
Oprettelse af Det Ostindiske Kompagni
- Oprettelse af Det ostindiske Kompagni
- Ove Gedde Admiral 1594 – 1660
- Marcellus de Boschouwer
- Fra Sundet til Isle of Wight
- Fra Isle of Wight til Kap Verde
- Kap Verde, Sørøver
- Kap Verde, Klargøring
- Over Ækvator til Kaå det Gode Håb
- Ophold på Kap Det gode håb
- Fra Kap Det Gode Håb til Komorerne
- Fra Komoerne til Ceylon
- Forhandlinger på Ceylon
- Hos Kejseren af Candy
- Forhandlinger med Naichen af Tanjour
- Forberedelser til hjemrejsen
- Hans Hansen Lindenov
- Ove Gedde, Liv & levned
- Roland Crappe
- Robert Knox billeder
- Trankebar
- Turen til Candy
- Jens Munk og Ove Giedde kapsejlads
- Skibsartiklerne
- Trankebar traktaten

Oprettelse af Det Ostindiske Kompagni.
Ideen til oprettelse af et ostindisk kompagni kom nok i 1616 fra Jan de Willem og Herman Rosenkranz fra Rotterdam. De var begge hollændere og sikkert ikke uden kendskab til det tilsvarende hollandske kompagni. De forhandlede med adskillige danskere, enkelte hollændere og kongen for at få
samlet tilstrækkelig interesse og kapital til oprettelse af kompagniet. Den 7. marts 1616 konfirmerede Christian IV en “Oktroj for det ostindiske kompagni”, og kongen tog kompagniets skibe i sin beskyttelse. Kompagniet var en næsten tro kopi af det Hollandske. Han sikrede sig samtidig økonomisk,
idet han skulle have 2.000 Rosenobler udbetalt efter den førsterejser og derefter almindelig told efter hollandsk tarif. Kompagniet skulle styres af ni bewindhebbere, det vil sige bestyrelsesmedlemmer eller forvaltere. Det var vanskeligt at samle penge sammen til det første togt. Kongen lånte penge ud til
personer på betingelse af, at de lånte penge blev skudt ind i det nye kompagni, f.eks. 5.000 Rigsdaler til Erik Grubbe. Ifølge Feldbæk synes det som om, at man i første omgang havde tænkt på at oprette en handelspost på Coromandelkysten. En nederlandsk købmand med kendskab til det hollandske , Roland Crappe, have forbindelse med Naichen af Tanjour, så ved hans mellemkomst kunne man oprette
en handelsstation der.
I november 1617 ankom imidlertid en gesandt fra kejseren af Candy i Ceylon, Marselis de Boschouwer, for på sin herres vegne at bede om hjælp mod portugiserne. Han præsenterede sig som “Prins af Migomme,
Kockele Corle, Ananagepore, Miwitigael, Herre af den Gyldne Sols Orden, præsident for det øverste krigsråd, anden plads i hans majestæts hemmelige råd og øverste admiral”. Det var en imponerende titel for en forhenværende handelsassistent i VOC. (Det Hollandske Ostindiske kompagni). Feldbæks version
af Boschouvers færd og endelige mål stemmer temmelig overens med Baldæus´ beretning om Boschouwers meritter. Han havde været i Holland og var blevet afvist. Der havde han så sandsynligvis hørt om Danmarks interesse i handel på Ostindien. Feldbæk skriver dog, at Boschouwer havde følgeskab af flere hollandske købmænd. Han forsøgte at interessere Christian for Ceylon og lagde ikke fingrene i
mellem, når han skulle beskrive øens herligheder, rigdomme og hans herres fortræffeligheder. Boschouwer foreviste en traktat dateret den 22. marts 1615, en fuldmagt til Boschouwer til at forhandle på kejserens vegne med hollænderne om hjælp til den af portugiserne hårdt pressede kejser. Hvis de ikke ville yde hjælp, da kunne han forhandle med andre statsoverhoveder i Europa. Det endte
med en handelstraktat mellem den danske konge og kejseren af Ceylon, underskrevet den 30. marts 1618. Vores konge skulle hjælpe og understøtte kejseren i syv år med et skib og 300 soldater. Desuden skulle Danmark i de næste 12 år have eneret til at drive handel på Ceylon. Feldbæk skriver, at der
kan være tvivl om den fuldmagt Boschouwer viser til kongen, og Kåre Lauring tvivler i Handels- og Søfartsmuseets årbog fra 1988 også på ægtheden af det kejserlige segl- En ting er alle dog enige om: Boschouwer blev sendt til Ceylon med det formål af skaffe hjælp til Kejseren mod portugiserne. Dette punkt vil vi ikke tage op til diskussion. Det for os så interessante er, at de første bewindhebbere havde tænkt på Coromandelkysten, som de nok kendte noget til.
Vi må formode, at den ostindiske handel, ikke var fremmed for dem. De kunne måske tilpasse sig VOC, der havde vokset sig stor og nok var blevet et kompagni, man kunne forsvinde i, eller de er blevet afskediget, man kan komme med mange grunde til, at de er havnet i København. Hvis man filosoferer lidt over det, kan man nemt drage den slutning, at de i alle tilfælde på en eller anden måde synes, at de
hellere måtte søge deres lykke i Danmark. De var interesseret i Coromandelkysten og havde slet ikke tænkt på Ceylon. De har måske oven i købet kendt Boschouwer som handelsassistent, og så optræder han nu som “en anden spradebasse”. De var nok klar over den håbløse situation, som kejseren var
i. De var nok også bekendt med alle de intriger og småkrige, der var i området. Vi mener, at de aldrig har villet etablere noget i Ceylon. Deres mål var at arbejde på Coromandelkysten for egen regning uden indblanding af uvedkommende, såsom den danske konge og VOC. Boschouwers ankomst og mission har nok forpurret deres hensigter. Ydermere kom Boschouwer og fortalte, at hollænderne ikke mere
var interesseret i Ceylon. De har nok ikke passet de herrer bewindhebbere at blive omdirigeret til Ceylon. Ved at se sådan på det, begynder brikkerne i puslespillet at falde på plads. På Ove Geddes togt var der hele tiden en magtkamp mellem købmændenes og de danske interesser. Vi tror ikke, at Christian
IV var klar over det. Som vi skal få at se, var Ove Gedde så loyal og autoritetstro overfor kongen under hele togtet, at man engang imellem får ondt af ham.
Grunden til, at Ove Geddes togt til Ostindien endte som mislykket i økonomisk forstand, kan gemme sig i de oven for skitserede tanker og omstændigheder. Det var ikke på grund af dårligt udrustede skibe i dårlig stand med en dårlig besætning og med en dårlig leder. Vi mener, at Ove Geddes skibe var overordentligt veludrustede, både hvad angår udstyr og mandskab og med en ganske vist ung, men også dygtig leder. Dette indtryk håber vi at vi kan efterlade hos læserne af den følgende beretning.

