Markedsfærd & Tusk handel
Ved siden af den daglige omsætning på handelsstedet havde
gæstgiveren og andre handlende ikke så lille en handel på markeder og ved
byttehandel med svensker, lapper og russer.
Markederne i Nordland kaldes på Petter Dass´s tid og senere
ledingsberg eller ledingsbergsmarkeder. Det er atter et udtryk for den stærke
tradition tilbage fra Sagatiden her i det nordlige. Markederne blev holdt i
forbindelse med ledingsbergs tinge, hvor folk efter gammel sædvane mødte frem
og betalte ledingen, den ældste og vigtigste af alle skatter. Ligeså som
handelspladsen i gammel tid gerne lå “på et tørt bjerg”, var et
sådant sted også brugbart for en ting almue. Tingsted og markedshandel har nok
ofte fulgtes ad fra sagtiden og fremover.
1 8 2 9 80 Res ang Thing i Helgelands Fogderi
2 Juni 1829 Kongelig Resolution tilmeldt Amtmanden i
Nordlands Amt den I9d s M fra Departementet for Finants Handels og Told V senet
hvorved bestemmes
I. At de almindelige Vaar Sag og Skatte thinge for
Helgelands Fogderi under Nordlands Amt for Fremtiden bortfalde.
2 at der for ethvert af Thinglaugene Ranen Vefsm og Ræssne i
bemeldte Fogderi skal for Fremtiden afholdes særskilte Sommer Dage og Skattethinge
i Juni Maaned umidelbart foran LedingsbergMarkederne
3 at det overlades til Overovrigheden under nærmere at
bestemme under hvilke Datis de under No 2 omhandlede sags og Skattethinge
skulle afholdes saavel som Antallet af de for ethvert Thinglaug fornodne Dage
4 at Ledingsberg Markederne
blive at indrette til faste Sommerdage og Skattethinge for de øvrige Thinglauge
i Helgelands Fogderi og at afholdes paa Thingstederne Björn Sleipnæs og Tilrum
saledes at Sommerthinget for Alstadhougs Thinglaug afholdes paa Thingstedet
Björn for Rødø Thingslaug paa Thingstedet Sleipnses og for Brønø Thingslaug paa
Thingstedet Tilrum
I Trondheims borgernes velmagtsdage var det disse kræmmere
som dominerede på ledingsbergene, ofte til stor forargelse for præster og
embedsmænd. Præsterne tordnede især mod den forargelige uskik med brændevinssalg
som foregik på markederne. Og øvrigheden ver ikke tjent med al den slags uorden
på tingstederne. Hr. Petter har da også gives den mest levende skildring af
hvordan det kunne gå til på ledingsbergene, når nordlændingen – Hr. Greis,
faldt i kræmmernes klør:
Er nogen blandt Skaren som lyster en Pæl-
Og kanden fuldkommen, da tappes der vel,
Dog først tælles Skillinger otte.
Da Greis det fornam, se da gik han omkring,
Men Kræmmeren følte et smerteligt Sting,
Thi raabte han, hvad han formåtte:
Hør Greis kom dog nærmere, jeg ser, I er tørst,
Den anden i selver betaler!
Og Gregus var tørstig, hvad kund´det forslaa?
Den anden og tredie fulgte derpå,
Han Kvinden at tappe befaler.
Freis ser sin Staldbroder gaa Tjeldet forbi;
Han raabte: min Broder! Jeg holder fri,
Gjør vel inden Døre at stige!
Paa Sidstet blev begge saa vædsket og vaad,
Og saa foor Fisken i Kræmmerens Baad;
Havd haver nu Greis til at sige?
Om Morgenen, Manden udsovet sin Rus,
Adskilligt han skulde da kjøbe til Hus,
Baad klæder pg Lærred til skjorte,
Han tinged paa Hamp, på Slibstener og Ljaa,
De svared: skaf Fisken, saa skal du vel faa!
Men se, da var Fisken alt borte.
Tilstanden blev nok bedre, efter som myndighederne skred ind
mod brændevinshandlen fra 1750 og femover. Men endnu i 1776 klagede amtmanden
Knagenhielm over at kræmmere og almuen kom til markedspladsen flere dage før
fastsat tingtid, og når øvrigheden kom, var de forduftet. Så sent som i 1791
sender fogeden Arnkiel i Salten en klage over Trondheims borgernes markedshandel
på tingstederne.
Da gæstgiverne kom til, blev det ordnet sådan, at
forskellige af dem fik bevilling til at handle på markeder mod en særskilt
afgift. Et af de største markeds handlere omkring 1800 var gæstgiver Brodtkorb
på Velvestad. Netop her på Helgeland var der flere store markeder, som kunne
bringe store indtægter ved siden af det selve handelsstedet kunne give. Men
forudsætningen for markedet var jo at det skulle være en handel uden
mellemmand, og derfor kom selvsagt en mængde andre handlende. Gæstgiveren var
i de tilfælde den eneste som måtte
udskænke og sælge brændevin.
Længst i syd på Helgeland var Tilrum nord for Brønnøy Kirke
den store markedsplads, som lå tilpas for folk inde fra fjeldene, fra Bindalen,
Velfjord, Vik, Velvestad, Vega, Tjøtta og Brønnøy. Den svenske rejsende Sven
Nilsson besøgte markedet i 1816 og skriver om det: “Vi kom ind i en dyb
fjord, hvor der lå både og fartøjer. Langs stranden var en markedsplads, der er
opsat en mængde træbuer (træboder). Her var samlet nogle hundrede bønder fra
oplandet. En flok handlende førte deres varer fra Trondheim og Bergen hertil,
man handler heri samme bod med stang jern, lugtvandsflasker, tobak og handsker.
Foged og præst oppebærer (opkræver) her sine rettighed af bønderne.”
Brønnøy Kirke
Præst og provstinde ca 1840
Den korte skildring kan passe på flere af markederne. Men
Tilrum var ikke det største. Det var Bjørns markedsplads på Dønna som tog
almuen fra alle andre. Her kunne både folkene fra det store opland ved
udmundingen af Rana finde et passende mødested. Det gamle navn “Bjørns
ledingsberg” viser at markedet er opstået af tingstedet. Her er en dyb
bugt, som i markeds tiden var fyldt af nordlandsbåde og handels fartøjer. Rundt
langs strande lå buer (boder) på rad og række, og ellers blev buer og telt
opsat der hvor der var plads.
Bjørnsmarkedet var oprettet i 1750 til afløsning for det
gamle Alstahaug våben- og ledingsbergting på Tjøtta. Markedet blev holdt ved
Sankt hans tid og var besøgt af en mængde bønder fra omegnen og handlende sydfra
og nordfra. Sin glans periode havde Bjørnsmarkedet på 1800-tallet og det kunne
da være en tilstrømning af 3000 besøgende. Omkring 1860 regner man med at
omsætningen udgjorde ca. 100.000 spd. (400.000 kr.).
I 1830 var markedet besøgt af omkring 30 handlende, og det
synes på den tid at have foregået nok så skikkeligt. Englænderen Hewitson med
følge besøgte i 1833 markedspladserne, hvor der rådede liv og lystighed i alle
buerne. En hel del af handelsmændene så ud til at være hæderlige folk. De havde
ophængt deres mest i øjenfaldende og kulørte trøjer, tørklæder og bånd så de
kunne friste kvindekønnet. Hewitson beklager at han ikke kan sige “de
smukke” køn, for det ville bare passe på en af hundrede. En kvaksalver
tilbød dem vidunderkurer, men engelskmanden fortrak af drikke kaffe og punch
hos apotekeren. Rors karlene de havde i skyss båden, drak sig fulde på
markedet, så rejsefølget måtte overnatte i den lille dal nær ved
markedspladsen. Og her tegnede Hewitson
en nydelig skitse som viser det smukke landskab med markedspladsen og De syv
Søstre i baggrunden.
I 1855 var antallet handlende øget til 55 og 25 opkøber som
lå i havnen og opkøbte fisk. Ti pr senere var det 90 og i 1870 omkring 100
handlende på markedet. Da var der også et enestående markedsliv på Bjørn i de
dage, og stevnet blev regnet for det største i Norge efter Grundset Marked.
Dønna med Bjørn
Allerede ugen før markedstid begyndte der at blive livligt
på Bjørn. Ude fra øerne kom både fuldlastet med tørfisk, fersk og saltet fisk,
dun, fjer. Inde fra fjorden kom folk med nybyggede både på slæb efter hinanden
og fyldt med alle salgs trævarer. Ude i bugten lå Trondheims borgerne og andre
handelsmænd med deres jekte og andre handelsfartøjer, og fra dem blev tønder og
kasser sejlet i land til handelsbuerne. Disse var ejet dels af handelsmanden og
proprietære, dels af bønder i omegnen.
Når markeds søndagen nærmede sig, kom hovedmassen af almuen
roende fra fjord og sund. Karlene hev godt i årerne og svdte, og kvindfolkene
sad agter og i stævnen og sang en vise. Nogle lagde til ved gårdene Nord- eller
Sørbjørn, hvor bådene blev vendt og brugt som hus. Her lå de ved siden af
hinanden, mænd og kvinder, så længe markedet varede. Mad og kaffe buer blev
slået op der hvor der var plads, og ved langborde sag folk delikaterede sig med
lefser, gomme (blød ost), hårdkogte ederfugleæg og kaffe.
På selve markedspladsen lå bådene tæt i rækker langs
stranden eller vendt oppe på land. Der var trængsel mellem buerne, hvor
handelsmanden frembød sine varer. Nede ved havet holdt fiskerne til og solgte
fiskeprodukter af alle slags, særlig sild til indlandsfolket. Fjordbyggerne
holdt til lidt længere op af bakken med alle slags trævarer, som særlig øboerne
havde brug for. Længst oppe havde manufaktur handleren opslået sit telt, og
inde på bordene lå stabler af færdigsyet beklædning. En del svensker kunne også
komme østfra, og havde god afsætning af jernvarer og andet sådant.
På Markeds mandagen var handelen i fuld gang. Det vrimlede
med besøgende i “gaderne” mellem buer og telte, folk gik fra den ene
handel til den næste og så på stasen, pruttede og købte. Flokke af piger på
fem- seks stykker som hold hinanden i hånde, kunne spærre vejen for en. Der
manglede heller ikke på mærkelige ting som fremvistes for god betaling. Kvaksalver
og tusindkunstnere havde også deres publikum, og for dem som ønskede at
udforske fremtiden, var der spåmænd og spåkoner, de sidste var for det meste
finnekællinger. Og sådan blev der handlet, nydt, spist godt og drukket tæt over
alt, til de tre markedsdage var forbi og bygdefolket drog hver til sit. Mens
handelsmændene, især dem sydfra drog videre til næste marked. Overalt foregik
handelen omtrent i de samme rammer. Længst mod nord var Stokmarknes marked i
mange år et årligt stevne for hele Vesterålen. Når fiskeriet var slut, drog
markedshandlerne sydover, fra Kabelvåg til Sleipnes, derfra til Bjørn og Tilrem
og længere sydpå.
For de faste handelsmænd nordpå kunne disse markeder være
gevinst eller en konkurrence, alt efter hvordan stedet lå eller de have
anledning til at deltage i markeds handelen. Men de redelige handels interesser
på markederne fra begyndelsen af århundredet blev stadig mere fortrængt af en
tilfældig jagt på rigdom, hvor alle slags løse eksistenser og omrejsende
snyltere forsøgte at lave penge. De moderne samfærdselsmidler gjorde markederne
overflødige, og de blev efterhånden ophævet, Bjørns marked stoppede i 1882.
Mange steder fortsatte de alligevel som privat købestævner.
Foruden den markedshandel som naturlig opstod langs vejen,
og helst der hvor fjordbygde og øbo kunne mødes, der blev der også en vis
byttehandel, mellem nordmænd på den ene side og svensker, lapper og kverner på
den anden. Denne handel fik sin naturlige markedsplads i fjordbunden. I Vefsn
var der på 1700-tallet en slags stevne på Halsøy i forbindelse med søgningen
til hovedkirken og mange klager lød over brændevins drikkeri på stedet. I Rana blev
der et naturligt mødested mellem fjord og opland på Moholmen. Kræmmere fra
borgerlejer længere ude i fjorden drog der ind med deres jekter og handlede med
svensker og dalefolk som kom ned med deres produkter. Pette Dass nævner omkring
1700 at fjeldfinnerne kommer ned til
bygden ved St. Hans og major Schnitler nævner i 1740 årerne at der holdtes to
finnemarkeder “østfor Vefsn og Ranens fjorde”, Uden nærmere sted og
tid. Der var også en af den slags handel i Korgen.
Længere nord på, på Rognan i Saltdalen, i Sørfold, Nordfold
og Tysfjord havde man også haft finnemarkeder, men disse gik tilbage allerede
tidligt på 1700-tallet. Noget længere holdt der sig et marked i Ofoten, hvor
svenskfinner og kvener kom ned og tiltusket sig eller købte fiskeprodukter. Men
også denne handel ophørte omkring 1770. Det hænger vel delvis sammen med at den
ikke var større end at den med tiden kunne overgå til en dygtig gæstgiver.
Sådan opstod en del af handelsstederne som siden er blevet velkendte steder
under navne som: Jürgensen i Vefsn, L A Meyer på Moi Rana, Mosling på Fagernes
i Ofoten og flere, De formidlede omsætningen mellem svensker og indlandsbønder
på den ene side og fjord og kystfolk på den anden. Men finnehandlen trak mere
og mere over til de svenske lappemarkeder.
Kun i Troms fylke var der et sådant marked mellem finner,
kvener og nordmænd. Mere eller mindre tilfældig handel af den slagt kunne nok
drives også af handelsmænd i Salangen, Astafjorden og videre nordover. Med det
eneste rigtige marked var på Skibotn i Lyngen. Fra begyndelsen har der nok også
været andre finn- og kvenmarkeder i andre fjorde. Schnitler nævner i 1743 et
sådant marked i Reisa, der ver der finnemarked 4 uger før jul og kvenmarked 4
uger efter jul. I Kvenangen var der efter hans beretning er finne marked og
kvenmarked ved kyndelmisse (2. februar).
Han nævner også markedet på Skibotten, som sikkert er af
ældre dato, og som snart samler al denne trafik. Markedet blev ikke autoriseret
før 1840, men spillede tidligt en stor rolle for omsætningen i Nord Troms. Man
kan gå ud fra at alle handelsmænd her i nord besøgte Skibotn-markedet, som blev
holdt tre gange på den tid hvor det var vinterføre. Først kom fjeldfinne
markedet o november, borger- eller mellemmarked i januar og endelig et sidste
marked i marts. Skibotten var fra først en alment marked, hvor hver en mand
kunne opsætte handelsbuer som han havde lyst. Men senere blev almenretten solgt
til proprietærgods, og i 1780-årerne forlangte godsejer G. U. Wasmuth at der
skulle betales afgifter til ham for brug af buerne på Skibotten. Der faldt da
dom for at de gamle buerne skulle forsat stå afgiftsfrie, men nye måtte betale
afgift. Hans søn Ulrich Wasmuth fik i 1793 gæstgiver bevilling på
markedspladsen, hvor godsejeren fra tidligere havde en egen bu. Senere blev
godsejer Rasmus Hagen gæstgiver fra 1808 og Albright Rasch fra 1840.
Handelen på Skibotten foregik sådan at handelsmanden fra
distriktet og købmænd fra Tromsø mødte frem med jekter, tendringer eller andre
skuder, mens finner og kvener kom kørende i lange række med rensdyr forspand
fra svenske fjelde over Helligskogen og ned til Skibottendalen. De medbragte
kød, skind, tunger fra Ren, smør og andre jordbrugsvarer fra Tornedalen, plus
en del jern og smedeværktøj. Det blev bytte med tør sej, frossen torsk, mel og
kolonialvarer, tobak og brændevin. For byen og handelsstederne var
markedsvarerne fra Skibotten et meget vigtig tilskud til madforsyningen.
For de nordligste fogderiene Senjen og Tromsø men også
delvis for Vesterålen, Lofoten pg Salten kom russerhandlen til at spille en
betydelig rolle på Handelsstedernes dage. Russerne begyndte at vise sig længst
med nord allerede på 1700-tallet, de stoppede her og der på gennemrejse fra
Ishavet eller fra fiskeri ved Finnmarken. Folk opdagede snart at det var
lønsomt at bytte fiskeprodukter og skind mod nogle våger russermel, som kunne
hjælpe meget til vinterforsyningen.
I begyndelsen gik denne trafik også upåagtet, skønt det var
forbudt og i strid med byens privilegier. Thomæsøn mente i 1748 at den burde
tillades da den var yderst nyttig for almuen. Men Trondheims borgerne var af en
anden mening. De så en ny konkurrent i russerne, som netop var ude efter
sådanne produkter som borgerne tilhandlede sig, og optrådte i sommer månederne
just når borgerne skulle drive deres bedste handel. Da også en hollandsk
skipper i 1752-53 havde handlet fra Lofoten til Vesterålen og nord på til
Troms, sendte Trondheims borgerne en klage ind, over hollænderen og den
tiltagende russerhandel.
Nu var det imidlertid ikke så let at stoppe denne smug
handel, mest fordi både almuen og embedsmændene gennem den fik de mel produkter
som de behøvedes mest til vinterforsyningen, og ofte til langt billigere pris
end den borgerne forlangte. Både foged og præst, skriver og amtmand advarede
mod helt at standse handelen. Regeringen valgte da at fastholde handelen som
ulovlig, men tillod russer skibe som på grund af dårlig vejr eller anden årsag
kom ind til kysten, og sælge af sin beholdning hvis almuen var i nød for
fødevarer. Under dette skalskjul fortsatte russer handelen fra 1760 og øgede
med tiden. Nu kom der en årrække hvor der blev virkelig misvækst og nød, ikke
kun i Nordland, men også i Trøndelag også de sydligere strøg, hvor borgerne
delvis fik deres kornleverancer fra. De første af disse dårlige år kom i
begyndelsen af 1760 årene og bidrog netop til at russer handelen blev tilladt
som en nød foranstaltning. Siden fulgte der endnu en række dårlige år i
begyndelsen af 1770 årerne. Med 1773 som det værste år i menneskealdre. Korn
tilførsel sydfra svigtede i høj grad, og var russerne ikke kommet i stort tal
til Senja og Trom, ville der have været ren hungersnød i disse distrikter.
Siden kom der bedre år, men russer handelen fortsatte. Og under en ny misvækst
periode i årene 1781 – 85 var det igen russer melet som for størstedelen holdt
liv i folkene i det nordlige Norge.
Herefter indså myndighederne at handelen med russerne var
nødvendig, men måtte bringes ind i lovlige former. Dette bidrog til at Senjen
og Tromsø i 1787 blev lagt til Finnmarken amt, som fik fri handel. Men for
handelsmændene blev denne forandring ikke til direkte fordel. I 1770 – 80
årerne havde mange gæstgivere, kræmmere og bondehandlere foretaget store opkøb
af russer mel, som de videresolgte til almuen. Men ved den nye handels ordning
som trådte i kraft 1789, blev russerhandelen samlet i Tromsø by hvor toldboden
lå. Og i de gæstgiver privilegier som nu blev udstedt, var der udtrykkeligt
fastslået at de ikke måtte handle med svensker (kvener) og russer. Meningen var
at handelsmanden skulle hente sin varer i Bergen, Trondheim eller i de nye byer
nordpå.
Nedover Salten og Helgeland meldes der om enkelte anløb af
russer skibe på vej til Trondheim allerede far omkring 1760. Men det er så få
tilfælde at det kan have spillet nogen rolle. I september 1796 var et enkelt
russer fartøj i Lofoten for at købe fisk. Hos Madame Bergitha Sophia sal. Dybfest på
Finneset i Vågan købte russerne 12,398 stk. saltet torsk og 9 tønder saltet rogn, og
hos Amund Zindsen på Helle 5.400 stk, saltet torsk. Men formeldt blev det hele
ekspederet gennem Tromsø firmaet Giæver & Figenschou. Købmanden i denne by
fortsatte med at have eneret til markeds og russer handel fra 1789 lige indtil 1818.
Under krigsårene var russer melet en velsignelse ikke kun
for Troms og Senja, men også for det øvrige Nordland. Staten overtog således en
hel del af korn og mel forsyningen fra Rusland og store mængder blev ført til
magasiner i Tromsø og Bodø. Efter krigen blev spørgsmålet om russer handelen
igen taget op, og ved lov af 11. september 1818 fik atter handelsmændene i
Senjen og Tromsø lov til at drive
markeds og russer handel. Og i de hundrede år fra 1818 til verdenskrigen var
russerhandelen og delvis markedshandelen et vigtigt grundlag for
handelsstederne. Det gælder især de fleste i Nord-Troms, men også i Ytre Senja
of sydover til Tjeldsundet, Andenes og Vesterålen.
Denne handel blev atter efter 1866 tilladt flere steder i
Vesterålen og desuden på Røstnesvåg og Lyngvær, Mortsund og Ure i Lofoten. Fra
1875 fik russerne her lov til at købe salt fisk i “makketiden”.
(tiden hvor der nemt gik orm i fisken). Russerhandelen fik på den måde ikke så
lidt betydning for mange af handelsstederne i dette distrikt.
Russer handelen var fra starten en tuskhandel. I de første
år, da den blev anset for ulovlig, forgik det ofte sådan: Et russer fartøj kom
in på en ankerplads, uden at falbyde varer eller handle åbenlyst. Men udover
natten kom folk roende og lagde til skibssiden, fiskere fra kornløse bygder,
søfinner inde fra fjordene, og de byttede sig til nogle våger mel mod penge
eller varer. Senere da handelen blev tolereret som en nød foranstaltning, skede
den åbenlyst under tilsyn af lensmand og fut. Handelsmanden i tendringen eller
slagbåde,almuen i småbåde, lagde til og forsynede sig med mel, gryn, hamp og
lærred, jernvarer, tjære og tovværk. Russerne tog imod penge, fiskeprodukter,
talg, husdyrskind og især vildt skind, som de betalte rigtig godt for.
I de sidste hundrede år var særlig sommerfisken i
makketiden, som var med en god omsætning til russerne, og deres mel og
grynvarer var ved siden af træ produkter vigtige importvarer for de handlende
her i nord. Mange af de gamle handelssteder holdt sig oppe så længe
russerhandelen stod på. Den havde ligeså meget betydning for handelsstederne i
nord, som stor sild trafikken havde for stederne længere sydpå. I Nord-Troms
voksede yngre handelssteder som Helgøy og Torsvåg frem under russerhandelen. Og
der var et eget liv på disse steder, med stor tilstrømning af almue i
sommertiden, med livligtusk handel og akkordering på “russernorsk” og
betydelig omsætning for de handelsmænd som havde nytte af trafikken.
Norske Fylker
Kommuner i Nordland Fylke
Kommuner i Nordland Fylke.
1.Alstahaug 2.Andøy
3.Ballangen 4.Beiarn
5.Bindal 6.Bø
7.Bodø 8.Brønnøy
9.Dønna 10.Evenes
11.Fauske 12.Flakstad
13.Gildeskål 14.Grane
15.Hadsel 16.Hamarøy
17.Hattfjelldal 18.Hemnes
19.Herøy 20.Leirfjord
21.Lødingen 22.Lurøy
23.Meløy 24.Moskenes
25.Narvik 26.Nesna
27.Øksnes 28.Rana
29.Rødøy 30.Røst
31.Saltdal 32.Sømna
33.Sørfold 34.Sortland
35.Steigen 36.Tjeldsund
37.Træna 38.Tysfjord
39.Værøy 40.Vågan
41.Vefsn 42.Vega
43.Vestvågøy 44.Vevelstad
43
