KAP. XXIII

Skiber “Christianshavn”, med hvilket jeg var
sejlet ud til Fæstningen, fik fuld Fragt om Sommeren og blev gjort i Stand til
Hjemrejse og afsejlede i Tillid til Guds Beskærmelse i Midten af September. Det
fik en gunstig Bør, og der var godt Helbred ombord mellem Folkene. Men en af
disse, Peter van Bergen, skrev jeg fra Dansborg Fæstning til min Broder Haldor
Olafsson paa Island i Sudavik ved Altafjorden, og man mente, at det vel aldrig
forhen var sket, at er Brev blev sendt til Island fra Indien. Brevet blev givet
til Hans Olufsson i Øresund, som var paa Hjemrejse med alle de andre
Islandsfarere, og denne Mand, der var Købmand i Skutilsfjord, var en gammel
Bekendt af mig. Det gode Skib “Christianshavn” var 10 Maaneder om
Hjemrejsen, og to Aar senere gik det igen tilbage og fik en god Rejse.

I November Maaned samme Aar, Anno 1623, afsejlede min
Kaptajn Christopher Boye fra vor Fæstning mod Nordvest til Tenasserim, som er
600 Mil borte, og hade god Bør for sydlig Monsun. Han blev der hele Vinteren
indtil Passionem.

Nu skal kortelig fortælles om det vigtigste, der hændte os,
som levede paa Fæstningen i denne Vinter, Anno 1624.

Af vore egne Folk var der paa Fæstningen i alt 80 mennesker,
Øvrigheden iberegnet, efter at Skibene var sejlede. Men samme Vinter døde
omtrent Trediedele af Besætningen af Blodgang, som er en almindelig Landfarsot
derude, og som angriber baade Fremmede og Indfødte, resten var  endnu tilbage om foråret. Jeg var syg deraf i
11 Uger og 5 dage, men laa i hele den Tid kun 10 Dage i Sengen og forsømte
aldrig min Vagttjeneste, thi paa Grund af at saa mange døde, maatte vi andre
anstrænge os desto mere. De fleste af dem, der overstod Sygdommen, laa kun 2,
højst 4, Dage i Sengen.

Der var for de Døde et særligt Hvilested udenfor Fæstningen,
omgivet af et højt Stakit med en Dør med stærk Laas, hvortil Nøglen blev
afleveret til Præsten, naar en Død skulde bæres derus. De Døde blev hæderlig
fulgt til Graven af Fæstningens hele Besætning under Vaaben med en Æresfane,
Piber og Trommer. Efter Ligtalen blev der paa militær Vis skudt tre Gange, men
vi havde inegen Kirkeklokke paa Fæstningen. De indfødte stod altid der omkring
i store Hobe og saa paa, hvad vi foretog os.

Om Søndagen kom undertiden nogle af dem ind paa Fæstningen,
inden Porten blev lukket, og blev derinde, saa længe Gudstjenesten varede, de
stod saa udenfor Kirkedøren og saa, hvorledes Alterets Sakramentum blev udelt.
De sagde, at  de ikke lastede vor Lære,
men at de ikke vilde opgive deres egen gamle Tro, saa længne deres Herrer og
Øvrighed ikke paabød dem det. De er blinde, som jo ventes kan, thi deres Førere
er blinde, men desto mere maa man undre sig over, at de, som selv er seende, i
Ord og Gerninger, Optræden og Færd ikke kommer til at synes bedre, men maaske
værre end disse Hedninger, der vanker blinde om i evigt Mørke, thi paa deres
Vis er der overalt Lov og Orden, rigtig Maal og Vægt, og ingen Lov til at gøre
en anden Uret, de dadler Laster og Fejl, saasom Fraadseri og Drukkenskab og al
anden Umaadelighed, men de vil aldrig modtage Vin eller berusende Drikke, og
naar de ser en drukken Mand, ryster de paa Hovedet, slaar sig for Brystet og
siger, at han er “buratze”, det vil sig: ilde forvandlet.

En af vore Folk ved Navn Morten, en ung Mand, der skrev en
ypperlig Haand, men var ofarende, hoven og spottesyg, kom en Dag ved  St. Hans Tide beruset hjem til Fæstningen,
medens Middagsmaaltidet stod paa, og fandt altsaa Porten lukket, saaledes som
der var Skik. Han vilde da klatre op over Muren, men da han var fuldstændig fra
sine Sanser, faldt han ned og brækkede Halsen. Han blev saa taget op og næste
Morgen efter Øvrighedens Befaling skaaret op og undersøgt, og det viste sig da,
at han havde beruset sig og paa den Maade var sin egen Banemand. Derefter blev han
af lejede Indfødte ført en Fjerdingvej bort, og, for at han ikke skulde dele
sit Hvilested med vore hensovende Kammerater, begravet adsklit fra dem, til
Advarsel for os Efterlevende

To af vore Folk, Stephen Andersen og Lars Simonsen drak sig
engang om Vinteren meget fulde, og da de i den Tilstand satte sig op mod deres
Befalingsmænd, blev de sluttet i Jærn og sat i Fængsel, hvor de forøgede deres
Synder vd at udskælde Øvrigheden og bruge Trusler, samt tydeligt at udtale
deres Hensigt, at løbe deres Vej og bryde deres Troskabsed, hvilket
Befalingsmændene, der stod skjulte, hørte altsammen. De blev da dømte til at
vippes og Lykken raade for, om de slap levende derfra eller ikke. Den Straf er
saaledes beskaffen: der rejses en Stige op til enden af en Tværbjælke, der
rager ud frea en høj Husgavl. Forbryderen staar paa Stigen under Bjælken,
hvorpaa der er en Tridseblok med et Reb igennem. Rebet bliver fastgjort om
Forbryderens Arme, som er fast sammenbundne på Ryggen. Paa et givet
Fløjetsignal tager Profosse Stigen bort, og Forbryderen fires næsten helt ned
til Jorden, og i et Nu trækkes hans Arme op over hans Hoved, og enten rives de
da af eller gaar af Led. Præsten og Bartskæeren er ved Haanden, hvis der er Liv
i dem , naar de fires ned.

Da de to nævnte Mænd var kommen til Straffens sidste Øjeblik,
gjorde Fæstningens Soldater, som stod i fuld Udrustning i befalet Parade,
Alarm, og raabte til Befalingsmændene om Naade for dem. Da de ikke gav Svar
strax, men vi maatte vente paa dette, vendte vi vore Bøsser med brændende
Lunter, imod dem, hvorved de blev meget ydmygere. I samme Øjeblik kom alle Byes
Købmænd gaaende med de tre Tolke, der var Brødre fødte i Morland, og som kan
ind paa Fæstningen, naar der var Brug for dem. De gik hen til Befalingsmændene
og bad med stor Underdanighed om Forbrydernes Benaadning, ligesom vi. Dette
skete da ogsaa, og de blev givet fri paa Stedet. Soldaterne affyrede strax
deres Bøsser, hvilket de indfødte Købmænd ansaa for en stor Æresbevisning,
hvorfor de bragte Øvrigheden deres Tak.

En af vore Folk hed Cornelius, han var Tømrer mand, meget
begavet, og Gud havde udstyretham med mange Talenter og Færdigheder. Han var en
af de smukkeste Mænd, man kunde se, beleven i daglig Omgang, havde et roligt
Væsen og en meget køn Sangstemme. En hollandsk Hex havde bragt ham i Ulykke ved
onde og giftige Ting, fordi han, lige før han rejste fra Holland, ikke vilde
gifte sig med hendes Datterdatter. Ved Hexens Kunster var han geraadet i en
unaturlig Tilstand og begik nogle frygtelige Misgerninger. Det skete saaledes
en Dag, at da han med sex af sine Bakskanmmerater gik for ar bade, hvilket
Fæstningens Besætning gjorde hver dag, mistede en af dem, Claus Tømmermand, en
spansk Daler af sin Pung nede ved Floden, og det blev paavist af en gammel
Troldmand, at Cornelius var den skyldige, hvilket alle blev højlig forbavsede
over. En anden frygtelig og i højeste Grad vederstyggelig Forbrydelse, som han
begik, var at han med Forlov at sige, hvade kønslig Omgang med en Ged, i
hvilken Misgerning og Synd han en sildig Aften i Bælgmørke blev greben i Smedien
af den engelske Kvinde Temperance, som var gift med Bogholderen Jeronymus. Han
var en af mine Bakskammerater og ar næsten bleven Lutheraner og var meget ivrig
efter at læse i lutherske Bøger. Jeg havde lært ham hele Psalmebogen paa Dansk.
Han var bleven min særdeles gode Ve, og jeg var derfor højlig bedrøvet over den
sørgelige Ulykke, han var kommen i ved sine Misgærninger. Fristelsen greb ham i
Søvne, saa at han pludselig vaagnede og sprang ud paa Gulvet. Da jeg saa
vaagned og spurgte, hva der gik af ham, svarede han, at han maatte er Ærinde
ud. Han var længe ude, og da han kom ind og lagde sig i Sengen, sukkede han
dybt. Da jeg spurgte ham, havd han bestilt saa længe derude svarede han ikke,
men laa længe og græd. Allerede Morgenen efter begyndte det slemme Rygte at
brede sig, at jeg raadede ham kraftig at gendrive det. Det lovede han mig, men
da Rygtet kom vor Øvrighed for Øre, blev den meget bedrøvet, især Rektor, thi
de var Ungdomsvenner og Skolekammerater. Næste Morgen gik han (Cornelius)
syngende ud af Porten i sin bedste Dragt og med sin Tommestok i Haanden.
Skildvagten spurgte ham, hvor han skulde hen, og han svarede, at han skulde et
Ærinde til Antonius Skrædder. Men vi saa ham aldrig mere, og Øvrigheden var i
sit stille Sind glad over at han var løben bort, men irettesatte dog Vagten,
fordi den ikke havde hindret ham i at gaa. Rektor log Stikbrevet udgaa efter
ham overalt, men det sidste vi hørte fra ham var, at han var kommen til Pulicat
(En lille kystby 8 mil fra Madras) hvor Hollænderne havde en Handelsplads, som
laa 60 Mil fra vor Fæstning Dansborg. Kort før havde han gjort en Tegning af
denne, der senere blev sendt hjem til Kongen og Kompagniet med
“Perlen”, og som blev meget rost og beundret. Han var en stor
Kunstner ved alt Snedkerarbejde paa Huse, Taarne og deslige, men især en
udmærket Skibsbygger.

KAP: XXIV

Den omtalte Dreng Sivile tjente mig godt og vel i 12 Uger,
og før han tog sin afsked, skaffede han mig en anden indisk Dreng, 11 aar
gammel, en udmærket flink fyr, hvis Moder var Enke. Jeg saa hende kun to gange,
og hun bad mig inderlig om jeg vilde ave og tugte ham, som jeg fandt for godt,
lære ham de Kristnes Levemaade og tage ham med mig til Danmark, hvilket jeg
lovede hende, hvis Generalen (Roland Crappe) vilde tillade det, naar han kom
fra Danmark. En anden af hendes sønner var taget til Danmark med de første
Skibe og hed Catthay, senere Christian, men den yngste tjente mig saa godt og
trofast, at mange misundte mig ham, han hed Agamemnon. Gud havde givet ham en
smuk Skabning og en lys Hud. Han bad mig undertiden om at maatte gaa udenfor
Porten om Natten for at se paa Afgudsfesterne og de Skuespil og Lege, som
derved opføres. Han faldt altid paa knæ, naar han bad mig derom, og hver Aften
gik han hen til mig, knælede doe mig og lagde min højre Haand paa sit Hoved og
bad mig velsigne sig, i mange Ting viste han mig sin Hengivenhed, og hans Moder
sendte mig hver Lørdag i hele Aaret en Messingæske med Sukkerbagværk.

En dag sent paa Sommeren fik vi syv Bakskammereater Lov til
at gøre en Tur op i Landet et Par Mils Vej for at strække Benene lidt. Da vi
var kommen noget uden for Byen, saa vi en Mængde Folk fra Landet, der bar al
salgs Frugt og andre Varer i Kurve paa Hovedet, som Skik og Bruge er. Disse
Folk raabte til os “pampe”, hvilket betyder Slange, men vi mente, de
sagde Bambus, de Rør af hvilke de røger Tobak. Vi sendte da vore Tjenere til
dem for at købe nogle Bambusrør, men da de kom til Vejen, vendte de
forskrækkede tilbage til os og fortalte, hvad det var. Vi løb strax derhen, og
da de saa det, blev de bange paa vore Vegne, thi vi saa eb Slange der
forfærdede os ved sin Størrelse og sit grusomme blik. Saasnart den mærkede, at
vi forfulgte den, rejste den sig imod os i Raseri, saa vi sprang tilside og
trak vore Sværd for at være parate til Hug. Slangen forsvarede sig længe, men
da den saa, at vi blev ved at angribe den, tog den Flugten genne Buskene, men
vi forfulgte den af alle Kræfter. Peter Arendal fik givet den et kraftigt Hug
ved Halen, men da Huden vanskelig kan gennemskæres, var Saaret kun ringe.
Omtrent 1½ Time forfulgte vi den uafbrudt, da begyndte min Kammerater at blive
trætte, og fire af dem opgav det hele og sagde, at de ikke længere vilde vove
deres Liv. Dens bevægelser var baade hurtige og ved rettede, og hvis den ramte
os, var vi sikre paa der værste, enten ved den giftige Aande eller ved den
Brod, som sidder paa dens Tungespids. Den var trefarvet, sort, graa og hvid, og
den Bid er saa farligt, at faa slipper fra det med Livet, nogle lever kun 12
Timer, efter at de er bidte. Da de 4 af mine Kammerater rømmede Valplasen, bed
de os andre 3 om at holde op, medens Legen var god, men jeg syntes, det var en
Skam for os, og bad derfor Peter Arendal og Salomon at blive tilbage hos mig,
hvilket de ogsaa gjorde for min skyld, da de saa, hvor ivrig jeg var, og hvor
stor Umage jeg gjorde mig for at overvinde Slangen. Vi forfulgte den da videre
af alle Kræfter til den slap ind i en Busk, som den brød igennem med en saadan
Kraft, at hele Buske og Jorden under vore Fødder rystede og bævede. Jeg læb
dumdristigt omkring Busken, og i samme Øjeblik kom Slangen i fuld Fart ud af
den. Den var frygtelig at se, den rejste Forkroppen næsten to Alen i Vejret og
foer rasende, hvæsende og blæsende ind paa mig, og det syntes mig, som en
blaalig Røg gik ud fra den. Men Gud styrkede mig saa at jeg ikke lod mig
skræmme af den og dens frygtelige Blik. Mine Kammerater skreg af Rædsel og bad
mig i Guds Navn vare mig, men jeg svang mit brede Sværd med begge Hænder, og i
samme Øjeblik den vilde bide, gav jeg den et Hug med alle Kræfter, som Gud
havde forlenet mig med. Jeg stod omtrent i en Alens Afstand fra den Hoved, og
der gik af i et Hus. Sværdet foer ned i Jorden helt op til Fæstet, og vi maatte
grave Klingen op. Jeg sprang strax ind mellem de to Dele af Kroppen, for at de
ikke skulde krybe sammen igen, thi saadan plejer det at ske, hvilket de
Indfødte kort i forvejen havde fortalt mig. Men da jeg med velberaad Hu vilde
skære Tungen ud af Slangens Hoved, forhindrede mine Kammerater mig deri,
hvilket jeg ærgrede mig over, thi jeg havde hørt en Del om dens Egenskaber, og
en Bartskærer i Kjøbenhavn fortalte mig, at jeg kunde have faaet 60 daler for den,
men en klog Mand i Irland sagde, at jeg det i
Landet havde faaet 100 daler for den, paa Grund af den Lægedom, der var
ved den for mange Sygdomme og Smærter.

Måske er det en Indisk Cobra

Derefter fortsatte vi vor Vej op i Landet og købte Mælk og
hvad der ellers var at faa. Da Fæstningens Befalingsmænd erfarede, hvad der var
sket, gik de hen for at se Slangen. De blev i høj Grad forbavsede over den
Størrelse, den var mere end 2 Alen i Omkreds, men dens Længde var 8 – 9 Alen. Det
blev optegnet i vor Rejsejournal og anset for en berømmelig Gærning, baade
blandt os og blandt Indierne, hvorved jeg steg meget i alle Agtelse og Yndest,
især i den nærmest paafølgende Tid, da det endnu vat i frisk Erindring. Strax
samme Aften blev jeg hentet op til det høje Slot til Rektor og Gubenator, og
Rektor tiltalte mig særdeles venligt og sagde, at han i syv Aar havde opholdt sig
pa et Sted, som hed Jakatra på Java og senere i Palicat, men aldrig før havde
han set saa stor en Slange. De drak mig alle til og skænkede mig et 4 Potters
Stob fuldt af Vin, derefter gik jeg bort i deres Gunst og Naade.

Hver Gang jeg kom ned paa Byens Torv, gik Købmændene mig i
Møde fra deres Kramboder, især var der en und Købmand, som altid omfavnede mig
og kaldte mig Sennor Joam.

En Aften sent kom jeg i Kiv paa Vagten med en, som hed Peter
Johansen, der havde været med et Skib, som i Aaret 1620 blev sendt fra Danmark,
saa vidt jeg husker til Spitzbergen eller Grønland paa Hvalfangst, en
Besætningen kom i stor Livsfare og maatte døje store Lidelser paa Grund ag den
mægtige Drivis, tilsidst blev de, 80 Mil Nordost for Island, saa betrængte og
indeklemte af Isen, at de maatte forlade Skibet i deres Baad og roede i stor
Livsfare paa Grund af det truende Hav, Kulden, Sulteb og Udmattelsen, indtil de
kom i Land paa Island i Nærheden af
Husavik, saa vidt jeg husker, mange af dem helt forkomne af deres store
Lidelser. Om Vinteren var de saa hos gode Mennesker der paa Egnen. Denne Peter
Johansen var en af de Skibbrudne, og sammen med deres Barstskærer havde han
været paa Mödruvellir hos salig Lagmand Haldor (Olafsson Lagmand i Nord og
Vestisland 1619 – 38) indtil Sommeren efter, da der kom Skibe fra Udlandet.
Anledningen til vor Uenighed var kun den, at den utaknemlige og uopdragne
Slyngel omtalte Island paa en uforskammet Maade, hvilket var hans Tak og
Gengæld for modtagne Velgærninger, hans Gen kaldelse til Livet og hans Ophold i
Landet. Jeg blev derfor vred og harmfuld og gav ham en Lussing, men hvilket han
løb til vor Øvrighed og anklagede mig, saa at vi begge blev sat op paa
Træhesten. Men det blev ham strængt forbudt at fornærme mig eller ægge mig til
Vrede, hvilket han ogsaa holdt sig efterrettelig.

KAP. XXV – XXVI

I Oktober Maaned sendte Kongen af Tanjaur en af sine
Herremænd, en meget fornem Mand til vor Øvrighed. Han havde 7 Svende i sit
Følge, der gik bag efter ham med dragne Sværd i Hænderne. Denne Naike (Titel
for regerende Fyrster og Høvdingen og Mænd af gammel Fyrsteslægt) og Herre fik
en god Modtagelse af Fæstningens Besætning. Foran ham gik 12 Taliarer eller
indfødte Krigere med høje Krigsraab, som de plejer der tillands. Alle
Fæstningens Soldater stod i fuld Udrustning paa begge Sider af Porten og
affyrede Geværsalver. ligeledes blev der afgivet tre Salutskud fra Fæstningens
store Kanoner.

Denne Fyrste overbragte et Brev fra Kongen, der forlangte,
at Rektor og Gubernator skulde overlade ham saa meget Bly, som kunde fylde tre
Vogne, der havde Ansvaret for alt Fæstningens Gods, svarede, at han vilde
afgive saa meget Bly, Kongen ønskede, naar han fra Kongen fik en skriftlig
Meddelelse om, hvor meget han vilde give for hvert Skippund, tilsidst bad han
Kongen ikke at tage ham dette hans svar ilde op.

Men Kongens Sendemand blev meget vred og tog højlig
fornærmet strax afsted med alle sine Svende, de steg ind i deres Palakiner uden
at sige Farvel, og uden at give Honnør for vor Fæstning rejste de tilbage til Tanjaur
til Nici de Ragnato. Den denne hørte Rektors Svar, blev han saare vred og
sendte strax næste Morgen Brav og Bud om at hvis der ikke blev udleveret saa
meget Bly, som han forlangt, uden at der blev ham afkrævet Regnskab derfor,
ville han erklære den Traktat for brudt, der var oprettet mellem ham og
Danmark. Han truede ikke alene med at lade Blyet hente med Magt i Kraft af sin
kongelige Myndighed, men også med at tage hele Fæstningen med alt, hvad der
fandtes i den oh vie den til Undergang, thi Grunden, den stod paa, var
hjemfalden som hans, eftersom vi havde brudt Traktaten. Selv da Rektor
skriftlig undskyldte sig og henviste til sin vanskelige Stilling og Umuligheden
af at gøre noget uden Ordre og imod sin Instrux, formaaede det ikke at formilde
Kongens Vrede. Da skrev Retor og Gubernator alvorlig til Kongen, at han kunde
gøre, hvad han vilde vi vilde vente og tage, hvad der fulgte efter.

Kongen sendte da strax Bud efter sin Feltherre, der hed
Calicut, at han skulde ruste til Kamp imod os og derefter indtage Fæstningen og
nedlægge Besætningen. Denne Kongens Feltherre, Calicut, laa altid i en Teltlejr
med sin store Hær paa 4000 Mand, og hans Folk kom aldrig under Tag.

Kongens Budskab indtraf hos ham om Aftenen, og næste Morgen
skulde de være marschfærdige. De tænkte at hente sig en fed Steg hos os, men
samtidig rustede vi os ogsaa i største Hast og traf alle Forberedelser til
Kamp. Alle Kanonerne paa Fæstningsvoldene blev ladte, først med Krudt og Hamp,
derefter ladede vi nogle Knipper af 9 Tommers Jærn-Spiger, fast sammenbundne
med stærkt Hampegarb og med Spidserne fremefter, andre Kanoner ladede vi med
Stangkugler, Saxekugler og Lænkelodder. Da vi var færdige med dette og vi havde
sat Skraasække i nigle Kanoner for derved at ødelægge Fol, Elefanter, Kameler
og Heste med al Slags Skyts og Ammunition, lavede vo os til at rykkke udemed
dem, der skulde hente Vand, og det lykkedes os at forsyne os med 80 Fade Vand,
det vil sige 800 Tønder, inden vi blev indesluttede. Calicut havde i sin Hær:
1000 Elefanter, 1000 Heste og 1000 Kameler. (måske er disse tal overdrevne)

Vore Befalingsmænd lod alle Byens Købmænd kalde op paa
Fæstningen og gav dem Valget mellem enten at begive sig til deres Landsmænd og
følge dem eller at døje godt og ondt med os, hvad der saa end hændte. De
sluttede sig da alle til os, og til synligt Tegn derpaa lod de alt deres Gods
bringe op paa Fæstningen, men om Natten sov dog de fleste i Byen. De indiske
Soldater eller Taliarer, der hver Dag gjorde Vagttjeneste paa Fæstningen samme
med os, blev ogsaa givet frit Valg, men da faldt alle paa Knæ og sagde, at de
var vore med Liv og Sjæl, og gav med livlige Lader og Miner tilkende, at de før
vilde lade sig levende patere end forlade os og bryde deres Troskabsløfte.

Nu hændte det sig, at Folk daglig blev syge i Fæstningen, og
at mange døde, og det ikke de daarligste af vore Folk. Dette kunde ikke
skjules, og det kunde ikke forhindres, at det rygtedes til Calcuts Lejr,
hvilket bestyrkede ham i hans onde Hensigter imod os. Vi havde ogsaa vore
Spejdere under, der daglig bragte os hemmelige Efterretninger om, hvorledes
hans Hær rykkede os nærmere og nærmere Dag for Dag. Sperdte Blænkere fra Hæren
saa vi flere Gange, naar vi var ude med dem, der hentede Vand, omtrent en halv
Mils Vej fra Fæstningen. Vi vogtede os gensidig for hinanden, men efterhaanden
som deres Antal forøgedes Dag for Dag, syntes vi, det var bedst at ophøre med Vandforsyningerne
og rolig vente i Fæstningen paa hvad der vilde komme og havd Gud vilde
tilskikke os. Vi fik Efterretninger om deres forskellige Ålaner og deres mange
frygtelige Trusler, men Gud havde slaaet deres Hær med Frygt, trods deres
Pralerier, og trak deres Angreb i Landrag. Deres Patrouiller i Fæstningens
Nærhed blev ogsaa sjældnere. Endelig naaede Calicut med sin Hær til Trichlagore,
hvor han laa i 14 dage uden at foretage sig noget. Dette skete midt i Fasten og
den nærmeste Tid derefter.

Den forrige Vinter, to Nætter før Juleaften, var et stort
Stykke af Fæstningsmuren styrtet ned af
sig selv, og vore folk mente, at denne Hændelse betød alt andet end
godt. Medens der før havde været udsat Poster paa fem Steder, blev der nu sat
en Post paa dette Sted baade Dag og Nat, men ved Breschen blev de Soldater
anvendt til Vagttjeneste, som Befalingsmændene havde størst Tillid til, og paa
hvis Aarvaagenhed, Troskab, Mandemod, Dygtighed og Kræfter de stolede mest. Jeg
uværdige og 3 andre at mit Kvarter blev denne
Post tildelt, 4 Timeglas ad Gangen til hver, idet vi afløste hinanden.
Det var maget vanskeligt at have Post ved denne Bresche især om Natten, thi der
var, som om man hørte og saa mange Ting. Men man vovede ikke at udbrede Muren
under de for Haanden værende Omstændigheder.

I denne Frygt og Spænding levede vi hele Vinteren og
tilbragte saaledes Jul og Nytaar og Tiden lige til Passions Søndag, da saa vi
vort Skib “ST. Laurentius” (det er “Vandhunden” der menes)
komme sejlende fra Tenasserim. Med Skibet kom vor Kaptajn Christopher Boye og
Arkelimesterens Mat Herman (Sydward), min besynderlig gode Ven, der havde levet
i Island i 3 Aar som Købmand i de danske Rhederes Tjeneste. Men vor Præst fra
Udrejsen Hr. Christian (Jensen) havde de mistet, sammen med otte andre, der
ogsaa var afgaaet ved Døden, befalet til Herrens Naade.

Men den af os, som først fik Skibet i sigte, var Jens
Andersen, han fik en Silkeklædning og et stort Stob Vin for den glædelige
Efterretning, og som man kan tænke blev vi overordenlig glade, da vi efter den
stærke Blodgang, var temmelig faatallige, hvortil kom Fjendens tiltagende Magt,
onde Hensigter og truende Belejring. Vi maatte Nat og Dag frugte de onde og
grusomme Hedninger udenfor Murene, og indenfor disse vores Overordnedes strænge
og ubøjelige Tilsyn og Stadige Irettesættelser, hvor om der turde være talt
nok.

Da Skibetkom ud for Fæstningen, hejste vi Flag, og der blev
saluteret baade fra Skibet og fra Land. Da Calicut hørte Drønet af disse Skud i
sin Lejr, der laa omtret en Mils Vej fra Havet, sendte han strax Bud til
Stranden for at faa at vide, hvad der gik for sig. Da han hørte, at vort Skib
var kommet, tav han en Tid land stille, men fattede atter Mod og besluttede
ikke at skaane os.

Han gav Ordre til at bryde op, rykke hurtig frem med hele
Hæren og først gøre Holdt ½ mils Vej Vest for Fæstningen. Der blev han liggende
hele Ugen til Palmesøndag uden at foretage sig noget, men Gud selv formildede
og blødgjorde hans haarde Sind, saa at han ikke ret fik begyndt eller iværksat
noget Ondt imod os, andet end sket var. Herrens Navn være evig lovet.

Tidlig om Morgenen Palmesøndag gik jeg til Gubernator, som
var i Færd med at klæde sig paa. da han var indbudt til et Gæstebud ombord hos
min Kaptajn Christopher Boye. Jeg bad om Orlov for at gaa ombord og besøge to
af mine Venner Herman og Bengt Andersen. Han mente ikke at turde give mig lov
dertil. paa Grund af den overhængende Fare ved Fjendes Nærhed, thi hvis jeg fik
Lov vilde flere forlange det samme. Min Bakskammerat Henrik Andersen stod bag
ved mig og bad om Lov til det samme, hvorved Gubernator blev ærgerlig, men
endelig gav han os Lov med strængt Paalæg om, at vi om Aftenen skulde komme i
Land og passe vor Tjeneste.

Da vi fra Fæstningen gik ned til Stranden, hvor fire Indiere
ventede os med en Baad, saa vi et nyt Syn, det opfyldte os med stor Glæde: to
Skibe med snehvide Sejl og vajende Vimpler paa Mastetoppen kom sejlende fra
Syd. Vi kendte strax “Perlen”, det store Skib paa 700 Læster, og
“Jupiter”, det lille Orlogsskib. Der blev strax hejst Flag paa
Fæstningen og afgivet lige saa mange Skud som Skibene affyrede. Alt dette
forhindrede os ikke i at gaa ombord (i Vaterhunden), hvor vi blev modtagne med
fuld Honnør og fik Foræringer, som de havde bragt med sig fra de Egne, de kom
fra. Alle Befalingsmændene paa Fæstningen roede ud til Skibene efter endt
Prædiken for at besøge General Roland Crappe, som var kommen med “Perlen”.

Han havde gjort syn Rejser til Indien som Købmand og var nu
naaet til denne Værdighed. Han var ugift, af fattig hollandsk Slægt og var som
ganske ungt Menneske gaaet tilsøs. Han havde først tjent som Kahytsdreng og
fejet Gulv og Dæk, blandt Søfolkene fik han sin første boglig Lærdom,
efterhaanden gjorde han Fremskridt, forøgede sine Kundskaber og naaede til
sidst sin Lykkes Tinde. Det fortalte han mig engang paa en kort Spadsertur,
tilligemed meget andet, om sin Ungdom og sin forladte Stilling.

Næste Dag tog alle de indiske Købmænd ud til Skibet (Perlen)
for at hilse på Roland Crappe, og da han kom i Land lod de alle Tempelpigerne
med deres Baldor og alle Byen Trankebars Soldater møde ham ved Landgangen, og
alt dette Pak fulgte ham dansende til Fæstningsporten. Der blev affyret 9
Stykker til Ære for ham fra Muren, hele Besætningen paraderede i fuld
Udrustning indenfor Porten og affyrede deres Bøsser.

Da Feltherren Calicut fik at vide, hvad der var sket,
indfandt han sig midt i Ugen før Paaske. Han selv, hans syvårrige Søn og hans
fornemste Ledsagere blev efter Skik og Bruge baaret i 9 Palankiner, og hans
Fælge af 500 Krigere stillede sig i Geledder ved Fæstningsporten. Da han selv
passerede denne, blev der affyret 9 stykker, Besætningen Soldater afgav 3
Salver, Fæstningens store Flag blev hejst og der blev blæst i Trompeter. Da han
var kommen ind, gik jeg og en Kammerat ud for at se paa deres Palankiner og
andre af  deres Ting. Men da jeg lukkede
den Palankin op, hvor Feltherrens Søn laa, blev han meget overrasket, og jeg
ikke mindre. Han laa på Silkehynder og Puder overalt broderet med Perler, Guld
og Juveler, et stærkt Sengebaand, som var fæstet over Sengen, var besat med
Perler og Krystaller og andre ædle Stene. Palankinerne var lavede af udmærket forarbejdet
Elfenben, der saa ud som poleret hvidt Glas. Da en af Tjenerne saa, hvad jeg
gjorde, kom han strax løbende til og. slog ud med Armene og raabte: Ille, ille
ille, d.e. Nej, nej, det er ikke talladt. Det var en smuk und Mand af en herlig
Skabning og med en bleg Hud, tatoveret over det hele med forskellige Farver,
tilmed bar han efter deres Vis mange Guldprydelser, ogsaa i Ørerne.

Under Forhandlingerne med vore Befalingsmænd fremførte
Calicut hæftige Anklager mod vor Rektor og sagde, at han var Skyld i al den
Splid og alle de Stridigheder mellem os og dem. Han havde 9 Elefanter og 500
Heste i sit Følge, de fleste af Følget bar tyrkisk Dragt og havde Lov til at
nyde, hvad de vilde, ogsaa til at beruse sig.

Generalen viste Calicut alle vore krigeriske Herligheder,
gjorde ham opmærksom paa vor Udrustning og alle de Kanoner, der, glatte som Æg,
laa paa Fæstningens Mure paa deres Underlag. Til han Ære blev hver Kanon
affyret, som han standsede ved, og disse Skud blev strax besvaret fra Skibene.
Ombord paa “Perlen” var der 2 store Kanoner af Kobber, af den Slags
man kalder Halvkartover, hvis Kugler vejer 24 pund. De stod foran Rorpligten
ved Kahytsdøren og blev ogsaa affyrede tilligemed de andre store Kanoner fra
“Perlen” til Svar paa de tre Kanoner, jeg havde saluteret med og
havde Kommandoen over paa Skansen. Calicut spurgte paa Portugisisk vor General,
om Skibets Kanoner var større end disse. Han svarede ja. Det gjorde et stærkt
Indtryk paa ham, og da han hørte de ti nævnte Kanoner bliv affyrede, slog han sig
for Brystet med begge Hænder og sagde: “Abbai O, Fader.”

Det var en Onsdag, en overordentlig varm Dag, saa at vi, i
hvis Lod det var faldet at have Post paa Fæstningsmuren ved Totiden, stadig
maatte vende og dreje os lige som en Steg, der ikke maa brændes. En af de
Elefanter, som ved det ene Bagben stod bunden til Træerne udenfor Porten, rev
sig løs og rykkede Træet op med Rode, medens dens vogter sad i et Hus der i
Nærheden og røg Tobak med sine Kammerater. Han gik hen til Elefanten med en Høvisk
dyppet i Olie og fik den endelig beroliget. Disse Elefanter forstaar
menneskelig Tale og er saa forstandige, at de i Grunden kun mangler Mæle. Peter
Lollik og jeg red engang for Betaling et kort Stykke paa en af dem, og vi
syntes, at dens gang var alt andet end behagelig for Rytteren.

Calicut var en smuk Mand med lys Hud og en overordenlig tyk
Mave. han bar en Mængde Smykker af Guld og Juveler, et guldindvirket Skærf om
Livet og et andet besat med Juveler om Hovedet. En Page bar en forgyldt
Elefenbens Kommandostav af herligt Arbejde efter ham, Da  Admiral (skal være General) Roland Crappe og
han havde forhandlet og der var sluttet Fred, afrejste han og hans Følge, efter
at de havde forrettet deres Andagt i Templet. Han dog strax til sin Konge og
snart efter tog ogsaa vor General derhen med Breve og Gaver fra Kongen af
Danmark, de bestod af 2 nye Kobberkanoner, prydede med syv Billeder af
menneskelig Figurer. Kongen lod dem opstille i sit Sovekabinet og betragtede
dem som en ganske særlig hædrende Gave, ikke mindst formedelst Billederne paa
dem. Endvidere sendte vor Konge ham en opredt Seng alf Cyprestræ og hans eget
Contrefej, udmærket malet. Den hedenske Konge sendte sit eget Portræt tilbage,
smukt malet, samt en Elfenbens Seng, ved opredt med kostbare vævede Tæpper, der
blev taxeret til 100. 000 Daler eller en Tønde Guld.

Før vor General rejste derhen, kom der Brev og stræng
Befaling fra Kongen af Tanjaur, at vor Rektor skulde følge med til ham, hvilket
ogsaa skete, og han havde nær mistet baade Livet og vor Generals Naade, da han
ved sin Handlemaade havde sat saa mange Menneskers Liv og saa meget af Kongens
og Kompagniets Gods paa Spil. En saadan Uretfærdighed maatte han lide paa Grund
af sin Troskab og Pligtfølelse. Han blev dog taget til Naade igen, men matte foretage
en lang og farlig Rejse til de molukkiske Øer, hvortil der blev sendt Folk fra
vor Fæstning for at hente Kryderier og andre Varer.

Den samme haarde Skæbne ramte ogsaa vor Præst, Hr. Jens paa
Grund af Generalens Haardhed, thi jeg mener, at han var uskyldig i det, som man
havde fortalt Generalen om ham. Sagen var den, at han i al Hemmelighed bad
Mester Villiam, den Bartskærer, der kom med “Perlen”, om at stikke
Hul paa en Byld, som han havde paa et hemmeligt Sted. Men samme engelske
Bartskærer var saa ondskabsfuld, at han meldte Generalen, at Præsten havde
faaet den ved Samleje med en indfødt Kvinde. Efter som Generalen havde et
gammelt Nag til Hr. Jens paa Grund af hans dristige Tiltale paa Prædikestolen
angaaende Kætteri og Vantro, blev han veltilfreds ved denne Efterretning og
vilde nu hævne sig paa ham. Han befalde, at han med Magt og Vold skulde
indlægges i en afsides Bygning og der prøves af Bartskæreren med de stærkeste
Drikke, der driver alle Slags Sygdomme frem, saa at alt deres Haar og Skæg falder
af, hvis de er smittede. Paa den Maade søgte Generalen at ødelægge ham, men Gud
sørgede for, at det ikke gik, som hans Fjender vilde. Det blev alle forbudt at
komme ind til ham, pleje ham eller forsyne ham med nogetsomhelst, og ingen
vovede derfor at gaa derhen. Men da jeg var ham kær, besøgte jeg ham af og til
i al Hemmelighed, hvor over han blev hjætelig glad, men meget bange for min
Skyld. Da han havde ligget i 9 nætter med Graad og Klage, Sukke og Bønnet til
Gud,rejste han sig fra sin Sotteseng uden de Tegn paa Sygdom, som de havde
ventet sig. Da fandt Generalen paa. at han skulde sværge paa, at være
ubesmittet af nogen Kvinde i Indien. Men der var en Enke, en portugisisk
Kvinde, som hed Maria, hos hvem han lod sit Tøj Vadske, og derfor vilde han ikke
aflægge den Ed. Gud ved bedst, hvorledes det hele hang sammen. Men Generalen
forbød ham da at udføre sin Præstegærning og forvalte Kirkens Tjeneste. Præsten
erklærede, at han ikke agtede hans Forbud, eftersom han ikke erkendte sig
skyldig i nogen Misgærning, og at Generalen ikke havde det i sin Magt at
fratage ham hans Embede, og han appellerede fra hans og al anden verdslig Dom
til Biskoppen og Gejstligheden i Kjøbenhavn. Da nu Generalen saa, at han intet
kunde udrette, befalede han ham (som en Art Straf) at følge Rektor paa den
farlige Rejse til Molukkerne med Skibet “Jupiter” og dermed afsone
sin Skyld. Den præstelige Klædning, han tidligere havde skænket ham og atter
havde frataget ham, gav han ham nu tilbage.

Den Præst, som kom med “Perlen” var medens Striden
stod paa. Præst paa Fæstningen. Han hed Matthias, (som er omtalte Præst Mads
Rasmussen) og han var tidlige Præst paa “Perlen”, saa at jeg bl.a.
fulgtes hjem med ham.

Med Generalen var der fra Danmark kommen en Mand ved Navn
Olaf Wismar. Han boede i Skaane Øst for Øresund. Han var overordenlig høj
af  Væxt og gik smukt klædt i røde
Klæder, besat med Sølvsnore, men der var ikke noget hovmodigt i hans Væsen. Han
havde længe tjent Kong Christian IV sin Kaptajn og samme Embede overtog han i
Indien, da han strax, da han kom i Land, fik Kommandoen over mig og mine
Kammerater. Med ham fulgte en anden Mand, ved Navn Poul Arnesen, hans særlige
gode Ven. De havde fulgt hinanden i lang Tid baade hjemme og i fremmed Land og
deres Venskab havde aldrig været afbrudt. Poul Arnesen, som i mange Aar havde
været Foged eller Sysselmand i Skaane, var meget god imod mig.

Der fandtes paa Fæstningen en ung Hjort. som tilhørte
Gubernator (Henrik Hess, rektor Christopher v.d. Møllen) og som skulde sendes
til Danmark, men den var ofte saa ondskabsfuld, at den listede sig hen til
Folk, stangede dem slemt og mishandlede dem undertiden meget alvorligt, men af
Frygt for Gubernator vovede ingen at tage sig tilrette imod den. Da hændte det
sig en Aften, at jeg gik fra Portvagten for at skynde mig hjem til mit Kammer,
at Hjorten stod skjult et Sted og pludselig foer løs paa mig, kastede mig
omkuld og stangede mig saa at jeg ikke kunde rejse mig. Dette saa Poul Arnesen,
løb til fra Porten og gav Hjorten flere Slag over Ryggen med sin Forkædestok
(?). I det samme kom Gubernator løbende, derog sit Sværd og vilde hugge efter
Poul, men da jeg var kommen paa Benene og saa, at Poul ogsaa havde trukken
blank, trak jer hurtig mit Sværd og gil imellem dem, saa skiltes de, men meget vrede.
Vagtmandskabet, der stod ved Porten, kom alle løbende, da de saa, hvad der gik for
sig, og var alle beredte til at tage Parti for Poul, hvis det var nødigt. Vi indgav
alle Klage over Hjortens Ondskab, men Guberbator sagde, at han nu saa meget mindre
vilde skille sig af med den, hvortil Poul svarede, at hans Uretfærdighed da var
saa meget større. Da Generalen hørte dette, fik han dem strax forligt.

Da Gubernator, Rektor og Generalen med deres Tolke, de tre morlandske
Brøde, og Tjenerskal kom tilbage fra Tanjaur, efter at have sluttet Fred og Forlig
og truffet Aftaler om flere Sager, saasom om Skibenes Befragtning med alle Slags
Varer, der i Følge den afsluttende Kontakt maatte købes og bringes til vor Fæstning
af Landets Folk efter den hedenske Kongens Befaling, herskede der atter Fred og
Ro os imellem. Og fra den Tid, indtil vi sejlede hjem med “Perlen”, sendte
Kongens Feltherre Calicut hver Lørdag 3 Vildsvin, som han havde fældet på Jagten,
til Fæstningen for at vise os sin Agtelse og sit venskabelige Sindelag.

Alt det Peber, som den hedenske Konge overlod os til en fastsat
Pris, købte han selv af Kongen i Cotzina, der lod det bringe til Peita, en By, der
ligger 8 Mil fra os. Derfra blev det saa bragt til Fæstningen paa Kongens Elefanter,
Kameler, Hest og Oxer, alle disse Dyr havde Klokker om Halsen, saa at man kan høre
dem længe, før man ser dem.