Lungseidet Handelssted – Christian IV

Lyngseidet Handelssted

Hvis man vil fra Kjosen i Ulsfjorden og til Lyngseidet,
går turen helt naturligt over det korte stykke land som har givet stedet navn,
og hvor der allerede i handelsstedets barndom nævnes en ride og kørevej “fra
arilds tid”. Intet andet sted i verden kan ligge mere idyllisk og samtidig
imponerende omgivelser. Den lune bugt, omkranset af enge og birkeskove, med
kirken og handelsstedet som nære naboer, og så de himmelhøje Lyngsfjeldene som
tårner sig op på begge sider af landstykket – det er en natur som findes kun få
steder selv i Norge.

Lyngseidet var fra først af kun en lille husmandsplads
under godset. Fra 1764 var godsejeren Andreas Røst bosat på Karnes et stykke
længere inde i fjorden, og dengang var der et gæstgiveri. Røst havde
gæstgiverbevilling fra den 27. juli 1776, og efter hans død få år senere sad
enken Anna Dorothea Hysing med godset og handelen. Hun var en søster til
godsejerne Johan og Ahlert Hysing. Hun må have været en myndig og driftig dame,
og fortsatte med al sin kraft gods driften og gæstgiveriet. Godset drev også
efter n bevilling af 12. december 1774 et savværk på sin egen jord inde i
Reisa, men tømmeret blev hentet i almenhedens skove. Her blev savet tømmer til
brug kirkereparationer og til byggeri i bygderne. Madame Røst havde nok også
haft mandlige fuldmægtige til sin hjælp. Blandt dem var Bendix Lodevig Pflueg,
senere gæstgiver på Sandnessjøen, og Hans Christopher Klæboe, senere gæstgiver
på Lyngseidet.

Da enken Røst var død, kom der en ny herre på Karnes, der
var proprietær G. U. Wasmuth på Lyngsgodset. Hans søn Ulrich Wasmuth søgte
gæstgiveri på Karnes og Skibotten, men fik kun bevilling på det sidste sted.

Gæstgiveriet på Karnes blev nægtet fordi det lå for nær
ved kirken.

Man skulle dermed tro at, det var umuligt at få gæstgiveri
på selve Lyngseidet. Hans Klæboe havde i 1787 forpagtet dette sted, som blev
skyldsat til 1 pd. Da han første gang søgt gæstgiverbevilling, fik han ganske
rigtigt afslag. Men han havde en god ven i foged Jens Holmboe og måske andre
indflydelsesrige bekendtskaber. Så det endte med at han fik bevilling på
gæstgiveriet 24 december 1789. Afgiften viser at stedet ikke var særlig
indbringende, men Klæboe drev samtidig landbrug og optrådte som prokurator,
sommetider som fuldmægtig hos madame Hysing på Rotsund. Han var gift med den
smukke og muntre Karen Hagerup, og ægteparret skildres som usædvanlige,
elskværdige og gæstfrie mennesker af den svenske rejsende Forsstrøm, som i 1800
besøgte deres hus. Hans rejseskildring fortæller at stedet havde en pæn bebyggelse
med have og lysthus, og fortæller os desuden mange træk af gæstfrihed og
selskabelighed. I Klæboes tid besøgte også Leopold von Buch Lyngseidet.

Ved folketællingen 1801 sad Klæboe på stedet med en
temmelig stor husholdning. Foruden hustru og 3 børn havde han i huset sin
søster søn Andreas Rasch, og desuden 1 dreng og 6 piger. Han drev jektebrug,
men fik vel de fleste vare fra Tromsø eller med andre gæstgivers jekter. Inde
på Karnes boede proprietærfamilien og distriktskirurg Claus Jacob Monrad med Martha
Hagerup – antagelig en søster til madame Klæboe.

Hans Klæboe sad med stedet indtil 1820-årene. Fra ødemark
havde han omskabt stedet til t godt landbrug på 1 våg, med en pæn bebyggelse og
en ikke helt lille handel. Efter ham gik stedet over til Georg Henrich Wasmuth
som havde gæstgiverbevilling. Han var gift med Nille Cathrine Figenschou fra
Kvitnes og drev gæstgiveri til sin død i 1834. Afgiften for stedet var i hans
tid 16 spd. – et bevis for stedets voksende omsætning. Handelsstedet blev
dernæst købt af Didrik Christian Stensohn, som fik bevilling på gæstgiveri den
4. november 1843. Han var søn af købmand Ingver Cordovius Stensohn i Tromsø, og
havde antagelig en del kapital i ryggen da han kom til Lyngseidet. Det var
vistnok i hans tid at stedet fik sin oprindelige uformning, med en stor
hovedbygning i vinkel med en smuk have, og med tilhørende udhusbygninger og
brygger.

Denne hovedbygning blev senere ødelagt ved brand, og et
nyt, stort etage hus blev opført af hans efterfølger på stedet, handelsmand Anton
Marensius Giæver fra Gjøvik i Ulsfjord. Giæver begyndte sin handel i 1867, og
købte i 1872 Lyngseidet med hus, jord og skov. Han var gift med Anna Krogseng,
datter af lensmanden i Målselv. I denne periode fik Lyngseidet ikke kun en stor
fremgang som handelssted, men blev også et af de mest besøgte turist steder i
Nordnorge. Denne udvikling fortsatte med stormskridt under Anton Giævers sønner
Ola K. Giæver og Anton Giæver.

Forretningen var som på de fleste handelssteder, baseret
på udrustning af fiskere, fiskeforædling og omsætning, foruden almindelig
landhandel, desuden var der en betydelig markedsandel over Skibotten marked,
med opkøb og eksport af vildt, renkød m.m. Da fiskerflåden omkring 1910 gik
over til motordrift med moderne dæksfartøjer, finansierede firmaet en hel del
af fiskerne i fjorden og anskaffede egne fiskefartøjer. Ud over årene
udrustedes der op til 100 både til fiskeri i Lofoten og Finnmarken, foruden
mange sildenotbåde. Eksporten af fiskevare er fortsat i stigende omfang og
firmaet har organiseret omsætningen af vilde bær, som distriktet er rigt på.
Turisttrafikken er stadig øgende og har været af stor betydning for stedet.

Anton Giæver sen. deltog meget i det offentlige liv, var
ordfører i mange år, direktionsmedlem i fylkesrederiet og formand i direktionen
for Lyngen Sparebank, som han havde fået stiftet. Han var den som tog initiativ
til dannelsen af Nordlands Handelsstands Fællesforening og en tid dens formand.
Sønnen Ola K. Giæver var i en årrække ordfører, og i 1925 – 27 stortingsmand.
Hans virke i distriktet offentlige liv og forretningsliv er så vel kendt af
nutiden at nærmere omtale er overflødig. Både han og broderen Anton Giæver har
været direktionsformænd i Lyngen Sparebank.

Mens hovedbygningen og andre huse på handelsstedet er af
nyere dato, står fremdels nogle af de gamle bryggerne ved havet med sine
kraftige gamle døre.

Ola K. Giæver har også været en flittig samler af antikviteter fra Nordfylket.