Tøjhuset København

Tøjhuset, Lange Tøjhus, opført 1598-1604 på Slotsholmen
i København som våbenmagasin i en ny krigshavn, Tøjhushavnen.

Den 163 m lange
bygning var endnu ind i 1900-t. det danske forsvars centrale våbenlager, men
rummede allerede fra 1680’erne også historiske våben.

Også her, som så mange andre steder i byen, er det
Christian IV, der spiller en central rolle i fortællingen. Som noget af det
første han foretog sig som konge, besluttede han at opruste militært.
Rivaliseringen mellem Danmark og Sverige om herredømmet over Østersøen krævede
en stærk flåde. Men den skulle have et hjemsted, hvor den kunne ligge
beskyttet, og derfor blev området på Slotsholmen mellem Københavns Slot og
Kalvebod Strand udlagt til formålet.

På dette sted,
hvor stranden var helt flad, havde der allerede i et halvt hundrede år ligget
et såkaldt tøjhus. Det var den almindelige betegnelse for de bygninger, der
rummede kanoner og andet tungt krigsmateriel, og den slags havde der været en
del af rundt om i byen. Men nu var de utidssvarende og alt for små. Den unge
konge havde store planer, og det krævede handlekraft. Han engagerede i 1598
Bernt Petersen, der netop havde færdiggjort kæmpetårnet på Koldinghus, som
kongelig bygmester. Københavns nye tøjhus skulle have format, og resultatet
blev, at der seks år senere lå en enorm rød munkestensbygning på ikke mindre
end 163 meters længde og med en bredde på 24 meter. Murværket var massivt og
tre meter tykt ved foden. Her skulle der være plads nok til både kanoner og
håndvåben af enhver tænkelig slags, for det var et af de største lokaler af sin
art i hele Europa. Knap nok var tøjhuset færdigt, før bygmesteren gik i gang
med en proviantbygning, som næsten lignede en kopi. Skibene skulle i sagens
natur have andet end våben med om bord. Provianthuset havde samme længde, men
var noget smallere, og mellem de to bygninger ville det være ideelt med en
krigshavn.

Graver i
København Melchior Spangenberg blev engageret, der blev skrevet kontrakt, som
indebar en løn på 1800 daler, en ladning rug, en ladning byg og en tønde smør,
og så gik udgravningen i gang. Havnen fik et areal på mere end en halv hektar
og med en dybde på mere end fire meter var det ufattelige mængder jord, der
skulle fjernes med håndkraft og primitive gravemaskiner. Dertil kom en 125
meter lang kanal i samme dybde ud til stranden. For at beskytte havnen opførtes
på begge sider af kanalen to bygninger: Galejhuset og Svovlhuset, og også de
havde praktiske militære formål.

Omkring 1610
stod hele komplekset færdigt, og nu kunne kongens stolte krigsskibe sejle helt
ind til midt på Slotsholmen, hvor de kunne ligge fortøjret langs Tøjhuset eller
Provianthuset, og hvorfra der gennem vandporte var direkte mulighed for at
losse og laste. I krig kunne man ikke gå på akkord med forsyningssikkerheden,
og stedet havde både sit eget bageri og sit eget bryggeri.

Dette blev indrettet af en hollandsk brygmester fra
Amsterdam, for også på det punkt havde kongen sans for kvalitet.

Da bryggeriet stod færdigt, fik brygmesteren overdraget
ærmerne fra et betydeligt antal brynjer, der fra gammel tid havde været
opbevaret i tøjhuset, til at skure bryggekedlerne med. Rustninger var ikke
længere nyttige i tilfælde af krig, og så var det hensigtsmæssigt at bruge dem
på anden vis.

I sagens natur var kongen stolt af sit værk. København
havde fået en rigtig krigshavn, og lige uden for indsejlingen på det sted, man
kaldte Havfruegrunden, rejste han byens vartegn: Leda med svanen på toppen af
en høj søjle.

Med tiden mistede Tøjhusgraven sin funktion som havn,
og i 1867-68 blev den kastet til. Men området mistede ikke sin tilknytning til
militæret, for nu blev der indrettet geværfabrik på stedet.

På det tidspunkt rummede Provianthuset ikke længere
forsyninger til de lange skibsrejser, og Tøjhuset ophørte tredive år tidligere
med at være våbenarsenal.

Imidlertid havde der i huset altid været en afdeling
for kongernes historiske våbensamling, og med udgangspunkt i den etableredes
efterhånden det, der i dag er Tøjhusmuseet.

I et halvt århundrede lå den tidligere havn hen som et
stykke jord, ingen rigtigt kunne beslutte sig til at finde en fornuftig anvendelse
for. Men for omkring 100 år siden blev det endelig vedtaget at give Det
Kongelige Bibliotek ordnede forhold, og på det fundament, der stod tilbage
efter Galejbygningen, opførtes en statelig biblioteksbygning ved den nyanlagte
kajgade, Christians Brygge. Og inde bagved ligger den dejligste have.

Tøjhuset og proviantgården, indrammer det tidligere
Kongelige Bibliotek.

Tøjhuset