Norsk “indvandring” bosætning

Allerede i stenalderen var der handelssteder i Finnmarken med sjældne og dyrebare ting. Jagtfolket som kom østfra og indtog Finnmarkskysten, vedligeholdt forbindelsen med deres stamfædre mod øst og da isen siden smeltede sydover langs kysten, fik de samkvem, med helt nye folk. Både varer og mennesker begyndte for alvor at vandre ud og ind af landet. Udover i jernalderen – og senere i de første århundrede efter Kristi fødsel – rejste nordmændene for alvor i Finnmark. Her mødte de finner, som færdedes overalt fra den flade strand til fjeldet, de handlede med dem og gav dem igen ad deres kultur overskud. En mængde ord af det oprindelige ur nordiske sprog som nordmænd talt i ældre jernalder, er blevet til lappisk og lever fortsat hos viddernes folk, som et vidnesbyrd, om den urgamle forbindelse mellem nordmændog finne.

Denne handel blev efterhånden monopoliseret af de store høvding i den nordre del af Hålogaland. Hovedartiklen var skinvarer, som førstes sydover til udlandet på norske stormands skibe. Men høvdingene nøjedes sig ikke kun med handel. De var stærkere og bedre rustet en finnerne, og disse var tilfredse med at få lov til at bringe dem gaver. Senere gik disse gaver over til at blive faste skatter, som sammenmed handelsvarerne blev en rig indtægtskilde.

Samtidig begyndte nordmændene selv at sende fangstekspeditioner til Finnmark, især for at drive hval og hvalros fangst. Det var for at udforske fangst og særdeles vilkårene videre østover, at Ottar foretog sin berømte rejse omkring 880.

Fra sit hjem i Hilleøy dalen nær Tromsø sejlede han nordover i tre dage og var kommet “så langt mod nord at hvalfangere ikke plejede at sejle længere”. Det må have været op egnen omkring Nordkap. Langs med kysten boede der ingen mennesker. Kun finnerne kom der ud om sommeren for at fiske og om vinteren forat jage.

Man ser da at Finnmarksfiskeriet, som bliver hovedgrundlaget for senere tiders handel,endnu ikke var begyndt. Set var skind og andre “finnevarer” de norske rejsende handelsfolk var ude efter, og så hvalspæk til tran og hvalros skind til reb. Spredte gravfund helt østover til Varanger vidner om disse fangster og handelsrejser i norsk vikingetid, til dels også i ældre jernalder.

Da Norge blev samlet af Harald, måtte også storhøvdingeme i Hågoland bøje sig for ham. Og som landsherre tog han også finneskatten og finnefærden i sin vold.

Finnmarkshandelen blev fra nu af et kongeligt monopol og finnefærden blev en af kongens bedste udmærkelser til sine gode mænd. Lensmand og sysselmænd, ja endog kongen selv, vovede nøje over at ingen uvedkommende rejste på Finnmarken med sigt på købmandskab.

Derimod var der intet til hindre for at tage på fiskeri og fangst rejser. Og her skete da løbet af kristen middelalder et norsk landområde i Finnmark. Allerede i 1307 rejste selve ærkebispen Jørlund nordover helt til Vadsø for indvie kirken der, og ved samme tid blev Vardøhus anlagt. Henover de sidste hundrede år af den katolske tid fik Finnmarkskysten en talrig norsk bosætning, og der blev byget mange kapeller og kirker i kystbyerne. Der er fremdeles bevaret værdifulde middelalder kunst fra de gamle kirker i Loppa, Hasvåg, Ingøy, Hammerfest, Kjelvik, Kjøllefjord og Vardø.

Det er typisk for handelsudviklingen at praktisk talt al denne kirkekunst er af hanseatiskoprindelse. Hansestaterne havde et privilegium fra kong Erik Magnussoni 1924 hvor de havde fået bedre handelsvilkår end andre og fik efterhånden storhandelen i Bergen på deres hænder. Deres største fortjeneste er at de forstod at organisere handelen og åbne nye markeder for den norske fiskeeksport. Priserne på fiskeprodukter steg, efterspørgslen blev større og stadig flere nordmænd søgte derfor nordover og østover til Finnmark for at drive fiskeri, ved siden af jagt og fangst. Omtrent på samme tid havde hansestaterne også fået fat i den russiske skindhandel, med Novgorodsom det dominerende marked. Den norske skindhandel blev nu helt underordnet, mens fiskeriet fik stadig større værdi. Fiskeri omsætningen krævede et større apparat og bedre varekundskab og kongen eller hans mænd overlod derfor handelen til købmændene i Bergen.

Det var selvsagt tørfisk som blev produceret af de første finmarkfiskere. Og så vidt vi ved, blev fiskeprodukterne fra Finnmark indtil ca. 1350 ført til Vågan, hvornorske købmænd mødte op og hentede dem til Bergen. Her tog hanseaterne imod varende og førte dem videre til udlandet. Men de havde ingen tilladelse til at sejle nord for Bergen, det var udtrykkelig forbudt i privilegiet af 1294. Forbuddet mod udlændingenes handel nordom Bergen blev gentaget i 1306, men det blev overtrådt og måtte indskærpes i 1348.

Lige efter kom de store pest perioder, som svækkede den norske købmandsstanden og åbnede vejen for hanseaternes eneherredømme på Bryggen. De begyndte dog for alvor at sejle nord for Bergen, trods det kongelige forbud og da sysselmændene nordpå forsøgte at forhindrede dem i det, klagede de til kongen. Han på sin side var nødt til at tage hensyn til hanseaterne, som på denne tid var blevet uundværlige for komforsyningen i Vest og Nord Norge. Ved en retterbot af 1361 gav han alle “indenlandske købmænd” – dermed også de tyske som var fast bosat i Bergen – lov til at rejse med deres vare nord og syd til deres land. Denne forordning blev senere af hanseaterne påberåbt som grundlag for deres ret til at handle i Finnmark.

Det nyttede kun lidt at enkelte konger forsøgte at bremse hanseaternes handel. I en retsbog fra 1384 befaler Olav Håkonsson at folk fra Finnmark og Hålogaland skulle rejse til Vågan med deres vare og bymænd fra Bergen skulle rejse dertil for at handle sig til fiskeproduktene. Det var et forsøg på at skrue udviklingen tilbage til det gamle, men kunne ikke gennemføres. Bergenserne og med dem hanseetaterne i Bergen, beholdt sin ret til handel på Finnmark. På trods af at der ofte var tvister og til dels åben krig mellem kongemagten og hanseaterne, endte det stadig med at deres privilegier blev stadfæstet eller udvidet. Men denne bergensiske handelsret var ingen eneret til handels på Finnmark.

Efter at den første oldenborger, Christian I, havde stadfæstet hanseaternes privilegier, gav han i 1455 også borgerne i Trondheim ret til at handel på hele riget, dermed også ret til at handle på Finnmark. Siden 1412 havde også englænderne begyndt at rejse på Finnmark.

Christian I

I en forordning af 1425 tales om sejlads af tyske og andre udenlandske mænd til

Helgeland, Finnmark og Island. De tyske mænd var måske sådanne som stod

I en forordning af 1425 tales om sejlads af tyske og andre udenlandske mænd til

Helgela

udenfor hansa-privilegierne og nu sammen med englænderne drev ulovlig handel

nordpå. Denne handel blev forbudt i en række aftaler mellem Norge og England

og et brev fra 1428 fortæller at engelske handelsmænd blev fanget under

Finnmark. Men ved traktaten af 1489 blev den engelske handel for en tid

godkendt. Alligevel blev denne frihandelsperiode kortvarig og af mindre

betydning. I 1524 nedlagde Frederik I forbud mod engelsk handel på Finnmark,

ogenglænderne begyndte at sejle østpå forbi Vardøhus, senere til der russiske

I en forordning af 1425 tales om sejlads af tyske og andre udenlandske mænd til

Helgeland, Finnmark og Island. De tyske mænd var måske sådanne som stod

Frederik I

Underdette fik Finnmarken en stadig større befolkning og øget værdi som norsk

land. Enkelte diplomer fortæller os at norske stormænd ejede grund og

fangstrettigheder her i nord. I 1385 nævnes privatejendom i Sørvær og Hognesvåg

(Honningsvåg).Ved et skifte 1490 mellem tre at Norges fornemste mænd får en af

parterne hele Sørøy med afgift for spæk og to tredjedele af landvaren

(jordafgiften). Det giver os et glimt af de interesser som trak folk nordover,

foruden fiskeriet og handelen.

Skønt tiderne til dels var urolige og Finnmark fra tid til anden var hjemsøgt af

kareler og russere som drog på plyndringstogt nordover kysten, vedblev folketallet

at stige. Fra 1440-årene af ophørte disse togter helt, og Finnmark havde en rolig

tid med stærk økonomisk opgang og rummelige handelsvilkår i hundrede året

omkring reformationen. Vi har allerede omtalt de mange kirker og den værdifulde

kirkekunst fra slutningen af middelalderen som et synligt udtryk for velstanden

og kulturforbindelsen. Det kan også nævnes som eksempel på den stærke kontakt
med verden uden for, at fogden på Vardøhus allerede i 1530 nævner

“nogen lutheri” – tilhænger af Luthers lære – blandt almuen i nord.

I denne periode var der mange borgere fra Bergen, efter 1455 også fra Trondheim,

som flyttede til Finnmark og slog sig ned som udliggere der. I kraft af sit

borgerskab kunne de købe finmarksvarer og eksportere dem direkte ril udlandet.

Ved siden af dem var der en hel del “nordfarere”, (folkfra Nordland og
Finnmark), som ejede jekter og drog med fiskelast til Bergen, hvor de igen købte varer til

forhandling nordpå. Denne handelen har vel opstået helt selvfølgeligt efter den

norske bosættelse bredte sig nordover i Finnmarken og var en naturlig udvidelse

afdet nordlandske jektebrug. På 13-1400-tallet tiltog denne nordfarshandel

stærkt. Og i tillæg til dette sejlede bergenserne – både norske og hanseater – med

egne skibe nordover til Varanger og vistnok helt øst til Kola.

Et regnskab fra Bergenhus 1518 nævner ved navn 34 Finnmarksfarere, som hver

betalte 2 våger råskjær (2 og 2 sammensat tørfisk) i skat. Af dem rejste hele 10

stykker på Omgang, 5 til Ingøy. 5 til Gamvik, 4 til Skjøtningsberg, 2 til Stappevær

(Stappen) og 1 til “Vaarevihen”, som antagelig må betyde Vardø-bugten. Ved 5

andre nævnes stedet ikke, mens to andre “sejler på Haldors skib i Kjelvik”.

Detser ud som om disse to har været “håseter” (rorskarl/matros) hos
Haldor, sådan vi kender det fra borgernes fart på Nordland. Efter navnene at dømme har

defleste af disse været norske, muligvis danske og antagelig mest nordfarere og

udliggere.

En “Adam Garp” er den eneste vi sikkert kan regne for at være tysker. At skatten

også gjaldt nordfarerne, ser vi af et lignende mandtal fra 1520. Her nævnes bl.a.

Hallvard Amundsen nordfarer, som rejser på Ingøy og tre andre som sejler til

samme vær. Desuden sejlede 3 til Stappen, 1 til Makkur, 1 til Hjelmøy og 1 til

Mefjord.De betalte da både for skipper og drenge 3 mark for hver, med halvanden

mark antagelig for drenge som tjente for halv løn. En af nordfarene havde betroet

en garp (tysker) at betale skatten for sig selv. De skatter der her tales om, var

ekstraskatter (dronningeskat). Almindelig skat var f.eks. i 1519 4 skil. “udi

nordfarleding af en jekt som sejler til Finnmark” . Man skal lægge mærke til at

ordet jakt (jacht, 1520 ogsåjecht) bruges allerede på den tid.

Indtægtslisterne fra Bergens kongsgård viser at nordmændene i Finnmark

dengang betalte store summer i skat. I 1520 Omgang, 43 våger råskjær,

Skjøtningsberg 43, Gamvik 41, Stappen 49, Ingøy 135, Makkur 47, Hjelmøy 63

og Tunes 32 – altså hele Finnmark i alt 453 våger, mens skatten fra Tromsø len i

samme år var 303 våger. Skattefisken fra Omgang var af fogden Hans Bagge

sendt med biskop Andors skib til Bergenhus. Og fra Gamvik kom som foræring til lensherren
på slottet “en tønde spor” – antagelig håkjerringspor (hale afpighaj),

som var en delikatesse. – Af 267 skatteydere som nævnes i 1520, var bare 18

betegnet som fattige.

Samtidig betalte Finnmark i tiendepenningskat til ærkebispen 240V2 mark og 420

lod sølv, foruden hele 1483 våger råskjær. En reces fra 1539 taler om “de som
til søs bor i Finnmark og rige og formuende er”. Alt tyder på at her var mange

sådanne.

Foruden nordfarere, udliggere og Bergens borgere drev også gejstlige og verdslige

herre en vis handel på Finnmark. Som ovenfor nævnt havde et skib tilhørende

biskop Andor Ketilssen i Bergen besøgt Omgang i 1520. lenherrene på Vardøhus

synes helt fra middelalderen at have haft en slags eneret til handel med finner og

russere øst for Vardø. Som regel boede de aldrig selv nordpå, men overlod det til

sine slotsfogder på Vardøhus at varetage handelsinteresserne ved siden at

militære og administrative pligter. En tid omkring 1520 var ærkebisp Erik

Walkendorf udsendt til Vardøhus og drev da sikkert handelen der. Hans

beskrivelse af Finnmarken fra denne tid, giver den fulde forklaring om hans

interesser her mod nord. Fra omkring 1525 var Vincens Lunge lensherre på

Bergenhus og Vardøhus, og havde sin foged på Vardø. Under ham igen stod

“hofmænd”, skrivere og væbnede svende, en underfoged, styrmænd og 20

rorkarle. I årene 1529 – 32 havde ærkebiskop Olav Engelbrektsson forlægningen

og hans foged rejser med 40 væbnede mænd østover til russer og kareler. På

slottet holdt han 33 mand til forskelligt arbejde. Også efter ar ærkebispen i 1532

havde overladt lenet til Vincens Lunge, fik han af denne lov at drive handel med

1000 våger råskjær i Finnmark, særlig da “østenhavs” med russere og
kareler.

Men samtidig lå ærkebispen i strid med Vincens Lunges svigermor fru Inger til

Austråt, som åbenbart også havde interesser og antagelig også handel her i nord.

I vinteren 1531 – 32 havde ærkebispen beslaglagt en mængde af hendes gods og

blandt de ting hun siden kræver erstatning for, var 46 tønder spæk fra Sørvær i

Finnmark. Dette opregnes i sammenhæng med en jekt, noget gråverk (elgskind)

og andel i andet hvalspæk, som sandsynligvis alt sammen gælder Finnmark. Det

ser ud som hun selv har sendt jekt nordover til sine ejendomme der – vistnok var

på Sørøy.

Iamtmand Sommerfeldts skildring fra 1700, som bygger på ældre kilder, finder vi

et levende billede af virksomheden i Finnmark på 1500-tallet. Han siger at mange

borgere med familier flyttede hertil, især fra Bergen og havde med sig tjenere til at

drive fiskeri. Andre igen sendte fuldmægtige og tjenere med arbejdsfolk der op for

at bruge handel og fiskeri. Borgeme og købsvende kappedes om at skaffe sig så

mange “udredsmænd” blandt almuen som de kunne få, forsynede dem med

madvarer og klæder og tog til gengæld mod deres fiske produkteme. De skaffede

også tjenestefolk til sine udredsmænd, og holdt selv en del folk til fiskeriet med

både og større skibe, så at fiskeriet aldrig har været drevet bedre i Finnmark end i

den tid. Og landet blomstrede som aldrig før eller senere. Finnmarks strande og

øer var så vel besatte både med bønder og borgere at mange fiskevær så ud som

små byer, hvor stedet vrimlede af indbyggere.

Der var dengang i Finnmarken adskillige bønder, som ejede jekter og rejste til

Bergen med egen last. Desuden var der nærved 50 velstående og bo faste borgere,

som dels med egne, dels med fragtskibe og jekter drev handel, ikke bare med

Bergen og Trondheim, men også på Holland og andre udenrigs steder. Almuen i

Finnmark fik tilført kom fra Danmark og Holstein til lavere priser end de kunne

fås til i Bergen. Engelske, hollandske, danske og franske skibe sejlede nordover
tilFinnmark med varer.

På den tid blev der drevet handel på stederne som her nævnes: I Vardø sogn på

Vardø, i Kiberg, Hamningsberg, Syltefjord og Makkur, i Vadsø sogn på Ekkerøy og

Vadsø. På Ekkerøy og Makkur havde de jekter, og med dem fragtede de selv deres

fiske produkter. Videre blev der drevet handel i Tana sogn i Tana, Berlevåg,

Langfjord og Hopen, for Kjøllefjord sogn i Skøtningberg, Viken, Kjøllefjord og

Sværholt, for Kjelviks præstekald i Skarsvåg, Helnes, Kjelvikog Repvåg, for Ingøy

præstekald i Stappen, Hjelmsøy, Ingøy og Måsøy, for Hammerfest præstekald i

Mefjord og Hammerfest, for Hasviks sogn i Sørvær og Hasvåg, for Loppens sogn i

Yttervær og Loppa, for Altens sogn på Årøyog Langnes.

Der fandtes dengang i Vardø 11 borgere, i Kiberg, i Vadsø 5. i Skjøtningsberg 4, i

Kjøllefjord4, i Sværholt2, i Kjelvik3, i Hasvik 4, i Loppa 2, og sådan videre på de

fleste af de steder som er nævnt. Som man ser, lå handelsstederne næsten alle

udeved kysten og på øeme, kun et par få stykker var inde i fjordene.

Dette passer også godt sammen med at vi finder størsteparten af den norske

befolkning ude på fiske samfundene ude ved kysten. De var nødt til at bo

sammen og holde sammen, hvis de skulle magte at klare fiskeriet på den

vejrmæssige hårde ishavskysten. Finnmarkshavet krævede større både til

vinterfiskeriet, Man må antage at åttringer eller firroringer var almindelige både,

hvor der var nødvendigt med 4 – 5 mand på hver båd, og 7 – 8 mand til at sætte

denop på land.

Det ældste bevarede mandtal over nordmænd i Finnmark nævner 356

skatteborgere, alle på øerne eller ude langs kysten. Regnet fra syd boede:

På Andernes 5, Loppa 16, Silda 4, Sørvær 31, Hasvåg 12, Finnfella (Sørøy 3,

Melfjord 13, Tufjord på Rolfsøy 15, Ingøy 43, Gåsnes (Ingøy)12, Refnes 2, Latøy (i

Måsøy) 2, Knarvik på Hjelmøy 2, Hjelmøy 15, Stappen 12, Tunes 21, Vannfjord

(Magerøy)3, Skarsvåg 9, Opnan 9, Helnes 4, Kjelvik7, Nordre Hininingsvåg 2,

Søndre Honningsvåg 3, Sværholt 2, Skøtningberg 7, Gamvik 7, Omgang 12,

Makkur 18, Vardø 47, Kiberg 12, Ekkerøy 5, Vadsø 1.

I løbet af hundrede år var befolkningen steget til 506 skatteydere i 1567. Da

boede på Andernes 6, Loppa 16, Yttervær 16, Frakjord 1, Silda 8, Mefjord 9,

Finnfella 23, Ingøy 40, Refnes 7, Gåsnes 30, Hjelmsøy22, Knarvik 5, Latøy 6,

Stappen19, Tunes 32, Opnan 30, Skarsvåg 3, Kjelvik 16,Helnes 8, Honningsvåg1,
Skjøtningsberg 19, Gamvik 8, Omgang 36, Makkur 37, Løkvik 4, Klubben

(Norvaranger) 2, Syltevik 6, Vardø 50, Kiberg 31, Lille Ekkerøy 8, Vadsø 8. Som

man ser, er der også store forskydninger i stedernes indbyrdes størrelse side

1520. Den samlede befolkning af nordmænd skulle således i 1567 blive til 2500-

3000.

Men denne “norske” befolkning var allerede nok så sammensat. Flertallet
var sikkertindfødte nordmænd, men mange bære navn af skotsk, engelsk hollandsk,

tysk dansk og svensk ophav. Vi finder Jacob Skotte i Frakfjord og Tufjord,

Gregorius og Alf Sommerfeldt på Ingøy, Per Helsing (fra Helsingland), Peder

Thi6sk (tysk) på Hjelmøy, Wilhelm Skot i Kjelvik. Simen Svenske, Clemet Jude

Uyde)i Omgang, Christopher Sommerfeldt og Mogens Heilt i Makkur, Thamis

Skott, Jacob Hollender, Anders Svenske, Stafan Ray, Niels Bormandt, Lars

Svenske, Willum Rompe, Rick Riø, Thamis Trask, Dannck (dansk) Anne iVardø.

Mange har tilnavnet Jæmpt. De må være indvandret fra Jemtland, som dengang

var norsk og som over Trondheim er kommet til Finnmark. Man kan også huske

på at Vincens Lunge var lensherre både over Vardøhus og Jerntland.

Langs med sundene og indover i fjordene boede søfinneme. Ved slutningen af

1500-tallet er der optalt 208 skatte finner, nogenlunde jævnt fordelt. Disse

søfinner drev også fiskeri, men kun om sommeren når havet var roligt. De havde

vel også kun mindre både. Som andre nomadefolk havde de geme 2 – 3

forskellige bopladser, et sommersted, et høststed og et vintersted, måske også et

tilforåret.

Detvar den “norske befolkning som skaffede størsteparten af finmarkfisk til

handel.En beskrivelse af Finnmark fra 1570 – 90årene bekræfter, at den var

temmelig sammensat. Forfatteren fortæller at “her er mange adskillige salgs folk

af adskillige landskaber kommet, son er norske, tyske, danske, hollænder,

skotter og mange andre slags folk, som her bor og haver ingen anden næring end

fiskeri.” Han taler her åbenbart om fast bosiddende fiskere, selvom enkelte også

var jektefolk og rejste på Bergen: “Endog en part sælger til Bergen, og køber
gods, her igen at utvende (sælge), dog alligevel er alle fiskere, ti her kan hverken sås

eller høstes kom eller nogen frugt, uden alene lidt hø som man kan få høste om

sommeren.”

Også den norske befolkning flytter ofte, eftersom fiskeriet og vilkårene eller var.

Dettenævnes allerede i et pavebrev 1488 og omkring 1520 skrev ærkebisp Erik

Valkendorf til paven om Finnmark at “de folk som bor der, veksler og skifte derfor

bosted efter mængden eller mangel på fangen fisk, idet de bor snart his, snart

her.” Det kunne også være mangel på brænde, tørv, eller andre livsfornødenheder

som tvang dem til at flytte. Hus problematikken var mindre vigtig, så enkelt som

de fleste dengang boede. Også nordmændenes hus var gammer, med et skelet af

træ ellerr hvalben, beklædt med tørv udenpå og græs på taget. Når de flyttede, tog

de bare træværket med, og satte gammen op på det nye sted. Først på slutningen

af 1500-tallet nævnes det at de store skibe som var begyndt at rejse hertil, har

medført bygningstømmer, så enkelte har begyndt at bygge rigtige tømmerhuse og

pakhuse. “Ellers er det jordhytte, alle de huse, der her findes og står for en del
af bygningen langt nede i jorden.”

Man kan tænke sig at det netop er handelsmænd som har bygget sig de første

beboelses huse og pakhuse af tømmer. Mange af dem var nok fra starten af kun

lidt permanent bosatte. Det har sikkert ikke været usædvanligt at de lå i

Finnmarken med sine tjenestefolk kun om sommeren, på samme måde som

udliggerborger i Nordland. De som ville blive i længere tid, måtte være rustet som

en anden overvintrings-ekspedition. Valkendor fortæller i 1520 ar “de fremmede,

som sejler dertil for fiskeriets skyld, tager så mad og drikke med, som behøves til

et års tid eller mere, og for øvrigt medføre de sig alt deres gods og hjemlig
løsøre, ja hustruer og børn og de tager dem med sig når de vender hjem derfra”.

Men Finnmarkshavet gav endnu rigelig levevilkår for alle, som det hedder i

skildringen fra omkring 1570: “- og dermed giver Gud den almægtigste sin nåde,

at fisken vanker her så overflødigtat alle får nok. Men hvis (læs det) mel, malt,
l og skulle have, det kommer fra Tyskland, Danmark, Landteholst (Holstein) og

Bergen, og føres her ind udi landet til købs, og deraf haver dette land sin rigelige

underholdning.

Forfatteren af dette skrift antagelig var præst i Vestfinnmark og det billede han

giver af tilstanden, skulle være pålideligt nok. Her er endnu stemning, lys og

optimisme, man ser ingen tegn på den nedgang som siden kom. Og”den gode tid”

varede i virkeligheden længere, helt fra mod slutningen af 1500-tallet. Skønt man

på visse måder kan sætte en skille linie i 1560 – 70-årene, kunne Finnmark

fremdeles drage nytte både af lovlig og ulovlig handel langs med kysten.

Levevilkårene var måske ikke længere så gode som før, men alligevel tålelige og

det tog sin tid før virkningeme af vilkårene blev tydelige.

Endnu ved 1600 var Finnmarks samfundene godt befolket med Nordmmænd,

skuder fra Danmark og Norge rejste på Finnmark ogjektefarten fra Finnmark til

Bergen var endnu ikke ophørt. Peder Claussøn Friss, som, skildre forhold

omkring 1600, fortæller at finnmarkingeme skiftes til at sejle til Bergen hvert

andet år, fordi de som sejler dertil ikke kan komme hjem samme sommer, men

må overvintre i Bergen eller et sted nord for. Og når de så på foråret sejler hjem,

da rejser de som har været hjemme til Bergen.

Men tegnene til nedgang begyndte at vise sig, i faldende priser på fisken, i øget

konkurrence mellem de handlende, i dårligere kår for dem som boede i

fiskepladserne. Fra et antal af 3070 norske skatteydere i Finnnmark i 1567 gik

det ned til 2830 i 1597. Denne nedgang havde årsager som lå fjernt fra deres

daglige horisont, men som alligevel ramte dem ubarmhjertigt og hårdt.

Fiskevær i Finnmark

Norsk “indvandring” bosætning

Christian I

Christian IV