CAP. 3.
Som Landet saa langt oc vidt udi Norden a) er situerit, saa
er dismindre offver Lufftens oc Climatens foranderlighet oc
strænghed til sin tid oc maade at undris. Subtilige naturers
egenskab accorderer deris qvalitet ey meget, der landsens ind-
fødde-slegt oc art lufftens graviteter uden vanskelighed dis
bedre supporterer. Snee, Jis oc Kulde er paa disse stæder b)
Vinter, Waar, som Høst vanskelig nock, dog om vinteren offtere
aff begierlighed til folckes sundhed oc føde at conciliere, end
den milde och vaadagtige Taage-Luft, som sielden uden svaghed
affgaar, oc derhos giffver saa utryg een leilighed effter føden
baade til siøs som paa landet at efftersøge.
Klar luft giffver vinteren heldst; hvem som da med gode
fieldklæder uden huus, oc med brændeveed eller torff inden
dørre er forvaret, haffver ingen nød. Strænge vinde c) lader
sig saa vell ved disse pladzer som andenstæds fornemme. Dog
maa landet e j beskriffvis, saasom at kulden endelig maatte
være dets stadige proprium d), Ej heller Wind oc snee at vere
stædets ieffnlige plaisir, den falder deels aar seent nock, ja
hastig igien affgaar til mangens hielp imod vaaren; Ja neppe
falder nogen saison saa stræng, at io marck oc skoff snart
grønnis, saa Jorden e)… med deilige blomster ved S Johanni
tiider beklædis; lad være at sneen end seent bortgaar. Solens
heede giffver om sommeren derimod ej ringe krafft u d j jordens
fremvext, at end dels Madurter til fornødenhed for den lieb-
haffvende kand her døgtig som andenstæds u d j gode aaringer
fortbringis. Da taaler mand nock at blotte sig uden klæder,
oc naar heeden saa stærch indfalder, da høris store Tordenschral
oc bulder u d j lufften at bevægis, som offtest e j uden skade
affgaar. Oc endelig huad skader bondens fiskerij meere, end
som saadan Heede med anden Waadagtig Luft, t h j som Mache-
tidens egenskab vircker fisken suur, machedt oc beløben, som
vinterkulden, (helst for Østen,) den frosne oc foose; saa volder
schaaddeluften, (som mæst om sommeren som vaardagens tid
indfalder), at fisken mister sin gode farffve, oc deroffuer dis
mindre stimeris.
At erindre noget u d j særdelished, huorledis at tilstanden
Østen Kinner-odden er befunden, da haffvis ved den sydlige,
som Land-Wind, mæst got veyrligt. West, Norden oc Nordvest
giffver gierne om vinteren oc vaaren haart veyr. Mens Østen
oc Nordosten er de skarpeste haffvinde, som offteste foraarsager
uveyr m e d snee oc fog.
Om vaaren holder de Østlige vinde somme tid længe ud til
deels øgis med een schaadagtig-lufft, som tit ej videre end til
Kinnen avancerer, dog paa hin side med klart vejr sig anviser,
t h j West-Finmarchens-lufft synes offte aff sær foranderlighed,
imod den som Østen landet omsvæffver, huad aarsag end hver
custis paaløbende haffvande der u d j kand contribuere. Nock
a t forandringen fra Nordkinnen aff spørgis.
Om sommeren ventis Hafgule-vind f) østen Kinnen, fra
samme cant; vesten Kinnen følgis effter sørlandske maade.
Sydosten regierer tit e j aff mindre strænghed, haffvendis sin
stræckning til deels fra RysseCostens dybe fiorde oc vand.
Mens h u a d ! stærcke strømrøste ere offte for den søfarende
meere at befrøgte, end som stormen u d j sig selff ; thi for denne
kand seylet magis, mens for den andens farlige topsiøer oc
bølger, maa mangen baad forraskis, altskiønt at veyerliget falder
spag oc regierligt nocksom.
Wed Vinterens-tid, at solen under horizonten mistis, falder
hælst aff de dybe fiorde een tyck frostrøg, som dereffter sig
vidt offven vandet udbreeder; Da gielder det for fiskeren at
være haardfør udj kulde. Solens glands mistis almindelig sin
tid g) u d j Finmarchen, som derimod offverliuser ald horizonten
[96
vis tid om sommeren, dog ved diversitet effter stædernis situa-
tion oc danlighed u d j tilkomsten som affgang. Da stoolis paa
Maanens-Lius som dereffter dis bedre fremskinner, oc ved sin
tid ej heller nogen nedgang elsker.
Udj Wazø haffver ieg fornommet solens undergang ved Medio
Novembr. sig ræt at tildrage som dereffter fra aasiunen borte-
bliffver oc forskiulis intill d : 8 Ianuarÿ, eller dagen fast effter
Hellig 3 Kongers fæst, da soløyet offver horizonten erkiendis,
effter veyerligets medfør, u d j stæden at den u d j Wardø ved
Nytaarsdag sig aff haffvet reiser. Fra dag til dag avancerer den
siden udj sit stærcke løb oc fremgang, at mand end ved Vor
Frue-Tider in Martio ingen afdag meere u d j landet maa for-
nemme. Om Kaarsmisse seeis solens glands oc gang offver
biergene oc haffstranden at fremskride ved nat som dag, saa at
derved liden forskiell er at giøre, uden at solens heede oc glands
ved høyeste nat noget maatte mindris oc u d j farffven som dis
meere rødskinnig at parere, dog sligt maa nøye effterseeis;
Oc bliffver dens gang saaledis offven horizonten fremturendis
indtil den ved Olai tider mæst igien underdaler, oc algemachlig
sig om natten forskiuler.
Regen-Tiden falder dels aaringer heel mislig, ved tilkomsten
er den dog saare utryg, oc ey gierne endis uden ved des
skarpere stormvinde. De høsttider, som tilig udj Finmarchen
med snee oc kulde begynder, udløber til dis langvarigere slud
oc regn omsider, før vinteren Ræt træffer. Dog Mikirer sig
høstens tilkomst her som paa andre stæder, at løffvet ved den
mildere lufft end offte langt effter Michaeli kand staa baade
grynt oc vel stafferet.
Annotationer.
a) Saxo hist. Dan. lib. 5. — Sunt Finni Ultimi Septentrionis
populi (1). — Huorudj Paulus Diaconus sammenstæmmer saa
sigende: Schriphinÿ pop. Septentrionalis Scandinaviæ.
b) 2
Arebo Haxaemeron pag. 71. —
Dog ligger vell den snee for Norden Bierge lide
Oc paa de Fielde-kam, som falt i Noæ tide.
c) Idem. — Der Østen drager fra, did vil strax Westen giæste
Den Synden vil forsmaa, fuld vel tør Norden friste
De fire hofvedvær de hafve tienre mange
Som ei giør ringe larm, naar de for alvor prange.
98] d) Saaledis beskriffver Paulus Diaconus Finnernis vanschelige
tilstand, naar hand saa mælder
Schriphinÿ pop. Septentrionalis Scandinaviæ perpetuis rigent
nivibus, carnibus ferarum crudis degunt, pellibusqve earundem
corpora sua contegunt.
1
Jfr. s. 80.
2 Anders Chr. Arøboe, Hexaemeron rhytmico-danicum, Kbh. 1661. Citatene
er i Lilienskiolds egen rettskrivning.
Idem in exord. hist. Longob. — Huie loco ScritoFinni vicini
sunt, qvi etiam æstatis tempore nivibus non carent etc.
Magin. Geogr . — Terra hæc iniqvô est cælo, frigore dira
nec minus montibus ac præruptis saxis nemoribus atque sylvis
aspera etc.
e) Udj dette tilfælde maa Arebo ihukommis pag: 85. –
Nu rinder schof af jord, nu gro de Enge grønne
Nu staar i sommer-flor Lysthafverne de schiønne
Jeg som forleden dag for Snee (i orig. vand) ey blifve kunde
Gaar nu i græs til knæ, oc mit i roosen-lunde.
f) Hafgul-Wind beschrifver os Arebo i saa maade (i orig. s. 70).
Mens det er uden tant, i Norge Tvende Winde
Fra det Stads-haf i Nord, sig aarlig lader finde.
Først kommer Hafgul frem, med Mayo warm oc blider,
Oc varer immer hen indtil Augusti tider.
Saa den af hafvet ind, Nordwest oc West til Norden
Engang (er værit got) huer dag blæs ind i fiorden
Io længer den opstaar, oc ud paa dagen triner,
Io stærchre gaar den an, oc scharp i tachel huiner,
To timer eller tre den ræt naturlig varer
Dog stundom hele sex, førend den slæt forfarer
Naar sool gaar biergegang, har Hafgul giort sin villie
Saa træder anden frem, om det ey blifver stille.
g) Nobilis observ. de Polis , — Terræ ijs subjacentes Noctem
diemqve Sex Mensium habere. – – – – –
Plin. lib. 2. c. 75 — Solstitij diebus accedente Sole propius
verticem Mundi, angusto Lucis atnbitu, subjecta terræ continuos
1. Paulus Diaconus, Historia Longobardorum, Lib. I, 5: På samme måte i be-
gyndelsen av Longobardernes historie: I nærheten av dette sted lever Scritofinni
som selv ved sommertid ikke slipper for sneen.
2. Den av Magini redigerte Ptolemæusutgave hadde stor utbredelse i 16. og
17. årh. som geografisk håndbok. Stedet finnes i tillegget (2. del), kap. IX,
i avsnittet om Scandinavia: Dette land er med sit ustadige vær, en fryktelig
kulde, og ikke mindre på grunn av fjell og bratte stup, hei og skog et barskt land.
3. Citat fra Becmann, 1. c., cap. I, XVII, s. 13 (utgaven av 1673): Bekjent er
denne iakttagelse angående polene: de land som ligger under dem har nat og
dag av seks måneders lengde.
4. Plinius, Historia naturalis (også citat fra Becmann, 1. c. s. 14): På sommer-
solhvervsdagene, da solen nærmer sig verdens isse og lysets omkrets (solens
omløpsbane) er snever, har de jordstrøk som ligger under den vedvarende dag i seks
måneder, og omvendt vedvarende natt, når den har fjernet sig til den korteste dag
(dvs. midtvinters). Pytheas fra Massilia har skrevet at dette treffer til på øen Thule.
habere dies Senis mensibus, noctesqve è diverso ad Brumam
remoto. Quod fieri in Insula Thule, Pithias Massil. scripsit.
1
Derjmod slutter Becmannus pag. 15 — De semestri nocte vero
tantum abest, u t ita sentiamus, ut é contrario putemus, Si qvis
sub polo vivere possit, eum in perpetua luce versaturum. Ratio
est, qvia Æqvator in his locis horizontem stringit, atqvi maxima
Solis ab æqvat. distantia est 23 gr. 30 min. Totidem ergo gradibus
Sol ab horizonte horum locorum distabit, si remotissimus sit ab
ijs. Iam verò Crepusculorum duratio à plerisqve 19 grad. profun-
ditatis Solis sub Horizonte statuitur. Qvibus si qvatuor qvinqve,
vel plures gradus adjeceris, qvibus propter maximas refractiones
circa Polum Phænomena altius elevantur qvam revera sunt, plures
habebis vel totidem saltim gradus pro Crepusculo, qvot Sol ab
Horizonte ibi remotus est. Et per conseqv. perpetua luce ibi
frui licebit, si non splendida aut præsen tis solis, saltim dubia
et non omnino nulla, qvæ deindè eò magis augetur, qvò Sol à
Tropicis ad Æqvatorem propius accedit.
Becmann, 1. c. s. 14: Men ang. den seks måneders natt er vi så langt fra
enige deri, at vi tvertom må forestille os at en som kunde leve under polen
vilde befinne sig i stadig lys (dvs. ha lys hver dag?). Grunnen er den at ekvator
på disse steder streifer horisonten, skjønt den største solavstand fra ekvator
jo er 23 gr. 30 min. Solen vil altså være likeså mange grader fra disse steders
horisont, når den er lengst borte fra dem. Men nu settes demringslysets
varighet av de fleste lik en soldybde under horisonten på 19. grader. Om
du dertil føier 4 eller 5 eller flere grader, hvormed gjenstander (fenomener) på
grunn av den meget sterke lysbrytning rundt polen løftes høiere end de i virkelig-
heten er, får du flere eller i det minste like så mange grader for demringslyset
(tusmørket), som solen der er fjernet fra horisonten. Og følgelig vil man ha
vedvarende lys der; om det ikke er klart eller med solskinn, så er det i det
minste dempet lys, det er ikke helt borte; det tiltar derpå desto mere, jo mere
solen fra den sydlige vendekrets nærmer sig ekvator. (Becmann tar i sin frem-
stilling utgangspunkt i oldtidsgeografenes tanker om dagens og nattens varighet
i den nordlige sone og korrigerer dem ut fra senere observasjoner som bl. a.
viste at polarstjernen sees over horisonten enda 5—6 grader nord for ekvator.
Overvurderingen av refraksjonens styrke er fremgått av teoretiske refleksjoner
over dette forhold. Sbg.)
