KAP I
Salig Jon Olafsson kom tilbage til Kjøbenhavn fra den
ostindiske Rejse sex uger efter Vinterens Begyndelse. Han havde denne Vinter
Nattelogis hos den fromme Kvinde Christine Sørensdatter, Enke efter hans
Staldbroder Jon Haldorsson, en Islænder, som havde været KGL. Majestæts
Bøsseskytte samtidig med Jon Olafsson, men om Dagen var han i Kost hos Rigets
Admiral. Der blev ham tilbudt at blive Skolemester for de Børn, som Kgl.
Majestæt havde optaget til Forsørgelse og Oplæring, hvorfor han skulde have en
Løn af 440 Daler, hvilket han dog ikke
vilde tage imod. Hans Slægtninge Hannes og Balthazar skrev ham ogsaa til fra Hamborg og indbød ham til at
tage Ophold hos dem hele sin Livstid, hvilket han ogsaa afslog. Endelig blev et
ærligt Giftermaal stillet ham i Udsigt med en velhavende Enke, som havde et Par
unge Sønner, der var Studenter, men heller ikke dette havde han lyst til. Han
afslog alt dette fordi han havde fattet den urokkelige bestemmelse, at holde
det Løfte, han i sin Nød havde aflagt, da han kom til Ulykke, at han vilde tage
hjem til sit Fædreland, hvis Gud gav ham Liv og Førlighed dertil, og der lægge
sig til den sidste Hvile, naar det var Guds Villie.
Saa gik Vinteren, og om Foraaret gjorde Islænderne sig sejlklare
her op til Island. Det samme gjorde Lensmanden Holger Rosenkrantz. Den
højlovlige Herre Prins Christian (den Femte) bad ham tage mig med sig derop og
sørge for mig paa andre Maader, hvilket han også trolig gjorde. (den mærkelige
Brug af første og tredie Person i denne del lader formode af sønnen har haft
nogle skriftlige Optegnelse fra Faders at støtte sig til under Nedskrivningen).
Med ham kom Jon Olafsson herop til Island og gik i Land i Havnen Seila ved
Bessastadit, tilligemed Hr. Thorlak Skulason og andre Landsmænd. Høvedsmandens
Skib med dets Passagerer kom dertil før St. Hansdag, og der opholdt jeg mig,
indtil Høvidsmanden og hans Følge tog til Althinget paa den fastsatte Tid, hvor
jeg traf mange af Islands bedste Mænd og mange andre, som bød mig Vinterophold
hos sig, men jeg afslog disse Tilbud undtagen det fra Bjørn Magnusson fra Bær
paa Raudasand, hos hvem jeg var om Vinteren efter at jeg var kommen hjem.
KAP. II
Høvedsmanden Holger Rosenkrantz førte to Abekatte med sig op
til Island for Morskabs Skyld, en Han og en Hun, som Islænderen, der ikke havde
set saadanne Dyr før, syntes var ganske vidunderlige at skue, og de Danske
fortalte dem, at disse Abekatte var Mennesker fra Ostindien, og at Jon Olafsson
kunde forstaa deres Sprog, hvilket Islænderne troede, og en af Islænderne
bukkede og nejede med dyb Reverens for dette indiske Ægtepar og forærede dem 4
Par Strømper, som han sagde, at hans Kone havde
sendt dem.
Jon var 33 Aar gammel, da han kom tilbage til Island 1626 og
22 Aar, da han første Gang rejste bort til England.
Samme Sommer, som han kom hertil, forlenede Høvidsmanden
Holger Rosenkrants ham med tre Kgl. Majestæt tilhørende Gaarde på Norlandet,
nemlig Ingveldarstadir, Dadastadir og Skard paa Livstid med de tilhørende
Kvilder (Kreaturbesætning). Deres Afgift til Kongen er 14 Rdlr. aarlig. De
ligger paa Höfdaströnd, og Jon havde dem i Forlening i to Aar. Men det forekom
ham vanskeligt og forbundet med altfor store Udgifter hver Aar at lade betale
Landskyld og Leje af disse Gaarde her fra Vestlandet og bekoste Folk og Hester
dertil, idet han selv opholdt sig i Alftafjorden hos sine Slægtninge, som ikke
vilde give slip paa ham eller tillade ham at bosætte sig paa Nordlandet,
hvilket han ej heler selv havde lyst til. Det forekom ham, at Indtægterne og
Udgifterne ved dissse Gaarde gik op mod hinanden. Dertil kom ogsaa, at han
havde fattet den Beslutning at indgaa Ægteskab her paa Vestlandet med en ærlig
Dannekvinde, Ingibjørg Olafsdatter, som var Husholderske hos Jon Magnusson den
yngre paa Euri ved Sevdisfjord, Datter af Sognepræsten til Stad, Hr. Olaf
Jonsson, og en Tvillingsøster til hans Broder Haldor Olafssons Hustru. Paa
Grund heraf vilde Jon ikke have Gaardene i Forlening længere end to Aar og
afgav dem igen. I dise to Aar opholdt han sig hos sine Slægtninge i
Alftafjorden.
KAP. III
Nu gik Tiden hen til Sommeren 1627 i Juni Maaned, da de
tyrkiske Sørøverskibe kom op til Island til Østfjordene og Vestmanøerne og
Grindavik, hvor de røvede, saaledes som det er fortalt i Hr. Olaf Egilssons Rejsebog,
som dengang var Præst paa Vestmanøerne, og som blev taget til Fange af
Sørøverne, sammen med ialt 242 Mand.
Samme Sommer kom to engelske Krigsskibe til Island for at
kapre franske Skibe. Udfor Latrabjarg ved Breidafjorden traf de et fransk
Hvalfangerskib, som laa for Anker, og hvis Kaptajn Dominigo, havde et gammelt
Pas udstedt af Christian IV af Danmark, hvori der meddeltes ham Tilladelse til
at fange Hval her ved Island. Dette Pas viste han de engelske Kaptajner og
henviste ogsaa til, at han ikke befandt sig under Sejl i rum Sø, men de vilde
ikke tage noget Hensyn til hans Forsvar og begyndte strax at angribe den
franske Hvalfanger, men først efter to Dages Forløb erobrede de den. Men atten
af Hvalfangerne under Anførsel af Kaptajn Diminigos Broder Johan Svan undløb og
roede bort nordpaa, til Arnarned, herfra skaffede Johan Svan sig
Transportmidler til Øgur til den bekendte velbaarne Herre Ari Magnusson, Kgl.
Majestæts Sysselmand over Isafjords Syssel, thi de Franske agtede at bringe
Sagen om de Engelske ulovlige Kaperi ind for Domstolene. Da de engelske Skibe
med det tagne franske Skib kom nordpaa i Mundingen af Isafjardardjúp, blev det
aftalt mellem den franske og de engelske Kaptajner, at der paa en fastsat Dag
skulde holdes Møde i Arnadal angaaende Kapringen af Skibet. Til dette Møde blev
Sysselmanden Ari Magnusson anmodet om at indfinde sig, og i hans Følge, var Jon
Olafsson ikke den ringeste. Men da de ikke kunde blive enige om Gyldigheden af
det Pas Dominigo havde faaet af Kong Christian IV af Danmark, blev denne Sag
henvist til Lensmanden Holder Rosenkrantz paa Bessastadir. Johan Svab skulde
ride derhen med en Skrivelse fra Sysselmanden og hente hans Svar. Til at følge
ham medgav Sysselmanden ham Jon Olafsson Indiefarer.
KAP. IV
Derefter tog de engelske og franske Kaptajner samt Jon
Olafsson ombord paa de engelske Orlogsskibe, hvor der blev holdt et stort
Gilde, hvor Jon Olafsson traf sin Gamle Ven, Skibsføreren Isaach Brommet, med
hvem han først rejste fra Island til England, thi denne Mand laa et kort Stykke
Vej fra Orlogsskibene med sine Fiskeliner ude og fiskede. Han blev hentet til
Gildet, og han og Jon Indiefarer var meget glade ved at se hinanden.
KAP. V
Da Jon Olafsson og Johan Svan igen var kommen i Land, tog de
den korteste Vej til Øgur, hvor Sysselmanden Ari Magnusson havde ladet alt
bringe tilveje, som de skulde bruge til Rejsen, Heste, Telte og alt andet. Jon
Olafsson ledede denne Rejse. Da de kom til Borgarfjorden, hørte de først de
sørgelige Tidender om de store Røverier og Mandrab, som de tyrkiske Sørøvere
havde udøvet i Østfjordene, Vestmanøerne og Grindavik, og jo længere de kom
sydpaa, desto mere Frygt og Angst kunde de mærke ved Befolkningens Jammer og
Graad. De fortsatte Rejsen til de kom til Bessastadir, hvor de traf Lensmanden
Holger Rosenkrantz.
Dette skete kort før Altinget skulde afholdes. Jon overgav
ham Sysselmandens Brev, af hvilket han altsaa erfarede, at der var to engelske
Orlogsskibe udenfor Vestfjordene, hvorover han blev meget glad og vilde først
sende Jon Olafsson tilbage for at anmode dem om at sejle til Sydlandet og
deltage i Forsvaret mod Sørøverne. Men angaaende den kaprede franske Hvalfanger
og hans af Kongen udstedte Pas, mente han ikke at kunne træffe Bestemmelse, den
sag maatte opsættes til Næste Herredag og forelægges Kongen og Rigets Raad. Men
han lovede Johan Svan, at han vilde tage ham og hans to Følgesvende med sig til
Danmark og give dem fri Fortæring undervejs.
Høvidsmanden Holger Rosenkrantz havde overordentlig travlt
paa den Tid, idet han lod opføre en Skanse ved Havnen Seila til Forsvar mod
Sørøverne, og til Besætning tog han alle de Islændinge, som var kommen til
Bessastadir med deres Lensafgifter, og han vilde ikke give nogen Orlov, før man
fik Vished om, hvor Sørøverne stævnede hen. Han havde ogsaa tilkaldt de tre
danske Handelsskibe fra de nærmeste Handelspladser. Disse tre Skibe laa nu i
Seilaen tillige med Høvidsmandens eget Skib med Fuld Besætning og saa godt
udrustede som muligt. Han havde ogsaa udstillet Strandvagter paa alle
Syd-Næssene, for at hindre Sørøverne i at gaa i Land der. Da nu Jon Olafsson
havde opholdt sig en Nat paa Bessatadir og hurtigst muligt skulde rejse hjem
igen til Vestlandet med Høvedsmandens Svar til de engelske Kaptajner, kom der
Efterretning sydfra, at Sørøverne allerede var kommen til Hafnarfjord, og at de
agtede sig til Seila.
Nu blev Jon Olafsson forhindret i at rejse, han og hans
franske Ledsagere fik Ordre til at gaa i Skansen og betjene Kanonerne og skyde,
naar det var nødvendigt. Høvedsmanden og alle hans Folk og en stor Del
Isløndere ren om i Nærheden af Stranden. De sad i store messingbeslaaede Sadler
og havde lange Stænger i Hænderne, men naar Solen skinnede paa Saddelbuerne,
tog det sig paa Afstand ud som en Skare bevæbnede Mænd. Da alt var færdigt til
Forsvar, saa de Søreæverne sejle ind i Havnen. De blev mogtagne med en Del
Kanonskud fra Skansen og Skibene, og det ene af Sørøverskibene stødte paa et
Rev og stod fast, thi det var Lavvande. Det var det Skib, hvor Fangerne og
næsten alt det røvede Gods var ombord. Fra de to andre Sørøverskibe blev der
sat Baade ud for at losse Fanger og Gods over paa dem, for at lette det, og de
kastede ogsaa meget Tøndegods overbord, Men Øl og andre af de tungeste Varer,
som de havde røvet. Det meste drev i Land, og da det var forsynet med Kønmand
Boye Nielsens Mærke fra Skutulsfjord, kunde Jon Olafsson vide, at Skibet til
Skutulsfjords Havn var blevet taget af Sørøverne. Medens disse nu pladskede om
mellem Skibene, hørte de Danske desværre op at beskyde dem, baade fra Skansen og
fra Skibene, og de tilstedeværende Islændere dik ikke Lov til at raade, og
derfor kom Sørøverskibet flot igen ved Flodtid. Saa Sejlede de bort fra Seilaen
sydpaa og blev ikke set, før de i Juli Maaned plyndrede Vestmanøerne. Men
hverken Høvedsmanden eller andre Folk fra Bessastadir red den Sommer til
Althinget paa Grund af den Frygt og Angst, der var over dem ved disse
Begivenheder.
KAP. VI
Da disse begivenheder var forbi, rejste Jon Olafsson igen
her op til Vestlandet med Brevet fra Høvidsmanden til de engelske Kaptajner,
hvori han anmodede dem om at opsøge Sørøverne og slaa dem ihjel, hvis de kunde.
Paa 4 dage tilbagelagde Jon Olafsson Vejen fra Bessastadir til Øgur ved
Isafjord. De engelske Kaptajner gjorde sig strax klare til at sejle til
Sydlandet efter Sørøverne, men vendte tilbage med uforrettet Sag.
Nu er der at berette om en Ting, som jeg har sprunget over.
Før Jon Olafsson tog Afsked med Holder Rosenkrantz paa Bessastadir, bad Jon ham
om at anvende sin Indflydelse hos de velvise islandske Rhedere i Kjøbenhavn,
saa der om Sommeren eller Efteraaret blev sendt et Skib op til Skutulsfjord
Havn med nødvendige Varer for Menigmand i Isafjord Syssel, der ikke kunde søge
andre Havne for at handle der. Høvedsmanden lovede, at han skulde gøre, hvad
han kunde, hvilket han troligt holdt, saa at der tilig om Efteraaret kom et
Skib fra det islandske Kompagni i Kjøbenhavn med Nødvendigheds-Artikler til Skutulsfjord
og Dyrafjord Havne. Med dette Skib kom andre islandske Handelsskibe lykkelig og
vel var kommen til Danmark, med Undtagelse af de fire Skibe fra Vestmanøerne, Djupavog,
Grindavik og Skutulsfjord, som mentes at være tagen af Tyrken. Samtidig kom der
ogsaa et dansk Orlogsskib, som vor Konge sendte herop for at søge efter disse
Røvere, men det fandt dem ikke.
KAP: VII
Næste Aar 1628 kom den samme Høvedsmand, Holger Rosenkranyz,
her til Seilaen med et dansk Orlogsskib, ligesom også to andre danske Skibe
blev sendt herop for at krydse omkring Landet efter Sørøvere. Ligeledes sendte
Kong Jacob af England Orlogsskibe optil Island i samme Hensigt og for at holde
øje med de engelske Fiskeskuder, der fiskede heroppe. De fortalte, at Englænderne samme Foraar i engelske Farvande
havde taget 13 tyrkiske Skibe, som skulde have været til Island og skudt nogle
af dem i Sænk.
Nu gik der nogen tid, uden at er hændte noget, der er værd
at nedskrive angaaende Jon Olafsson Ostindiefarer. Han opholdt sig stadig hos
sine Slægtninge i Alftafjord, men undertiden hos Ari Magnusson eller andre
fornemme Folk, hos hvem han var en velset Gæst.
KAP. VIII
Jon Olafsson havde været gift i nogle Aar, men havde ikke
noget Underhold og nød intet til Gengæld for den Tid, han havde staaet i Kgl.
Majestæts Tjeneste, og det blev mere og mere vanskeligt for ham at arbejde paa
Grund af hans lemlæstede Haand og anden Svagelighed. Det faldt ham derfor ind
atter at ansøge den høje Direktion for det
ostindiske Kompagni, i hvis Tjeneste han havde faaet denne Skade, om at
den af Godhed, Billighed og Retfærdighed vilde give ham noget til Livets Ophold
i hans trange Stilling, og bad den islandske Købmand paa Skutulsfjardareyri at
føre sin Sag hos den og bringe ham Svar tilbage.
Men eftersom det netop traf sig saaledes paa den tid, at den
Konstabel eller Bøsseskytte, som paa Vestmanøerne skulde passe Skansen og
Kanonerne, var død og der behøvedes en anden erfaren Mand i hans Sted, blev Jon
Olafsson beskikket hertil, og til at have Opsyn med alt Forsvarsvæsen der
fandtes der, endvidere til at lære Indbyggerne Krigsmaner og holde dem til
Mønstring og Øvelse en Gang om Ugen. Til Løn herfor han have Gaard og Bolig
frit der paa Øerne, samt daglig Mad og Drikke i de danske Huse hos Lensmanden
og en aarlig fast Løn af 50 Vætter (En Væt = 40 Fisk. 45 Fisk vurderet til 1
Speciedaler).
KAP. IX
Strax samme Sommer forlod han med sin Hustru og Barn sin
Gaard paa Vestlandet, Eyrardal, hvor han da havde boet i 11 Aar, og solgte sit
Indbo for Heste og andet, som han behøvede til sin Rejse.
Paa Vestmanøerne blev han godt modtaget af Lensmanden Niels
Clemensen, som strax anviste ham en Gaard til Bolig for ham og hans. Selv fik
han daglig sin Mad of Drikke i de danske Huse, men om Natten var han hjemme hos
sin Familie. Til hans Hustru blev der daglig fra de danske Huse sendt en Kande
Øl, og dertil 3 til 4 Brød.
Jon Olafsson var godt fornøjet med Opholdet, men Ingibjørg
Olafsdatter syntes ikke om Egnen og vilde paa ingen Maade blive der, tilsidst
blev hun tungsindig og Fuld af Græmmelse, thi hun keddede sig overordenlig.
Derfor maatte han love hende atter at bosætte sig paa Vestlandet, hvilket han
iværksatte den næste Sommer af Hensyn til hende, med imod sit eget Ønske. Det
Vidnesbyrd, som han fik af Lensmanden, før han rejste, beviser Jon Olafssons
ærlige Opførsel, den Tid han opholdt sig på Øerne.
NIELS CLEMMENSENS VIDNESBYRD OM JON OLAFSSON
Eptter som Jon Olafsson hafuer her udy Vestspen Øe fortöfuet
paa ett ärs tyd og agtter sig Nu met guds hielp at forfoye sig Nu herfra og Vester
til sine Venner og Kunninger. Og effter dij at hand er af mig begerendis faaein
Ord huorleidis hand sig her udy Vestspen Øy hafuer forholdet og Imydlertyd hand
haffuer her veret, da er dette den vidnesburd som eg hanem gyffuer og kand her
iche I mod vere at fornefnde Jon Olafsson haffuer forholldid sig her
fromachttig Erligen og vel Til Ord og Gierninger, so at Jeg hafuer Icke andet
af hanem fornummit end at hand maa vere
og faare huor hand vil Oberhyndret I alle Maader af huer Mand Og er jeg venligen
begerendis at huor forneffnde Jon Olafsson er betorttid (!) er Jeg alle Erlige
Mend hanem at befordre til det beste sligt Igen at forskyllde I lyge Maader
eller andre huor jeg kand giore og forskylde.
Skreffuet
I Vestspen Ø denn 17 Julij 1640
NYELS
CLEMENSSON EH.
Han rejste saa med sin Hustru til Alftafjorden igen og kom
der om Sommeren efter Althingets Slutning. Da var alle Gaardene bortfæstede, og
han maatte derfor skaffe sig og sin Husstand Bopæl paa Gaarden Dvergastein for
Resten af Aaret.
KAP. X
Om Efteraaret hændte det sig, at Arni Jonsson, som var
Hvalfanger og boede paa Gaarden Større Hattardal, rejste hjemmefra og vilde til
Øen Vigur paa Fiskefangst. Han sejlede saa i en Baad over paa den anden Side af
Alftafjorden og anløb Dvergastein, hvor Jon og hans Hustru jo opholdt sig. Jons
Hustru Ingibjørg Olafsdatter bad da Arni om at sætte hende over til Kambsnes,
thi hun vild tage til Eyri for at træffe Jon Magnusson og hans Hustru. Man
mente, hun tog derhen i den hensigt at
faa Gaard i Forpagtning hos dem.
Arni tog hende da med i Baaden og sejlede for en blid Bør ud
af Alftafjorden, indtil de kom forbi Gaarden Trød ved Sudavik, da kom der et
saa pludseligt og kraftigt Vindstød, at Baaden kuldsejlede i et Nu. Arni og
hans Folk kom med Guds Hjælp op paa Kølen og blev reddede af Bonden paa Trød,
som hentede dem i Land i en Baad, men Ingibjørg Olafsdatter, Jon Olafssons
Hustru, blev funden død med en Brændevinsflaske bunden til sit Bælte under
Kappen, thi denne Flaske havde hun havt til Hensigt at bringe Folkene paa Eyri.
Liget blev bragt i Land til Trød og gjort i Stand til Bisættelse og dernæst
bragt til Eyri ved Seydisfjord til Begravelse, hvor hun nu hviler.
Men efter det Vindstød, som slog Baaden omkuld, blev der
helt blikstille, hvilket forekom alle forunderligt. Men man fortalte at
Ingibjørg var bleven Uvenner med en Kvinde på Vestmanøerne forrige Vinter, saa
at de laa i Kiv med hinanden, og den Kvinde skal have sagt, at Ingibjørg ikke
oftere vilde komme til at trættes med hende, thi hun vilde komme tilbage til
Vestlandet og der drukne i Havet, hvilket ogsaa skete paa den Maade, som her er
fortalt.
Jon Plafsson var nu Enkemand efter denne sin første Hustru
og levede der med sin udenfor Ægteskab fødte Søn, Christopher Boye, som ogsaa
døde fjorten Dage før Jul samme Vinter.
KAP. XI
Nogen Tid derefter fik Jon Olafsson Lyst til atter at indgaa
Ægteskab, og han søgte sig til Ægtemage en ærlig og hæderlig Kvinde Thorbjørg
Einarsdatter, som var Husholdske hos Jon Thorgeirsson paa Gaarden Uppsalir i
Seydisfjord, og efter Guds naadige Villie og med hendes eget og Forloveres
Samtykke fik han hende til Ægtehustru og satte Bo paa Gaarden Uppsalir i Seydisfjord,
hvor de boede i de næste 5 Aar, derefter flyttede de til Gaarden Eyrardal Ved Alftafjorden,
hvor de boede uafbrudt i 30 Aar, indtil hans Død 1679.
KAP. XII
Samtidig boede den velbaarne og vidt bejendte Sysselmand Ari
Magnusson paa Øgur ved Isafjorden, og han bortforpagtede den nævnte Gaard Eyrardal
til Jon Alafsson Indiefarer. Men efter Ari Magnussons Død (Han døde 11 okt. 1652
80 Aar gammel) gik Isafjord og Stranda-Sysler, som han havde havt i Forlening, over
til andre, og Jon Olafsson ansøgte da Kgl. Majestæt Kong Frederik den Tredie om,
at hans Kgl. Majestæt vilde allernaadigst forunde ham at bo der paa Hans Majestæts
Gaard Eyrardal på Livstid, frit og uden Afgifter, i hans Alderdom og Svagelighed,
efter som han paa ingen Maade var i Stand til selv at fortjene sit Brød eller arbejde
med sine Hænder paa Grund af den Lemlæstelse, som han havde faaet i Kgl. Majestæt
Kong Christian den Fjerdes Tjeneste paa den ostindiske Rejse. Da Jon Olafsson ikke
havde faaet noget togtigt Svar paa denne Ansøgning, rejste han til Althinget Aaret
efter, 1653 og traf der den velbyrdige Lejsherre Henrik Bjelke, som han bad om at
støtte hans Sag, hvilket han lovede og trolig holdt, da han traf Kongen. Aaret efter
1654, tilskev han sin befuldmægtigede Foged paa Bessastadir Thomas Nicolaisen, at
han havde modtaget kongelig Skrivelse om, at Jon Olafssom Ostindiefarer frit uden
nogensomhelst Afgift for Livstid skulde bebo Hans Kfl. Majestæts Gaard Eyrardal
ved Alftafjord med de tre Kvilder, som følger med Gaarden, samt atdette skulde indførs
i Kgl Majestæts Jordebog og skriftlig meddeles den, der havde Alftafjordgaardene
i Forlening, fra hvis Afgift til Bessatadir der aarlig skulde trækkes tre Rigsdaler,
saa længe Jon Olafsson levede, men naar han døde, skulde Gaarden Eyrardal igen falde
ind under den kgl. Administrator, der skulde modtage den frit af Jon Olafssons Arvinger
og derefter svare fuld Afgift af den tillige med Afgiften af de andre derliggende
Gaarde.
Gaarden blev derefter afstaaet til Jon Olafsson, der derefter
beboede den frit, og fik alle dens Indtægter, baade af landdrevne Hvaler og andet
i 20 Aar.
Jon Olafsson og hans Hustru Thorbjørg Einarsdatter blev efterhaanden
svageligere, saaledes somAlderdommen fører det med sig, saa at deres ægtefødte Søn
Olaf Jonsson maatte forsørge dem sammen med sin Halvsøster Thorbjørg Thorsteinsdatter,
som deres Moden havde faaet med en anden Mand, før hun blev gift med Jon Olafsson.
Men da dennes Alderdomssvaghed stadig tiltog, tog han unge Piger og Drenge til Undervisning
i boglig Lærdom og holdt dem til Læsning og Skrivning, hvilket altid havde været
hans Skik om Vinteren, endnu medens han drev sin Gaard. Thi denne Mand havde alt
fra sin Barndom naturlige Anlæg for og Tilbøjelighed til boglige Sysler, hvilket
man kan se af denne Bog. Derfor mangen Mand og Kvinde, som hos ham har faaet boglig
Lærdom og er blevet optugtet i gode Sæder, thi han avede sine Skolebørn med kristlig
Tugt og Formaning, saa at mange af Dem blev gode og gudfrygtige Mennesker. Han var
en klog og from Mand, meget alvorlig og pligtopfyldende i sin omgang og Optræden.
Han forvaltede ogsaa med stor Troskab det Repstyrerembede, som var ham betroet i
hans Rep (Sognefoged) næsten hele den Tid, han drev en Gaard.
Men da Alderdommens Byrder blev tungere og tungere, bortkaldte
Gud ved en naturlig Død Jons Ægtehustru til sin himmelske Naade fra denne usle og
forgængelige Verden. Han blev da tilbage som Enkemand og sørgede over hende i sin
Alderdom. Han overlevede hende næsten i 2 aar, var i den Tid meget svag og laa det
meste i Sengen, indtil han fik den Sygdom, som blev hans Bane, og i hvilken han
hensov sødt i Herren Anno 1679 efter Christi Fødsel til denne Verden, Dagen før
Korsmisse om Foraaret (2. Maj), i hans Alders syv og firsindtyvende Aar.