strængeligen forbyde. De derimod foragtede ikke alleene hans Forbud, men offentligen erklærede ham Kriig. Og da gik det løs paa Bergen igien, hvor en Fribytter ved Navn Bartholomæus Voet udi det Aar 1429. lod sig indfinde, og med Mord og Brand fast ødelagde Staden, sparende hverken hellige eller uhellige Stæder, og med stort Bytte begav sig til Wismar igien. Og, saasom de Engelske medens disse Uroeligheder varede, vare komne udi Possession af de Tydskes Handel paa Bergen, bleve de i dette Indfald ey heller sparede: Dog salverede 4re af deres Skibe sig betimeligen af Vaagen til Søes, og fuldte med dem Bisp Arno, efterdi han dristede sig ikke at blive paa Bispe-Gaarden, som da var uden Forsvar.

Af denne Ulykke bleve Bergens Borgere bragte udi saadan elendig Tilstand, at de havde ikke Kræfter til at fortsætte deres sædvanlige Handel og

(216)

Seilads paa Island og Grønland, hvorudover det gamle Grønland er bleven forsømt, og de gamle Norske Indbyggere forkomme, som der meenes, af Mangel paa Tilførsel. Disse Fiendligheder varede indtil 1435. da fulde de Wendiske Stæder igien til Føye, og forligede sig med Kongen, hvorpaa de bekomme deres gamle Frihed igien med Handelen udi Bergen, de Engelske ikke lidet til Fortrydelse, som imidlertiid havde denne Fordeel.

Cap. III.

Om Contorets Stiftelse i Bergen og Garpe-Bryggens Oprindelse.

EFterat Fred var slutted imellem Kong Erik af Pomern og Stæderne, bekomme

Anledning til de Tydskes Rodfæstelse i Bergen.

de sidste, som sagt er, fri Handel paa Bergen igien 1435. Strax efter denne deres Tilbagekomst førte de sig skikkelige op, og giorde store Forstrækninger til de forarmede Bergens Borgere. Men just denne Godvillighed

(217)

gav Anledning til stor Uheld, saasom Borgerne, der intet havde at betale med, da Gielden blev krævet, maatte pantsætte deres Huuse og Grunde til de Tydske, saa at disse derover finge Leylighed til at rodfæste sig i Staden; thi saasom Pantene af Mangel paa Betalning bleve forvandlede til Eyendomme, lode Kiøbmændene, naar de bortreysede, deres Fuldmægtige efter sig, under Prætext, at de maatte have Folk, der toge vare paa deres Huuse eller Eyendomme. Saa ofte derfore Borgerne foreholdte dem, at det var mod Stadens Privilegier at ligge der Vinteren over, gave de til Svar, at de skulde betale dem deres Gield, og naar det skeede, skulde de nok efterkomme deres Pligt, og efter Sædvane bortreyse igien. Borgerne, som af de Wismarske Fribyttere mestendeels vare ødelagte, vare da ikke i Stand til at fornøye deres Creditores, maatte derfor lade Sagen saaledes beroe, saa at disse pantsatte og til Betalning tagne Huuse og Gaarde er første Oprindelse til det Tydske Contor.

Da Kong Erik af Pomern forlod Rigerne og Christoffer af Bayern i hans Sted blev antagen til Konge i Dannemark og Norge, blev Staden

(218)

paa nye udplyndret af de Wismarske Fribyttere, hvorudover Borgernes Tilstand blev end sletter, saa at de reent tabte al Forhaabning om at faae deres Huuse tilbage, og derfore maatte lade de Tydske blive Vinteren over. Til dette contribuerede ikke lidet, at de da regierende Konger saa vel Ericus Pomeranus, som Christophorus Bavarus vare deres Landsmænd, og derfore Stæderne ikke lidet bevaagne, saa at de bevilgede dem en Herlighed efter en anden, hvilket siden ikke kunde revoceres. Herudover rodfæstede de sig saaledes ved at indtage og opbygge de pantsatte Huuse og Grunde paa Bryggen, saa at det ikke meer var mueligt at drive dem derfra.

Herved er at merke, at det Qvarteer af Staden, som de Contorske nu beboe og kaldes Bryggen, ikke da først af dem saaledes er bleven kaldet; thi det havde saadant Navn længe tilforn, da det var beboed af de gamle Bergens Borgere, saasom det

Bryggen ældere end Contoret.

var bygged fast paa samme Maneer, som nu omstunder, nemlig med Boeder og Brygger og vogted af store Hunde. Saadant viises af Kong Haagens Historie, hvilken siges at have lagt sine Skibe fast ved Bryggen Aar 1233. da han havde at bestille med

(219)

Skule Jarl, og paa samme Tiid befoel Borgerne at passe paa deres Skiøtnings Stuer, om Jarlen noget vilde foretage. Man oplyses herudi videre af en anden Passage udi samme Konges Historie; thi da han udi det Aar 1240. befoel sin Trompeter at blæse, og den samme ikke blæste stærk nok, sagde han: Bedre blæser Hvalpen paa Bryggen i Bergen for ingen Penge, end du giør: hvilket giver tilkiende, at Stedet da ikke alleene kaldtes Bryggen, men var ogsaa vogted af Hunde, ligesom nu omstunder. Disse Hunde ere af en ugemeen Størrelse. Om Dagen ligge de stille, og lade Folk gaae forbi; men om Natten ere de som vilde Dyr og tilstede ingen Fremmed at gaae paa Bryggen. Af dette sees, at Bryggen har ikke været fundered af de Wendiske Kiøbmænd, men at den har været saa kalden førend deres Ankomst, bebygged paa samme Maade, og været beboed af de første Bergens Indbyggere, som der allerførst strax efter Stadens Fundation opreisede de første Huuse og Gaarde.

Efterat de Tydske nu, som sagt er, havde forliget sig med Kong Erik af Pomern, og paa ovenskrevne Maade bemægtiget

(220)

sig Borgernes Huuse og Boder paa Bryggen, forbleve de ikke alleene uden Modsigelse Vinteren over, men Kiøbmændene funde ogsaa for got ved deres Liggere at anrette et Contor eller Stapel, saa at disse Liggere skulde være deres Fuldmægtige for at forhandle de Vahrer, som af hver Principal eller Factor bleve dem tilskikkede fra de Wendiske Stæder, og igien at overskibe til dem de Norske Vahre.

Denne Forandring havde Bergens Borgere skikket sig udi, og stiltiendes bidet i dette suure Æble, hvis de Contorske ikke havde betient sig af en Fordeel for at anmasse sig fleere; thi de bemægtigede sig derpaa fast den heele Stads Handel, og forskreve fra Hanse-Stæderne alle Slags Handverks-Folk, hvilke de indtoge udi deres Værelser paa Contoret, saa at samme fremmede Handværks-Folk under deres Beskyttelse ikke alleene giorde al Slags Arbeyde for de Contorske, men end ogsaa for Norfarerne, hvilke de i Henseende til den Credit, som gaves dem, havde giort sig Tilhængige; saa at Stadens Handværks-Folk derudover tabte en stor Deel af deres Næring. De begyndte derforuden ogsaa at holde Øll-Tap og udsælge Øll og Viin i Potte-Tal. De opkiøbte

(221)

ogsaa af Bønder og Fremmede alle ædende Vahre, saa at Borgerne omsider selv maatte have alting igiennem deres Hænder, og, naar nogen vilde sætte sig derimod, skeede der Mord og Mandslet.

Dette foraarsagede, at Kong Christopher af Bayern ved Rigets Raad i Bergen lod dem stævne til at svare paa de Besværinger, som Borgerne i Bergen giorde mod dem. Udi det Forhør, som da skeede, erklærede de sig saaledes: At siden Kong Erik af Pomern havde taget dem til Naade og de vare komne udi Landet igien, havde nogle liderlige og løse Folk uden deres Villie og Videnskab tilføyet Bergens Borgere adskillig Uret. Men det var noget som de Skyldige alleene maatte svare til. De selv vidste intet at have giort, uden hvad som var dem tilladt, og hvis noget saadant var skeed, tilbøde de sig at staae derfra.

De tilforordnede Rigets Raad toge derpaa i Deliberation, om det var raadeligt efter slige Klagemaal at lade de Contorske stedse blive i Bergen. Erke-Bispen af

De Tydske tilstedes at boesætte sig i Bergen.

Trundhiem Aslac Boldt, hvis Hænder man uden Tvivl havde

(222)

forgyldet, var da af Meening, at det var tienligt, at de Tydske bleve boesiddende udi Bergen, og gav dertil tvende Aarsager. (1) At hvis det skeede, havde man ikke at befrygte sig for noget fiendligt Overfald, som saa ofte tilforn var skeed, og hvorved Kirker og Klostere vare ødelagde og Borgerne ihielslagne eller udplyndrede. (2) Kunde Norfarer, Findmarksfarer, Islændere og andre bedre derved forsynes med fornødne Vahrer, og Kiøb-Stæderne kunde dog alligevel blive ved Magt ved at søge deres Kiøbmandskab udi Stikterne og Provincierne.

Derimod satt sig en Kriigs-Raad, ved Navn Nicolaus Kaane, sigende, at Bergen ved intet Middel kunde sættes i Sikkerhed, end ved at indrømme Fremmede al Stadens Handel; thi man kunde med Fliid befæste Staden saaledes at den kunde forsvare sig mod fiendlige Indfald, formanede i det øvrige ikke at kuldkaste saadane Privilegier, men heller søge at confirmere og bestyrke de samme.

Men Erke-Bispen, som maa skee havde meest Anhang, trængede igiennem med sin Meening, hvorudover af de tilforordnede Rigs-Raad blev slutted, at der skulde være kierlig Foreening mellem

(223)

Borgerne og de Contorske, og intet paa nogen af Siderne foretages, som var mod Privilegier og Sædvane. Denne Slutning blev nedskikked til Kong Christoffer af Bayern, og af ham blev confirmered udi det Aar 1445. ved et Brev datered Kiøbenhavn i samme Aar. Og saasom paa dette Brev grunder sig de Contorskes rette Etablissement i Bergen, og det samme giør en nye Periodum i deres Historie, vil jeg det her anføre: Det lyder saaledes:

Christophori Bavari Bevilning.

Vi Christoffer med GUds Naade Norges, Dannemarks, Sverrigs, Wenders og Gothers Konge, Phaltz-Greve af Rhin, Hertug udi Bayern hilse alle Udlændske og Indlændske, som bygge og boe i Bergen kierligen med GUd og vor Naade, vitterligt giørende Eder med dette vor aabne Brev, at Vi med vort Raads Raad, som nu her hos os vare i Kiøbenhavn udi vort Bryllop, have stadfæsted de gamle Rette og Privilegier, som Tydske Kiøbmænd af Hænsene af Alder haft have, og vore Forfædre Konger i Norge

(224)

salig Ihukommelse, og efter dem Kong Eriks (hvis Siæl GUd naade) Brev derom udviiser, dog med saadan Underskeed, at vor og Norges Krones Ret og Rettighed uhindred, uforkrænked og uforsmaaed, Landets Lov, Stadens Ret og alle vore Forfædres, Konger i Norge, Rette-Bøder, saa og vore egne Breve, som vi selv have givet paa Norges Friheder og Privilegier uskadde, uforkrænkede og uformindskede, eftersom hver for sig udi alle sine Puncter og Artikle indeholder og udviiser, saa at fornævnte Tydske af Hænsene følge deres gamle og rette Privilegier, og være Landets Lov undergivne, og alle deres Friheder og Privilegier med alle gode gamle og nyttige Sædvaner følges og holdes skal paa baade Sider, og al Ulov, Uskiællighed og skadelig Sædvane ville vi aflagt have, og med dette vort aabne Brev til intet giort have, saa at hver Bruger ved hinanden Skiæl og Ret, Fred og Kiærlighed; thi forbyde

(225)

Vi alle Indlændske og Udlændske, Norske og Tydske alle og hver for sig under vort høyeste Bud herefter derimod at giøre eller overtræde eller i nogen Maade at handle mod denne vor Skik og alle andre nye og gamle, som foreskrevet staaer, under vor Kongelig Hevn og Vrede og dertil Pœn, eftersom Loven udviiser. Datum Hafniæ e Castro nostro, feria 3. proxima ante diem Beatorum Simonis & Judæ. Anno Christi 1445. nostro sub secreto appenso.

Det er merkeligt, at Kongen saa vel udi dette, som andre Breve, Norge angaaende, udi Titelen sætter Norge for Dannemark og Sverrig. Fra dette Brevs dato kand man regne Contorets rette Stiftelse udi Bergen, efterdi det da blev autorisered ved en Slutning af Rigets Raad og confirmered af Kongen.

Cap. IV.

Contorets Beskrivelse.

Contoret blev saaledes stadfæsted og florerede uden Anstød indtil 1463. og er det maa skee udi den Tiid, at Staden eller dette Contor af Hanse-Stæderne

Contorets rette Skikkelse fra 1463.

er giort til en af de 4re store Stapler for Handelen. Thi jeg har ellers ikke kunnet finde Aars-Tallet til dets Stiftelse. Af hvilken Vigtighed Bryggen var for den Tiid, af hvilke Gaarde den har bestaaet, og om de Tydske da havde samme Sogne-Kirker, som dem de siden stedse have haft, er vanskeligt at sige, saasom vi ingen Beskrivelse have over Bryggen førend efter det Aar 1463. Udi samme Aar afbrændte det heele Contor, og blev opbygged igien paa efterfølgende Maade:

Den begyndte ud mod Slottet ved det Sted, som nu kaldes Dræggen, og vare disse efterfølgende Gaarde.

Vor Frue-Kirke-Sogn.

1. Skæcken.

2. Drechen.

(227)

3. Bremer-Gaarden.De Contorske Gaarde i St. Mariæ Kirke-Sogn.

4. Guldskoen, en dobbel Gaard, hvorfra gik et Stræde til St. Mariæ Kirke med store Træe besat paa den Østre-Side, og paa Nordre-Side en Almænding uden for Bryggen. Jens Larsen vidner af Mag. Absolons Skrift, at den har sit Navn af en Ridder, ved Navn Halvard Guldskoe, og seer man heraf, at de Contorske have ladet de nye af dem opbygde Gaarde beholde de samme Navne, som de havde, da de vare beboede af Bergens Borgere. Dets Skildt er en forgyldt Bonde-Skoe.

5. Søster-Gaarden, en enkel Gaard, hvis Skildt en gammel Mand, og nogle Piger udhugne af Træe.

6. Engels-Gaard, dobbel udi Vaaninger med Skildt af en forgyldt Engel.

7. Bu- eller Bo-Gaard, en dobbel Gaard og skal saaledes være kaldet af en Ridder ved Navn Boe Flemming.

8. Breers-Gaarden, ogsaa en dobbel Gaard.

9. Einers Gaard eller Einhørnings-Gaard, en enkel Gaard og efter Jens

(228)

Larsens Sigelse saaledes kaldet af en Ridder ved Navn Einard Fluge. Dens Tegn var en forgyldt Eenhiørning paa en Tavle.

10. Svens-Gaarden dobbel for til, men enkel bag til, med et Skildt af et grumt Hoved med fire Næser.

11. Jacobs-Fiorden en dobbel Gaard.

12. Holmedal, iligemaade dobbel.

13. Kappen, hvorved er den Almænding, som gaaer op til Ovre-Gaden, som fordum kaldtes St. Nicolai Almænding. Der har deres Fængsel været, hvor de ulydige og gienstridige kastes, item den store Viin-Kieldere, hvor oven paa er Kiøbmands-Stuen, hvor de holde deres Samlinger. Der ere ogsaa adskillige Værelser og Kammere for deres Secretario.

Dette altsammen har været forfatted under det eene Kirke-Sogn, og hørt til St. Mariæ eller vor Frue-Kirke.

St. Martini Kirke-Sogn.

I St. Martini Kirke-Sogn.

1. Solle-Gaarden eller Sole-|229Gaarden, en enkel Gaard og saaledes kalden af de Soller, en gammel Slægt i Norge. Dens Skildt var en forgyldt Soel paa en rund Tavle.

2. Revels-Gaarden, en enkel Gaard med et Skildt af en Reef.

3. Leppen, en dobbel Gaard, havende sit Navn af en Ridder, ved Navn Loden Lep, som Kong Haagen sendte med sin Dotter til Spanien for der at ægte Kongens Broder.

4. Bratten, en dobbel Gaard, saaledes kalden af Halvard Bratte.

5. Drams-Huusen, en dobbel Gaard.

6. Finne-Gaard, en enkel Gaard, saaledes kalden af de Riddere paa Finnøen.

7. Broders-Gaarden, en enkel Gaard.

8. Wetterlefven, en dobbel Gaard.

9. Rothmands-Gaarden, hvilket er det samme, som Raad-Mændenes Gaard, efterdi de maa skee have eyet den.

(230)

Af disse sidste Gaarde haver St. Martini Kirke-Sogn bestaaet.

Udi saadan Tilstand vidner Mag. Edvardsen Bryggen at have været, og saaledes at have været bygget efter den store Ildebrand af 1463. og seer man deraf, at Contorets Skikkelse har hartad været ligesom den nu omstunder er, undtagen nogle Gaarde, der siden er blevne ødelagde, som Stecken, Drechen og Bremer-Gaarden. Broders-Gaarden blev giort til intet 1623. og Rothmands-Gaarden blev nedbrudt for at giøre en Almænding 1641. ikke at tale om den Forandring som blev giort efter den sidste Ildebrand 1702.

Det var ellers at ønske, at Mag. Edvardsen, samt de andre ældere Bergenske Skribentere her havde expliceret visse Ting, som fattes, og dog ere magtpaaliggende

Adskillige Anmerkninger over Bryggen.

at vide, nemlig (1) hvilke Sogne-Kirker de Contorske have haft af Begyndelsen, efterdi Historien viiser, at de allerførst udi det Aar 1528. bemægtigede sig med Vold de tvende Kirker, som de stedse siden have holdet sig til, og det er utroeligt, at de fast i hundrede Aar havde været foruden Kirker. (2) Om Bryggen efter dens Reparation siden

(231)

ovenmældte Ildebrand var bebygd af Tydske alleene. (3) Hvorledes Bryggens Tilstand og Indretning var førend de Tydske der oprettede et Contor.

Hvad de tvende Kirker angaaer, da have de uden Tvivl tilforn været Norske og Sogne-Kirker for de gamle Borgere som for de Contorskes Ankomst boede paa Bryggen. Men de Contorske have ved at bemægtige sig Bryggen holdet sig til disse tvende Kirker, maa skee ved Øvrighedens Tilladelse, ligesom jeg forhen har viiset at være skeed ved St. Halvards Kirke, som til en Tiid blev tilladt Skoemagerne, hvilke siden tilegnede sig den, som deres egen Kirke. I saa Maade maa de Contorske en Tiid lang have beqvemmet sig til at høre Norske Prædikener og at være Lemmer af Stadens Meenigheder indtil fornævnte Aar, da de bemægtigede sig de tvende Kirker, og fra den Tiid forskreve Præster fra Tydskland, saa at de stedse have haft 2. Kirke-Sogner indtil 1702. da St. Martini Kirke afbrændte og ikke igien er bleven opbygd. For Branden holdtes Prædiken vexelviis, om Formiddag i den eene, og om Eftermiddag i den anden Kirke; men siden er holden Prædiken baade for og efter Middag i St. Mariæ Kirke.

(232)

Angaaende det andet Spørsmaal om Bryggen kort for eller strax efter dens Reparation har været besat med de Contorske alleene, da synes det at den for ovenmældte Ildebrand har bestaaet saa vel af Norske som Tydske Kiøbmænd; thi det er ikke troeligt, at de paa eengang have kunnet bemægtiget sig alle Borgernes Huuse, og Historien viiser, at det er skeed successive, saaledes at de toge en Gaard efter en anden bort for Gield, saa at Pantene bleve forvandlede til Eyendomme. Men efter den omtalte Brand, da den paa nye igien saa herligen blev opbygged, er troeligt at den har været bebygged af de Tydske alleene, og at de samme have tilkiøbt sig de afbrændte Borgeres Grunde; thi man seer da, at deres Tal allereede har været saa stort, at Bryggen begyndte at blive dem for trang, saa at de byggede ogsaa Gaarde ved Stranden eller den anden Side af Staden, hvorhen de gamle Borgere havde taget deres Tilflugt.

Endeligen for at svare til det tredie Spørsmaal, hvorledes Bryggens Skikkelse og Indretning har været førend de Tydske bemægtigede sig den, da, endskiønt det synes af Stadens andre Bygninger, som ingen Overeensstemmelse have med Contorets Bygninger og

(233)

Indretning, at det ikke saaledes har været bygget og indrettet af de Norske, saa seer man dog af adskillige Passager udi Historien, at den gamle Brygge for de Tydskes Ankomst har haft megen Overeensstemmelse med den nu værende; thi der tales udi den gamle Historie om Skiøtnings Stue, Bryggens Hunde og andet: Gaardenes Navne, som mestendeels ere gamle Norske, viise ogsaa af hvilken Vigtighed enhver Gaard maa have været, og at den i gamle Dage maa have bestaaet af adskillige Familier og Societeter; thi det var ellers urimeligt at ville give et hvert Huus et bestandigt Navn. Det synes derfore, at Bergen, helst i det Qvarteer, hvorudi Kiøbmændene boede, har været anlagt paa gandske anden Maade, end andre Stæder, og at det nu værende Contor er en Afbildning paa Stadens gamle Form og Indrettelse, alleene at Regieringen er siden forfatted efter den Hansestædiske, og saaledes som jeg har merket endda at være brugelig udi den Stad Bremen.

Gaardene ere enhver for sig, for til med store Broer udbyggede paa Vandet, og haver hver enkel Gaard en Wippebom, og en dobbel Gaard tvende, hvorved de deres Gods ophidse eller opvippe

(234)

i og af deres Skuder. Gaardene rekke op til Ovre-Gaden, og ere store lange Træe-Huuse, som neden under have Boder for at giemme deres Fisk og andre Vahrer udi. Oven til ere de 2. til 3. Lofte høye, og deelte udi

Gaardenes Dannelse.

Stuer og Sove-Kammere, som de kalde Klæver. Øverst i Gaarden er Skiøtnings Stuen og Ild-Huuset, som de tilfælles bruge. Bag i Gaarden ere en Deel steenmurede Kieldere, og siden Urtehauger.

I hver af disse Gaarde have i forrige Tiider i det ringeste været 15. Familier eller Stuer, og undertiiden fleere ligesom Gaardene vare større og mindre, saa at enhver Gaard har været som et Societet bestaaende af mange Familier og Huus-Holdninger, og kand man i saa Maader ikke forundre sig over, at en snees Gaarde kunde giøre tvende Kirke-Sogn. Omendskiønt det heele Contor havde tilfælles Øvrighed,

Mestere.

saa var dog udi hver Gaard en særdeles Regiering og à parte Hoveder kaldne Husbonder, hvilke paa Herskabernes Vegne udi Hanse-Stæderne forestoede enhver sin Familie i den heele Gaard, holdt alle de andre under Discipline og Arbeyde, og forsynede dem med Mad, Drikke og andre nødvændige Sager.

(235)

Geseller.

Under hver Huusbond igien ere nogle Tienere kaldne Geseller, hvilke maa tage vare paa Stuens Gods, det indtage og udlevere, og see til at alting af Drængene vel forrettes.

Drængene ere tvende Slags: Nogle ere voxne, og kaldes Skude-Jungens, der

Tvende Slags Junger.

fornemmeligen have Indseende med deres Skuder, at de ikke komme til Skade. Udi hver Stue kand være 3. til 4. saadanne Skude-Jungens. Andre ere smaa Drænge, som ere nyes komne til Stedet, hvilke kaldes Stue-Jungens, efterdi de tage vare paa Stuene, og under den øverste Gesells Inspection forrette Kiøken- og Kielder-Tieneste. Ingen bliver Gesell, førend han først har været Stue-Jung og siden Skude-Jung; thi da allerførst kommer han i Gesellernes Laug paa den Maade, som siden skal viises.

Alle Contorske ere ugiftede Folk, og maa ingen være paa Contoret, naar han gifter sig. De som saadant giøre, maa strax forlade Bryggen, og sætte sig ned udi Staden. I gamle Dage maatte ingen flytte fra Contoret, og blev derover holdet saa stærk, at de truede dem paa Livet, som vilde sætte sig ned udi

(236)

Byen: men saadant bliver nu omstunder ikke i agt taget; thi mange af de Contorske Huusbonder ere blevne Borgere i Bergen.

Hver Gaard havde sin Ret. Der var en Ret for dem om Sommeren, naar de levede adspreede over den heele Gaard udi Stuerne, og en anden Ret, naar alle Partier

Skiøtnings-Stue.

vare tilsammen om Vinteren udi deres Skiøtnings-Stue, hvilken er et stort Træe-Huus bag i Gaarden med ingen Vinduer paa Siderne, havende ikkun en Dør til Indgang, men Dags-Lyset kommer oven fra Taget, hvorpaa er et Hull proportionerlig stort efter Stuen, og skiult med et Dække, som gemeenlig er et Vindue udaf Glas, hvilket de kand skyde op og trække ned med en Stang, som er fæsted dertil. Saadant Dække bruges i alle Bønder-Gaarder i Norge, hvilket kaldes Lyr, og Stangen, som hænger derved, kaldes Lyr-Stang, og var det fordum paa nogle Stæder brugeligt, at naar nogen beilede til en Mands Dotter eller Enke, holdt han paa samme Lyr-Stang, medens han førte sin Tale. Saa at man seer, at de Contorske herudi have udcopieret de gamle Norske udi disse Skiøtnings-Stuers Indretning. Kong Oluf

(237)

Kyrre siges at have været den første, der fandt paa at holde til i slige Skiøtnings-Stuer, hvor et Hull var paa Taget som man aabnede for at lade Røgen passere der igiennem, og siden naar Træet var udbrændt til Gløer, tilsluttede det igien for at beholde Varmen: Man finder ogsaa det Ord Skiøtnings-Stue udi den Norske Historie længe for de Tydskes Ankomst til Bergen, og meenes de saaledes at være kaldne, efterdi de skiøtte og forvare mod Kuld og Frost. Udi Kong Oluf Kyrres Historie tales derom saaledes: Da begyndte de at holde Skiøtnings-Stuer og Laugs-Huus, og udi Haagen Haagensens Historie siges Kongen at have befalet Kiøbmændene at ligge bevæbnede i deres Skiøtnings-Stuer. Hvad som herimod kand siges er dette, at det

Deres ælde i Norge.

Ord Skiøtning eller Skotnings-Stue bruges end udi de Tydske Handel-Stæder; Men alt hvad man deraf kand indføre er, at de første Bergens Kiøbmænd have indrettet deres tilfælles Ild-Stuer, og kaldet dem saaledes efter Tydske Maneer. Nok er det, at man af Historien kand viise, at saa vel Ordet, som Indretningen har været brugelige for de Contorskes Tiid i Bergen, og at de sidste ved Contorets Indrettelse have ladet dette blive (238)

ved den forrige Norske Maade. Saasom disse Skiøtnings-Stuer ere tilfælles for alle Familier af en Gaard, saa er enhver af dem besatt med lige saa mange Borde, som der ere Huusbonder til i Gaarden. Enhver Huusbond sidder ved sit Bord og spiser med sin Underhavende Familie. Man flytter ind udi saadan Stue om Høsten ved Martini Tiider, og derudaf igien mod Foraaret udi Fasten.

Cap. V.

Om Contorets Regiering, dets Øvrighed og Betiente.

EFterat de Contorske, som sagt er, havde bemægtiget sig Bryggen og en Tiid lang været i Possession deraf, have deres Principaler udi Hanse-Stæderne anordnet en almindelig Ret for dem, hvorved de Tvistigheder, som reisede sig imellem dem indbyrdes, skulde afgiøres og dømmes udi. I den Henseende blev anordned en stor Samlings Plads, nemlig den Sal oven paa Bryggens Viin-Kielder, gemeenligen kalden

(239)

Kiøbmand-Stuen, hvor der blev befalet at udvælge 18. Personer, som vare de fornuftigste og ældste udi Societetet, hvilket og skeede. Disse 18. udvalte kaldes Acteiner eller 18. Mænd, af hvilke igien udkaaredes de tvende Fornemste, som førede Titel af Oldermænd, og vare Hoveder for alle de andre.

Oldermænd, Acteiner og Secretarius.

Blant dem uddeeltes ordentligen adskillige Embeder, saa een blev kaldet Skaffer, den anden Indnehmer, og den 3die Udleverer, og dem tillagdes visse Tienere, som kaldtes Kiøbmands-Tienere.

De antoge ogsaa en Secretarium, som gemeenligen har været en lærd Mand og Licentiatus Juris.

Hvad Kirke-Sager angaaer, da have de udi Begyndelsen ladet sig nøye med de Norske Præste og holdet sig til Stadens Kirker, og varede dette indtil 1528. da de med Magt tilegnede sig vor Frue og St. Martini Kirker, fordreve de Norske Prædikantere, og forskreve sig Pastores fra Tydskland, hvilket stedse siden har været practisered. Saadan Vold kunde de da øve ustraffet, efterdi Rigerne paa samme Tiid

Contorets Sogne-Kirker og egne Præste.

vare udi stor

(240)

Uroelighed, og der vare tvende Competenter til Kronen, og bleve Sagerne end meere forvirrede udi den paafuldte Lybske Kriig, saa at Christianus III. hvis Parti var derforuden svagt i Norge, ikke var i Stand at drive paa den Sag, hvorudover det er bleven derved, saa at disse tvende Kirker stedse fra den Tiid have været Tydske Kirker, og haft deres egne Tydske Præste, indtil 1702. da de afbrændte, og den eene af dem er ikke bleven bygged op igien.

Hvad det verdslige Regiment videre angaaer, da bleve Oldermændene og Acteinerne befalede paa deres Kiøbmands-Stue eller Raad-Huus at holde over Ret og Retfærdighed, tvinge og straffe de Opsætzige og Ulydige. Men man merker ikke af Historien, at dette har sigtet til at hindre dem i deres voldsomme Foretagender mod

Jurisdiction.

Bergens Borgere; tvertimod disse Øvrigheds Personer synes heller at have bestyrket dem derudi, saa at den Justitz, som øvedes, sigtede alleene til de Contorske Indbyrdes, saaledes at Oldermændene og Acteinerne dømte udi de Tvistigheder, som reisede sig paa Contoret. Naar man ikke vilde lade sig nøye med den Dom, som en Oldermand med sine Assessores

(241)

afsagde, appellerede man til den store Ret, som holdtes af samtlige Oldermænd og Acteiner paa Kiøbmand-Stuen; Naar man ey heller vilde lade sig nøye dermed, stævnede man Sagerne til Lybek og Herskabernes Forsamling. Og hvis endeligen Parterne ikke dermed vilde beroe, maatte Sagerne blive staaende indtil alle Hanse-Stædernes Fuldmægtige komme sammen. Saaledes blev Justitien pleyed imellem de Contorske indbyrdes; men, naar de havde at bestille med Bergens Borgere, var ingen Ret hos dem at forvente. Man skulde vel tænke, at Bergens Borgere selv i Henseende til deres Talriighed kunde være mægtige nok til at holde disse Contorske i Ave, men foruden dette at man frygtede at Staden skulde til Søes blive angreben af Hanse-Stæderne, og paa nye igien blive udplyndred, saa var de Contorskes Tal udi Bergen da allereede saa stort, at det bestoed af meere end 2600. stærke og føre Karle, der alle vare sammenhængige, som een Mand, og derfore ofte uden Modstand giorde alt hvad dem lystede, lode see Trodsighed, og øvede Vold saa ofte de bleve tiltalede.

Saaledes da Bisp Torlef udi det Aar 1455. fodrede Tiende af dem efter

(242)

Loven, agtede de hans Formaning intet, og da Lehns-Herren Ole Nielsen, Ridder af Talge

Adskillige Insolencer øvede fordum af de Contorske.

vilde tage sig denne Sag an, kostede det hans Liv; thi, som samme Lehns-Herres Frue Elisa, en Heroisk Dame, paa sin egen Haand havde udrustet nogle Skibe, og dermed havde antastet de Tydske Fartøy, komme de i fuld Harnisk mod Lehns-Herren, og søgte ham paa Livet. Lehns-Herren tog da med sin Broder Peder Nielsen Flugten til Munkelef Kloster, hvorhen de forfuldte ham. Bisp Torlef mødte dem med Sacramentet i Haanden, meenende dermed at holde dem tilbage, men de sloge først Bispen ihiel, og, da de ikke funde Oluf Nielsen, satte de Ild paa Klosteret, og, da han af Røgen blev dreven af Kirke-Murens Trappe, hvor han havde skiult sig, faldt han i deres Hænder og blev myrdet.

Anno 1488 som var i Kong Hanses Tiid, toge de Contorske sig saadan Myndighed, at de imod Kongelige givne Privilegier forhindrede de Engelske at handle paa Bergen, forbøde at sælge dem Levnets Midler, havde ogsaa tilforn adskillige gange udplyndret dem, og eengang nedsiunket 500. af deres Fiskere udi Vindfiorden.

(243)

Endskiønt de havde været dømte til at nedbryde de Bygninger de havde oprettet ved Stranden, havde de dog saadant ikke efterkommet. Thi man seer, at udi det Aar 1488. saadant endnu ikke var skeed. Deres Herskaber udi Hanse-Stæderne geraadede derpaa i en langvarig Kriig med Kongen, og imidlertiid holdte de Contorske ilde Huus i Bergen.

Udi Christiani II. Tiid øvedes der ogsaa adskillig Vold mod Borgerne, og, endskiønt Skoemagerne eller de Tydske Handværks-Folk vare egentligen Stiftere deraf, bleve de dog understøttede af de Contorske.

Udi Friderici I. Tiid forbunde de sig med Skoemagerne, saa at de sidste af saadan Medhold bleve saa hofmodige, at de imod Forbud holdte offentligen Øll-Tap, gave fredløse Folk Leide og toge dem ind til sig udi deres Stræde, som de med Porter havde tilsluttet. Paa samme Tiid begyndte ogsaa de Contorske at anlegge et Blok-Huus paa Bryggen for Kiøbmands-Stuen for derved at hindre Borgerne Farten, naar de agtede sig til Nordlandene. Bag ved deres Gaarde imod Ovre-Gaarden lode de opreise høye Steen-Mure ligesom de derved

(244)

vilde befæstige sig mod Byens Folk. Alt saadant øvede de uden Skye, forladende sig, saa vel paa deres eget Mandskab, som paa deres Øvrigheds og deres Herskabers Medhold udi Hanse-Stæderne. Og, hvorvel Borgerne i Almindelighed vare ophidsede imod dem, saa havde de dog Medhold og Anhang af mange løse Folk udi Byen; thi, saasom de stedse ved Societetets Love vare forbudne at gifte sig, saa insinuerede de sig udi adskillige Huuse, hvor der vare smukke Koner. I sær var den heele Ovre-Gade i Forbindelse med dem, thi de havde der 7. offentlige Hore-Huuse: Som Steen-Kielderen, Krogen, Alf, Schmieden, Kivitte-Gaarden, Gluboltz &c. Ja de fleeste af Byens Folk bag Bryggen nærede sig af saadan ublue Handel. Hver Oldermand, Actein, Secretarius, Hosbond og Tienere havde sin Skiøge, saa at der regnedes omsider fleere Garpe-Horer end Garpe-Hunde.

Cap. VI.

Om de Contorskes Spil.

DA Contoret saaledes, som sagt er, var anrettet, hvortil enhver udi

(245)

Hanse-Stæderne

Anledning til de Contorskes Spil.

skulde have fri Seilads under fælles Privilegier, kom der saadan Mængde Tydske Kiøbmænd med deres Vahre til Bergen, at den eene var den anden i Veyen, og Handelen fordærvedes for dem alle. For at forekomme saadan Uheld, lod man udi Hanse-Stæderne offentligen publicere en Forordning, som siden stedse er bleven i agt tagen, nemlig at ingen maatte sende noget Gods til Bergen uden han paa Contoret havde sin egen Stue, og der underholdt sin Fuldmægtig med underhavende Folk, hvis nogen understoed sig at handle derimod, skulde han til Straf betale 100. Gylden til Kiøbmands-Kisten. De andre, som ingen Boeliger havde paa Bergens Contor, og dog alligevel vilde tilhandle sig Norske Vahrer, gave de Frihed at seile til Island, Ørknøer og Ferrøe, ret ligesom Norge kunde have været dem et underdanigt Land. De Contorske havde paa den anden Side, paa det at Fattige maatte saavel nyde denne Handel som de Riige, anordnet og samtykt, at ingen skulde antages paa Contoret udi Bergen, uden han først maatte udstaae adskillige Lidelser, og gaae ligesom per aspera ad astra ved at underkaste sig nogle selsomme og haarde Spil, hvilke de meenede, at rige

(246)

Mænds Børn ikke skulde beqvemme sig til, og derfore ikke saa stærkt storme til at komme paa Contoret, som tilforn; ret ligesom man ikke kunde finde andet Middel til saadant at forekomme, uden ved at ophitte daarlige, barbariske og ugudelige Leege. En saadan Oprindelse have de meget bekiendte Contorske Spil i Bergen, hvilke jeg her korteligen vil beskrive.

Røge-Spillet.

1. Det første Spil kaldtes Røge-Spillet, som skeede om Aftenen ved 10. slet, naar de fleeste Folk vare i Sæng, da forføyede de sig af den Gaard, hvor de nye Candidati skulde antages, og havde i følge med sig een der var klæd som en Giæk, en anden som en Bonde, og den 3die som en Bonde-Kone. Ved den eene Side af deres Klæder var et Baand, hvoraf hang en Smør-Æske eller Smør-Løb, som den i Bergen kaldtes. Og ginge de først parviis udi Procession over Gaden til Skoemagernes Huus, kaldet Skarf-Huuset, og der fyldte de tomme Æsker med Oxehaar, gammelt Træe og anden Ureenlighed, hvorfra de med Tromme-Slag udi samme Procession forføyede sig til Gaarden igen. Paa Veyen kastede de Ureenligheden paa de omstaaende, og Bonde-Konen bestænkede dem med Vand.

(247)

Saa snart de vare komne til Gaarden igien, førdte de Candidaten til Ild-Huuset, spændte et Baand om hans Liv, og trækkede ham op i Veyret. Derpaa tændte de an de Oxe-Haar og den Ureenlighed, de havde samlet, og dermed lod ham stærkt berøge. Han maatte saaledes blive hængende en vis Tiid, og paa det at han skulde faae Røgen vel udi Halsen, gave de ham imidlertiid adskillige Spørsmaal, hvilke han maatte besvare. Naar han nu holdtes for at være røget nok, blev han igien nedhidset, og uførdt af Ild-Huuset, hvor uden for Døren stode 6. Tønder fulde af Vand, hvilke de styrtede paa ham for at afskylle Røgen igien. Udi dette Spil er een eengang udi Svends-Gaarden bleven ihielrøget, hvorudover samme Gaard maa til Straf holde den Fløy ved lige, som staaer paa det høye Bierg over Byen, og hvorom tilforn er talet.

Water-Spillet.

2. Det andet Spil er Water-Spillet, som Carolus Alstedius udi sin gamle og nye Dannemarks Calender har beskrevet, men derhos lagt adskillige Omstændigheder, som Mag. Edvardsen igiendriver. Samme Autor, udi hvis Tiid disse Spil varede, beskriver Water-Spillet saaledes. Water-Spillet skeede

(248)

eengang om Aaret, nemlig den 9de Dag efter 3die Pindse-Dag paa en Onsdag. De adspurte først de nykomne Drænge om de havde i Sinde at underkaste sig Water-Spillet; naar de dertil havde samtykt, sattes de til Bords, og bleve herligen tracterede, og havde de Frihed at indbyde til saadant Giæste-Bud deres beste Venner. Om Eftermiddagen mod 3. à 4. slet bleve Drængene udførede i en Skude paa Vandet mod Slottet. Og, naar de vare komne et Stykke ud paa Vandet, bleve de nøgne afklædde, og af tvende, der holdte dem ved Armene, dyppede 3. gange ned i Vandet; Nogle som vare i en anden Baad, tillavede imidlertiid Pidsker for at slaae paa deres bare Krop; Men paa det man ikke skulde slaae dem for stærkt, pleyede een at skiule Kroppen med en tyk Maygreen, saa at det ikke gik saa haardt til, som Alstedius skriver, at deres Kroppe fløde i Blod, tvertimod mange i Henseende til den May-Green, som skiulede Kroppen, finge kun intet eller lidet at føle af Riset.

Naar dette var skeed, bleve de førdte i deres Klæder igien, bragte tilbage, og tracterede som tilforn, hvorvel Mag. Edvardsen siger, at de lode

(249)

sig ikke tractere, men alleene opvartede deres Huusbonder over Maal-Tiidet. Aarsagen til denne Leeg siges at have været en Qvindes-Person, som fra Tydskland var kommen forklædd i Mands Klæder, og længe havde opholdet sig paa Contoret, indtil hun omsider blev røbet. Paa det at nu ikke saadant oftere skulde skee, har man fundet for got at anrette dette Water-Spil, og at afklædde Drængene nøgne, paa det at man kunde see af hvad Kiøn de vare, og at saadant Bedragerie ikke oftere skulde skee; thi det er ellers ved Societetets Love forbudet, at Qvind-Folk maa opholde sig paa Contoret. Saaledes fortælles Oprindelsen til Water-Spillet, hvorvel det synes at være en Historie udcopiered af Johanna Papissa og Sella Stercoraria. Ved dette Spil er ogsaa en ulykkelig Hendelse tildraget sig: thi, da man eengang havde nedsenket en Person i Vandet, og skulde drage ham op igien i Skuden, traff Legemet paa en Søm, saa at Maven deraf blev opreven. Siden den Tiid have de omgaaet meere varligen derudi.

Borge-Spil.

3. Det 3die Spil er Borge-Spillet, som ogsaa kaldes Stup-Spil, hvilket skeede paa saadan Maade: Fire

(250)

Dage efterat Water-Spillet var skeed, pleyede de for hver Gaard at leege Stup-Spillet; udi gamle Dage eengang hvert Aar, siden hvert andet, og endeligen hvert 3die Aar. Og leegede de nyekomne fire gange eengang hvert Aar, men siden ikkun 3. gange. Dagen førend Spillet skulde angaae forsamledes alle de nyekomne, det er, alle de Drænge, som ikke havde udstaaet de 3. Leege i den Gaard, hvor leeges skulde. Derfra bleve de førte udi lange Baade, og roede til den nærmeste Skov for at hente May-Greene, og efterdi de ikke førend til en vis Tiid om Aftenen maatte komme til Byen, havde de Provision med sig af Øll og Mad og anden Fornødenhed.

Medens de vare borte, tillavede de andre udi Skiøtnings-Stuen et Sted udi en Vraa, som de kaldte Borgen eller Paradiis, samme Sted blev indhegned i en firekant med Tepper af Lærret, hvorpaa hver Gaards Indsegel var malet. Inden derfor sattes en Kiste eller Bænk, hvorpaa de lagdes, som skulde udstaae Borgespillet, og flettede de da saa mange Birke-Riis, som 100 Mennesker kunde forsynes med. De udvalte ogsaa 8 til 10 føre og stærke Personer af deres

(251)

Bundgenossen, det er andre Husbonder og Geseller, som tilforn havde udstaaet deres Rett.

Ved 7 Slet om Afftenen komme de udreiste Folk til Byen igien, og havde deres Baade ladne med Løv og May, og bar da enhver sit Knippe op i omtalte Skiøtnings-Stue. Imidlertiid opreisede de andre, som vare hiemme, et stærkt Fyrre-Træe paa deres Wippebom for hver Gaard, hvor leeges skulde, hvilket dog ikke maatte giøres førend Baadene vare komne tilbage, og havde lagt sig for Gaardene. Natten derpaa hvilede enhver paa sit sædvanlige Sted; men om Morgenen komme de alle til Gaarden, hvor leeges skulde, og der sattes i Orden parviis. De førtes derpaa mod Marken udi een Hauge, og det med Tromme-Lyd, geleydede af tvende af de yngste Huusbonder udi Gaarden, som vare iførte smukke Klæder med sorte Kapper og Kaarde ved Siden. Disse Huusbonder kaldtes Rechenmestere, og vare i denne deres Bestilling som Kiøgemestere, der siden skulde see Giæsterne til gode. Ved Siden af dem løb en maskered Person, som en Nar med en Narre-Kappe paa, item en anden kaldet Bonden med et Kalvskind bag paa Ryggen,

(252)

havende et Skiægg af hvide Oxe-Rumper. Disse tvende talede til dem, som de mødte, paa Riim, og offererede dem adskillig Slags Viin, som de havde i Flasker hængende ved deres Side, hvorfore de bekomme en Foræring. Derforuden løb ogsaa en af Drængene med, klædet som en Bonde-Kone, som i Bergen kaldes Sigge, havende med sig en Svøbe og et lidet Spand af Vand, hvormed han overstænkede dem, som stode ham i Veyen. Og var udi saadan Procession den gandske Stad opreist for at ansee den samme.

Saa snart de vare komne til den Hauge, hvor hen de agtede sig, stilledes de alle udi Orden, og gaves enhver af dem en May-Green i Haanden at bære paa Hiemveyen til Gaarden igien.

Naar de een Time eller halfanden havde opholdet sig udi bemældte Hauge, bleve de udi samme Procession førte til Gaarden igien, hver med sin May-Green i Haanden. Da de komme til Bryggens Viin-Kielder bleve de alle skiænkede med et Glas Viin, de ginge derpaa alle omkring de Wippe-Bome, som med Grønt vare behængte indtil de komme til Gaarden, hvor Leegen skulde gaae for sig, og da gave de i Skiøtnings-Stuen

(253)

fra sig deres May-Grene eller Rechen-Stokke.

Saa snart de vare forsamlede i Stuen, traadde een af de ældste Huusbonder i Gaarden frem, og tiltalede de nykomne saaledes: Saasom I nu i Dag skulle aflægge Eders Spil, saa seer vel til, at I herefter holde Eder skikkeligen, tage vare paa Eders Gierning, drikker Eder ikke drukne eller bedriver nogen Modtvillighed, om I ellers ville, at dette Spil skal regnes Eder. Hvo som ikke haver Lyst dertil har endnu Frihed at undslaae sig. Hvortil den ældste af de nykomne svarede, at de vilde giøre deres Pligt, naar dem kun forundes naadige Bønder (saa kaldtes de som skulde pidske dem) hvilket dem tilsagdes.

Henved Klokken 12. eller 1. ankomme de indbudne Giæster i Skiøtnings-Stuen, hvor de bleve tracterede, og imidlertiid over Bordet bleve opvartede af de nykomne. Giæken og Bonden forlystede Giæstene med deres Riim og Viiser, indtil Maal-Tiidet var endet, da fremkomme tvende andre klædde

(254)

som store Herrer, hvilke i somme Gaarder kaldtes Fugle-Skydere, i andre Skorsteens-Feigere. Den eene af dem agerede Herre, og den anden Tienere. Disse stillede sig an, som en Trætte var reiset sig imellem dem, hvorpaa de siden giordte Forliig, og skiød Skylden paa Giækken. Dette foraarsagede, at de toge ham ligesom med Magt, og førdte ham til Borgen for der at straffes som den der havde stiftet Ueenighed imellem Herren og Tieneren. Hvis nu samme Giæk ikke havde udstaaet sin Pligt tilforn, blev han temmeligen ilde medhandled.

Medens denne Act skeede, bleve alle Fremmede, som ey hørdte til Forbundet, udviisede af Gaarden. De nyskomne samledes da alle i en Stue, hvor de bleve tracterede indtil nogle af dem finge et temmeligt Ruus, hvilket skeede af den Aarsag, at de ikke skulle merke, hvo der havde hudstrøget dem. De forføyede sig saa op til Skiøtnings-Stuen, og uformærked ginge ind udi Borgen. Enhver blev derpaa holdet af nogle stærke Karle, medens en anden hudflettede dem, og holdt han saa længe ved at pidske, som een der dertil var forordned slog paa et Bækken, og dependerede

(255)

det af denne sidste, hvor længe denne Lidelse skulde vare.

Giækken, som var den første, der udstod denne Leeg, saa snart han kom ud igien, beklagede han sig ynkeligen over disse Bønders Vold udi Borgen eller Paradiset, og endeligen trøstede sig saaledes; at eftersom han selv havde udstaaet saa meget ont, vilde han hente en anden, som det ikke skulde gaae bedre. Dermed gik Spillet ret for sig; thi han løb strax til Stuen hvor de nykomne vare, og tog fatt paa den Ældste, hvilken han førte ind udi Borgen eller Paradiset, og sagde: Ehr sey GOtt, Ehr sey GOtt, das rede ich warlich, sonder Spott. Ey krup in das heilige Paradiis, dar schalt du smecken Barcken-Riis, Barcken-Riis mit Supen, als 24. Buren op din Stert können stupen. Den lidende blev derpaa lagt paa en Bænk, og holden af 4re Karle, og saaledes blev slagen, som sagt er, saa længe Bæknet rørtes. En anden slog imidlertiid uden for paa en Tromme, paa det at Skriget ikke skulde høres.

(256)

Saaledes tracteredes den første, og blev hans Lidelse større og mindre, ligesom han meer eller mindre var yndet af Bønderne eller dem som sloge. Naar han havde udstaaet sin Ret, blev han ført til Ild-Huuset, og der maatte forblive til det heele Spil var overstaaet. Paa samme Maade blev forholdet med de andre, hvilke alle enhver efter Orden udæskedes.

Naar Leegen var endet, tog Giækken den yngste paa sine Skuldre, og bar ham ind udi Stuen. Den samme aftakkede Spillet, og derhos begiærede, at det fremdeeles maatte continuere til Handelens Floor og Tiltagelse. Alle nykomne kaldtes derpaa samtligen ind udi Stuen, hvor de maatte opvarte for Giæsterne og befandtes nogen imidlertiid at have sovet eller at have satt sig ned til hviile i Stuen, blev han om Morgenen med sine Klæder kasted udi Vandet, og optagen igien. Omkostningerne til dette Spil maatte de nykomne betale, undtagen Maden, som foræredes af Huusbondere.

Disse Spil, som foregaves at være opfundne for Handelens Floor og Velstand, og i sær at forhindre, at rige

(257)

Folk ikke skulde oversvemme Contoret og undertrykke

Betænkning over disse Spil.

de Fattige, synes heller at tiene til Beviis paa de Tiiders selsomme og u-menneskelige Gout; helst saasom der kunde være andre Midler til at hindre rige Mænds Børn at komme paa Contoret, end ved at lade dem udi et Giæste-Bud prygle og siden betale Omkostningen. Det synes ellers, at adskillige Nationer paa de Tiider, helst de Tydske, have forelsked sig udi saadanne daarlige Moder, dog anseet dem som nyttige Stats-Anordninger. Man seer ellers, at de disværre have fundet Efterfølgere udi alle Slags Societeter, end ogsaa lærde, og som have varet indtil disse Tiider, og endnu holde ved udi visse Handværks-Laug.

Foruden disse 3. Leege, som vare de fornemste og som længst continuerede, vare udi ældere Tiider ogsaa efterfølgende:

Adskillige ældere Spil.

1. Hauptwerpen eller Werpud, hvorved Candidatus blev lagt i en Oxe-Hud, og hidset igiennem Lyren eller den Aabning, som var paa Taget af Gaarden.

2. Badsker-Spil, hvorudi man

(258)

toede hans Næse og Mund med Katte- og Hunde-Skarn, og med en Træ-Sax ragede og klippede ham.

3. Bigte-Spil, hvorudi han maatte gaae til Skrifte, og miste sin Hud for sine Synder.

4. Prædicken Beschlau.

5. Wincken-Fangen.

6. Kreutzen-Stecken.

7. Ael-Treeden.

8. Schincken-Sniden.

9. Endichen-Stricken.

10. Ancker-Schmeden.

11. Kabel-Schlaen.

12. Svinecken-Brøyen.

13. Kuel-Pumpen.

Foruden de Contorske havde Skoemagerne eller de 5. Amter deres særdeles Spil, hvilke vare ey heller meere eller bedre grundede, saa at man kand sige, at begge Societeters Lovgivere ingen Solones eller Lycurgi have været, men saadanne der heller synes at være opdragne blant Hottentotter og Tartariske Horder, end Christne. De Spil og Prøver, som blant Skoemagerne vare anordnede, vare efterfølgende:

(259)

Skoemagernes Spil.

1. Precke-Spill, som skeede paa en vis Tiid, hver Paaske-Dag paa Nordnæs, hvor de ginge ud til St. Margaretæ Kirke. Der maatte een opklyve i et Træe, og fortælle hvad løs Snak der gik i Byen om Koner og Piger, som vare lokkede samme Aar. Dette Spil passede sig bedre paa en Fastelavns Mandag, end paa Paaske-Dag.

2. Ravel-Spillet, som bestoed derudi. Der var paa Skoe-Strædet en Huule, 6. eller 9. Alen dyb, som var fuld af Kalk, Haar og anden Ureenlighed. Derudi blev een nedstørtet, og de omstaaende kastede Kalk og Steene paa ham, naar han stak Hovedet op af Vandet. Dette Spil maatte Skindernes og Guldsmeedenes Drænge udstaae, førend de bleve antagne.

3. Dams-Spil, hvorudi Skinderne og Skoemagerne spillede sammen i Skarf-Huuset, og gik for sig paa samme Maade, som Ravel-Spillet.

4. Fordombye, hvorudi de stoppede deres Hoveder ned udi et Kar fuld af Tiære, Kalk, Sildelage og Haar, og dermed toede deres Mund.

(260)

5. Erilisk var saadant Spil. De havde et Træe-Billede paa Strædet, hvilket de ældste Skoemagere toge og bare paa Øvre-Gaden, hvor Skiøgerne boede, og der sølede samme Billede udi Ureenlighed. Siden maatte de nyekomne gaae omkring, og opsøge det, aftoe det med deres Hænder, og endeligen med Piber og Trommer bringe det til Skoe-Strædet igien.

Disse Spil ere for lang Tiid siden ophævede. Det som længst varede var det saa kaldte Brixe-Spil, som skeede hver Fastelavns Uge, da de førte de nykomne Drænge om Byen, hvilke for hver Mesters Dør maatte falde paa Knæe og lade sig pidske. De havde ogsaa selv samme Optøger, naar de fløttede deres Skildte.

Carolus Alstedius anfører herved en merkelig Historie om den bekiendte lærde Husano, og siger, at den samme blev udi sin Barndom skikket til Contoret i Bergen for der at blive antagen. Da han havde udstaaet Spillet den første gang, skikkede han sin blodige Skiorte hiem til sin Moder, at hun deraf kunde see, hvorledes han var bleven medhandled, begiærende derhos at tages fra

(261)

Contoret igien, hvilket og Moderen giorde og siden holdt ham til Studeringer, saa at han blev een af de anseeligste lærde Mænd paa de Tiider.

Disse Spil afskaffes.

Disse Contorske Spil, hvoraf adskillige endda bleve øvede udi Mag. Edvardsens Tiid, komme Tiid efter anden meere og meere af Brug, og endeligen af Høyloflig Ihukommelse Christiano V. udi det Aar 1671. ved en Forordning reent afskaffede. Den Kongl. Forordning lyder saaledes:

Vi Christian den 5te &c. giøre vitterligt, at eftersom Vi Allernaadigst komme udi Erfaring, hvorledes ved Contoret i vor Kiøb-Stad Bergen skal med sær u-sømmelig Spil begaaes adskillig Misbrug, hvorved de nys did ankommende saa ilde vorde medhandlede, at en Deel formuende Kiøb-Svænne, som til saadanne haarde og fast u-lidelige Vedtægte billigen Afskye have, skal foraarsages sig fra Contoret at afholde, Commercien og dens Fremgang til Skade og Forhindring; da saadant

(262)

at forekomme, have Vi Allernaadigst for got eragtet at byde og befale, som Vi og hermed byde og befale, at alt saadant forargeligt

Christiani V. Forordning.

Spil skal herefter ved Contoret aldeeles ophøre og gandske være afskaffet under slig Straf, at enhver som herimod at handle sig befinder, skal hver gang tilforpligted være at udbetale et halfhundrede Rdlr. og ellers de, som til saadant Spil eller Gilde komme, hver af dem tiltænkt være for hver gang at betale ti Rixdaler. Af hvilken Straf-Penge Os en fierde Part, Vor der paa Stedet værende Amtmand en fierde Part, Byens Magistrat en fierde Part, og endeligen Hospitalet en fierde Part skal tilfalde. Og er der nogen, som i saa Maade skyldig findes, og bemældte Penge-Straf ey kand af Sted komme, skal han eller den udi 14. Dage paa Vand og Brød i Byens Fængsel straffes. Eller, eftersom Oldermændene, Secreteererne og de 18. Mænd ved Contoret bør i Særdeleshed

(263)

 holde over denne Vor mod bemældte Spil nu givne Forordning, skal de, naar de saadan forbuden Spillen tillader, eller som Giæster derhos overværende befindes, foruden ovenmældte Penge-Straf endog deres Contoriske Privilegier have forbrudt, og dennem ey være tilladt ved Contoret længer at forblive. Hvorefter alle og enhver Vedkommende sig allerunderdanigst haver at rette. Givet paa Vort Slot Kiøbenhavn den 8. Nov. 1671.

CHRISTIAN.

Cap. VII.

Om de Contorskes Handel og Forhold derved.

DEn Handel, som Hanse-Stæderne udi deres Velstand dreve paa Bergen, bestoed derudi.

(264)

Lybek førte Guld, Sølv-Penge, gammelt og nygiort Arbeyde, Engelsk Klæde,

De Contorskes gamle Handel.

Kobber, Malt, Meel, Øll og Miød, dobbelt Dantziger Øll og Rød-Øll, saa at den Lybske Handel var den Anseeligste.

Hamborg bragte lidt Hamborger-Øll, Lüneborger-Øll og Salt, Klæde og Gryn, Brunsviger Momme, Penge, giort Sølv, Tin, Kiedler og Gryder.

Rostock, Straalsund og Wismar skikkede mestendeels Meel, Malt og Øll, hvilket udi det Aar 1568. og 69. beløb sig fra alle Stæder til 6000. Læster.

Deventer, Fløyel, Silke, groft og fint Lærred, Guld og Sølv, giort Arbeyde, Penge, samt forskrevet Gods fra andre Hanse-Stæder.

Embden, Engelsk Klæde, Lærred, Fløyel, Silke, all Slags Specerie, Peber, Ingefær, Nelliker, Penge, giort Sølv &c.

Bremen førte allehaande Slags Gods, som Pupper, Piber, Hatte-Fildt, Divelverk, Ramena-Øll, Gryn, Tin, Kobber, Mæssing, nysgiordt

(265)

Arbeyde, Tegel-Steene, Lærred, adskilligt Arbeyde af Sølv og Jærn, uden Tvivl af Norges eget Jærn, som de i raa Materie bortførede og bragte forarbeyded tilbage.

Disse Stæder have fornemmeligen stifted og opholdet Contoret, og haver Contoret Tiid efter anden giort meer og meer Indpas udi Byens Handel og imod Borgernes Privilegier, fornemmeligen have de bemægtiget sig fast den heele Nordlandske Fiske-Handel, hvortil de have taget Leylighed af Borgernes Fattigdom efter een og anden Ulykke, Staden har været geraaden udi, saa at de have giort Nordfarerne den

Den Nordlandske Fiske-Handel.

Forskud, som Bergens Folk ikke vare i Stand at giøre; Og, efterat bemældte Nordfarere eengang først vare blevne deres Debitores, maatte de siden af Fornødenhed holde ved at handle med dem.

Nordfarernes Handel med de Contorske drives saaledes: Mod Philippi Jacobi Dag komme Nordfarerne til Bergen, og da skeer af dem Leverantz til de Tydske paa Fisk, Tallig, Smør, Skind &c. Naar de igien skulde udreedes, maatte de tage til takke hvad de Contorske funde for got at give dem,

(266)

saa at de reysede bort igien med en Hob udi deres Indbildning dyre Vahre, hvilke dog vare af ingen stor Vigtighed, som for Exempel Miød for Spansk Viin, Straalsund- og Wismar-Øll for Rostocker-Øll, noget Meel og Malt, item Klæde som var maaled med korte Alen, hvilket de dog for fuldkommen Maal maatte antage, og var det i den Henseende at de stedse geraadede meer og meer i Gield, eftersom deres medbragte Vahre ikke kunde balancere mod de Contorske, som under saa prægtige Titler bleve dem saalte. Ingen Nordfar giorde derfor nogen Reyse uden at formeere sin Gield derved, og at forøge Kiøbmandens Hoved-Bog med en nye Restance. Ja deres Gield er Tiid efter anden saaledes tilvoxen, at de med deres heele Eyendom ikke have kunnet betale den 4de Part deraf, man saae den undertiiden stige til 50000. Voger Fisk. Formedelst denne daglige tilvoxende Gield have Nordfarerne været ligesom de Contorskes Vornede, saa at de ikke alleene have været tvungne til at handle med dem alleene, men end ogsaa at lade sig

Anmærkning derover.

nøye med hvad Vahrer de vilde unde dem, og hvad Navn og hvilken Priis de vilde sætte derpaa. Hertil hialp ikke lidet Nordfarernes store Vanitet, hvilke (267)

vilde have alt hvad lekkert og kostbart de saae for Øyene, uden at agte hvad det skulde koste.

De Contorske have ikke forglemt at anføre det som en Merite, i det de saa lang Tiid have giort Forskud til et Gield-bundet Folk, og holdet ved at creditere dem, u-anseed der var ingen Forhaabning om Gieldens Betalning. Men man kand derimod sige, at, hvis de alleene havde crediteret dem fornødne Vahre, eller ikke saalt dem ringe Sager under prægtige Titler, var Gielden ikke bleven saa stor. Handelens Continuation giver derforuden tilkiende, at de Contorske, u-anseed disse paaraabte Forliiser, have fundet deres Regning derved. Ja denne Handel har ligget dem saa paa Hiertet, at, da Bergens Borgere efter de mange Ulykker, de havde udstaaet, begyndte at komme sig lidt igien, og med egne Skibe og Jagte have villet fornye deres Handel paa Nordlandene, have de Contorske villet forbyde dem saadant, og i det ringeste søgt at hindre, at de ingen stærk Handel dreve paa Nordlandene.

Dette foraarsagede, at mange Klagemaal indkomme fra Borgerne, og at (268)

Kong Christian III. berammede en Rigs-Dag til Odensee, og dertil forskrev Hanse-Stæderne at møde og handle om denne Sag saa vel som om andre. Og blev da besluttet, at alle Borgernes Privilegier skulde staae ved Magt udi alle deres Artikle og Puncter. Dertilmed skulde alle Tydske Handværks-Mænd være under Byens Ret, og skylde og skatte med andre Borgere. Og seer man deraf at de tilforn saadant ikke have giort, Byens Handværks-Folk til ubodelig Skade, hvilke i Henseende til de Byrder de alleene vare underkastede, kunde ikke arbeyde for den Priis, som de Tydske, og derfore mistede deres Næring.

Den Odenseiske Recess blev siden opskikked med Christoffer Hvitfeld, som den Tiid var Lehns-Herre i Bergen. Da de Contorske bleve erkyndigede derom, indginge de vel nogle Artikle; men til den Post at de Tydske Embeds-Folk enten skulde rømme Staden eller sværge hans Majestet Hørighed og Lydighed, svarede de saaledes: At som samme Handværks-Folk bestoede af en Hob løse Karle, og havde mange Venner og Slægtninger ved Bryggen, saa vilde denne Tvang foraarsage stor Bevægelse over det heele Contor. Hvorudover Tingen

(269)

blev endda en lang Tiid som den var, indtil efterfølgende Regiering da Christoffer Walkendorf blev Lehns-Herre i Bergen; thi da fik Skoemagernes Herredom en Ende, og de Contorske bleve temmeligen indskrænkede, hvilket skal viises udi næstfølgende Capitel.

Cap. VIII.

Om Contorets Aftagelse.

Anno 1565. blev Christoffer Walkendorf af Kong Friderik II. skikket som Lehns-Mand til Bergen. Samme Walkendorf, saa snart han var kommen til Bergen og havde antaget sit Embede, satt han sig for at lægge Tømme saa vel paa de Contorske Kiøbmænd som paa de andre Tydske: hvorledes han kiørede i Ring med Skoemagerne er viiset paa et andet Sted, hvorfore jeg intet videre her derom vil tale. Hans Forhold i Henseende til de Contorske var saadan:

(270)

De Contorske underholdte mange Hore-Huuse paa Ovre-Gaden, og adskillig Anledning derudover gaves til Klammerie og undertiiden til Mord, saasom der og virkeligen nogle bleve ihielslagne udi det samme Aar, som Walkendorf kom til Bergen, uden at man kunde faae fatt paa Misdæderne; thi naar nogen af Byens Folk geraadede i Tvistighed med en Garp, brøde de Tydske strax ud af deres Gaarder 20. til 30. Mænd sterke med Steen og Haand-Spiger for at komme deres egne Folk til Hielp, og, naar nogen paa Skoe-Strædet havde bedrevet en Misgierning, blev han tagen i Beskyttelse paa Bryggen, saa at hverken Byfogden eller nogen anden Rettens

Christoffer Walkendorff holder de Contorske i Tømme.

Betiente kunde faae ham ud. For disse Aarsagers Skyld lod Lehns-Herren nedrive de mistænkte Huuse paa Ovre-Gaden, og derimod gav Skiøgerne en anden Plads at beboe ved Sverresborg. Samme Plads kaldtes tilforn Hekelfield, men nu Stølen, og kand der ingen U-orden eller Klammerie skee uden man kand see alting i Slots-Porten. Dette var et Torden-Slag for de Contorske, saasom de merkede, at det paa dem var sigted, og de derforuden bleve skildte ved de for dem beleylige Huuse paa Øster-Gaden, hvor de baade havde

(271)

stakked Vey, og uformerked kunde forlyste sig, men de maatte finde sig herudi. Videre anordnede Walkendorf, at intet Qvinde-Menneske maatte paa forrige Maade sælge sig til nogen Garp. Han lod ogsaa befale, at ingen løs Qvinde eller Skiøge skulde i Kirken sidde i Stoel med nogen ærlig Danne-Qvinde, ey heller i deres Samqvem, Brylloper og Barseler.

Derpaa begyndte de store Tvistigheder med Skoemagerne, hvorom tilforn er talt, og vare de Contorske Kiøbmænd derudi indviklede, efterdi de toge dem i Beskyttelse. Christoffer Walkendorf giorde paa samme Tiid en Reyse til Kiøbenhavn, og, da han 1558. kom tilbage, lod han allevegne plante Stykker, og holde sterk Vagt paa Slottet. Dette indjog stor Frygt i de Tydske, saasom de bildte sig ind, at han derved havde noget fiendligt i Sinde imod dem. Den siette Dag efter hans Tilbagekomst lod han kalde de Tydske Handværks-Folk til sig og lod dem vide, at de maatte efterleve hvad som tilforn var dem sagt udi Christoffer Hvitfelds Tiid, det er, beqvemme sig til de Byrder, som andre Byens Folk vare underkastede, eller forlade Staden.

(272)

Disse gav strax de Contorske dette tilkiende, hvilke satte Mood i dem, og forsikkrede dem om Beskyttelse, lode ogsaa falde saadanne Trusler, at en Deel af Almuen af Frygt for Overlast førte deres Gods om Natte-Tiider hemmeligen af Byen.

Men Walkendorf blev ved stift Mood, og opmuntrede Borgerne til Dristighed. Dette foraarsagede at de Contorske forlangede en Samtale med ham i vor Frue-Kirke, hvilket og skeede. Da han gik ned af Slottet, tog han kun 2. Drænge med sig for at lade see, hvor lidet bange han var for deres Trusler, men lod sige derhos til Holger Bagge, at, saa snart han merkede nogen Allarm eller Uleylighed, skulde han strax skyde af Slottet ind paa Bryggen.

Hans Opførsel mod dem.

Da de vare blevne forsamlede udi Kirken, komme Kiøbmændene frem med en Bog, hvorudi alle deres Privilegier vare skrevne, blant andet et som Kong Christian 2. havde givet i Bergen saa lydende: at Kiøbmændene maatte beholde de Tydske Handværks-Folk til videre Beskeed. Men, som dette Privilegium var udgivet førend Høystbemældte Konge kom til Regieringen, og da han endda ikkun var Prinds, og det derforuden

(273)

ikkun var et Interims-Privilegium, som virkeligen siden var ophæved ved den Odenseiske Recess, holdt Walkendorf det for at være u-efterretligt. Endeligen blev saaledes forhandlet, at Lehns-Herren tilstedede de 5. Amter at bruge deres Handverke i Bergen, indtil førstkommende Michaëlis, imidlertiid skulde de hos H. Majestæt giøre Ansøgning om at forblive der længere, og, naar Michaëlis Tiid var forhaanden, skulde de enten svære Kongen eller strax forlade Staden. Dette lovede de med Brev og Seigl. Hanse-Stæderne giorde derpaa tvende gange Ansøgning samme Sommer hos H. M. og begiærede, at de Tydske Handværks-Folk maatte efter Sædvane staae under Contoret. Men Kongen lod dem vide, at de i alle Maader maatte rette sig efter det Brev, som de havde givet Christoffer Walkendorf.

Efterat dette saaledes var afgiort, skreed Lehns-Herren til andre Sager; Hvordan tilgik først med St. Halvards Kirke og endeligen med Skoemagernes Udrøddelse er tilforn omtalt. Hvad Kiøbmændene paa Contoret angik, da lod han tiltale deres Prædikantere, efterdi de veigrede sig ved at staae under Bergens Superintendent, og at efterleve

(274)

Kongl. Majestets Ordinantze. Een af dem ved Navn Hr. Christoffer ved St. Martini Kirke svarede da, at den Almægtige GUd var deres Superintendent, og Bibelen deres Ordinantz. Hvorudover Walkendorf lod dem vide, at de enten skulde forføye sig af Landet eller rette sig efter den Kongl. Ordinantz, som lydige Prædikantere burde at giøre, og ikke være deres egne Herrer, helst saasom den Kongelige Ordinantz var Christelig og uddragen af den Hellige Skrift. Da svarede den anden Prædikant, nemlig Hr. Johan, saaledes, at det var billigt, at alle Mennesker, saa vel GUds Ords Tiennere som andre, havde Øvrighed, paa det at god Skik og Regimente des bedre kunde holdes blant Menneskerne: hvorpaa de begge gave ham Forpligtelses Breve, at de skulde være Kongl. Majestets Ordinantz underdanige og Superintendenten hørige og lydige, og derpaa rakte ham deres Hænder. Dette og andet forbittrede de Tydske saaledes, at de søgte at overfalde Slottets Folk, ladende sig see undertiiden Troppe-viis henved 300. Mænd stærke, og omkomme een af Slots-Folkene ud ved Dreggen. Herudover lod Walkendorf nedbryde alle de Kaal-Hauger, som stode imellem Slottet

(275)

og vor Frue-Kirke, paa det han klarligen kunde fra Slottet see, hvad som bedreves mellem Bryggen og Slottet.

Saaledes var Christoffer Walkendorfs Opførsel mod de Tydske, saa at derfore hans Navn er ligesaa ubehageligt paa Bryggen, som det er behageligt udi Staden.

Contoret tager af ved Hanse-Stædernes Afmægtighed.

Siden den Tiid er Contoret bleven meer og meer ydmyget. Hanse-Stæderne i sig selv ere og med Tiiden skildte fra hinanden, efter at Handelen meere og meere er aftagen og bleven forflytted fra dem til Engeland og Holland. Deres Contorer ere ogsaa gangne til Grunde. Det Contor udi Flandern tillige med det Ryssiske for mange Aar siden. Det Engelske blev ophæved 1578. saa at af de 4re store almindelige Contorer er intet tilbage, uden det til Bergen, hvilket og paa nogen Tiid er saa aftaget, saa at der er kun nogle øde, gamle og ledige Huuse i de fleeste Gaarde, og de fleeste ere faldne til Byen, og holdes nogenledes ved lige af Bergens Borgere.

Dog holdte de Contorske en Tiid lang efter Walkendorfs Bortgang endda Ørene stive, og een og anden gang

(276)

søgte at giøre Borgerne nye Fortreed, som ved at anlægge det Bolværk igien for Kiøbmands-Stuen, som de udi Friderici II. Tiid maatte nedrive, og, da saadant blev dem formeened, vilde de ingen Credit giøre meere enten til Borgere eller Nordfarere, men forlangede reede Penge, saa at det var ikke uden med stor Møye, at Lehns-Herren Mads Skeel bragte dem til Forliig igien. Hvorledes Kong Christian IV. tvang dem til at ophæve deres selv giorte Love og Vedtægter, er tilforn omtalt; iligemaade hvorledes Kong Christian V. ved en Forordning afskaffede deres Spil: Kort at sige: Contoret er kun nu som en Skygge af et anseeligt stort Societet.

Cap. IX.

Om Contorets nu værende Tilstand.

COntoret var udi min Barndom i saadan Tilstand. Da der tilforn efter den første Artikel af deres Vedtægte var Kiøbmændene forbudet at boesætte

(277)

sig udi Staden og at gifte sig, blev saadant ikke meer i agt taget; thi adskillige af dem have begivet sig i Ægteskab med Byens Folk, og tilkiøbt sig Stuer af deres forrige Herskaber udi Bremen og andre Stæder, saa at derudover en anseelig Deel af Bryggen er kommen under Byen. Dog er herved at merke, at de som i saa Maade giftede sig, fløttede til Byen og der boede selv med deres Koner.

Paa Kiøbmands-Stuen holdtes saadan Skik: Oldermændene, som gemeenligen

Contorets Husholdning og Indretning mod Enden af forrige Seculo.

vare 2. med Secretario og Acteinerne, hvis Tal blev fra 18. reduceret til 8. sammenkaldede om Høsten, saa snart Skibene vare færdige, alle Huusbonderne paa Kiøbmand-Stuen. Naar de vare samlede og havde satt sig ned paa Bænkene, maatte de yngste Huusbonder, som tilforn ikke havde sværget, træde frem til Bordet, og der aflægge deres Eed. Secretarius oplæsede siden for dem deres Ret, hvorefter de skulde skikke sig, samt formanede enhver, hvorledes han skulde forholde sig udi hans Handel, og at han ikke talede haanlige Ord enten om Kongen eller anden Øvrighed, ey heller om Jomfruer eller Piger, og at han holdt sine

(278)

Folk til at leve fredeligen og roeligen saa vel paa Bryggen, som i Byen.

Efterat dette var forretted, bleve alle de Bestillinger beskikkede, og alle de Personer nævnede, som dem samme Aar skulde beklæde, saasom Kirke-Værgere, Fattiges Forstandere &c. og om nogen Oldermænd da vare, da bleve de udi denne Samling bekræftede, naar de tilforn udi Lybek havde været udkaarede. De tvende yngste Acteiner tillige med tvende af de ældste Huusbonder bleve udvalte til at være Fragt-Herrer samme Aar. Og om ingen Actein da var, blev een i samme Session udvaldt.

Derpaa blev tilkiende givet, at enhver paa 3. bestemte Dage skulde betale deres Schos og Zulage paa deres Eed for hvad de havde indskibet, forhandlet eller udskibet.

Mod Mortens Dag forsamledes das kleine Gemeinte, det er, de ældste Naboer udi hver Gaard, som formanedes at de vel skulde see til Ild og Lys. Derhos udvaltes tvende i hver Sogn, som skulde gaae paa alle Stuer og Kammere for at eftersee Lygter og Lysestager, item om hver Stue havde sine Bøtter og Vandspande.

(279)

Otte Dage derefter ginge de to yngste Acteiner tillige med tvende Huusbonder udi hvert Sogn og en Murmester og Kiøbmands-Tiener udi hver Gaard for at besigte Ovne og Ild-Stæder. Da giorde den ældste Actein en Formaning til alle Naboer at holde god Discipline, tilholde deres Folk at søge flittig Kirken, og at tage vare paa Lys og Ild; hvilket altsammen fortiener heller at roeses end at lastes.

Om Vinteren vare alle Gaardens Folk udi en Stue tilsammen, 6, 7, 8. og fleere Familier tillige, hvoraf enhver havde sin Hosbonde item Geseller og Drænge. Enhver holdt sit Bord, men brugte alle tilfælles Lys og Varme. Ingen maatte imidlertiid tale en anden et ont Ord til, og end ikke see suurt til en eller anden, eller i nogen Usømmelighed lade sig finde under Straf. Udi hver Gaard fandtes tvende Slags Folk. De Ældre kaldtes Huusbonder og Geseller. De Yngre Skude-Junger og Stue-Junger. Efter disse tvende Classer var deres Ret og Skik anordned, naar de om Vinteren fløttede af deres særdeles Stuer ind udi den almindelige Skiøtnings-Stue.

(280)

Tiiden, paa hvilken saadan Fløtning skeede, var enten 8. Dage for Mortens Dag eller Mortens Aften. Førend de flyttede ind, maatte Drængene toe og skure Stuen, Lyse-Kronen, Bækner, Bord og Bænke. Naar de alle vare indkomne Huusbonder, Geseller og Drænge, oplæsedes for dem af en Bog kalden Naboers Bog hvad samme Stues Ret var, hvorefter alle saa vel unge, som gamle, skulde rette sig. Derpaa bleve strax udvalte tvende Bygnings-Mestere, hvilke skulde foranstalte hvad som til fælles Brug var fornødent. Dernæst blev udvalt en Skriver eller Notarius, som skulde antegne alle de andres Forseelser udi Ord og Gierninger. Ham blev tillagt en Underskriver, som udi hans Fraværelse skulde tage saadant i agt. Derforuden blev antagen en Biermester, der skulde skaffe saa meget Øll, som den Vinter udi Stuen kunde drikkes. Hvad Overskudd der kunde haves af det ham tillagde Deputat, blev anvendet til at kiøbe Brænde for.

Meister Hans.

Endeligen udvaltes een af Huusbonderne til Tugtemester, som de kaldte Meister Hans, hvis Embede var at fordre Ret af enhver for deres Forseelse

(281)

og at straffe de unge med Riis. Ham var adjungered een af Gesellerne. Medens de saaledes vare udi Skiøtnings-Stuen fra Mortens Dag indtil Fasten, holdtes hver Aften Lof-Sang, og hvo som ikke var tilstede eller kom for silde, maatte straffes, de gamle paa Pungen, og de unge paa Kroppen.

Mod 8. Dage for Juul holdtes første gang Rettens eller Straffens Dag. Da vare alle unge og gamle forsamlede udi Skiøtnings-Stuen. Imidlertiid gik Mester Hans og hans Tienere allevegne omkring, bevæbned med Riis, som hange ved hans Sider, havende en Bænk med sig, hvormed han kom til Skiøtnings-Stuen, og bankede paa Dørren, den af de nyekomne, som lukkede ham ind, fik strax en Snert af Riset over Hovedet. Saa snart han var indkommen satt han fra sig Bænken, hvor Steile og Galger vare afmalede med Kride, og æskede han derpaa efter Skriverens Fortegnelse enhver frem, som havde syndet. De Ældre maatte da betale med Penge og Meel til de Fattige, men de Yngre, nemligen Drængene, som imidlertiid vare indsluttede i et Kammer, kaldtes ud een efter anden, og efter deres Forseelse pidskedes

(282)

med Riis over denne Bænk. Den anden Rettens Dag holdtes i Fasten førend de flyttede fra Skiøtnings-Stuen.

Ellers havde Jungene eller Drængene udi hver enkel Gaard en Høveds-Mand, og udi hver dobbel Gaard tvende, hvis Bestilling var at holde de andre til deres daglige Arbeyde. Saadanne Høveds-Mænd maa de alle være hørige og lydige, og naar noget af dem forsømmes, straffer Høveds-Manden dem enten med Hugg, eller fodrer 4. ß. til Bøder af dem, hvilke Bøder ved Michaëlis Tiid inddreves, og anvendtes Pengene til deres Flagge og Baade at holde ved lige.

Naar disse Jungens eller Drænge havde tient saa længe, at de endeligen skulde være Geseller, skeede det ved et Giæste-Bud, hvorved Candidati tracterede de andre Geseller. Saaledes var de Contorskes Leve-Maade og Regimente for den sidste Ilde-Brand 1702. De fleeste Ting ere endnu mesten paa samme Fod, uden at Aftagelsen er efter Branden bleven større, og en Deel Forandring saa vel udi Regimentet, som i Gaardenes Bygninger er giort, hvilket kand sees af efterfølgende korte Beskrivelse,

(283)

som mig er communicered af Hr. Cancellie-Raad og Politiemester Claus Fasting.

Contoret i Bergen er efter den store Brand 1702. ligeledes bygged som for Branden, undtagen de saa kaldede Skiøtnings-Stuer, som for Branden havde et saa

Contorets Tilstand siden sidste Ilde-Brand

1702.kaldet Lyr oven i Taget, som kunde optrækkes naar de lagde Ild i deres Ovn, hvilken var opbygged af Steen og Kalk ligesom en Bager-Ovn. Saa længe Ilden brændte, maatte Lyret være optrækket, at Røgen kunde gaae ud, og saa snart Træet var brændt til Kull, blev samme Lyr igien tillukt, som skeede hver Morgen fra Klokken 4. til 6. og maatte ey meere Varme giøres den Dag. Deres Lius, som de havde, var igiennem dette Lyr oven i Taget, som var med Vinduer udi, ligesom paa Landet endnu er i Bønder-Huuse. I den Sted ere nu indrettede beqvemme saa kaldne Skiøtnings-Stuer med en fuldkommen stor Jern-Ovn udi, og frem for samme Ovns Mund er opsat en saa kalden Kappe af Steen og Kalk, som dog ey gaaer ud igiennem Taget, men Røgen gaaer ud igiennem Kappen ind i deres Ild-Huuse, som er ved enhver Skiøtnings-Stue uden nogen Fare.

(284)

Ellers er Stuen med Vinduer udi, som andre Borger-Stuer. Udi disse Stuer opholde Huusbonderne sig med deres Drænge og Geseller om Vinteren, ungefær fra Martini til Paaske, dog ikke længer end om Dagen og Vinters Aftenen, saa længe dem behager. Ellers maa ingen ligge derudi eller have nogen Seng, men den bliver igien lukt om Aftenen. I disse Skiøtnings-Stuer participere saa vel Borgere, som Contorske, som have deres Handel-Stuer paa Contoret under samme Ret, som de mellem sig selv have indgaaet med hverandre. Der er ingen Skorsteen paa heele Contoret, undtagen paa den saa kaldede Kiøbmands-Stue, hvor den itzige Secretaire nu opholder sig. Saa bliver og den Contorske Ret der holden af Secretairen og tvende Acteiner. I forrige Tiid var der en Oldermand, en Secretaire og 3. Acteiner, men siden 1710. da den sidste Oldermand ved Døden afgik, er der ikkun beskikked een Secretaire og tvende Acteiner, som dømme i alle Contorske Sager, og have Administrationen over Kirken og Fattig-Huuset, som endnu ved lige holdes af de Contorske, dog betale Borger-Handel-Stuerne godvillig til Kirkens og Præsternes Underholdning, enhver half

(285)

 Parten saa meget som en Contorsk Stue. Deres Geseller holde selv Vagt, saa vel Borger-Stuen som Contorske, nu som før. De Contorske er tilladt at handle med Nordfarerne saa vel som Indbyggerne, men ikke med Bønderne udi Bergens Stift. Saa maa de og handle med Borgerne, men ikke uden en Gros, og Borgerne skal have Forkiøb for dem, og maa ingen Contorsk kiøbe nogen Slags Varer af Danske eller andre uden Byes Skibe i 6. Dage og af Fremmed i 14. Dage. Iligemaade maae de Contorske ikke heller befatte sig med nogen Fabriqve eller holde Skibs-Parter, eller skibe Varer for deres Reigning paa fremmede Stæder uden alleene til deres Principaler i Lybek, Bremen og Hamborg, ey heller betiene Commissioner for Fremmede efter Byens Allernaadigste Privilegier af 1702. Tvende Gaarder bleve lagte til Almænding efter Branden, nemlig Vetter-Løven og Brødre-Gaarden, som var paa den Indre- eller Syndre-Side af Contoret, som nu kaldes Vetterlefs-Almænding. De Gaarder, som endnu er paa Bryggen, og hvor mange Borger-Stuer eller Contorske Stuer, der er i hver Gaard, ere som følger:

(286)

1. Fine-Gaarden, derudi 5. Borger-Stuer.

2. Drams-Huusen, derudi 2. Borger-Stuer, og tre Contorske, Bremer alle tilsammen, en Skiøtnings-Stue.

3. Bratten, derudi 2. Borger-Stuer og en Bremer dito.

4. Leppen, derudi 4. Borger-Stuer og en Bremer dito; disse have en Skiøtnings-Stue.

5. Revels-Gaarden, derudi en Borger-Stue, og er ikkun en enkel Gaard.

6. Sole-Gaarden, derudi en Borger-Stue og 5. Bremer dito; Disse har og tilsammen en Skiøtnings-Stue. For saa vidt regnes et Sogn, som for Branden søgte til den mindre Tydske Kirke, som ey blev opbygt igien.

7. Kiøbmands-Stuen, hvorunder er en Viin-Kielder, som Hanse-Stæderne eye, og tilforn af en Hamborger Principal er bleven forsyned med Viin &c. at skienke for Penge, men nu for omtrent 14. eller 16. Aar er bleven leyed af en Borger her i Byen, hvilken Leye betales til Secretairen og Acteinerne,

(287)

som og paa Hanse-Stædernes Vegne underholde og reparere den.

8. Cappen, hvorudi er een Borger-Stue.

9. Holmedalen, derudi 3. Borger-Stuer og en Bremer dito, tilsammen en Skiøtnings-Stue.

10. Jacobs-Fiorden og Bel-Gaarden, som er under et og en dobbel Gaard, derudi 4. Borger-Stuer og en Hamborger dito, har Skiøtnings-Stue med de nest forrige.

11. Svends-Gaarden har 3. Borger-Stuer og en Bremer dito.

12. Eenhorns- eller Einers-Gaarden, en Borger-Stue og en Lybsk dito, tilsammen en Skiøtnings-Stue.

13. Bres-Gaarden, har 6. Borger-Stuer og en Skiøtnings-Stue.

14. Bue-Gaarden, 4. Borger-Stuer.

15. Engel-Gaarden, 2. Borger-Stuer.

16. Søster-Gaarden, 3. Borger-Stuer og en Bremer dito, tilsammen en Skiøtnings-Stue.

(288)

17. Guld-Skoen har 2de Bremer-Stuer og en Skiøtnings-Stue.

I disse 17. Gaarder med Kiøbmands-Stuen, som tilhører Hanse-Stæderne, ere 42. Borger-Stuer og 17. Contorske med Kiøbmands-Stuen, hvoriblant 1. Lybsk Stue, 15. Bremer og 1. Hamborger dito, som holde tilsammen 8. Skiøtnings-Stuer, udi hvilke een Deel Borger-Stuer med participerer, men alle Contorske. For Branden var een Skiøtnings-Stue i hver Gaard.

Man kand i Almindelighed sige, at de Contorske opføre sig nu heel skikkeligen, saa at de i den Henseende fortiener ligesaa meget at berømmes, som deres Forfædre have fortient at lastes.

Dette maa være nok talt om Contoret, hvis Beskrivelse jeg har holdet for at skulle være Læserne ikke ubehagelig i Henseende til den store Anseelse det fordum har været udi, og at det er den eeneste Levning, som udi fremmede Riger og Lande er tilbage af de Hansestædiske Forbund.

Cap. X.

Om Bergens Stift.

BErgens Stift befatter 7. Provstier, og ligesaa mange Fogderier.

Fogderier.

Fogderier.

1. Hardanger.

2. Sundhordlehn.

3. Nordhordlehn.

4. Sogn.

5. Sundfiord.

6. Nordfiord.

7. Sundmør.

Og holdes der udi det heele Stift at være mod 150. Kirker og 37. Sogne-Præster, saa at man kand regne hart ad 4. Kirker til hver Præst, hvorvel nogle ikkun have 2. andre 6. til 7. Kirker.

Hardanger.

Hardanger grændser i Øster til Fieldene, som ligge imellem Hallingdall og Tillemarken, i Synder mod Ryfølke, i Vester mod Sundhordlehn, og i Nord mod Woss og Sogn. Dette Fogderie er saaledes kaldet af en dyr Tiid, som indfaldt i Harald Graafelds Tiid; thi, da samme Konge der opholdt sig med sin Kriigs-Magt, og ingen Levnets-Midler kunde faae til dens Underholdning, gav han Egnen Navn

(290)

af Hardanger, hvilket Navn den har beholdet til denne Dag.

Udi Hardanger ere Qverne-Bierg og Helle-Bierg, hvoraf Qverne udhugges og føres vidt omkring, og Hellene bruges i Steden for Jærn-Heller eller Plader, hvorpaa Flad-Brød bages. Der skal og findes hvid-graa Marmor og Veeg-Steene, hvoraf Kakkel-Ovne, Potter og Gryder blive udhugne.

Inderst ved Hardanger-Fiord mod Østen ligger Qvind-Herret, hvor en Arm af Fieldet sig udstrækker, kalden Fugle-Fang, et af de høyeste Fielde i Norge, som stedse er bedækked med Snee, hvorudi ere dybe Huler og Sprækker. I samme Huule findes Fugle af adskillig Farve, hvoraf Fieldet har faaet sit Navn, ligesom Qvind-Herret er kaldet saaledes deraf, at Wikar Alfreksen der ihielslog alt Mand-Kiøn, saa at Qvinderne alleene bleve tilbage.

I Hardanger ere 4re Ting-Laug, Jondal, Østensøe, Ulvig og Graven, Ullensvang, Odde og Kindservig.

Hordeland.

Horde-Land, som siges at have sit Navn af Hord Kong Nors Søn,

(291)

er deelt udi 2. Fylker, Sundhordlehn og Nordhordlehn.

I Sundhordland ligger den Øe, Storøen, hvor Harald Haarfager den første Norges Eenevolds Konge residerede udi sin Alderdom, paa den Gaard Fidie, som ogsaa var en Residentz for nogle af de efterfølgende Konger. Ved Storøen ligger den Øe Monster, gemeenligen Moster eller Møgster, hvor Kong Oluf Trygge-Søn lod bygge den Kirke, som endnu findes, og er den første Christen-Kirke i Norge.

Der var fordum et Kloster inden for Storøen paa den Øe kalden Halsnøe. Halsnøe Kloster-Gods er siden bleven en Forlehning.

Sundhordlehns Fogderie har disse Ting-Steder: Ous, Strandvig, Strandebarn, Qvindherred, Skonevig, Etne, Fieldbierg, Fiære, Føen, Vaag, Opdal.

Nordhordlehn eller den Nordre Deel af Hordeland, hvor Kong Harald Haarfager ogsaa havde sin Residentze,

(292)

nemlig paa Solheim (a) og undertiiden paa Alrikstad, som nu kaldes Aarstad. Udi den nye Norges Beskrivelse foregives at denne sidste Gaard har faaet sit Navn af Kong Alfrek, som der boede, men om Navnet er rettere, som findes udi Edvardsens Beskrivelse, nemlig Alrikstad, da synes troeligere, at den har faaet sit Navn af Kong Harald Haarfager, saa at Alrikstad er det samme som Haraldstad. Og om jeg maatte legge min Gisning dertil, da saasom bemældte Harald var bleven Konge over heele Norge, kand Alrikstad betyde det samme, som det heele Riges Residentze eller Hoved-Stad.

Udi Nordhordlehn ligger den Øe Guløe, hvor Laug-Stolen blev anlagt, som kaldes Gulatings Laug-Stoel, og siden er forflytted til Bergen. Paa samme Gulating blev dømt efter Hagen Adelsteins Lov, som varede indtil Magnum Lagebetter. Hvad som videre er mærkværdigt udi Nordhordlehn er det smale Sund mellem Øerne og det faste Land, kaldet Kiilstrømmen, hvilken Strøm er

(293)

(a) Udi denne nye Norges Beskrivelse kaldes den Søeheim, hvilket maa være u-rigtigt. Det samme kand og siges om Alrikstad, som der kaldes Alfrekstad.

farlig saa vel i Henseende til dens store Fart, som efterdi midt derudi ligger et Skiær, paa hvilket 7. Nordfar-Jagte paa eengang forulykkedes. Denne Strøm falder stedse mod all anden Strøm, saa at naar Strømmen gaaer andensteds ud, gaaer den her ind.

Men hvad som giør Nordhordlehn mest anseeligt, er dette, at Bergens Stad ligger derudi. Der falder udi Nordhordlehn ikke meget Korn, saasom Landet er overalt klipagtigt, hvorudover Indbyggerne nære sig mest af Fiskerie ved Havet, saa og

Hordernes Beskaffenhed.

af Silde-Fiskerie udi Fiordene. Bønderne kaldes saa vel her som udi Sundhordlehn Horder. De samme have en sær Dragt, saaledes, at Trøye, Boxe og Hoser er af et Stykke Vadmel, og Skoene en Hud, som bindes om Fødderne, saa at ingen Bønder i Norge have elendigere Klæde-Dragt og tilligemed slettere Føde; thi deres meste Føde er Flad-Brød af Havre, Havre-Grød, Havre-Velling, suur Melk tilligemed nogle suure Sild; thi de faae lidt eller intet Kiød, saa at man kand sige, at mangen Hest bliver ligesaa vel fødet. Dette er i mine Tanker Aarsag, at disse Horder ere hverken saa fyrige eller sterke, som de fleeste

(294)

andre Norske Bønder. Vel findes en Deel af dem velformuende i Henseende til Fiskeriet, men de øvrige leve i stor Armod. Uanseed disse Uleyligheder, kand dog Hordeland regnes for det anseeligste Lehn udi Norge; thi der haver den første Eenevolds Konge, som undertvang heele Norge, haft sit Sæde, der er den første Christen-Kirke anlagt, item det store Laugting eller Gulating, og endelig Bergens Stad, som i Vigtighed langt overgaaer alle Norske Stæder. Under Nordhordland befattes ogsaa Woss, et Præste-Gield, som er Kiernen af heele Nordhordlehn, og een af de angenemmeste Egner udi Norge; thi den bestaaer af et stort Vand omringed med Gaarder paa alle Sider, og Kirken ligger paa en flak Mark med en liden Underskov, og løber der igiennem en Elv, som styrter sig ud i Vandet. Vosserne have lige saadan Dragt, som de andre Horder, alleene at de ere sorte, og derved distingveres fra Horderne, som ere alle hvide, og, saasom Landet i sig selv er got og frugtbart, saa have de ogsaa bedre Føde, og conseqventer ere stærkere og meere behiertede end de andre Nordhordlændske, hvilke sidste Vosserne gemeenligen see over Axlene, og derfor ikke kand lide, at man kalder

(295)

dem Horder, men de vilde heede Wosser alleene.

Nordhordlehn har efterfølgende Ting-Laug: Skiold, Saxtor, Herløe, Allenfit, Radøe, Lindaas, Guløe, Ekanger, Hossanger, Mielde, Arne, Maas paa Boelstad, Vangen. Paa Guløe, hvor Laug-Stoelen fordum var, findes en rund slet Kreeds, omringed af Træer, hvor Dommerne sadde under aaben Himmel.

Sogn.

Sogn grændser i Vesten mod Nordhordlehn, i Øster mod Fillefield og Valders, i Synder mod Hardanger, og i Nord mod Sundfiord. Det siges at have sit Navn af en Konge ved Navn Sokni, som boede udi Soknidal, nu Sogne-Dal. Der var tilforn en Kiøbstæd, kalden Kopanger, hvilken blev afbrændt, og ødelagt af Kong Sverre, efterdi hans Foged der af Bønderne var ihielslagen.

Anlangende verdslig Jurisdiction, da har Sogn tilforn været deelt i 2. Fogderier, Yttre-Sogn og Indre-Sogn. I Yttre-Sogn ere 9. Ting-Steder, og i Indre-Sogn 7. Ting-Steder.

I Sogn er en god Egn, som giver

(296)

Korn, Qvæg og Fiskerie, og er forsyned med Skove, Saug-Brug, og anden Herlighed. Udi Indre-Sogn er fundet et Kobber-Værk, kaldet Aar- og Semdals Værk. Det samme tilhører Kongen, som har kiøbt det for 36000. Rdlr.

Paa Leerdals Øren staaer aarligen et Marked ved Michaëlis Tiid, hvortil Bønderne nedkomme fra Valders over de farlige Klipper, kaldet Galdrene. Sogns-Bønder ere ellers saa skikkelige og maneerlige, som nogensteds i Norge.

Sundfiord.

Sundfiord grændser i Synder mod Sogn, i Vesten mod Havet, i Norden mod Nordfiord, og i Østen mod Fieldene.

Det haver 6. Ting-Steder, Askevold, Brantzøe, Førde, Jølster, Dal udi Oussen, Dale.

Nordfiord.

Nordfiord grændser i Synder mod Sundfiord, i Vesten mod Havet, i Norden mod Sundmør, og i Østen mod Fieldene og Guldbrandsdalen.

Det har 7. Ting-Steder, Stadsskibrede, Davig, Eyd og Horningdal, Gloppen, Breum, Strylden, Olden.

(297)

Sundfiord og Nordfiord bestaae af et klipagtigt og mavert Land, hvor lidet Korn voxer, undtagen inderst ved Fiorden mod Øster; Paa Øerne lever man meest af Fiskerie.

Begge Fogderier ere kun lidet bekiendte, efterdi der falder ingen Alfar Vey eller Seilads der igiennem formedelst den lange Odde af det faste Land imellem Nordfiord og Sundmør, som strækker sig Vester ud i Havet, hvilken Odde kaldes Stat, og Havet Stats-Hav, hvorover Nordfar-Jagtene maa seile. Der forgaae ofte mange Nordfar-Jagte, saasom udi det Aar 1594. da paa een gang bleve for Stat 15. Jagte med 20. til 30. Mennesker paa hver Jagt.

Sundmør.

Sundmør eller det Søndre-Møre begynder i Synder fra Stat, og strækker sig i Nord til Romsdalen, i Vesten ligger det mod Havet, og i Øster mod Fieldene til Guldbrandsdalen.

Sundmørs Fogderie laae tilforn under Trundhiems Stift, men det er siden lagt under Bergen.

Landet ud ved Havet er klipagtigt og fælt til syne, og Indbyggerne nære (298)

sig mest med Fiskerie; men Øster ind i Fiorden og Dalene ere temmelig gode Korn-Enge. Der falde skiønne feede Vahre og Bukke-Skind, som føres til Bergen. Peder Clausen siger, at paa Sundmør skal findes et Moratz, udi hvilket om man nedstikker en Hasle-Kiæp, bliver den til en Hved-Steen inden 3. Aar, saa vidt den staaer i Moratzet; men det øvrige, som staaer over Jorden bliver uforandred. Dette garanterer jeg dog ikke for saaledes at være.

Hvad den verdslige Jurisdiction angaaer, da befattes den under 12. Ting-Steder, fra hvilke appelleres til Bergens Laug-Stoel.

Provstier.

Provstier, Præste-Gield og Kirker.

Fortegnelse

Over Provstierne, samt alle Præste-Gield og deres underliggende Hoved- og Annex-Kirker under Bergens Stift, i den Stand som de har været og endnu befindes, i dette og forrige Seculo, saaledes som følger:

Sundhordlehns Provstie.

Ous Præste-Gield.

Ous Hoved-Kirke.

(299)

Brandvigs Annex-Kirke.

Fusse-Kirke.

Haalandsdahls-Kirke.

Sambnanger-Kirke.

Qvindherrets Præste-Gield.

Birke-Hoved-Kirke.

Ennes Annex Kirke.

Disse toe Kirker ere murede af Bygning.

Ølveds-Kirke.

Huusnes-Kirke.

Tysnes Præste-Gield.

Tysnes Hoved-Kirke.

Opdahls-Kirke, Annex.

Overimbs-Kirke.

Er mured.

Fieldbergs Præste-Gield.

Fieldbergs Hoved-Kirke.

Eids Annex-Kirke.

Aalunds-Kirke.

Vigebøygds-Kirke.

Skaanevigs Præste-Gield.

Skaanevigs Hoved-Kirke.

Holmedahls Annex-Kirke.

Aakre-Kirke.

Ætne Præste-Gield.

Christ Hoved-Kirke.

Half Parten er mured, og half Parten er Træ.

|300Grindems Annex-Kirke.

Gierde-Kirke.

Findaas Præste-Gield.

Muster Hoved-Kirke.

Er bygt af idel huggen Steen.

Bremnes Annex-Kirke.

Bømmels-Kirke.

Sveens-Kirke.

Storøens Præste-Gield.

Storøens Hoved-Kirke.

Begge disse Kirker ere murede Bygninger.

Fittie Annex-Kirke.

Walestrands-Kirke.

Strandebarms Præste-Gield.

Strandebarms Hoved-Kirke.

Warildsøe Annex-Kirke.

Joendahls-Kirke, hvilken dog sorterer under Hardangers Provstie.

Endnu er her til Sundhordlehns Provstie, tvende smaa Kirker, som tilhører Sunds Præste-Gield i Nordhordlehn, navnlige:

Østevolds-Kirke, og

Møgster-Capell.

Hardangers Provstie.

Kindservigs Præste-Gield. (301) Kindservigs Hoved-Kirke.

Alle disse tre Kirker, ere smukke, store og murede Bygninger.

Ullensvangs Annex-Kirke.

Odde-Kirke.

Gravens Præste-Gield.

Gravens Hoved-Kirke.

Uldvigs-Kirke Annex.

Eidsfjords-Kirke, er mured, og var i forrige Tiider et lidet Præste-Gield for sig selv, der laae under Christiansands Stift, men siden blev lagt til Gravens Præste-Gield i Bergens Stift.

Wigøers Præste-Gield.

Wigøers Hoved-Kirke.

Østensøe Annex-Kirke.

Endnu er her

Joendahls-Kirke, som ligger til Strandebarms Præste-Gield i Sundhordlehn, som før er mældt.

Nordhordlehns Provstie

med Wosse Præste-Gield.

Wosse Præste-Gield.

Wangs Hoved-Kirke, er een fuldkommen, stor mured Bygning, med et Sacristie hos, ved Choret.

Evanger Annex-Kirke.

(302) Winie-Kirke.

Oppeims-Kirke.

Hammers Præste-Gield.

Hammers Hoved-Kirke.

Hossanger Annex-Kirke.

Seimbs-Kirke.

Alversunds-Kirke.

Mælands-Kirke.

Moe-Capell, har sin egen Sogne-Almue, dog er endnu i samme Sogn et andet lidet Capell, som staaer i Exingdahlen oppe til Lands, og hen imod Woss sig strekkende.

Ligeledes er der og udi Hammers Hoved-Sogn et lidet Capell, kaldet Aasnes-Capell, men ingen særdeles Almue dertil uden de samme som Sogner til Hoved-Kirken.

Hougs Præste-Gield.

Hougs Hoved-Kirke.

Mielde Annex-Kirke.

Gierestads-Kirke.

Brudvigs-Kirke.

Stamms-Kirke.

Phane Præste-Gield, som ligger til Lectoratet i Bergen.

Phane Hoved-Kirke, er mured.

Birkelands Annex-Kirke.|303

Sunds Præste-Gield.

Sunds Hoved-Kirke.

Fields-Kirke.

Østervolds-Kirke, og

Sorterer under Sundhordlehns Provstie, som før er mældt.

Møgster-Capell.

Mangers Præste-Gield.

Mangers Hoved-Kirke.

Sæbøe Annex-Kirke.

Bøe-Kirke.

Herløe-Kirke, er en mured Bygning.

Lindaas Præste-Gield.

Lindaas Hoved-Kirke, er half Parten af Muur og half Parten Træe-Bygning.

Sandnæs Annex-Kirke.

Møking-Kirke.

Lygre-Kirke.

Østeimbs-Kirke, hvorunder er og et lidet Capell, beliggende ud imod Havet, kaldet Feddie-Capell, hvorudi dog sielden skeer Prædiken.

Evindvigs Præste-Gield.

Evindvigs Hoved-Kirke, sorterer under Nordhordlehns Provstie, men Annexerne som er:

(304) Breche-Kirke.

Ligger under Sougns-Provstie.

Ladvigs-Kirke

Bøe-Kirke, og

Udvehrs-Capell.

Sougns Provstie.

Hertil hører først de fire Kirker fra Evindvigs Præste-Gield, som før er mældt, og dernæst

Wiigs Præste-Gield.

Hopperstads Hoved-Kirke.

Hofs-Kirke.

Disse tvende Kirker ere murede.

Qvamsøe-Kirke.

Arnefiords-Kirke.

Kirkebøe-Kirke.

Legangers Præste-Gield.

Legangers Hoved-Kirke, er een smuk mured Bygning.

Rinde Annex-Kirke.

Wangsnes-Kirke.

Tingums-Kirke.

Fresvigs-Kirke.

Mundahls-Capell.

Udlands Præste-Gield.

Wangs Hoved-Kirke, er een fuldkommen mured Bygning.

Floms Annex-Kirke.

Underdahls-Kirke, ellers har her i |305ældgamle Tiider været en Kirke til, kaldet Rygge-Kirke, som siden Reformationen har været øde og aldrig meer bliver bebygt, men dens Indkomster er Hoved-Kirken alleene tillagt.

Sogndahls Præste-Gield.

Stædie Hoved-Kirke.

Kopanger Annex-Kirke.

Ølmens-Kirke.

Følkisbøygdens Præste-Gield.

Hafsloe Hoved-Kirke.

Jordanger Annex-Kirke.

Feeds-Kirke.

Solverens-Kirke.

Ornes-Kirke.

Lyster Præste-Gield.

Dahle Hoved-Kirke, er en smuk mured Bygning.

Næss Annex-Kirke.

Forthuns-Kirke.

Gripne-Kirke.

Lehrdahls Præste-Gield.

Tyniumbs Hoved-Kirke.

Houge Annex-Kirke.

Borgunds-Kirke.

Aardahls-Kirke.

|306Jøsterdahls-Kirke, Er et lidet og ringe Præste-Gield for sig self, bestaaende kun af 30. fattige Field-Bønder, som og over 3. Miile fra Søen ere boende.

Sundfiords Provstie.

Askevolds Præste-Gield.

Askevolds Hoved-Kirke.

Øens Annex-Kirke.

Hyldestads-Kirke.

Willnes-Kirke, herunder er og et lidet Capell ud imod Havet beliggende, kaldet Bue-Capell, hvor og sielden skeer Prædiken.

Holmedahls Præste-Gield.

Holmedahls Hoved-Kirke.

Dahle Annex-Kirke.

Bøgstads-Kirke.

Guddahls-Capell.

Sande-Kirke, og

Wiigs-Kirke, og imellem disse tvende sidste Kirker staaer et lidet Capell oppe til Lands ved et fersk Vand (som der imellem er beliggende) kaldet Hestad-Capell, og som der ikke er nogen vis Almue til, saa bliver der kun sielden Prædiken.

Førde Præste-Gield.

Førde Hoved-Kirke.

|307Nøsdahls-Kirke, annex, er en god mured Bygning.

Holtzedahls-Kirke.

Wefrings-Kirke.

Jølster Præste-Gield.

Aalhuus Hoved-Kirke.

Helgems Annex-Kirke.

Kinds Præste-Gield.

Kinds Hoved-Kirke, er en stor mured Bygning.

Broe eller Svanøe Annex-Kirke.

Brimanger-Kirke.

Nordfiords Provstie.

Eids Præste-Gield.

Eids Hoved-Kirke.

Hordningdahls Annex-Kirke.

Staurums-Kirke.

Davigs-Kirke.

Rogsunds-Kirke.

Aalfoeds-Capell.

Gloppens Præste-Gield.

Wereids Hoved-Kirke, er en stor mured Bygning. I dette Sogn har i ældgamle Tiider endnu været toe andre smaa Træe-Kirker til, hvoraf den eene har staaet paa Østrim |308i Gloppen, og den anden paa Hoepe i Hyen, men siden Reformationen har de ikke været bebygde eller i Stand udi ringeste Maade.

Reeds Annex-Kirke.

Gimmestads-Kirke.

Indvigs Præste-Gield.

Indvigs Hoved-Kirke.

Udvigs Annex-Kirke.

Opstryens-Kirke.

Nerstryens-Kirke.

Oldens-Kirke.

Loens-Kirke.

Selløe Præste-Gield.

Selløe Hoved-Kirke.

Wogsøe-Capell.

Sundmørs Provstie.

Woldens Præste-Gield.

Woldens Hoved-Kirke.

Ørsteens Annex-Kirke,

Under dette Præste-Gield, er og 2de residerende Capellanier, hvoraf det eene tilhører

Wandeflens-Kirke, som er mured, saa og

|309Søfde-Kirke, og det andet er

Jøringfiords-Kirke alleene.

Herøe Præste-Gield.

Herøe Hoved-Kirke, er mured.

Sandsøe Annex-Kirke.

Rødve-Kirke.

Herunder er og et residerende Capellanie som tilhører

Ulfsteens-Kirke, som er half Parten mured og half Parten Træe-Bygning, saa og

Hareids-Kirke.

Ellers maa begge disse Præster, som dette heele Præste-Gield betiener, give hver sin aarlige visse Genant til Capellanen til vor Frue-Kirke i Trundhiem.

Borgunds Præste-Gield.

Borgunds Hoved-Kirke, er en fuldkommen stor mured Bygning, med et halft Kors dertil.

Skodie Annex-Kirke.

Wattne-Kirke.

Herunder er og et residerende Capellanie, hvortil ligger

Harams-Kirke.

Roals-Kirke.

(310)

Ørskoug Præste-Gield.

Ørskoug Hoved-Kirke.

Søkølfs Annex-Kirke.

Stordahls-Kirke.

Strands-Kirke.

Herunder er og et residerende Capellanie, hvortil ligger

Nordahls-Kirke, hvor og der i Sognet staaer et lidet Capell, kaldet Døvingens-Capell, og sielden skeer Prædiken udi.

Dernæst

Sundeflens-Kirke, som for nogle Aar siden slog ned af Snee-Fond, og igien paa et andet sikkere Sted blev opbygt og giort til en Kaars-Kirke, af Tømmer-Bygning, hvilken ny Kirke blev og udi Aaret 1731. indviet af Sal. Biskop Müller ved sin Visitations-Reyse der i Provstiet udi samme Aar. Endeligen er der og endnu til dette Pastorat en liden Sogne-Kirke eller Capell, kaldet

Gieranger-Capell.

Alle de Kirker her i Stiftet, som ikke særdeles ere benævnte at være murede, ere enten ældgamle Stave-Bygninger, eller og tømmrede Bygninger, som siden (311)Reformationen ere opsatte, men Stave-Kirkerne ere ældre og for den Tiid blevne opsatte; af de murede Kirker er ingen siden Reformationens Tiider bleven opsat, uden kun alleeneste Wereids Hoved-Kirke for Gloppens Præste-Gield i Nordfiord, som midt i nest forrige Seculo blev opbygt nedre ved Søen, i Steden for en gammel Træe-Kirke som stoed oven for Bakken og tæt ved Præste-Gaarden.

Dette er en accurat Optegnelse paa alle Præste-Gield og Kirker, som mig er communicered af Soren-Skriveren i Nordfiord Paul Skonevig, en habile og curieux Mand, der som Fuldmægtig af Stifts-Skriveren i Bergen ofte har reyset Stiftet igiennem, saa at man efter denne Liste kand corrigere Norges Beskrivelse og andre trykte Bøger.

E N D E.