Sund & Reine Handelssted

Fra Balstad må vi sætte kursen mod sydvest over
Nappestrømmen og forbi Flakstadøya med sine tinder og skår. Vi passere
Nussfjord, som er et betydeligt fiskevær, men af nyere dato. Og rundt om den
lille ø Kunna svinger vi så ind til handelsstedet Sund, som har den ældste
historie af disse steder. Stedet ligger på sydspidsen ag Flakstadøya med sin
lille hus klynge ved havnen, som beskyttes af de mange holme lige udenfor i
havet.

Det ældste skipperleje i Flakstad var Moskenes, men
omkring 1760 flyttede Svend Gregersen Colleng fra Sortland i Vesterålen og
bosatte sig som skipper på Sund. Han drev jektebrug, men ingen handel. Den
første handelsmand her var Lorentz Christopher Sverdrup fra Øksningen i Herøy,
Helgeland. Han fik gæstgiverbevilling på Sund med Nussfjord og Festhælen 10.
august 1771, og var også jekteskipper og ejede 17 fisker huse i været. Afgiften
for gæstgiveriet var i begyndelsen kun 4 rdl, men i 1800 skrev amtmanden at
denne afgift var for lille – et udtryk for stedets voksende værdi. Sverdrup var
først gift med Johanne Bärentz fra Bitterstad i Hassel. Sverdrup sejlede på den
tid med to jekter. I 1792 blev han anden gang gift, men Anna Elisabeth Klæboe,
enke efter sognepræst til Øknes Jens Peter Drejer. Ved folketællingen 1801
boede i hans hus 18 personer, bland dem stedsønnen Jens – senere gæstgiver på
Sund, og Willas Bing Drejer – senere gæstgiver i Lyngvær.

Da Sverdrup antagelig døde i 1815, gik Sund over til
stedsønnen Jens Bing Drejer, som fik gæstgiverbevilling 10 juli 1816. Afgiften
var da steget til 30 spd., et som vider om en vældig omsætning. Det er
sandsynligt at han ikke udøvede nogen gæstgiverret i Nussfjord, hvor Dahl købte
stedet i 1827, og Bonsach Gotaas fik gæstgiveri fra 1835.

Jens P. Drejer ægtede i 1810 Sophie Marie Schøning, datter
af gæstgiver Ole M. Schøning på Grøtøy. Hun skal have været meget tungsindig,
på grund af en brudt forlovelse i ungdommen, senere havde hun også den sorg at
miste to sønner som omkom ved forlis på havet i 1834. Jens Drejer selv var en
virksom, man urolig natur, en dygtig forretningsmand som snart arbejde sig til
rigdom. Han byggede nye huse på stedet og udvidede efter behov. En tid ejede
han også Reine  og havde kirketjeneste i
Flakstad og Moskenes kirker. Han var også ejer af en mængde gårde omkring i
Flakstad sogn. I 1842 flytter han fra Sund til Namdalen, hvor han havde købt
store skove – de som senere tilhørte van Severenbruget. Her drev han savværk og
var bosat på Åsmulen gård i Harran, hvor han døde i 1853.

Sund blev først fra 1842 bestyret af en Lund, bror til
Erik Lund på Reine. Så blev stedet nogle år bortlejet til handelsmand Klæboe på
Liland i Ofoten og siden solgt til en Hagen Lund, som drev det nogle år.
Endelig blev Sund købt af Hans Johan Andreas Borgen, hvis far var lensmand i
Alstahaug og moderen datter af biskop M. B- Krogh. Han drev store forretninger
på Sund, byggede ud og forbedrede stedet og blev en af de mest kendt vær ejere
i sin tid.

Hans Borgen blev i 1858 gift med Magdalene Hartvikke
Thesen, hvis far dengang var handelsmand på Moskenes og senere bosatte sig i
Bergen. I 1895 solgte Borgen stedet til distriktslæge Ommundsen i Flakstad, og
flyttede selv til Vega, hvor han døde året efter. Ommundsen ulejede Sund til
skipper Hans Berg (Todal) fra Gilleskål. Han var af Angell slægten og første
gang gift med Petrine Ovidia Augustinussen, hvis far var skipper på Valla.
Efter hendes død ægtede han Christine Amalie Mørch, hvis far var handelsmand på
Leland i Leirfjorden. Hans Berg var en driftig vær ejer og sad i ganske store
forretninger til sin død i 1902. Han havde 10 børn, men ingen af disse overtog
handelsstedet efter ham. Det blev solgt til brødrene Langaas fra Alstahaug i
Helgeland, og de drev stdet med fiske og tran forretninger og under firma
navnet Langaas´s Sønner A/S med landhandel og bageri. På stedet er der nu 5
etageejendomme, butik, telegrafstation og bageri, to store pakhuse, 46
fiskerhuse dampskibskaj og andre kajanlæg, fem store fisketørreanlæg.

Fra Sund er vejen kort over til Reine, som ligger ved
mundingen af et helt kompleks af fjorde som forgrener sig ind i Moskenesøya.
Fer står de sidste i rækken af de høje Lofot tinder – de vilde og ejendommelige
Reine fjelde, længer ude falder de af ned mod Lofot odden. Reine er omgivet af
flere øer og mindre vær som Sakrisøy og Hanmnøy. Sund og Reine ligger ikke bare
nær hinanden , men har også tilknytningspunkter i fælles ejere og
slægtstraditioner.

Reine har muligvis været jekteleje en tid før det fik sin
første handelsmand. Det var Steffen Nielsen Røberg, søn af Niels Røberg på
Moskenes og Dorothea Bjørnsdatter “Ursin”. Han var antagelig i slægt med
Røbergene i Salten. Røberg fik gæstgiverbevilling på Reine 6. juni 1775 og
bosatte sig der. Ved denne tid ægtede han Birgitte Kirstine Thomesdatter, hvis
far var skipper og handelsmand på Sandvika, Gilleskål. Gennem sin mor tilhørte
hum Benkestok slægten og havde arvet 6 våger jordejendom i Meløy, som ved
ægteskabet kom i Røbergs eje. En del af jordejendommen pantsatte han for gæld
til købmanden i Bergen, en andel del solgte han. Det behøver ikke at betyde at
hans handel gik dårligt, bare at det kostede at igangsætte driften og opføre de
nødvendige huse på Reine.

Steffen Røberg havde en søn som døde ugift i 1813. Både
Røberg og hustru levede endnu i 1801, men havde da overladt handelsstedet til
svigersønnen Rasmus Thesen, gift med datteren Karen Petronelle. Han var fra
Tessam i Beistad og kom til Nordland som kontorist hos sorenskriver Arctander i
Vesterålen, senere hos foged Eiler Hagerup Krog på Husby i Hassel.
Familienavnet Thesen tog han efter sit fødested i Trøndelag. Ved sit giftermål
omkring 1798 fik han Reine, og løste gæstgivebevilling 5 marts 1799. Ved
folketællingen 1801 boede i hans hus 17 personer, bl.a. hans mor og søster.
Rasmus Thesen fortsatte da stedets drift gennem de gode år omkring 1800, gennem
nød årene og efterkrigsårene, til de nye opgangstider omkring 1830 årene.

Han døde 1836.

Hans ældste søn Elias Thesen blev gæstgiver på Moskenes,
mens yngste sønnen Michael Lauritz Thesen overtog Reine, hvor han fik
gæstgiverbevilling 6. september 1839. Afgiften for stedet var 16 spd, altså
omtrent halvdelen af det som var afgiften for Sund. M: Thesen var gift med
Regine Hansen fra Forvik i Tjøtta og deres eneste barn døde ung. Thesen solgte
snart derefter Reine til Jens P Drejer, som derpå drev begge steder under et.
Hans datter Birgitte Sophie Jentoft Drejer blev i 1843 gift med Erik Lund, hvis
far var lensmand på Sømnes i Alstahaug. Lund overtog da Reine, omtrent
samtidig, som hans bror bestyrede Sund og drev nu stedet i en årrække.

Hans datter Sophie Kristine blev i 1866 gift med Hartvig
Fredrik Brodtkorb Sverdrup, hvis far var handelsmand på Fiskerosen i Bindal.
Han købte i 1874 stedet af sin svigerfar, og således blev navnene Sverdrup og
Reine sammenknyttet. Fra hans tid voksede Reine hurtigt til et moderne
fiskevær. Han havde et enestående fremsyn og forretningstalent, og ikke mindst
ejede han en sjælden evne til at forene sit firmas interesser med den naturlige
fredrift hos den enkelte. Mod nogen få dages pligtarbejde om året fik husmænd
og andre slå sig ned på stedet, hvor de ellers kunne arbejde for firmaet eller
begynde for sig selv. Sverdrup hjalp alle med udrustning til fiskeri og overlod
bygge og tørreplads til alle som ville drive forretning for egen regning. På
denne måde blev der et enestående tillidsforhold mellem Sverdrup og de folk som
arbejdede i været. Han var en patriarkalsk skikkelse, en herre med fast hånd og
et vågent øje overalt.

Hartvig Sverdrup havde en meget stor produktion af tørfisk
og klipfisk, tran og rogn, ved siden af anden handel og et stort landbrug. På
slutningen også en betydelig eksport. Ved overgangen til motordrift i fiskeriet
finansierede han en fiskerflåde på 50 – 60 skibe. Han døde i 1927 som den
ubestridt ledende mand i sit distrikt.

Firmaet blev i 1917 overtaget af sønnen Sofus og Cato
Sverdrup, som har fortsat faderen spor og med direkte eksport af fiskevarer til
udlandet. Firmaet og dets indehavere indtager en ledende stilling i hele
Nordlands næringsliv, og stedet har under den en fortsat fremgang. Eksporten af
stokkfisk (tørret fisk) til Italien begyndte 1911, og denne gren af firmaet
virksomhed er øget, så der nu var agenter i alle større italienske byer,
desuden eksport til Holland, Belgien, Frankrig og Afrika.

Til firmaets ejendomme høre fire etage ejendomme, hvor den
største hovedbygning er af nyere dato, mens en noget mindre toetagers, som
ligger parallelt med den første antagelig er fra midten af 1800 tallet. Facaden
er symmetrisk udformet omkring en smuk portal med rigt profileret topstykke.
Ellers høre til firmaets ejendomme – 7 store kajanlæg, pakhuse, et par ishuse,
moderne trandamperi, hotelbygning, logihus og fiskerhuse til ca. 500 mand, alt
velbygget og i god stand. Der var i 1930 hjelbrug for vel 1 million fisk og
store fiskelagre som betingede en stabil og jævn eksport. Hartvig Sverdrup
byggede i 1891 en kirke, som siden blev overtaget af kommunen. Hans grav er på
den smukt indhegnede familiekirkegård, hvor et sort gravmonument værner om
mindet.

Reine 2
Reine 3
reine lofoten

Niels Simonsen

NielsSimonsen