Overgangstiden 1560 – 1680

Den tragiske nedgang i Finnmarkens velstand og folkeliv som nu begyndte, hang sammen med en dybtgående omlægning af den internationale handel, og nye metoder i fiskeri erhvervet. De store opdagelser, de nyfundne søveje til Amerika og Indien, førte til et sammenbrud i de handelsveje som gennem oldtiden og middelalderen havde fæstet sig i Europa og Orienten. Værst gik det ud over hanseaterne og deres organisation. De førte en håbløs kamp for at beholde deres gamle handel oppe og snart smuldrede hele hansa forbundet.

Det var konkurrencen med nye søfarende og fiskende nationen som knækkede dem. Ikke kun var handelsvejene omlagt, men nye fiske produkter erobrede hanseaternes gamle markeder. Allerede omkring 1500 var spanier og franskmand begyndt at tage på fiskeri og hvalfangst togter ved Newfoundland og der voksede et rigt torskefiskeri på kysterne der og nordover langs Labrador. Disse ekspeditioner kunne ikke tørre fisken, men flækkede og saltede den løst i rummet. Når de så kom hjem, blev fisken vasket og siden tørret på et bjerg i sol og vind. Sådan opstod den nye vare som kaldes klipfisk, og som snart blev en farlig konkurrent til de norske tørfisk på Europas markeder.

Samtidig kom stadig flere nationer med i fiskeri virksomheden, hvor nordmændene før havde været næsten enerådende. Franskmænd og “biskayere” (spanske) drog ikke kun til Newfoundland, men også op i Ishavet. Englænderne drev handel på Island og udviklede fiskeriet der. Hollænderne havde en hel fiskerflåde på Doggerbanke og i farvandet rundt om de britiske øer. En tredje årsag til omskiftet var det, at så mange lande i denne periode forlod den gamle katolske tro og gik over til protestantismen. Det blev da afslutningen både på langfasten før påske og på fredagsfasten hver uge, hvor alle havde været tvungen til at spise fisk, og det var for en stor del norske tørfisk. Overgangen gjaldt ikke mindst de områder som var forsynet af hanseaterne. Der var dog fortsat behov for tørfisk, men troskiftet var en af de ting som bidrog til at ødelægge markerne eller gøre dem mere ustabile end før.

Allerede i 1514 klagede hanseaterne over kontoret i Bergen var i forfald på grund af den nye konkurrence. Englænderne og hollænderne kunne sælge billigere, dels fordi de havde mindre udgifter til hus og gårde, dels fordi de første større skibe som tog væsentlig større last end de gamle hansa koggener, dels fordi kunderne foretrak islandsk fisk frem for bergensk stokfisk (fisk fra tørrestativer). Der er her tale om en konkurrence i selve Bergen, på hanseaternes gamle enemærker. Deres politiske stilling var på denne tid blevet tydelig svækket i forhold til det den var før.

Omkring 1500 havde kong Hans slutter handelstraktater med England, Skotland og Frankrig og givet de hollandske byerne samme ret til handel i Norge som hanseaterne havde. Da den unge Christian n kom til Bergen, opmuntrede han konkurrenterne og begrænsede hanseaternes rettigheder. Borgerne fra Amsterdam fik i 1507 ret til at bo i Norge i perioden maj – september, ja enkelte af dem fik også ret til vinteren i Bergen, noget som hidtil havde været en eneret for hanseaterne.

chr II kong hans
Christian II og KongHans

Derfor var hansaen med glæde med på at styrte Christian II fra tronen. Men de fik

en ny og endnu hårde modstander i Christian III, og det nyttede kun lidt for

hanseaterne at de siden gik i forbund med den afsatte kong Christian. De

forsøgte en sidste fortvivlet kamp for deres handelsrettigheder og deres politiske

magtstilling i Norden. Men i “grevefeiden” 1533 – 36 blev de grundig slået. En ny

tro, en stærkere kongemagt og fremmede handelsmænd havde sejret. Og fra nu af

blev hanseaterne nødt til at dele Bergen-handelens rigdomme med andre, og de

blev langt mindre end tidligere.

I Bergen havde de norske købmænd hidtil stået i skyggen af hanseaterne. Nu fik

de pengehjælp af deres konkurrenter til at øge sin handel og hollændere, skotter

og “outsidere” blandt tyskerne slog sig ned i den del af byen som lå midt imod og

indenfor Bryggen. Også embedsmændene og andre begyndte at drive handel.

Hanseaterne klagede i 1545 til kongen, som rigtignok stadfæstede deres

privilegier, men samtidig gav de norske borgere i Bergen ret til at sende skibe

nordover. To år senere blev også trondhjemsborgernes ret til Nordlandshandel

bekræftet. en afgørende strid kom efter at Christopher Valkendorf i 1556 var

blevet høvedsmand på Bergenhus. Han gav hanseaterne valget mellem at blive

norske borgere eller forlade byen. Og dette måtte de bøje sig for. Omkring 1560

var det slut med hansavældet i Bergen.

Der blev fra nu af stort set en fælles front af tyske, norske og andre købmænd i

Bergen, som holdt fast ved de gamle privilegierne og forsøgte at holde

konkurrenterne fra handelen nordpå. Alt hvad der sker i fremtiden, må man se i

sammenhæng med det vi foran har nævnt om konkurrencen i fiskerierhvervet,

med nye produkter og kamp om markederne. Også i Norge blev der vistnok

produceret klipfisk fra slutningen af 1500-årene, men tørfisken vedblev i

århundrede at dominere som norsk eksportvare. Det blev da af skæbnesvanger

betydning for alle producenter af norske fiskevarer og ikke mindst for

finnmarkingerne, at prisen på fisk fra nu af kom i et stadig større misforhold til

de livsvigtige korn- og mel produkterne, som måtte indføres via Bergen.

Prisforskellen kan kort udtrykkes sådan at fiskerne nordpå i 1600 måtte give

dobbelt så meget fisk for en tønde korn eller mel, som de havde givet i 1530.

Når derfor bergenserne i tiden efter 1560 strammer sine krav om eneret til

Finnmarkshandel og forsøgte at presse mest mulig ud af den, var de drevet af den

bitre nød. De måtte tage konkurrencen op under langt vanskeligere forhold end

før og den hensynsløse kamp for brød kom til at gå ud over fiskerne nordpå. Det

gjaldt for resten ikke kun dem. Også bønderne på Vestlandet kom i skarp strid

med borgerne om priser og rettigheder. Men Finnmarken kom til at lide særlig

hårdt fordi landsdelen var helt uden kornavl.

Det begyndte med at de fremmedes handel i Norge kom op til behandling på

herredagen i Odense 1560. Bergenserne havde klaget over at fremmede skibe var

begyndt at sejle nordom Bergen, nogle så langt som til Finnmark og siden derfra

igen til Helgeland. Det er åbenbart at der blev drevet tuskhandel mellem

hollænderne og englænderne på den ene side og almuen – de fastboende

handelsmænd på den anden side. Som det hedder i en senere beretning:

-“så gik dog den forbuden handel overalt i sving, hvor som disse skibe lå udi

nærværelsen, og så vel almuen som de i Finnmarken boende borgere hemmeligt

søgte at negotiere (handle) med dem, eftersom de finder de fremmedes vare for

fundet for de penge pris, så og mere for deres egne varer.”

Herredagen i Odense endte med udstedelsen af den bekendte reces fra 1560, som

slog fast at handelen på Nordland og Finnmark var forbeholdt kongens

undersåtter og det hanseatiske kontor i fællesskab. Recessen blev fulgt af

Frederik II’s forordning af 11. april 1562, som forbød udenlandske skibe at sejle

nord for Bergen og ligeså forbød folk fra Nordland og Finnmark at sejle til Holland

eller andre steder med fisk produkter, før de havde været inden om Bergen og

tilbudt sine varer. Med rette har ældre forfattere peget på denne vedtagelse som

en vigtig skillelinie i Finnmarkshandelen. Men først nutidens historikere har set

de dybere liggende årsager til stramningen af kravene.

Kong Frederik II 1534 – 1588

Odense-recessen fik øjeblikkeligvirkning, ikke mindst for finnmarkingemes egen

trafik på Bergen. Ifølgerecessen havde de norske borgere lov til at sende 24 skibe

om året til Nordland og Finnmark de første 12 år, men der blev intet sagt om hvor

store disse skibe måtte være. Den 9. februar 1569 mødte udsendinge fra

Finnmark op på slottet i København og klagede til kongen og hans rådgivere over

“at borgerne udi Bergen nu på nogle år med deres sejlads og store mersskibe

have dem fortrængt og deres næring og bjæring betaget, så at de med deres skibe,

som landet fra arilds tid have opholdet, ikke kunne have nogen fremgang.” De

små nordfar jekteme kunne slet ikke klare sig i konkurrencen med de større

“mersskibe”. For det andel klagede de over at borgeme ville forbyde dem at

handle med russer og finner, på trods af at deres forfædre havde skaffet finneme

alle de nødvendige varer og desuden penge til at betale skat med. For det tredje

måtte de leje hus hos borgerne i byen når de lå der og deltage i alle byborgernes

pligter og dertil betale skat, mens bergenserne aldrig betalte nogen afgift når de lå

nordpå. Dette sidste får sin forklaring af det Peder Claussøn Friis fortæller om

finnmarkingernes overvintring i Bergen. Klageme har åbenbart været fastboende

handelsmænd i Finnmark, eller med andre ord “nordfarere”.

Da borgmesteren i Bergen blev spurgt hvordan det hang sammen med disse

forhold, kunne han forklare grunden til de store skibe: Siden borgerne kun havde

lov til at sende 24 skibe nordover, lønnede det sig ikke længere for dem at bruge

de små jekter. Hvis en borger sendte en lille “fyrrejagt” på 8 – 9læster nordover,

regnede hanseaterne det straks som et skib. Derfor slog borgerne sig sammen, 4 –

6 – 8 stykker om et større skib, i stedet for mange små jekter. De tyske købmænd

havde altså ingen grund til at beklage sig, da recessen var overholdt.

Når det gjaldt handelen med finnerne, mente han at borgerne efter sine privilegier

skulle
have bedre ret til denne handel en “nordfarene”, som ikke havde anden
ret end den de selv havde tiltaget sig og at borgeme bidrog lige så meget til

finnernes underhold og skattepenge som nordfarene.

Hvad skatterne angik, så var det efter norsk lov sådan at hvor en mand lå i vinter

leje og holdt juleaften, der skulle han betale skat til kongen. Derfor måtte også

borgerne betale skat for deres drenge som lå nordpå om vinteren. Af nordfarene

skulle leje hus af borgerne og “holde tynge” med dem, var sædvane fra arilds
tid.

Den som ikke selv ejede hus, skulle leje hos de norske og opskibe sine varer hos

dem,ikke hos tyskerne. Nordfareme betalt 4 norske hvid i leje i den tid de lå på

vinterleje i Bergen og deltog i vagtholdet med borgerne efter gammel sædvane,

ligedan i skyds (rejsefolk)hvis det var nødvendigt.

Som midlertidig ordning indtil sagen kunne blive undersøgt nøjere, befalede

kongen at borgeme i Bergen fortsat skulle drive deres handel på Nordland og

Finnmark efter de privilegier og reces og finnmarkingerne skulle sejle med deres

skibe (jekter) efter gammel sædvane. Ingen af parterne måtte føre speserier

(krydderier) nordover og de som førte øl, skulle have mindst den halve last i mel

og malt, så landet kunne få de nødvendige fødevarer. Begge parter skulle som før

drive handel med finner og russere, og afgifter og andre pålæg skulle svares efter

gammel sædvane.

Dette er, så vidt man kan se, det sidste forsøg fra Finnmarkshandlernes side på

at hævde sig i konkurrencen om Bergenstrafikken. Og snart kom en ny

bestemmelse som gjorde det omtrent umuligt for de bofaste borgere i Finnmarken

at fortsætte deres handel. I 1572 fik bergenserne udvirket en forordning som

sagde at ingen borger, nordfar eller Finnmarks fare skal handle med en andens

skyldmænd, al den stund de kan “have forening udi handel og køb” – altså

komme i forbindelse med hverandre. Den som handler imod forbudet, skulle

miste sit gods og betale bøder.

Bestemmelseme fra 1560 – 62 og 1572 ødelagde den selvstændige handel og

jektefart i Finnmarken. De bofaste borger i nord kunne ikke længere afskibe fisk

til Holland eller andre udenlandske steder, men måtte afsætte deres varer i

Bergen til den pris bergenseme satte på dem. Der var da ingen fordel længere ved

at bo i Finnmarken og de handelsmænd som havde nedsat sig der og måske

havde boet der i generationer, så sig overhalet af byborgeme, som kunne bruge

større skibe og sejle direkte på udlandet. Det blev derfor til at “de bedste og

vederheftigste” blandt dem flyttede med familie til Bergen, og kun holdt en

købesvend i Finnmark.

Forbudet mod at handel med en andens skyldrnand (debitor) ramte både udligger

borgere og de bønder som endnu drev jektebrug i Finnmark. Det var ufornuftigt

for dem at skaffe en jektelast af egen avl, så de måtte have skyldmænd til at

levere sig varer. Men de mere kapital stærke bergenser og deres købesvende

kunnelettere en andre bringe folk i afhængighed og derved forhindre dem i at

handle med nordfarere ogjektebønder. Sådan blev grundlaget for en aktiv handel

i Finnmark helt undergravet. Men dette var kun en af årsagerne til den onde tid

som nu kom. Udelukkelsen, prisudviklingen og handelsformen må tilsammen

bære ansvaret for elendigheden i Finnmarken i de næste tohundrede år som

fulgte.

Vedtagelsen i 1572 hænger muligvis sammen med at hanseaterne og de øvrige

bergensborgere var blevet enige om at dele Finnmarkshandelen mellem sig efter

det forholdstal som da var de rent faktiske forhold. Det gjaldt om for de tyske

købmænd at bevare så meget som muligt af resterne af den tidligere så givtige

handel nordpå. Netop da udløb den 12-årsfrist som var sat i Odense recessen og

de norske borgere kunne nu sende så mange skibe de ville nordover til Finnmark.

En ny reces fra 1580 slog da også fast at handelen på Nordland og Finnmark var

fri for alle borgere fra Bergen og Trondheim uden nogen begrænsning af skib eller

lasteevne. Forskellen mellem tyske og norske købmænd var efter dette juridisk

set helt forsvundet.

Men med disse forordninger og forbud forsvandt slet ikke den fremmede handel

på Finnmarken. Mere eller mindre åbenlyst blev den stadig drevet, til dels i

forbindelse med fiskeri og fangst, til langt udover på 1600-ta1let. Ja, i enkelte

perioder og over mindre strækninger var fremmed handel til dels tilladt af

regeringen. Dette hænger samen med den nyvakte interesse for søvejen nord om

Norge og Rusland, som var en direkte følgeaf de store opdagelser.

Som før nævnt havde englænderne fra 1524, mistet sin ret til handel på

Finnmark og begyndte da at søge længere østover. I 1553 blev der udrustet en

større ekspedition på 3 skibe under ledelse af sir Hugh Willougby for at finde

vejen til Kina nordom Asien. Men skibene kom fra hinanden på grund af storm og

tåge.To af dem drev langt nordover og kom siden ind til Murmansk kysten, hvor

besætningenog med dem Willougby, omkom af sult. Det tredje skib var under

Richard Chancellor og dette lagde kursen nærmere kysten og passerede Nordkap,

som han gav dette navn. Siden ventede han på de andre ved Vardøhus, men da

de efter en uges venten ikke var kommet, fortsatte han nordover i Ishavet. Her

blev han mødt af voldsomme storme som drev ham ind i Kvitsøen. Han sejlede da

videre indover helt til udmundingen af Dvina og kom i handelsforbindelse med

russeme i klostret S1, Nicolaus. Derfra drog han til storfyrsten Ivan den

skrækkelige i Moskva og fik af ham en almindelig tilladelse for englænderne til at

sejle på Rusland. Siden fik Chancellor et særskilt privilegium for sit

handelskompagni, men et andet selskab “det moskovitiske” havde da allerede

åbnet handelen på Cholmogory, som blev en ren engelsk koloni. Længere nede

ved floden voksede siden Arkangel frem, den skulle være grundlagt 1584 og blev

snart den vigtigste by for Ruslands Kvitsjøhandel.

Archangel 1613.

Før 1613 hed stedet Novo Kholmogory- Før 1800 tallet var der

deneneste søvej fra Vesteuropa til Rusland gennem denne nordlige søvej.

Da englænderne havde sat sig fast her, begyndte de også at besejle Murmansk

kysten omkring Malmis (Kola),som skulle være grundlagt ca. 1580. Dette var et

indgreb i den gamle handel “østenhavs” som lensherren eller hans foged på

Vardøhus havde eneret til. Og det som var værre, en fremmed og ulovlig sejlads

på “kongens strømme”, i farvande som lå under den norske krone. Vor

daværende konge Frederik II gjorde da forestillinger hos dronning Elisabeth af

England, om at den ulovlige trafik måtte standses. Der kom et møde i stand

mellem udsendinge fra begge lande i 1577, der førte dog ikke til nogen afgørelse,

da begge parter stod på sin ret. Men kongen forstod at hævde sin faktiske

højhedsret over farvandet. Han lod som regel hvert år krigsskibe sejle derop for at

forhindre fiskeri og handel af de fremmede.

Det gjaldt nu ikke kun enge1skmænd, men også hollændere. På sine kombineredefangst
og forskningsrejser i Nordishavet var hollænderne begyndt at drive tuskhandel
og fangst langs kysten. I konkurrence med englænderne søgte de østover for at
finde søvejen til Indien og Kina nord om Asien. Den mest kendte af disse
søfarer er Willem Barentz, som på en færd i 1594 kom til Novaja Semlja og undersøgte
vest og nordkysten der. En anden hollænder fandt porten til

Karahavet, som akkurat da var isfrit. I 1595 drog Barantsz med en flåde på syv

skibe ud på et nyt togt, men fandt da vejen til Karahavet spærret af is. Året efter

kom han længere nordover og opdagede Bjørnøya og Spitsbergen og fortsatte

siden til Novaja Semlja hvor han overvintrede. Med to skibe måtte hans folk

sommeren 1597 søge til Lapland, men Barentz døde på Novaja Semlja og blev

begravetder. Hans vinterlejr på nordkysten af øen blev i 1871 genfundet af

skipper Elling Carlsen fra Tromsø, som siden overlod mange fund fra lejren til

Tromsø Museum og Marinemuseet i Amsterdam.

Andre
hollanske søfarer kom i nærmere berøring med Finnmark. I årene 1594 – 95
udførdte Jan Hayghen van Linshoten et togt langs Nordnorge helt frem til
Murmansk kysten. I Vardø fandt han foruden fæstningen oh kirken omkring 3000
huse opført af planker, plade og tømmer “på nordmændenes måde”. Nogle
af kusene stod et stykke over jorden. Det var “stabbur” som blebv
brugt til opbevaring a fisk og andre fødevarer. Men beboelses husene og andre
bygninger var dels under, dels over jorden, dækket med jord, med andre ord
“gamme” (hus).

Af særlig interesse for os er det t Linschoten i sin smukt udstyrede
rejseberretning fra 1601 og i en senere udgave fra 1624, har medtaget en række
finnmarks motiver som Nordkap, Nordkyn, Vardøhus med omgivelser og Vardø by. Her
er Finnmark for første gang skildret i tegning udfra et selvsyn og egen oplevelse.

Linshoten Kort

Billedetaf Vardø giver os en forestilling om stdets udseende ved slutningen af
“den gode tid”

Alle ældre billeder, som dem hos Olaus Magnus i hans værker fra midten af 1500
tallet, bygger på andenhånds og til dels fantasi beretninger

Olaus Magnus 1490 – 1557.

Det første trykte kort over de nordligste lande

I denne tid fik Finnmarken, nyde godt af en vis konkurrence mellem den lovlige

og fremmede smug handlere. Men samtidig fik landsdelen og farvandene langs

kysten en anden og tørre betydning end før. Det blev hurtigt et brændende

spørgsmålhvem der skulle have herredømmet over herlighederne på land og til

havs i den nordlige del af verden. Hollænderne og englændere trængte sig ind på

“kongens strømme”. Fra syd kom svenske handelsmænd over land helt ned til de

norske fjorde, drev tuskhandel med finnerne og krævede skat af dem. Og i

“birkkarlenes” fodspor fulgte den svenske statsmagt og gjorde krav ikke kun på

fastlandet, men også på søfarten langs kysterne. Også i øst var grænserne

flydende, idet norsk og russisk skatteopkrævning gik side om side i

“fællesdistrikterne” fra Kola til Varanger, ja russiske krav strakte sig langt mod

vest, helt til Malangen.

Det var derfor under disse forhold en livsvigtig opgave for norsk statsmagt at

hævdesin myndighed her i nord. Og samtidig med at den håndhævede sine

politiske rettigheder, måtte den have et vågent øje med handelen. For

handelsinteresserne var da som nu et vigtigt grundlag for politiske

magtprestensioner. Dette er en vigtig, måske afgørende grund for monopol-

tendenserne i Finnmarkshandelen. Handelen nord om Norge havde også videre

konsekvenser, set fra dansk-norsk synspunkt. Forbindelsen med Rusland over

Arkangel kunne føre til nedgang i 0resunds-tolden, som var en af riget største

indtægter og både Rusland og Sverige kunne over den nordlige vej blive forsynet

medvåben til en krig mod Danmark-Norge.

Som før nævnt sendte Frederik II krigsskibe nordover til Finnmark for at

forhindrefremmed sejlads. De havde ordre om at kapre alle udenlandske fartøjer,

ogblandt den tids kaperførere i nord var bl.a. den kendte “sørøver”
Mogens Heinesøn (gifte ind i den nordlandske Benkestok slægt).

Forbudet med fremmed sejlads i 1562, rigsrådets anordning af 1568 og en

befaling fra Christian IV’s formynderregering 1590 viser alle at ulovlig handel og

sejlads forgik. Allerede i 1572 var der udgået en kongelig befaling tillensherren

om at kræve told af fartøjer som passerede Vardøhus. Men det var vanskeligt at

praktisere i begyndelse, da hollænderne og englænderne fastholdt princippet om

havenes frihed. Frederik II hævdede at farvandet var norsk og at det stod i hans

magt at spærre trafikken ved Vardø. De fleste skibe var endnu dengang ikke

større end at de måtte sejle gennem Bussesundet og her var det mulig at hente

erstatning for den tabte 0resundstold.

I 1582 sendte han Erik Munk på en rejse østover til Vardøhus, Malmis og St.

Nicolaus, med ordre til at beslaglægge alle skibe som sejlede på Rusland

Jens Munk hos Chr. IV den første skandinaviske opdagelses rejsende

Men da den engelske skibsfart fortsatte, sendte
kongen en flåde under Lars Kruse som admiral. Følgen blev en engelsk
undskyldning, men fremdeles fortsatte hollænderne
og andre med at sejle på Rusland. Der blev da atter i 1587 udsendt

en eskadre, denne gang under kommando af Alexander Durham, en skotte i

dansk-norsk tjeneste. Han krydsede nordpå et par måneder uden at se fremmede

handelsmænd,så virkningen af togtet må have være god.

Men kun nogle få år senere var der igen klage over “hvorledes at så vel

indenrigske som udenrigske skulle understå sig til at bruge deres handel og

vandel med adskillige varer og købmandskab” til skade for byerne Bergen og

Trondheim. Formynderregeringen for den unge Christian IV forbød derfor i 1591

udtrykkelig alle uvedkommende at handle i noget len mellem Bergen og

Vardøhus. Men allerede et par år senere havde regeringen ændret kurs. Den gav

ordre om at kræve told af de engelske skibe som passerede Vardøhus og gav dem

sikkert til gengæld lov til at handle og fiske der. Siden 1590 havde det været

påbudt fremmede som ville sejle her, måtte forsyne sig med dansk-norsk pas.

Havdede det, var deres sejlads på en måde godkendt og de fleste benyttede sig af

det.

Toldregnskabet for Vardøhus viste en indtægt på 244 rdl. I 1593-94, det gik ned

til 192 rdl. Det følgende år og steg så i 1595 til 618 rdl. Betalt af 21 skibe mest
fra England og Nederland. Men uvist af hvilken grund blev den engelske handel

standset. Den unge Christian IV var nu blevet myndig, og opsagde aftalen med

englænderne “den handel og næring med fiskeri, som de nogen tid lang har haft

og brugt ved vort slot Vardøhus.” Dette forbud blev gentaget 1601 og told blev

siden kun opkrævet af hollænderne og andre. Toldindtægten var i 1600-01 kun

204 rdl. Året efter gik den ned til 118 rdl og indtægten var i 1600 – 01 bare 204

rdl, året efter gik den ned til 118 rdl. Og der omkring holdt den sig. Tolden blev

senere overladt til forskellige højtstående personer ved kongelig nåde.

Kong Christian IV

Ved Teusina-freden i 1595 havde Rusland overdraget Sverige sine skatterettigheder
i Finnmark fra Varanger til Malangen og svenske skatteopkrævere
blev endnu mere pågående end tidligere. Det var for at hævde

norsk ret på sø og land at Christian IV i 1599 foretog sin berømte rejse til

Finnmark og Murmansk kysten med en eskadre af orlogsskibe.

Efter en vellykket færd rundt om Nordkapp kom han til Vardø, hvor han fandt

fæstningen meget forfalden. Et par fremmede skibe som lå udenfor Vardø og

fiskede uden pas, blev opbragt og folkene arresteret. Senere kaprede kongen flere

udlændinge, deriblandt to engelske skibe i nærheden af Kildin-øya på Rusland

siden.

Kongens flåde i Flekkerøy på vej til Finnmark.

Forbudet af 1596 og opbringelsen af skibene førte til et spændt forhold til

England, men det bedrede sig efter dronning Elisabets død i 1603. Trafikken

rund om Vardøhus fortsatte og i 1609 gav kongen en nu instruks om told

opkrævningen og bevilgede englænderne, hollænderne og andre fremmede

nationer søpas på krones strømme øst for Vardøhus med ret til at handle med

russerne og lapper. Betingelsen var at de på returrejsen skulle anløbe Vardøhus

for toldklarering. Men ved særskilt forordning af 1608 var det forbudt

hollænderne at købe fisk.

På denne tid havde også Sverige begyndt at stille vidtgående krav på Finnmark.

Den svenske konge Carl IX gjorde krav på hele fastlandet i Finnmark og

Nordland, helt sydover til Tysfjord. Desuden gav han i 1608 gøteborgerne bevilling

på sejlads til Finnmark. I maj 1610 kom et hollandsk fartøj på 100 store læster,

forsynet med svensk pas og lagde til på Vardø. Redder for skibet var Baltzar Bech

fra Amsterdam og skibet havde to købmænd ombord, foruden skipper og

mandskab. Det var lastet med mel, salt og andre købmandsvarer. Slotsfogden lod

skibet besigtige og man finder da blandt de sagkyndige 2 skippere fra Bergen, 2

fra Malmø, !fra Helsingør, 2 fra Flensborg og 1 fra Haderslev – i alt 9 dansk-

norske skippere, som dermed lå på lovlig handel iVardø. Synsfolkene fandt at

hollænderne ikke havde anden udrustning end det et handelsskib måtte have på

en sådan færd. Og det er ganske morsomt at se hvad de anså for nødvendig på et

koffardiskib i de dage:

5 store gottinger (skibskanoner), 3 stenstøcker (mortere, korte stenkanoner), 20

spisser (spyd) 5 musketter (gevær), 120 pund krudt og 14 værhafte” mænd.

Det kan med det samme nævnes at Christian IV i 1609 udrustede to

“skjøttebåde” en slag skjærgårds-galajer, til “strømmens defensjon” – for at

forsvare kongens rettigheder på Finmarkshavet. Disse både var udstyret med

veng eller kahyt agters, førte 3 jernfalkonetter (lette kanoner) og 2 stenstykker,
og var udrustet med nødvendigt mandskab.

Opgøretmed Sverige blev afgjort på andre leder. Kalmar-krigen 1611 – 13, som i

Norge særlig er knyttet til Skottetoget og Kringen, endte med at Sverige måtte

afstå fra sit krav på Finnmark og opgive sejladsen langs kysten. Inde i landet var

grænserne endnu ubestemte og der var fælles norsk-svensk skatteret over

fjeldfinneme, mens søfinneme nu stod helt under det norske styre.

Skatteopkrævning iflg Lilienskiold

Antagelig som modvægt mod den fremmede sejlads fik i1 619 det islandske

færøske handelskompagni o København, Malmø og Helsingør lov til at handle på

Nordland og Finnmark. I den følgende tid fortsatte man nu at udstede søpas, men

så vidt man kan se, kun til trafik øst for Vardøhus. I 1622 indskærpede kongen

at “ubepassede” skibe i fart på Rusland skulle anholdes. Men søpas for
øst fart blev stadig udstedt i over hundrede år lige indtil 1675.

Havnene vest for Vardø var forbudt område. I en traktat 1672 mellem Christian V

og Carl II af England indskærpes forbudet mod sejlads på forbudte havne uden

særskilt bevilling “med mindre skinbar havsnød, storm eller sørøvers forfølgelse

nøder dem til at søge deres tilflugt, hvor de dog aldeles ingen købmandskab må

anvende.”

Handelen i øst havet havde sandsynligvis altid spillet en mindre rolle for

bergenserne. For dem var det især vigtigt at hævde deres privilegier i det øvrige

Finnmark. Her havde i begyndelsen at 1600-tallet “fogder og andre” begyndt at

drive handel og stå som udreddere med part i skib. Det hænger måske sammen

med at embedsmænd som havde råd til det, var nødt til at drive en vis handel for

at skaffe forsyninger nok, nu da den gamle jektefart og borgerhandel gik tilbage.

Menbergenserne klagede og mente at konge tabte told ved denne handel. I 1619

komder forbud mod at højere og lavere tjenestemænd understod sig i at drive

købmandskabeller “have skibsparter med udenlandske”.

På samme tid var hollænderne begyndt at søge ind i fjordbundene i Finnmark for

at hente tømmer, men benyttede dette som et skalskjul og lastede i stedet skibene

medfisk, i strid med Bergen og Trondheims privilegier. Denne trafik blev standset

ved et kongeligt forbud af 1618. Hollændeme havde også en tid forpagtet lakse

elvene Alta og Tana, men denne ret blev i 1619 overdraget til borgerne i

København.
Bergenserne ville nok gerne have haft denne forpagtning og ligesådan forhandlingen
af skat fisken og amtmanden s fiskevarer, som det islandske kompagni
en tid havde haft. Men også dette blev overdraget til københavneme i 1629
og fra da af blev der en skarpere konkurrence mellem danske og bergenske

interesser i Finnmark.

Som vi har set af synsforretningen på Vadsø 1610, lå der danske skippere fra

Malmø, Helsingør, Flensborg og Haderslev på lovlig handel østen havs indover

Varangerfjorden og på Russerkysten. Disse “flensborgerne” som de kaldtes,

medførte til Varanger tragter alt det som befolkningen behøvede og man kan med

godgrund sige at “den gode tid” blev forlænget for disse egne, så længe flensborgerne
fik lov til at sejle her. Flere af disse skippere har ridset deres navne ind
på en fjeldvæg på øen Anikijeffved øst enden af Fiskerhalvøen, i årene 1595- 1615.
En af dem har været der 6 gange, deraf flere år i række, sidste gang blev

han frataget sit skib – af hvem fortælles ikke. I 1624 fik en flensborger lov til
at fiske i 6 år med 6 både på “Raftesiden” (Sør-Varanger, hvor folk fra Vardø
og Vadsø hentede brændsel og rafter til hus byggeri). Endnu så sent som 1674 fik

“St. Pitter” af Flensborg tilladelse til at sejle på Russerkysten mod at svare sædvanlig
told. Menflensborgerne synes ikke kun at ville nøjes med deres handelsret øst for

Vardøhus, de stak også indenom havne i Nordland og Finnmark undervejs.

Bergenserne klagede da til kong Frederik III, over at “flensborgere,

københavninger og andre” krænkede deres handel og købte fisk og tran som

Bergens borgerne og kontoret ved sine forstærkninger (varekredit) til Almuen

allerede havde betalt. Ved en forordning af 1648 forbød kongen enhver, hvem han

end måtte være. At sejle på disse havne til fortrængelse for bergensborgerne. Hvis

nogen forbrød sig mod dette, skulle borgerne have lov til at arrestere skib og gods

og føre de skyldige for retten.

Frederiks III

På denne måde blev bergenserne af med flensborgernes og andre danske

købmænds konkurrence i Finnmark. Formelt havde disse vel endnu lov til at

handle øst for Vardø, men også her tog flensborgernes handel af.

Bergenserne udvirkede i 1652 et nyt forbud mod deres handel mellem Bergen og

Vardøhus og vågede skinsygt over al fremmed trafik. I 1661 fik en hollandsk

skipper skude og last konfiskeret, fordi han havde drevet handel med samtykke

af nogle præster i Finnmark. Ulovlig handel foregik også i forbindelse med

fremmedes fiskeri. Frederik III forbød i 1651 “Franskmænd, biskayer og flere

deslige fremmede” at drive fiskeri under Vardøhus len, hvor de kom uden pas og

uden at svare afgift. De måtte nu enten løse pas eller holde sig væk. Det var

sådanne fiskere bergenserne klagede over i 1667, da “fremmede doggere” mellem

Kiberg og Vadsøy drev handel med drikkevarer til almuen og desuden gjorde

skade på deres linebrug.

Disse klager, sammen med den almindelige nedgang i fiskepriserne, førte til at

flensborgeme måtte fortrække også fra Varanger-tragteme. Et tingsvidne fra

Vadsø 1685, fortæller at tilstanden i flensborger tiden var langt bedre end da.

Ingen manglede noget og når flensborgerne rejste bort på høsten var der en Guds

velsignelse af forråd og fiske redskaber tilbage i landet. De krediterede

indbyggeme der de behøvede og sejlede på Vardø, Vadsø og Kiberg. Efter

tingsvidnet at dømme havde flensborgerne deres bedste handel omkring 1630 og

først i årene 1656 – 57 “forlod de deres frie handel her i landet.” Men
almuen ønskede bare

“at sådan tid og handel måtte komme i landet igen, da ville det være

den største lyst og glæde for dem at leve”. Det var og blev kun et fromt ønske.

Også
for Varanger-tragterne var det slut med den gode tid.

Bergenserne forfulgte sine sejre ved at underlægge sig mest mulig af

næringskilderne i Finnmarken. I 1671 fik de kongelig bevilling til at drive fangst

på åbent hav efter hval, torsk og sild – samt at sejle med fangsten direkte til

udlandet uden at betale told. Forpagtningen af lakseelvene blev også i denne

periode overladt bergenserne, men da til enkelte personer som den store

commercedirektør Thor Møhlen. Bergenserne var nået langt mod sine mål: at

fortræng alle andre fra Finnmarken.

Finnmarks jekter med tørfisk på vej til bergen

Hvordan bergenserne drev deres handel i denne periode, er fortalt af senere

forfattere, som er vore væsentlige kilder til denne tids historie. De var måske

partiske, og gav alene bergenserne alene skylden for den nedgang vi kan

konstatereefter 1600. At handelsmåden har sin del af skylden, er vel

uomtvistelig.
Og sammen med andre årsager som før er nævnt, førte systemet til sørgelige
resultater i Finnmarken, både økonomisk, moralsk og befolkningsmæssigt.

Bergenserne havde en stadig større handelsmæssig fordel på sin side, jo mere de

kunne lukke andre forretningsdrivende ude. Handelsformerne var primitive og

kontrollen vanskelig, så der var nok af muligheder for misbrug af privilegierne.

Prisen blev endda regnet i vare mod vare, sådan at en våg salt kostede en våg

fisk, et par støvler to våg, stof til en kjole kostede tre våger, og en tønde mel 5

våger. Da nu ingen længere måtte sejle på Bergen og heller ikke handle med

udlændinge, var alle finnmarkingen nødt til at blive skyldmænd hos bergenserne.

Og det skete så meget lettere da der ikke blev holdt regulær afregning.Tingprotokollerne
vidner om stadige klagemål over dette at folk ikke engang vidste hvad
de var skyldige.

Resultatet var at de fleste blev ligeglade med deres gæld. Lige meget om de var

flittige eller dovne, sparsommelige eller ødsle, så blev de underlagt samme vilkår.

Det blev til at man åd op fortjenesten i de gode år og sultede når fiskerier slog
fejl. De mere velstående blandt almuen – tidligere nordfarere og andre – forsøgte en tid

at holde sig oppe. De klarede det også så længe fiskeriet var godt. Men så kom der

en række dårlige år i 1627 – 29, som knækkede selv de mest velstående. Alleblev

fattige og Finnmarken var på grænsen af hungersnød. Borgerne i Bergen havde

kun lille eller ingen interesse i at føre vare nordover, når det intet var at få
igen. Detblev nødvendigt for kongen at gribe ind, men der var allerede blevet sent på

høsten – oktober 1629 – da befalingsmændene i Bergen og Trondheim fik streng

ordre om at tilholde borgerskabet at skaffe indbyggerne i Finnmarken det

nødvendige når fiskeriet slog fejl. De som ikke det ville gøre, skulle have sig væk

fra Finnmarken og ikke hindre andre at forsyne landsdelen. Da formaningen

hjalp lidt til at begynde med, sendte kongen en ny ordre om at “den som i nødens

stund ikke crediterede almuen, skille ej alene miste sin ret til handelen, men al

sinudstående gæld.”

Øvrigheden gjorde sit bedste for at gennemføre den kongelige ordre. Men både

udliggere og bybrogere eller deres købesvende i Finnmark vist sno sig. De var som

udredere kun forpligtet til at skaffe sine skyldmænd det nødvendigste: mad,

klæder og fiskeredskaber. Så akkorderede de med “bonden” sådan at de slev
slap billigst muligt og sikrede sig bedt muligt. De fik staklen til at godkende hele sin

gæld mod løfte om en begrænset kredit. mern han måtte love at levere alt sin fiskefangst
som betaling og af den skulle 1O – 12 våger eller mere om året gå til afdrag på
gammel gæld. Denne ordning kaldtes “at gøre termin” og det hele blev bekræftet
ved lovligtingsvidner.

Det ser ud til at mange udliggerborgere havde holdt det gående i Finnmark hidtil,

men de dårlige år 1627 – 29 fik en stor del af dem til at afvikle sine interesser i

nord. Både for udliggerborgeren og bykøbmanden var den udstående gæld en del,

måske en væsentlig del, af hans formue. Når da en borger ville bryde op fra

Finnmarken, måtte han sælge alt sit, også gældsfordringerne. Han fik da af sine

tjenere eller købesvende til at overtage handelsretten med udestående gæld, mod

løfte om at skaffe ham kredit far Bergen. Når så sælgeren var flyttet til byen og

køberen bad om den lovede kredit fik han den kun på meget stramme vilkår. Man

forlangte at han årlig skulle betale de vare han fik tilsendt og selv tage risikoen

med forsendelsen til og fra Finnmarken. Blev dette ikke opfyldt, fik han ingen

varer sendt mere.

Følgen var at både udreder og skyldmænd i Finnmarken stod i fare for at sulte

ihjel når fiskeriet slog fejl. I 1631 – 32 blev der ligefrem hungersnød. Sådan som

det fremgår fra et tingsvidne fra Kjelvik 1631: “Menige almue blev tilspurgt

hvorledes Bergens borgere havde stået dem bi udi i forleden år (lig sidste år) så

vel som forrige åringer med kost og underholdning til deres livs ophold, og hvor

mange der var sultet ihjel udi Kjelvikpræstekald. Da tilsvarede sognepræsten så

vel som menige almue at der døde en hel hop forleden vinter og mesteparten af

hungersnød, som de viste med god samvittighed. Ti en part der de lå på deres

yderste og skulde meddeles Christi legeme og blod, bad de præsten for Guds

skyld sende dem et suppemel, ti de led stor hunger, medens af det, som dem da

blev tildelt, kunne lidt nyde ved dødens ankomst.” Samme
tingsvidne fortæller at lensherren havde, måtte hjælpe fattigfolk med mel, eller
havde nøden været endnu større. Lignede klager lød også fra Vardø. Der var

dårlige år i 1640-årene og senere. Lensherrene og fra 1660 amtmændene, forsøgteat holde
opsyn med handelen så godt de kunne. En af dem var Jørgen Friss, somvar sat på
Vardøhus i årene 1651 – 61. Bergenserne klagede over fremmedeshandel, men Friis
svarede med at pege på skavankeme ved deres egen trafik iFinnmarken. De
indrømmede da at tilførslerne til landsdelen havde været forsømt,
men undskyldte sig med at de så længe havde givet forskud uden at få

noget igen, så de til sidst måtte sige stop. Desuden var det gerne sådan at de

fremmede handiere tuskede sig til de bedste vare i de gode år og når så fiskeriet

slog fejl holdt de sig borte og overlod forsyningen af landet til bergenserne.

Det var iblandt så dårligt at øvrigheden ved tingtiderne havde sit hyr med at

skaffe mad til tingalmuen. Enkelte år måtte amtmanden sende både øst over til

Rusland ved høst tid for at skaffe mel til almuen, især de “som af deres udredere

var forladte”. Det var rigtig svært at få dem anbragt som skyldmænd hos andre,

for de handelsmænd som da var i landet, villeikke eje flere skyldmænd en dem de

allerede havde. De havde ikke større forråd end det de behøvede til deres egne og

var afhængig af bergensk kredit, så det var uvist hvor længe de kunne klare sig.

Et lille glimt af livet i Finnmarken på denne tid får vi gennem italieneren

Francesco Negris rejseskildring, skønt han er mere interesseret i naturhistoriske

fænomenerend i folkelivet. Negri var en ven af Norges kansler Ove Bjelke på Østråt
og kom i oktober 1664 fra København til Bergen. Siden fortsatte han til Ove
Bjelke, som gav han de bedste anbefalinger med på rejsen videre nordover.

Negri drog som almindelig rejsende fra det ene skyds skifte til det andet og synes

at have en utrolig evne til at klare klima og strabadser nordover langs kysten.

I Finnmarken fæster han sig ved fugle og dyrelivet, beskriver fiskeriet og
fangsten påland og på havet. Lapperne er han selvsagt interesseret i og fortællere

meget om levemåde, hun og indbo både hos dem og hos nordmændene. De sidste boede

endda i gammer, kun præsterne og nogle mere velstående boede i træhus, som

var transporteret langvejs fra. Dette stemmer godt med en beretning fra 1683,

som siger at kirker, præsteboliger og borgerhuse bygges og føres fra Bergen til

Finnmark, sammen med en del træ til brænde. Finnmarks skovene var endnu

ikke taget i brug.

Om træhusene fortæller Negri at de havde vinduer med ganske små glasruder

(blyvinduer). De bedrestillede klædte sig også noget bedre end almuen, havde råd

til at spise havregrød, ryge tobak og drikke øl og brændevin. Især satte de pris på

det sidste og Negri mener det er kun rimeligt at folk som er udsat for stærk kulde,

meget gerne tager godt for sig af de stærke drikke. Folks
hovednæring er fiskeriet, siger han. Og enten fangsten er stor eller lille,

sælges fisken for en vis pris til købmanden, som siden i Bergen sælger den til det

dobbelte. Til gengæld forlanger almuen at købmanden skal skaffe det nødvendige

af mel og andre madvarer. Købmanden henter slev fisken hos folket, og bringer

vareme i huset. Så almuen har stort set ikke noget at bestille udover fiskeriet og

arbejde med nogle småting.

Negrimener at folk med så små udgifter til levemåden måtte kunne lægge penge

til side, ja blive velstående. Men der var få blandt finnerne, som tænkte på noget

sådant. Havde folk tjent ekstra godt på fiskeriet, så skyndte de sig at drikke det

opi brændevin. Nogen velstand var nok nogle enkelte steder i behold, og en del

almue folk ejede smukke sølvting, som skeer, brændevinsskåle 0.1. Men det var

mere for at kunne have en gave at give bort, end for at samle værdier eller bruge

tingen.
Hos de velhavende (præster og handelsmænd) var det ganske almindeligt

at eje sølvtøj. Alle familier havde i det mindste nogle skeer, andre ejede også

drikkebowler.

Francesco Negri 1624 1698

Fra andre kilder kender vi navne på en række bergensborgere som i disse årene

underholdt trafikken på Finnmarken. En liste over dem som handler i Finnmarken
I 1676-77, nævner 19 købmænd, af disse er flere borger enker, i lighed
med dem vi hører om fra Nordland. En del af købmændene rejser næsten

hvert år personligt til Finnmark og så til sine skyldmænd deroppe, ja forsynede

dem med folkehjælp når det var nødvendigt. D sendte deres varer på egen risiko

til borgere som var bosat i Finnmark. En del af disse fastboende handelsmænd

havde at udruste 26 – 30 fiskerbåde, med 4 – 5 mand på hver båd. Kun i Vardø

var på denne tid og i årene før 14 handelsmænd og over 70 familier. Hver af disse

handelsmænd havde da at forsyne 2 – 3 skibe. De tog imod fangsten og afskibede

varerne til Bergen. Omsætningen var endnu da forholdsvis stor. En enkelt havn

som Ingøy, som ikke akkurat var af de bedste, betalte 3765 våger i kongetiende,

foruden tilsvarende mængder i kirke og præstetiende. At konkurrencen mellem

borgene var stor, ser vi af lagmand Schønnebøls forbud af 1668 mod at en borger

gør indhug i en andens handel.

Men senere kom en række dårlige år, og udbyttet af fiskeriet rent katastrofalt.

Flereaf borgerne, eller deres arvinger, overdrog handelsretten til andre købmand,

som boede i Bergen og ikke havde den interesse af at forsyne landet, med folk og

varer. I dårlige fiske år sendte de kun få varer, og blev der så næste år et godt

fiskeri, manglede folk mad og redskaber til at udrustet skibene med. Hvorfor stor

sygdom og død fulgte og størstedelen af de øvrige flyttede fra landet til Tromsen og

Nordlands amt, så Finnmarken blev meget øde.

At tilføjelserne på den tid har været i det mindste leje, viser bl.a. en udskrift
fra Bergens toldbøger 1679. Der blev da kun ført 6 skibsladninger nordover til

Finnmark med madvarer som mel og malt, ærter og gryn, og lidt færdigbagt brød.

Skibene har ikke været store nærmest jekter for lasten af madvarer udgjorde

tilsammenkun ca. 180 læster, altså kun 40 på hvert skib.

Men den dårlige forsyning var ikke den eneste årsag, ja den var måske en følgeaf

dybereliggende årsager. Det dårlige fiskeri skulle normalt have betydet højere

priserpå markederne. Men akkurat var det nærmere modsat på grund af

konkurrencen fra andre lande. Allerede i 1670 nævner statholder U.F. Gyldenløve

og generalløjtnant Jørgen Bjælke i en beretning at norsk tørfisk og saltfisk før

havde afsætning i Frankrig, Spanien, England, Portugal og Holland. Men efter at

disse landes fiskere havde startet med at drive fiskeri ved Newfoundland og i

Nordsøen, var det ikke et spørgsmål om anden tørfisk end den hollænderne

brugte på langfart til Indien. Det var 0stersølandene og Tyskland som nu tog det

meste. Endda i første halvdel af 1670-årene var fiskeprisen tålelig, men efter

1680 kom en mærkbar nedgang, som for Nordland og Finnmark havde

katastrofale følger. Resultatet af hele situationen blev en alvorlig tilbagegang i

folketallet.

Stillingen i Finnmarken omkring 1680 kan vi opsummere sådan. Omlægningen til

nye metoder i europæisk fiskeri virksomheder, konkurrencen fra nye fiskende

nationer og nye produkter, gjorde sig nu gældende med fuld kraft i Bergen og

derigennemogså for Finnmarken. Landsdelens eneste udførseIs vare af betydning

sank uhyggeligt i pris, især sammenlignet med det uundværlige brødkorn. Dette

indtraf samtidig med dårlige fikse år og muligvis en kuldeperiode i nord. For en

almue som særlig var afhængig af kyst fiskeriet, kunne der ikke længere være

levevilkå som før. Om dette taler tallene sit tydelige sprog.

Efter trondhjemske reformats havde Finnmarken endnu i 1589 hele 17 kirker

med 12 præster og en befolkning anslået til 2830 i 1597. Allerede i 1619 var den

gået ned til 2650 og ved udgangen af perioden, i 1679, reduceret til2070 –

omtrent to tredje del af befolkningen i den gode tid.

Archangel 1677

Archangel1677