• Aleneste Gud i Himmerige 1
• Aleneste Gud i Himmerige 2
• Aleneste Gud i Himmerige 3
• Aleneste Gud i Himmerige 4
• 1 jan – 4 juni 1620
• Munkhavn 1
• Munkhavn 2
• Sidste afsnit af Kapløbet 1
• Sidste afsnit af kapløbet 2
• Sidste afsnit af Kapløbet 3
• Sidste afsnit af Kapløbet 4
• Kaptajnen og Kongen 1
• Kaptajnen og Kongen 2
• Kaptajnen og Kongen 3
• Kaptajnen og Kongen 4

Det store kapløb var slut. Adelsmanden havde vundet. Dagen
efter, Jens Munk skrev sit testamente ved Hudson Bay, kunne Ove Giedde løbe ind i bugten ved Trinqvenamale på Ceylon. Samtidig sad Christian den Fjerde hjemme i Sønderjylland og doblede om landets fremtid med Anstruther. Den 4. juni 1620 var en skæbnens pinsemorgen, drømmerne kunne ikke komme længere, nu tog
virkeligheden ordet.

Skønt det samlede rigsråd i marts havde afvist kongens krigsplaner, følte han sig stærk nok til at forberede en intervention i Tyskland, og på samme måde var han overbevist om, at hans verdensomspændende koloniseringstogter var lykkedes. Han havde læst Ove Gieddes indberetning om det heldigt gennemførte slag mod sørøverne ved Kap Verde, og af de breve, som de engelske skibe havde bragt til København, kunne han slutte, at eskadren for længst havde rundet Kap Det Gode Haab. Det var kun et spørgsmål om tid, før admiralen nåede frem til Ceylon og kunne tage monopol på de bjerge af krydderier, perler og elfenben som de gode Boschouwer havde fortalt om.

At også kaptajn Munk var nået frem, havde fundet og gennemsejlet Anianstrædet og nu med fulde sejl styrede mod Kina, stod i disse
måneder for kongen som en given sag. I modsat fald, mente han, ville “Enhiørningen” og “Lamprenen” for længst havde været tilbage i København. Efterhånden som foråret gik, og Munk stadig ikke viste
sig, blev formodningen om hans store opdagelse en officiel kendsgerning og den 29. april, dagen efter at kongen havde Robert Anstruther til bords, skrev den professionelle nyheds-korrespondent John Chamberlain til Sir Dudley Carleton i
Haag: “There is speach here, that the King of Denmark hath discouered the North-West Passage by the meane of an English pilote”.

Det siges, at den danske konge har opdaget Nordvestpassagen
med hjælp fra en engelsk styrmand. Det siges, at den danske konge har sluttet venskabspagt med kejseren på Ceylon. Det siges, at den danske konge vil knuse den katolske kejser i Tyskland. Det siges så længe, at man ender med at tro der, og man tror det så længe at man ender med at vide det, og kongen selv er den, der siger, tror og ved før nogen anden. Christian den Fjerde er nordens største konge, og denne pinsemorgen tilsmiler lykken ham også fra østen, vesten og syden. Han kan roligt give sognepræsten en rosenobel, hav Vorherre ikke allerede lovet ham den runde jord?

Nej, drømmeren kunne ikke komme længere. Han troede kun på
fremtiden, men fremtiden troede ikke på ham. Han havde ladet sig tage ved næsen af Anstruther, og vejen mod syd endte i nedsablingen ved Lutter am Barenberge. Han havde ladet sig tage ved næsen af Boschouwer, vejene mod østen og vesten endte også i blod. Snart kommer Gustav Adolf marcherende fra Nord og stikker
drømmerens ene øje ud. Kunne han ikke se virkeligheden med det ene øje, skulle han nu få den at føle med det andet. Blod i alle verdenshjørner. Blod på hans eget lommetørklæde.

Bedst gik det Ove Giedde. Han havde haft uhyre tab, men han
havde fået sine skibe til Ceylon. Selv de to, der deserterede undervejs, “Kiøbenhavn”, som Erik Grubbe sejlede til Sokotra, og
“David”, som forsvandt under Madagaskar, lå nu og vippede i bugten ved Trinqvenamale, og som kronen på heldet kom budskabet om Boschouwers død. Med det skulle vise sig at gesandtens fremstilling af forholdene på øen var uden forbindelse med virkeligheden. Kejseren havde for længst sluttet frem med
portugiserne, der indtog en sådan magtstilling, at Ove Giedde ikke havde skyggen af en mulighed for at gøre sig gældende. Kejseren stemplede Boschouwers “fuldmagt” som et falsum og nægtede at anerkende den “venskabspagt”, svindleren havde underskrevet i hans navn. Til sidst måtte Ove Giedde give op og søge ind til fastlandet, hvor en anden hollænder, Crappe, havde fundet et lille fyrstendømme på Koromandelkysten, som gerne ville drive handel med Danmark. Her lykkedes det at få en overenskomst i stand med den lokale fyrste, som gav danskerne lov til at opføre en fæstning på stedet. Det var i sidste øjeblik. Ove Giedde og Crappe var allerede dødsfjender, den første havde fuldstændigt mistet kontrollen over sit mandskab, folk deserterede daglig, der udbrød gentagne mytterier, kostbare ladninger og et helt skib gik tabt. Det ostindiske kompagni havde fået fodfæstet i Indien, men der skulle gå næsten hundrede år, før handelen derned kunne svare sig. Uanset hvor store summer kongen pumpede i foretagendet evnede man ikke at tage konkurrencen op med hollænderne, de varer, som kompagniet sejlede hjem, kunne enhver tid fås billigere i Hamborg, efter femten års forløb gik selskabet bankerot, korruption og svindel, regnskaberne i uorden, alt i forvirring.

Den danske koloni, som Ove Giedde havde grundlagt, var da
heller ikke noget kejserrige, og der fandtes ingen bjerge af krydderier, perler og elfenben. Den bestod i virkeligheden kun i en lille snavset fiskerflække, og da den lå ved en kraftig brænding, havde inderne givet den navnet “Bølgestedet”. På tamulsk hedder bølgested Taragambadi, men det var for svært at udtale hjemme i København. Der sagde man bare Trankebar.

Kom der kun et fattigt resultat ud af Ove Gieddes årelange
anstrengelser, var hans skuffelser dog for intet at regne i sammenligning med det billede, der møder os, hvis man en sidste gang vender blikket fra troperne til Munkehavn ved Hudson Bay.