Finmarchen
Som den yderste Lands-ende udi Norden af det berumbte
Scandinavia, mens nu meere aff Nordmænd som Finner bebygt,
haffver fordum ved voren udj de gamblis ihukommelse; Dog
som it land der aff naturen udj de flæste tings beqvæmme-
lighed endelig maatte vere forglæmbt, som hvis indbyggere
fast fra ald civilzerit omgiengelse bannizerit be-
jamrer derfor Finnernis sløsne tilstand oc fattigdom. Saxo
deris ustadige tilhold oc værelse. Mens Grotius endelig ele-
menternis vanskelighed oc stædets haarde Climat, som oc
sandfærdelig giør mangens sejour udj landet dis kiedsomme-
liger. Derfra end flere ved itzige tid skulde skræckis, hvis at
ey effterkommerne med mere nidkierhed haffde efftergrundet,
hvis prærogativer som landet dog imod dislige vanskelighed
nogenledis kunde bædre. Men see! hvad nøye Finnerne ved
stædet følger, hvis tilhold derfor ey for meget skulle ville
saffnis. Jeg kand troe, at som mand offte kand ved de fuld-
komne ting lige saa snart ufornøyes, som at behag kand fæstis
på det som mindre er værd, saa maa det oc med Finnerne
udi dette tilfælde sig haffve.
Aff egne Konger oc Hertuger haffver landet lang tid voren
regeret, dog omsider till 3de Herrer blefven skatskyldig, indtil
det aar 1613 at Skatten oc Eyedommen hans Kongelig Mat ts
høye Magt aff Dannemarch allene bleff till forbeholdenhed.
Norgis krøniche beskriffver Finnmarchen ved alders aff it
fast større begreeb, saasom til Hellelands-Fogderi udj Nord-
landene sig at haffve stræcket, huorfor oc samme étendué dis
offtere ved fordum Kongelig befalningers kraft besluttis, i den
stæd det izige Finnmarchs naffn oc Amptits district nu mere
under it fast mindre rom indsluttis, saasom beregnet fra den
udløbende Andsnæs-odde ved Qvenanger-fiordens indløb, oc
til Carlstuen paa den Østlige side mod Rysland, omtrænt
aff 36 Milis jæffne stræchning effter stædernis offverslag oc
beregning saa det imod Westen nu mere ad Tromsen udj
Nordlandene angrændzer. Mod Østen støder det till det gamble
Biarmelands andeell. Udj Synden haffvis Lapperne til Nabo,
oc imod Norden paastøder det brusende haff.
Mod Søsiden falder landet mæst bart, deeels for vindenis
skarphed, som saa jæffnt paastaar, som at skoffvene tid effter
anden ved Nordmændene ere bleffven affhugne. Fiordene ere
derimod dis rigeligere med skoff bevoxne, huorfor Finnernis
tilhold der mæst ælskis. Ed deel stæder giffver Furreskoff til
fornødenhed, dog sees saadan fremvæxt heldst til fieids eller
udj dybeste fiorder at triffvis. Landstræchningen falder mod
Rysland mere høytbierget, dog haffver een deell Udøer imod
haffvet norch som sine bratte steenklipper oc skarpe fieide. Ja
huad vanskelige forstrande finder mand ey mellem Wardø oc
Nordkinnen, som dis offtere med stor eventyr oc liffs farlighed
maa omvandris oc aff huilche at mangen Søfarende ey meget
skal roose.
WestFinnmarchens side holdis aff bædre beqvæmmelighed,
hourfor oc paa Qvæget sammestæds giffvis baade bædre pris
som mængde, dog ligger aff mangel på folch, mangen deilig
plads øde, som rigelig nøtte ellers kunde indbringe. Forhindrer
Luftens Kaalde Clima dette land sin ønskelige frugtbarhed aff
Korn oc dislige grøde. Haffvet er da dis rigere Spise-Cammer
for de fieris føde. Her fattis ey deilige Græsgange til Crea
turenis fremtarff. Fieldene vedd at giffve den rige Mosse, til
Tamme som Wilde bæsters hielp oc nøtte, huorfor Vildtet
falder dis offverflødigere. Fast hver March oc Øe vrimler aff
nøttelig frugt efter landsens art til Menniskens gaffn oc gode,
endog at aldrig nogen møye derpaa bekostis, videre end omagen
det at indsamble. Hvert Wand, hver Bæch eller Elf giffver
saa rundelig sin affgrøde oc tilhielp adaff mange slags nøttelige
Fische, at hunderen vel kand ræddis. Huer Skoff oc Krat saffner
ey heller Wildtits forraad at det ichun eftersøgis.
Det gandske Ampt indslutter ved siøsiden 12 Tingstæder
som nu mere ved en Foget oc Sorenschrifuer opvartis. Disli-
geste offverbliffver udj landet end 7 Præstegield, offver hvis
Geislighed en Prouvist udj ligemaade Tilsiunet forvalter
Følger nu noget lidet om landsens almindelige deelind udj Øst
oc West, med dessen vedrørende paarticularitet oc egenskap,
såvit mand korteligst derom haffver kundet samble.
Annotationer
a) Eman: Tesaur. del(1) regno dÍtalia pag. 4 – Piu mise-
rabili di tutti qvesti popoli, et qvasi dimenticati dalla natura,
son gli habitatori della parte pui Settentronale della Penisola,
Finni, Scrifinni e Lappy presso allÍstmo. Peroche dannati á
perpetue tenebre di lunghe notti et turbidi giorni, portando
in viso lo sqvalor del loro Sole, traggono vita inhospita e selv-
aggia, et hanno Inimica la Terra e il mare; peroche qvella
sepulta, sotto le nevi eterne, apena si mostra loro per sepellirli,
non che per pascerli; Qvesto impetrito di densi gieli, la mag-
gior parte dell´anno si puó passeggaiare non havigare, talche i
miseri non connoscendo né panni, sol vestono di cio
che spogliano le Fiere, et sol vivono di cio che donna loro il
dardo et la retw, et havendo l´habititioni cosi vagabonde come
gli habitatori, meritamente nel loro idioma son chiamati Finni,
cioé Poverissimi.
b) Tacit: de Germ. – Fennis fæda paupertas (2)
c) Saxo (3) lib. 5 – Sunt Finni ultimi Septentrionis populi,
vix qvidem habitabilem orbis Terrarum partern cultura et man-
sione complexi… In certa iilis habitatio est, vagaque domus.
Ubicunqve feram occupaverint locantibus sedes etc:
1) Del regno d´Italia sotto i barbari epitome da D. Eman Tesauro Torino 1664,
også trykt 1680 i Venetia – Citatet er ikke helt nøhjagtigt.
2) Fenni lever i skrækkelig fattigdom.
3)Efter Steph. Joh. Stephanius, Saxonis Grammatici Historiæ Danicæ libri
XVI (Soræ 1644) s. 93: Finnerne er folk i det yderste norden, de har
underlagt sig en knap beboelig del af jorden som de bruger og har til hjem.
De har ikke bestemte bosteder eller faste huse. De slår sig ned hvor de træffer
på vildt, etc.
Uddragene af Tacitus og Saxo findes hos Tesauro, hvorfra Lilienskoild har
den. Sidstnævntes værk har tjent Lilienskiold ikke bare som kilde, men også
som model. Ideen til annotatinerne stammer vistnok derfra. Af de to Lilien-
skiold-håndskrifter, Kr. Nissen henleder påmærksomheden på i Trondh. Vid.
Selskabs Skrifter 1936, nr. 6 s. 14 er det ene, den italienske kongehistorie,
i form og indhold som “Del regno d´Italia”. Det andet, “Nordens Ære Støtte”,
øser af samme kilde, selv til billedstoffet i dette håndskrift er der hentet
motiver fra Tesauro.
