Sværholt Handelssted

Nu stævner vi atter ud i Porsanger fjorden tilbage forbi
Tamsøy og videre ud mod det åbne hav. På styrbord side har vi hele tiden den
nøgne Sværholt halvø, og længst ude runder vi forbjerget Svæholtklubben, som er
det største fuglefjeld i Finmarken. De skråtstillede skifferlag danner hylder
og afsatser opad siden på hele fjeldet, og her ruger tusindvis af fugle især
krykkje (tretået måge ride), men også en del alke og lomvier, skarv og teiste.
Her har fra gammel tid været drevet stor ægindsamling. I gamle dage kunne man
samle op til 10.000 æg om året, men i dag er det mange gange mindre.

Sværholtklubben danner en naturlig skillelinie mellem Vest
og Østfinmark. Amtmand Sommerfeldt kaldet fjeldet ” et så mærkeligt objekt at
det efter mine tanker fortjente at besynges af vore bedste digtere”. Ude fra
Nordhavet strømmer fiskestimer ind og lige udenfor legede brølende hval i
hundredvis, og i fjeldet havde odder og fugle deres eget område.

Klubben (fjeld massiv) er skilt fra halvøen ved en saml
landtange, hvor der fra gammel tid har været høstet hø på engene.

Stedet havde engang en stor bebyggelse og egen kirke, men
var omkring 1750 ubeboet. Den første handelsmand som slog sig ned på stedet,
var Søren Jenssøn Bøgeberg, antagelig en dansk mand. Han søgte om at få
gæstgiveri og et engstykke til bopæl, og
begge dele blev bevilget ham. Bevillingen blev udstedt 14. november 1793, og
engstykket på østsiden af landtangen overladt ham ved rentekammerets skrivelse
af 23. samme måned. Han fik gæstgiveriet afgiftsfrit de første 10 å, antagelig
fordi det var i offentlighedens interesse at have et gæstgiveri og et sted hvor
rejsende kunne skifte.

Ved folketællingen 1801 boede der 15 mennesker på
handelsstedet, som altså må have haft en større bebyggelse. Hans kone hed
Johanna Marie Holm og deres voksne søn Christian, en anden søn Jens var i
Hammerfest. Et par af tjenestefolkene bar familienavn som Grüner og Juel.
Konens søsterdatter og flere andre gamle mennesker havde også ophold i huset.
Fra 1804 svarede han 2 rdl. i årlig afgift. Søren Bøgeberg døde i 1810, 72 år
gammel, hans kone året før. Sønnen Jens Bøgeberg var vistnok ved handelen her i
årene 1805 – 11. Datteren Mette var gift med Hans Wadel, som en tid havde
Ingøy, men fra 1804 flyttede til Sværholt og boede her. Hans Wadel døde på Sværholt
1810, 35 år gammel.

Handelsstedet gik herefter over til Christian Bøgeberg,
som fik gæstgiverbevilling . februar 1812 mod 6 spd. årlig afgift. Han var gift
med Margrethe Sophie Steen. Ved interims bevilling af 19. december 1815
(bekræftet 28. februar 1816) fik han også udskænkningsret på Skjøtningberg.
Disse steder drev han i flere år, men i 1829 opsagde han gæstgiverretten på
Sværholt, på trods af at han forsatte med handle på stedet. Det er muligt at
han på sine gamle dage flyttede over til sønnen i Lebesby, og at Sværholt en
tid var uden handelsmand.

Den næste som tog stedet i brug var Amund Torgersen
Kraabøl fra Vestre Gausdal. Han kom til Finmark i 1847 og tog ophold i Tana,
hvor han virkede som tømmer og snedker, især med reparation af kirker og
præstegårde. På en rejse traf han grev Wedel Jarlsberg ? som anmodede ham om at
tage ophold på Sværholt for at tage sig af båd postruten og rejsende. Postruten
var dengang Hammerfest – Kjelvik – Sværholt – Tana – Vadsø. Kraabøl bosatte sig
på Sværholt i 1849.

Han byggede de nødvendige huse og ryddede græsarealer til
6 køer, en hest og nogle får. Han giftede sig i 1854 med en ung dame fra
Bergen. Hun kom herop med en præstefamilie, og rejsen foregik med “Gyller” til
Hammerfest og derefter med en jekt til Kistrand, det hele tog over en måned.
Fru Amalie Kraabøl var en uforfærdet og arbejdsom kvinde. Hun lærte sig hurtigt
at spinde og væve, på tros af at hun aldrig havde set en rok eller vævestol
før, og blev n god støtte for sin man i opbygningen af handelsstedet. Ved
folketællingen 1865 boede her personer.

I februar 1870 brændte hovedbygningen ned til grunden. Fru
Kraabøl måtte sammen med et nyfødt barn springe ud af vinduet fra loftetagen,
der oppe havde også børnene sine sove rum og alle måtte springe ud af
vinduerne, da trappen var spærret af ilden. Kraabøl råbte ud i mørket om alle
var reddet, og der blev svaret ja. Men desværre viste et sig siden at en 9 års
gut var indebrændt. Bygningen var dårlig forsikret, så det var et mærkbart tab.

Men i 1872 havde Kraabøl igen opført etagehuset, trods
alle vanskeligheder med materialerne og transporten. Samme år begyndte han med
handel og fiskeopkøb. Stedet blev posthus og blev anløbet af hamburgruten. Fra
1880 årene havde Sværholt stadig besøg af turistrådene, som kom for at vise
passagerne det store fuglefjed, og samtidig forsyne sig med mælk og fløde. Her
førtes et gæstfrit hus, med stort ryk ind af kendte og fremmede. Kraabøl var en
foregangsmand på mange områder, han indførte nye lakse fangstredskaber og havde
en avlstation for sjeviot får. Han drev handelsstedet til 1906, da det hele
blev overtaget af sønnen Erik Augus Kraabøl. Men både han og to brødre omkom i
1910 under ekspedition af et kystruteskib. Stedet gik herefter over til
søsteren Kaja Kraabøl, som drev det til 1926, da det blev overtaget af en
Tromsø bank.

I 1904 fejrede Kraabøl og hans hustru guldbryllup, og blev
senere stedt til hvile på et af sine familiegravsteder, som er individet på
Sværholt ældgamle kirkegård.