CAP. 5
Efter stædernis leilighed falder den foranderlig. Thi altskiønt
at den reede handel nu mere sig offver det heele land hen-
stræcker, u d j den stæd at de fra saa lange tider tilforn Borgernis
forstræchning haffver vorit undergiffven, saa kand hielpen dog
for mangens sanfærdige armod dis nødigere saffnis. For bondens
vilkor møder dis besværligere anstød i dette haarde land, nu
baade at fiskeriet saa ulige til allis tarff i den Rede handling
fremgaar, som at fangsten e j heller altid paa flittigheden vil
ankomme, naar stormen vil raade. Med vitløfftige udgiffter
behæfftis end fischeren, som først aff fangsten udleedis, før sig
selff det ringeste til føden at haabe, end sige da Reede at betale.
Usigelig snart kand hand ved fiskeredskabets nødvendighed
bliffve schyldbunden, som dis flere anstød ved udyr oc strøm-
mens violence i haffvet kand tilfalde. Oc huad raad, om hand
da ey skulle noget betrois?
Kongernis Naade haffver derfor fra alders dis nidkierligere
til forsorgen blomstret, n u ved Kong Christophers høye anstalt
1444, som ved Kong F. 2 høyKongelig Mandat 1569. Noch
ved Kong C. 4 høye anstalt om almuens forsorg 1629. 33. 35.
38. alt ordentlig ved commercien indført. Som dernæst ved Kong
F. 3 høyKongl: naade 1648. Oc senere ved Kong C. 5. høy-
Kongelig befalningers krafft confirmerit 1681. -86 -87 -88. der end
forklarer straffen ved Motvillighed. Mens ved den Kongelig
befalning aff d : 9 Martÿ 1689 bleff den lade oc uflittigis føde
imod reede betalning noget nærmere restringerit, der at der
dog ved Octr: 10 punct 1687 vaar befalet at de forsømmelige
ey uden for it halfft aar skulde forsynes. Saaledis med alting be-
roede indtill at ved Octroy: 5 punct aff d : 16 Maÿ 1691 den reede
handel saa almindelig bleff introducerit, naar derom saa mældis:
— Skal herimod de Trafiqv: iche være forbunden til at for-
skaffe deris handelsfolck nogen visse Waar eller Høst-udreedning
videre end een hver effter handelsfolckets duelighed dennem
vil forstræcke, saa de, saa længe fischeriet ey mærchelig mis-
linger, oc det paa deris flittighed allene ankommer, ej uden
for rede betalning deris underholdning bør niude.
Disimedlertid saa haffver de dog den bæste skieffne, som for-
medelst deris C r e a t u r e r s tilhielp oc andre fordeelagtige vilkor,
dis mindre tiltrænger Meel-Tønden at indkiøbe end ved de
stæder, huor som hældst at fiskeriet falder meere vanskelig
som mislig, altskiønt at føden udaff haffvets frugter mæst skulle
kunde ventis. Derfor er intet vissere, end at io de bønder, som
effter offvensagde maade udj landsens gode oc fiskeriets offver-
flødighed præoriteris, nyder saa gode vilkor at bædre for dennem
ey u d j sørlandene maatte ventis. Thi at ansee en beholden
fiskeris tilstand u d j landet, huor magelig hand dog kand leffve.
Mange slags fiske, hver effter sin tid, er io for hans føde rigelig
nock, saa hand ej haffver fornøden med den suure at nøyes,
eller derudj behøffver andris tilførsell. Melch, Ost, Kiød, Uld
oc smør haffvis udaff qvæget, deraff bonden forstaar bæst sin
egen nøtte, uden at sielden noget till Kiøbmanden affhændis.
Hastig kommer mange ved Creaturenis saa stoore yngelsomhed
u d j velmagt, som oc mindre for hannem koster at underholde,
hvilchet offte giør mangen Lad Bonde dog beholden oc rig.
Meeltønden med andre behøffvelige varer føris io hannem
indtil stue-dørren, saa hand e j haffver fornøden det fra vide
stæder at søge, oc derpaa er Kiøbet tillige saa vel modererit
for fattig som Rig, at mand hverchen derudj kand bedaaris, eller
effter affvind forhøyes.
Dertilmed saa spisis bonden her udj landet mæst aff den Reene
Roug, som dog aldrig tilforn vaar udj mangens vane, før de hid-
kom, oc u d j den stæd at hand tilforne med sild oc hafre-suppe
maatte nøyes, tør mangens læckerhed nu meere saa høyt vere
opstegen, a t Meelet end offte maa udsigtis, før nogen suppe deraff
tilreedis. Øl oc BrændeWin kommer tiere u d j mangen fiskeris
mund u d j dette land, end Melchedrichen for mangen Bonde i Sør-
landene, ia mueligt, offtere er hand aff stærcke dricheWahrer svin-
fuld, end bonden ved andre stæder aff maadelig Øldrich læsket;
Oc vidis ey huor mange læster Øll mand vel her u d j landet
skulle fortære, om fiskeren ellers deraff kunde faa effter nøye.
Wel er det saa, at Finnerne ej mindre til dislige Drichevarer
ere tilbøyelige, mens sielden kommer de dertil, oc mediertid
nøyes de mæste tids med det klare vand. De veed oc paa
Meeltønden at spare, som den oc fast længer a t undbære;
Noch at deris tørre fisch u d j tranen maa neddyppis. En mad,
som dennem fast nydelig monne smage.
ReeneKiød giffver mangen spise, deraff de enten soddet ud-
dricker eller anden suppe tilreeder. Wandfischen er dem til
stoer hielp. Reenemelch oc Ost er de flæstis nydelighed, t h j
naar Osten ved ilden varmis, giffver den bæst smag. Madfisch
oc schaarqvæte staar u d j mangis behag; Oc bagis smaa Kager
aff Meelet til fornødenhed, som straxen paa gløderne steegis.
Moltebær kogis u d j grød ved sommerspisen, som a t Kræchebær
u d j mængden til vinteren opsamlis, deraff effter Finnebrug en
kostelig suppe tilReedis, naar Vand oc Meel tilsættis, huorimod
Nordmendene deris Mousing forfærdiger, som er en maade at
mand blander disse bær med koget fiske-leffver oc det saaledis
siden fortærer. Offven paa Maden sætter Finnen en drick vand,
huorfor oc vadsbøtten med snee oc vand staar saa jeffnt hos
hannem udj gammen. Derudj bestaar da ald Siøfinnens Kræsen-
hed, t h j naturen synes vell at haffve oplært dette folck baade
til meere sparsomhed, nøysomhed, ia till en mindre graadighed
opvant end som hos Nordmanden er at finde.
De Finner som til fields bosidder, haffver offte bædre skieffne
til føden ved fugle, dyr som fische-fangst som ieffnligere fore-
falder. Fisk oc Kiød stegis mod ilden paa en pin, oc aff furren
skaffver de den inderste saf aff som de enten saa Raa fortærer
til een angenem smag, eller at den udi smaa støcker sønder-
skieris oc med Meel u d j vand ankogis. En deel indsluger strand-
madichen til anskuerens væmmelse, saa fuel at den end aff
sanden opgraffvis.
Finnens arbeide er at Koge, mens Akens derimod at sye oc
bestiche klæder oc dislige huusens nødvendighed. Udj alminde-
lighed ihukommer endoc Finnen mere sin redebon hed gielden
at betale end Normanden, huorfor mand oc meere udj betroelsen
paa hanem billigens maa reflectere.
Stoer skyld bant Normanden, da Kiøbmanden till forstræckning
vaar forbunden. Nu at den ældste skyld staar tilbage, oc de for
skat oc leding ere befriede, giffver de flæste, som det siunis, sig
mæst tanche om bug-sorgen oc huorledis maffven som offtest
kand fyldis.
Er GraaKuften paa andre stæder Bondens bæste klædebon
oc zirat, mens neppe faar nogen Normand fast røgen aff
Finmarchen, før end at hand forlæckrer sig paa Lybschgraa,
Firlot, WaarKlæde oc dislige sorter som dyrere vill udfalde, saa
at Dragten for Mand eller Qvinde ej mere paa nogen bondeviis
udkommer. Mens mindre anvendt, mindre schyldbunden. Got
og bløt vil den derhos ligge, som noget meere formaaer.
Finnen nøyes med sin pietsch om vinteren, om den end paa
det nøgne liff maa bæris med anrørende lappebuxer oc comager,
1 2
som inden till med noget lidet tør sin (1) for kulden skyld bevaris (2) ,
uden schiorte, eller anden hoffvedzirat, videre end en liden
klædis hue aff røt, grønt eller blaat Klæde, hvilche farffver de
helst elsker, eller oc med it ombundet klæde eller linnet offver
hoffvedet naar vinterReisen u d j snee oc fog forrættis; hvilchet
hoffvedplag Fieldhætter benæffnis.
3
Om vaaren, at fiskeriet brugis, nøtter de sine sichenstacher(3) ,
boxer som de sig selff tilreeder aff deris udbrugte pietsker som
liggeskind, foruden at deris comager aff barchede ko-huder
forfærdigis, i den stæd at de om vinteren aff Reensdyrenis
lodne pande som beens-schin sammen virckis.
1Sennegress.
2 utfores, »var» — trekk, betrekk.
3vel »sistekak», bellinger.
Mens om sommeren klædis Finnerne zierligst u d j huide Wand-
mele eller oc afffarffvede klædis Kiortele oc boxer effter vil-
korens tilstand, som undertiden u d j sømmene med anden
farffved klæde udgiort oc neden till med listen udziret. Med
it tinslagen bælte omgyrte[r] hand liffvet, huor u d j en flad tin-
stucken (1) tasche eller pung er anhæfftet, der Finnens liggende
fæ aff penge, ildjern, hornschee ia end offte Tobach-bitten saa
sober bevaris. Næst derved affhænger hans Knif oc Naalehuus. Oc
sielden seeis nogen Fin, der io bag u d j sit omgyrtede bælte(ej?)
er forsiunet med it lidet støcke snøre, som hand hastelig veed
at gribe til udj fornødenheds tilfælde paa sin vey. Paa enden
de
aff bæltet hænger geemeenlig 2 Messing-ringe mere til stadz
end nogen nøtte. Deels Finner binder smaa messingKieder om
armen, u d j haab pinen u d j Lemmerne dermed at fordriffve.
Peber oc Ingefer elsker de oc meget imod anstød som oc
Rosenvand for øyene huor bekommis kand.
F i n n e – Q v i n d f o l c h e t s d r a g t om vinteren bestaar u d j lodne
souveskinds Kiorteler for varmens skyld. Deris mæste klædedragt
om sommeren derimod er nogle vanmels habit, mens til stads
brugis afffarffvede Klædis Kiorteler, som offven om halsen
sampt fremmen need ad brystet med it andet slags klæde
beleggis. Ellers drages en Rynchede klædis-dragt, huor skiørtet
til offverdeelen er fasthæfftet, oc med en foranderlig farfvis
Klædelap bag ad halsen udstafferit. Wed deris bælte affhænger
store oc smaa MessingRinge med sy oc naalehuus til zirath,
saa io mere aff dislige mand formaar at bære, io ypperligere
holdis det, oc klingrer vel u d j denne stads at disse Ringers
sammenstød u d j fremgangen kand giffve dis stærckere Hud.
Hoffvedet omgyrter de med it hvidt linnen-klæde, som imod
nachen er tilsammen ryncket, oc fastbindis 2 gange om hoff-
vedet med it afffarffved baand. For u d j brøstet pryder de sig
med noget u-ægte glimrendis tøy, forgylte brystspange oc
Knapper, oc holdis deris fingre vell beringedt som noget for-
maar. De drager lange strømper aff alleslags affarfved Klæde
eller bay, som vit op ad laarene tilnaar oc for kulden anbindis,
mens neden till hæfftis den fast till foden ved Comagerbaandet,
saa hverchen snee eller kulde da kand hindre.
(1)Tinnbroderte tasker forekommer endda hos sydfinnerne. I Finnmark gikk tinn-
broderi av bruk i den første halvdel av 19. årh.
Saaledis er da mæst Finnernis stadige dragt uden videre prunch
oc hærlighed, derudj de dog offtest parerer baade næt oc vell.
Deris S æ n g e – p r a g t bestaar u d j visse Reen-schind for reen-
ligheds skyld, som u d j nogle huide faare-schinds-Ryer, eller Uld-
græner, derunder de sig mest nøgen nedlegger, for varmen
til dels, som ordinari ellers u d j deris Gammer falder. Børnene
nedsvøbis udj en liden træ-vugge, fast udj danlighed at ansee
som it trug, den rullis op oc ned uden møye, mens ey til siden
effter Nordmands brug oc maade, Er ellers saa læt udarbeidet,
at qvinderne end samme, altskiønt barnet derudj ligger indsvøbt,
magelig kand med sig drage; Der oc u d j reisen paa Reensdyrets
side med behændigis, opkløffvis oc fortdragis. Lammeschind
med noget lidet understrød Mosse er barnets sødest leye; mens
strax at barnet bliffver noget gammelt, giffvis det buxer som
bag ere oben som for. Hver aften oc Morgen maa barnet saa
nøgen det er fød sættis ned u d j en Kiædel-Warmt Vand at badis
indtill halsen, oc det begynder de saa snart 8 dage er forløben.
Med forundring maa effterseis huor vel det lille Noor u d j [135
vandet sig nøyes, oc fra ald skraall ophører.
Foruden alt dette, saa er oc Finnen ved begge deele næt oc
varsom om deris klæder, oc naar kiørestaffven ickun haffvis
om vinteren u d j haanden, veed hand saa vell sine klæder at
affslaa for snee oc fog. Udj besønderlighed er at admirere den
varme som Finnen u d j sine skindklæder kand udstaa, saa det
synes naturen haffver lært dette folck mæst a t giøre sig nøtte aff
de bæster, de helst med omgaais. Ringe koster sligt klædebon, oc
arbeides dislige mest til fields huor Reenen u d j mængden falder,
ja folcket (er?) aff meere behændighed til saadant at forfærdige.
Dette saa vit Siøfinnernis tilstand egentlig vedrører. Field-som
Rysse-Finne-dragten haffver vel den almindelighed u d j mange
tilfælde med den offvenmælte som aff Siøfinnerne brugis, dog
nøttis den aff foranderlighed ved Qvindernis hoffvedzirathe oc
kjortelens bremming som ved disse sidste synes noget meere
u d j paraden a t erskinne, saasom dens linnet meget med silche oc
anden guldtraaarbeid, huor vell uægte, udstafferis. Deris Kiorteler
ned ad brøstet med sløyffer udbræmmis oc om halsen med Otter
eller Bæfuer-schind beleggis til zirlighed, alt effter figurens a n –
visning, som (se tavlen) offven staar. Med videre stads de i
ørnene(!) fører.
