Munkehavn 2

Da Bartskæren David Volske døde den 12. december, var det så koldt i Munkehavn, at ingen kunne forlade skibet og få ham i jorden, først to dage senere kunne begravelsen finde sted. På ny lavede skibstømreren en kiste og et trækors, på ny gik den lille klynge skråt over isen fra “Enhiørningen” og ind til højen i land, på ny læste hr. Rasmus en bøn. Men højtideligheden blev kortvarig, og de sidste salmevers måtte stryges. “Det var saa haard en Kuld” skriver Munk “at der frøs Vabler på Næserne og Kinderne paa mange af Folket, hvor de med det bare Ansigt komme imod Vinden”.

Det var den 14. december, om ti dage var det juleaften. De fleste af mændene havde følt uhyggen ved dette andet dødsfald, der indtraf så hastigt efter det første, og Munk greb den forestående højtid som en kærkommen anledning til at lede deres tanker i en anden retning. Han fik gang i juleforberedelserne, batteridækket blev gjort ryddeligt, og da det den 20. december blev mildt og stille solskinsvejr, sendte han alle mand i land, “en Part af Folket var efter Ved og brændte Kul, en part var på Skytteri, for at vi kunne have noget fersk til de tilkommendes Julehelligdage.” Det blev en herlig dag, atter lød økseklangen inde fra land afbrudt af fjernere musketskud, atter slæbtes den ene slæde med brænde efter den anden ud over isen og da solen gik ned kom jægerne hjem med “en hel Hob Ryper og en Hare”. Dagene forløb med travlhed og højt humør. da man først var kommet i gang, var der ingen grænser for folkenes opfindsomhed og energi, om det så var øllet, der havde været frosset , var der nu ingen vanskeligheder med at få mændene til at slæbe de tunge tønder op fra lasten og syde indholdet om. Ved arbejdets afslutning benyttede Munk lejligheden til at anstille et af sine eksperimenter: “Jeg lod fylde en Rostocker Tønde med Vand, og om Morgenender de løste alle Baandene af Tønden, var den ganske bundfrossen og var altsammen Is.”

Inden man fik set sig om, var det den fireogtyvende. Officererne unaturligt vennesæle, kokken komplet utilnærmelig, kældersvenden et sammenbrud nær og bådsmændene febrilske og opslugte. Lige tid til at få raget sig og blive vasket bag ørerne, hale en renere busseronne op af køjesækken og klippe sidemanden i nakken. Men så var det slut, branden langs vesthorisonten glødede ud, stjernerne frøs fast til himlen, månen skinnede på hvide delfiner
foran stævnen. Der hørtes ingen kirkeklokker, end ikke det svageste vindpust i skibets takkelage, det var, som om kulden havde bragt hele kloden til tavshed, da hr. Rasmus ene mand rejste sig og med sin brændevinsrøst læste om de dage, da Qvirinius var landshøvding, og alverden skulle skrives i mandtal. Så lukkede præsten bogen, og det var juleaften i Munkehavn.

En rose så jeg skyde op af den frosne jord, midt i den kolde vinter. Salmen lød lidt anderledes i 1619, men melodien var den samme. Tonerne kaldte erindringen om så mange juleaftener hjemme frem i de uforberedte søfolk og blandede sig med deres frygt for fremtiden. “Efter Prædikenen ofrede vi Præsten efter gammel Viis, hver efter sin Evne, og endskønt Pengene vare ikke mange iblandt Folket, saa gave de dog, hvad de havde. En Part gave hvide Ræveskind, som Præsten fik til at fore en Kjortel med, men hannem blev derefter ikke så langt Liv fristet, at han kunde slide” skriver Jens Munk.

Gudstjenesten var forbi. Havde det nu og da knebet lidt for
en og anden blandt mændene, så har en ærlig gråd dog det gode ved sig, at den styrker appetitten, og nu kom kældersvenden frem med duftende haresteg omgivet af lækre ryper, ja kaptajnen selv gik rundt og sørgede for, at der blev skænket op i tinkrusene. “Jeg gav Folket Vin og stærkt Øl, saa de finge en halv Rus og var smukt lystige, og den ene fortørnede ikke den anden med er Ord” skrive han i dagbogen. Så kortfatte han udtrykker sig, genlyder ordene dog af den hengivenhed, han nærede for sit mandskab. Her havde han nu igen dem alle for sig, som de sad med korslagte ben på batteridækket og mæskede sig med gode sager. Iver Alsing og Jens Borringholm, Christoffer Opslø og Rasmus Clemmensen. brødrene Jens og Laurids Helsing. Snakken og latteren gav genlyd i rummet, hvor er ikke var ståhøjde, mellem fade og krus stod de mange vokslys og brændte alle sammen i de samme skæve vinkel, der markerede den lille slagside “Enhiørningen” havde fået, da isen sidste gang forrykkede skibet i dokken. For bedre at fordele varmen i rummet havde Munk fået nogle fire fod lange ballastjern varmet
rødglødende i ovnen og med jerntænger slæbt ud på et underlag af store sten, hvorfra det røde jern nu udbredte en gloende hede, der kunne holde sig i lang tid. Det rolige skær belyste mændenes ansigter. Anders Sodens og Oluf Boye, Christen Gregersen og Povel Pedersen, Morten Nielsen og Ismael Abrahamsen. Kulde og snestorme, frygt og vemod var druknet i det stærke øl, og nu sad de her, nyvaskede og blussende, med deres store kroppe, tunge håndled, tykke læber og blå øjne, mætte og godmodige, opfyldt af velvilje for hinanden, hyggende sig i julestemning, glemsel og snak om noget andet, – danskere.

Hvor forskellige var de ikke fra de små sydlændinge, som havde omgivet Jens Munk i de nu så fjerne ungdomsår, da han sidste gang holdt jul i den nye verden? Sene og enfoldige, hvor de andre havde været hurtige og beregnende, opvokset under et hårdt klimas evindelige krav til udholdende, hvor de andre uden videre havde fået et paradis forærende, men måske netop af den grund med en tilbøjelighed til at vende de hårde realiteter ryggen, hvor de andre var kølige og vurderende, kendere af virkeligheden. De fortørnede ikke hinanden med et ord, nej disse stærke, seje sømænd, de var samtidig så bløde og eftergivende, deres vittigheder var lune som venlige dask af en bjørneflab, aldrig sårende, aldrig med en hånlig eller spottende undertone, de besad drømmenes overskud af godmodighed og forståelse, hele denne julerigdom af gode
viljer, der altid sejlede under dansk flag. Herre Jesus, verden er grum nok uden os, lad os derfor være gode mod hinanden. lad os ikke være onde ligesom virkeligheden, ikke se den bitre sandhed i øjnene, men blive ved med at håbe det bedste, så ordner alting sig nok af sig selv, det er en gammel visdom, den ligger os i sjælens dyb, som den ligger på ølkrusets bund.

Fadene blev tomme og lysne brændte ned, kun den glødende
jernbarre kastede endnu et døende skær over ansigterne. Anders Stavanger og Laurids Hansen, Oluf Sundmør og Thor Tønsberg, Peder Amundsen og Halvord Brønnie, og de tre rolige skibsbyggere med deres kridtpiber, Svend Arvedsen, Jens Jørgensen og Peder Nyborg. Engang havde deres skygger dannet en levende freske på bagvæggen hjemme i Skriverstuen på Bremerholm, nu tegnede de sig som store, uformelige skikkelser oppe på skibssiden, hvor rummets fortætningsvand havde afsat et tommetykt lag is.

De lignede sorte dæmoner, der bøjede sig ned over deres
ofre, som intetanende sad og snakkede videre. Den dag på Bremerholm havde en af mændene forsorent erklæret, at de til næste vinter ville være i Kina. De havde håbet det bedste, men alting havde ikke ordnet sig af sig selv, og nu sad de her, låst fast af isen i Munkehavn. Som på mortensaften gik kaptajnen rundt fra
gruppe til gruppe, og som dengang sørgede han for at holde sine bekymringer for sig selv. Men hvor langt alvorligere var de ikke blevet i mellemtiden? Siden den sidste fest var en bådsmand og en bartskærer blevet begravet inde på land. Der havde været to kister og to trækors. Der havde været to døde. Med der havde kun været en årsag. Jens Munk gjorde sig ingen illusioner. Både bådsmanden og bartskæreren var omkommet af skørbug.

Kaptajnen vidste fra sit lange liv på søen, at når først skørbugen havde fået et offer, var den sjældent længe om at kræve et nyt. Den
var som en blind passager, der uset af alle listede sig ombord ved afrejsen for først at komme til syne, når skibet var så langt ude i rum sø, at ingen kunne blive den kvit. Var det øjeblik ikke allerede kommet på “Enhiørningen”? Hans næstkommanderende, velbyrdige Movritz Stygge, havde længe klaget sig over træthed, Jan Olluffsen havde været sengeliggende siden begyndelsen af november,
det gik stadig tilbage med Hans Brok, Povel Pedersen var syge, fire andre bådsmænd lå syge, ja, om det så var kokken, var han ude af stand til at sætte sine løse tænder i den lækre haresteg, han havde tilberedt for de andre. To døde og ni syge. Hvorledes forhindre, at de sidste fik den samme skæbne som de første? Hvorledes forhindre at også resten af mandskabet blev angrebet? Ved
ankomsten i september havde han reddet besætningen på “Lamprenen” ved at give de syge multebær, tyttebær og revling inde fra land, men selv om frosten måske havde bevare bærerne, lå sneen nu så alen højt overalt, at det var en håbløs opgave at grave sig ned til dem. Alting afhang af vejret. De havde allerede
haft flere dage med så hård kulde og snestorm, at ingen kunne forlade skibet, og nu skulle de igennem januar og februar. Hvis kulden tog til, måtte man forudse den dag, da deres brændsel var opbrugt, og jægerne i mangel på skindtøj og ski ikke kunne hjemføre nye forsyninger af frisk kød, så at alle om bord,
syge og raske, måtte nøjes med den fordærvelige saltmad.

For at holde sygdommen på afstand var det vigtig, at folkene
var beskæftigede og kunne røre sig. Men hvorledes skaffe dem arbejde? 60 mænd spærret inde måned efter måned på dette batteridæk, hvis ingen kunne stå oprejst, uden brændsel og fødemidler, uden andet at bestille end at.., nej kaptajnen turde ikke tænke tanken til ende.

Juleaften var ved at være forbi. Mændene rykkede sammen for
at udnytte den sidste varme i jernbarren, dæmoner viksede på skibssiden bag dem. Festen havde været vellykket, det havde ikke været svært at lede tankerne i en anden retning, endnu engang var virkelighed jaget på flugt.

Men krønikeren, der skildre denne aften og iagttager Jens Munk. ligesom Jens Munk iagttog sir mandskab, må spørge sig selv, om der, når det kom til stykket, var nogen større forskel på kaptajnen og hans folk? Havde han ikke også været en drømmer? Havde han nogen sinde kunne slå sig ned i virkeligheden og lade sig nøje med det forhåndenværende? Han havde været en skifting og ville være adelig. Han havde arvet en sølvkande og drømt om en herregård. Han havde fablet om at blive hvalfanger og opdagelsesrejsende og til sidste kastet sig ud i et kapløb rundt om hele jordkloden, der med alle dens storme og isbjerge ikke var nær så virkelig som hans drøm. Kongen havde støttet ham, for heller ikke Christian den Fjerde anerkendte virkelighedens højhedsret. Også han havde arvet en sølvkande og ønsket sig en herregård, sølvkanden var den danske krone og herregården den vide verden. Han sendte sine skibe ud for at kolonisere østen og vesten, og snart går han selv i spidsen for en hær ned i syden.

Ned i Trediveårskrigen. Få år senere kan han gøre regnskabet
op. Han vinder ikke den vide verden. Han mister fem danske provinser. Hans krone må pantsættes i Hamborg. Nu marcherer virkeligheden hurtigt. Freden i Brømsebro. Freden i Roskilde. Freden i Kiel. Freden i Wien. Resultater af en forkert politik ja, men hvor ofte blev den ikke ført af mennesker, der vendte ryggen til de faktiske forhold? Det er, som om den hang til virkelighedsflugt, der måske oprindelig kun var et udslag af hårde levevilkår, gang på gang fører
til begivenheder, som forstærker den tilbøjelighed i folkekarakteren, der var deres årsag. Det er cirklen uden ende, for hvert nederlag bliver virkeligheden mindre acceptabel og drømmen mere tillokkende med nye indrømmelser til følge, der udvikler sig et nederlagskompleks, som finder udtryk snart i en selvglad
beskedenheds inkompetente fablen om langt højere bjerge, snart i en tossegod imødekommenheds lallen med på Wonderful Copenhagen. Danmark synker hurtigt, men danskerne synker hurtigere. Vekselereren i Hamborg kan gnide sig i hænderne.
Disse grønne øer, hvor solen skinner over mark og kær, de ville ikke besættes, men de vil gerne pantsættes. Efter drømmerne kom kræmmerne, smilet gennem tårer blev til grinet mellem dårer.

Siger krønikeren.

Juleaften i Munkehavn var til ende, men kaptajnen lod de følgende dage mændene fortsætte højtiden med gudstjenester og fest. “Udi
alle Helligdagene var det temmelig mildt vejr, op på det at Tiden skulde ikke flade os for meget lang, øvede Folket sig udi adskillige Spil, og hvem som mest Tidkort kunde optænke, han var bedst antage, så at Folket havde da allehaande Optøger og Tidsfordriv, og i så Maade fordreve vi de hellige Dage med den Lystighed, som da paa Færde var”. Det var lykkedes Munk endnu engang at sætte humør i sit mandskab, men til sidst ,måtte festerne slutte, hverdagen og virkeligheden kom tilbage i Munkehavn, på Det Indiske Ocean og i Hafnia Metropolis Celeberrima vendte historiens timeglas, og det blev Anno Domini 1620.