• Aleneste Gud i Himmerige 1
• Aleneste Gud i Himmerige 2
• Aleneste Gud i Himmerige 3
• Aleneste Gud i Himmerige 4
• 1 jan – 4 juni 1620
• Munkhavn 1
• Munkhavn 2
• Sidste afsnit af Kapløbet 1
• Sidste afsnit af kapløbet 2
• Sidste afsnit af Kapløbet 3
• Sidste afsnit af Kapløbet 4
• Kaptajnen og Kongen 1
• Kaptajnen og Kongen 2
• Kaptajnen og Kongen 3
• Kaptajnen og Kongen 4

Jens Munks logbog er af gode grunde kortfattet herfra. Det begyndte med, at det stille vejr den 29. august afløstes af en frisk nordvestenvind, så de kunne sætte kursen øst til nord. Men efter få timers sejlads gik vinden i nord og voksede til en sådan styrke, at de måtte have sejlene ind. Samtidig sprang pumpen læk igen, i to døgn arbejde mændene i vand til livet for at holde skibet flydende. Den 31. prøvede de at sætte et stormsejl, men måtte bed igen, orkanen vedblev at tage til, nu kunne mændene ikke mere holde sig oprejst på dækket og surrede sig fast for ikke at blive skyllet over bord. Alt dæksgods blev slået løs, de fastspændte kunne se deres kister og tæpper komme flydende på søerne omkring dem, en kavaj bølgede vær over havet med udbredte arme som en druknet sømand. Orkanen varede i 7 dage og 6 nætter, først den 4. september om aftenen begyndte vinden at lægge sig, efter at regnen havde pisket ned hele dagen. Men nu var de tre for udmattede til at genoptage sejladsen. “Formedelst vi ved Pumpen vare udtrællede, dreve vi den hele Nat foruden Sejl, paa det vi kunne faa nogen Hvile”, skriver Munk kort i Logbogen.

Stormen var redet af. Da kaptajnen ved daggry med stive lemmer kravlede op på dækket, strakte havet sig roligt i den skarpe morgenluft, ethvert spor af uvejret var slettet, skummet på vandoverfladen forsvandt som sne, der smelter i solen, ude over horisonten antog himlen de svage nuancer af lyserødt og gult, man finder på indersiden af en muslingeskal, universet åbnede sig, og snart toppede bølgerne imod den opgående sol. Havet glemmer hurtigt men, “Lamprenen” huskede det hele, den så ikke godt ud, tovværket sjaskede frem ig tilbage i den forpjuskede rig, skalfilede ræer og lasede støttesejl, skanseklædningen trykket ind og begge ankre forsvundet med jernkæder og det hele, det var en jammer at se. Og dog havde kaptajnen aldrig omfattet sit skib med større hengivenhed. Det spulede dæk svajede sagt i dønningen, blinkende som et blottet knivsblad, der vendes i solen, en gylden linje løb op ad den våde mast, og under bommen havde saltvandet samlet sig i
tykke dråber, der lignede den klare morgendug. Hvorhen hans øjne end faldt på skibet, blinkede det anerkendende til ham, den eneste form for ros han kunne tænke sig at modtage, og det var et øjeblik, som om det ikke var tre, men fire levende væsener, han havde reddet gennem orkanen.

Solhøjden ved middagstid viste, at stormen havde forslået dem til 58˚59ʹ nordlig brede, men nu gik det rask østover for en stabil vestlig kuling. Time efter time. Dag efter dag. Med rebet storsejl og fok jog “Lamprenen” af sted med de jævntløbende søer, som ikke tog luften fra sejlene i bølgedalene. De højtidelige, dundrende langbølger, indhentede dem langsomt agterfra, brusende forbi med skummet sydende i dækshøjde og fortabte sig brølende forude, det lille skib nåede lige at dyppe bovsprydet i deres fråde, så gled det ned i den glatte, flaskegrønne dalning mellem dem, hvor horisonten var skjult, indtil skibet atter hævedes af den næste bølge. Agterude ludede den lille grå mand over rorpinden, døv for alle henvendelser, uflyttelig, en nagelfast del af dæksinventaret. Den venlige bakluft fra storsejlet strøg ned over det trætte ansigt, hans øjne var svulne og lidende, han havde efterhånden våget så længe, at det kneb for ham at lukke dem. Gennemblødt til skindet stor han og knugede rorpinden, skibet lå i hans hånd, som han selv lå i den Almægtiges, og han vidste med sig selv, at ingen af parterne i dette øjeblik kunne klare sig med en ringere kaptajn. Den 8. september havde han observeret 60˚19ʹ nordlig bredde, det betød at de ikke var langt fra det faste lavtryksområde syd for Island, de måtte atter forberede sig på det værste.

Da stormen indhentede dem tre dage senere, kom den alligevel
så pludseligt, at de ikke nåede at få sejlene ned. Fokken flængede, “saa vi tre Mennesker havde nok at gøre, førend vi finge den bjerget,og da var Skibet halv fuld af Vand”. Trods denne advarsel måtte Munk fortsætte den afsindige sejlads, de to andre havde ikke kræfter til overs til at bjærge storsejlet, og desuden måtte de ustandselig afløse hinanden ved pumpen. Alle tænkte de, det skulle blive deres sidste nat. Bag de forrevne skyer så de månen komme jagende baglæns hen over himlen, lige imod stormen og samtidig halsene “Lamprenen” af sted i den modsatte retning med fråde om munden som et dyr, der render fra sin smerte. Nu fulgte ødelæggelserne salg i slag. Først sprængtes mærseskødet, så råsejlet under en øredøvende larm blafrede i laser. Derefter gik stængetovet. Det var dødsdommen. Næsten samtidig sejlede de masten over bord.

“Det var et helt forlegent Værk for os tre” skrive Munk stilfærdigt i logbogen. “Lamprenen” lignede et væltet hølæs med det indfiltrede tovværk og de brækkede rundholter, de sønderflængede sejl smældede i stormen som riffelskud. Sanseløse kravlede mændene op i  den af riggen, der var blevet stående, og trådte ligeglade ud på den gyngende rå for at kappe møget over bord. Brølet fra søerne under dem lød dom en utydelig susen fra en anden verden, nej, der var ingen grund til forsigtighed, var den verden, når den kom til stykket, ikke langt blidere end den, de klamrede sig til nu?

Men kaptajnen blev ved at drive på, og da solen stod op,
havde de fået rigget et nødsejl, så skibet nogenlunde kunne manøvreres. Da var det, som om deres møje skulle belønnes, “Vi bleve et Skib va´r, hvilket vi omsider nåede saa nær, at vi komme Folkene i Tale, og begærede jeg af dennem Undsætning, og girede jeg dennem to Gange op langs Siden, men formedelst det stormede saa haardt, kunde de intet hjælpe mig”. Det fremmede skib forsvandt hastigt i regntykningen, og de tre mænd på “Lamprenen” satte udslukte kursen mod øst igen. Det var den 13. september, efter Munks beregninger skulle de være på højde med Shetlandsøerne. I snart to måneder havde de ikke sat foden på
land, og nu var de kun nogle få hundrede sømil fra den norske kyst. Skulle de virkelig være kommet så langt til ingen nytte? “Lamprenen” drev af for vejret med nedsat hastighed. Time efter time. Dag efter dag. Det samme omkvæd ved alle vagtskifter. Kurs mod øst. Kurs mod øst. Jens Munk var aldrig nået frem til Kina, og dog var det, som om han stadig blev ved at forfølge den flygtende
solopgang. Den 15. september havde de det yderste skær at Orkneyøerne i syd, det gik langsomt fremad, en den 18. indhentede stormen dem for tredje gang. Med de stumper sejl, der var tilbage, lykkedes det Munk at holde skuden i vinden, i to døgn lå de underdrejet og skiftedes til at pumpe, først den tredje dag kunne
de falde af og fortsætte. Kurs mod solopgangen. Det var den 20. september. Hidtil havde Jens Munk holdt sig til kortfattet notater i logbogen, der var ingen grund til at dramatisere. Det gjorde han heller ikke den 20. september. Den dag indtraf den største begivenhed på hele sejladsen, men den fik de færreste ord i dagbogen. Der sår kun en halv linje. “Den 20. Septembris saa vi Norge”.

Saa styrede de tavse ind mod landet. Og kikker på det. Og elsker
det. Som det stiger frem. Det er øen Alden, der ligger lidt nord for
Sognefjorden. Munk kender farvandet fra sine Nordkap sejladser, den 21. går han syd om øen, sætter skibet gennem brændingen og komme indenskærs i Dalsfjorden. Men de er ikke reddet endnu, selv herinde skår dønningen med en frygtelig kraft mod klipperne, og de har kun et halvt anker tilbage og ingen jolle. Hele dagen
krydser Munk frem og tilbage i fjordmundingen uden af finde et sted, hvor han kan få en line i land. Stormen vedvarer, og nu begynder solen at gå ned, om lidt er det mørkt. Hvis de fortsætter natten igennem på denne måde, er de fortabt. Munk løber ind i en bugt, hiver sejlene ned og lader det halve anker falde. det kan ikke holde skibet, men de har ingen anden udvej. Lidt efter ser de en bonde, der kommer sejlende i skumringen i en robåd. Jens Munk prajer ham fra “Lamprenen”, men da manden vender sig og opdager de fremmede, gribes han af rædsel og begynder at ro væk. Så er det nu eller aldrig. Munk springer ned under dækket, hente en musket og en pose tørt krudt og får ild på lunten. Skræmmeskuddet farer lige hen over bondens hoved. Det hjælper.
Nordmanden vender tilbage, sejler deres liner i land, og snart ligger
“Lamprenen” forsvarligt fortøjet mellem klipperne. De tre mænd
kravler ned i robåden og sætter sig på toften, deres ansigter er jordslåede af træthed, de mørke ringe under øjnene breder sig til deres ører, de er
langhårede og tandløse, har store kager af salt i det vildvoksende skæg, og da de griber om bådens ræling, opdager bonden med gru deres flossede, spedalske fingre. Ikke mærkeligt om en ærlig mand til en begyndelse  blev lidt forskrækket. De ligner dyr. Ingen af dem mæler et ord, men nu ser han, at tårerne render ned over deres kinder. De store vilddyr sidder lydløst og græder. Bonden trækker forlegen årerne ind. Kølen skraber mod sandet. rejsen er endt. For første gang i 67 døgn sætter de tre mænd foden på den faste jord. “Der jeg nu havde Skibet udi god Behold og var udi kristen Land igen kommen, da græder vi arme Mennesker af stor Glæde
og takkede Gud, fordi han os naadeligen den Lykke havde beskæret”, skriver Jens Munk.

Nu udvikler begivenhederne sig med en uventet hast. Næste morgen sejler Munk alene med bonden ind til den kongelige foged i distriktet, der hedder Sunnfjord, og får ham ril at sende mandskab og “fersk Fetalje” ned til de to andre. Da det er ordnet, fortsætter han over land ind til Bergen, som han når den 25. september. Straks ved ankomsten opsøger han en læge, beder ham tilberede “Drik og Medicin” og lader det “skikke til de ti mine folk” med en skipper, der får besked på at føre “Lamprenen” ind til Bergen. Få dage senere ligger skibet for anker i byens havn, og de to andre overlevende går i land. De er stadig som vilddyr, de har endnu ikke vænnet sig til civiliserede forhold. Den ene af dem geråder i et slagsmål på en ølknejpe. såre en mand med et knivstik og flygter. Ifølge loven hæfter kaptajnen i en sådan situation for sit mandskab, og næste
dag går Jens Munk op til lensmanden på Bergenhus.

Lensmanden på Bergenhus er den velbyrdige Knud Gyldenstjerne. De to mænd kender i forvejen hinanden særdeles vel. Knud
Gyldenstjerne er en af de fornemme adelsmænd, som for seks år siden var med på rejsen til Arkhangelsk, der endte med, at Jens Munk indstillede sin virksomhed som fourer. I sin nuværende forfatning skænker Munk ikke de gamle begivenheder en tanke, han står over for den mægtige lensmand, et vrag af skørbug med
rindende øjne og rystende hænder, endnu ikke kommet sig selv efter 67 døgns mareridt. Han fatter ikke et ord af situationen, han vil bare have en ordning i stand vedrørende sin sømand, så han kan komme hjem og lægge sig igen. Men Knud Gyldenstjerne har intet glemt. Knud Gyldenstjerne husker fortræffeligt den
lille fourer, der engang bildte sig ind at han skulle være adelig ligesom sin far. Knud Gyldenstjerne har også hørt om hans latterlige forsøg på at nå østen før Ove Giedde. Altid skulle denne horeunge mase sig frem, altid skulle han prøve at gøre sig gældende mellem ordentlige mennesker. Og hvad var der kommet ud af det? En af kongens bedste fregatter havde han sat over styr, hovedparten
af sit mandskab havde han mistet, men selv havde han naturligvis reddet sammen med to andre slyngler, hvoraf den ene allerede stod anklaget for mordforsøg. Det er langt mere end adelsmanden behøver for at mætte sit gamle had. Situationen er oplagt, nu skal den lille kaptajn få at se, at det ikke længere er Erik Munk, men Knud Gyldenstjerne, der er kongelig lensmand i Norge. Han
giver en kort ordre til en af de tilstedeværende så vender han sig køligt mod Munk og bliver embedsmand, han beklager meget, men han kan intet stille op, lov og ret må herske i riger, majestætens ord må ske fyldest, formaliteterne kræver….

Jens Munk opgiver udmattet at følge med i al denne jura, det
er år og dage siden, han har hørt så mange ord på en gang, og da soldaterne kommer ind, står han stadig halvblind og begriber ikke et muk. Så rammer faderens skæbne ham som et lyn, For dette er sandhed. Dette er virkelighed. Kilderne efterlader ingen tvivl. Knap en uge efter sin hjemkomst er Jens Munk sat i fængsel på Bergenhus.