Repvåg og Tamsøy Handelssted

Fra Honningsvåg stævner vi lige mod lunere farvand inde i
Porsanger. Fra Porsangernes og indover er bebyggelsen forholdsvis tæt, med små
øer og holme som gør det til en dejlig tur ind gennem fjorden. På vest siden
skære en dyb bugt sig ind, og på en halvø ligger Repvåg og danner en af de
bedste havne på denne kant.

Ved handelens frigivelse fik Repvåg straks en
gæstgiver. Det var Knud Røe, som bar nordlæning og allerede en tid havde
boet på stedet. Han fik gæstgiver bevilling den 13 november 1790 mod 1 rdl
i årlig afgift, men fra en beretning fra 1789 fremgår det at han allerede
da havde etableret sig som handelsmand, på stedet. Der kom klager på ham
fra toldkontoret i Tromsø, fordi han havde passeret med en brændevinslast
uden at standse når toldflaget blev hejst. Men amtmanden bad om at han
måtte slippe billigt, idet Røe for nylig havde etableret sig og var kendt
som en retskaffen mand som visselig ikke ville unddrage sig de nødvendige
forpligtigelser, så det må være ren ukendskab til forholdene som har gjort
at Røe ikke standsede.

Knud Røe ar blevet gift med
enken efter Kjelvik præsten Valsøe. Hun hed Sara Anneke Tombsen, og døde i
11800, de havde da kun en adoptivdatter. Handelsassistenten var Hans
Tollvsen og Daniel Strock. Den sidste blev i 1802 gift med Christiane
Ludovica Løjenfeldt Coucheron, og dermed svoger til præsten Paul Qvist i
Kirstrand.

Den 29. september 1802 kom
der en brig ind i havnen på Repvåg hjemmehørende i Montrose i Skotland og
ført af kaptajn Thomas Renny. Men 2. oktober blev det storm, så briggen
blev nødt

til at kappe ankertovet og sætte til havs. Ankeret med 100
alen tov blev bjerget af Røe med hjælp af 4 mand. Under optagningen blev en
russebåd (klinkbygget båd af planker sammensyet med trævler el. bast og tættet
med mos eller komøg) tilhørende Røe slået i stykker. De fire mænd fik hver 10
rdl. af Røe desuden brændevinsskænk 3 gange daglig og forskellige varer , men
ankeret blev solgt ved auktion for 111 rigsdaler.

Efter 1804 forlod Røe stedet og rejste til Trondheim.
Stedet blev købt og overtaget af justitsråd og borgmester Hans Knudtzon i samme
by, som fik bevilling på stedet 31 januar 1804 mod 4 rdl. i årlig afgift. Som
købmand på Knudzons vegne kom Carl J. W. Oxholm fra Trondheim. Han var gift med
Margrethe Ulich, og var kystværnsfører i 1804 Fra 1810 var afgiften på Repvåg
forhøjet til 10 rdl, på den tid den største afgift i Finmark. Under krigsårene
kom flere gange priser og kaprede skuder ind til Repvåg. (se kapitlet om krigen
i Finmarken)

Oxholm byggede en hel del på stedet. Allerede i 1805 fik
han anvist 26 tylvter tømmer af Alta skoven, og da Brandt flyttede fra Kjelvik
købte Oxholm hans ejendomme i Bevkop og brugte materialer herfra til en
etageejendom i Repvåg. Han opførte det store gamle pakhus som endnu i 1942 stod
på stedet, som allerede dengang havde en anseelig bebyggelse. Oxholm var her
endnu i 1822, men skulle have overdraget bestyrelsen til Christian Wilhelm
Ulich og Peter Kaasbøl Ulich, som vel var hans svogre. Disse to overtog stedet
efter Knudtzon og fik gæstgiverbevilling 16 november 1830, men allerede to år
efter blev det solgt for 1500 spd. til C Robertson han fik bevilling den 31
december 1833. C. W. Ulich var gift med Elisabeth Modin, og døde på Repvåg i
1836. Hans bror overtog i 1832 Kjelvik og blev senere lensmand på stedet.

Repvåg blev derefter bestyret af Mathis Bang indtil 1839,
og siden kom J. E. Greiner, som i 1854 købte Russemark og grundlagde in egen
forretning der. Siden var Jørgen O. Wiig fra Levanger handelsbestyre. Ved
folketællingen 1865 boede 23 personer i huset. Wiig var da gift med Karen
Grape, lensmandsdatter fra Karesuando i Sverige. Hun havde da været 15 år i
Norge. Hendes bror E. A. Grape var fra samme tid lensmand i Kirstrand og
Kjelvik.

Da Wiig i 1866 flyttede til Havøysund, blev Olaf Bull
flyttet fra Kjelvik til Repvåg som bestyre for Robertson. I denne stilling
fortsatte han indtil 1893, hvor han købte Repvåg for 28.000 kroner af
Robertsons arvinger. Den nye ejer var af de kendte Bull slægt i Alta. Han var
først gift med Olava Johanna Hindberg, lensmandsdatter fra Tranøy, og efter
hendes død i 1879, med Charlotte Simonsen. Datter af O. Simonsen, Måsøy. Hun
havde søskende og anden slægt over hele Finmark, og Repvåg blev et gæstfrit
sted med stadige besøg af kendte og ukendte. Især på Bulls fødselsdag 8. august
var der stort selskab med gæster fra Hammerfest og mange andre steder.
Videnskabsmænd som rejste i Finmark, var hyppige gæster her på stedet, således
professor Collett, som altid skulle se Bulls samling af udstoppede fugle og ud
blæste æg. Fandt han en sjældenhed fik han altid lov til at tage den med.

Stedet som regel et rigtig godt fiskeri og et stort besøg
af russerskuder om sommeren. Et år lå 100 nothold med 400 både med 1200 mand i
nærheden , og 32 russerskuder købte fisk på stedet. Der var 3 – 4 betjente i
sving på handelsstedets krambod. Bødker
var der fra 1874, og lever førtes fra en række andre steder for at brændes til
tran på Repvåg. Hovedbygningen på stedet blev ombygget i Greiners tid, og
senere blev der også anlagt en have med mur omkring. Det gamle trankogeri blev
erstattet med et større i 8174. Stedet havde ellers en mængde huse, det gamle
pakhus med svalegang, kontorbygning med tilbygninger, stabbur, rullebod og
brøndhus under et tag med sval foran, mange fiskerhuse i lange række på begge
sider af bugten, ny kajanlæg, ny lade med høloft og mange mindre huse. I 1894
brændte det ældre trankogeri og et ny blev opfør, snart efter også et
trandamperi. Den gamle hovedbygning brændte i 1902, og den nuværende blev
herefter opført. Da gamle Bull døde i 1910, blev “Lillegården” bygget til enken
og døtrene. Handelsstedet gik herefter over til sønnerne Fredrik og Olaf Bull.
F. Bu7ll var gift med telegrafistinde Johanna Christensen fra Skrova.

Bebyggelsen på Repvåg er velholdt og understreger stedets
præg af velstand og rummelige forhold. Her er et smukt og kultiveret hjem, hvor
gamle traditioner og arvegods holdes i hævd og ære. Blandt antikviteterne på
stedet kan nævnes et tin service fra 1733, benskrin i smuk russisk udførsel,
gamle malerier og sølvtøj. Stedet har også sin gamle madklokke med indskriften:
“Repvåg handel Charles Robertson ved I O Wiig 1860 ora et labora (= bed og
arbejd). På den anden side står værkstedet navn “Fabrikken ved Nidelven”. Det
kan tilføjes at stedet havde brændevinsret fra Robertsons dage, men at den
ophørte i 1890.

I nærheden af Repvåg ligger Lille og Store Tamsøy, som
også har en interessant historie. Især Store Tamsøy er kendt viden om som et af
Norges største æg og dun indsamlingssteder med rige multebær planter. Det
fortælles at allerede Christian IV efter sin rejse nordover i 1599 gav befaling
om at øerne skulle fredes, og dette blev gennemført 1652. Denne fredning har siden altid af alle
været respekteret. En forfatter skriver i 1683 om Store Tamsøy at her gror der
flere multebær end i det hele samlede Finmark, og Lilienskiolds taler
begejstret om rigdommene på Tamsøy. Schnitler nævner i 1744 at fuglearter som
måger, vildgæs, edderfugl, terne og teisten holder til på øerne. Øen er
rundagtig i sin form, og op til km lang
og 5 km. bred uden naturlig havn. Vegetationen er moseplanter, græs og småkrat
af pil udover det lave terræn.

Indtægterne fra øen var fra starten af tilhørende amtmanden i Finmarken, som
regel forpagtede øen væk. Fra 1850 årene blev øerne forpagtet af lensmand p. K:
Ulich (se Kjelvik). Ved folketællingen 1865 sad hans enke Margrethe Ulich med forpagtningen.
Hun var født i Skotland og havde da været i Norge i 45 år. Øen havde en
betydelig dyre besætning på 1 hest, 13 kreaturer, 20 får og 30 rener. To af
sønnerne boede på gården. Den ældste af dem Frederik Ulich overtog siden
forpagtningen, og i 1902 købte han øerne. Efter hans død blev den overtaget af
sønnen Sverre Ulich, som beholdt den til 1927, da fru Johanna Bull i Repvåg
købte hele herligheden.

Afkastningen varierede selvsagt fra år til år. Under
forpagtningen blev der fra starten af giver 2 tønner (1 tønne ca 139 liter)
multebær og 48 kg renset dun i afgift. I 1884 var den 1250 kroner og i 1897 kun
500 kroner for multebær, dun og græsning tilsammen. Nedgangen har især været
mærkbar for dunindsamlingen. Mens Lillienskiold taler om mange tønder årligt,
var afgiften 48 kg. renset dun, og nu kan man ikke samle så meget på en sæson.
Af urfugleæg samles stadig mange tusinder årlig, og af multebær kan der i gode
år blive op til 100 tønner ( 1 tønne ca. 139 liter) eller mere. Det er en
hærskare af plukkere, især unge, drenge og piger, som i høsttiden slippes løs
ud over de store vidder. I gamle dage blev multebærrene kogt til grød, men i de
senere år er man gået over til at sælge dem friske, under et registreret
varemærke som “Tamsømulter”. Øerne har hele 250 hektar markarealer og desuden
store græsningsarealer som nu udnyttes til fårehold.

Repvåg