Sidste afsnit af Kapløbet 3.

Sidste afsnit af Kapløbet 3

Agterude i solnedgangen lå Nova Dania. Skønt landet kun var
koloniseret af døde, som aldrig fik nogen afløsere, bevaredes det på en vis måde under deres herredømme i over hundrede år. Fregatten “Enhiørningen” gik hurtigt tabt, det vand som Munk ved afrejsen lukkede ind i den, har sikkert virket mod hensigten, bed at fryse til is den følgende vinter har det sprængt skibets skrog, og da sommeren atter kom tilbage, har tidevandet to gange i døgnet sat en donkraft under hver træstump og ført den bort med flodstrømmen. Synes af de mange kadaver holdt længe de
indfødte indianerstammere på afstand af det rige bytte, og da de endelig tog mod til sig og brød ind i tømrerens træhytte på højen, kom de til at antænde noget krudt, der var opmagasineret her, så hele hytte røg i luften. Endnu mange år senere gerådede de i voldsomme kampe indbyrdes for at komme i besiddelse af
de værdifulde jernsager. Nova Danias døde indbyggere forsvarede endnu deres territorium. Da franskmanden Nicolas Jeremie som en af de første hvide mænd efter Jens Munk kom til stedet omtrent hundrede år senere og hørte disse historier af indianerne, erfarede han også, at de indfødte kaldte floden Manoteousibi “De fremmedes Flod”. Selv døbte han den “Riviere Danoise”, Danskerfloden, et navn, det i lighed med navnet Nova Dania eller
Nova Dacia holdt sig på landkortet langt op i det 18. århundrede, da det blev afløst af “Riviere Monk” eller “Munk River”. Da den brave
James Knight i 1717 valgte at anbringe Hudson Bay Co. nye faktori på den selvsamme høj, hvor Munk begravede sine døde, førte han en dagbog, hvor han næsten på hver side omtaler sin forgænger. Den hærdede kaptajn er synlig forfærdet over sporene af den elendighed, der endnu århundrede efter katastrofen prægede landskabet: “Det er et stakkels og elendigt sted” skriver han onsdag, den 21. august, “Fort York er dårligt, men dette er ti gange værre, for her er hverken fisk, fugle eller bildt. Jeg tror, det med tiden vil blive godt for kompagniets interesser, men det vil aldrig blive godt
for de af dets betjente, der skal leve her. Vi er tvunget til at bygge på et sted, hvor vi ikke kan holde os varme, fordi der kun er læ på en sjettedel af kompasset. Dog kan jeg ikke finde et bedre sted. De  mange grave og ben efter folk, som ligger begravet her, viser, hvad det venter os, hvis vi ikke får skaffet os forsyninger, før vinteren sætter ind. For skønt de var danskere og meget hårdføre folk, ligger her næsten 130 af dem begravet her, og en stor del af deres grave ligger under vores bygning. Jeg beder Herren skåne og bevare
os.” Det gjorde Herren ikke. Hvad den fromme englænder så i Munkehavn var kun et billede på den skæbne, der ventede ham selv. To år senere, under et forsøg på at finde Nordvestpassagen, strandede captajn Knight få hundrede sømil længere mod nord på Marble Island, hvor han sammen med sit mandskab sultede ihjel.

Knights dagbog blev ikke offentliggjort, og efter hans grundlæggelse af  det engelske faktori gled de danske navne og beliggenheden af Munkehavn efterhånden i glemmebogen.
En by voksede op på den modsatte fjordbred og fik navnet Churchill, Danskefloden blev til Churchill River. Dog er der i vore dage uden for denne by, på den østlige odde, hvor Munk aldrig var i land og mere end 10 km fra vinterhavnen, opstillet en  stenvarde med en kobberplade til minde om den danske kaptajn. Indskriften er gennemhullet og delvis ulæselig. Nogle soldater fra den nærliggende militærbase har fordrevet tiden med lidt kapskydning og anvendt kobberpladen som skydeskive.

Det skulle imidlertid vise sig at kaptajn Munk endnu så mange år efter var i stand til at give igen med en noget større kaliber. I sommeren 1964 kunne den danske Minde-Ekspedition som nævnt lokalisere den høj, hvor han begravede de døde, og den ankerplads på fjordbunden, hvor “Enhiørningen” gik til grunde. Munkehavn var fundet igen. Under udgravningerne i land fremdroges et stort antal fragmenter af kridtpiber, glas, flaske, klæder og våben, der dog for hovedpartens vedkommende var vanskelige at datere med nøjagtighed. Men fundene på ankerpladsen var entydige. Her lå
foruden den omtalte jernbarre fem af “Enhiørningens” fortøjningssten og to 12-pundige danske kanonkugler fra Christian den Fjerdes tid. Det var Jens Munks sidste salut. Fundene blev nedpakket i trækasser, tilbage stod kun at få godset sejlet hjem ud af labyrinten og hjem til Danmark, en rejse, der ikke kom
til at forløbe uden forsinkelse. Heller ikke den hvide Minotauros var helt forstummet endnu.

Men alt dette tilhørte endnu en fjern fremtid den juliaften, da Jens Munk stod ud i Hudson Bay. Hvad hed de to andre, han havde med sig? Hans bemandingsliste er gået tabt, og vi er henvist til at rekonstruere dem ved hjælp af navnene på de søfolk, der døde i Munkehavn, og som for flertallets vedkommende nævnes i dagbogen. Af samme grund står vi uden oplysninger, når det
drejer sig om de overlevende, og Jens Munks ledsagere på “Lamprenen” har hidtil været kendte. Dog skulle det være muligt at identificere i hvert fald den ene af dem. I sin skildring af hvervningsscenen på Bremerholmen omtaler Jon Olafsson en konstabel ved navn Niels Skoster som en af deltagerne i Munks ekspedition. Da dette navn ikke optræder på listen over døde, må det antages, at Niels Skoster var med på “Lamprenen”, da skibet forlod Munkehavn. “En herlig mand”, kalder Olafsson ham, og sikkert er det, at det må have været en herligmand, som havde en tredjepart i den historie, der følger.

Allerede dagen efter afrejsen mødte de isen. Munk gik over
stag og søgte at krydse sig fri, men vejret var som så ofte i isens nærhed meget tåget, så det varede ikke længe, før de sad uhjælpelig fast. “Enhiørningen” slæbejolle måtte opgives og sejlene bjærges. Tabet af jollen var alvorligt: de var fra nu af afskåret fra at komme i land, hvad enten det skete i en nødsituation eller for at skaffe sig frisk proviant og ferskvand. Det ene døgn forløb efter det andet, uden at der indtraf nogen forandring med isen. Den 20. så de en isbjørn tæt ved stævnen, skibshunden satte efter den, men forvildede sig i tågen og kunne ikke finde tilbage. “Ito dage derefter kunde vi endnu høre hannem skrige”, siger Munk. De 22. blev det stormvejr, “Skibet drev bitterlig hardt, og hver Gang det tørnede imod Isen, var det ligesom det havde tørnet mod en Klippe. Samme tid stødte Isen min Ror i Stykker og saafremt jeg ikke havde faaet kastet et Anker på et stort Stykke Is at vende Skibet med, havde baade det og vi samme Dag blevne forlorne”. Først fire døgn senere havde stormen splittet ismasserne så meget, at Munk kunne komme fri og søge østpå langs kysten i håb om at finde
en passage her. Men der skete det samme som i sin tid ved Kildin, den isfri bræmme blev smallere og smallere, håndloddet viste lavere og lavere vanddybder, og den 29. måtte han vende om for ikke at løbe på gtund. Næste dag sad han fast
igen. Tågen var så tæt, at han fra sin plads ved roret ikke kunne se skibets bovspryd. Atter blev det en storm, der redede dem. Den kom den 1. august, og snart blæste den så meget, at de måtte have fokken ind og lade sig drive for rebet storsejl. Denne gang søgte Munk nordpå langs den vestlige kyst. Farvandet er på dette sted meget grundt i stor afstand fra Land, mens “Lamprenen” stod nordpå langs iskanten viste håndloddet på ny faretruende
lave dybder, men denne gang fortsatte Munk uanfægtet af risikoen for en stranding. Ville han undgå, at isen tvang ham ind ed rygge mod muren, måtte han sætte alt på et bræt. “Den 5. Augusti trængte Isen mig om Natten så hardt, at jeg maatte ind paa 12 favne, førend jeg kunde komme den Huk Is forbi.”

Det gik godt. Næste morgen havde de rundet den milevide
isbarriere, der størstedelen af sommeren blokerer den sydlige del af Hudson Bay. Jens Munk havde nu 45 favne under kølen og åbent vand langs hele horisonten forude. Han satte kursen østnordøst, vinden var vestlig, det første døgn tilbagelagde de 40 mil, det følgende 28, den 11. august så de sydspidsen af Goats Island. Munk kaldte det Kolde Huk, og observerede dets position til 62˚
30ʹ nord med en fejlmargen på kun 10ʹ. Fra Goats Island fortsatte han østnordøst for et let kuling, og kun to døgn senere så de nordspidsen af Mansfield Island. Da farvandet her på ny var spærret af is, gik Munk for fokken alene syd om øen og holdt sig langs kysten, hvor isen var tyndest. På den modsatte side af øen kom de atter ud i åbent vand, og samme eftermiddag så de
Digges Island. Også her tvang isen dem syd om og op i det smalle farvand mellem øerne og fastlandet. Den sidste uge havde bragt frosten tilbage, søen var dækket af ny is, men ved hjælp af isankre og stager fik de skibet igennem, og den 16. august, siger Jens Munk “forfaldt jeg ind i Fretum Christian eller Hudson strædet.”

Det lyder ligetil. Ethvert spor af den usikkerhed, der prægede sejladsen på udturen, da William Gordon stod for bestikket, var
forsvundet, en gammel rotte i navigationens kunst havde overtaget roret, med kun to mand til sin rådighed, med defekt ror og ustandselig tvunget ud af kurs af isen havde han ført “Lamprenen” over det ikendte farvand og fundet det stræde, der var vejen ud af labyrinten. Alle beregninger over kurser, kompasvisninger, afdrift og tilbagelagte distancer havde været pinlig korrekte, han havde fået kending af de rigtige øer på de rigtige positioner i den rigtige
rækkefølge, og nu kunde han falde af for vinden og dreje ind i Hudson strædet som en fodgænger der runder et gadehjørne.

Det var i virkelighed på høje tid. Der var efterhånden gået en måned siden afsejling fra Munkehavn, vinteren stod atter for døren.

“Der kom Sne, og Graagæssene begyndte stift igen at flyve sønder paa”, står der i logbogen. Til alt held fik de vinden agtenfortværs, og turen gennem Hudson Strædet, der året før havde forvoldt dem
månedlange forsinkelser, varede kun to døgn. Den 18. august om aftenen havde de Munkenæs om bagbord og gik sydøst over mod Kap Farvel, den 19. fik de “stræk Vind af en vestlig Haand” og tilbagelagde 40 mil, det næste døgn nåede de 30 mil frem, så 20, så 36, så 27. Som på udturen var farvandet fyldt med isbjerge, det blæste kraftigt, og det uophørlige arbejde ved pumpen bevirkede, at den begyndte at lække. På den tids skibe bestod pumperøret kun af en udhulet træstamme, der var vanskelig at reparere, når den først var revnet. Munk fik lagt en surring omkring den, så den blev nogenlunde tæt, og sådan nåede de den 24. august om aftenen frem til en position syd Kap Farvel. Men netop på dette tidspunkt, da de skulle forlade Nordvest passagen og løbe ud i
Atlanterhavet, var det som om den hvide Minotauros strakte en arm ud efter dem og holdt dem tilbage. Blæsten flovede af, og snart blev det komplet vindstille.

Mens storsejlet baskede fra side til side fik de tre mænd nogle dages hvil. Deres tilstand havde længe været dårlig efter en måned i søen med saltmad og stivfrossen klæder var skørbugen vendt tilbage, deres tandkød og fingerspidser havde igen givet sig til at bløde, de fik sjældent søvn, aldrig varm mad, og i deres udmattede tilstand føltes det efterhånden uoverkommeligt at blive ved med at passe skøder og sejl. Nu lå de på dækket af

“Lamprenen” og slikkede deres sår, efter det tørre arktiske klima i
Nordvestpassagen føltes Atlanterhavet fugtige luft som en uventet mindelse om hjemmet, havet lå så fredeligt i det slørede solskin, der var ikke en krusning på vandet, den glatte dønning bevægende sig op og ned som en bølgen af grå silke, mod nord skimtedes Kap Farvel som en forreven ruin for enden af en øde slette. Alting var stille, og den ensformige stemning bredte sig til notaterne
i kaptajnens logbog: Den 25. augusti blev det helt stille. Det var de tre døgn, der efter traditionen skulle til. Næste morgen kom orkanen.

Niels Simonsen

NielsSimonsen