Øresundstolden

Helsingør var Danmarks Port til den store verden. Alle
skibe, der sejlede til Østersøen fra Vestersøen, som alle have vest for
indsejlingen til Øresund kaldtes, og tilbage igen, måtte kaste anker på reden
ud for Helsingør.

De skulle betale told til kongen.

Det var den eksplosive vækst i verdenshandelen i 1500
tallet, der førte stadig flere skibe til reden ud for Helsingør. Det var
efterhånden mange penge, de forbi sejlende skippere lagde i Øresundstoldens
kasse.

Begrundelsen for at opkræve tolden var, at den danske
konge beskyttede farvandene mod sørøver. lod udlægge bøjer og kendemærker på
farlige rev og grunde og med stor bekostning sørgede for lys og lygter, så
skibene kunne sejle sikkert om natten. Men omkostningerne ved opbringningen af
sørøver og ved udlæggelse af ikke alt for sikre sømærker var langt mindre end
de enorme indtægter, der flød fra Sundtolden, som stadig øgedes og i 1620 nåede
op på over 200.000 daler årligt. Når man taler om “kongens
skatkammer” skal det tages bogstaveligt. Pengene fra Øresundstolden gik
ikke til staten, men til kongen personligt – eller til “kongens eget
kammer” som det hed. Han kunne frit disponere over sundtoldindtægterne.
Disse indtægter var således sammenlignes af størrelse som andre landes
vigtigste indtægtskilder.

Hollandsk
skib anløber Kronborg maleri af Hendrik Cornelisz Vroom fra ca. 1640