Den Norske hekseforfølgelse

Fra de kilde som vi i dag har kendskab til, har ca. 750
mennesker stået anklaget fir trolddom i Norge i proces tiden, som man regner
fra 1560 til 1710. Det virkelige antal hekseprocesser har uden tvivl være
større, men en del af materialet er gået tabt i tidens løb. Alligevel dukker
der stadig nye oplysninger op fra forskellige kilder og arkiver, som uddyber
vores kendskab til en af de største ulykkestider,  som har ramt Norge næst efter pesten, den
sørte død.

Af disse 750 mennesker er kun ca. en sjettedel mænd. Vi
har i Norge ikke haft processer ført mod børn, således som det er tilfældet i
Sverige. I en af Finnemarksprocesserne er der indblandet to småpiger, som
hævder, at de er blevet ført til sabbat af en gammel heks. På grund af deres
alder bliver der ikke rejst tiltale mod dem, de bliver sat i præstens
forvaring, så han kan sørge for deres videre åndelig vel.

De allerfleste af de 750 anklagede var ludfattige,
undertiden ejede de kun de pjalter de stod og gik i. En stor del af dem var
løse fugle, der gik fra gård til gård og tiggede til livets ophold.
Procesmaterialet giver os ikke megen detaljeoplysning med hensyn til de
anklagede, men ofte synes det at dreje sig om halvgamle, enlige kvinder. Man
kan spørge sig selv, hvorfor det netop var fattigfolk, der endte på bålet her i
Norge.

Begrebet hedder misundelse!

Datidens mennesker levede ikke i noget velfærdssamfund.
Der var mange fattige, som måtte se sig godt for, hvis de skulle få enderne til
nå sammen, mange var endnu fattigere og havde slet ikke nogen ender at få til
at nå sammen, men levede af det folk kunne undvære til dem.

Disse folk var som oftest omstrejfende, folk som var en
virkelig byrde dengang, fordi man ikke som i dag kunne give væk af sin
overflod. Man var livende ræd for at fornærme dem, for så vidste man aldrig om
de ville hævne sig. Der findes mange eksempler, at man beskylder der farende
folk for at have tilført gårdens dyr sygdom, når de forlod gården, af
misundelse over hvad de så, eller som hævn fordi de ikke fik hvad de bad om.

Skete der således ulykker eller uheld på gården efter et
besøg af omstrejfende folk var kimen til endnu en hekseproces lagt.

En anden faktor, der må have spillet ind var, at de
fattige sommetider tjente en ekstra skilling ved at træde hjælpende til, når
folk stod over for ting, de ikke selv kunne klare. I nogle af akterne kan vi
læse at den anklagede har været brugt til “en klog”, når det onde var ude at
husere.

Men mislykkedes resultatet, har man ærgret sig over
udgiften for selvfølgelig tog “den kloge” sin betaling, selv om det kun har
været meget lidt måske nogle æg måske et gammelt stykke beklædning. Og igen
kunne man anklage for trolddom.

Man kan undre sig over at det fattige samfund, som dengang
ikke havde adgang til læge og sundhedsvæsen, som vi kender det i dag, brugte de
fattige som “klog kone” der kunne lindre og afhjælpe smerte. For så at blive brændt
på bålet som heks.

Denne beretning om hekseprocesserne i Finnmark, burde give
os i det moderne samfund stof til eftertanke. Hvad er det der får et samfund
til at reagere som det man oplever i denne beretning.

Måske skulle der først drages nogle paralleller gennem
historien til hekseprocesserne.

Vikingerne røvede og plyndrede, de anderledes folk i
England og Europa.

Den afrikanske befolkning blev taget som slaver.

Adelen trådte på de fattige og brugte dem som tjenere og
affald efter for godt befindende.

Nazisterne forfulgte jøderne.

Politiske minoriteter bliver forfulgt.

OSV.

Er mennesket så intolerant, at der ikke er plads til
individualisten, er det så udpræget at nogen tiltvinger sig magten og forsøger
at udrydde “de andre”. Er mennesket i virkeligheden en underlig skabning som
behøver fællesskab men som forsøger at slå fællesskabet ihjel.