CAP. 9.
Den Asiatische Odin beschrifuis den første Troldkonst oc
affguderj u d j Norden a t haffve anførdt, som siden hos effter-
kommerne saa dybt er roodfæstet at end mange blant de stoore
derudj haffver søgt behagelighed oc videnskab; thi som Norgis
Crøniche (1) forklarer pag: 38, da maatte end Finnekunsten øffvis
177] offver Kong Haldan Svartis bord, saa a t maden bleff for hans
Giæster under maaltidet borte, huoroffver Kongen siden tog
samme Fins datter til ægte. Kong Hadin vaar nysgierig effter
Odins spaadomb, da hand skulle kiempis med Iocum Curret.
Gunner Konge u d j Norge vaar saa udlært, a t hand u d j Norge
kunde vide, hvad u d j Saxen imod hannem tenteredis. Eric Vind-
h u t Konge u d j Sverrig vaar i kunsten saa perfect, at huor hand
vendte sin hat, kom strax god vind effter. Den Kiempe Angrim
maatte lenge ved Finnekunsten fixeris som Saxo forklarer.
Sivald aff Sverrig, som stood Kong Haldan effter Riget haffde
(1)H. Peder Claussen, Snorre Sturlesøns Norske Kongers Chronica, Kbh. 1633.
7 sønner, som alle u d j kunsten mærckelig vaare exercerede
oc oplærdte effter Olai Magni (1) antægnelse.
See hvad hæxerie end at Qvindfolchet fordum udrættede.
Olaus M. beskriffver den Troldqvinde Hagberts bedriffter i det
onde. Kong Hadin bleff ved en anden anvist atskillig helffvedis
aspecter. Den troldhæxe Craca u d j Norge lod bereede en supe
for hendis søn Roller, ved hvilchen hand skulle bliffve stoer oc
hærlig, ia u d j alle ting forvidendis, mens hendis stiffsøn Eric, som
siden fich Sverrigis Crone, kom først offver suppen, saa hand der-
effter sigis stoer videnskab at haffve bekommet. Aff samme hæxe
bleff Kong Frode iligemaade ombragt u d j lignelse aff en Koe som
h u n sig till saadan forrætnings fuldbyrd sig (!) haffde paataget.
Kongen aff Helogalands datter bleff effter Crønichens for-
klaring till Motle FinneKonning hensændt u d j troldkunsten
at oplæris. Saaledis vaar den u d j de tider u d j brug.
U d j Lapland vaar suarteKunsten aff fordum e j mindre u d j
gienge, fast, saasom Soroastes (!) aff Persien selff endelig maatte
haffve voren deris LæreMæster (2) , saa at, ihuorvell Kongerne aff
Sverrige tit oc offte haffver dragen omhue til deris undervisning
u d j den Christne-tro, saasom de første Præster u d j Lapland ved
Kong Gustavo l bleffve indsatte Anno 1559, huorudj Carolus 9.,
Gustavus Adolphus, sampt Dronning Christina haffver conti-
nuerit, da de første Kircher u d j hver March ere bleffven
anordnede, er det dog aldrig saa, a t io een stoer deel endnu
aff forfædrenis ondskap blant Lapperne gaar u d j svang.
Huad vil ieg tale om Finnernis forige hædenske bruug oc
væsen, som nu siøsiden beboer, som de mæst aff en hædenske
art oprunden, saa haffver de e j heller mindre fremturet u d j
forfædrenis gamle uskich, t h j de som andre vilde Biarmer oc
Lapper haffver søgt deris behagelighed u d j den fordømmelige
Trold oc RunneKunstis brug ved affgudiske offringer, hædenske
graffstæder, oc dislige, huoraff endnu seeis alt for store effter-
leffninger disvær.
See hvad hexerj den Troldmand Wilrof kunde aff stæd
komme, i det at hand ved sin Troldkunst it Menniskes syn
kunde betage. Visin kunde ved sit siun alt gevehr forderffve,
maatte dog endelig selff ved Sterchodder nedleggis. Holler
(1)Historia de gentibus septentrionalibus, lib. V, cap. XV og X.
(2)Efter Olaus Magnus, 1. c, lib. III, cap. XVI.
bleff for sin troldkunst saa høyt u d j agt holden, at hand omsider
som en Gud bleff æret.
See hvad hæxerie som udj Kong Haagens krig ved Finnerne
bleff dreeffven, oc ved det u-veyr som anstilledis. Disligeste
huorledis Kong Regners krigsfolck aff de Biarmer bleffve
fixerede med videre.
Slemt arbeid, wærrere (!) Læremester, mens schadeligst udgang
maa dog paa alt saadant væntis. Oc altskiønt at Afgudische
Ofringer nu meere ved Troens bædre Hus ophører, saa seeis
dog ved underskiedlige stæder endnu des kiendetægn ved Offer-
pladzer som heldst paa skoffvede bierge næst stranden eller
hos færske vande haffver voren indrættede huor de deris steen-
guder aff S e i t a n oc dislige affskyeligheder haffver hafft bestaa-
endis, til hvilche deris offringer effter hædenske viis er forrættedt.
Amindelsen aff slig ugudeligheds øffvelse u d j landet effterlader
os først det B i e r g M e i t s k e , som offven til er fladagtig, mens
neden om med een tych bircheskoff bevoxen. Situerit dybest
ind u d j den stoore Waranger-Fiord, huor Finnernis iæffnligste
tilhold falder. Paa biergets øffverste flade offred mand fordum
til den Afgud St o r – j u n k e r e n (1) , derfor seeis pladzen end denne
(1) Storjunkerens forbindelse med finnernes offerkultus på Meitske skyldes en
litterær dislokasjon. Navnet, som er fremmed i Finnm., har Lilienskiold fra
Schefferi Lapponia (Frankf. 1673), i likhet med oplysningene om Seitan og
om de svenske kongers misjonsforanstaltninger s. 157.
dag med een stoer hoob Reeneben at vere belagt, som endelig
er resten aff den gammelle offring. Hos een deel Finner haffvis
endnu denne galne superstition oc falske vantroe, at samme
bierg ej tillader nogen Qvindelig tilgang, med mindre den
voffvende ellers noget sælsom deroffver maatte vederfaris;
Jeg kand troe, de derudj imiterer Forfædrenis hædenske skick,
t h j ved dislige stæder, huor nogen offring skeede, maatte intet
qvinfolch ankomme.
Ey een mindre hædensk skich haffver de fordum brugt ved
samme stæder end deris Døde at begraffve, saasom seeis ved
det a n d e t O f f e r b i e r g M e i t s k e som udj Kiøfiorden er belig-
gendis, mens ved slige pladzer maatte dog ej andre begraffvis,
end de som udj deris tid gode schiøttere haffde voren, der de
øffrige Finner som fiskeriet haffde opvartet, med andre graff-
pladzer maatte benøyes.
Det 3de stæd findis omtrænt næst ved Comager-Elfuen, der
mand iligemaade stoer hoob Renebeen oc horn fornemmer, som
til amindelsen effterliggendis.
Deris d ø d e begraffvis oc under stoere steenhaaber eller u d j
mægtige steen-Uurer nedlagde, effter at legemet først udj
Næffver vaar indsvøbt oc forvaredt. Aff dislige begraffvelse-
stæder mand finder atskillige udj Waranger-fiorden hældst ved
søkanten liggendis, oc visis stæden ey anderledis end som en
flad steenhaab som offte stoer pladz imodtager, saasom Finnerne
ved parti-viis sig haffver ladet nedgraffve. Curieus er at beskue
huor de graffvene fordum med aff lange helle-sten ved alle sider
som offven oc unden haffver indrætted, huor mand end offte
endnu de dødis been antræffer, baade reenlig oc næt.
Mange aff de itzige Finner skulle vell lige saa snart udvælge
end for nærværende tid samme leye til deris dødis nedgraffving,
end dennem saa vide veye till Kirckegaarden at udføre, om
det ellers kunde tilstædis. Sælsomt folch i mange Ting, dis
vanskeliger derfor fra deris gammel lag oc skick at vennis.
Mens at komme till nogen erindring om
N a a r C h r i s t e n d o m m e n f ø r s t u d i N o r d e n a n t æ n t i s
da finder mand udi Crønicherne beschrefuit, med hvad flid at
Kayser Ludovicus Pius haffver arbeidet, at den Christelige Troo
end u d j de Nordische-Lande kunde fortplandtis; Thj baade
lood hand døbe Kong Harald Klack med sin dronning till
Meintz u d j S Albani Kirche, som oc dereffter sændte Ansgarium,
som vaar en Munch fra Corbeya u d j Francherige (1) , med sin stal
broder Anberto (Autberto) till Danmarch, huorfra de siden reiste
ad Sverrig, der Kong Biørn dennem tilstædde om den Christelige
tro offentlig at prædicke u d j aar 828. Da hand dereffter fra
Danmarch oc Sverrig vaar hiemkommen, bleff hand aff dito
kayser Ludovico forordnet till Erche-Bisp u d j Hamborg, paa det
hand kunde vere Norlandene dis nærmere, oc bleff saa Hamborg
giort til en ErcheBisplig-Residenze stad, for Danske, Norske,
Svenske, Slaver, SchrichFinner, Grønlander oc andre omboendis
folck, giffvendis derpaa Ansgario sit breff (2), huor iblant om
Finnerne dette erindris:
LUDOVICUS DIVINO FAVORE IMPERATOR AUGUSTUS Certum
esse volumus, qvaliter Divinâ ordinante gratiâ, nostris in diebus,
Aqvilonaribus in partibus sc: in gentibus, videlicet Danorum,
Svecorum, Norvagorum, Fariæ, Grønlandorum, Helsinglan
dorum, Islandorum, Schrich-Findorum et omnium Septentrio-
nalium et Orientalium nationum, magnum cælestis gratiâ
prædicationis patefecit ostium etc: Anno Domini I. C. 834.
Siden haffver Kayser Ottho ladet tee sin nidkierhed den
Christne tro saavel i Danmarch som Norge a t indføre; T h j hand
lod baade Harald Gormsen Konge aff Danmarch som oc Haagen
Iarl aff Norge døbe, oc derhos u d j Græffvens fraværelse opsændte
30 skibe til Norge, huorved da den Syndre part aff Norge indtill
Lindenæs bleff omvændt. Mens ved den sidste neppe begynt
før igien kuldkastet. T h j Haagen Iarl lod sænde Præsterne
tilbage, oc aldrig kommer saa snart till Norge igien, a t io det
førige hædenskab bleff fornyet, u d j det aar 994.
Kong Ole Tryggesen den første rætte Christendommens
fortplantere oc stifftere u d j Norge, hand omvændte fokket fra
Vigen indtil Helleland u d j Nordlandene, mens see huorledis at
Kong Ole Haralsen giorde effter hanem yderste flid at christne
det folch, som længst ind ad Fiordene tilholdte, huor folchet
end de tider vaar hædnisk. Wed trusell antoge de Religionen, oc
(1) Fra Nova Corbeia i Sachsen, ifl. Adam av Bremen, første bok, kap, 15.
2() Keiserbrevets ekthet er som bekjent omtvistet.
Tavle XXIII.
Til s. 139 (ms. s. 139 – 40).
Tavle XXIV.
Til s. 140 (ms. s. 142-3).
Tavle XXV.
Til s. 141 (ms. s. 145-6).
er noch at slutte at Christendommen ved denne Kongis hørtige
nidkierhed ved slige affliggende stæder bleff fremmet oc fort-
plandtet, huor Troens lius ey tilforn vaar kommen at skinne
Mens endelig om Finmarchen, som den affliggendste deel
u d j Norden ved samme tider haffver kundet derudj participere
til fuldkommenhed, T h j u d j det aar 1051, mælder Huitf (1). pag.
82, bleff Bisp Adelvardus sændt til Sverrig, som omvændte de
Wermelænder oc Schrich-Finner, derfra hand siden till Norge
bleff indbøden. Deraff sluttis a t Finnernis omvændelse langt
effter de andre Norgis indbyggeris, maa være ved tid effter
anden introducerit. Kirche eller Præst haffver mand ey vel
hafft u d j Finmarchen før Normændenis ankomst til landet,
saa der endnu ey findis nogen Kirche ved Finnernis tilhold.
Mens ihuorvell dog a t den Christelige Religion oc Troe saa
lang tid hos landsens Jndbyggere haffver voren u d j bruug, at
Forfædrenis ugudelige vesen oc misbrug maatte forlængst u d j
yderste forglæmmelighed voren hensat, saa alligevell fremvoxer
endnu meget ukrud, blant Normænd som Finner, som for-
derffver een deel fast till deris yderste saligheds forliis oc
tabning, n u ved een DiefleKunst oc Troldom till a t forgiøre
fæe oc folch med gand oc udsændinger, n u at der søgis een
fordømmelig videnskab u d j Runnebommens troldkunst, nu till
at udgiøre Udveye till menniskens forderff oc skade, med fleere
dislige vederstyggeligheder, som hernæst skall følge. Will mand
ichun ansee, h u a d hæxerie, ondskab, dieffvels indbildede kunst-
stycker oc phantasie u d j dette seculo alleneste sig her u d j
Finmarchen haffver yttret, er e j a t undres at saa alvorlig en
straff derimod ved Kong C. 4 er anbefalet oc til saadant sælskabs
udryddelse, u d j det aar 1609. Disligeste a t straffen ved een
seenere Kongelig befalning terminens offver hvilche som med
andre slemme forseelser besmittis.
Endnu er der ingen skort paa det onde, at deraff io daglig
spørgis; T h j see, falder TroldKunsten n u meere retiré oc skiult,
den ene Fin veed dog den anden saa næt med gand at effter-
sætte, huor hemmelig det end affgaar, som andre derimod
udlært den enten at udbrænde eller oc tilbagesænde. Uløckelig
skadevær maa oc offte høris, som den ene den andens Trold-
(1) Arrild Huitfeldt, Danmarckis Rigis Krønicke,
kunst tillregner. Dog er herved a t mærcke, det Finnen anseer
sine putzer, huor skadelige de end udfalder, bloot for en
Widenschab oc Finne-Kunst, mens derimod Nordmændenis
bedrifft i saa maade for it skadeligt Diefle-arbeid. Beggis
Læremester er vel lige f u u l oc vanartig, derfore maa beggis
idræt baade slem oc strafwærdig anseeis.
En deel deris børn fast aaret omkring daaben fraholder, der
andre fra Moders melch u d j ald vildfarelse tilvennis. Andris
udædiske tancker hengiffver sig oc deris børn till Ryssiske
lærdom, at deris ondskab der effter dis bedre kunde fremmis.
Mange bruger Sacramentet som fast neppe forstaar deris trois
grund, end sige, tydelig it Fader Wor at udlæse. Deroffver
følger disvær endnu den ugudelige vane hos Finnen, som fleere,
at druchenschab oc fylleri den dag hældst elskis at Sacramentet
brugis, ia giffver sig end mindre tancke om, at de dagen tilforn
svinfuld omløber. Gud giffve, at mange Nordmænd ey u d j
en dislige vederstyggelighed interesserede. Utidig bereedelse
giffver sielden god frugt, Liden paamindelse, mindre frøgt, det
er huad ieg derom til deels kand slutte.
En deel Præsters Øltapping (1) u d j fiordene, opmuntrer maaskee
een deel Finner meere till fylderi end nogen god bereedelse.
Profitten kand vell een deel ved saadan udhøckring sig tilvinde,
mens derimod maa Tilhørernis duelighed til undervisning tabis
oc mindskis. Huor skier der u d j landet mindre tieneste end
blandt Finnerne, hvilche den nærmeste undervisning dog hældst
behøffver. Huor er mindre møye bædre betalt, t h j sielden
drager mand fra Finne-Tienisten tom tilbage. Er Finnen reso-
lut, mand veed det nock a t imodtage, som een pligt. Er Finnen
taabelig, mand glæmmer ey at errindre. In summa suurseen
maa væntis, huor Gafuen besparis. Jeg kand tro besøgeisen
skulle derfor mangestæds e j meget effterhigis. Dog er intet
vissere, end a t io een deel Finner, hos hvilche tienesten saa
sielden forrættis, fast som it hædenske folch uden nogen søn-
derlig undervisning deris tid henvandrer.
Huad Misbrug øffvis vel med MesseVinen, Daabens Vand,
med zignen, Manen, gienvisning oc dislige udyder. Mangens
skaansomhed ypper fieeris fripostighed. Bædre straft, meere
(1)Nordnorske Saml. I, s. 276.
afladt. Det er io Kongernis villie at sligt onde aldelis bør [192
udryddis, oc fuldelig effter lougen affstraffis, t h j derom liuder
Kong C. 4 Naadigste befalning.
(Derpå gjengis punkt 7 i C. 4’s forordn. av 20. febr. 1609, som bestemmer
at de finner som overbevises om trolldom skal avlives uten all nåde, mens
mistænkte skal forvises. — Trykt i N. Rigs-Reg. IV, s. 300. [193
Likeså gjengis en almindelig forordn. av 12. okt. 1617 mot „signen, manen,
maalen, characteres-malen, gienvisning, visse dagers udvælgelse i ugen etc:».
Aktivt skyldige som er av adel skal dømmes av rigens råd, andre skal ha forbrutt
sin formue og forvises av landet. De som søker saadannes hjelp, skal stå åpen-
bare skrifte og ilegges høie pengebøter for første gangs forseelse, i gjentagelses-
tilfelle lide samme straff som aktivt skyldige. Mot virkelige trollfolk, som har
forbundet sig med djevlen, skal det gås frem efter loven og recessen, de som
søker deres bistand skal straffes på sin hals uten all nåde. Til forordningens
effektive gjennemføreise pålegges hele øvrigheten, fra befalingsmenn til prester
og fogder, å medvirke. — Trykt i Corpus Constit. Daniæ III, s. 516 ff. og fl. st.)
Mens som landet alt for dybt udi syndetaagen vaar indesvøpt,
saa udbrød offte dis større feill aff huilche noget lidet maa
erindris til udvisning, huor skadelig at Sathan vercket ud-
arbeider, oc ved arbeidets phantasi for Menniskens tilbøyelige
villie u d j det onde, indtil seendis som stockblind end u d j
klarest Hus at tumble fra samvittigheds reenhed oc kierlighedens
dyd u d j dis vanskeligere en affkraag. Lad en deell derfor med
3 gang spøt paa Knif sin næstes legem forgiøre som dermed
besmøris, at schind oc hud maa affgaa. En anden tage salt med
sig udj kircken, dermed andens fæe at skadegiøre. Den 3 for-
lyste sig ved 3 knuder paa it linklæde stormen at opvæcke.
Noch de som bekiendte ved den høyre fods indstichning u d j
siøen veyret effter villien at kunde reise. Wed skummendis
vand oc Melch paa ilden sin næstis legem beskadige. Andre
ved Gedehorns ansat(!) under bugen en andens fæ at udmælcke.
Dels sin traa aff uld oc linnet uddeele till fiskeriets lychelig
fremgang. Andre ved Prætum, Pratum, Nestrum oc Nostrums
væmmelig udløb det onde forsæt udrætte.
En ved æg u d j vandstampen andres idræt til søes beskadige,
med anden mere vederstyggeligheds anstød som pennen væmmis
ved at an røre. Mens at LæreMæsteren baade u d j gestalt som
benæffning ey skulde med affsky hos libhaffveren beleggis,
findis end slangeættens træskhed sig hos dis vankundigere
almue n u med zirligere naffn at udstaffere aff Tris, Pax, Marcus,
Sadum (1) , Mamo Dominicus, Asmodo, Lange-Rømer, Machmet,
Zacharias, Lour oc dislige, som endoc sig u d j atskillig gestalt
at præsentere, n u u d j lignelse aff en hund, n u som en Mand
uden hoffvet, n u en Karls person u d j sorte klæder, n u u d j
hvide klæder som en Engell, ia end offte oc tit som en fugel
sig at forandre. Nu loche Mandens fulhed dennem anrætte ved
madfisch, smør oc brød, ved Øldrichen at alting for dennem
dis mindre væmmelig som sælsom maatte falde; U d j alt arbeide
dog dis skadeligere en Geist.
Blant LappeFinnen til fields udrætter hand sit spill ved
steenklippen at fortrylle indtill der svaris, som de sig indbilder,
som dernæst paa Runebommen en oc anden videnskab at
udieede ia dis mere onde at udvircke.
Runebommens anstalt ellers at erindre, effter den maade den
u d j Finmarchen hos en LapFin (2) bleff befunden, da fantis samme
aff it stycke furretræ som en stoer schaal udhuulet, meget glat
oc slæt aff dis iæffnligere brug oc øffvelse, oc berættet ermelte
Fin den lidet a t kunde tiene, om den ey aff fyrretræ bleff
udarbeidet. U d j bunden paa den vaar udskaaren 2 afflange
hull huorved hand den fastholder paa handen, naar hand derpaa
spiller. Offven paa denne schaal er fæstet it bredt skin som
paa en Tromme oc det udaff tilbered Reneskind. Ved hver
ende aff den hang it Ræfve-Øre, Ræfvenæse oc Klov. Paa offven
mældte trommeskind vaar maalet med kogt Olderbarch-vand som
giffver een rødebrun farffve, saaledis at den først med 4 stræger
vaar affdeelt at derpaa fantis 5 separerede Rumb, oc seis mellem
hver rad underskedlig figurer huer u d j sin bemærckning, saasom
u d j den
1 R a d a t s e e
1. Et Mennischis lignelse, som kaldis Ilmaris, saa meget som
storm oc ondt veyrligt.
2. Et Menniskis lignelse, som hand kaldte Diermis, oc naar
dette billede bedis, skulle hand effter deris phantasi forskaffe
(1) Leem (s. 463) har i denne liste Friis og Saclumb. Det nærmest foreg. og
efterflg. stoff stammer overveiende fra hekseforhørene og finnes i videre
utførelse hos Leem (Beskr. over Finm. Lapper, cap. 21).
(2)Fra Torne Lappmark. Jfr. Trondhjerns Vidensk. Selsk.’s Skrifter 1903, No. 1,
hvor J. Qvigstad har gjengitt den flg. beretning efter andre håndskrifter.
Samtlige versioner går tilbake på et forhør, som er refereret i Finnm. ting-
protokoll for 1692.
mildere l u f f t oc stille veyr, mens denne Diermis haffver ingen
magt før gud den giffver, oc som Ilmaris kand skaffe ondt
veyr, saa kand Diarmis(!) alting forbædre.
3. En Wild-Reens skichelse, som hand næffner Gvodde, be-
tyder saa meget som Wildreen. Naar der spillis paa Rune-
bommen, oc vil da r i n g e n e y dantze til den Reen, da bekommer
hand som spørger god lycke till skiøtterie, da slet indtet huor
nidkier de end eftersøgis.
U d i d e n a n d e n R a d s e i s
1. En rund Circel med stræg offver; den kaldis Peiwe eller
Soolen, dermed at skaffe got veyr.
2. Et Mennischis lignelse, kaldet Iumal barn som skulle frælse
fra synd.
3. Et andet billede ved n a f f n Iumal Etiem skal betyde Gud
Fader der ondskab straffer, kand skaffe syndernis forladelse,
sielens salighed oc en Christelig død.
4. En Kirchis lignelse, som hand kaldte DomKirchen, den
tilbeder hand om Sielens salighed oc gode.
5. Et Mennischis billede aff n a f f n Engil, saa meget som den
Hellig Aand, hand løser aff synd at mand som it Nyt Menniske
fornyis. Saaledis ligned hand ved disse figurer, personerne u d j
Guddommen effter hans Moders lærdomb. Hellers staar hos
hver person i alle rader En Staf affmaaledt, som kaldis Iunkar
Sabe eller Iuncher-staf, t h j hand sagde, at ligesom Jordens herrer
haffver deris haand ved staf, saa maa oc disse haffve.
U d i d e n 3 R a d s e i s
1. Et Mennischis lignelse som skulle vere, som hand holder
for Mariæ Søster, med huilchen h u n oc altid er u d j raad, naar
barselqvinder skall hielpis, dog kand intet uden Mariæ til-
hielp udrætte.
2. Et qvindfolchs lignelse som underskedlig benæffnis, saasom
Maria Iumal, Enne Acke, eller oc Maria Christi Moder. Naar
hun tilbedis, hielper hun særdelis barselqvinder. Hun hielper
oc til at løse a f f synden.
3. Er 3 billeder som kaldis Iuli peive herre, som raader for
Juledagene. Den første heder Ouct Iuli Peive Her, første
Iuledags herre, den anden Gouct Iuli Peive her, den anden
Juledags herre, oc den 3 Golm Iuli Peiv her, er 3 dags
herre. Naar nogen dennem vannhælliger, straffer Gud hannem,
mens naar nogen holder dem ræt hellig, oc den samme vil
bede Gud om noget, da stillis de dage frem for Gud at hand
haffver holdt dem hellig, oc at Gud aff dis aarsage vill hielpe.
U d i d e n 4 R a d e r
1. En rund Circel som hand kaldte Manna. Den tilbedis for
got veyr oc klart Nattelufft.
2. Tuende Mænds lignelse som kaldtis Olmoug Manne, det
er folch som gaar till kircke.
3. En Kirckis lignelse som skulle betyde den Kirke huor
mand haffver sit tilhold ved. Til denne kircke siger hand, sig
selff som oc andre at opffre till baade voxlys, penge oc andet
at bliffve hiulpen, huilchet Præsten siden offverleffveris ved den
rætte kircke, som denne affmaalede haffver sin bemærkning aff.
Item, naar nogen er syg, eller haffver modgang paa Reen, eller
andet ont er vederfaren, da bedis oc loffvis til denne Kirche.
4. En mands lignelse, som staar paa anden side Kircken,
skal vere den som vil gaa u d j kirche.
U d i d e n 5 R a d e r
1. Et qvindfolchs lignelse, som skal vere den bundne Diefvels-
qvinde, h u i s naffn hand sagde sig e j at vide.
2. Et Mennischis billed som staar lit nedenfor det første,
som hand siger skal vere Diefvelen som dræber folck, oc kaldis
siugdom.
3. Et andet Mennischis billed som skal vere den Diefvel, som
er løs udj hælffved oc svæffver om u d j verden. Siger sig ej
naffnet at vide, mens da Gud bant den anden Diefvel, da rømbte
denne bort. Da haffde Gud jernskoe paa oc nedtraadde den
u d j een Myr.
4. Staar saaledis affmaaled , oc kaldis Heivit Tot( ! ) , eller
ild, huor sielen brænder.
5. Staar dette tegn O, som hand kalder Helvit Tarve-Geidem,
oc skall vere helfvedis tiære kiedell, huorudj sielene kaager.
6. Noch seis dette tegn □, som skal betyde helffvedis graff
oc kaldis Helvit-hauft, derudj kastis alle de Mennisker, som
troer paa Sathan.
7. Et Mennischis lignelse, som haffver en stræg lige fra
halsen til en støtte, den kalder hand Heonæles Gvolisis, det er
den bunden Diefvel u d j læncke, som skal vere den Diefvel Gud
bandt i verdens skabelse. —
Til denne Runebomme haffver hand 2 hamre giort aff
Reenehorn, som hand kalder Zviarva vesier. Med den ene
bancker hand idelig paa Runebommen, naar hand noget vill
forætte, Tilmed saa haffver hand en liden i n d h u u l d æ c h aff
Messing med en Messing-Ring offven udj, som hand kalder
Plam. Denne satte hand paa Runebommen, løffte den u d j
veyret, vrier den oc a f f oc till, medlertid med hammeren paa-
bancker, oc siger hand, at han ved Messing dæchlen kand faa
at vide om det er sant eller ey hand spørger om. Bekiendte
oc, at naar hand spiller paa Runebommen for nogen, oc dæchelen
dantzer imod soolen, da haffver den en stor lycke hand spiller
for, mens kommer den langt ned, at hand staar ved een aff
dem under den sidste stræg u d j den 5 rad, da er Gud vreed
paa den hand spiller for, oc maa den samme bede Gud meget
før dæchlen vil gaa tilbage igien, saa Gud lader ham see a t
hand er ræt it syndigt Menniske; Mens dantzer dæchen ræt om
oc med soolen, da haffver den god lycke hand spiller for.
Antog Runebommen til at udvise huorledis hand dermed om-
gaais. Kaarset sig først, huornæst Runebommen, med Fader Wor
læsning paa Carelsk, begynte dereffter sin bøn u d j saa maade,
Atziem Akie ja barn, ja Englen wechedon med flere ord som
skulde vere: Gud Fader, din søn oc hellig aand hielpe nu, oc saa
slager hand paa de maalede billeder, driffvende dechlen op som
need. Banckede med hammeren oc foreholdt bommen med slige
ord: Ja du Gud som h a f r schabt himmel oc iord, sool, Maane, ia
stierner oc alle Mennisker, ia fugle oc fisk u d j haffvet, Jeg er it
syndigt Menniske, gammell oc uværdig, bedre er det a t ieg døer,
end at du e j vill hielpe den v j effterspør. Derhos siger sig at giøre
løffte ey meere at ville synde med flere dislige ord oc udtale.
Hvad hand ellers effter egen vedstand formaatte, vaar først
G a n a t sætte, som oc aff anden at udtage, visede maaden for
Rætten det a t udvircke, i det hand paa Runebommens spill oc
dechelens omvandring till en aff figurene aff d : 5 rad, da
ganden sigis at skulle vige til den som den først udsændte,
hvilchen prøffve hand berættet sig offte u d j Lapmarchen at
haffve prøffvet. T i u f v e , sagde hand oc paa samme maade at
kunde ved Runebommen det staalne gods efftergiøre; da naar
spillis, da straffer Gud det onde, saa tyfuen som en tør green
daglig optørris.
Sagde sig enda ved sin bøn at kunde forskaffe god lycke
till Reensdyr, at de ved udyr e j skulle dræbis. Naar Barsel-
qvinder skulle hielpis, da spillis paa bommen, da hand faar at
vide ved dæchlens omdantzen med soolen, huad hand om-
spørger. Paa lige maade hand oc kunde faa at vide, huorledis
hans folch hiemme leffver, som om fremmedis tilstand. Tilstod
oc, at hans søn kunde tale med S t e e n , oc der faa at vide
huad effterspørgis. End sagde hand, at i det hand løffte Rune-
de
bommen u d j veyret, da faar hand svar ligesom 2 Mennisker
taltis ved anden med dislige mere vitløfftighed.
Lad dette da korteligens vere sagt om slige Udyders høye
last; dog huormed vill J Troldmænd eders ondskab endelig
bestyrcke, som under vederstyggeligheds høye smitte u d j almin-
delighedindbefattis. Alt for tilig kom den fordømmelig
videnskab paa gienge. Skadelig rood till dis fleere utidige
vandgreene. Lad eders brug ved sin tid offtere disvær haffve
voren nøttet, n u ved Pharaonis hoff, som de jødiske stæder,
Ezech. 20 à 30, effter som skrifften medfører. Guds vredis
grumhed tilsigis den forhærdedis vanart, at den ugudelige, som
end u d j fristelsen indesvøbis, vell u d j samvittighedens dybe
uroe maa skielffve. Erindrer eder u d j tide S: Petri formaning
til Troldmanden Simoni, bedende Gud, eders hierters onde
meening dog maatte forladis, thj, mueligt eders hierter findis
ey mindre fuld aff galde oc urætfærdighed beknøtted. Wæ, at
i saa synde! Elsker J visdommen, bliffver da ved den sande
at frygte Gud, fra huilchen ald velsignelse, hielp oc gode
udflyder, oc hvor er rigere trøst oc offverflødigere gode, end
u d j Guds ord, at mand derved ickun vedbliffver, Syr. 34?
Lad fornufften vere mangen Utidig villies offvermand, som
Huset for skyggen, paa det denne møysomme strids oc kiempe-
plads med glæde kand affvandris.
(Ms. s. 211—217 inneholder et register til det foregående.)
168
