Præst Mads Rasmussen Rejsejournal

Fra Danske Magasin 1794 – 1838 bind 1

Bidrag til den danske histories oplysning
og er skrevet med gotiske bogstaver, der er kun foretaget en
omskrivning af bogstaver til moderne bogstaver, der er således tale om et godt
indblik i sproget i begyndelsen af 1600 tallet.

Hr. Mads Rasmusen blev siden Præst til Vallensbek i Siælland. Hans Søn var uden
Tvil Hr.Henrik Madsen Vallensbæk, som har skrevet Diarium Obfidionis Hafnienfis, som
først var Medtiener til Holmens Kirke, og døde siden i Paris, hvor han var
Legations-Prest hos Hannibal Schested.

Mads Rasmusen ligger stadig i dag begravet på Vallensbæk Kirke gård.

Hr. Mads Rasmussøns Reise til Ostindien 1623

Aa 1623. 27. Martii seilede Kongl. Majests. af Danmark Skib, kaldet Perlen, fra
Kiøbenhavn under Admiralen den Belædle og Mandhaftige Henrich Hess, som
siden effter sin Tilbagekomst blev Kongl. Majsts. Velbestalter Major på Aggershus,
og

D. 6 Aprilom Morgenen før Dag, som var Palme-Søndag, vunde vi Seil op for
Helsingør, og ankomme mod Aften den 7. April i Marstrands hafn.

D. 6. Maji passerede vi omkring de Franske Kyster, og bleve Frankerige var
efter megen udstanden Storm i Søen.

D. 8. Maji ankom vi under Engelland ved Dyns, og effterdi Skibet blev der nogle
Dageliggendes, begav jeg mig hen til Gravesand og derfra til Londen den store
forige Stad at bese.

D. 19. Maji seilede vi fra Dyns, og der vi vare nogle Grader fra Engelland, fik Folket
deris rigtig Ranzon, og efterdi vi vare vel provianterede, lod Admiralen
udkaste nogle Læster Sild og Aal, fordi de vare nogetmørske, Hvilket Gud gav
dem at erindre siden paa Heimreisen 1625, i det at de paa otte ugers Tid lidde
stor hunger, at mange døde deraf.

Den. 1 Junii kom vi i den Spanske Sø, der fik jeg mit første Offer, som var første
Pinszedag, da tenkte ieg paa min Frelseres Ord Lucæ 5. Far ud paa Dybet, hvor
Peder skulle hente Velsignelsen, at mig fattige Guds Tiener skulle da paa det
dybe Vand og stolte Spanske Sø giffves mit første Offer.

D. 8. Junii kom fire Tyrkiske Skibe mod os, og effterat jeg Folket til Fyrighed, effterat
Khor var holden, hafde formanet, og vi vare aldeles ferdige indbydes at fegte
mod dennem, giorde Gud det, at en himmeltyk Taage nedfaldt, at det var
umueligt, vi kunde see dem, eller de os. Og endog det gik og da, som Pauli
Seilaz, den Tid det mørke Veir omsvebede Skibet, saa frygtede vi ikke dog, men
haabede, at vi skulle hielpes. Og den Tid Gud gav os klar Veir, fornam vi ikke
siden samme 4. Tyrkiske Skibe.

D. 14. Junii komme vi til Barbariet, hvor hen seiles med en Vind mod de Salt Insuler,
og vore Folk vare endda friske inden Borde 143. Siæle, foruden høieste Officerer
og deris sær Tienere.

D. 27. Junii passerede vi omkring de salte Insuler, iblandt huilke var en ved Navn S.
Nicolaus, som fiuntes saa høy, at den rakte op imod Skyerne. Og der vi did kom,
slap vores Øll fra d. 17. junii 1623 til d. 3, junii 1624. Det var to Aar
ringere 2, Uger og to Dage.

D. 17. Julii kom vi til det Land Gnei eller Caput de Palmis, Et Land, hvor der er meget
Guld-Erz.

D. 20. Augusti seilede vi derfra til Caput de Lo de Confalvie, hvor vi vare i Land
baade af Skibet Perlen, og af det Skib Jupiter, i atten Dage, og bleve noget
lidet forfriskede. Der begrov jeg en af vores Tømmermend, og var hand det første
Liig, som jeg kaste Jord paa efter den gudelig Evangeliske Preste-viis og
Maneer. Samme Skibs-Tømmermand, ved Navn Anders, var fød i Sandvigen paa
Bornholm, hvor Gud gav hannem Siæl og Liv i sin Moders Liv, mens nu maate
Jorden, alles vores Moder, i huor vi os i Verden vender, annamme Legemet til
sin  Giemme paa denn Øe eller Nez i Afrikca, men Siælen Gud blev overdragen,
thi til Himmerige er liglang Vey, i huor Gud vil vi skal døe.

D. 24. Augusti prædikede ieg om Søndagen paa Landet Capu de Lo for de Syge.
Evangelium samme Søndag tilhørende var om Pharisæeren og Tolderen. Fra Caput de Lo
seiglede vi anden Dagen effter S. Bartholomæi Dag, hen imod Anabon (Ø uden for
Vestafrika, Congo), en meget venligt Land af adskillige dyrebare Frugter. Der
blev Folket givet Forlov til d. 10. Octob, at gaae op i Land, og afplukke sig
noget af vellugtende Træers Frugter, i særdeleshed de skiønne Pomerandser, som
ældes med Skalen, af huilke saare saa eller ingen derfra hidføres til disse
Riger og Lande, og kaldes Promerandser von China. Jeg til min Forfriskelse fik
115. deraf, og Folket blev deraf ikke lidet vederqueget.

Fra October Maaned 1623, til den 5. Martii 1624, vare vi stedse i den vilde Sø, og saae
intet andet end Himmel og Vand i nitten samfelde Uger. Passerede imidlertid
omkring det røde Haf, og forbi de Steder, som i fordums Dage af Skippere og
Styrmend til Tyrus og Sidon bleve beseiglede. Og endog vi saa intet andet end
Himmel og Vand, saa maae ieg dog bekiende det David i Psalmen siger: De, som
seigle paa Havet, seer Guds underlige Gierninger. Vi saa midt i den oben Sø
Bølgerne at opløfte sig lige imod Vinden, at naar Vinden var strek Norden, gik
Bølgerne, tuert mod skarp fydlige efter Hafsbondens Grund og den  Allerhøystes
urandsagelige Kraft, hvilket siunes ellers for ufærfarne for Naturens vey aldeles
urimeligt. Vi saae adskillige Slags underlige Fiske i Vandene og flyvendis over
Vandene en halv Alen høit over Bølgernes Magt.

Vo saa levendis Fugle voxe paa Træer (Saaledes troede man i de Tider. Men, siden
at Natur Videnskaben er bleven studeret, og deslige Ting randsagede, er man kommen i
anden Oplysning), og paa sine Tider at falde af Træerne i Vandet at svømme,
hvorom med Forundring ellers skrives in Acerra Philologica. Ja jeg maae
bekiende, o Gud, vi har med disse vores Øien seet dine underlige Ting og Tegn i
det Dybe, og din Pris og Ære på Firmamentet i det Høye, hvis Sool og
Stierner  Nat og Dag vare voris Ledsagre ved Guds Kraft og naadige Medfølgelse.

Omsider da i Guds Navn d. 8. Martii, som var den sidste Dag i den ellevte, efterat vi lette
Anker og gik fra Helsingør, bleve vi Zeilon det første Kongerige i Ostindien
nær, som sexten Mile, førend man did kommer, kand kiendes af den Aromantiske
Lugt, som Landet giver fra sig, kand mand i den vilde Sø forhen lugte
Landsens  Nerværelse, da var Solen for os at see i sin Gang i Norden om Dagen, som
den her sees i Sønden. Med huad Glæde og forlengelig Øine vi beskuede samme Lands
Bredde, kand ingen vide, uden de, som har seilet saa høy en Sø.

D. 11.Martii var Velbyrdige Erik Grubbe i Land med sin Tiener Frederik Due, og kom da
førte Indianer ud til os til Baads med Høns, Æg, Arak, Snee og Kokus Nødder til
Forfriskning. Og kand jeg ikke heller noksom med Pennen beskrive, det ieg
øiensynligen med Sindet har forundret mig over samme Hedningers Finhed og
Fromhed imod os. De begegnede os med gode Vare, og med disse Ord i deres Maal,
som i sig haver adskilig beblandet Latin of Spansk: Christiano hoino buno homo:
Christne Mennisker ere gode Mennisker. Og der vi da udkaste vore Ankere, og
tillige Blylodet at maale Grunden, og fandt 17. Faune Vand, frygtede vi for
Grunden, hvorfor vi ved Indianernes Anledning blev undervist at komme vel
frelste ind til det Castell eller Fortet Dansborg, som skede i Jesu velsignede
Navn den 14. Martii 1624, som var en Søndag, Dominica Judica, fjorten Dage før
Paaske, at vi sette for Danisborg, og kastede ved Middags tider anker, og var
vi 11. Maaneder og 9. Dage imellem Danmark og det paa Henreisen,  Belædle og
manhaftig Henrich Hess samme Dag den 14. Martii om Søndagen imod Aften log sig
sette fra Borde i Land til Fortet Danisborg, emd nogle af Officerene, kom ieg om Tisdagen
derefter den 16. Martii først i Land til Castellet.

D. 17. Martii kom Nichens (thi saa kaldes den høiste Kongelig Betiente i Zeilon) hans
Krigs-Øverste paa Castellet voris General, og var der ved halvanden Time, havde
med sig 4. store Elephanter, et halv hundrede Heste, og 200. Mand sorte
Indianer, blev samme tid Danske Løsen fyret baade af Skibene og af Castellet
med stor Bram. Fra den Tid annamede jeg Slot-Preste Embede og Kald efter
Generalens Ordre paa Danisborg i det Capel og Kirke, dertil forordnet i forige
første Reise ved Velbr. Hr. Ofve Gedde, som til Kongens af Danmark tieniste
samme Castel haver funderet, huor hans Navn og Vaaben afmalet findes indtil paa
denne Dag. Derefter blev min Formand Hæderlig og Vellærd Mand Hr. Peder
Søfrensen Aale beordiget at skulle seigle md Kongl. Danske Skib Watter-Hunden
hiem til Danmark.

Paaskedag 1624. giorde jeg min første Prædiken paa Castellet, og blev mig af velbemeldte
Velædle Roland Crappi gifuen, foruden mit Paaske-Offer, nogle Rubiner, og nogle
Pellemors Skalle, som der til Drikke Kar ere meget brugelige.

D. 30 Martii begrov ieg een af vores Constabler strax ved Castellet i den Jord, de Christne
der til forordnet og bevilget er, og blev mig af Gouverneur Velbemeldte Roland
Crappei tilforne d. 16. Martii gifuen til mig og min Tiener at ride paa en
Elefant, son vidste at legge sig ned, baade naar vi stigede op og neder, og var
ieg derpaa i  Egnen omkring Castellet udenridendis nogle gange og besaa Landsens Skik.

Jeg befandt, ligesom udi Perfia, at hos de hvide Tatter er brugeligt, at deres Hedenske
Prester, saa mange som ved Slegt-Linien kand udregne sig at være Mahomets Stamme
og Blod, de i sær alle andre maae gaae i grønne Klæder til et Tegn at de ere af
hans Afkom, og blive for alle andre mest æret og agtet, saa befandt ieg, at de
Hedenske Prester i Ostindien gaaer i sær Habit, nemlig deris Haar flettet, en
Lok som hænger dem ned af Skulderne med en lang Spids paa deres Axel bærendis.
De holder det for  deris Gud, som de først møder om Morgenen, den Dag, dog tilbeder
de meget imod Solen henvendt. I deris Husholdning holdes alle Qvindes Personer for
Mandens Hustruer, som ere og tiene i hans Hus, Men dog elsker hand enn mest inderligt
iblant dem. Og er imellem den som holdes kiærest og Manden saa uopløselig en Kiærlighed,
at Døden kand ikke skille dem ad, thi naar Husbonden døer, saa har ieg seet det med mine
Øien, at til den Døde beredes et Baal, derpaa henlægges den Døde i sine venners
og deris hedenske Presters Nerverelse, og naar den Døde er lagt derpaa,
springer den Qvinde, som hand haver holdt kiærest levendes paa Ilden til den
Døde, og opbrændes til Aske med hannem, og om nogen vilde enten afbede eller
afvende det, da vil hun ingelunde, thi hvo som det giøre ville er siden den Dag
agtet som æreløs og gandske forhaanet.

Landet i sig selv er overmaade deilig, med dyrebare Urter, Speceri, Moskatter, Cardemom,
Cafien zc. saa overflødig, som her i Danmark voxer vilde Urter, derforuden
Ædelstene, og med overflædig Huede, at hvo som haver sat sig fore, det
Kongerige Zeilon at beskrive, haver giort sig den Gidsning, at Eden og det
Jordiske Paradis haver været her i Begyndelsen.

D. 22. April. 1624. forreiste ieg med General Henrik Hess til Nechens Residentz udi
Tranfuur, og var med os samme tid Capitein Ole Viseer, Jacob Mærkel, og nogle
sorte Indianer. Efter vores hiemkomst igien til Castellet Danisborg, begyndte
voris Danske Folk meget at svekkes, en part drak meget Arack, det er en Slags
sød Drik, som dripper af Træerne, lige som i vore Lande sees de store Birker
paa side Tider om Året at drippe, hvilket bekom dem meget ilde, at end nogle
drak sig ihiel deraf. Og effterdi min kiære Anteceffor den Hæderlige Mand St.
Peder Zale blef i disse Dage ogsaa siug paa Skibet Watter-Hunden, giode ieg
ogsaa tieneste med stor Umag baade paa Slottet og Skibet i ni uger.

D. 11 junii 1624. kom til os i Ostindien en Engelsmand, og da blev en stor Tractement
anrettet, at vi fandt nogle af Christendomens Seiglere. Bemeldte Engelske
Søfardi Mand blef hos os indti d. 17 Julii, og blef fyret af hans og vore Skibe
over 200., Stykker til ære, imidlertid hand var hos  os, og gik hand fra os d. 16. Augusti
1624. Da Skibet Water-Hunden løb fra Trangebar til Transariet, blef jeg entlediget
fra Samme skib, Guds Tieneste med Prædiken alleneste paa Castellet at opvarte.

D.20 Augusti forreiste ieg med Generalen til Malnihis, da forærede hand mig en
Silke-Saumarie, besaa ieg den Sted med største Forundring.

Siden blev ieg stedse på Slottet eller Castellet.

D.20. Septemb. blef voris Under-Arkelimester Jens Jacobsen død, hand blef der ogsaa
ad mig begraven, og gav hand til de Fattige for Maaneders Gage og mig fire Maaneders,
thi saa oprigtig handlede Admiralen, at efter de Afdøde bekom de dertil destinerede
deres Gage og Maaneds Sold.

Og efterdi Vinden i Ostindien blæser af et Hiørne og een Kant Hele Fierding Aar tillige,
maae man vel tage Vinden i agt, at bruge den, og sin Ladning indføre, førend
den opholder af det Hiørne. Og efterdi nu begyndte at blæse en Vind, ved
hvilken seiles  fra Fortet til Trangebar, begyndte Admiralen at giøre ald sin Flid at skibe,
hvad Compagniet tilhørende, at vi til Michelsdag førstkommendes 1624, kunde vorde
hiemferdige. Men efterdi min Hæderlig Formand bemeldte Hr. Peder blev idelig siug, og
trøstede sig ikke selv til HiemReisen, Men havde besluttet der at leve og Døe, blef hand
igien til Castellet og ieg til Skibet Perlen beordiget, hvorudi vi begge bekom vor
Sinds Fornøyelse, Thi ellers var det af Hans Kong. Majst. og det Ostindiske
Compagni forordnet, at den Prest, som udreiste, skulle løse den af, som vat i
Ostindien, til Heimreysen, paa den Maade som Skriften taler om Jerusalems Tempels
Dørvogtere, som hver syvende Dag fra Landsbuerne skulle gaae op til
Hoved-Staden og løse de andre af Vagt. Men efterdi bemeldte Hr. Peder var siug,
og ville helst bie der i Landet, blev det mig bevilget at fare hiem igien, thi
det er at agte, at Heimreysen er langt farligere for Folket, end Henreysen, af
Aarsag, at Naturen i de varme Lande forandres, og atter igien maa lide
Forandring, naar de fra den Spise, Varme og Lekerhed af de Landes Frugt, skal
omskifte deris Maaltider og Diæt, som siden skal høris.

D. 21 Septemb. om Søndagen, da det Evangelium indfalder, at ingen kand tiene to
Herrer, af takkede ieg med min og de nærværende Graad i SlotsKirken paa
Dansborg i Ostindien og befool dennem alle Gud og hans Raades Evangelium at
maatte vorde kraftig iblandt dem og skinne i deris Hierter midt i det Hedenske
Mørk. Jeg som nu forlod det jordike Kongl. Slot of Castel, og ikke vidste, om
ieg igien kunde see mit eget Fæderneland, ønskede Gud dem, og de mig deres
Bønner, og fortrøstede mig dertil, at den gode Gud, som førde mig i fordum fra
Plogen til Skolen, fra Skolen til Academiet, fra Academiet til Enbedet, og udi
Embet haver vandret med mig denne lange Reise til Ostindien, den samme gode Gud
ville endnu bevare Danisborg under der sin Beskiermelse, og ledsage mig ved sit
Ords Perle paa det Kongelige Skib Perlen hiem til Danmark at forkynde Guds
underlige Ting.

D. 24 September 1624. var jeg sidst paa Danisborg. Samme Dag tog ieg Afskeden med min
Broder i Herren, Hr. Peder Søfrensen, og skrev hand disse or til broderlig
affection i min Albo eller Reise-Bog, som efterfølger:

Omne folum forti patria est, ut piscibus æqvor,

Ut volucri vacuo quicquid in orbe pater.

Nec fera tempestas toto tamen horret in anno

Et tibi, erede mihi tempora veris erunt.

Honorando nec non doctissimo viro Matthiæ Erasimio Otthoniensi, fratri fuo integerrimo,
curn felici abitus voto ex India orientali in Daniam apposuit Petrus Severinus Alenus arcis
Danisburgi in India orientali verbi Dei præco indignus

1624. Ex Museo in arce Danisburg.

(Alt er det eneste land med en stærk, såsom fisk Ocean,
Tøm plads på faderen til den verden som til fuglen.
Imidlertid heller ikke, en voldsom storm med al den rædsel i år
Og til dig, tro mig, vil der være forår.
Ære eller ej, den lærdeste mand Matthias Erasimio Otthoniensi, hans bror
gratis, når de er på en vellykket afstemning i tilbagetoget fra Indien i den
østlige del af Danmark, Peter satte det meste af slottet Danisburgi fodring en
anden i det østlige Indien, uværdig budbringer af Guds ord
1624. Af Mufeo Danisburg på slottet.)

Imod aften samme Dag d. 24. Septemb. Kom velædle Hr. Admiral Henrik Hess om borde
med mig til Perlen.

D. 27. Septemb. Om Morgenen to Timer for Dag lagde vi ud fra Danisborg i Jesu Navn, og
opvunde Seigl. Var saa i Søen sex Uger ringere 2. Dage, indtil den 6. Novemb.
Da vi kom til det Land Capur bonæ Spei eller bon Esperance, der blev en af
voris Styrmænd begraven, hvor ieg var i Land at prædike for de Suige, og fik
jeg samme Tid mit Jule-Offer Juledag paa Skibet, som vi laae under Landet Capur
bonæ Spei, hvor jeg samme Juledag tog mig til Prædikens Indgang og exordium af
Stedens Navn Anledning, som kaldes i vort Maal God Haab, og førde da Foket til
Gemyt den havn, der omtales i Apostlernes Gierninger Cap. 27.v. 8 som kaldes
God Havn, at Gud, som lader sine vel havne, vil ikke lade vores Haab slaae
Feil, at føre enhver hiem til sit Fæderneland, og hvo af os Gud vil heimkalde
paa denne lange Hiemreyse til det himmelske Hiem, efterdi Folket var saare og
afmægtigt, at den Almægtige Gud os udi det gode Haab og Sperance indtil Enden
ville bestyrke af komme til det forjette Fæderneland her oven til i Himmelen,
hveden vi forventer Frelseren JEsum Christum.

D. 26. Decemb. Anden Juledag, blev Anker opløftet fra Grunden, og satte vi vor Kaas fra
Capur bon Esperance hen imod det Land Bai Solda, hvor vi arriverede d. 2.
Januar 1625. Der laae vi indtil d. 13. Januar og otte Dage efter Fab.
Sebastiani Dag, da vi havde været i Land nogle af vores Døde paa det Land
Soldan at begrave, gik vi til Seils og lykkelig ankom til det Land St. Helena
kaldet, et overmaade deiligt Land, hvor vi os paa Landet i tretten Dage
recreerede. Dette Land er af alle OstindienFarer vel bekiendt, og prædikede jeg
d. 6. Febr. Paa Landet i et Capel for vore siuge Folk. Den samme Kirke eller
Capel var af de Portugisiske opbiugt, og var det merkeligt paa den Tid og i den
Uge om Aaret, som St. Helenæ Navn findes i vores Almanak d. 8. Febr. Aarligen,
at vi ogsaaa samme Dag ankom til det Land, som af samme Helena haver sit Navn.
Imeidlertid vi der laa for Anker, kom et Hollænder-Skib til os, hvoraf vi bleve overvettis
glade, at vi kunde høre noget fra de Nordiske Coster og Europiske Lande, da var
voris Folk saa svagt, at voris Constabler ikke selv var mægtig at lade fyre og
føre Stykkernuds underbarlige Beskiermelse, som afvendte paa Heimreisen for os
alle fiendtlige Skibe, Pirater eller Tyrkiske Gallerer, som kunde da kommet til
os med Fordel i voris Modgangs Tid, dersom de havde angrebet os.

D 20. Febr. Havde vi Høiden af Eilandet Afcension, huor Admiralen, Skibs Guberneur,
Capitein, Skiperen Sex Jakobs, som var en Engelsmand, og jeg var i Landet, og
giorde os et Forfrisknings Maaltid. Da fik vi noget fersk Vand, som vi udsiede
af det dyndfulde Vand, som Vildsvin og Cameler laa i sølet, thi ingen anden
Raad var for haanden, og fik vi samme tid en liden Hind og et vild Svin paa
Jagten ud med os til Forfriskning paa Skibet. Under den samme Linie ligger det
Land St. Thomas kaldet, hvilket haver sit Navn af Thoma, thi ved overdraget. Hvilket
ikke skeer nu saa jevnligen og overalt formedelst nogle fære Græshopper, som
Landet haver fordervet.

D. 4. Martii passerede vi Linien paa Hiemreisen i Norden, og leed vi megen Nød og
Angest i Skibet fra d. 4. Martii til d. 1. Junii, som varede i tolf samfelde Uger og 4.
Dage, at vi ikke saae andet end Himmel og Vand, Himmelen som et Dekke, og
Vandet, som da var bleven mange vores Grav. Vi leed Sygdom, vi leed Sygdom, vi
havde stor Storm, og med vore Hænder selv udkaste endeel af Skibets Redskab og
Stor-Masten, vi leed stor Tørst, vi forsøgte stor Sult, at mange deraf døde, og
var dog intet videre kommen, end va da omsider kunde see Irland.

D. 1. Junii Onsdag for Pinsedag ankom vi til Capur Irland, og var i Skibet intet mere
end en en Sek med Risengryn.

Løverdagen efter Pindsedag løb Skibet Perlen ind til den Stad Jochall i Irland. Men otte
Dage tilforne d. 3. Jun. Fredagen for Pindsedag lod min gunstige Admiral mig
føre siug i Land til Jochall udi et Lossement hos en Dansk Quinde, der da
boendes, kaldtes Anne Bagers, huor ieg laa elendelig siug uden al Livs Haab i
elleve Uger. Kom da omsider saa vidt, at jieg dette mit udmattede Legeme
opreise kunde fra Sengen, dog i samme Svaghed
af den salte Sø forgik mig min Lugtelse, at ieg fra den Dag og
indtildenne Dag ei haver haft nogen Lugtelses Brug. Folket blev ellers befengt
med en forferdelig Sygdom, at levendis Orme faldt ad deris Laar og Legemer med
allestørste Ynk og Elendighed sa see, at af 143 Matroser og Under-Officerer
ikkun overblefne vare 75. Siæle, som dog en Part boede i en legemlig siug
Bolig. Tad Jochal, og vi ikke kunde førte gang paa vao rette Kaas opnaae
Kinfal, som næst Dublin er den anseeligste Stad der i Riget, havde vi baad fra
Danmark og Ostindien Tidende. Vi ønskede mange gange igien at komme til Seils,
men vor ønske vilde ikke gelinge, førend 22. Dage og et heelt Aar vare
forløbne, sygdom endeel formedelst Officerenes Splid, som forvoldte lidt stor
Utroskab og urigtig Regnskab, naar Hiemkomsten skeer. Imidlertid der jeg
nogenlunde kom til pas, giorde ieg mig med de Vellærdste af civil og Aandelig
Magistrat bekiende, som gjorde mig meget til gode.

Endelig der det Orlogs Skib, Flensburg kaldet, var seiglet fra os til sit Hiem, og Mester
Muttes Skib fra Jochal til Ostindien var udseglet, gav vi os paa Heimreisen i
Guds Navn d. 2. Julii. Da havde jeg nogen tid tilforne nemlig d. Maji 1626.
taget Afskeed med Velforneme Ædle Mand Thamas Westfield Syndico til Jochal.

D. 29. Junii 1626, afskeediges ieg fra min daglig gode Ven Ædle Daniel Moore,
Hans Kongl. Majest, at Store Britannien Notario Publico til Jocal residerendes.
Desligeste med Høylærde Johan Craford Capellano & Domestico Archiepscopi til
Casselen, samt ogsaa Ulyfse de Burgo, verbi Ministro Jochaliensi, mihi & navi &
in urbe conjuncto.

Da den ønskelige Dag skinnede af Østen, og den længe forventede Vind blæste af
Norden d. 2. Julii bemeldte Aar vare vi endnu 14. Dage imellem Jochal og Marstrand i
Norge, hvor vi arriverede lykkeligen d. 16. Julii 1626. Fra Marstrand igien
begav vi os til Seils til den forhen Høi-ønskede Kiøbenhavn.

Den. 30- Julu, som var den 8. Søndag efter Trefildighed, ankom vi glædeligen til
Kiøbenhavn, og vare vi paa Reisen i 3. Aar og 15, uger og 3. Dage. Hvor
gladelig, ja hiertelig glade vi overblevne vare, da vi heim ankom, kand de selv
kiende, som har forføget slige Reiser, hvilke i vore Lande ere saare faa. Ja
slet ingen af det Hæderlige Embeds Stand ere levendes hiemkomne, enddog til den
Ostindiske Reise fra 1619, da den først anfanget blev, og til Anno 1637, ere 22.
Prester ordinerede, alle på samme Reise hendøde, og ingen kom mere igien
tilbage, end Hæderlig og Vellærde Mand Hr. Rasinus Suensen, som døde het i
Sumdet, da de heimkom 1637, og havde efterladt Skibet Solen med al indehavende
Last i England. Men jeg arme Mand svag og skrøbelig haver Gud bevaret at
hiemkomme, og leve indtil denne Dag.

Det første ieg hiemkom, da gik ieg, som ieg kunde, meget skrøbelig, Mandagen efter til min
ærværdige Hr. Biskop Hæderlige og Højlærde Mand Doctor Hans Povelsen Resen, og
tog hand saa mildelig imod mig, som en Fader imod sin søn. Og enddog ieg lod
den salig Ærværdige Fader see samme tid min Reises skriftlige Original, som
hand hos sig nogle Uger beholdt, saa kunde ieg dog aldrig fortælle ham noksom
min Reise, Hen- og Hiemkomst, og Folkenes Siugdom og Usundhed, og udvise hannem
paa Globo Reisens Hen- og Hiemfart, baade paa hin og denne Side den Nordiske
Linie, at den Sal. Ærværdige Fader havde jo Lyst og Lengsel til, saa længe ieg
var siden udi Kiøbenhavn, og saa tidt jeg siden her fra mit Huus til Kiøbenhavn
udrejste, at tale med mig, besynderlig over Maaltid, derom.

D. 2. Augusti 1626. foræede ieg den Salig Biskop et heelt Knippe af de Ostindiske
Papirer, der brugeligt, hvoraf vores Papir haver sit Navn lignelseviis efter
det, som er ligesom en Hinde. Mand skasler det med fine philuris af Barken af
Træerne, og skrivet derpaa i lange Striber, som halvparten af et halv Ark Papir
hos os i Længden. Samme Papir-Knippe findes endnu efter den Sal. Biskops Død
paa Kiøbenhavns Universistets Bibliothek i det inderste Skab og fremvises som
en Raritet.

Iligemaade lod Canceller Ærlig og Belb. Mand Hr. Christian Friis til Kragerup mig til sig
kalde. Og var iej hos hannem til Bords hver Søndag og Mandag i sex samfelde
Uger, da min Reise at fortælle. Begge disse salige Herrer ere nu i Herren
hensovede, af hvilke ieg ellers for mine smaa Børn havde forventet al gunstig
Forfremmelse.

D.5. Octob i samme aar blev mig rigtig given af Hans Kongl. Majst. Og det Ostindiske
Compagnie min Løn, og gav samme Compagnie mig samme id derforuden en Silke
Preste Kjortel og en Silke-Saumarie, hvilket øverste Borgemester i Kiøbenhavn
Sal. Jacob Michelsen lod mig ikke i mitLosemte, som altid efter den Dag var
døde min gode gamle Ben, og lod mig sige, at jeg samme Klæder skulle bære og
drage for min Reise skyld, Compagniet til Ære.

Niels Simonsen

NielsSimonsen