Skt. Petri Kirke Korsfløjen København

Sankt Petri Kirke var i middelalderen viet til Sankt
Peter og nævnes første gang i 1304, men er formodentlig grundlagt i
1200-tallet. Den første kirke brændte i 1380, men blev kort efter genopført. De
ældste dele af den nuværende kirkebygning er fra midten af 1400-tallet.
Langhuset med tresidet afslutning indeholder dele af denne kirke, mens tårnets
nederste afsnit er fra ca. 1500. Efter reformationen blev sognet nedlagt og
bygningen benyttet som kanon- og klokkestøberi.

Sankt Petri blev derpå istandsat ved bygmesteren Hans
van Steenwinckel den ældre, der fuldførte det påbegyndte tårn med en overetage
med blændingsgavle, der imidlertid blev erstattet med et spir i 1600-tallet.

I løbet af samme århundrede blev kirken udvidet i to
omgange. Christian IV skabte med tilføjelsen af et nordre sideskib (hvor
orgelet er placeret i dag) i 1631 og et søndre sideskib (hvor hovedindgangen er
i dag) i 1634 den korskirke, som igen i dag danner rammen om gudstjenesten. Kun
60 år senere var denne bygning for lille til menigheden, og under Christian V
blev endnu et nordre sideskib bygget til.

Under Københavns brand 1728 brændte kirken, hvorved
interiøret gik til grunde, men kirkens mure stod tilbage, og bygmester J.C.
Krieger kunne derfor genopføre gudshuset. 1731 opsattes en rigt udhugget
barokportal af billedhuggeren Diderik Gercken omkring hovedindgangen i søndre
korsarm. Samme år blev kirken genindviet. Tårnet fik et lavt lanternespir, som
i 1756-57 blev erstattet med det nuværende rokokospir tegnet af tømrermester
Boye Junge. Spiret overlevede Københavns bombardement 1807, som kirken slap
nådigt fra. Istandsættelsen af Sankt Petri efter angrebet blev påbegyndt i 1815
under ledelse af J.A. Meyer og blev afsluttet året
efter.