Ørnes Handelssted

Fra Grønøy går sejlturen videre gennem Meløyfjorden med
Glomfjord og Svartisen på højre hånd. Til venstre ligger Meløy, hvor den
adelige slægt Benkestok engang havde sit sæde. Slægtens efterkommere sad som
storbønder og jekte skippere på stedet, og fra dem nedstammer en lang række af
de omtalte handelsmænd i Nordland. Gennem det smalle Meløysund kommer vi ud i
et åbent hav bassin, og forbi Mesøy herfra går det indover mod Ørnes, som
ligger ualmindelig smukt i et stor og åbent landskab. Meløy og Ørnes er nært
knyttet sammen i et historisk forløb.

Den første som drev handel på Ørnes, var Elling Pedersen
“den ældre” fra Benkestok slægten, født 1734. Hans far Peder Nielsen på Omnes
var en formuende mand, og selv var han bosat på Meløy gård, hvor han drev
handel og jektebrug. Han fik 20. oktober 1794 bevilling som gæstgiver på Ørnes
men boede stadig på Meløy. Han var først gift med en slægtning Karen Andrea
Parelius fra Meløy, og efter hendes død ægtede han i 1778 Ellen Elisabeth
Klæboe fra Mandnes. Hun skulle have været en meget virksom og dygtig kvinde.
Efter at hendes mand var død i 1892, flyttede hun til Ørnes og fortsatte
handelsvirksomheden til sin død i 1804. Ved folketællingen 1801 nævnes et par
af sønnerne som styrmænd. Der var 9 børn i Elling Pedersens to ægteskaber, og
børnene tog deres respektive mødres familienavn. En af dem var Peder E.
Parelius, som blev en anset handelsmand på Løvøya i Herøy.

I 1805 blev handelsstedet hærget af en stor ildebrand, og
under den omkom Karen Jensdatter Parelius fra Meløy, en slægtning af enken
Karen. En yngre halvbror Hans Ellingsen Klæboe overtog først Ørnes efter sin
mor og boede der som skipper og handelsmand. Han var gift med Anne Lucie
Jentoft fra Buknes. I 1811 solgte han stedet til sin slægtning Ole Ellingsen, søn
af Elling Pedersen “den yngre” på Meløy, og bosatte sig på Støt. Ole Ellingsen
var samme år blevet gift med Frederikke Sophie Jentoft fra Buksnes. Det er hans fortjeneste at den største del af
den gamle bebyggelse blev opført og som stadig stod i 1942. Han fik gæstgiver
bevilling på stedet 3 august 1812 mod en årlig beholdning på 12 – 14 tønder
korn, og drev samtidig jektebrug som skipper med en jekt.

Omkring 1820 havde to jekter. Ole Ellingsen døde i 1848,
mens hans hustru overlevede ham indtil 1887, hun døde på sin 97 års fødselsdag
hos sin datterdatter på Ørnes.

Deres eneste datter Ellen Marie Ellingsen blev gift med
sit næstsøskenbarn Anders Dass Klæboe, søn af ovennævnte Hans Klæboe, som havde
ejet Ørnes. Han fortsatte handelsvirksomheden på stedet efter sin svigerfars
død i 1848. De havde 4 børn, men den eneste søn blev som ganske ung mand dræbt
af lynet, og stedet overgik efter Anders Klæboes død i 1873 gennem kvindeled
over til den næste ejer. Datteren Fredrikke Sophie Dass Klæboe gift med Johan Nicolai
Myhre Bernhoft, søn af proprietær Adam Bernhoft på Bodøgård. Han drev
handelsstedet i mange år, og Ørnes har senere været i Bernhoft familiens eje, i
1942 den tredje generation.

Mens Grønøy fra starten var en naturlig hurtigrute
anløbshavn, så fik Ørnes større betydning da vejforbindelsen blev etableret.
Ørnes er nu også hurtigrutestop.

Den gamle bebyggelse på Ørnes har vel fået sin form efter
branden i 1805, og er meget interessant. Husene ligger i en lille malerisk
klynge på næset med en smuk udsigt mod havet. Særlig må man lægge mærke til
“Storstulånna”, den gamle hovedbygning på stedet. Det er et langt, laftet
træhus med lodret beklædning, lavere over end underetage, og enkel empirerammer
omkring vinduer og døre. I den ene ende er en stue som har lavt brystpanel med
profilerede fyldninger, åbne tagbjælker og riflede vinduesgerekter. Samme med
gamle møbler og familieportrætter giver den et rigt og traditionspræget
interiør. I vinkel på hovedbygningen ligger nogle yngre beboelseshuse med enkel
empirerammer omkring vinduerne. Og ellers grupperede de forskellige bygninger
sig smukt og intimt omkring hovedbygningen.