Marcellus de Boschouwer

En hollandsk prælat, Phillipus Baldæus, udgav i 1672 en uforkortet og komplet historie om Ceylon. Det var ca. 50 år efter begivenhederne som beskrives i denne beretning. I dette værk bliver Marcellus de Boschouwer nævnt første gang på side 47. I er brev skrevet af den hollandske præsident Joan von Wezik, dateret Gravenhage, 5 oktober 1609 adresseret til “hæderkronede og højvelbårne kejser af Ceylon, konge af Candia, Trinquenemale, Jafnapatam… etc. hedder det, at en Marcellos de Boschouwer, handelsassistent, skal begive sig til Ceylon med skibet Zwarte Leeuw under generalguvernør Peter Boths flag. Hollænderne tilbød deres hjælp mod portugiserne, men havde overhovedet ikke til hensigt at anvende våben. De var egentlig kun interesseret i handel.

Den 8. marts 1612 fik Boschouwer foretræde for kejseren af Candy. Denne var særdeles tilfreds og gik straks i gang med at forfatte en traktat, som vel ikke var meget anderledes end alle de andre europæiske
traktater med de ostindiske nationer. Der er dog en paragraf man skal hæfte sig ved. Der r §8, der stipulerer, at to hollændere skal sidde med i det kejserlige krigsråd. Efter at have forhandlet traktaten færdig, bad Boschouwer om tilladelse til at forlade hoffet og begive sig til sine overordnede på Coromandelkysten. Hollænderne må således have været der. Det forklare måske, hvorfor de var så interesserede i denne kyst senere i 1620. Boschouwer blev nægtet at forlade landet med henvisning til den paragraf i traktaten, der bestemmer, at to hollændere skal være medlem af det øverste krigsråd. Udgiverne af Baldæus bog har i en fodnote rette datoen for Boschouwers ankomst til hoffet til den
11. marts og ikke som påstået af Baldæus den 8. marts 1612. traktaten var også på 45 punkter, men der er kun en detalje. Det er vigtigere for os, at der en side senere står, at Boschouwer blev ved hoffet og kejseren tildelte ham adskillige titler:

Prins af Migomme, Kockele, Corle, Ananagepore, Miwitigael,

Herre af den Gyldne sols orden,

præsident for det øverste krigsråd,

anden pladsen i hans majestæts hemmelige råd og

Lord High Admiral

I løbet af ganske kort tid havde Boschouwer opnået de højeste æresbeviser og poster i landet. Således blev en hollandsk handelsassistent hvirvel ind i et spind af intriger, der har sat sit præg på Ceylons historie. Siden oldtiden har der været ført større eller mindre krige mellem termilerne i nord og singhaleserne på resten af øen, med skiftende held til begge parter. Boschouwer må have gjort det godt i dette spind af intriger nu også mellem portugiser og hollænder. Da kejseren søn dør, er det Boschouwer der tænder ligbålet. Dette er en stor hædersbevisning.

Da kejseren ligger for døden, bliver han af kronprinsen sammen med pris Ove valgt til at være rådgiver og vejleder for den unge prins.

Da den inge prins og tronfølger, bliver til Kejser Senerat Adassin, kommer riget til at “stande i våde”. Portugiserne trænger kejseren hårdt, og de får hjælp ag kejserens rivaler og fjender. Man skal holde tungen lige i munden for at holde rede på alle intrigerne for og imod Senerat. Ifølge Baldæus anmoder Boschouwer om at drage til Mazulipatam for at få hjælp mod portugiserne. Han får fuldmagt og besked på at forhandle med enhver konge, prins eller potentat og republik på at slutte overenskomster eller alliancer, der kan fremme hans kejserlige majestæts interesser og velfærd i kampen mod dem svigefulde portugisere. Dette er for denne beretning en vigtig oplysning. Han fik også breve og akkreditiver med som gesandt for kejseren. Denne lovede til gengæld også at ratificere og holde alt det, som Boschouwer forhandlede sig til. Så det var helt legitimt, at Boschouwer forhandlede på kejseren vegne.

Han forlod Ceylon den 9. maj 1615. Dermed begyndte en lang og sej tiggergang, der endte heldigt i København. I Mazulipatam mødte han den hollandske Hans de Hase, visitateur for Indien, der sendte ham videre til Bantam, Java til general Reynst. Denne var lige afdød, og “Kompagniet” var for tiden hårdt trængt med deres krig på Molukkerne, så de så sig ikke i stand til at hjælpe. Men da Boschouwer trængte på, gav man ham tilladelse til at rejse hjem til Europa for eventuelt at få hjælp fra den kant. Hjemme i Nederlandene gjorde han et dårligt indtryk på Kompagniets bestyrelse og direktører, som fandt, at han havde pustet sig op på utilbørlig vis, skriver Baldæus. Han forlangte større opmærksomhed end selve direktørerne. De må man nok tænke på, at han rejste ud som handelsassistent, og nu fremførte sig som kejserlig ambassadør, prins, ridder af den gyldne sol, rigsadmiral, øverste i krigsrådet osv. Man kan forstille sig en samling mørkklædte, alvorlige mænd, sandsynligvis meget velhavende og velanskrevne i det hollandske samfund. De sidder i et stort rum med mørke paneler og gobeliner ved et stort mørkt egetræsbord, og så kommer denne “spradebasse” af en handelsassistent og vil forhandle med dem på lige fod. Desuden var det meget inopportunt lige på dette tidspunkt. De havde faktisk droppet Ceylon og var igang med t grundlægge deres ostindiske imperium med Java og Sumatra. Derpå blev, stadig ifølge Baldæus, den gode Boschouwer så fortørnet, at han glemte alt om sin ed og pligter over for det hollandske selskab og rejste til Denemarken, hvor han gik i land i Købehavn den 16. juni 1617.

Her vakte hans ankomst opsigt. Det var et spraglet optog, der drog fra hans logi til slottet. Han havde sin indfødte, kristne og gravide kone med. Hun vat i øvrigt også fra det bedre selskab på Ceylon. En for københavnerne frygtindgydende figur i dette optog var en mørk, langhåret og langskægget mand iklædt det mærkeligste tøj. Der var noget at kigge på for folket. Det lykkedes Boschouwer at få Christian IV med på ideen, og konge stod oven i købet fadder til Boschouwers søn. Boschouwer må også have mødt hovedmændene i det nystiftede danske ostindiske kompagni. Nogle af dem var måske kolleger fra Boschouwers tid som gemen handelsassistent i Holland.

Det skal senere vise sig at Boschouwer var en fantast.