- En rejse fra sted til sted
- Alteidet Handelsted
- Balstad Handelssted
- Bentsjord Handelssted
- Elgnes Handelssted
- Finnset i Vågan Handelssted
- Gibostad Handelssted
- Gjøvik Handelssted
- Grønøy Handelssted
- Grøtøy Handelssted
- Hamnvik Ibbestad Handelssted
- Henningsvær Handelssted
- Husby Handelssted
- Kjerringøy Handelssted
- Kjosen Handelssted
- Kløven Handelssted
- Koppardal Handssted
- Kulstadsjøen Handelssted
- Kvaløy Handelssted
- Kvitnes Handelssted
- Laukvik Handelssted
- Liland i Ofoten Handelssted
- Lungseidet Handelssted
- Maursund Handelssted
- Melbu Handelssted
- Mo I Rana Handelssted
- Nergårdshamn, Bjarkøy
- Nord Arnøy Handelssted
- Nordvika Handelssted
- Oldervik Finnkroken
- Risøyhamn & Andenes Handelssted
- Rotsund Hamnes Handelssted
- Røkenes Handelssted
- Rørøy Handelssted
- Røsvik Handelssted
- Sandnessjøen HandelsstedSandnessjøen Handelssted
- Sandtorg Handelssted
- Selsøvik Handelssted
- Skånland Handelssted
- Skjervøy Handelssted
- Skrova Handelssted
- Sortland Handelssted
- Stokkmarknes Handelssted
- Storvågen i Vågan Handelssted
- Straumen & Berntvika Handelssted
- Sund & Reine Handelssted
- Svolvær Handelssted
- Sørsand Handelssted
- Tussøy Handelssted
- Vevelstad Handelssted
- Ørnes Handelssted
- Nordlands kort
- Kort Nordlands Handelssteder
- Erik Andreas Colban – Beskrivelse over Lofoten og Vesteråle
Stokkmarknes Handelssted
Fra Melbu sejler vi videre langs de smukke strande på
Hasseløy og op gennem sundet mellem Hinnøya og Hassel. Nu dukker Hassels gamle
rødmalede kirke frem på øst pynten, og idet vi svinger vest over omkring næset
ind i ly af Børøya, ligger det gamle sted Stokkmarknes lige unde de stejle
fjeldskrænter, lunt og trygt ved det lille sund. I “Kalsnes og Ulvø fjerding”,
som det hedder i gammel tid. Der var omkring 1700 jekteleje på Holmsnes, og
omkring 1740 havde præsten hr. Peter Drejer fra Hassel bygdefarjekt. Ellers lå
der mange udliggerborgere på naturlige handelspladser, som Holmsnes, Hanøya og
Stokkmarknes.
Gården “Stokmarken” tilhørte før 1760 fogden i Lofoten og
Vesterålen Herman Randulf, som kom i kassemanko og blev suspenderet fra
embedet. Kongen fik da udlæg i gården, som i 1760 var beboet af Hieronymus
Brygmand, ved den samme som tidligere havde været skipper på Hestad i Herøy. Og
i 1762 solgtes ved auktion 1 våg af Stokmarken til trondhjemsborgeren
Christopher Nielsen Grønbech for 50 rdl. Samtidig købte han Børen /Børøya?) på
1 våg til samme pris. Det er sandsynligt at han nu har slået sig ned her for
godt, da dette altid var hensigten når borgere havde erhvervet jord nordpå.
Christopher Grønbech var død i 1764 da hans enke Ellen
Margrethe Røst sammen med trondhjemsborgeren Hans Christian Jonsen på Holmsnes
og Niels Jonsen Beyer Hanøya underskrev en protest mod planen om gæstgiveri i
Nordland. I 1784 overdrog hun ejendommen Stokmarken til sønnen Niels
Christophersen Grønbech for 70 rdl. Han har antagelig de første år efter
faderens død drevet borgerhandel på moderens vegne, men 27 juni 1776 fik han
gæstgiverbevilling på stedet. I løbet af de år han drev handelsstedet, opkøbte
og tillagde han store landejendomme. Niels Grønbech var gift med Elen Deborah
Munch fra Lødingen. De havde 6 børn, en datter var gift med Tegnmann på
Balstadøya, sønnen John Røst blev gæstgiver på Skagstad. Ved folketællingen
1801 boede der på handelsstedet ikke mindre end 30 personer, deriblandt den
84-årige enke Ellen Margrethe Røst, foruden børn og slægtninge.
Niels Grønbech døde i 1820, men havde da allerede for
flere år siden overdraget stedet til sin ældste søn.
Christen Munch Grønbech var født 1776 og derfor en moden
mand da han 22 marts 1816 fik gæstgiverbevilling på Stokkmarknes, som fra denne
tid fik dette navn som betegnelse på handelsstedet og den voksende bosætning
omkring det. Tidligere havde bebyggelsen ligget på sletten indenfor fjeldet.
Christen Grønbech var gift med Ovidia Meldal Dybfest, datter af Johi Rener
Dybfest på Finneset i Vågan. De havde ifølge “slægte Benkestok” kun to døtre,
med slægtshistorien siger, at de også havde en søn Frederik Andreas Grønbech,
som siden overtog gæstgiveriet. (Han kan måske også have været en søn af Isach
Grønbech i Risøyhamn) Christen Grønbech døde i 1819 og enken sad med
gæstgiveriet til Fredrik Grønbech fik bevilling 22. februar 1823. Om hans virke
er der ikke meget at fortælle. Han var gift, men ægteskabet var barnløst, og de
tog derfor i 1832 til sig en søn fra handelsmand Isak Hals i Skjelvågen på
Langøy. Frederik Grønbech levede endnu i 1840.
Efter hans død sad enken med handelsstedet og gården, og
adoptivsønnen William Dahl Hals voksede op i hendes hus. Han fik en god
handelsuddannelse i Bergen, og da han kom hjem derfra, overtog han stedet, som
ved testamente blev hans ejendom. W: D: Hals drev forretningen til en succes,
drev fiskeri med 3 fembøringer og sejlede til Bergen med jekta til begge
stævner. Da han overtog gården, var landbruget ganske ubetydeligt, men ha
dyrkede det op til 130 mål agerjord og en besætning på 20 køer, 5 heste m.m.
Landbruget blev senere nedlagt for at give plads for stedets udvikling med
bymæssige bebyggelse.
W. D. Hals var i 1881 med til at stifte Vesterålen
Dampskibsselskab, som fik sit hovedkvarter på Stokkmarknes, og var i årevis
medlem af direktionen, en tid som formand. Stedet voksende fra hans tid til
uanede højde og blev til en by med hurtigrute anløb, gode kajanlæg og smukke
bebyggelser. W. D. Hals døde i 1905, og forretningen blev i 1903 overtaget af
sønnerne – firmaet blev til Brøderne Hals, det ledes fremdeles (1942) af W. D:
Hals d.y. som eneindehaver.