Pomorhandel og ruserne

Pomorhandelen og Russerne

Russehandelen var opstået helt naturligt i forbindelse med russernes fiskeri. Dette blev drevet sådan at et større fartøj hentede mel og andre fødevarer til et antal fiskebåder, og tog fangsten med tilbage. Når så havde noget af deres billige og gode mel havde noget til overs, tuskede de bort mod fiske eller skindvarer til den norske almue, som altid var i behov for mel. Til at begynde med var monopol-indehaverne og myndighederne mod denne handel. Men allerede i 1760-årne var der tegn til ændring. I en skrivelse til rentekammeret af 10. maj 1764 melder handelskompagniet at det skal ”gøre klar til at det til Finnmarken ankommende russemel af handelsbetjentene alene opkøbes”. Det må betyde at man begyndte at indse nødvendigheden og nytten af Russehandelen, men at man ville komme smug handlen til livs og bringe omsætningen ind under kontrol af kompagniet.

Baggrunden for dette er også et godt forhold til Rusland i det hele. I årene 1767 – 73 blev der sluttet traktater mellem Danmark-Norge og Rusland, på basis af gensidig begrundelse. I samsvar med dette kom i 1771 et udtrykkeligt påbud fra regeringen i København om at russerne skulde behandles godt. Og når kongen i 1773 besluttet selv at overtage Finnmarks handlen, var det måske også med den tanke at have friere hænder til at handle med russerne, og behandler dem vel i henhold med traktaterne. Man kan gå ud fra at der stadig blev drevet russehandel på denne tid, både den lovlige gennem kompagniet og den ulovlige tuskhandel mellem russerne og almuen. ”Allerede i 1773,” fortæller J. Kraft, forsynes Finnmark for en stor del med rugmel fra Rusland, uagtet sådan handel var forbudt.”

Efter oktrojen skulle almuen pænt holde sig til ”handelen” med al sin omsætning. Her skulle de få dansk mel i bytte for deres fiskevarer. Men prisen var langt højere end hos russerne. Kommandant Rosenkrantz på Vardøhus (1780 – 85) skrev i en erklæring at garnisonen der kunne købe russemel til 34 skilling vågen, mens den kongelige handels takst var 72 skilling. – ”Nogen hundrede skibe rejser her forbi hvert år med alle slags fabrikerede og u fabrikerede varer lige til Trondheim og går hjem igen med rede penge og varer.”

Intet under at almuen da drev tuskhandel ned russerne. Og det kunne let lade sig gøre langs den vidstrakte kyst. Handelsbetjentene klagede over denne handel udenom kompagniet. Det heder fra Vardø at nogle russere er så vel provianteret at de unger hånden sælger en del ja holder oplag fra år til andet. Købmanden på Tana skrev i slutningen af oktroj-tiden: ”Russerne er alene til stor forhindring, og almuen til stor afbræk i deres næring. Jeg har indgivet til øvrigheden en fortegnelse på 16 mænd, som har bortsolgt deres afgrøder til russerne, hvorfor gemt det mindste til vinteren.” Købmanden var for så vidt i sin gode ret, Og det var op til fiskeren selv hvis de havde borttusket deres fangst for godt mel, eller i værdiløse varer.

Selv handelens mænd indså åbenbart at russehandelen måtte blive en fordel for Finnmark. Fogden fik allerede russemel til rekognitions-pris, 48 skilling vågen.  Og vi ved at kompagniet selv købte russemel. Sommerfeldt skriver i 1790 at det ikke var ualmindeligt at melet under den oktrojeret handel blev købt af russerne for 48 skilling eller minde pr. våg, og at denne pris især for 11 – 12 år siden. altså omkring 1778. var meget almindeligt i Finnmark. Ved denne tid havde regeringen faktisk godkendt russehandelen i Troms og indrettet en told opkrævning af russerne gennem fogeden. Et tingsvidne fra Lundenes i Senja 1780 fortæller at en rus havde handlet på de kanter. Undervejs fra Rusland havde han anløbet Kjøllefjord, hvor købmanden Christian Hvistendahl havde beregnet og oppebåret Told. Det tyder på at man også her begyndte at indrette sig med russehandelen som et faktum. I mens arbejdede man på højeste sted med en bedre ordning. I 1782 blev der sluttet en ny handels- og venskabstraktat med Rusland, og som en naturlig følge af dette kom forordningen af 5. maj 1783 om at der skulle ”anlægges en bestandig og ordentlig handel men russerne”. Tanken var at købe mel, sejldug og hamp af russerne fra Archangel, mod kontanter eller kolonialvarer som blev hentet fra København. Planen gik egentlig ud på at oprette to store magasiner til denne handel; men det blev opgivet da anlæggene ville blive alt for dyre. A. B. Wessel siger i sit skrift om russehandelen følgende: ”Af dette projekt, der blot ville have gjort russehandelen til et nyt led i Finnmarkens udplyndring, blev der dog heldigvis intet.” Dette er tilgivelig misforståelse både af den ånd som optog regeringen og handlens købmænd på den tid, og af det som virkelig foregik. Resolutionen af 1783 havde udtrykkelig slået fast at så snart hele Finnmark kunne forsynes med russemel, skulde der ikke sendes korn eller mel derop fra Danmark. Og dette blev straks sat til at gennemføres.

Begge udnævnte handelsinspektører kom nordover og var i fuld virksomhed 1784. De fik rigtignok engen nye magasin huse, men drev russehandelen i samarbejde med den ordinære handel. Fra Hasvik og Loppa blev dette år solgt 300 våger gråsej til ”Jan Russ i Darup” – et sted nær Sørvær, hvor russerne havde hus. Og agent Ludv. Lem på Vardø fik fra Vadsø handel til videresalg til russerne: 286 våger råsej á 12 sk., 524 våger ditto á 10½ sk., 1380 våger tørsej á 24 sk. og 30 våger hyse á 34 sk. Året efter blev det fra handelsfilialen på Ekkerøy solgt 86 våger saltfisk á 18 skilling til ”russen Kulakoff”.

I 1786 solgtes fra Vardø handel 79½ våg saltet kveite á 28 sk. og 93 våger saltet torsk á 18 sk. til russen Jermolin; og samme år leverede Lem fra Vadsø handel til russerne 900 våger tør gråsej, 6 våger nød torsk og 837 våg råsej – de sidste á 10½ sk. Rentekammeret sendte antegnelser om denne lave pris, og der blev svaret tilbage at ”som sejfiskeriet her i landet og fornemmelig i Vadsø sogn vedvarer endog i juli og august måned, så indtræffer det at indbyggerne, når russerne som nedsaltet sejen, ei der ved hånden, ikke kan benytte sig af sejfiskeriet i benævnte tid, formedelst det at fisken da er så meget fordærves af insekter.”. Vi ser da at handel mellem almuen og russerne i ”makketiden” allerede dengang var et faktum; men sandsynligvis foregik den så vidt mulig i handelens navn.

I det hele taget blev man snart opmærksom på at russerne var meget opmærksom på den fisk de købte, men til gengæld leverede værdifulde varer. En liste fra 1787 viser at der blev leveret 100 våger fra hvert af stederne Hasvik og Alta; Kjelvik handel solgte 250 våger ”bedærvet råskjær” til russerne, og Vardø handel 510 våger ”gammel og bedervet klipfisk”, foruden 149 våger råfisk og 21 våger fersk kveite.

Efter forordning af 1783 skulle handelen især købe korn, mel, gryn, hør, hamp og sejldug af russerne. Alene for de fiskevare som blev leveret til russerne, kunne handelen få adskillige hundrede våger mel og andre varer, og desuden blev det købt kontant eller mod kolonialvare. Alle melvare og mestedelen af de andre russevarer som ovenfor nævnt, blev forbrugt i Finnmark. Allerede taksten af 1778 nævner russevarer som låse, sejldug, tovværk, kaler (liner) og vadmel. Og eksportlisterne for 1765 – 88 viser at der gennem handelen blev udført fra Finnmark russevarer som talg – hele 67.000 pund – lingarn, bastmatter, vadmel, træskeer og lidt fiskeliner. Det russiske vadmel blev solgt for 18 sk. pr. alen, mens islandsk vadmel efter taksten kostede 20 sk. Dette forklarer bl.a. at så meget som 1926 alen russevadmel i denne periode med fordel kunne føres fra Finnmark til København.

Efter forordningen om frihandelen havde russerne ikke lov til at handle direkte med almuen. Amtmand Sommerfeldt var dog straks inde på den tanke at man burde tillade en sådan handel. I sin Årsberetning for 1789 skrev han: ”Russehandelen er og vil blive dette land til stor fordel. Russerne fører mest nødvendighedsvarer som rugmel, ærter, lin, tovværk, jern, tjære, lærred og sengetøj m.m., og holder tålelige priser på dette. Foruden at af alle handlere betale indbyggernes produkter (skind etc.) best, betale de og har altid betalt indbyggernes kveite eller helleflynder, saltet og usaltet, særdeles godt. – Dette er så meget heldigere for indbyggerne, som kveiten ikke er særlig afsættelig hos de norske handlende. Og da indbyggerne vil høste en lige stor om ikke større fordel ved handel med russerne end med vor egne skippere, som til dels fører unødige kramvarer, indstille amtet af russerskipperne bliver forundt en liggertid på 14 dage i hver købstad og hvert kremmerleje, oh denne tid at drive handel men indbyggerne.”

Købmanden i Kjøllefjord klagede i 1792 over at størsteparten af sognets almue om sommeren havde ligget til rors i i utværerne og solgt fiskene til russen. De fleste havde ikke kun solgt hele sin fangst, men også undladt at svare tiende. Lensmanden med tilkaldte vidner havde ofte advaret dem mod at ”denne utilladelige omgangsmåde”; men det havde folk lidt eller intet brudt sig om det. Kun nogle ganske få havde af egen drift meldt sig og betalt noget tiende efter eget skøn.

En sådan handel blev først tilladt ved kgl. res. af 5. august 1796. Efter denne havde russerne lov til at handle direkte med almuen i tiden 15. juli til 15. august. Og fiskerne måtte ikke levere andet en råfisk til russen. Skønt forandringen var et indgreb i handelsmændenes privilegier, blev den stort set vel modtaget også af dem. For man indså snart at makketidshandelen var nyttig for almuen og derigennem indirekte for hele handelslivet. Det handelsmanden måske tabte på fisk, tog han ind igen over sin disk, ikke mindst i form af brændevin, tobak og andre luksusvarer til sognets almue, Nordlands fiskere og russsere.

Efter det Sommerfelt skriver, førte russerne til Finnmark, varer som rugmel, havregryn, tovværk, sejldug, og lærred, dreil og dynevare, hør eller lin, hamp, bælter, kompas, jern og tjære, sæbe og honning, brædder og planker – og på bestilling bjælker og master: endvidere stifter og søm, kohuder, færdig tilberedt kalveskind og russlær (rødgarvet kalveskind), forskelligt udskåret benarbejde som skrin, dåser med videre. Til gengæld købte de i Finnmark rå, saltet og tørret fisk, og når torsken var tilvirket til ”russerråskjær”, betaltes den 24 sk. højere pr. våg en almindelig råskjær. Endvidere tog de imod saltsild, uforarbejdet skindvarer, alle slags finere fabriksvarer, især fint klæde, sirts, kattun, og tørklæder. De købte også sukker, sirup, kaffe og fransk brændevin skønt det sidste var forbudt at indføre i Rusland, og endelig varer som mjød, møllesten og slibesten, kakkelovne og edderdun.

Som eksempel på hvordan russehandelen tog sig til efter handelens frigivelse, kan nævnes at Hvistendahl og Esbensein, Vadsø, I 1792 solgte til seks russeskippere tilsammen 5316 våger råsej, til en syvende 250 våger tørsej, til tre andre 672 våger råtorsk og 69 våger råkveite. I 1792 solgtes fra Hammerfest til fire russere 580 våger råsej og 391 våger saltet fisk. Af Cort Buck i Måsøy købte fire russere 530 våger råskjær. Fra Røe i Repvåg blev samme år solgt 13 våger råskjær, 218 våger saltet kveite og 450 våger saltet torsk. J. C. Buck i Kjøllefjord leverede til fire russere 424 våger saltet rå torsk og 47 våger saltet råkveite. Hos Hvistendahl og Esbensen i Vadsø lå der hele 8 russere, som tilsammen fik leveret 150 våger råskjær, 1000n våger tørsej og 1696 våger råsej. Købmand Bierregaard på Mortensnes leverede til en handelsrus fra Arkangel 399 våger råskjær, 39 våger sei og 2 våger hyse. Og endelig havde Vardø handel solgt 1305 våger sej til tre russere.

Hvordan handelen med russerne udviklede sig i handelsstedernes første tid og gennem krigsårene, er i store træk allerede fortalt. Makketidshandelen (makketid forår og sommer) efter 1796 virkede på mange som en stimulans, men samtidig mister man den fulde oversigty over det som blev ind og udført med russeskuderne. Som nævnt kunne almuen kun levere fisk direkte til russerne. Varer som skindvarer måtte gå gennem handelsmændene og disse begyndte snart at købe pelsværk udenom Finnmark til videresalg til russerne. Om det vidner bl.a. et par breve fra Nørager til foged Jens Holmbo på Ervik i årene 1796 – 98.

Tilførelsen af russemel var i begyndelsen af 1800-årne så rigelig at en stor del blev skibet fra Finnmark til Nordland til meget lave priser. Havde forholdene ikke omkring 1801 været så usikre, fortæller Rathke, ville denne eksport have været endnu større. Og i 1807 kunne købmændene i Finnmark ifølge von Buch sende mel helt til Trondheim; ja en enkelt ladning på hele 7000 våger var sendt af Esbensen i Vadsø helt til kongens København!

Men dette var undtagelser, og under skiftende konjunkturer og frige måtte man være glad så længe russerne forsynte Finnmark. Da Napoleon i 1807 tørnede sammen med Zar Alexander blev al kornudførsel fra Rusland forbudt. ”Men Finnmark led ikke under der,” fortæller von Buch. ”Kornet slap let forbi de russiske tolder, og denne korn trængende landsdel fik i år efter alles mening snarere mere en mindre mel end før. ”Krigshandlingerne i 1809 – 10 hindrede nok russehandelen i Vestfinnmark; i stedet gik norske skibe til Østfinnmark. Men fra 1811 havde den igen sin gang helt nedover til Nordland. Og mere end noget andet hjalp russemel til at bjerge Finnmark og hele Nord-Norge gennem nød årerne.

For almuen var især makketidshandelen en stor opmuntring efter monopoltidens tryk. ”Almuen elsker denne handel,” siger Rathke, ”og viser synderlig drift og lyst til fiskeriet så længe de kan sælge til russerne. De får bedre afregning, ved at sælge varerne til russerne, der efter de høje priser hvortil de kan sælge fiskevarerne, og kan betale dem bedre end landets egne handlende.” Men priserne vekslede dengang som senere. Enkelte år måtte fiskerne for 1 våg rugmel give 3 – 4 våger råfisk, og man udregnede da at prisen lå nærmest under den gamle rekognitions-takst 48 skilling. Det var i så fald ingen større indtjening. Derimod siger von Buch at fiskerne kunne få 1 våg mel mod 1 våg fisk, og det var dobbelt så billigt som man kunne få det på anden måde.

Af dette må man på ingen måde drage den slutning at handelsmændene var nogle som flåede fiskerne og bare skruede melrpisen op og tog det dobbelte udenfor makketiden kun for at berige sig. Man skal huske at russerne nok kunne levere billigt mel, men kun i et begrænset tidsrum, som ikke var tilstrækkeligt for landdelens forsyning. De havde ingen udgifter til lager, arbejdshjælp og risiko gennem vinteren; de gav ingen kredit og havde ingen udestående fordringer. Men det var sådant handelsmanden nødvendigvis måtte kalkulere med, ligedan som handelskompagniet havde måtte gøre i oktrojens dage.

En anden tig skal vi også huske, det at russemelet ikke var sammenligning med indført dansk mel. Om det skriver Leopold von Buch; ”Melet tilvirkes for størstedelen af bønderne ved kysten af Kvitsøen og i nærheden af Arkangel. De maler det selv på egne møller og pakker det ind i sammensyede måtter af bjørkenever eller lindenever (det yderste af barken på birk og lind) så enhver måtte er omtrent lige stor og vejer ca. 3 våger. Melet falder ikke ud af disse måtter, men de er meget udsat for mus, som gnaver tunneler og gange ind i dem, og kun alt for hyppigt gør det nødvendigt at rense melet for affaldet. Man klager også undertiden over at sælgeren forsøger at skaffe sig en lille fordel ved at blande sten ind i melet, eller endnu værre sand”.

At melet var sandblandet behøvede aldeles ikke at være tilsigtet fra russernes side, men hang sammen med formalingsmåden. Pontoppidan fortæller at russemelet altid var malet af stærkt tørret korn mellem bløde møllesten, sådan at melet blev blandet med fint stensand. Desuden vir det ikke så drøjt som det danske mel. Af varelisterne ser man også at russerne indførte norske møllesten, som antagelig var bedre end deres egne.

Efter krigen fortsatte russehandelen som før, og i 1818 blev den udvidet også til kræmmerlejerne i Troms. I den forbindelse blev der også diskussion om makketidshandelen i Finnmark. En indsender skrev i ”tilskueren” før sagens behandling i stortinget, at det var skadeligt for almuen at handelen var begrænset til byer og kræmmerlejer. Når nordfar-almuen kom til Finnmark, var der ofte eller intet mel at få på kræmmerlejerne, og fiskerne måtte da leverer fangsten til handelsmanden med tab. Når der siden kom russere, om makketiden endnu ikke var inde, måtte almuen akkordere med handelsmanden, som da mod en godtgørelse lod dem få lov at drive tuskhandel med russerne. Lagde de til anker på udstederne, hvor der ingen handelsmand fandtes, var de helt afskåret fra at sælge til russerne på lovlig vis.

En helt anden måde at se tingene på kommer til orde i nogle bemærkninger  til von Buchs beretning, trykt i ”Budstikken” 1820. Indsenderen (amtmanden I. C. Krogh) påpeger her meget rigtigt at de lave priser på russemel om sommeren for en stor del skyldes indbyrdes konkurrence mellem russerne om at få fiskelast i løbet af den korte sæson. Kunne russerne købe fisk hele året, ville konkurrencemomentet bortfalde, og priserne på russemelet stige. Det viste sig også at russerne nok tog sig godt betalt så snart der var mangel på melvarer, og overflod af fisk. Her var det handelsmændene som virkede regulerende, og forhindrede at priserne på russemel blev skruet urimeligt i vejret. En begrænset makketidshandel var derfor rigtig og nyttig.

Fordelen ved makketidshandel var og blev den at almuen fik afsat sommerfisk som det ellers var uråd at bjerge med den tids konserveringsmetoder, og at russerne leverede varer som almuen havde brug for til det daglige brød. Gennem skiftende perioder udover fortsatte almuen med forkærlighed for at drive denne byttehandel, skønt det nok forekom både rus og sand i melet, og måske lidt snyd med vægt og mål. Som regel foregik alt i gensidig forståelse og til begge parters tilfredshed. Og udenfor makketiden gik omsætningen reelt eller formelt gennem handelsmanden, som til rimelige priser kunne lagre mel og andre russevarer som reserve til distriktets vinterforsyning.

En korrekt og nøgtern skildring af russehandelen omkring 1830 finder man hos præst Frederik Rode: ”Russehandelen er såre gavnlig for landet” siger han. ”Russerne er derfor altid velkomne gæster, hvilket både handelsmændene og almuen kappes om at indbyde til sine fjorde; og når den russiske flåde om foråret viser sig i farvandet, mærker man nyt liv og bevægelse overalt i Finnmark. De varer russerne bringer, er næsten udelukkende nødvendighedsartikler og i almindelighed af fortrinlig kvalitet så som, allehånde kornvarer, navnlig grovmalet rugmel, hvedemel, havregryn og hirsegryn, ærter, lin, hamp, tråd sejldug og lærred, tovværk, tjære lær, lys, sæbe, sirup, voks og honning m.m. Disse varer afsætter russerne til dels en gros til handelsmændene, ei alene for finnmarske produkter, men også, især i købstæderne, så vel for rede penge eller veksler som for udenlandske produkter, navnlig manufaktur- og kolonialvarer samt pelsværk; men en betydelig del sælger de i makketiden en detail direkte til den i fiskeværerne forsamlede almue. Udenfor makke tiden går handelen imellem russerne og almuen i det væsentligste for sig på samme måde, kun at handelsmanden da bliver nominel mellemmand, idet fiskeren afgiver sine og modtager russens varer i handelsmandens navn, som forud har akkorderet om prisen, og for denne sin mæglerfunktion nyder en vis procent. Begynder sommerfiskeriet at blive godt for russernes ankomst. opkøber handelsmanden råfisken, så længe han har plads i sine pakhuse, hvor han nedsalter samme på den måde russerne bruger den.”

Senere forandringer i lovene om russehandelen gik især ud på udvidelse af makketidshandelen. Ved den såkaldte ”Finnmarksloven” af 22. juni 1863 blev den handel forlænget, så den nu kunne foregå fra 1. juli til 15 august. Russerne fik da lov til at købe både rå og saltet fisk. enten mod varer eller penge. Vejning af varerne skulde ske med det redskab parterne blev enige om. Det blev udtrykkeligt slået fast at russerne udenfor makketidshandelen ikke måtte købe fiskevarer af andre end de handelsberretigede på stedet. En ny og meget større udvidelse kom ved loven af 3. juni 1874, da makketidshandelen blev tilladt fra 15 juni til 30 september, altså størstedelen af den tid russerne lå i Finnmark med fartøjer.

På grundlag af dette fortsatte da russehandelen i endnu et par menneskealdre. Men efter dampskibstrafikken langs norske kysten bragte Finnmark i ny og bedre kontakt med det sydlige udland, fik russehandelen en vis ny konkurrence. Almuen kunne efterhånden købe de fleste af russevarer lige så billigt på andet hold. Følgen blev at man stadig gik over til kontant afregning også i russehandelen.

Efter udskibningsloven af 1882 begyndte promorene både i og udenfor makketiden at købe tørfisk af almuen, ved siden af rå eller saltet fisk. Opkøb af råfisk udenfor makketiden, med handelsmanden som stråmand, fortsatte som før. Det hændte også stadig oftere at den russiske skipper eller købmand kom rejsende længe før skibet, lejede sig ind hos handelsmanden og købte fisk i hans navn. Siden kom russe skibene og hentede lasten, eventuelt med komplemeting i makketiden. Og skibene som ikke fik last nok i løbet af sommeren, kunne blive liggende vinteren over og tage resten gennem handelsmanden udover foråret. Skønt russerne efter loven af 13. september 1830 også havde en vis ret til småhandel, blev russehandelen i stadig større udstrækning til fordel både for almuen og – direkte som indirekte – for handelsmændene.

Baggrunden for Pomorhandelen på russisk side var det store behov for fisk under fastedagene. For så vidt kan man sige at det som Finnmark engang tabte ved tilbagegangen i handel med det romersk-katolske Europa, fik de igen ved handel med det græsk-katolske Rusland. Her havde man i den gamle kejsertid flere fastetider, som ”den store faste” på 40 dage før påske, ”Peter-Paulsfasten” fra første søndag efter trefoldigheden til apostlenes dag – af forskellig varighed efter som pinsen faldt, ”Vor Frue faste” fra 1. til 15. august, og ”julefasten” som igen varede 40 dage, fra 14 november til jul – alle datoer efter russisk kalender. Desuden var der onsdagsfaste og fredagsfaste, foruden enkelte helligdage. Russerne var meget rettroende og overholdt stort ser disse faster strengt.

De russer som drev handel på Finnmark, var for en stor del bønder fra guvernementet Arkengelsk. Vi kender dem også under navn af pomorer; ordet betyder ”de som bor ved søen”. Disse russeskipperne kunne nærmest sammenlignes med vore gamle jekteskippere og gæstgiver i Nordland. De var bønder og fiskere, men samtidig redere, skippere og handelsmænd. Ofre havde de også selv bygget skibene. På 1700-tallet tales både om ”fiskeruss” og ”handelsruss”. Enkelte havde mere karakter af købmænd, som kunne drive forretning i større målestok, eje flere skibe og stå sig bedre end de fleste. Særlig respekt stod der omkring de af handelsrusserne som var knyttet til et aller andet kloster. En norsk embedsmand skrev at disse folkene efter hans erfaring måtte behandles med særskilt høflighed og forkommenhed. Skipperne eller købmændene som stod for indkøb af fisk, kaldtes gerne ”principaler”.

Melet blev for størstedelen indkøbt fra de kornrige distrikterne omkring Arkhangelsk, hvor det første nedover Dvina. Fiskevarerne fra Finnmark blev i den første tid indført under påskud af at være egen fangst. Men ved russiske forordninger af 1852, 1861 og 1862 fik borgere og bønder i distrikterne Kem, Onega, og Arkhangelsk ret til toldfrit udførsel til Norge af mel, gryn og træmaterialer, og til indførsel af fiskevarer mod en lille afgift. Russehandelen var altså begunstiget både fra norsk og russisk side, men mest fra norsk. Når fiskelasten var ført til Rusland, blev varerne på vinterføre spredt til det indre af det store rige.

Russefartøjerne var til at begynde med små fiskefartøjer, ofte syet sammen, som skoltelappbådene har været det optil vore dage. På Linschotens billede af øen Kildin 1594 ser man en åben ”russeloddong” med kun en mast og råsejl. Men efter at Zar Peter den Store havde været i Holland, blev der bygget større dæksfartøjer, efter mønster fra de hollandske kofferne, bare at lodjene i lighed med vore jekter var platgattere. De var rigget med tre master, og førte råsejl op de to forreste og mesan på den bagerste mast. De var dårlige sejlere, men havde stor drægtighed. Til fiskeriet og handel brugtes også de store åbne bådene, som kaldtes ”ransika”. Russerne holdt sig mest forsigtigt langs kysten og sejlede nødig uden for sommertiden. Nogen større sømandserfaring behøvedes ikke, og stort set kom de sikkert frem- Senere gik russerne mere og mere over til skonnerter, som efter 1850 for det meste afløste den gale lodjene. Tallet på russeskuder varierede selvsagt fra år til år. Mens det i den første tid var få større skibe, blev det efter hånden en mænge mangen til, som kun drev handel.

Capell Brooke siger at lodjene sædvanligvis var på 30 til 100 tons, at der kunne komme 3 – 400 ja optil 500 af dem om året. Man regner da med at de førte 100 000 våger fisk fra Finnmark til Rusland. I 1900 blev det ind – og ud ført russer skibe på tilsammen ca. 23 000 tons hver vej over Vardø.

Lige så afstikkende og ejendommelig som russelodjene var også russernes klædedragt, især i ældre tid. På Linschotens billede af øen Kildin ser man hogle russere i gammel dragt, omtrent som den skildres hos Capell Brooke: ”deres løse folderige dragt, ombundet med lange skjærf, deres høje hue, noget lighed med tatarernes og deres lange bølgende skæg og værdige holdning, ville næsten få en fremmed til at tro de var asiater.” På lignende måde skildres de hos Keilhau ved hans besøg 1827 – 28. Denne dragt blev vistnok ændret meget på 1800 tallet især hos mændene. I en beskrivelse af professor Friis 1867 finder vi både ældre og yngre form: ”De fleste mandfolk bar sin national, næsten fodlange kaftan af groft vadmel. Hos nogen var den kortere, omtrent som en bluse. Under denne bar de en skjorte, som nedenfor bæltet hang udenpå benklæderne som et forklæde.”

En typisk og påfaldende træk var russernes dybe religiøsitet, eller mindst respekt for de guddommelige og overholdelse af den ortodokse kirkes former. ”Gå ind i en russisk hytte, ”siger Friis, ”du finder et kapel. Ethvert rum i hytten er helligt, thi i hvert rum er der et helligt billede, et hjemligt alter, en husgud.  Beboerne træder ind i rummet med ærbødighed. Han standser på dørtrinet, blotter sit hoved, korser sig og udtaler en sentens. ”Slava Bogu” ære være Gud – er idelig på hans læber.” Og slig var det også ombord på russe skibene, med ikoner i hjørnet med vievandsskålen og røgelseskarret gjorde et fremmedartet indtryk på en norsk gæst.

Den gamle kejsertids russere får i det hele en velvillig dom af de nordmænd som kom i berøring med dem. Fra 1700-tallet fortæller Paus en historie om et russisk skibsmandskab som overvintre i en havn i Finnmark. Juledag nærmede russerne sig kirken for i de mindste at være i nærheden af guds hus, men de mistænksomme sjøfinner fik det til at russerne kom for at sprænge kirken i luften, skønt ”samme russer al den stund der i havnen opholdte sig og viste sig på alle måder stille, høflige og artige. Under krigsårene og nærmest efter, indtraf der vel nogen eksempler på russisk uorden i Østfinnmark; men det rettede sig så snart normale forhold indtraf.

”Den simple russiske bonde” siger Friis ”er af karakter godmodig, livlig, gæstfri, høflig og tjenstvillig, men på den anden side også tyvagtig, bedragerisk, letsindig og i høj grad snavset.” De mange beskyldninger mod russerne for at bruge kneb og flaks vægt under handel med almuen, synes at bekræfte Friis’ ord om den sag. Man kan også stadfæste at kirkebøger og lejemål i Finnmark fortæller en anden historie, der er en russ eller endog russeskippere som figurerer som barnefader, men den salgs forekommer jo blandt alle folkeslag og i alle havne. Snavsede kunne de nok også virke, især i arbejdstøj og i sin skødesløse behandling af madvarer. Vi har også beretning om at de kunne stjæle sølvtøj.

Men ellers fæster de fleste sig ved deres gode sider. Kandidat N. Lund fortæller i sin rejseskildring fra 1842: ”De russiske matroser sejler for en lille hyre, er usselt klædt og får dårlig kost; men det viser sig hverken på deres udseende eller gemyt. De er kraftige, stærkt byggede folk med grove, intetsigende ansigtstræk samt tyk hals. Ansigtets nederste halvdel er skjult at et langt skæg, der ofte spille i det rødlige. Man skulle tro at de formedelst skægget fik et barskt og vildt udseende, men langtfra. De bibeholder fremdeles det ejendommelig godmodige udtryk. Overalt hvor man træffer russerne, har man anledning til at beundre deres munterhed og arbejdslyst. Den sidste egenskab var mig især påfaldende, da den står i stærk modsætning til den træghed og ulyst som den norske almue almindeligvis udvikler under arbejde især i  byerne, hvor man på enkelte undtagelser , opdager lutter misfornøjede ansigter. Sådan er det ikke med russeren. Han ler og synger under arbejdet, og synes at omfatte det med stor lyst.

Men russerne sang ikke kun under arbejdet, men også når de havde fri eller landlov, de spillede og sang, ofte i flerstemmigt kor, sådan som det fortælles hos Capell Brooke: ”Disse folks opførsel er for alles vedkommende fredelig og ordentlig, og de hengiver sig meget sjældent til nogen udskejelser i drikkelag. – De er sødvanligvis glade i musik, særlig i sand; og i den tid de holdt til i Hammerfest, brugte de tiden til at underholde sig med dette næsten hver aften på dækket af deres små skuder. Om søndagen havde de for vane at gå i land og gå op og ned  af gaden i små flokke på syv og otte, arm i arm, og danne et slags kor. Til trods for den ringe kundskab de vel må antages at have om musik, er de heller ikke ubekendt med at synge flerstemmigt, hvilket er deres almindelige skik; og da deres stemmer harmonerer på en grov, men langt fra skurrende måde, er virkningen overmåde tiltalende når det grove dæmpes lidt på afstand, og lyden bæres over vandet på en stille aften.”

I handel og vandel mellem nordmand og russere udviklet sig allerede på 1700-tallet et lingua franca, som almindelig kaldes ”russenorsk”. Det gik livlig for sig både med språk og geberder i makketiden, sådan som det hedder sig hos N. Lund: ”Makketiden er en rigtig glædesstund for russerne og de nordlandske fiskere. Der sluttedes handler dag og nat. Russen prutter og pranger; nordlændingen skriger og larmer og forsikre med høj sværgen at vil kastesejen i havet! Begge udtrykker sin ulige interesser i et fælles tungemål det såkaldte russenorsk, der har noget til fælles med gebrokkent tysk, men allermest ligner det såkaldte ”skøyerspråk”, og er det konstruktionsløseste meddelelsesmiddel man kan tænke sig. Det forunderligste er at begge parter tror at tale hinandens sprog. Den nordlandske fisker er ikke så lidt stolt af sine færdighed i russisk, og russeren fremsiger med stor selvtilfredshed sit russenorsk med en lignende overbevisning på sin side.”

Over de andre stod i virkeligheden russeskipperne, både i velstand og dannelse. Man har eksempler på at de var meget penneføre allerede på 1700-tallet og kunne skrive ikke kun russisk, men også forståelige erklæringer på norsk. Af handelsmændene i Finnmark blev de betrkter og behandlet som venner, og det var sædvanligt at unge handelsmandssønner boede i en russekøbmands hjem et års tid for at lære sproget. Når disse skippere kom igen til samme sted år efter år i en menneskealder, blev de noget mere end forretningsforbindelser. De blev venner af huset, som man satte pris på og hilste velkommen hvert forår. En sådan husven var Burkoff, som i 35 år uden afbrydelse kom til Kjelvik med sine skibe. ”Og det siger sig selv at gensynsglæden gav sig udslag i besøg på skib og i land, med traktement ombord af te, vodka, forskellige vine, kavringer, syltetøj, nødder og bonbon. Der vankede desuden diverse gaver til handelsmandens husstand, til dels af betydelig værdi.”

I Kvalsund kom Lukon og Rukin år efter år. Og Remjagin som tilhørte starovarenes sekt og ikke måtte drikke af glas som andre havde brugt. Mandskabet var godmodige og og fingernemme, de hjalp til med høsten og til til gengæld lov til at bruge stedet bageri. Marcus Buck i Øksfjord byggede badstue for dem. Til Kvalsund kom også årlig den gamle russeskipperen Woronoff, en patriarkalsk type med langt hvidt skæg. Der sået ham, siges det, at dersom han rejste over Kvitsøen, ville han drukne. Han rejste derfor af landevejen til Norge og kom længe før skibet til Kvalsund, hvor han blev boende i længere tid. Woronoff medbragte altid et stort, rødprikket lommetørklæde med bonbons, russenødder, kadiserede frugte o. l. som gave til husets frue. Til brug på hans eget værelse medbragte han et krusifix, en tekande hvor han kogte blåbær som en slagt te, pirogger – indbagt fisk i brød, russekringler og prenniker – små runde, hvide kager med lidt hævelse på midten, og sokkeri – små ”russekavringe”.

Der blev stor stads når handelsfamilien blev budt ombord, til at ”komme på skip å drinkan tsjai (té)”  Russemadamen selv i nationaldragt skænkede sin fine té fra samo0varen, serveret i høje glas. Der vankede vin fra Syd-Rusland, sjældne tékiks, ”russenødder”, kadiserede frugter, bær og frugter syltet i honning – og noget andet godt.

En naturlig følge af denne samhandel var det også at handelsstedernes stuer og andre værelser var pyntet med mange ting af russisk ophav. Lige når man kom ind af døren, hang der måske en ”rukamoika”, et vaskestel af messing med vandhane og beholder overfor. Og bag den det nydeligste håndklæde i den smukkeste linbroderi. På et bord tronede en skindende samovar, med kopper og fad og skåle omkring, i fint russisk porcelæn. Oppe på en hylde stod der russeboller, drejet i træ med lakmaling i sort, rød og gul, eller fint udskårne neverkopper. Et andet bord var måske dækket med russeskrin i udskåret be, underforet med stærke farve som rødt eller grønt.

Russehandelen havde særlig stor betydning for byerne og for enkelte handesteder som lå fint på ruten for denne trafik. Det gælder især steder som Øksfjord, Loppa, Sørvær, Galten, Hammerfest, Kjelvik, Repvåg, Vardø og Vadsø. Men ellers havde nær sagt alle steder langs kysten stadig besøg af russeskibene. Man var indstillet på at de skulle komme lige så trofast år efter år, og både handelsmænd og almue indrettede sin økonomi efter denne beregning. At russerne en måske skulle udeblive, var noget man vanskeligt kunne tænke sig. Og alligevel skedte det til slut.

”Et stort savn og uheld for Finnmark var det da man efter forrige krig mistede den ældgamle ordning med russerhandelen, ”skriver en ældre købmand. Da verdenskrigen kom, stod russehandelen endnu i fuldt flor, og den vilde utvivlsomt have udviklet sig videre, måske undr andre former, hvid den havde fået lov at fortsætte i fred. En naturlig og indbringende handel fik her en grå og sørgelig afslutning. Da den russiske revolution i 1917 – 18 slog en streg over al privat næringsdrift, er det også slut med Pomorhandelens lykkelige dage i Finnmarken, med pomorerne selv og hele ”det store, hellige Rusland”.