Turen til Candy

Den 24 kom der endelig bud fra kejseren. Klokke 3 slet, det
var klokken 9 om formiddagen, indfandt den kejserlige gesandt sig om bord med
sin sekretær og en gammel modellar, som må være en gammel adelsmand. Det Brede
Råd blev samlet, og van Xanten var også til stede, da gesandten overbragte
kejsere hilsener. Derefter gik han uden videre snak over til at spørge om, hvor
stærke de var . Kunne de jage portugiserne ud af landet. Han ville også vide
hvor mange der var døde. Ove Gedde forsikrede ham om at der ville være en
forholds reduktion i prisen. Oplysningerne om dødsfaldene havde kejseren fået
fra van Xantens brev, da hoffet ikke kunne forstå Ove Geddes brev. Han viste så
van Xantens brev frem. Det var det samme brev, som Ove Gedde havde forlangt
rettet, men som altså ikke var blevet rettet. Så står der videre i rapporten, at
den 27. maj “iblandt hans Acter er omrørt”. Kejseren af Candy havde
altså fået oplysninger fra van Xanten om, at flådens personel var blevet
reduceret undervejs. Det var ikke så godt, for så var de jo ikke den kampklare
styrke, som kejseren havde bedt om. Det fremmede ikke rigtig løsningen af den
opgave, de var blevet sendt ud for at løse, når der bag admiralens ryg blev
lækket oplysninger, som svækkede forhandlingerne.

Det var nok de tanker, den unge admiral gjorde sig. Samtidig
mente han, at kejseren måtte have sendt et brev til ham med sin gesandt. Da Ove
Gedde spurgte om det fik han også overbragt kejserens brev til ham. Kejseren
skrev, at han havde modtaget Ove Geddes brev både med glæde og sorg. Han
berettede, at Roland Crappe havde været hos ham sidste år som ambassadør for
den danske konge. Gud skulle betale den danske konge for den store kierlighed
han viste ham, da han ikke havde fortjent det. Kejseren sendte også to mænd til
Migomerales kone for at trøste hende. Migomerale var Boschouwers officielle
navn ved hoffet. Derefter var admiralen høflig, og han gengældte de høflige
forespørgsler til riges og kejserens tilstand. Så spurgte han den kejserlige
gesandt, om jagten Øresund havde besøgt kejseren. Det blev der ikke svaret på.
Men han fil at vide , at ambassadøren Boschouwer, havde været væk i 5 år. I
mellemtiden havde portugiserne røvet og forulempet befolkningen så meget, at
kejseren fro tre år siden fik en aftal med dem. Gesandten fortsatte med at
fortælle, at direktør Crappe havde afleveret brevene til kejseren. Det var
breve, som han havde fået med fra København om aftale og betingelser. Kejseren
var blevet meget glad for brevene og gesandten spurgte igen om, hvor stærk Ove
Geddes flåde var, og om de kunne jage portugiserne ud af landet. Da han langt
om længe holdt inde med sin talestrøm, svarede Ove Gedde, at der var nødvendigt
først at vide om de oprettede kontakter kunne ratificeres. Derefter ville de
ikke sky nogen anstrengelser for med Guds hjælp at yde modstand mod kejserens
fjender. Han dristede sig til at spørge, om kejseren havde forstået
kontakterne, og om han havde sørget for at kunne betale for udrustning ifølge
kontakten? Svaret var, at kejseren agtede at overholde kontakten, men kejserens
gesandt vidste intet om der finansielle. Så tilbød Ove Gedde, havs gesandten
ønske det, at oversætte kontakterne til portugisisk . Kopierne kunne han få om
to dage. Det ville gesandten gerne have. Det sluttede med, at gesandten med
følge trak sig tilbage og begav sig til Cotiaram, som også lå i bunden af
bugten. Her lå Erik Grubbe med Købehavn og resten af den kejserlige delegation.

Den næste dag blev
Det Brede Råd samlet igen, denne gang uden fremmede gesandter. På grundlag af
den foregående dags forhandlinger blev der taget nogle beslutninger i overværelse
af van Xanten. Det må have været vigtig for Ove Gedde at have denne mand med i
disse forhandlinger, han var jo også en af brevskriverne ved Kap Det Gode Håb.
Der skule sendes en af “min Herres Tjenere”, Mecchior Bødicher, men
en af gesandten tjenere til kejseren. Han skulle have en nøje instruktion i
kontakternes indhold, så han nøjagtigt kunne fortælle kejseren om deres
indhold. Skulle disse anstrengelser ikke give noget resultat, blev rådet enige
om et alternativ. De ville så vidt muligt befri kong Madonne for portugiserne,
han havde jo lovet dem land og handelsrettigheder. Så kunne de da holde ham til
sit afgivne løfte.

I dags registret gives der en mere detaljeret beskrivelse af
forhandlingerne med kejserens gesandt. De vigtigste punkter i kontakten blev
læst for delegationen, som svarede, at kejseren var blevet fyldestgørende
informeret af Roland Crappe. Kejseren havde dog ikke fået noget at vide om
betalingen. han havde heller ikke bemyndiget sin gesandt Boschouwer, til at
indgå aftaler om noget sådant. Det var umuligt for kejseren at finde en så stor
sum penge, om han så solgte hele Ceylon, hvad enten det skulle være for
ædelstene, gods, penge eller noget andet. Det måtte Boschouwer da have vidst.
Landet var af portugiserne blevet aldeles spoleret allerede længe inden
Boschouwer var draget af sted, og kejseren havde mistet alle sine ædelstene og
andre kostbarheder. To år efter, var kejseren således blevet nødt til at nå til
enighed med portugiserne, hvis han ville beholde sit land og liv. Derfor havde
de også dette svar, som var blevet dem overdraget skriftligt til at fremvise
Ove Gedde. Svaret på kontakterne var, at kejseren ville opfylde alle punkter
undtagen betaling og omkostning, som beløb sig til 94.449 daler. Han ville ikke
betale, det havde aldrig været hans mening. Men Ove Gedde kunne sende nogen op
til Candy for at få bekræftet af kejseren. Så tilføjede de, at før Boschouwer
var rejst fra landet, var hele riget blevet ødelagt og besat af portugiserne.
Kejseren selv var flygtet op på et højt bjerg, hvor han havde en fæstning med
en styrke på 5.000 mand. Nu var der kun mellem 3.000 og 4.000 tilbage. Antonius
Doratt, prins af Ove, var frafaldet og havde taget de fornemste officerer med
sig. Prinsen havde også berøvet kejseren hans fornemste skatte, da han vidste,
hvor de var opbevaret. Det var jo en lang og bedrøvelig historie, som den unge
danske adelsmand her fik fortalt. Som om han havde være på diplomatiske
missioner i Europa inden denne rejse og kendte til diplomatiske vendinger og forskellige
former for stude handler, så var dette en helt anden måde at gøre det på. Den
Østerlandske skik var helt ukendt for Ove Gedde. han måtte simpelthen tage
beretningerne for gode varer, og så røg hans mission i vasken. Han måtte gøre
noget for at redde stumperne.

Han spurgte lederen af delegationen pænt, om han ville blive
på skibet, medens han selv tog op til kejseren. dette afslog han, da han var
den eneste, der kunne hjælpe kejseren med sproget. Så han måtte følge med op
til kejseren. Han talte derefter længe og heftigt med en gammel indfødt
adelsmand i delegationen. Efter en heftig diskussion meddelte han, at denne
mand ville blive, men så skulle Ove Gedde være både fader og moder for ham. Han
havde nu et gidsel til forsikring for den dansk udsendte delegation.

Næste dag blev de efter eget ønske roet til Cotiaram, hvor
de ville gøre sig klar med udstyr og proviant til rejsen til kejseren. Ove
Gedde blev også spurgt, om han ikke ville forhandle med kong Madonne som
stedfortræder for kejseren. Kejserens gesandt fortalte, at både Madonne og han
havde siddet i rådet hos kejseren, da brevene blev skrevet. t brev var på
singhalesisk og det andet på malabarisk.
Ove Gedde svarede hertil, at han kun havde fået bemyndigelse til at forhandle
med kejseren af Candia. De breve, som kong Madonne havde sendt den 17., lod han
gesandten læse.

Den 26. juni blev det efter en henvendelse af kaptajnen på
Patientia på foranledning af skibsofficererne vedtaget, at alle skibsofficerer
skulle ro ind i bugten og finde en passende plads til deres respektive skibe,
hvor de kunne kølhales. Hvert skib skulle inden kølhalingen aflevere en
skriftlig rapport over, hvad de ville få brug for, derefter ville det blive
udleveret til skibet. Det blev straks derefter losset for last og andet grej.
Selvfølgelig blev alt bogført. Det skulle være orden i regnskaberne og
inventaret.

Kølhalning af skib træk via mast så siden kan skrabedes og
kafaltres

Den 28. tog Det Brede Råd en alvorlig beslutning. To mand
skulle sendes af sted til kejseren og forhandle med ham. Med til denne
beslutning var også van Xanten, som var den købmand, der havde været nærmest
gesandten Boschouwer. Egentlig skulle det have været Roland Crappe, men han
glimrede ved sit fravær. Det var hans opgave at have ordnet alt dette for Ove
Gedde. Som gesandter blev valgt Henrik Hess og Davids overstyrmand.

Først skulle de sværge at være tro over for vores konge og
kejseren. Derefter blev de instrueret i opgaven. De fik en udskrift og
forklaring af alt, hvad der stor i kontrakten. Derfra skulle de forhandle sig
til rette efter den “Memorial”, de havde fået med, og som var blevet
læst op for Det Brede Råd og van Xanten. De breve de havde med til kejseren,
bliv ligeledes læst op. Så skulle de lægge ed på, at de ville udføre det befalede
og gøre deres yderste for at bevæge kejseren til at efterkomme kontakten. De
var faktisk udpeget til at være den danske gesandts stedfortrædere. Admiralen
var nok ikke så tryg ved at forlade flåden på dette tidspunkt.

Indholdet af det medfølgende brev til kejseren er beskrevet
i dag-registret for den 28. I brevet minder Ove Gedde kejseren om indholdet i
kontakten, selv om denne allerede var blevet underrettet af direktøren Roland
Crappe. Da han ikke havde fået nøjagtig besked fra kejseren, sendte han nu to
officerer til at tyde og forklare kontakten, så kejseren kunne ratificere den
og efterkomme den hurtigst muligst og sende de udsendte officerer tilbage, så
de uden videre udsættelse kunne komme i gang. En yderlige forsinkelse ville
være til stor skade for både kejseren og admiralens herre. Han skulle også
tænke på de deraf følgende øgede omkostninger. Skibet David kunne for længst
have været på plads og beskæftiget med at tjene penge til kejseren. I den
Memorial, officererne havde fået med, stod der også, at de skulle gøre kejseren
opmærksom på, at de allerede havde taget meget bytte, dvs. de havde være på
det, som vi i dag kalder ren og skær sørøveri. Det var ikke usædvanligt i denne
tid. Det var ganske normalt.

Så vidt brevet til kejseren. I rapporten kan man herefter
se, ind i mellem beretningen om møder, forhandlinger og skibenes tilstand, tegn
på, at folkene er ved at være utålmodige. Ove Gedde får en forespørgsel fra
overstyrmanden på David. Hr. Jacobsen, om at få en sampan stillet til rådighed
med nogle tusind daler samt officerer og mandskab. Så ville han søge sin
“Herres og Companiets profil” ved Sumatras kyst ved byen Bantram. Der
havde han i 1601købt en læst peber til 144 daler. Dermed kunne han betale
halvdelen af udgifterne til togtet.

Dagen efter kom der besked fra Henrik Hess. Der var kommet
folk fra Candy med besked på de førhen afsendte breve. Sekretæren for kejseren
skulle lade en højtstående embedsmand, Modellar, blive ved flåden, så kunne han
få en eller to officerer med sig. Der skete altså en udveksling af gidsler. Det
tyder på, at ingen stolede på hinanden, og man måtte sikre sig. Han advarede
også admiralen mod at lade folk eller gods ligge på land om natten. Man vidste
ikke, hvad kejserens fjender kunne foretage sig. Det var da pænt af ham at
advare Ove Gedde.

Samme dag kom der bud fra kong Madonne, om at hans bror
gerne ville tale med admiralen. Ove Gedde og Det Brede Råd indvilgede i dette
møde. Broderen kom næste dag. Han spurgte, om kongen kunne finde ly på flåden,
hvis han blev forfulgt af portugiserne. Så var den danske flåde blevet
medspiller i spillet om magten på Ceylon. Allerede dagen efter fil Ove Gedde
bud fra samme kong Madonne. Den forrige aften havde portugiserne været 5 mil
fra kysten, og han bad derfor om at komme ud til flåden. Det Brede Råd gik ind
for, at kong Madonne skulle beskyttes mod portugisisk overgreb. De ville hjælpe
ham ud til en ø i nærheden af flåden. Nu ar de ikke neutrale mere. Den 2. juli
hentede Erik Grubbe kong Madonne. Denne bad om, at hans folk og gods kom ud til
en ø, og han forærede Ove Gedde en uindfattet safir og en ring med indfattede
rubiner.

Dagen efter skrev Det Brede Råd til van Xanten og spurgte,
om han havde nogen mening om, hvor de kunne få forsyninger til flåden. Han
svarede, at han mente, at der kunne skaffes forsyninger i Batecalou. Det var et
noget vagt svar, så den næste dag blev København beordret at sejle til kysten
af Coromandel i Indien for at finde forsyninger og om muligt finde Roland
Crappe, Det Brede Råd forfattede en instruks til Erik Grubbe og officererne på
København. Det var en ret detaljerer instruks.

1. Kaptajn Erik Gruppe skulle sejle til
“Trangabari” for at finde direktør, Roland Crappe og hans folk fra
Jagten Øresund. Han skulle optage forbindelse med Crappe og hans folk og anmode
om, at han skaffede ris og anden proviant til flåden for penge, bly eller
andet, som skibet havde at handle med. Dette faldt også inden for direktørens
opgaver, når først flåden var nået til Ceylon.

2. Han skulle huske at anmode om en eller to ladninger peber
hos naichen.

3. At direktøren skulle finde ud af nøjagtig, på hvilken
måde naichen ville forhandle med Ove Gedde.

4. Erik Grubbe skulle have et fuldkomment svar på alt, hvad
Ove Gedde spurgte om.

5. Kaptajnen måtte kun forlade sit skib i yderste
nødstilfælde. Officerer og folk måtte ikke forlade skibet. De skulle forhindre,
at skibet blev skadet eller erobret.

6. Dersom et portugisisk skib skulle dukke op, måtte de godt
erobre det, da de jo havde vist deres fjendtlige indstillinger til flåden. De
måtte dog ikke udsætte sig selv eller skibet for unødig fare.

7. Han skulle være tilbage, med Guds hjælp ind 14 dage.

Brevet til direktøren, som Erik Grubbe fik med, blev også godkendt af Det Brede Råd. Ove Gedde
skriver, at han ar blevet informeret af Øresunds styrmand om tabet af skibet.
Dette kunne der for tiden ikke gøres noget ved, før alt var bragt i orden med
kejseren af Candy. Der er nu en lang indviklet sætning i dag registret II, som
kan tolkes som Ove Gedde indrømmer, at handelen med kejseren af Candy ikke er tilforladelig,
og derfor mente at Crappe skulle henvende sig til naichen, som ved hjælp af en
god foræring skulle hjælpe med at indkøbe en ladning peber. Da Ove Gedde kan
forstå, at direktøren ikke selv kan komme til Ceylon, beder han ham om at sætte
sig ind i alle oplysninger, han har om tilstanden på Coromandelkysten. Han skal
også oplyse om, på hvis befaling eller kommission han have taget et portugisisk
skib. Til slut skal han hilse naichen og sige, at skibene ville komme til ham ved
først givne lejlighed. Det var da en ren besked fra Christian IVs gesandt,
ekspeditionens leder og admiral. Han skrive så udførligt om dette i rapporten
for at kunne imødegå kritik fra Hans nådige Herre Kongen. Ekspeditionen var nu
kørt helt skævt. Projektet på Ceylon smuldrede.

Så blev København sendt til Coromandel, og nu skulle der
tages stilling til Kong Madonnes skræk for portugiserne. Inde på Kysten havde alle
beboerne forladt deres huse af frygt for portugiserne. De fik besked på, at de
skulle flytte over til den ø, som Madonne var flygtet til. Flåden blev sat i
alarmberedskab. Samme dag blev det befalet, at David skulle have overført 12 tønder
brød, da deres brød ar sluppet på. Besætningerne og officerer fik ordre til
under indtagning af ferskvand at være agtpågivende over for eventuelle fjender
i “Boscagen”, buskadset eller i bugten og de skulle være samlet hele tiden.

Der gik en uge, hvor admiralen havde fred til at tage sig af
den daglige rutine. Den 17. juli kom en af kejserens modellarer for at finde ud
af, hvordan det gik med portugiserne ud for kysten. Han spurgte også, om der
var tegn til, at de ville opføre en fæstning ved Montecalou. En uge senere kom
der en klage fra kongen af Cotiaram, Madonnes folk røvede og stjal i hans
område, måtte han så ikke slå dem ihjel? Ja, så var der lige de af flåden folk,
der havde skudt fem af kongen af Candias bedste køer. Dem ville Ove Gedde gerne
betale for, men så ville han også have leveret 6 eller 7 køer om ugen, også mod
betaling. Den gamle modellar havde jo sagt, at kejseren ville sørge for, at der
blev leveret proviant til flåden. Hvis det kun var tom snak, måtte de finde sig
i, at der blev skudt det fornødne antal “bæster” efter behov.

Nogle dage senere, den 26. kom Madonne med et brev fra
Kejseren, der gik ud på, at denne var glad for, at de tre havde fundet sammen
og at de ville holde sammen mod portugiserne. Så kommer der et interessant
afsnit i rapporten. To dage senere får Ove Gedde besøg af van Xanten og Det
Brede Råd på øen, hvor Ove Gedde opholder sig, fordi han har været syg i 14
dage. Det er første gang at Ove Gedde skriver om sin egen tilstand. de udsendte
officerer var kommet tilbage fra Candia med brev til den danske konge og et til
Ove Gedde. Dette brød han straks op i nærværelse af Det Brede Råd, og Morten
Finche, der var blevet udnævnt til tolk, læste det op. Der stod:

1. Kejseren blev meget “forblidet”, da han hørte
om deres ankomst.

2. At Migomerale (Boschouwer) havde lov til at forhandle med
hollænderne eller andre konger om at fordrive portugiserne fra landet, og når
det var gjort, kunne hollænderne tage to havne med deres fæstninger.

3. Med kongen af Danmark gjaldt denne bestemmelse også, så
han kunne få gavn og stor gevinst af dette. Dette forlangte kejseren at Ove
Gedde holdt sig til.

Dette havde sekretæren også fortalt ham, inden han åbnede
brevet. Han påstod, at det brev, Migomerale (Boschouwer) havde leveret til
Christian IV var falsk. Enhver kunne kopiere kejserens skrift og lave et segl.
Det hele var falsk. De udsendte danskere bekræftede, at dette også var, hvad
kejseren havde sagt til dm, og at der overhovedet ikke kunne være tale om nogen
form for betaling andet end de to havne med fæstning. Efter denne besked ville
det være ret naturligt, at flåden provianterede og gjorde sig klar til at
stikke til søs og måske redde noget ved lidt sørøveri på vejen hjem. Men så
havde vi ikke haft nogen Trankebar og sejlads på Ostindien med den kæmpe
profit, og alt det det indebar.

Dn en næste dag samlede Ove Gedde Det Brede Råd og forelagde
dem den triste situation, ekspeditionen var kommet i. Samtidig anmodede han
rådet om forslag til det videre forløb af ekspeditionen. de skulle tænke sig
godt om og komme med deres forslag. Den næste dag afleverede de et forslag på
skrift. Ove Gedde skriver, at “de mig vilde efterfølge, udi hvis jeg
dennem commandered, men at ingen anden Raad derom viste at kunne give”. De
overlod det videre forløb af ekspeditionen til den 24-årrige admiral. Ifølge rapporten
bad han dem så mindeligt om at komme med et forslag. Men de henviste hele tiden
til det skriftlig svar. Ove Gedde reagerede ved at minde dem om, at d var
blevet udnævnt til medlemmer af Det Brede Råd af selveste kongen. Når de ikke ville
give råd, når der var behov for det, ville han udnævne andre til Det Brede Råd.
Dette fik dem ud af deres passivitet. De replicerede vredt, at så skulle han
bare drage til Candia og der forhandle med kejseren. De beholdt deres pladser i
rådet. Derved havde de sørget for, at admiralen vær væk fra flåden et stykke
tid. Selv om Ove Gedde godt vidste, at det var noget, de i bar desperation
slyngede ud, besluttede han at følge dette råd. De viste, at deres gode ven
Roland Crappe var på Coromandelkysten. Ove Gedde gik straks i gang med
forberedelserne til ture ind i landet. Han skulle forlade en slags sikkerhed
iblandt sine egne og begive sig på en lang og anstrengende tur ind i ukendt
land til et ukendt hof. Det var ikke så længe siden at kejseren forgænger havde
halshugget en hollandsk admiral, medens hele hoffet var samlet.

Den 1. august om aftenen forlod Elephanten og Patientia
flåden og sejlede til Montecalou. Hvert skib havde fået et brev med besked om,
hvad admiralen havde i sinde, og hvordan de skulle forholde sig under hans
fravær.

Hvis man stadig opfatter Ove Gedde som egenrådig og
tyrannisk, så passer det ikke så godt ind her. han informere nøje om, hvor de
to skibe skal hen, og hvad de skal foretage sig. Der er da lederskab. Man kan
ikke informere nok. Skibene havde i sinde at proviantere til hele flåden i
Montecalou. De skulle købe ris, arrak, nødder og andet proviant, og det skulle
sejles tilbage til flåden 8 dage senere. Der skulle de blive liggende og vente
indtil han kom tilbage. Hvis Det Brede Råd tillod det, kunne Patientia ligge
udenfor kysten og holde vagt for eventuelle fjendtlige skibe. Efter 14- 16 dage
skulle skibet så returnere til Matecalou og vente der, indtil admiralen vendte
tilbage. De skulle være på vagt på skibene, så de ikke blev erobret og, de
skulle være gode ved hinanden og holde sammen i enighed, sådan som de slev
havde forpligtiget sig til hos kongen. Ove Gedde havde nok på fornemmelsen, at
det ikke var lutter idyl det hele. På David lagde han et forseglet brev, som
Det Brede Råd skulle åbne, hvis han ikke var kommet tilbage efter 4 uger. Det
var retningslinjer for hvordan de skulle forhold sig, efter de fire var gået de
skulle:

1. Sejle ud til kysten – måske har han ment Coromandelkysten
– og der laste Elephanten med peber, hvis de kunne få det. Derefter skule
skibet straks sejle til Danmark.

2. David og Patientia skulle sejle til det Røde Hav og der
prøve at finde en last og så sejle hjem.

På Christian udnævnte han Christoffer Stygge til kaptajn,
indtil han selv var tilbage. Officerer og folk blev mindet om skibsartiklerne
og pålagt at følge dem.

Det lovede alle
ombord.

Den 3, august ankom de til reden ud for Palligamme. Her blev
styrmanden og kejserens sekretær sat i land for at bestille folk til at føre og
ledsage dem til Candy. Samtidig skulle de indkøbe al det nødvendigt udstyr til
sådan en rejse til det indre af landet . Allerede dage efter kom styrmanden
tilbage. Han fortalte at portugiserne kun var 2 mil fra dem, og at de havde
slået prins Ove ihjel. Sekretæren var blevet i land for at finde ud af mere.
Den 6. kom sekretæren tilbage med en bekræftelse af styrmanden fortælling.
Derfor kunne Ove Gedde ikke rejse til Candy. Sekretæren forlangte en skrivelse
af Ove Gedde, en slags passerseddel, der konstaterede at han var under Ove
Geddes beskyttelse. en Ove Gedde spurgte ham om han havde en fuldmagt af
kejseren til at handel, som ham gjorde, og i så fald ville Ove Gedde have disse
betingelser skriftligt.

Dette bekræftede sekretæren og skrev betingelserne ned.

1. Den danske konge kunne tage to fæstninger.

2. Et hus i Candy til Købmænd og varer.

3 . En havn i Tricomali.

4. Danskerne får eneret på handel.

5. Kejseren ville hjælpe med opførelsen af en fæstning i
Tricomali med folk, forsyninger og andre ydelser.

Sekretæren kunne ikke selv underskrive de betingelser, da de
kun var givet ham mundtligt. Ove Gedde fornemmede, at det hele var beregnet til
at forhale forhandlingerne. Til sekretæren sagde han, at han kunne fornemme, at
kejseren ikke hvad i sinde at overholde kontrakten, som Christian IV med stor
“Velgenegenhed og Bekostning” havde underskrevet. Sekretæren derimod
mente, at når først Ove Gedde fik talt med kejseren, ville han blive overbevist
om kejserens velvilje for den danske fyrste. Han bad derpå mindeligt om et brev
til kejseren og tilladelse til at rejse. Ove Gedde nægtede at skrive et brev.
Når kejseren havde modtaget danskerne på så ubehagelig vis, ville han snart for
en anden slags bud fra danskerne. dette forskrækkede sekretæren sådan, at han
blev helt stum og Ove Gedde bad sekretæren at sunde sig. I dette brev skrev Ove
Gedde, at hvis han ikke kunne få de lovede betingelser opfyldt, og kejseren
ikke vidste villighed over for Ove Geddes herre, Christian IV, da måtte
kejseren forvente fjendtlighed af den danske konge. da han nu ikke ville eller
kunne overholde kontakten, kunne han dog skaffe nogle skibsladninger peber til
skibene og tænke over konsekvenserne af hans handlinger. Dette brev ned dets
bestemte tone af ultimatum indeholder dog en lille dør på klem for dem begge,
“nogle laste peber”. Så kunne Ove Gedde dog vise et resultat ved
hjemkomsten og det er altid klogt ikke at smække for kraftigt med dørene.

Næste dag kom sekretæren ud til skibet i kejserens båd. han
havde sendt brevet til Candy. Portugiserne havde forladt området og var sejlet
til Galle, den portugisiske flådebase på sydspidsen af øen. Nu var det igen
sikkert at rejse indenlands. han bad Ove Gedde om at følge sig ind til Candy.
Dette accepterede Ove Gedde, selv om hans officerer frarådede det. Sekretæren
ville så sørge for forsyninger og udstyr til turen. Mon ikke Ove Gedde skulle
betale for det?

Ved samme lejlighed fortalte sekretæren, hvilket blodbad der
havde været inde på land. Prinsen af Ove havde slået konge af Panva ihjel. Var
det mon fordi, han havde sladret til portugiserne om kejseren og dennes
foræring ti Ove Gedde? Så plyndrede han kongen af Panvas hus, men her blev han
overfaldet af 1500 portugisere. De var hemmeligt kommet fra Galle. Prinsen af
Ove blev ynkeligt dræbt. Han var ellers flygtet op på et højt bjerg, som ingen
mennesker før havde været oppe på. Der faldt han ned af.

Den 8. kom sekretæren om bord igen. Denne gang bemandede Ove
Geddes straks nogle af skibenes både med 18 mand, og de roede til Mottuaram,
hvor de fik følge skab af kongen af Palligamme. Han fulgtes med nogle at sine
embedsmænd. Kl. 10 om natten ankom de til Palligamme, hvor de fik en festlig og
prægtig modtagelse “ifølge deres skikke”, tilføjer Ove Gedde. Han
blev trakteret med en hård æggeblomme, og derefter fulgt til det hus, han
skulle overnatte i. Næste dag roede de til Srambadure, som tilhørte kongen af
Matecalou, en broder til kongen af Palligamme. Det blev også til en festlig
modtagelse. De måtte gå en fjerdingvej til kongen, fordi han var syg. Han mødte
kongen uden for dennes hus og de snakkede med hinanden, hvorpå han drog tilbage
til byen til et smukt hus, hvor han blev festligt trakteret, “efter de
sorte Maneer”, skriver han. Festen varede til kl. 11 om aftenen. Næste dag
forlod de byen efter modvilligt at have modtaget store foræringer.

De næste dage foregik rejsen over land. Den første nat lå de
midt ude i marken, som der står i rapporten. der fik de lov af sekretæren til
at skyde to små kalve, da de ellers ikke havde noget at “æde”. De
blev “sydet” (kogt). Så overnattede de i en landsby, der hed Patipal.
den var blevet forladt af indbyggerne. I det hele taget så landet ud som et
land, der var hærget af ufred. Her skød de også deres føde. En nat tilbragte de
i en landsby, der hed Hochaville, som også var forladt. Endelig den 16. kom de
til en by, der ikke var helt forladt. Her fandt Ove Gedde peber til salg. Han
gav sig til at forhandle med de indfødte, som om han havde i sinde at købe. Da
sekretæren opdagede det, jog han folkene væk. Om natten lå de 3 mil inde i en
skov ved en flod kaldet Cannepaduble, hvor de spiste hvad de nu havde af
forråd. Om natten forlod de deres lejr. Til middag var de kommet til et lille
vand, måske et lille vandløb eller en lille sø. Da kom der bud fra kejseren.
Han fortale dem, at kejseren befandt sig ved en landsby, Remiachalle, og han
til aften ville møde Ove Gedde i Bentanen, kejserens hovedstad. Det var ti mol
til Bentanen. Uden for byen kom en modellar og modtog delegationen. han kom med
et orkester og med 40 – 50 bevæbnede mænd, som fulgte ham til byen. 20 – 30
skridt fra det hus, hvor de skulle indlogeres, var der lagt en bred strimmel
groft lærred, som delegationen skulle gå på. Huset var også beklædt med lærred.

Den 16. kom sekretæren og sagde til Ove Gedde, at kejseren
ikke var langt væk, og at Ove Gedde skulle gå ham i møde. Men Ove Gedde undskyldte
sig med, at han havde andre nødvendige gøremål. Ved middagstid kom sekretæren
igen og fortalte, at kejseren ikke var så langt væk, og at han straks ville
komme. Samtidig undskyldte han på kejserens vegne, at Ove Gedde ikke havde fået
større følge til at tage imod ham.

Således indledtes dette spil med kejseren. Man må sige, at
Ove Gedde vandt første runde, set med europæiske øjne. Kejseren var fanget
mellem portugiserne og denne danske delegation. Han var nødt til at træde
varsomt. Hvor meget slagkraft havde danskerne egentlig? De kunne måske blive
farlige, hvis man ikke behandlede dem varsomt. Han havde dårlige erfaringer med
både hollænder og portugisere. samtidig måtte han også finde ud af, om han
kunne får nogen gavn af danskerne uden for store omkostninger.

Lad spillet fortsætte, som Shakespeare siger.

Ove Gedde sendte Henrik Hess til kejseren for at
anmelde sin visit som den danske konges gesandt og forespurgte, hvornår det
ville passe kejseren at modtage ham i audiens. Svaret blev, at kejseren ville mødes
med ham næste dag, da han i dag skulle vaske sit hår. Danskerne viste ikke, at dette
egentlig var en religiøs ceremoni ligesom overrækkelsen af en hårdkogt æggeblomme