Kap VIII

Da alt dette og meget andet var bragt i Orden, blev der
ringet til Middag, og hver Bakke fik uddelt et halvfemte Posts Træstob med
spansk Vin foruden vor daglige Ration. Derefter og hver Middag forsøgte
Styrmændene at tage Solhøjden, hvilket begynder paa Barlis i Spanien, som før omtalt.

Vi beholdt en udmærket Bør af Nordost hele Vejen fra England
og sejlede først Syd for Irland temmelig langt vestpaa og derpaa gennem den
spanske Sø ind under Barberiet, hvilket jeg anslaar til 600 Mil. En Dag i de to
ugers Tid, da vi laa i den spanske Sø i Nærheden af det Stræde, som de Gamle
kaldte Njörfasund (Gilbraltarstrædet), mødte vi et Skib udrustet paa
Krigsmaner. De sagde, at de kom fra Brasilien, skulde til Amsterdam og at de
var fredelige Folk. De havde fire Trompetere ombord, som blæste udmærket godt.
Vi gav os tilkende og affyrede 3 Kanoner, af hvilke jeg hade de to, som var
noget forude om Styrbord. Da der var Dønning fra Vesterhavet (Atlanterhavet) og
en del Bølgegang fra Nordost, var det vanskeligt at lade Kanonerne udenbords
fra, og kun faa havde Mod dertil, men for at de fremmede Søfolk ikke skulde
mærke dette, bad Konstablen mig om at lade mine Kanoner udenbords, da
Strybordsiden vendte mod dem.

Man lod Sejlene spille saalænge. (lod skibet løbe op i
vinden)

Da jeg havde ladet den første Kanon og laa udenfor Rælingen
ovenpaa den anden, slog en vældig Bølge tre gange mod Bagbord, hvorved Skibet
krængede saa stærkt til Styrbord, at alle Kanonerne blev dyppede i Vandet og
jeg med den, jeg laa paa. Jeg fik slugt en Del Vand og var nær ved at blive
revet løs fra Stykket, men Guds Naade hjalp at holde mig fast, saa at jeg ingen
anden Skade led end at jeg blev vaad, men min Konstabel troede, jeg var
forulykket. Jeg fik megen Ros for dette, men Gud fremfor alt.

Kaptajnen sendte mig fra Kahytten et Glas Brændevin, og
dette var Begyndelsen til at jeg kom til at gøre hans Bekendtskab og kom højt i
hans Gunst. Det fremmede Skib sejlede bort, men havde Vejret været gunstigere,
vilde vi nærmere have forvisset os om, at de virkelig var, hvad de udgav sig
for, thi vore Befalingsmænd syntes, de var meget mistænkelige.

I disse 14 dage hændte der ikke noget mærkeligt, men en
Søndag Morgen kunde det let være gaaet galt, saasom vort Skib løb op i Vinden
paa Grund af Rorgængerens Vankundighed. Han hed Frands Andersen og var Smed af
Haandtering, thi der var adskillige ombord, som var fuldstændig usøvante. Da
det var stærk Storm, var der Mulighed for at forlise paa stedet eller i hvert
fald for at  miste Sejl og Master, og da
noget af Takkelagen havde løsrevet sig, var der Livsfare ved at færdes paa
Dækket, da skøder og Tovender piskede om Hovederne paa dem, der vovede det. Men
heldigvis fik ingen Skade undtaget Thomas, der om Natten passede Lamperne i
Nathuset, og som blev ramt at et Tov og en Tid laa besvimet.

Men ved Guds Hjælp fik vi atter Skibet vendt for Vinden og
Sejlene i den Stilling. Men efter som Frands kun havde havt ringe Øvelse som
Rorgænger, fik han Tilgivelse for sin forseelse han var en brav, meget stærk
Mand, samt det stilfærdigste Menneske man kunde tænke sig.

Da vort Skib var kommen hen imod Berberiet, var mange svært
bange, da man der kan vente Tyrkerne fra alle sider, thi for at tage Bytte og
Fanger grasserer de der med deres Skibe og Galejer, som jævnlig udsendes af de
Smaakonger, der hersker omkring i Berberiet og kaldes Paschaer. Mod disse
Fyrster gør Hertuge af Malta kraftig Modstand: han er en mægtig rig Herre, der
faar Tiende af hele Kristenheden for at bekæmpe de Vantro. Men saasom Herren
altid holdt sin beskyttende Haand over os, mødte os ingen Fare, hverken fra
Tyrkerne eller andre Guds Fjender, og Styrmændene besluttede derfor at sejle
mellem Berberiets yderste Punkt og de afrikanske eller flamske Øer, som ogsaa
Kaldes Azorerne. Hvis vi havde sejlet Nord om disse Øer, vilde vi have forøget
Vejlængden med omtrent 100 Mil.

Som jeg før har meldt, havde vi mange ombord, som ikke før
havde faret tilsøs, og derfor havde Styrmændene stort Besvær, før de fik ret
Skik på disse Mennesker og ordentlige Søfolk af dem, thi det er ingen let Sag
at staa tilrors, naar der er god Vind, naar Søeen gaar højt og Bølgerne gaar
over Skibet. Derfor hændte det ogsaa, som ofte kan ske, at vi var nær ved at
komme i stor fare og i Dødsens Angst, hvis Gud ikke havde udstrakt sin Haand og
hjulpet os i sin naade. Da vi saaledes sejlede den omtalte Kurs, kom vi ved
daarlig styren for langt bagbord til Berberiets Fatsland, saa at jeg en Lørdag
nat, da første Vagt var forbi og anden Vagt lige begyndt, vaagnede  ved at der blev stampet i Dækket og raabt:
“Land! Land! Alle Mand op!”

Men den Mand som stod tilrors, og som hed Peter Jensen, gav
slip på Rpret og løb bort og sagde, at han vilde redde sine Penge. Men en anden
ved Navn Peter van Bergen, som laa lige over for mig agter ude ved
Styrepligten, løb aandeløs op til roret og fik fat i Stangen før mig, men jeg
fik fat i Hjælpelinen, som man har til Brug i Nødstilfælde, naar der er flere
tirors under stærk Storm. Men uvilkaarlig og kun ved Guds Villie drejede Roret
sig til den rigtige side, saa Skibet vendte sig op i Vinden, og da dykkede
Skibets Agterdel tre Gange ned, saa at mange faldt omkuld paa Dækket. Selv
Kaptajnen græd og Skibets Befalingsmænd med ham, men Skibet stor nu fra Land,
efter at vi havde sat alle Klude til. Men Vinden var stik imod fra Nordost
tværs paa Land og vi var drevet ind i en bred Bugt, og det var vanskeligt at
komme i rum Sø, thi der var Landtunger paa begge Sider af Bugten, vi maatte
derfor friste Lykken og lade staa til for fulde Sejl, saa alle Master og
Stænger krummede sig under Presset. Men i denne Udkant af Berberiet boer der
Menneskeæder, der lægger Mennesker paa Jærnrister og steger dem til Føde. Vor
Redning var derfor et vidunderligt Mirakel, som Gud i sin Kærlighed og i sin
naade lod os vederfares, hans ophøjede Navn være os og alle lovet og priset nu
og i al Evighed. Amen.

Da det næste Morgen var blevet lyst, saa vi ind mod Landet,
som var smukt og fladt med nette Landsbyer og hvide Strandbredder, hvor Folk
stod i store Hobe, thi de havde vel om Natten hørt vore Raab og vor Larmen og
derfor samlet sig bevæbnede til Kamp. Den Mand der løb fra Roret, blev sat i
Arrest om Natten, og vor Kaptajn vilde have ham hængt, men da han var en
Hollænder og Købmændenes Landsmand, slap ham med nogle Slag Tamp af Profossen
for Stormasten. Hver fire Slag kaldte de “Maanedssold” paa gammel
Skibsvis. Dernæst blev der holdt Prædiken før Middag paa denne hellige Søndag,
som var den 22. efter Trinitatis (17. november), og præsten formanede os
indstændig at takke Gud ydmygt og inderligt for hans Naadens Gærning, saa at
han ikke overgav os i de grumme Menneskers hænder.

Derefter satte vi Kursen Vest for Vestsydvest og tabte
Landet afsyne før det blev mørkt. Saa sejlede vi Nat og Dag med saa god Bør,
som tænkes kunde, lige ud som Vejen laa og havde Stadig samme Vind, som de
kalder Tupas eller Masson (monsun?)

I det afrikanske Hav er der et stort Rev tvers for den Vej,
som de søfarende maa sejle, det er af stort omfang og hedder Ambroul, og på det
er mange Skibe forlist. Derfor maa de, der vil den Vej, sejle langt Vesten om
dette Rev og saalænge man ikke er sluppen forbi dette Rev, anvender Præsterne
en meget smuk Bøn, som læses Morgen og Aften, naar de holder Chorum.

KAP. IX

Der gaar stærke Strømninger i disse Farvande, og de virker
undertiden paa den sælsomste Maade med eller imod. Engang sejlede vi med god
Bør fra Middag till næste Dags Middag, og da Styrmændene paa sædvanlig Maade
havde taget Solens Højde, spurgte de mig og de andre, hvor mange Mil vi mente
at have tilbagelagt i de sidste 24 Timer. Vi gættede paa 39 til 40 Mil, men de
sagde, at vi var drevne 18 tilbage.

Ti Mand observerede Solens Gang hver Dag før og ved
Middagstid, nemlig først de tre Styrmænd, saa Kaptajn Christopher Boye, de tre
Købmænd, Skipperen, en Assistent Søren Nielsen, min gode Ven, og en Bøsseskytte
Anders Olsen. Da vi sejlede fra Danmark tilbød Kaptajnen mig at lære
Styrmandskunsten og tage Solhøjden, men jeg havde lovet tre Mand ombord at lære
dem at læse, hvilket jeg med Guds Hjælp fik udført til Fuldkommenhed, imod at
hver af dem gav mig 3 Maaneders Sold til Gengæld, hvoraf jeg dog aldrig fik
noget, thi i Artiklerne er det forbudt dem, som har Hustru, Forældre, Børn
eller Søskende at bortlove deres sold til andre, i det Tilfælde at de skulde
afgaa ved Døden, og alle tre Mænd døde i Indien.

Da vi var kommen 3 grader Syd for Linien, saa vi et Skib,
der kom imod os ligesom fra Land, vi mente det var et fjendtligt Skib, men da
vi saa deres Flag, kendte vi strax, at det var Skibet “Flensborg”,
som vor Konge 11 a 12 Uger før vor Bortrejse havde sendt til det Land
Mauritius, for at hente en Træsort (ibenholt), der er sort af Farve, tung som
Bly og sælges efter Vægt, med denne træsort forsirer man Skabe og Paneler,
indlægger Bøsseskæfter og andet af den slags. Folkene skulde selv hugge Vedet i
den skov, hvor det voxede. Vi blev meget glade ved at møde dem, og vi fulgtes
ad et langt Stykke til stor Fornøjelse for begge Parter.

Da vi atter saa Land, var det Afrika 12 mil fra Caput de
Bonna Sperantia (det gode Haabs Forbjærg) ved det Sted, som kaldes Bat van
Sardarien, og da var der gaaet fulde 18 Uger siden vi sidst saa land og tabte
Berberiet af Sune.

Det var en Tirsdag. Den Mand, som først saa Land, fik en
Kande Vin, og vi var neget glade. En mand paa det andet Skib (Flensborg), en
Hollænder, som alle de andre, havde en Gang før besøgt dette Sted. Indsejlingen
til den brede Bugt havde meget smukt, yndigt og skovbevoxet Land til begge
Sider.