Over Ækvator til Kap det Gode Håb

Over Ækvator til Kap det Gode Håb.

Den 8. april 1619 om aftenen sejlede flåden ud med kursen sat til 235˚, SV til V. Den kurs blev de enige om at holde, indtil de kom til ca 11½˚ nordlig bredde. Så ville de være godt klar af kysten med eventuelle ukendte revler og strømme. Dette må de have tilbagelagt for den 10. skriver Ove Gedde, at hollænderen blev “afferdiget”. I de cirka to døgn har de holdt en gennemsnits fart på 5 – 6 sømil i timen. Det er ganske godt. Der står intet om, at skibene havde været kølhalet under opholdet på Kap Verde, med de er da uden tvivl blevet renset så godt som muligt for begroninger udenbords. De skal ikke ligge længe i det varme vand før der er et frodigt lag alger og muslinger under vandlinien. Det koster fart at slæbe rundt med det. Mange af folkene har nok stået og tænkt deres, da de så afstanden til hollænderen langsomt blive større. Nogle har nok tænkt på familien eller vennerne, de havde efterladt i Danmark. For nogle gik det først nu op, at herfra blev der bare længere og længere hjem. Og hvad ligger der forude og venter. Ikke alle har været begejstrede, de har haft tid til at få dæmpet deres begejstring. Nå, men så løsrev man sig fra mørke tanker, for sejlene skulle stilles om til ny kurs. Nu skulle de styre S til Ø, 170˚ og SSØ 155˚, lige ind i Guineabugten. Derinde ligger der en ø, Annabon, som også blev brugt som provianteringsplads. Jagten Øresund med Roland Crappe om bord havde brugt den i stedet for Kap Verden. Bæltet med næsten ingen vind ved ækvator er længere sydpå om vinteren. lige som også ækvatorialstrømmen er. Dette er en stærk vestgående strøm tværs over Atlanten. Og det er lige den strøm togtets flåde skal finde for at komme over. I ligprædikenen står der, at det gælder om ikke at komme Guineakysten for nær, for der kunne man ligge stille i månedsvis på grund af vindstille. man måtte heller ikke komme Brasiliens kyst for nær. for der fandtes de farlige Abrolhos-skær.

Den 16. april blev Patientia ramt af lyn ig ild, hvorved dens store stang og masten blev ilde tilredt, og nogle bjælker brast, hvorved flere mand kom slemt til skade. Den 29. om morgenen opdagede, at de havde mistet David. Den havde godt nok holdt sig beskedent i baggrunden i læ, men både Christian og Jægeren havde holdt sig i nærheden af den. De to sidstnævnte havde set og forstået signalet om at skifte kurs, så det undrede Ove Gedde at David ikke havde fulgt det. Han måtte tilbage på den gamle kurs for at søge efter skibet. Den næste dag ved middagstid sigtede de skibet langt ude. De var dog ikke sikre på at det var Davis. De sejlede samme kurs som David. Den ville dog tilsyneladende ikke komme dem nærmere, men holdt afstanden til dem. Da det blev mørkt satte de en lanterne og fyrede skud hele natten. Den 30. om morgenen var den ikke kommet nærmere. Så befalede Ove Gedde officererne på Patientia og Jægeren at gøre deres bedste for at indhente skibet. Den 1 maj nåede Jægeren dem, men de nægtede at nærme sig flåden. Tre timer senere kom Patientia og befalede kaptajnen på admiralens vegne at slutte sig til flåden. På dette tidspunkt var de kommet så lang fra Elephanten, at de kun lige kunne ane den ude i kimingen.

Så snart skibene var samlet igen, sammenkaldte Ove Gedde krigsrådet. Det skulle undersøges, om det var med forsæt eller på grund af sløseri, at David var kommet væk fra flåden. Kaptajnen Niels Rosenkrants, undskyldte på sin skippers og styrmænds vegne, at de ikke havde “taget vel vare på “, at der blev skiftet kurs, og da de havde været væk fra flåden, ville gesandten ikke tillade dem til at nærme sig flåden, uden at de, skibsrådet på David, forsikrede ham om sikkerhed for skib og gods. Det kunne jo være, at det var englændere, franskmænd eller portugisere, der ville erobre dem.

Dette argument kunne kaptajnen ikke som eneste mand imødegå. Der var otte personer i skibsrådet, alle udpeget af kongen. I et meget autoritært samfund , som et skib er, er det vanskeligt at gå imod den øverste ledelse. Boschouwer var vanskelig at komme uden om, og han blev oven i købet støttet af Peter van Xanten, der havde megen magt i flåden son den, der skulle holde styr på finanserne. Det blev så besluttet, at kaptajnen skulle udpege de personer, der imod deres ed havde holdt med gesandten. De skulle erstattes af kongetro mænd. Det blev straks effektueret. Dette var det første alvorlige tegn på uoverensstemmelse mellem Boschouwer og Ove Gedde. Var det forsætligt? Udskiftningen af officerer kunne tyde på, at admiralen mistænkte gesandten for at ville undslippe flåden. Men kaptajnen var jo Niels Rosenkrants, skipper Rasmus Samsing, løjtnant Hendrik Hess og der var en trofast mand mere i skibsrådet, nemlig kadet Christoffer Stygge. Adelsburs var en forholdsvis høj stilling, når man kunne komme med i skibsrådet. De resterende medlemmer var måske ikke så pålidelige. Der var gesandten selv, hans betroede overkøbmand Peter van Xanten og Hr. Jakobsen, der i forvejen er blevet fradømt alle sine månedspenge ved Kap Verde. Hvis gesandten i kraft af sin stilling havde presset på, godt støttet af de tre hollændere, har resten af skibsrådet ikke kunne modstå. Man var mere autoritetstro dengang. Skibene blev forenet igen og man fortsatte turen over Atlanten, men mistanken var sået. Den 3 maj bekender skipperen på Davis, at de havde set Christian skifte kurs, men først selv skiftede kurs et par timer efter. Umiddelbart skulle det ikke give den helt store afstand mellem dem. På de kanter er sigtbarheden normalt mindst 10 sømil. De var endda oppe i masten for at finde dem. De har nok sejlet en helt anden kurs, og Ove Gedde var meget heldig at han fandt dem.

Rapporten er ret tavs om de forskellige kurser de sejle de over Atlanten. Der er flere oplysninger i ligprædikenen. Den gode præst må have fundet dem i Ove Geddes private papirer. De 8. maj passerede de ækvator første gang. Deres bredde var 0˚ S, og de kunne se Sydkorset og havde solen i stik nord til middag. Den 8. maj havde de øen Fernando de Noronha ca. 56 mil SV til V, og så sejlede de StV og SSV. Der er ingen optegnelser om, hvornår de egentlig skiftede fra en sydøstlig kurs til en vestlig kurs. Et eller andet sted i nærheden af Afrika har de fanget den kraftige vestgående ækvatorialstrøm. Den fremherskende vind på dette tidspunkt er god østen eller sydøstenvind, så de er nærmest drevet over Atlanten med en gennemsnits farts på 7 sømil i timen. Senere har skibene slidt og slæbt sig gennem disse farvande.

Ideen med denne kurs var at man kunne kommer til Brasilien og få fat i SØ-Passaten og så bruge den for at komme tværs over Atlanten til Kap det Gode Håb. Man skulle holde øje med bredden, for kom man forlangt sydpå, var det vanskeligt at arbejde sig tilbage til Kap det Gode Håb. Middagshøjden skulle helst tages hver dag. Man havde ikke nogen måde at måle længden nøjagtig på. Kronometeret vat ikke udviklet endnu, men englænderne arbejde på det.

Også under denne sejlads skulle man undgå at komme kysten for nær. Lige under linjen ligger der nogle øer ret umotiveret i det store hav. St. Pouls Rock på 0˚ 50ʹN og 29˚ 22ʹ V og Fernando de Noronha 3˚ 25ʹ V. Den første ligger østligt og er meget markant. Den har en imponerende silhuet. En høj spids klippe rager op af havet.

Der er ikke noget fyr på øen. Man kunne ikke enes om, hvem der havde ansvaret for øen. Den anden ø ligger tættere på kysten. Foruden disse øer kommer der flere lumske steder, såsom Rocas på 3˚ 51ʹ, der er et rev, der stikke lige stikke op af vandet, og så de to øer Trinidad og Martin Vas, begge på 20˚ 30ʹ S og mellem 28˚ og 30˚. I 1619 var der ingen fyr på disse farlige stenbunker.

Den 16 maj har de Kap San Augustin 77 mil vesten for sig. Det må være en gættet position, for på den afstand har de ikke kunnet se land. De har højst kunne lugte det eller har kunnet se på havets farve, at de var blandet med flodvand. Men altså det rene gætteri. Middagsbredden viste alligevel, at de var på 8˚ 29ʹ sydlig bredde. På dette stræk har deres fart kun været på ca. 2½ sømil i timen. De fremherskende vinde på denne strækning er fra SØ og ækvatorialstrømmen støder til kontinentet og drejer nordefter. De beholdt kursen SSV til den 22. og gik så SSØ og til StØ til de kom til 13˚ 57ʹ S og bemærkede en variation op deres kompas på 15˚. Farten vat i det hele lidt bedre, ca. 3½ sømil i timen.

Den 23. blev det besluttet, at kursen fremover skulle være SSØ og StØ, men aldrig lavere end StØ, og den 30. maj passerede de den sydlige vendekreds på 24˚ 30ʹ sydlig bredde. Da var de på højde med Rio de Janeiro, og det var på tide at udnytte SØ-Passaten. Kap det Gode Håb ligger nede på ca. 35˚ S, og det var på tide at tilrettelægge den videre sejlads, så der ikke kunne opstå nogle misforståelser. Jægeren skulle altid sejle foran flåden, og om natten skulle den føre lanterne. Den skulle give tilbørligt tegn, hvis den mente at kunne fornemme grunde eller land forude. Så var der lukket for andre skibe at sejle forud og forlade flåden.

Den 1. juni blev de enige om, at de skulle sejle mellem Madagaskar og Afrika, sås nat de var kommet fra Kap det Gode Håb. Det blev forbudt at affyre kanonskud til honnør, hverken for admiralen eller nogen anden. Der måtte heller ikke skydes salut ved begravelser. Undtaget var dog medlemmer af skibsrådet. Samtidig står der “Og hvad kås vi skulle rette. Det må betyde, at der blev foretaget rettelser i den daglige kurs. De skulle jo være meget agtpågivende. At forfejle Kap Det Gåde Håb ville give en betydelig forsinkelse af hele rejsen.

Den 6. juni målte de deres bredde til 30˚ 15ʹ og gættede sig til, at øen Tristan da Cunha lå 116 mil sydøst for dem. Kompasset afveg nu med to hele streger og 4˚ 52ʹ. Det er meget. En streg er 11 1/4 grad. Ud fra den opgivne position den 30. maj, pejlingen og den opgivne afstand til Tristan Da Cunha må den reelle kurs have været StØ. De er blevet godt presset af havstrømmen og vestenvinden på det sidste stræk.

Det var også godt, eller var de kommet alt for meget syd for Kap. Så ville de have besvær med at arbejde sig nordpå mod vinde og strøm. Fra den 13. til den 18. juni så man mange tegn på, at Kap Det Gode Håb var nær. De så svaler, hvaler og flydende rør og mente at være ca. 130 mil fra deres bestemmelsessted. For den 17. står der ret kortfattet i rapporten, at Christian mistede et stykke af sit bovspryd. Og den 18. blev jægeren beordret til at sejle forud, da styrmændene mente, at de var i nærheden af Kap Det Gode Håb. I rapporten hedder det Cabo Bona Esperaca. Allerede den 19. juni tabte de Jægeren af syne. Kaptajn ombord var livsfangen Hans Lindenov.

De 26. var igen en af de dage, hvor mange ting blev besluttet. De skulle sejle til 36˚ sydlig bredde. Taffelbayen ligger på 33˚ 40ʹ S. Skibet Patientia skulle have seks sunde mænd fra Christian. Fyrmanden, det vil sige det skib, hvis tur det var til at føre lanterne om natten, skulle føre to lanterne. De andre skulle føre en lanterne på grund af det mørke vejr. Vinteren var begyndt på den sydlige halvkugle. Man skulle mødes til rådslagning hver anden eller tredje dag, så vidt vejret tillod det. Dette møde tyder på ,
at man var klar over, at nu nærmede de sig et forholdsvist ukendt farvand og land. Det var mørkt og ustadigt vejr, og der var flere syge, end der plejede at være om bord. Det var så galt med sygdom om bord, at Ove Gedde den 27. befalede, at alle mand uden undtagelse, han slev inklusive, skulle deles op i
kvarterer, dvs. vagter. Alle mand kom på vagt og skulle deltage i rortørn, udkig og manøvrering af sejlene. Det har indbefattet, at skrivere, trommeslagere, bartskærere, kammertjenere m.m. har været med på vagt. Der var mange syge. Alle uden undtagelse skulle gøre rent efter sig på galleonen. Der har i hvert fald været mange tilfælde ad maveonde, og de har alle været afkræftet.

Den 4 juli så de endelig med stor glæde Taffelbay. Den 8 satte de ind i bugten. I lig prædiken står der 32˚ 50ʹ S , med det må være 33˚ 50ʹ S. De ankrede under et “øland”, det må være Robben Island. Skibene har nu været i søen 91 dage.

Robben Island med taffelbjerget i baggrunden.

Tafel Bay med Robben Island

Over Ækvator til Kap det Gode Håb.

Christian IV