Mo I Rana Handelssted

Fra Hemnes går sejlturen videre indover mod bunden af
Ranfjorden gennem et storslået og smukt landskab. Bag fjeldene i nord glimter
isen fra de hvidgrønne bræer, og under den og på alle kanter ligger fjord
byerne med dybgrønne granskove og lyse marker som baggrund. Inderst i fjorden
står granskoven tæt og næsten helt ned til vandkanten, og herinde lyser det
gamle handelssted Mo en i møde på sit flade næs under skovbrynet.

Her inde i fjordbunden havde bønderne rigelig med skov at
tage af, og derfor blev bygning af både og jekter en vigtig næringsvej for dem.
Bønderne byggede også deres egene jekter og sejlede til Bergen med dem, som det
skildres så festlig af Petter Dass i “Nordlands Trompet”:

Fem sejlende jekter de havde på gang,

Da vanked i Ranen baad langspil og sang,

Og ingen der hørtes at sørge.

Med siden blev det anderledes, siger Petter Dass. Mens
bønderne før handlede med hver andre, måtte de efterhånden slutte med
Borgensfarten og blev afhængige af kræmmerne, dvs. trondheimsborgerne.

Inderst i fjorden havde der været et skipperleje på
Selfors, med dette var ophørt i 1660. måske har der stadig være nogle få som
handlede med bønderne i området og i 1740 nævnes en væbner Aamund Jensen på Mo.
Med på denne tid havde trondhejmsborgerne sikkert overtaget en største del af
handelen men bønderne. Dette han antagelig sammen med at Mo havde udviklet sig
til en virkelig markedsplads for handelen med Sverige. Nordmændene fra kysten
sejlede ind til Mo i deres jekter, og fra Sverige kom hele handelskaravaner med
alle slags varer, en handel som er fortsat helt op til vore dage.

Alligevel havde Rana indenfor Bardal endnu i 1756 ikke
noget borgersæde. Det var kræmmerne længe ude i fjorden som havde forstået at
trække handelen til sig. En af disse, Peder P. Greger på Bardalsøra, fik i 1775
ret til at holde en lille handel på Mo holmen. Hans plejesøn Erik Hansøn
Dybfest overtog Bardalsøra et par år senere. I 1776 havde Dybfest fået
gæstgiverbevilling på Ånes nær Mo, men da handelen gik dårligt der, flyttede
han i 1778 sin bevilling over til Mo. Erik Dybfest døde som en formuende mand
omkring 1785, og hans enke Inger Falch blev da gift med Rivert Helm, vistnok n
nær slægtning af Rødøypræsten Morten Helm. Det er sandsynligt af Rivert Helm havde
trondheimsborgerskab og havde styret handelen på Mo for Erik Dybest Nu løste
han 8 juni 1786 gæstgiverbevilling på stedet og drev en stor butik på Moholmen.
Han havde nu også råd til at opkøbe gårde og jord og øge sin handel. Han købte
en større del af gården Ytteren og fik gæstgiverbevilling der 17 november 1792.
Desuden var han gæstgiver på Bardal. I 1795 købte han gården Nedre Mo af
krigsråd Coldevin for 1051 rdl. En sum som viser både Helms velstand og gårdens
værdi for et handelssted.

Ved folketællingen 1801 var Rivert Helm bosat på gården
som landmand. Han havde da allerede i 1798 overladt handelen til sin stedsøn
Peter Greger Dybfest, født 1779, men han døde kort efter, i1802. P. G. Dybfest
havde været gift med Anna Margrethe Zahl fra Nordvika, og som enke blev hun nu
gift med Knud Jæger, søn af prokurator Jørgen Jæger på Belsvåg. Dette var hans
andet ægteskab, og han blev senere gift tredje gang med Elisabeth Friderichsen,
datter af provsten på Nesna og den gang enke efter handelsmand Zahl i Nordvika.
I sit sidste ægteskab havde Jæger en stor børneflok, og fra hans ældste søn
nedstammer en gren af familien i MO i dag. En yngre søn omkom i 1816 under
sejlads med en nordlandsjekte på Stadhavet. Knud Jæger fik 1, januar bevilling
på Moholmen og ved kgl. Res. 10 april 1805 handelsrettigheder på Mo. Afgiften
12 rdl for hver af stederne tyder på en stor omsætning.

Da Knud Jæger var død i 858, gik stedet over på andre
hænder. Den nye ejer var Lars Aagaard Meyer, som købte Mo i 1860 og skabte
stedets ry. Han var søn af handelsmand Hans Abraham Meyer på Strand i Nesna,
han hade fået handelsuddannelse i Bergen og en kort tid handlet på Vikholmen.

Gennem sin mor Gidschen Buschmann Christensen fra Husby
nedstammer han fra Benkestok slægten. Han var skolekammerat med Jonas Lie, som
besøgte Mo under stipendierejsen i 1871, og ved den lejlighed skrev et nydeligt
digt til den gamle fru Gidschen.

Lars Meyer så som ingen før mulighederne ved stedets
beliggenhed i fjord bunden. Han gjorde Mo til et virkeligt økonomisk centrum
for de indre Ranbygderne, købte af bønderne og svenskerne, alt hvad de kunne
levere, og havde selv et stort lager af det som behøvedes udefra. Ikke mindst
gjorde han sit firma kendt ved at overtage en omsætning af de både som blev
bygget i fjorden. Omkring 1000 ranværingsbåde blev årligt distribueret gennem
L. A. Meyer til hele Nordland og videre udover, foruden trævare og meget andet.
Han startede vildteksport til England og Tyskland og havde selv en række
værksteder til forarbejdning eller bearbejdning af varerne. Således voksede
stedet frem under hans ledelse, med butikker. Lagerhus og værksteder rundt om
havnen De 60 – 70 mennesker i firmaets tjeneste boede i husene hos Meyer og
spiste ved hans bord, og når svenskerne kom ned til Mo, var de hans gæster.
Selv var han en hyggelig, omgængelig og usædvanlig gæstfri herre, en
selvskreven fører for sin bygde.

Sønnen Hans A. Meyer og Carsten Meyer har siden på den
smukkeste måde taget imod arven og ført stedet videre frem, til det der nu står
som en af Norges yngste byer. Hans Meyer fik en glimrende handelsuddannelse i
ind og udland, blev fuldmægtig i faderens forretning 1893, overtog den i 1902
og ledede den fra 1907 sammen med sin broder. Hans Meyers liv og virke som
handelsmand og Nordlands patriot er velkendt i Norge. Hans storslåede sind og
humane livsindstilling er uforglemmelig for alle som har mødt ham Og efter hans
død i 1926 har hans elskelige hustru fru Thora Meyer forstået at forene
hoteldrift på hovedgården med stedets gamle gæstfrie traditioner.