• Flora og Fauna
• Illustrationer
• Naturstudier
• Amtmand 1685 – 1700
• Æresdigt
• Indtil Amtmand
• CAP 1
• CAP 2
• CAP 3
• CAP 4
• CAP 5
• CAP 6
• CAP 7
• CAP 8
• CAP 9
• S B Finmarchen
• Indlening 2
• Indledning 1
• Tilstanden på 1600

Tilstanden i Finnmarken 1600 tallet

Ved studiet af Finmarken historie gennem tiderne vil man altid finde to forhold, som spiller en så væsentlig rolle at det trænger alt andet i baggrunden.

Det er for det første landet forsyning med alt det , som landet ikke selv kan producere og hvordan befolkningen kommer af det som er til overs af produktionen.

For det andet de politiske forhold, som lægger beslag på opmærksomheden, hvem skal være herre i landet, og hvor skal grænserne for de tilstødende nationer trækkes.

Det sidste har altid for befolkningen været uden betydning, idet man rejste med dyrene som det passede.

Finmarken befolkning har derfor altid spillet en passiv rolle og har måtte modtage den hersker som krigslykken på fremmede pladser eller rene tilfældigheder eller statsmændene intriger har skaffet dem på halsen. Dette helt uden betydning for om situationen var være eller bedre uanset om det herskere fra Danmark, Sverige eller Rusland.

Det endte som bekendt med, at det gamle Finmarken blev delt mellem nævnte nationer, hvorefter den del som den danske regering havde magten over i 1814 fulgte moderlandet Norge.

Den eneste interesse Finmarken befolkning havde, var at freden mest muligt måtte blive opretholdt, idet som bekendt ikke er særlig godt at være kastebold i de stores hænder, når de føre krig indbyrdes.

Men som sagt interessen for Finmarkens befolkning har i langt højere grad drejet sig om spørgsmålet om landsdelens forsyning med fornødenheder, ja endda i en sådan grad at man kan sige at Finmarkens historie lige til begyndelsen af de 19 århundrede var ensbetydende med det handels historie.

Dette er jo også ganske naturligt på grund af følgende:
Landets arktiske natur som ikke tillader produktion af brødkorn,

Landets fjerne beliggenhed,

Og på den anden side

Landets rigdom på produkter fra jagten og fiskeriet.

Produkter som var højt værdsatte af andre til middelbar forbrug og som genstand for omsætning og spekulation, alt samme en blanding som gjorde det yderst nødvendig at få etableret en samhandel med omverden.

Denne samhandel var for Finmarken langt vigtigere og større en for nogen anden landsdel.

Det er dog langt fra at de mange forandringer Finmarkens handel har været underkastet har taget udgangs punkt i landsdelens behov og ønsker, tværtimod er det de politiske og merkantile magthaveres interesser som spiller ind og til tider føre Finmarken til undergangens rand af nød og elendighed. Når der alligevel til tider har været initiativer og forsøg på at afhjælpe nøden og elendigheden med en hensigtsmæssige ordninger, så er dette for det første blot midlertidige. Og for det andet er disse forsøg meget uheldige fordi de er med baggrund i det som er rådende i Europa og passer dårligt til Finmarken. Man kan bedre udtrykke det således at Finmarkens befolkning havde været bedre stillet, jo mindre forskellige styrelse og regeringer har forsøgt at ordne forholdene i Finmarken. Forholdene havde så over en perioden fået lov til at udvikle sig naturligt og de stridende interesser kunne ed frivillig ordning udrette hvad love og anordninger ikke kunde, fordi de uundgåelig var behæftet med misgreb, grundet på uvidenhed.

Fra ældste tider og lige til 1789 har finmarkshandelen været begrundet på et privilegium. I Norge var det sammen med skatteopkrævningen en anledning for enevælde kongen hvormed kongen kunne begunstige sine mest ansete mænd. Disse begunstigelser var meget attraktive idet de altid skaffede modtageren store fortjenester.

Denne handel og skatteopkrævning kaldtes tinnefærden. Denne færd var som oftest på uvenlige vilkår idet stormændenes hjælp til Finmarken bestod i at de drog omkring på fjeldene fra den ene finneby til den anden og inddrog skatterne, som for det meste bestod af skindvarer. Det skete med det gode eller med vold og samtidig med upræget tuskhandel.

Af tidligere tiders sagaer fremgår det at tidligere stormænd som Harald Hårfager, Bjynjulf Bjargulfssøn på Torge og hans søn Baard Brynnjulfsøn, der i 873 og 874 leverede slag på fjeldet mod kareler og russere, der havde gjort indgreb mod den kongelige privilegerede handel. Haarek og Rørek fra Lekø, for frem med mere lempe og derfor faldt i kongens unåde fordi de ikke bragte så meget udbytte som deres forgængere. Under Olav den hellige nævnes Haarek af Thjøtta og under Harald Sgurdsøn Haaeks søn Einar Fluga som indehavere af den kongelige handelsrettighed.

Under Haakon Haakonsøn 1217 – 1263, høre vi om Anders Skjaldarban på Harstad og Ivar Utvik og i 1310 under Haakon Magnussøn, om Gissur Galle som de sidste der var fortrolige med finnefærden.

Fra det 14 århundrede begyndelse er det man antager at Finmarkskysten er begyndt at blive befolket med nordmænd, og dermed må behovet for regelmæssige og rigelige forsyninger være vokset.

Finmarks handelen var og blev i lang tid fremover en indtægt for den kgl. privatkasse, men i forhold til tidligere måtte denne udføres på en helt anden måde.

Dette skete via privilegierne. Det første af disse er Haakon Magnussøns privilegium for de indenlandske købmænd i Bergen af 1305. Dette fribrev er et led i kongens bestræbelser for at værne om indenrigshandelen mod tyskerne som via Bergen var godt i gang med at erobre sig enevælden over al handel i Norge.

Dette med baggrund i at Bergen var den eneste oplagsplads for udførsel af Nordlandenes og Finmarkens produkter. Fribrevet indeholdt også en tilladelse for indenlandske købmænd til at sejle med sine varer til Finmarken, for at sælge og købe.

Mange forfattere har skrevet meget om Finmarkens blomstringstid kendetegnet ved en forholdsvis talrig fastboende norsk befolkning langs kysten. For det meste samlet i fiskevær som målt efter velstand, folkemængde og institutioner kunne regnes for små komplette byer. Der opstod hurtigt en selvstændig handelstand der ikke alene selv udførte sine varer til Bergen og andre indenrigske steder, men også drev direkte eksportforretning med udlandet, Danmark, Holland og England.

Fiskerne var rige og driftige, byggede sig store jagter (skibe), som de slev sejlede med til Bergen for at afsætte deres produkter.

Peter Clausen Friis 1544 – 1614 omtaler i sin Norrigis Besctifuelse – disse finmarks fiskernes farter til Bergen, som foregående endnu på hans tid og han tilføjer, at dem som kommer til Bergen på sommeren må overvintre i Bergen eller et andet len lige nord for. Når foråret kom kunne de så seje hjem til Fiskeværet og dem som havde været hjemme på vinteren sejlede til Bergen.

Fikser og borger betalte selv for kirken og præsterne rundt om i Fiskeværene.

Hvis en sådan velmagts periode i Finmarken har eksisteret, så skal den have sit udgangspunkt i det netop omtalte frihed, som kong Haakon Magnussen gav bergenserne. Adskillige borgere fra Bergen flyttede nemlig ud med sine familier og tjenestefolk og tog permanent ophold bolig i Finmarken og efterhånden som forretningen gik godt flyttede/hentedes stadig flere folk op udfra filosofien om at jo flere mennesker der kom op jo flere var der til underlag for handelen og dermed blev handelsmændene rigere.

En anden årsag til velstanden var at også fremmede nationer, tyskere, englændere og hollændere begyndte at rejse på Nordland og Finmarken, både for at fiske g for at drive handel. Med den sparsomme og besværlige kommunikation som var dengang, med den ringe konkurrence om fiskeprodukterne, blev disse fremmedes besøg hurtigt et kærkomment besøg, selv om det til tider udviklede sig til voldshandlinger.

Denne besejling af Finmarken med fremmed skibe var strengt forbudt ifølge kongernes ordre. Det stred både mode kongens eneret til udbytte af skatterne og mod det fribrev som var udstedt til bergenserne. Ingen udlænding måtte sejle nord for Bergen, som var den eneste og almindelige handelsplads transit havn for nordlands produkterne. Her var det udelukkende tyskerne der næsten havde monopol gennem sit tyske kontor som blev oprettet mellem 1340 og 1350 og blev næsten enevældigt og dirigerede hele Norges omsætning med udlandet.

Men til alt held for Finmarken lod det sig ikke gøre at opretholde kongens forbud mod udlændingenes besejling af Finmarken, selv om det tit og ofte blev gentaget, også selv om regeringen kunne regne med hjælp fra lokale handelsmænd, som ikke ønskede konkurrence, så vedblev denne handelssamkvem næsten uforstyrret op gennem den 14 og 15 århundrede.

Magnus Eriksen Smek 1319 – 1374 udstedte 1348 et forbud mod de fremmedes besejling af Finmarken, Haalogaland og Island, helt uden den tilsigtede virkning.

Bedre gik det ikke med et forbud, som Erik af Pommeren 1397 – 1440 have lade udstede i 1425. Englænderne tiltvang sig handel med magt, og uagtet at det kom til et forlig mellem Henrik VI og kong Erik af Pommeren om at englænderne skulle holde sig borte, måtte der stadig nye kongeforbud til for at opretholde det unaturlige afspærringssystem.

Der var dog nogen vaklen i regeringens politik. Således indrømmede Kristoffer af Bayern, Amsterdam ret til at handle over hele Norge i 1448, og i 1489 oprettedes en traktat mellem kong Kristian . 1 ste og Edv. IV om at englænderne frit måtte sejle til Danmark og Norge.

Frederik d. 1 ste. måtte derimod i sin håndfæstning 1524 optage det gamle forbud.

Imidlertid vedblev fremmede nationer gennem det 16 århundrede med at drive fiskeri ved Finmarkens kyst, især må hollændernes hvalfangst, der mest blev drevet omkring Nordkap have været af betydelig omfang. Ved Kasvik på Sørøen må de have haft en af deres hvalfangerstationer. Der er her fundet store mængder af hvalben i jorden og på stranden – kirkegårdshegnet omkring Hasvik kirke bestod for en stor del af hvalben, der alle har tilhørt en nu eget sjælden art – Nordkaper eller Biskayerhvalen.

Denne hvalfangst ophørte i slutningen a det 16 århundrede, da var denne hvalart allerede blevet så sjælden, at det ikke kunne lønne sig at drive fangst på denne.

Der var også på denne tid 1597 at Willem Barents fortog sin berømte tredje ishavsrejse og dermed åbnede et nyt stort fangstfelt for de driftige hollændere på Spitsbergen.

Men også englænderne og andre nationer drev fiskeri ved Finmarken, dels efter speciel tilladelse fra regeringen og dels ulovligt.

Efter at englænderne under Hugh Willoughby i 1553 havde fundet søvejen til Arkhangelsk eller som det hed dengang St. Nikolai kloster (byen Arkhangelsk blev først anlagt i 1584) kom der ad denne vej en blomstrende handelsforbindelse i stand mellem England og Rusland. Også den hurtige opblomstring af klostret i Petschenga (1532 – 1589) bære vidnesbyrd om den tiltagende handelsforbindelse mellem ishavskysten og fremmede nationer. Og atter var det hollænderne som spillede den største role i vareomsætningen mellem klosteret og omverden.

På grund af alle disse nye handelsforbindelser ser det virkelig ud til at der har været en opblomstringsperiode for Finmarken. Til Fimarken hørte endnu Kolahalvøen, om end det dansk-norske herredømme over denne landstrækning i virkeligheden blot eksisterede i navnet, eftersom byen Kola i 1582 havde fået sin fastboende russiske befalingsmand, der endog havde ladet opføre en slags befæstning.

For det egentlig Finmarken bidrog fremgangen foruden det , at landsdelen havde sin egen handelsstand også særlig, at foruden bergenserne havde tillige trønderne ret til at handle på Finmarken, en ret som specielt er fastslået i en reces dateret Oslo 08.07.1580. Der var således ved siden af den utilladte, også en tilladt konkurrence tilstede om Finmarkens produkter.

En anden indikation af de gode tider i landsdelen kan findes i, at der 1589 fandtes 17 kirker og 12 præster.

Både borgere (d.v.s. handelsmænd) og bønder (fiskere) i Finmarken havde betydelig fordel af den handel, de kunne drive med de fremmede nationer, der dels for handelens, dels for fiskeriets skyld søgte il Hvidesjøn Murmankysten eller det egentlige Finmarken. Ved den udvidede konkurrence, som rigtig nok var ulovlig, fik nemlig begge parter sine varer bedre betalt. Men dette gav anledning til misundelse fra to kanter. Dels ærgrede det den finmarkske handelsstand, at fiskerne skulle kunne gå den forbi ved afsætningen af fiske produkter og endnu mere var udlændingenes handel en torn i øjet på bergenserne, som ifølge sine privilegier krævede at de finmarkse handelsmænd kun måtte handle med dem.

Både fra Bergens og Finmarkens handlende kom der til stadighed en lind strøm af klager til regeringen over udlændingenes indtog i deres rettigheder. Noget som virkelig blev til fordærv for Finmarkens fiskerbefolkning. Regeringen blev nu tvungen nu for alvor at beskytte privilegierne. Under Frederik d- 2. udkom således to skadelige forordninger, der lagde grundvolden til den store elendighed. Den første af disse var fra 11.04.1562 og forbød alle udenlandske skibe at sejle nord for Bergen og ligeledes at alle fra Nordland og Finmarken skulle sejle ind omkring Bergen før de måtte sejle videre til destinationer i udlandet. Bergenserne havde hyklerisk nok begrundet sit klagemål over den smule frihed som rådede i de finmarkse handelsforhold, med ” at deres by blev ganske under leveret og dermed ikke kunne leve op til kongens forventninger”.

Den anden forordning der er af 1572 forbyder alle nordfarer og finmarksfarer at handle med en anden skyldmænd, uden disse havde seddel fra sin forrige udredere om, at de fik lov dertil.

Disse bestemmelser, som den handlekraftige Chr. 4. yderligere indskærpede, gjorde for alvor end ende på den handelsstand som havde udviklet sig i Finmarken. De handlende flyttede for de flestes vedkommende til Bergen og lød kun en handelsrepræsentant blive tilbage. Det blev heller ikke mulighed for de mere velhavende bønder som ejede deres egne skibe at drive fiskeri, idet de ikke kunne fylde egne skibe til Bergen og det var jo forbudt at købe af andre. Derfor fil jægterne lov at ligge på land, alle varer blev kostbart dyre da de kun måtte købes af de privilegerede, som jo nu kunne tage den pris som de mente var den rigtige.

Det tog dog lidt tid før alle disse bestemmelser fik den ønskede virkning, idet alle som kunne overtrådte bestemmelserne mest muligt og derved blev den skadelige virkning holdt nede i en periode. Men i løbet at 1600 tallet forandrede alt sig til det værre idet statsmyndigheden begyndte ”at tage sig af landsdelen” føre rigtig skrappe opsyn med hvad og af hvem det foregik.

Lide til Chr. 4.s tid havde Finmarken højeste øvrighedsperson, lensherren, ikke haft fast bopæl i området, mange af dem har næppe slet ikke været i området., de log sig som regel repræsentere ved en slotsfoged på Vardøhus, mens de slev levede sydpå eller i Danmark og levede fedt af indtægterne.

Den første lensherre, som fik befaling på at tage fast bolig året rundt på Vardøhus, var Hans Olafsen til Gyllingsgård 1597 – 1601. Både denne forholdsregel og ved de danske orlogsskibe som hver sommer krydsede uden for kysten, havde Chr. 4 og de følgende konger gjort deres bedste for at holde sig underrette om hvad der foregik i Finmarken. Klar til at gribe ind, hvor det var påkrævet.

Dette skete imidlertid slet på grund af omsorg for Finmarken eller af hensynet til befolkningen bedste. Nej det var tiden for de udenrigspolitiske forhold. Det var just på denne tid, at svenskerne under sin kraftige konge Karl IX begyndte at gøre alvorlige forsøg på indtage ikke kun de indre landsstrækninger men også kysten. Det gjaldt derfor om for den danske regering af holde øjne og øre åbne og være på vagt mod alle disse forsøg der truede med at tilintetgøre regeringens magt i disse fjerne egne. Vi ved også at den havde succes med dette, idet Sverige ved freden i Knærød 1613 måtte opgive af forsøg på overtagelser i Finmarken. Men også med hensyn til de indre forhold, handel og forsyninger med livsfornødenheder, kom de nævnte forholdsregler til at spille en stor rolle og det både i en ond og i en god retning. Handelsprivilegierne blev strengere og strengere overholdte, jo længere århundrede skred fremad og disse fik lov at udøve al sin ødelæggende magt. Det hjalp desværre kun lidt at enkelte lensherre lagde mod og god vilje i at undgå de værste følger af handelsvælden. Monopolvæsenet sejrede totalt over hele linien, fordi det var tidens ånd. Alle beretninger fra 1600 tallet om Finmarken tyder på, at befolkningens økonomiske tilstand var i stadig og ustandselig tilbagegang og afslutningen på tidligere tiders velstand nærmede sig kraftigt. På grund af handelsmonopolerne kom almuen i et kraftigt afhængigforhold til de privilegerede handelsmænd og kom i samme ydmygende forhold som den dansk bonde var til herremanden. I Norge var et sådant forhold mellem høj og lav ellers et kendt begreb.

Normalt kunne et trælleforhold dog føre noget godt med sig, i det herremanden for at skaffe sig selv udbytte skaffer trællen tålelige levevilkår så hans arbejdskraft kan udnyttes optimalt.

I Finmarken var der dog intet af denne art, der eksisterede kun der rene handelsforhold mellem de privilegerede købmænd, som havde alle magtmidler på sin side. Han kunne sætte priserne på sine varer og særligt på de for almuen mest nødvendige. Kornprodukterne kunne han sætte så højt han ville, han viste at almuen måtte have disse for klare livet vinteren igennem. Han viste sig helt fri for al konkurrence, det havde regeringen sørget for ved monopolet. Det var bergenseren (trønderne) som havde lov at handle og ingen anden også inden for denne snævre kreds havde man sørget for at fjerne konkurrencen ved systemet med skyldsmænd. En købmands skyldsmand var almuemanden fra det øjeblik han indlod sig på en handel, og kunne i fremtiden kun handle med samme købmand. Købmanden sørge selvfølgelig for at regningen aldrig kom til at balancere, han kunne sætte prisen på fisk så lavt og salgsprisen på sine egne varer så højt han ville. Der blev nemlig aldrig holdt regelmæssig afregning eller lavet opgørelser, langt mindre blev der handlet kontant og fiskeren befandt sig snart i en gæld som han aldrig ville komme ud af, og var dermed fuldstændig stavnsbunden til købmandens kredit.

Det blev således nødvendig, hvis almuen ikke ville sulte at bringe alt hvad hans jagt og fiskeri indbragte til købmanden og finde sig i at det blev godskrevet til hvad købmanden havde lyst til. At gå til en anden og sælge sine varer var ikke lovligt og kunne give mange problemer Sulten er således det stærkeste magtmiddel som findes og var købmandens bedste våben til at udpine almuen for egen vinding skyld.

Købmanden havde andre kraftige virkemidler til rådighed, han havde brændevinen, som dengang var lige så let at komme til som enhver anden vare og ikke med de begrænsninger som siden hen er tilkommet. I almuens tid var det næsten nødvendigt, for at hævde sin ære som menneske og medborge med visse mellemrum at drikke sig fuld. Mest fordærv ved brug af stærke drikke kommer dog når brændevinen vinder indpas hos naturfolk og lavt stående samfund. Trangen til stimulanser bliver meget stærk og modstandskraften lille. Har samfundet først fået smag for disse stimulanser, bliver man snart henfalden og sælger gerne alt for at opnå rusen. Man glemmer familien og hjem, alt hvad der har indre værdi for et menneske.

Således virkede også brændevinen i Finmarken og har måske været begyndelsen til det mærkelige forhold som nordmanden i dag har til alkohol.

Alle beretninger tyder på at almuen, på denne tid stærkt forfalden til druk og en væsentlig grund til at den sank dybt ned i armod og gæld. Drikkelysten var således en yderligere fristelse for almuemanden for at binde sig til handelsmanden. Det kunne give ham et øjebliks lise, så han kunne glemme den ulykkelige og nedværdigende stilling han var kommet i.

Handelsmanden benyttede sig troligt af dette uimodståelige magtmiddel der var intet han hellere ville handle med en brændevin, øl, mjød og malt. Disse ”nemme” vare forsynede han gerne Finmarken med, mens tilførselen af korn blev på det skammeligste forsømt, fordi han tjente væsentligt mere på de stærke drikke. Regeringen fik dog øje for dette misforhold og Frederik II pålagde dem som handlede på Finmarken, at halvdelen af deres last skulle være korn.

En måske formildende omstændighed på tidens druk er at kaffe og te endnu ikke var kommet i brug, men kendte kun til vand eller mælk. Ville man således have naget andet måske en stimulerende drik var der kun muligheden i spirituøse drikke og beruselse.

Tilstanden må have meget sørgelig i 1600 tallet, selv når fiskeriet var godt. Endnu værre blev det når fiskeriet slog fejl eller mislykkedes og det synes at ske ofte og tilstanden blev tusind gange værre. Når købmanden således fandt, at han ikke kunne presse mere ud af befolkningen lod han simpelthen være med at rejse ud til dem og lod almuen sulte ihjel. Med handelsmonopolet fulgte ingen forpligtigelse til at forsyne landet og rejse regelmæssigt. Årene 167 1628 og 1629 har således været dårlige fiskeår med hungersnød og sulte død til følge Fra Kiberg heder der således i 1928 – at mesteparten ikke havde brød i sit hus i 32 måneder. På tinget i Kjelvik 1631 oplystes at en hel hob døde sidste vinter på grund af sult.

Fra Omgang hedder det i 1662, at der havde været sygdom og slet fiskeri, så de fleste folk var øde.

Landet truedes endog med affolkning på grund af udvandring. I en skrivelse til rentekammeret fra fogden Jørgen Kristensen, dateret Vardø 16.09 1686 hedder det:

Forleden foraar var stor hunger og nød her i Østfinmarken blandt borgere og bønder, begjærte de nørdtrængende med største vemodighed af mig, at de maatte med kone og barn reise af landet, som jeg dog forhindret. Det kan ei fir Gud forsvares, saa ilde og utilbørlig en del af de trafikkerende forsjuner landet, endog der så gylden tid i Bergen paa proviantens indkjøb. Af saadant kan snarlig voxe rebellion, mord og manddrab; jeg lever self i frøgt og fare, og hvis skib med undsætning ikke ankommer i det allerseneste midl i april anstundende aar eller først i majo, understaar jeg mig ikke anden gang at forhindre dem, som da lever og vil reise ud af landet.

Et andet vidnesbyrd om, hvor ilde det stod til, har vi i den omstændighed, at øvrigheden, amtmanden:

Ret som der er maa gribe ind for at skaffe de nødvendige forsyning af kornvarer tilveie, naar fisket havde været daarligt, eller handelsmatadorerne i Bergen ikke længere behagede at sende sine kommissionærer og Faktorer her i Finmarken, der i virkeligheden var ligesaa ulykkelig stillede som den almue, de skulde forsyne, mere varer. Øvrigheden på hvert tingsted, heder det, havde derfor den største møie med at hindre, at folk skulde krepere af sult, ja amtmændene maatte endog i nogle aar sende baade over havet til Rusland i høstens tid for at tilkjøbe almuen og især dem, som var forladte af sine udredere, melvarer, for at de ikke skulde krepere m vinteren.

Dette sidste var en ekstraordinær forholdsregel, dikteret af nøden, men juridisk set en lovovertrædelse, stridende mod det barbariske handelsmonopol, og bergenserne forsømte de heller ikke at fremstille det som sådant. Der blev derfor årligt optaget thingsvidner over denne øvrighedens ”ulovlige” handel og sendt til København, hvorfra der hele tiden udgik betænkninger til bergenserne om at forsyne landet. Bergenserne forsøgte sig med forklaringer og klagede til stadighed over amtmændenes ulovlige indkøb i Rusland selv om de godt viste at det var sket af nød.

Allerede i 1603 hører vi om, at 13 bergenske borgere klagede over lensherren Olaf Pedersen Maaneskjold 1601 – 1608, at han drev handel til skade for Dem Denne handel var med baggrund i ovennævnte forhold og var tvingende nødvendig for at skaffe landet de nødvendige forsyninger så befolkningen kunne overleve.

Det må jo gå sådan at den lokale øvrighed, amtmændene (før 1660 lensherrene), i hvert fald de mere selvstændige og ærlige, måtte få øjnene op for at landet miserable stand udelukkende skyldtes den måde hvorpå købmændene udnyttede deres monopol. Dog var det for såvel regeringen som for øvrigheden svært at forstå at det var selve systemet, monopolvæsenet, som var den grundskade, som samfundet led under. De siger lidt om tidens forståelse for samfundsforhold.

Men som sagt mange af amtmændene fik forståelse for, både af almuens fortvivlede stilling og af, at den skyldtes de privilegeredes store magt og den egennyttig måde hvorpå de udnyttede den.

Det måtte derfor komme til kamp mellem disse to repræsentanter for overklassen, hver gang det var så heldigt at amtmandsembedet indehaves af mænd, der vovede, at se uforbeholdent på forholdene og sætte sin position ind på at få borgene til at opfylde deres forpligtigelser.

I 1667 forsøgte amtmand Fridrich Schjort (1666 – 1667) ed et påbud om at de handlende skulle give sine kunder en bog, så de ikke kun skulle affinde sig med manipulerede udskrifter. Omgående kom der en strøm af klager til regeringen. Der kom således ikke meget ud af dette initiativ idet Schjorts forsøg i det han døde samme år.

På samme måde havde det også gået under Amtmand Jørgen Friis til Lindholm (1651 – 161), da bergenserne klagede over at fremmede i strid med deres privilegier drev handel på Finmarken. Friis brugte denne anledning til nøje at beskrive hvorledes bergenserne huserede landsdelen og forsøgte ihærdigt på at få den ødelagt. Bergenserne svarede at det var rigtigt at deres forpligtigelser om forsyningerne til landsdelen ikke var opfyldt, men at skylden ikke var deres men de dårlige tiders.

Årsagen til de dårlige tider var at bergenserne havde givet så meget forskud/kredit uden at få noget igen at det fik en afslutning på handelen.

Bergenserne havde måske lidt ret, idet de hævdede, at når fiskeriet gik godt fik de fremmede de bedste produkter og havde ikke de samme omkostninger som bergenserne, som var forpligtiget til at handle også når fiskeriet slog fejl, hvor de fremmede blot blev væk.

Man kan jo også godt forstå at Finmarken forsøgte at undslå sig ved at betale sin gæld når der blev brugt en så grov udnyttelse af indbyggernes produkter at de handlede med alle fremmede som kom i landselen.

Det allerværste ved det herskende system, var i det hele taget den demoralisering, der bredte sig både opad og nedad. De privilegerede købmænd var kun opsatte på at udnytte den fattige landsdel mest muligt, de var slet ikke interesseret i almenes vel og almuen på side henfaldt blot til uvirksomhed og laden stå til.

Almuen viste at intet hjalp, alle forsøg på ar forbedre sine kår, som at dyrke jorden bedre eller holde kreaturer, kun var et spørgsmål om hvornår kreditoren kom for at hentede de bedre kår.

Livsfilosofien blev, at der er bedre at sove sig arm end at slide sig arm. Fra overklassens synspunkt, så dette naturligvis ud som den rene dovenskab, en dovenskab som man gav skylden for de dårlige forhold, som der med var selvskabte af almuen.

En parallel fra bonden i Danmark til fiskeren i Finmarken kan hurtigt drages Husk på Jeppes ord i Holbergs komedie:

Alle siger at Jeppe drikker, men ingen spørger hvorfor Jeppe drikker.

Det er dag som det var dengang, når nøden når så store dimensioner at den falder i øjnene – da får man travlt med at forklare et det er resultatet af de nødlidendes dovenskab og drikfældighed.

Tilstanden var tiden sådan at den flittig og den lade, den sparsommelige og den ødsle havde de samme vilkår at leve under. Slog fiskeriet fejl måtte alle sulte. Der var ingen udsigt til forbedring af almuen kår. Og derfor henfaldt man til sløvhed og modløshed.

Men hvordan stillede regeringen i København sig til disse forhold. Dem modtog hele tiden underretninger fra de privilegerede købmænd og fra Amtmændenes indberetninger. Regeringen fik således to forskellige modsatte holdninger til forholdene. Regeringen havde derfor svært ved at danne sig et rigtigt indtryk og træffe sine forholdsregler. Det ene øjeblik ser vi den på det strengeste håndhæve de handlendes friheder og indskærpe amtmændene at påse at ingen fremmede handlede i området. For i det næste øjeblik skarpe formaninger at pålægge de handlende at opfylde deres pligter.

Således blev borgerskabet i Bergen og Trondheim ved befaling af 19-10-1629 pålagt at hjælpe Finmarkens beboere med nødvendig underhold. Den som i dårlige år ikke ville kreditere almuen dens gæld ville miste sin rettigheder til at handle og al sin udstående gæld.

Den slags trusler havde dog ingen virkning og klagerne vedblev at strømme ind til regeringen og især hen mod århundredet afslutning blev de stærkere og stærkere og regeringen var rigtig i vildrede med hvad den skulle gøre.

Regeringen havde svært ved at finde ud af hvad den skulle tro på – den lokale administration som til daglig havde syn for situationen, eller de privilegerede borger, der uafladeligt klagede over at deres monopol blev krænket og over at befolkningen i Finmarken var så forsømmelig og doven. Man regeringen tilbøjelig til at tro mest på de sidst nævnte og gav til sidst bergenserne så at sige hals og hånds ret over hele landsdelen. Efter alle fremmede saaledes og trønderne, var bleven afskåret for handel på Finmarken, blev hele landsdelen ved et kongebrev 01.01.1681 hele landsdelen overgivet til bergenserne til forpagtning på 6 år mod en afgift på 200 rdr. samt forpligtigelse til at lønne 2 fogeder og garnisonen på Vardøhus samt bekoste Malmis rejserne.

Men denne uhyrlig udvidelse af privilegierne var ikke nok for bergenserne – der sad stadig en Amtmand i Finmarken, som kunne holde opsyn med deres handlinger. For så at gøre det grundigt af med enhver modstand fra Bergen inddrog regeringen i 1682 amtmandsembedet, og henlagde det forretninger under Bergen s magistrat, hvis medlemmer bel pålagt 2 gange om året sammen med 2 handelsmænd at berejse landet. Hermed fulgte også retten til at besætte fogedembederne og andre ombud.

Bergenserne var nu helt enerådende i Finmarken og kunne skalte og valte som de ville, og tilstanden blev da også i de tre som dette stod på derefter.

Regeringen troede således at den nu var fri for alle de evindelige klager, men de udeblev dog ikke og tog efterhånden en så højrøstet karakter at regeringen blev tvungen til at lytte og slå ind på en anden vej angående Finmarkens administration.

I 1684 blev atter amtmandsembedet igen oprettet og til amtmand udnævntes Hans Lillienskiold, der ved kommissorium af 07.02.1685 fik befaling til sammen med amtmanden på Bergenhus, Lars Lindelov, at undersøge forholdene på stedet, hvorved der skulle tages hensyn til såvel fiskerne som handelsmændene.