Svolvær Handelssted

Når hurtigruten i vore dage forlade Bodø og krydser
Vestfjorden, stiger Lofotvæggen lodret op af havet med sin sneklædte tinder.
Det kan være en tindrende klar højsommerdag, eller en lige klar strålende
sommernat, med de vidunderligste lys sætning og skygger udover fjorden og
fjeldene, måske med en eventyragtig spejling i fjordens hav. Men det kan også
være en stormfuld dag med hushøje bølger, hvor Vestfjorden viser sit barskeste
ansigt og husere med den stakkels rejsende indvolde så han tigger om fred, bare
et øjeblik. Da er det måske endnu smukkere at komme in i Svovlværs lune og
trygge havn. Havnen åbner sig med sit mylder af fartøjer, sine brygger og huse,
hvor livet pulsere som få steder i Norge.

Svolvær har gamle traditioner at bygge på. Indtil ca. 1760
årene tilhørte stedet kongen, men allerede tidlig havde stedet beboere som drev
jektebrug og handel. Den første vi kender af disse personer, er Simons
Zindelsen, hvis billede ifølge provst Colban hang i Vågan Kirke og havde denne
indskrift:

“Herunder ligger ærlige og fromme mand Simon Zindelsøen, barnefødt i Sæby af
ærlige ægte forældre år 1589 og død år 1647″ Hans slægt sad i Svolvær mand
efter mand i hen ved 200 år, og gik da gennem et kvindeled over til en
sidegren.

Vi kan gå udfra at Zindel Simonsen Meyer, som boede på
stedet i 1667, er hans søn og omkring 1690 var det Zindel Christophersen Meyer
som havde gården og som vel var hans sønnesøn. Han synes at have været en
overmåde stridbar mand. Til stadighed lå han i stridigheder med Kabelvåg
mændene og andre naboer, snart om det ene og snart det andet.

Ved år 1712 boede Christopher på Svolvær, og samtidig
boede den rige og ansete Jens Christensen Hasselberg på Svovlværøya:
(Svinøya?). Efter Chrf. Meyer fik sønnen Zindel skøde på gården. Han var også
en kværulant, som der gik mange
historier om. Fra 1736 til 1755 sad også en bror Johannes på gården. Sønnen
Christopher Zindelsen solgte en andel af gården i Svolvær, som han senere fik
skøde på. Han levede endnu1770. Samtidig købte hans svoger Ole Henriksen Walnum
den anden halvdel af gården, og ved skøde af 1781 blev Walnum ejer af hele
Svolvær.

Ole Walnum kom fra en slægt af trondhjemsborgere på
Helgeland, og drev selv fra først af sin handel som borger. Senere løste han
gæstgiverbevilling den 8. juni 1781, samme år som han blev ejer af hele stedet.
Han drev stedet godt frem i opgangs årene omkring 1800. Handelen opgav han i
1803, men døde først i 1806 og efterlod sig en formue på 6000 rdl.

Sønnen Andreas Walnum overtog stedet efter faderen, og fik
gæstgiverbevilling 29.september 1804. Om den gamle havde stået sig godt, var
det endnu bedre med sønnen. Trods nød, krig og hungersnød klarede han at
opbygge sig en betydelig formue. Ved folketællingen i 1801 opføres Andreas
Walnum som hovedperson, med hustru og to små sønner. Han var gift med Giertrud
Udbye. I huset boede også den gamle Ole Walnum, to yngre søstre af Andreas, en
gammel enke Dorthea Meyer, som underholdes af carite, og desuden en hel del
andre hus folk, i alt 22 mennesker. Da Andreas Walnum døde i 1814, var hans
ejendom Svolvær med tilhørende huse vurderet til 10.000 rdl. Svolvær blev da i
nogle år forpagtet af Hartvig Jentoft Schøning, som drev stedet mod 16 rdl. i
årlig afgift, til han i 1819 overtog Finnset. Omkring 1820 hedder det at “Lars
og Ole Walnums sønner driver Svolvær og skulle have søgt om gæstgiveribevilling
og handelsbevilling”. Stedet blev også ved denne tid overtaget af sønnen Lars
Thodal Walnum – opkaldt efter Ole Walnums halvbror, som havde været
stiftsbefalingsmand på Island. Lars Th. Walnum var gift med Kirsten Berg,
datter af den kendte provst Gunnar Berg i Ibstad. Hun blev senere gift med
sognepræst Bull i Vågan, og maleren Stoltenberg har givet os et festligt
billede af hende med en lille datter.

I 1828
solgte Lars Th. Walnum halvdelen af gården til svogeren Gunnar Berg, som
same år blev gift med Maren Andrea Dons fra Hamnvik. Han etablerede sin
forretning på Svinøya i 1831 med gæstgiverbevilling 25 januar, og drev den til
sin død i 1861. Hans eneste søn Lars Thodal Walnum Berg overtog da ejendommen
og handelen, og i hans tid havde både stedet og forretningen en vældig vækst.
Han stoppede på eget initiativ med brændevinssalget, men de kunder han tabte
ved dette, fik han mangedobbelt igen. Det skal også bemærkes at han var den
første som satte gang i den direkte eksport til udlandet fra Svolvær.

I 1893 overdrog han firmaet til sine sønner John og Einar
Berg, som fremdeles driver det og har ført det frem til et af de ledende i
Nordnorge. Som man kan se det i dag repræsentere dette firma i virkeligheden en
sammenhængende familietradition på stedet gennem 300 år. En tredje søn var den
bekendte Lofot maler Gunnar Berg (1863-93), som med indtrængende kendskab og
naturfølelse har skildret sin hjemstavn i uforglemmelige billeder.

Efter at
Lars Th. Walnum var død i 1829, ægtede sognepræst Bull som nævnt hans enke og blev derved ejer af den
tilbageværende halvpart af Svolvær. Ved skøde af 14 juli 1839 overdrog han sin
del til Georg Ludvig Størmer for 6500 spd.
Størmer fik sin gæstgiverbevilling 25 april 1838 og oparbejdede også en
stor og vel besøgt forretning. Den blev senere overtaget af sønnen Hans Chr.
Størmer, som igen overdrog firmaet til sine sønner Georg og Arne Størmer.

Helt ind i det 20 århundrede var disse to firmaer
enerådende på stedet, indtil der i 1911 blev givet fri næring i Svolvær.
Allerede fra dampskibsfartens barndom i Nord Norge kom Svolvær i forgrunden, og på grund af sin
heldige beliggenhed og sin gode havn er det blevet et knudepunkt i Lofoten
kommunikation og næringsliv.

NO_NS_BLDSA_STEREO_0227 001